,

DR drama og politik

Georg Brandes havde europæisk udsyn, og mente at litteraturen satte problemer under debat

DR drama – en væsentlig kulturfaktor som tager samfundsmæssige problemer op og dermed skaber debat.

Der er gået politik i DR’s tv-serier, endda partipolitik. Den tidligere chef for DR-drama, Ingolf Gabold, har foretaget en bemærkelsesværdig kovending omkring 1864. Adspurgt i Politiken (14/10 2014) sagde han: ’Som dramachef i DR kunne jeg ikke tillade mig at bruge så mange penge på at lave politisk propagandaarbejde mod højresiden af det danske folketing. Sådan er det ikke skruet sammen.’ Men som pensionist mener Ingolf Gabold nu (Politiken 2/2 2016), at serien var et slag mod Dansk folkeparti og neonationalismen. Dansk Folkeparti mener til gengæld nu som dengang, at der i fremtiden skal være kontrol af historiske serier. Andre synes naturligvis at det er noget ævl at DR’s dramaserier er venstreorienterede, nogle mener måske endda faktisk at de fleste er borgerlige. DF har indkaldt kulturministeren til samråd om sagen. Man må håbe, at det politiske flertal holder hovedet mere koldt end Gabold og DF.

Det at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.

 

Fiktion som samfundsdebat

’Det at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.’ Ordene stammer fra Georg Brandes’ berømte indledningsforelæsning om Hovedstrømninger i Det 19. Aarhundredes Litteratur på Københavns Universitet i 1871. Brandes argumenterede for en litteratur, der ikke bare tog de nationale problemer op, men også havde europæisk udsyn. Brandes ønskede ikke en litteratur, der repræsenterede en bestemt politisk ideologi og tendens, men han så litteraturen som en væsentligt faktor i debatten om det samfund, de værdier og den kultur, som politik jo handler om. Fiktion fortæller historier, der kan få betydning for politik via den samfundsdebat og det engagement i vores fælles nutid og fortid, som den skaber. Partipolitik og det parlamentariske spil er et langt mere pragmatisk håndværk, ikke mindre vigtigt, men her spiller vi på en anden bane.

Fiktion fortæller historier, der kan få betydning for politik via den samfundsdebat og det engagement i vores fælles nutid og fortid, som den skaber

 

DR-drama, fiktion og politik

Den tidligere DR-dramachef, Ingolf Gabold, skyder sig selv i foden med sin meget bombastiske udtalelse om DR-drama som præget af bestemte politiske tendenser, i dette tilfælde som venstreorienteret i partipolitisk forstand. Når DF taler om det samme, er de ligeså galt afmarcheret, og deres store kærlighed til TV2’s historiske dramaserie Badehotellet som helt uden politik og som udtryk for den folkelige nationale kultur – er lige så galt afmarcheret. Begge parters udtalelser rummer en ekstrem forsimpling af forholdet mellem tv-dramatik og politik, og reaktionen på Gabolds udtalelser rummer en ikke mindre forsimpling. Sådanne udtalelser fremmer i virkeligheden de kræfter i det politiske system, som gerne vil stække og styre DR og tv-dramatikkens kunstneriske frihed. Som den nuværende chef for DR Fiktion, Piv Bernth (Politiken 6/2, 2016), har argumenteret overbevisende for, tildeler Gabold sig i denne sag en rolle som kreativ Godfather, der ikke harmonerer med den kreative proces og de principper, DR Fiktion drives efter. Det er principper, Gabold selv har været med til at skabe, og som i dag beundres langt uden for Danmark.

Selvom de politikere, der bevilgede de 100 millioner, som var en del af finansieringen af 1864, var tæt på at glemme armslængdeprincippet, så laver DR – som Piv Bernth slår fast – ikke ’politisk bestillingsarbejde’, og ingen enkeltperson kan styre den kreative proces. Men særbevillingen til en bestemt type dansk tv-produktion, som et politisk flertal vedtog, rummer et principielt problem: det bør ikke være det politiske system, der bestiller enkelte drama-produktioner.

DR-dogmer og kreativ revolution

DR-drama gennemgik i slutningen af 1990’erne en kreativ revolution, bl.a. via Ingolf Gabold, Rumle Hammerich og Ole Bornedal. Det var en kreativ revolution, som skulle skabe synergi mellem DR inden for murene og de mange kreative kræfter i hele det filmkulturelle miljø. Hvor tv-drama før i høj grad var blevet skabt ’in-house’, blev det efter 2000 normen, at DR har kreativ kontrol med produktionerne, men i åbent samarbejde med et kreativt team, der skifter fra gang til gang. Her spiller både manuskriptforfattere, instruktører og producenter en afgørende rolle. Det er også ofte produktioner, der skabes via decideret co-produktion med andre udenlandske partnere. Det er drama til danskerne, men det når langt videre ud. At forestille sig at bestemte politiske tendenser kan sætte sig på alle disse produktioner år efter år er helt absurd og grundløst.

Det er en del  DR’s public service-DNA, at mangfoldigheden skal råde, og samtidig er de 15 dogmer, som DR Fiktion udarbejdede i 2003, en garanti for, at de kreative personer, som skaber de forskellige tv-serier, har en stærk position og kontrol (se Eva Novrup Redvall 2013 og 2010). Det er ikke drama-chefen, der skal styre og bestemme, selvom vedkommende naturligvis har det øverste formelle ansvar. Tværtimod delegerer drama-chefen det kreative ansvar for de enkelte produktioner til producenter. Princippet om ’en vision’ skal sikre, at de kreative hovedpersoners vision for dramaet respekteres. Dermed modvirkes ensretning fra gang til gang. Det er samtidig et vigtigt princip, at der skal være kreativt cross over og at kreative kræfter indefra og udefra skal samarbejde, igen en sikring mod ensartethed og lukkethed.

Når det kommer til ’det politiske’, kan man sige, at i den brede betydning så berøres det i kravet om ’den dobbelte historie’. Dogmeregel  2, siger: ’DR’s public service-status kræver, at vores historier – ud over ’den gode historie’ – indeholder et overordnet plot med etiske/sociale konnotationer. Med andre ord skal vi altid fortælle en dobbelt historie. Vægtningen af disse to historier i forhold til hinanden vil altid være afhængig af samfundets historisk-kulturelle diskurs’ (citeret efter Redvall 2010: 185). Som man kan konstatere, står der ikke et ord om politik her, i hvert fald ikke politik i den mere forsimplede, partipolitiske udgave som Gabold her 13 år senere bringer til torvs. Hvad, der tales om, er netop den meget brede og almene betydning af politik, den som handler om de aktuelle, historiske problemer, værdier og konflikter, vores samfund og kultur står overfor.

Tv-dramatik og politik

Lige siden de græske filosoffer begyndte at tænke over demokrati, har politik stået for langt mere end kampen i de politiske institutioner om magt, fordeling og værdier. Det politiske er i lige så høj grad den offentlige debat og samtale. Det er de fora, hvor mennesker mødes og drøfter det samfund og den kultur, de lever i, de værdier og principper, som vi mener i fællesskab, skal styre os. Den canadisk-amerikanske politolog, David Easton, kaldte politik for ’den autoritative fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund’. Han beskrev det politiske som et system af interaktion mellem forskellige sfærer og grupper.

Politik er den autoritative fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund

En af de mest indflydelsesrige moderne politiske tænkere, Jürgen Habermas, har argumenteret for betydningen af en levende offentlig sfære og kommunikation. Her skal systemverden og livsverden interagere og holde liv i den vitale samfundsmæssige dialog. I vore dages medialiserede samfund er det politiske system og medierne langt tættere knyttet sammen end tidligere, specielt i nyhedsformidlingen og på de sociale medier. Litteraturen, tv-dramatikken, film eller den reflekterede dokumentar, der kan skabe fortællinger og rum for fortolkning af vores virkelighed, herunder den politiske virkelighed, er blevet endnu mere nødvendig og vigtig.

Fiktionen er et stærkt instrument til at sætte vores virkelighed til debat og i perspektiv. Den har friheden i forhold til den faktiske virkelighed, den kan som fortælling lege med roller og konflikttyper. Fortællinger og fiktion kan suge os ind i en virkelighed, som giver os nyt perspektiv i forhold til den faktiske virkelighed. Det er kunstens forankring i livsverdenen i forhold til folks hverdag, der giver den styrken til at være politisk på en helt anden måde end den traditionelle politik. For at have den styrke og den legitimitet, der ligger i den kunstneriske frihed, skal den netop være garanteret, både i forhold til politiske, økonomiske og kommercielle interesser.

En DR-dramatik, der lever og sætter væsentlige temaer til debat

DR’s tv-dramatik har især siden 2000 sat meget afgørende ind for både at forny den historiske dramatik, samtidsdramatikken og krimidramatikken. Den er blevet en fortolkning af og en fortælling om det moderne Danmark og den historiske baggrund i en stadig mere globaliseret verden. Inden for den historiske serie følger 1864 (2014) efter Krøniken (2004-2007). De to serier er både æstetisk og tematisk meget forskellige, men også Edderkoppen (2000) bidrager til forskelligheden i det historiske. Borgen (2010-2013) og Arvingerne (2014-) repræsenterer på samme måde to forskellige sider af samtidsdramatikken.

Endelig rummer krimien også meget forskellige fortællinger om et moderne Danmark i en global virkelighed: Forbrydelsen (2007-2012), som starter i den nationale kontekst, men snart bevæger sig udad, Ørnen (2004-06) som den mest globale af dem eller Rejseholdet (2000-2004) om det mere nationale. Man bør også her nævne DR’s meget succesfulde co-produktion Broen (2011-). Serierne har haft uhyre høje seertal nationalt, og de har haft stor gennemslagskraft i resten af Europa. Deres indhold og de problemer og konflikter, DR har skabt historierne over, kan overhovedet ikke reduceres til en bestemt politisk tendens eller en bestemt type historie. Påstanden om de røde lejesvendes eller en borgerlig kreativ dominans er lige så ubegrundet, som den altid har været.

Borgen, f. eks., er uomtvisteligt politisk, fordi den simpelthen har det moderne politiske system som centrum. Dens lange række af politiske sager og konflikter afspejler dansk og international politik siden 2000, og det er flueknepperi at begynde at tale om, hvem der er repræsenteret hvor meget og hvordan. Serien handler om moderne politik i en globaliseret og medialiseret verden, et både meget dansk og meget universelt emne, og dens styrke er desuden den måde, den formår at knytte den politiske scene, mediescenen, det sociale rum og den private sfære sammen. Når alle typer af danskere kunne identificere sig med den historie og den kvindelige, politiske helt, var det ikke bare, fordi den rummer et dybtgående røntgenbillede af dansk politik og det moderne danske samfund, men fordi vi alle sammen hænger i den mølle mellem de forskellige sfærer, som det er så svært at få til at hænge sammen.

Det er suveræn tv-dramatik, fordi det konkrete, politiske system og den universelle menneskelige modernitetshistorie hænger sammen. Det er politisk tv-dramatik, fordi det handler om politik som system og institution, men samtidig via fiktionen rejses debatten om, hvilket samfund, hvilke værdier og hvilket demokrati, vi vil have. Vi må selv give vores svar. Men serien giver os en fiktiv ramme at leve os ind i og en række konflikttyper, som sætter problemer under debat.

Kampen om historien

Hvis vi ser på 1864 med Brandes blik og hans ønske om, at litteraturen skal leve ved at sætte problemer under debat, ved at forholde sig lidenskabeligt og engageret til nutidens problemer, så er serien en af de allermest succesfulde historiske serier i nyere tid. Ingen andre serier har på så kort tid affødt så mange kommentarer og debatindlæg fra anmeldere, historikere og forskellige almindelige mennesker på alle mulige sociale medier. Ud af mere end 600 artikler havde 134 politisk karakter. Der findes journalister og kommentatorer, der systematisk omtaler serien som et flop, og som antyder, at der hersker udstrakt enighed blandt eksperter om, at serien er en forvrænget og tendentiøs fremstilling af en national begivenhed. Underforstået, at der findes en objektiv sandhed, og at fortolkningen af historien er stivnet i en bestemt form, som der hersker konsensus om.

Men trods den voldsomme polemik mod serien – både fra politikere, historikere og visse anmeldere – formåede den at fastholde et gennemsnitligt seertal på omkring 1,3 millioner fra start til slut. Vurderingen af serien var ganske vist mere delt end på andre DR drama-serier, men alligevel lå på 3,8 i snit.  1864 var så sandelig ikke et flop, men det var en serie, som i den grad delte vandene, fordi den skildrede en begivenhed og nogle konflikter, som også ville dele vandene uden for fiktionen. Det gælder både i forhold til seriens historiske fortælling og den nutidige rammehistorie. Befolkningen er simpelthen uenige i, hvordan man skal se på 1864 som historisk begivenhed, og hvordan man skal se på krigene i Irak, Afghanistan osv.

Men det er Bornedals suveræne ret at skabe en fiktion med et bestemt dramatisk perspektiv, som  bygger på den historiske virkelighed, og som samtidig forsøger at trække paralleller mellem fortid og nutid. Hvis fortiden er død og borte og færdig, hvad skal vi så med den, så er den ikke et emne fra nutidig dramatik, så hører den hjemme i en montre på museet.

Når det kommer til historiens forankring i den faktiske virkelighed, så hersker der imidlertid en bemærkelsesværdig tavshed omkring det forhold, at historikeren Tom Buk-Swienty har haft afgørende indflydelse på seriens udformning og fortælling, især med bogen Slagtebænk Dybbøl (2008) – valgt som året historiske bog – og også efterfølgeren Dommedag Als. Begge bøger er historiske bestsellere, solgt i utroligt mange eksemplarer og rost til skyerne, også af andre historikere – og Pia Kjærsgaard. Det er da også fantastiske dokumentariske værker, der bruger et meget personcentreret narrativ og scenisk form for historieskrivning. Buk-Swientys fremstilling og fortolkning af 1864 ligger ret tæt på tv-seriens.

F.eks. peger han i forordet til Slagtebænk Dybbøl på den skæbnesvangre betydning, den danske politik havde – også på europæisk politik, hvor den styrkede de konservative og militære kræfter (s. 16). Men han anlægger også i forordet den samme hovedsynsvinkel på begivenhederne, som serien gør: ’Hvad gør krigen ved mennesker – både dem som befinder sig midt i kampene, dem som er deres pårørende, og dem – magthaverne – der sætter disse voldsomme og skæbnetunge bevægelser i bevægelse? Ja, hvad var det for en sag, så mange mænd endte med at betale den højeste pris for?’ (s. 17)

Kunst og tv-dramatik kan være så mange ting. Der findes mange genrer og måder at gå til historien på.  Er den i øjeblikket meget populære tv-serie Badehotellet på TV2 politisk? Det er jo en historisk serie, som foregår i en periode omkring 1928-30.Det er i den periode, vi måske finder de mest voldsomme krisetendenser i nyere dansk og europæisk historie. Små skvulp fra den store verden når da også ind i det ellers idylliske univers: verdenskrisen i 1929, nazismens fremmarch i Tyskland, klassemodsætninger, den seksuelle frigørelse osv. Men serien holder sig til komedien, farcen, det personlige og familiemæssige. Hvis den sætter problemer under debat, er det i hvert fald ikke de store samfundsmæssige, historiske temaer, det er det nære, det små. Her er en historisk serie, for hvilken det historiske rum mest er en kulisse omkring helt almenmenneskelige familie- og personrelationer.

Det kan et meget stort antal danskere vældig godt lide og identificere sig med – den rummer en mere posituiv fortolkning af en historisk periode end 1864 – og mangfoldighed er som bekendt en god ting. Men jeg har ikke hørt nogen kritik af dens politiske fravalg, dens politiske tendens ved den manglende relation til den historiske virkelighed, den foregår i. Det er også ok – det er historisk familieunderholdning, som mange sætter pris på. Mangfoldigheden i dansk tv-dramatik varetages jo ikke kun af DR, men også af vores anden store public service-kanal.

Når en tidligere dramachef underløber sit eget livsværk

DR-drama er ikke lavet af røde lejesvende, og det er heller ikke borgerligt. Der ligger ikke en ganske bestemt politisk tendens bag den nyere danske tv-dramatik. DR skaber, som de skal, meget forskelligartet tv-dramatik, som ikke bare det danske folk har taget i den grad til sig, men som også har bragt dansk tv-dramatik på den internationale dagsorden. Ingolf Gabold har en stor rolle i den udvikling, og det skal han for altid huskes for. Men at han selv mener, han har været med til at lave dramatik, som har ganske bestemte politiske intentioner, og som skal spændes for hans behov for et opgør med en bestemt ny nationalisme, som er ham en torn i øjet, det bør ikke være DR Fiktions problem.

Vi kan alle sammen have vores politiske overbevisning, som vi har ret til at kæmpe for som privatpersoner, men man må ikke forsøge at spænde sit professionelle virke, i dette tilfælde DR, for den personlige vogn. Det gav Gabold klart udtryk for i 2014, men han synes at have glemt det i 2016. Tv-dramatik kan ikke undgå at handle om politik, forstået på den måde at den tematiserer væsentlige temaer og problemer i vores samfund og hverdagsliv. Kunsten bliver kønsløs underholdning, hvis ikke den tør tage fat på de store og væsentlige spørgsmål. Men det er kunst og fiktion, ikke snæver partipolitisk propaganda.

Ved sine kloge dogmer har DR’s dramaafdeling skabt en kreativ institution, som sikrer kreativ nyudvikling og mangfoldighed, og som heldigvis skaber debat – nogle gange kraftig debat. Sådan må og skal det være. At to tidligere chefer finder vidt forskellige tendenser, viser måske at mangfoldigheden er der, at man kan se meget forskelligt i det samme. Men de politikere, som mener, vi skal til at have kontrol med rigtigheden og korrektheden i historiske serier, må have glemt, hvordan det var og stadigvæk er i autoritære regimer, som forhåbentlig ligger langt fra vores kulturpolitik og demokrati.

 

 

 

 

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.