Mænd og kvinder, køn, kærlighed og seksualitet, pardannelse og familier – nogle af de centrale, mest underholdende og sprængfarlige temaer i vores liv, og på film. I perioden efter 2000 sprudler dansk film af romantiske komedier, og det er mest kvinderne, der har instruktørbukserne på i denne genre, selvom mændene bestemt også gør sig positivt gældende. Det poetiske, det satirisk, det farceagtige og det mere realistiske blander sig i denne genre, som også tydeligt afspejler periodens opbrud i etablerede kønsroller og normer.
Den romantiske komedie hører til den internationale filmhistories absolut mest populære genrer, stærkere end det mere alvorlige romantiske drama, og det samme gælder for dansk film historisk og efter 2000. I begge genrer er det kærlighed, sex og drifter, der driver handlingen, dvs. det handler om noget af det mest basale i menneskets liv: pardannelse, seksualitet og dermed etableringen af den eller de former for familiedannelse, som ofte giver anledning til forviklinger og problemer – både før pardannelsen og efter at den er blevet en realitet. Men i den romantiske komedie er det netop kombinationen af vores identifikation med og sympati for karaktererne og det at vi samtidig kan le af dem og deres problemer med at finde kærligheden, der giver filmene deres særlig narrative og tematiske form. Vores hovedsageligt sympatiske identifikation skyldes, at filmens karakterer ligner os selv. Centralt står også den romantiske grundfølelse, feel good oplevelsen, som bekræftes af den romantiske komedies happy end – trods alle besværligheder.
Den romantiske komedie er i høj grad en integrativ genre, fordi den som hovedregel lader kærligheden sejre, mens det romantiske drama tvinger os ud i en tilskuerposition, hvor kærlighedens og pardannelsens problemer truer med helt at sprænge idyllen og kærligheden. Forskellen mellem den romantiske komedie og det romantiske drama betyder dog ikke, at komedier ikke kan berøre alvorlige emner, og måske endda til tider gøre os usikre på om vi får en lykkelig slutning. Men grundlæggende er komediens og dramaet følelsesmæssige grundtone forskellig, og vores identifikation med hovedpersonerne afhænger af hvilken tyngde problemerne har.
I mange af de romantiske komedier, der præger dansk film efter 2000, afspejler de samfundsmæssige realiteter sig, virkeligheden bag romantikken. Komediernes handlinger går ofte til stålet, når det drejer sig om at beskrive kærlighedens veje og vildveje, og når det drejer sig om at skildre køn og seksualitet. Der synes af og til langt til den lykkelige slutning. Det er heller ikke altid den lykkelige slutning er den, man finder i tidligere, romantiske komedier. Forholdet mellem kønnene har ændret sig og der er flere måder at leve sammen på, end man typisk har set i tidligere perioder i dansk film. Når en af de allerseneste romantiske komedier hedder Elsker dig for tiden (2022, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag) så peger det måske netop på en ny balance mellem de traditionelle parforhold og andre måder at leve på.
Det livslange parforhold er ikke længere en fast norm. Når det drejer sig om virkelighedens danskere viser statistikkerne da også at op mod 50% bliver skilt inden 7 år. Vi kigger og længes måske stadig efter den eneste ene og den stærke kernefamilie – i en eller anden form. Men i den virkelighed, som filmene forholder sig til, er flere parforhold blevet mere almindeligt, ligesom ægteskaber mellem folk af samme køn for længst er accepteret – i hvert fald i visse kredse. Det går altså ikke altid som præsten prædiker. Alligevel har den romantiske komedie fastholdt sin position, som en af de mere populære genrer. Selvom kærligheden, seksualiteten er blevet mere kompliceret, så kan vi i denne filmgenre spejle os i kærlighedens vanskeligheder, men også drømme om og ofte få bekræftet, at kærligheden kan sejre til sidst – trods all odds.
Kønsdimensioner foran og bag ved kameraet.
Der er meget stærk dokumentation for at mænd og kvinder har forskellig filmsmag (se f.eks. DFI’s publikumsprofiler). Kvinder ligger klart foran, når det drejer sig om romantisk komedie og kærlighedsdrama, mens mænd ligger i spidsen når det drejer sig om action, krimi og thriller. Kvinders filmforbrug er naturligvis ikke begrænset til romantik og kærlighed, der er mange andre genrer kvinder opsøger. Det samme gælder for kvinder bag kameraet. Men der er altså en markant tendens med hensyn til kvinder og romantisk komedie. Som jeg skal vise i de følgende analyser af periodens romantiske komedier (28 i alt), synes denne forskel også at slå igennem på det kreative team bag kameraet. Jeg har ikke kigget på alle kategorier, kun instruktør og manus-forfatter. Især på instruktørsiden er forskellen mellem mænd og kvinder markant (se figur nedenfor): kun 10 mænd satte sig alene i instruktørstolen i den genre, mens 1 film havde både en kvindelig og en mandlig instruktør. Til gengæld var der 17 kvindelige instruktører. Altså en markant forskel, om end ikke en ren kvindelig knock out, men man må vel sige, at denne genre domineres af kvinderne. Det er dem der står for den mest markante udvikling af genren i perioden, og tilskuermæssigt de største succeser, selvom der bestemt også er gode og innovative film lavet af mænd. På den kvantitative side tæller det dog en del, at de fire populære Anja & Viktor film deles ligeligt på instruktør-siden (2 med Charlotte Sachs Bostrup, og Søren Frellesen og Niels Nørløv Hansen hver en). Endelig var det Jonas Elmer, der (med Mette Heeno som manusforfatter) gjorde Nynne til en succes, baseret på Politikens succes-serie og roman Nynnes dagbog.
Kigger vi på manuskriptforfatterne til disse film ser det lidt mere blandet ud, og der er film, hvor både en mand og en kvinde har været inde over. Der er 18 mænd, der har bidraget til eller alene stået for manus og 22 kvinder. Susanne Bier har f.eks. benyttet sig af både Kim Fupz Åkeson og Anders Thomas Jensen, og den sidstnævnte har også arbejdet med Lone Scherfig på en enkelt film. En anden af de meget produktive kvindelige instruktører, Hella Joof, har både trukket på Jannik Johansen og Christian Torp, men har dog i nogle af sine film enten selv stået for manus eller overladt det til Mette Heeno. Henrik Ruben Genz har til gengæld i sin eneste film i denne genre arbejdet sammen med Maja Jul Larsen om manus. I den yngre generation ser vi til gengæld en tendens til at den kvindelige instruktør også står for manus (f.eks. Malou Reyman og Emma Haudal), eller med den seneste romantiske komedie, Elsker dig for tiden, at en kvinde og en mand sammen står for både instruktion og manus.
Pointen med denne statistik er naturligvis ikke at påstå, at kvinder kun laver romantiske komedier, eller at mænd ikke behersker denne genre. Som jeg skal vise, synes der dog at være visse forskelle mellem mandlige og kvindelige instruktører i karakterer, temaer og måden der fortælles på. Men den romantiske komedie er helt afgjort domineret af stærke og ofte meget succesfulde, kvindelige instruktører. Til gengæld er det Klovn-filmenes meget drengerøvsagtige humor, der omsider slår Susanne Biers Den eneste ene og Lone Scherfigs Italiensk for begynderes placering som periodens mest sete film. Deres film og de andre film (også dem med mandlig instruktør) er imidlertid alle i den grad med til at sætte kønsroller, kærlighed og seksualitet på dagsordenen. Kønsrolledagsordenen har på mange måder præget perioden efter 2000, og det trænger selvfølgelig ind i filmene. De går – bl.a. med latteren som våben – tættere på de normer og værdier som omgiver kønnenes møde i arbejdslivet, familielivet og på lagnerne.
Lone Scherfig og balancen mellem romantisk komedie og drama
Det er som om årtusindskiftet i 2000 førte til en romantisk bølge, hvor især Susanne Biers film Den eneste ene (1999, 843.472 solgte billetter) og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000, dogmefilm, 828.730 solgte billetter) strøg lige ind i danskernes hjerter. Faktisk var de to film så populære, at vi skal helt frem til først Mikkel Nørgaards Klovn the Movie (2010, 838.881 solgte billetter) og Anders Matthesens Ternet Ninja (2018, 929.137 solgte billetter) før den romantiske komediesucces blev overgået – af to andre filmtyper. Ved siden af Biers og Scherfigs markante succes var der også tre andre – og delvist anderledes romantiske komedier, der gjorde sig stærkt gældende i den periode. Det gælder først og fremmest Hella Joofs En kort en lang (2001, 584.067 solgte billetter), hvor konflikterne står i kø, og dertil kommer Charlotte Sachs Bostrups første bud i den lange og populære serie Anja og Viktor (2001, 572.052 solgte billetter). Som det kan ses dominerer kvindelige instruktører totalt her blandt de mest populære romantiske komedier, men der er dog undtagelser, f.eks. Søren Kragh-Jacobsens bud på en dogmefilm og anderledes romantisk komedie Mifunes sidste sang (1999, 351.128 solgte billetter).
Lone Scherfigs to film i genren, den allerede nævnte Italiensk for begyndere og hendes mere internationalt producerede film Wilbur begår selvmord (2002, 167.795 solgte billetter), illustrerer klart balancen mellem komedien og dramaet, indenfor den romantiske komedie. I Italiensk for begyndere er udgangspunktet portrættet af en gruppe ensomme og socialt handicappede individer, der begynder at finde hinanden og kærligheden først på et italiensk kursus og siden på en tur til Venedig. Selvom vi kan smile eller grine lidt af karaktererne og deres manglende sociale kompetencer, er der også en liste af dramatiske hændelser og sociale problemer. Den noget brovtende Hal-Finn (Lars Kaalund) bliver fyret fra sit job, Olympias (Annette Støvelbæk) meget dominerende far (Jesper Christensen) dør pludselig af et hjertestop, og Carmen (Ann Eleonora Jørgensen) må trækkes med en krævende og dybt alkoholiseret mor (Lene Tiemroth), som så også dør. Det er tragiske hændelser, som dog også sætter de to kvinder fri. Det er altså ikke fordi romantiske komedier ikke kan berøre tragiske sociale begivenheder og familiekonflikter, men som helhed bruges disse som afsæt til forandringer, der sætter romantiske relationer i gang. Hændelserne giver karaktererne muligheder for at forandre sig og tage chancer.
Lone Scherfigs evne til at balancere mellem det alvorlige og det komiske slår endnu stærkere igennem i hendes dansk-skotske film Wilbur begår selvmord. Her er hovedkarakteren Wilbur (Jamie Sives) nærmest konstant depressiv og forsøger hele tiden at begå selvmord (selvom han ikke rigtig synes at mene det), så hans storebror Harbour (Adrian Rawlins) konstant må redde ham og få ham på hospitalet. Men ligesom Wilbur tydeligvis bærer på traumer og depression er også broren Harbour ramt. Han bærer på en hemmelighed, en dødelig kræftdiagnose, som han ikke har fortalt om til nogen. Men en sygeplejerske fra hospitalet, som Wilbur dater, kommer uforvarende til at røbe det. Der er altså nok af drama og alvorlige problemer, men filmens tone rummer dybest set en poetisk, næsten optimistisk tone og en form for dead-pan humor overfor alle udfordringer og modgang. Det ses i den måde personerne tackler deres hverdagsliv og problemer på. Trods den underliggende tragiske tone driver filmen langsomt mod en romantisk udvikling, hvor kærligheden overvinder alt. Det gælder Wilburs terapi-sessioner på hospitalet og scenerne fra den rodede antikvarboghandel, som skulle sikre brødrene deres levevej.
Det gælder også de tilfældige møder rundt om i byen. Filmen skifter tone da Alice (Shirley Henderson) og hendes datter kommer ind i brødrenes liv og Harbour bliver forelsket, selvom det sjovt nok altid er Wilbur ,kvinderne altid falder for. På hver deres måde er brødrene forelskede i Alice, men tingene tager igen en drejning, da Harbour dør – han begår selvmord for at undgå den smertelige kræftdød. På den måde ændres filmen narrativ, og Harbours selvmord (juleaften på hospitalet!), redder endegyldigt Wilburs liv og skaber en ny familie. Nu må Wilbur tage ansvar for butikken, for Alice og hendes datter. Scenen hvor Wilbur redder en mand fra at begå selvmord ved at springe i floden er alvorlig humor så det batter, især da det afsluttes med en romantisk scene mellem ham og Alice. Filmen rummer mange dramatiske scener, men den rummer også en poetisk tone og underfundig humor, som er en romantisk komedie værdig.
Dogmefilm og romantisk komedie
Ifølge dogmemanifestet fra 1995 må man ikke lave film, som er genrefilm. Ser man på de faktiske dogmefilm viser de imidlertid, at et er umuligt at lave en film uden at genreovervejelser og genretræk slår igennem. Det hænger sammen med at genrer og narrative strukturer er en del af selve grundlaget for at lave film, og også en art film er jo en genre. Derimod er det ganske klart at de æstetiske regler knyttet til Dogmemanifestet tilfører filmene en særlig dynamik og kreativitet. Der er da også allerede to af de allerede nævnte dogmefilmen, som er klare genrefilm: Italiensk for begyndere og Mifunes sidste sang. Lone Scherfigs første film er som allerede nævnt præget af et større persongalleri, og for flere af disse personer er der familiemæssige eller arbejdsmæssige udfordringer. Men filmen emmer fra starten af en god personenergi trods dette, og filmens narrative struktur er at løfte disse personer ud af deres umiddelbare hverdag for at finde lykken og romantikken. Det at filmen skildrer et kollektiv, som langsom finder et nyt liv, giver den et andet præg end romantiske komedier, som fokuserer på en enkelt pardannelse. Efterhånden som de forskellige romantiske narrativer i filmen udfolder sig, udvikles de delvist forenklede og lidt komiske figurer sig mere.
Som romantisk komedie bygger Italiensk for begyndere sig af en form, hvor en række personer ikke umiddelbart er forbundet tæt med hinanden, men hvor de bringes sammen af en række hændelser, og hvor de til sidst danner en række par. Vi kender denne form i mere radikal udgave i f.eks. en film som Love Actually (2003, Richard Curtis, UK), hvor persongalleriet er endnu større, og hvor filmen er bygget op i episoder, der udvikler sig parallelt og meget forskelligt, men hvor der ingen tæt forbindelse er mellem de enkelte par eller personers historie. De spejler kun hinanden ved social forskellighed. I Scherfigs film udnyttes denne form på en langt mere integreret måde, fordi personerne fra starten befinder sig på samme geografisk sted, får tættere og tættere forbindelse, men alligevel rummer ret forskellige romantiske pardannelser. Disse pardannelser etableres delvist før den afsluttende rejse til Venedig, men fuldbyrdes der. Præsten Andreas finder den bly Olympia, den kejtede og seksuelt lidt vege Jørgen Mortensen får den italienske Guilia, og den mere fysiske og potente Hal-Finn, nedlægger i bogstaveligste forstand Karen. Man kan sige, at filmen på den måde fremviser kærlighedens mangfoldige sider.
Til sammenligning er Mifunes sidste sang en langt mere klassisk parforholdsfilm med et relativt lille persongalleri. Til gengæld rummer filmen et socialt, klassemæssigt og geografisk plot, indenfor hvilket den romantiske komedie udfolder sig. Kresten (Anders W. Berthelsen) har giftet sig ind i den københavnske overklasse, men har skjult sin baggrund i det grotesk fattige og forfaldne Lolland. På selve bryllupsnatten får han en opringning om at hans far er død, og hvad mere er, at hans noget tossede bror Rud nu har behov for hjælp og omsorg. Der er ingen vej udenom at tage tilbage til fortiden og få ryddet op.
Men det viser sig sværere end umiddelbart antaget, selvom han ved et af de lykketræf, som romantiske komedier nogen gange benytter sig af, finder et gammel skrabelod med en gevinst på 100.000. For at få hjælp til oprydningen hyrer han en husbestyrerinde med lige så store problemer. Liva (Iben Hjejle) er en af en gruppe københavnske escortpiger, men har også en besværlig søn på en fin kostskole. I filmen støder de to meget forskellige københavnske miljøer og det lollandske miljø – som også rummer sine problematiske individer – til tider hårdt sammen. Men midt i det udvikler romantikken sig langsomt og kompliceret mellem Liva og Kresten, som efter et besøg af sin kone Claire (Sofie Gråbøl) er blevet skilt og smidt ud af Claires fars firma.
Selvom vi igen i denne romantiske komedie møder mange ganske dramatiske konflikter og sociale og klassemæssige modsætninger, er filmen præget af forsonlig humor og en romance som udvikler sig fuldstændig klassisk. Det forsonlige og menneskelige udfolder sig ikke bare mellem Liva og Kresten, på trods af de sociale fordomme, som omgiver dem begge. Det udfolder sig også i høj grad i Ruds (Jesper Asholt) mesterlige spil som den tossegode bror. Ham synes at besidde evner udover det realistiske, og kommer direkte og indirekte til at knytte bånd mellem Liva og Kresten og til Livas besværlige og i det ydre hårdkogte søn Bjarke. Man kan sige at filmens sociale og klassemæssige drama dermed afløses i en sand, romantisk – men relativt usædvanlig slutning – hvor ikke bare et nyt par, men også en ny familie er blevet skabt.
Den klassiske, romantiske komedie: Susanne Bier
Det er i høj grad de tre kvindelige instruktører Susanne Bier, Lone Scherfig og Hella Joof, der i begyndelsen af 2000-årene definerer en ny, moderne romantisk komedie. Det nye består i en stærkere evne til at tage sociale og psykologiske dimensioner med som drivkraft i historien om pardannelsen, og til i højere grad at rykke ved traditionelle kønsrollemønstre. Lone Scherfig evner at tage tunge emner og følelser med i sine film, selvom feel good og romantik grundlæggende driver historien. Det samme finder vi i Susanne Biers leg med forestillingen om den eneste ene i filmen af samme navn, eller måske endnu stærkere i Den skaldede frisør, hvor kræft og romantik spiller op mod hinanden. Også hos Hella Joof kommer den traditionelle pardannelse på prøve i En kort en lang – fra homo til heteroseksuel – ligesom Sover Dolly på ryggen tematiserer kærlighed, sæddonation og genetik. De tre instruktører foretager altså på mange måder en tematisk og social opdatering af den romantiske komedie.
Den eneste ene røg som allerede nævnt helt til tops ved sin premiere i 1999, og den sad længe på tronen som periodens mest sete film. Filmen følger især to par: Andrea (Raphael Edholm) og Susanne (Sidse Babbett Knudsen), og Niels (Niels Olsen) og Lizzie (Søs Egelund), og de to par befinder sig i en modsat udgangsposition. Andrea vil gerne have et barn, barnløshed synes at såre hans italienske mandighed. Men Susanne snyder ham ved kun at give ham sex i de perioder, hvor hun har mindst chance for at blive gravid. Umiddelbart altså en omvending af de traditionelle kønsrolleforventninger. Det er manden, der vil have et barn. Hos Niels og Lizzie er problemet hans dårlige sædkvalitet, og da de meget gerne vil have børn, adopterer de Mgala – en lille afrikansk pige. Selve adoptionsprocessen skaber masser af komiske scener i filmen og afdækker at de to tilsyneladende ser meget forskelligt på hinanden. Til gengæld ryger Andreas og Susannes forhold ud i dyb krise, da han indleder et forhold til en anden. Samtidig fører et køkkenprojekt (Niels er køkkenmontør) til et forhold mellem Niels og Susanne, stærkt hjulpet på vej af at Lizzie pludselig dør i en trafikulykke.
Selvom filmen er en klassisk, romantisk komedie, laver den også en kritisk gennemlysning af de moderne kønsroller og de forskellige forventninger mænd og kvinder synes at have til ægteskab og parforhold. Det står ikke skrevet i filmens start, at Niels og Susanne skal ende med at være gift og både have et biologisk barn og et adopteret. Kærlighedens veje og vildveje er utallige, men forviklinger og pludselige forandringer kan føre til uventede romantiske pardannelser. Det medvirker uden tvivl også til filmens enorme succes, at den koncentrerer handlingen om disse to par – med kun få bipersoner – og at vi er blandt jævne danskere. Den er fyldt med komiske situationer og replikker, ligesom musikken udnyttes godt til at bygge den romantiske stemning op.
Der er til gengæld langt større spænd og modsætninger i Biers ligeledes meget succesfulde Den skaldede frisør, som følger efter Biers internationale gennembrud. I denne film er der skruet op for romantikken alene ved at et bryllup mellem to unge fra meget forskellige familier er henlagt til en gammel patriciervilla med udsigt over Sorrento-bugten. Der er også skruet op for det internationale, fordi Philip (Pierce Brosnan) er rigmanden, der mod alle odds forelsker sig i frisøren Ida (Trine Dyrholm), som næsten lige er ude af et kræftforløb. Umiddelbart før rejsen til brylluppet mellem deres datter og Philips søn har Ida grebet sit drog af en håndværkermand Leif (Kim Bodnia) i utroskab på sofaen med ”hende Thilde (Christiane Schaumburg-Müller) fra bogholderiet”. En stor del af filmens humor og satire udspringer af de sociale og kulturelle modsætninger mellem de to familier og deres meget forskellige kultur og adfærd. Men filmens tema og kærligheden, der overvinder alt, om den rige mand og den jævne kvinde, udvikler sig til en meget alternativ Snehvide historie. De unge fra de to familier ender med ikke at blive gift, fordi Philips søn Patrick erkender, at han er homoseksuel, og i forholdet mellem Ida og Philip er det kvinden, der forandrer manden, inden de kan mødes. Philip er den klassiske virksomhedsejer, hvis liv ikke er andet end arbejdsplaner og tal. I filmens slutning, efter at have vundet Ida over, er han blevet en grøn og blød mand.
Som romantisk komedie holder filmen en let, humoristisk og poetisk romantisk grundtone, selvom tunge emner lurer i fortid og nutid. Tematiseringen af homoseksualitet er ikke ny i dansk film, men alligevel relativt usædvanlig i en romantisk komedie af denne art. Men som baggrund for romantikken er der skruet op for musikken og ikke mindst dyrkelsen af de romantiske naturomgivelser. En scene hvor Ida stiger nøgen op af middelhavet bidrager også til den næsten mytologiske dyrkelse den romantiske kærlighed.
Men filmen har også næsten farceagtige træk i enkelte scener, som f.eks. da Ida og Philip i bogstavelig forstand støder karrosserierne sammen i lufthavnen på vej til brylluppet. Farceagtige er også Idas utro mand (spillet af Kim Bodnia) og hans bimbo af en blondine på slæb. For slet ikke at snakke om hans forsøg på at vinde Ida tilbage ved at gøre sig selv til offer. Endelig yder Paprika Steen en fabelagtig og komisk rolle som en moster fra helvede, der lægger an på Philip. Filmen lever altså af en romantik, som er hævet over sociale modsætninger, men som tegner markante og ofte komiske profiler af mennesker fra forskellige sociale grupper. Filmen blev da også modtaget meget positiv af anmelderne, og den trak 631.953 mennesker i biografen, hvilket placeret den som nr. 3 blandt samtlige af periodens romantiske komedier.
Nye veje i den romantiske komedie: Hella Joof
Homoseksualitet spiller en vigtig narrativ og tematisk rolle i Den skaldede frisør, men i Hella Joofs debutfilm En kort en lang (2001) er homoseksuelle og lesbiske karakterer helt dominerende, og det romantiske par i centrum er Jacob (Mads Mikkelsen) og Jørgen (Troels Lyby). Ved filmens åbning har de allerede dannet par længe, de bor sammen, og under fejringen af Jacobs fødselsdag frier Jacob til Jørgen, som siger glødende ja. Men næsten umiddelbart efter denne erklæring indleder Jørgen et forhold til Caroline (Charlotte Munck), som er gift med flykaptajn Tom (Jesper Lohman), der også er bror til Jørgen. Hermed er filmens romantiske hovedkonflikt skabt, og selvom om forholdet til Jørgen opretholdes meget længe, samtidig med at affæren med Caroline bliver hedere og hedere, ender det med et brud mellem de to mænd. Caroline bliver gravid med Jørgen, og derefter flytter de midlertidigt sammen hos Jørgens forældre. Det holder imidlertid heller ikke. Jørgen frier ganske vist til Caroline, men bogstavelig talt i sidste øjeblik foran præsten indser han, at der er Jørgen han elsker. I slutningen af filmen udløser det en lang komisk og hektisk scene, som kulminerer med at Jacob og Jørgen får hinanden, mens Caroline og Tom genforenes.
Filmen blev set af ikke mindre end næsten 632.000 tilskuere, og medvirkende til det er nok ikke bare den romantiske historie, men også det store persongalleri, som rummer flere generationer, køn og seksuelle identiteter, familietyper og karakterer fra forskellige arbejdspladser. Der er lidt af hvert indenfor seksuel og social identitet at spejle sig i. Den basale romantiske konflikt og lykkelige slutning – trods alle genvordigheder – rummer derfor også et væld af sociale og psykologiske karakterer typer, som ofte kalder på latteren. Blandt parrets homoseksuelle og lesbiske venner finder vi herlige karikaturer, som f.eks. Henning Jensens affekterede bøsse med cykelstyrsskæg og manieret sprog. Han viser sig også at være en af de mest moralsk forargede, når det kommer til stykket. Eller man kunne nævne Jacob og Jørgens mande-parterapeut – spillet af Martin Brygman – med lige dele eksistentiel tågesnak og eksotisk mystik. Dertil kommer den helt overgearede bøsse Frederik, konstant solariebrun og bestandig i nyt snærende tæt tøj, eller det snakkesalige lesbiske par, der aldrig kan finde ud af, hvornår man skal holde mund (Pernille Højmark og Ellen Hillingsø). Naturligvis finder vi også den klassiske Don Juan alfahan – i sportsvogn og altid med en ny meget ung dame på slæb. Der er ikke tale om ondsindede karikaturer, men om et mix af karakterer, som fordeler sig på en akse fra det mere ekstreme til det mere normale og afdæmpede, som de to centrale par repræsenterer.
Hella Joof viser sig altså allerede fra sin debutfilm som en dristig instruktør i emnevalg og spillestil, og hendes film som helhed udfordrer vores seksuelle grænser og forestillinger. Forrygende som satire og romantisk komedie er f.eks. også Sover Dolly på ryggen? (2012, 191.419 solgte billetter). Det er en klassiske, elegant romantisk komedie, hvor sociale og kulturelle modsætninger knyttes til sæddonor-problematikken og dermed både kønsidentitet og familieformer. Tv-værten Anne har prioriteret karriere, men befinder sig et stykke op i 30’erne, hvor hun pludselig føler behovet for at få et barn. Det ordnes så med en anonym sæddonor. Men hun er også den meget tjekkede typer, hvor der skal være styr på alle detaljer, og da hun først er blevet gravid, kan hun ikke rigtig leve med ikke at vide hvem faren er. Er det miljø eller genetik, spekulerer hun på. Genetik siger lægen, og så må hun med sin veninde Siv (Mia Lyhne) stjæle sig til at finde sin donor, så hun kan se, hvad hendes barn egentlig vil kunne blive til. Dermed udvikler intrigernes sig, og misforståelser og forviklinger driver filmens historie og højoktan komik frem.
Komikken udspringer ikke mindst af karaktererne omkring hovedpersonen. Den traditionelle kernefamilie er repræsenteret ved Laus (Rasmus Bjerg) og Karen (Anne Sofie Espersen) med tre friske rødhårede drenge og en til på vej, den seksuelt altædende Siv (Mia Lyhne) og Annes chef Sandra (Sidse Babett Knudsen), som er lesbisk og vild med Anne. Det komiske og romantiske fokus retter sig dog især mod de to mænd, som Anne ved en fejl på skift tror er faren: den intellektuelle, meget velorganiserede Rune (Casper Crump, og den totalt kaotiske, kreative Gordon (Nikolai Lie Kaas), som udfordrer hendes egen pæne normalitet. Metaforisk set er det to mande-prototyper filmen spiller ud mod hinanden. Gordon får hormonerne til at gå i udbryd hos Anne, men anfægter også hendes sociale rolle, hvorimod Rune falder helt ind i hendes umiddelbare forestillinger om den rette mand og far, der er så politisk korrekt, så det halve kan være nok. Da hun finder ud af, at han faktisk er faren, flytter hun ind hos ham, og han kan bare det hele: han er med til scanning, med til fødselsyoga, og han skaffer det helt rigtige udstyr til barnet, som er kønsneutralt, for man skal jo ikke forme børnene efter et bestemt køn. Det går ikke i længden, og da hun til slut vælger Gordon, viser det sig, at han er en fremragende far. I tråd med den romantiske komedies integrative tendens ender det hele med at barnet får to fædre, og også for de andre karakterer falder det hele i hak til sidst.
Hella Joof er den måske mest produktive instruktør indenfor den romantiske komedie, og hun prøver ofte ny temaer og grænser af. I 2014 fik hun endnu et hit med All inclusive (404.316 solgte billetter), en romantisk komedie, som bringer aldersaspektet i spil. Det gælder også i endnu højere grad for Happy ending (2018) hvor romantikken og de erotiske forviklinger er nået ind i pensionistgruppen. I den første film tager to døtre deres mor Lise (spillet af Bodil Jørgensen) med til Malta for at fejre hendes 60 årsdag, men også for at muntre hende op efter at hendes mand har forladt hende. Det bliver til både et trekantsdrama mellem den løsslupne og den fornuftige datter og deres mor og omkring den latino-lover, som den ene datter hyrer til hende. Moren viser sig ikke at være sådan at slå ud. Det er både kvinderne, generationerne og kærligheden på komedie.
I Happy ending er vi tættere på livets ende og i hvert fald det næsten livslange ægteskabs slutning og forvandling. Den foretagsomme erhvervsmand Peter (Kurt Ravn) og hans kone Helle gennem 49 år (Birthe Neuman) viser sig at have meget forskellige planer, da Peter omsider går på pension. Hun drømmer om romantik og rejser, mens han allerede har brugt deres fælles formue til at købe sig ind i en vingård i Østrig. Hvad mere er, han vil skilles, flytter midlertidigt ind hos deres datter, hvor teenagebarnebarnet hjælper ham med at oprette en profil på seniordating. Men hvad der synes at virke som maskulint overherredømme og initiativ lider i løbet af filmen klart nederlag, mens den tilsyneladende hjælpeløse kone pludselig tager teten. Det kommer der megen komik og mange forviklinger ud af, også i billedet af dette parforhold og andre i vennekredsen, og omkring sex og romantik i pensionsalderen. Sexscenerne mellem Helle og Peter bringer os direkte ind i pensionistsengen med alle dens hjælpemidler. Helle springer ud som lesbisk med en forhold til deres fælles kvindelige bankrådgiver, og også her er den kropslige side meget realistisk. I slutningen af filmen drager hun afsted på senior interrail med stor rygsæk, mens Peter går gennem sin vinmark, måske tilfreds, men også lettere slukøret. Happy ending, men for hvem?
Kønskamp og identitet: det mandlige blik
Serien af fire Anja og Viktor film (2001-2008) placerer ungdommen centralt i den populære romantiske komedie, og i mange af de øvrige romantiske komedier finder vi også de unge som centrale figurer, dvs. dem mellem 18 og 30. Det er naturligt fordi seksualiteten og pardannelsen ofte udfolder sig mest hektisk i den periode. Men den romantiske komedie efter 2000 går ud over det, og når helt op i den modne pardannelse eller pensionistalderen. Det er en stærk tematisk og realistiske udvidelse af den romantiske komedie. Det gælder også, som vi har set, den generelle udvidelse af synet på og inddragelse af f.eks. bøsser, lesbiske og biseksuelle. Som helhed fortsætter de mandlige instruktører i det spor, som flere af de kvindelige instruktører har dyrket, nemlig at inddrage en stærkere realistisk og dramatisk dimension i den romantiske komedie.
Det ser man f.eks. i Jesper W. Nielsens film Ok (2002), som rent tilskuermæssig lægger sig solidt midterfeltet med sine 235.000 solgte billetter. Den fik gennemgående fine anmeldelser, og i Politiken skrev Kim Skotte:
Okay« er et tidsbillede med Paprika Steen i den altdominerende rolle som Nete, en kontrolfreak der nødigt overlader spillerum til mennesker omkring sig. Filmen viser, hvor glimrende en ganske almindelig dansk hverdagskomedie kan være. (Politiken, 26/3 2002)
Filmen er et portræt af en kvinde – selvfølgelig socialrådgiver – der gerne vil styre alt for at holde sammen på sin ofte lidt dysfunktionelle familie – inclusive sin far (spillet af Ole Ernst), som er døende. Det skaber splid i familien, især hos hendes mand Kristian (Troels Lyby), hvis forfatterambitioner er mere drøm en realitet. Men hendes skrapmutter manerer, har ofte den modsatte effekt, og ødelægger dybest set også hende selv. Filmen fanger med stor realisme og drama – men også en underliggende humor og varme – de forskellige karakterer, herunder den kvindelige hovedperson. I tråd med den romantiske udvikling efter 2000 repræsenterer familien karakterer et typisk mix af kønsroller og seksualitet. Hendes datter får ikke meget plads, mens Netes bror er bøsse og indgår lidt tøvende som sæddonor til to lesbiske piger, og endelig tager hendes mand sig en ung elskerinde i bar desperation. Det er tungt og indimellem følelsesmæssigt ganske voldsomt. Men som det skal være i den romantiske komedie løser tingene sig. Den kejtede datter får en kæreste, og ved faderens dødsleje på hospitalet citerer lægen (Jesper Christensen), Netes fars ord: ”Nete er fandme en god datter, men hun kan bare ikke ordne hele verden.” Det virker som en forløsning, og da hendes mands forhold til elskerinden ophører tager hun ham tilbage med orden: ”Du er et kæmpe røvhul, men jeg elsker dig.”
Okay en klassisk romantisk komedie med stærk realistisk tyngde, en film som viser både Jesper W. Nielsen og Kim Fupz Åkesons solide evner i den genre, selvom den ikke rummer så meget nyt i forhold til de kvindelige instruktørers film. Men en ny type mandligt blik på romantik, seksualitet og kønsroller gør sig markant gældende hos to nye instruktører. Det er dels Mikkel Munch-Fals med den nærgående flergenerations-dramakomedie Swinger (2016) og Christians Tafdrups kreative og anderledes film Forældre (2016) og den sylespidse kønskamp-satire En frygtelig kvinde (2017). Der var ingen af disse film, der nåede det helt store biografpublikum, men En frygtelig kvinde nåede dog 184.000 solgte billetter. Af disse tre film er det Swinger der skiller sig mest ud som et hudløst portræt af generationen omkring de 40 (med et ældre par og et yngre par som ekstra tilskud) og med kraftig fokus på det erotiske. Bag ved det erotiske frisind gemmer sig dog i virkeligheden en truende eksistentiel livskrise, hvor sex og druk fylder et tomrum på gruppens weekend-swinger ture. Her må man gerne bolle på kryds og tværs, men ikke noget med store eller romantiske følelser eller alt for personlige bekendelser.
Kærlighed er ikke en spændetrøje, det er en redningsvest
Da de vante par møder op på deres sædvanlige sted, er der et nyt ungt par: Patrick (Emil Birk Hartman), som viser sig at være musiker, og som spiller for de andre på en måde som sætter følelser og længsler i gang, og Patricia (Natalie Madueno) en ung studerende, hvis tilstedeværelse vækker især Adams (Martin Buch) romantiske drømme om at genvinde ungdommens gnist. Adam er gruppens tungsindige mand, grundstødt midt i livet, og med store vage drømme om noget andet, eller ligefrem starte et nyt forhold til Patricia. Hun fyrer halvfilosofiske fraser af sig (”Kærlighed er ikke en spændetrøje, det er en redningsvest”), eller ”Jeg ser livet som en af de der kugler med sne indeni. Der er et fint lille hus, men der sker ikke en skid, hvis ikke man ryster lortet.” Det sidste synes at gå ind i filmens centrale tema om at bruge livet og vokse med alderen, for i filmens slutbillede er det netop en sådan glaskugle, vi ser til sidst. Det er efter at Adams kone Iris (Mille Dinesen) – for at vække ham af hans depressive – har givet ham en tur til New York for at leve nogle drømme ud. Det virker for så vidt, for inden kuglen dukker op, ser han sin kone som i et drømmesyn. Det nytter ikke noget at drømme sig væk eller søge tilbage.
Jeg ser livet som en af de der kugler med sne indeni. Der er et fint lille hus, men der sker ikke en skid, hvis ikke man ryster lortet
Den slutning understreges af at det er gruppens største pikswinger Jørgen (Rasmus Bostoft), der dog kører på viagra, som også nedlægger Patricia og smadrer Adams romantiske forestillinger og drømme. Men det er selvsamme Jørgen, som stor i slaget slår fast: ”Hvis en kvinde skal vælge mellem sine børn og sin mand, så vælger hun børnene. Hvis børnene skal vælge mellem en mor og en far, så vælger de mor. Som mand er man på tålt ophold i sin egen familie, selvom man er den, der betaler for hele gildet.” Bag den maskuline potens og selvsikre facade gemmer sig da også en anden mand, selvom han omtaler også sin kone Ingeborg negativt og sit ægteskab som en fængsel, ”hvor det er mandag hele ugen.” Ingeborg sidder til gengæld følelsesmæssigt opløst i en scene og siger til unge Patrick, at hun vil skilles. ”Er der noget jeg kan gøre” spørger Patric – ”ja lidt oralsex ville være dejligt.” Sådan er erotikken en afledning for andre følelser og problemer. Men det er jo en romantisk komedie, trods fysiske og verbale slagsmål, og derfor må Jørgen så også bekende overfor Ingeborg, ”at han føler sig som en der aldrig har fortjent hende, at han er et middelmådigt røvhul. Latter og forsoning følger.
Denne type romantisk komedie, hvor realismen og dramaet går lige til kanten, og hvor også kønsrollerne og kønskampen trækkes hårdt og satirisk op, det finder vi i høj grad Hos Christian Tafdrup. I den første film Forældre er det dog især forestillingen om det som det modne par måske har mistet, som står i centrum. Her spiller Bodil Jørgensen og Søren Malling et par i begyndelsen af 50’erne, som – efter at sønnen er flyttet hjemmefra -flytter tilbage til deres første lejlighed. Men ikke nok med det, pludselig vågner de op og er blevet i begyndelsen af 20’erne og genoplever dermed deres ungdom. Hvad vi får er noget så sjældent som en totalt surrealistisk romantisk komedie. Lidt vemodigt, men dog romantisk flyder de til sidst tilbage til deres normale liv: så bliver det bare os to i aften, men det er også fint.
Langt mere skarp, provokerende og satirisk er En frygtelig kvinde, hvor et kritisk mandligt blik på kønsrollerne for alvor gør sig gældende. I begyndelsen af filmen ser vi et kvindetegn, som pludselig forsynes med djævlehorn. Det samme viser sig i filmens åbningsscener, hvor en mandefest viser os et typisk billede af mænds indbyrdes omgangsform og jargon – ikke mindst om kvinder – mens kvinders indtog i festen får den til helt at skifte karakter. Bogens centrale historie er dog forholdet mellem Rasmus (Anders Juul) og Marie (Amanda Collin). De mødes til festen og han tiltrækkes, og hun skriver sit navn og sit mobilnummer med læbestift på spejlet. Måske tror Rasmus at han har scoret, men i realiteten skildrer filmen forholdet som Maries projekt, hun er den styrende og manipulerende og forstår dygtigt at få sine ønsker igennem. Der er to steder i filmen, hvor Marie kigger direkte og nærmest triumferende ind i kameraet, mens hun krammer Rasmus: da hun og han flytter sammen og da de efter en krise og adskillelse finder sammen igen. Blikket signalerer til tilskueren: se hvor snedigt, jeg fik min vilje.
Filmen består af næsten demonstrative psykologiske cases om mandens dårlige evne til at finde sig selv i det som sker. Filmen handler vel dybest set om at ægteskabet er ikke bare romantik og sex, det er også et samarbejde og en forhandling mellem to forskellige køn. Rasmus synes ude af stand til at håndtere det: først bliver hans lejlighed helt omdannet og mange af hans mandeting skiftet ud; så får hans madvaner en tur gennem den økologiske maskine; så bliver deres liv sat på formel i en kalender med fire forskellige kategorier og farver; og så er der jo det med, hvordan man vasker tøj og sætter i en opvaskemaskine. Rasmus prøver at holde tingene på et mere konkret plan (” Jeg føler jeg drukner i alle dine ting”), men hun vil have ham til at tale om sine følelser (”Har du ikke lyst til at fortælle mig lidt om, hvad der foregår inden i dig”, eller hun peger på, at han er usikker, og at hun ikke kan bruge en ”kæreste der ikke snakker til mig og ikke siger fra”. De to køn er beskrevet som boende på hver deres planet, forholdet er trukket skarpt og satirisk op.
Jeg føler jeg drukner i alle dine ting
Har du ikke lyst til at fortælle mig lidt om, hvad der foregår inden i dig
Der er også tåkrummende og komiske scener fra Thorvaldsens museum og blandt nogle af Maries kunstvenner, som viser sig at være mere begejstrede for Rasmus og hans kritiske holdninger end hende, hvorefter den romantiske weekend han har planlagt for dem går helt i vasken. Eller der er er hendes hånende kritik af hans far og mor og deres hjem. For en gang skyld er det så Rasmus, der mander sig op til at sige stop og de skilles for en tid. Men Marie vender tilbage, hun spiller den helt store emotionelle kvindescene med tårer og forsikringer om hvor meget hun har savnet ham – og det er her blikket i kameraet kommer igen. Det ender med hed sex og med at de flytter sammen. Hun bliver gravid og alle veninderne kommer og beundrer den ny lille. Filmen slutter så med Rasmus siddende på køkkentrappen, hvor han vrængede råber sin frustration ud.
Der var nogle af anmelderne, som så filmen som en stereotyp kritik af kvinden, omvendt sagde Tafdrup selv i et interview om filmen (Information, v. Rasmus Elmelund , 20.12, 2017) at filmen skal forstås mere antropologisk, altså hvad er det som får kvinder og mænd til at gå galt af hinanden?
Jeg har slet ikke været interesseret i kønsdebat. Det skulle ikke være en politisk film, det skulle være personligt, nærmest antropologisk. Så vi begyndte at se indad, kiggede på os selv, vores venner, men betragtede også kærestepar i byrummet. Hvordan sidder de på cafe, hvordan køber de ind? (…) Den er ikke misogyn, for den udstiller både mandens og kvindens svagheder,« siger han. Mellem linjerne er der en kritik af en skandinavisk mand, jeg virkelig kan genkende i mig selv og mange omkring mig, og som har svært ved at tackle den overmagt af en kvinde, og som derfor mister grebet om sig selv.
Under alle omstændigheder er filmen interessant i sin relationelle tilgang til parforhold og relationen mellem mænd og kvinder som helhed. Et grundlæggende udgangspunkt synes at være at ligesom individer ofte kan være forskellige, er der også forskelle mellem kønnene. Det at leve i et parforhold er ikke bare sex og kærlighed, selvom det er vigtig brændstof, det er også en forhandling om hverdagens mange små og store aspekter. Det kan være lige så svært som politik, og hvis ikke man kan blive enige og finde gode kompromisser – så kan man blive nødt til at udskrive valg.
Når kvinderne går i aktion
Som vi har set er der både hos de mandlige og de kvindelige instruktører bag den romantiske komedie i perioden efter 2000 en stærk tendens til at tegne brede og meget varierede billeder af køn og kærlighed. Det traditionelle, heteroseksuelle parforhold dominerer, men det har fået selskab af forskellige andre seksuelle identiteter, ligesom der eksperimenteres med det traditionelle parforhold. Det ser vi også hos nogle af de relativt nye, kvindelige instruktører, f.eks. May El-Toukhys brede kollektive skildring af en gruppe mænd og kvinder gennem tre år og otte fester i Lang historie kort (2015), hvor parforholdets utopier og realiteter sættes på prøve. Men testningen af det traditionelle parforhold sættes endnu skarpere op i Malou Reymanns En helt almindelig familie (2020), som er instruktørens spillefilmsdebut. Titlen skal forstås lettere ironisk, for det er en noget anderledes familie, der skildres, en familie hvor faren, Thomas (Mikkel Bo Føelsgaard) til to større børn og gift med Helle (Neel Rønholt) springer ud som kvinde og bliver til Agnete. For så vidt fortsætter deres familieliv et stykke tid, men udfordret af den nye situation. Især for de to døtre, og ikke mindst den yngste, Emma, er det følelsesmæssigt hårdt. Til sidst flytter Agnete fra sin kone og familien, men instruktøren vælger en positiv video med Agnete og pigerne fra en tur til London som filmens slutning. Altså en form for happy end trods alt.
Malou Reymanns film rummer næsten mere drama end komik, til gengæld skrues der op for alle den romantiske komedies knapper – og lidt til – i Tilde Harkamps Jagtsæson (2019) og Charlotte Sachs Bostrups Mødregruppen fra samme år. Den sidstnævnte kan man nærmest karakterisere som en feministisk hævnkomedie, hvor også kvindekollektivet findes styrken i sammenhold og solidaritet – suppleret af en enkelt sød mandlig bøsse. Plottet er, at Line (Mariane Jankovic) har forladt sin barndoms provinsby efter at have giftet sig med en tilsyneladende succesfuld dansk forretningsmand Bjørn (Anders W. Berthelsen) og slået sig ned i luksus og med barnepige i Hong Kong.
Men da Bjørn knalder barnepigen, forlader hun resolut stedet med sit barn, og vender tilbage til barndomsbyen. Her modtages sådan en overklassepige, der har svigtet provinsen, ganske vist ikke særlig positivt, men efterhånden som Bjørn skruer op for brutaliteten for at få sin kone og sit barn igen, vokser solidariteten. Både spillet mellem kvinderne og bøssen i gruppen og den næsten James Bond agtige intrige, som fører til at Bjørn lider nederlag og fængsles for bedrageri og underslæb, er højoktan humoristisk komediestof. Den romantiske komedie fører aggressiv kvindesag, og samtidig rummer modsætningen mellem Hong Kong og den internationale finansverden og den hjemlige provins mange hilsner til den danske komedietradition.
Med Jagtsæson – om en gruppe kvinder i midtvejskrise får vi til gengæld en slags pendant til den populære Klassefesten eller andre af periodens mere mandlige komedier. Det var da også de to manuskriptforfattere Claus Boderke og Lars Mering fra Klassefesten, der skrev manus til Jagtsæson, og det er måske også denne drejning mod farcen, som afspejler sig i filmens eklatante succes (463.468 solgte billetter) – og dermed den 6. mest sete romantiske komedie. Den fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen) inviteres på wellness weekend for at kommer over krisen, og sig har hun Marlene (Lærke Winther). Også eksmandens nye, unge kæreste Isabella (Stephania Potalivo) er med, og hun viser sig faktisk at være både sød og hjælpsom. Derfor udvikler trekanten mellem Eva, Marlene og Isabella sig overraskende. Filmens humor er grov og satirisk, på lidt samme måde som Klassefesten eller Klovn filmene, og den virker da og får lattermusklerne i gang.
Det har også sin effekt, at det er kvinder vi ser i de ofte noget pinlige og nærgående scener. Det er også kvinder i action og i roller og situationer, som man måske ikke så tit har set i dansk film, f.eks. i filmens faktiske jagtscener, hvor det selvfølge lykkes Eva at skyde godsejerens jagthund. Filmen introducerer dog også i optakten – inden den mere farceagtige humor tager over – en række temaer og dimensioner ved midtvejskvindelivet, som rummer en stærkere realisme, f.eks. fra arbejdspladsen, skolen og omkring kvindernes familieliv. Filmens lidt groteske, tumultagtige slutning med fødselsdagskoks med hund og kanin, med Evas fyring slutter dog forsonligt romantisk, og Eva går tur med den klovn, som helt tilbage til wellness weekenden har kurtiseret hende. Happy end på alle hylder, også i forhold hendes søn, eksmanden og hans nye kone.
Afsluttende perspektiv: forandring og kontinuitet
Den romantiske komedie har eksisteret i dansk film siden spillefilmens gennembrud i Danmark, og den har altid på samme tid bekræftet og udfordret kønsrollernes, kærlighedens og seksualitetens normer. Den amerikanske screwball-komedie fra 1930’erne og frem satte sig også spor i det dansk lystspil, som man ofte kaldte det. Den romantiske komedie jeg har beskrevet her efter 2000 er altså ikke enestående filmhistorisk, og man vil kunne pege på en stærk historisk kontinuitet. Genren bygger ganske simpelt på grundforhold i vores liv med hinanden, men den er samtidig ekstremt tidsfølsom. Den registrerer de små og store forandringer i den måde de to køn omgås hinanden, og de nye seksuelle identiteter og tendenser, som vi måske selv har selv i vores hverdagsliv, men som forstørret op på det store lærred får os til at se forandringerne endnu tydeligere. Den romantiske komedie efter 2000 bære stærkt præg af dette: se filmene og se ind i vores både genkendelige og forandrede liv med hinanden.
Danske filmbilleder 4. Verden i Danmark – Danmark i verden
Max Kestners Danmarksfilm, Verden i Danmark (2007) indgår i en lang tradition for at skildre Danmark, både for at gøre os danskere klogere på os selv, og for at placere Danmark og danskerne i den store globale sammengæng. Den fortæller om hvordan verden udfolder sig i Danmark, og både direkte og indirekte om hvordan danskerne og Danmark er placeret i verden. Den består af næsten prosaiske data om os danskere, ofte serveret på baggrund af et regneark, og af sekvenser fra vidt forskellige dele af Danmark, hvor danskerne udfolder sig via små hverdagshistorier. Den består også af svimlende panoramiske billeder af danske steder og landskaber, ofte med markant lydspor eller musik. Den har også en global, komisk dimension, som bl.a. fremgår af en sekvens i filmens start, hvor en lærer taler om, at også vi danskere er et produkt af stjernestøv, af den kosmiske eksplosion som skabte vores univers. Filmens påstand er altså, at vi danskere grundlæggende er som alle andre mennesker på jorden, selvom vi også har vores særegne historie, kultur og samfund.
Filmiske kulturmøder
Max Kestners film er et kærligt ironisk hip til danskerne. Den åbne og den lukkede nationale danskhed modstilles diskret, og filmen viser både det vi måske oplever som typisk dansk, men som også er en del af en af en større global historie. I perioden efter 2000 bliver globaliseringstemaet stærkere end tidligere, fordi mange nye danskere kommer til fra verden udenfor, og fordi Danmark bliver stærkere involvereret i verden gennem EU og gennem krige. Borgerkrigen i Jugoslavien ændrede Europakortet og sendte bølger af flygtninge til også Danmark. Krigene i Afghanistan og Irak med aktiv dansk deltagelse og borgerkrigen i Syrien bidrog også med flygtningestrømme, og det samme gjorde flugten fra nød og fattigdom i Afrika. Globaliseringen skaber udfordringer, og i Danmark er flygtningepolitikken blevet strammet utallige gange.
I periodens danske filmkultur sætter globaliseringen, flygtninge- og migrantstrømmene og krigene sig stærke spor, både i dokumentarfilmen og spillefilmen. Verden er helt bestemt på mange måde ankommet til de danske filmbilleder og filmfortællinger. Et tydeligt fokuspunkt har været at fokusere på selve kulturmødet, på mødet med de nye danskere, som er kommet hertil, og at tematisere forholdet mellem eksistentielle, humanistiske problemstillinger og den konkrete politiske og sociale virkelighed. Et klart udtryk for dette er antologi-filmen Mit Danmark (2006), hvor 10 danske instruktører portrætterer 10 dansk-arabere. Den kan ses som et direkte modspil til både Muhammedkrisen og til et ganske udbredt skepsis i dele af den danske befolkning mod muslimer og arabere. Ved at portrættere og gå i dialog viser filmene, at arabere ligner os på mange punkter og i øvrigt er lige så forskellige som danskere er. Jens Loftager har lavet portrættet af en arabisk frisør, som taler muntert og ligefrem om sit arbejde og danskerne. Birgitte Stærmose har portrætteret skuespilleren Janus Bakrawi, som selvom han er født i Danmark altid behandles som fremmed. Både Morten Arnfred, Per Kierkegaard, Erik Clausen, Rumle Hammerich, Phie Ambo og Sami Saif udvider og nuancerer billedet af mange forskellige danskere med arabisk baggrund, mennesker som er udsat for større eller mindre forskelsbehandling, men som også plæderer for og personligt viser, at man selvfølgelig godt kan være danske med muslimsk og arabisk baggrund.
Livshistorier og eksempler på det både negative og positive kulturmøde findes vi også i en række film, lavet af danskere eller nye danskere flygtet hertil selv. Det første ser vi i Erlend E. Mos Velkommen til Danmark (2003). Instruktøren har gennem tre år fulgt Joseph fra Cameroun, Tanja fra ex-Jugoslavien og Zakia fra Afghanistan. Vi får både deres flygtningehistorie før de landede i Danmark, og deres besværlige liv i Danmark, hvor de konstante stramninger og ændringer i den danske flygtningepolitik rammer dem hårdt. Mindst ligeså interessante og stærke film kommer der fra flygtninge og immigranter selv, dvs. den selvbiografiske beretning om at flygte, komme til Danmark og leve med en slags dobbelt identitet. Allerede i 2001 lavede Sami Saif (som er født i Danmark af en dansk mor og en far fra Yemen) sammen med Phie Ambo filmen Family, en film, som handler om smerten ved en død bror og den fjerne og tabte far i Yemen. Filmen skildrer hvordan han vender tilbage til sine familierødder og får en slags fred. Han blive hel, som han selv siger i filmen. En ligeså stærk rejse tilbage finder vi i Ala’ A Mohsens film Barn af Irak (2011). Mohsen er født i Irak, men kom som meget lille til Danmark, derfor føler han sig helt dansk og meget lidt irakisk. Men i 2010 får han mulighed for at vende tilbage til familien i Irak. Det er – siger han selv i filmen – en stor oplevelse af møde sin irakiske familie, men han føler sig helt dansk.
Sådanne filmiske beretninger og kulturmøder fylder i dansk film og rummer vigtige fortællinger om den måde Danmark og dansk kultur altid er blevet påvirket af strømninger og mennesker udefra, som smeltede ind og blev en del af Danmark. Vladimir Tomic måtte flygte med sin familie fra den jugoslaviske borgerkrig, og den oplevelse har han dels selvbiografisk og med sørgmunter realisme beskrevet i filmen Flotel Europa (2015) om sine barndomsoplevelse på et flygtningeskib i Københavns havn (i 2022 også skildret i en bredere roman med samme navn). Men han har også udfoldet oplevelsen af at leve mellem to kulturer med eksistentielt-filosofisk og alligevel meget personligt i filmene My lost generation (2009) og Ufærdige rejser (2012). Denne dobbelthed i identitet går altså igen i alle de film, som danske instruktører har lavet om flygtninge udefra, men næsten endnu mere i disse nye danske instruktørers selvbiografiske film. Et eksempel på det sidste, som også er værd at nævne er dansk-palæstinensiske (født af dansk mor og palæstinensisk far i Danmark) Omar Shargawi. Hans selvbiografiske rejsefilm og portræt af sin far, Fra Haifa til Nørrebro (2010) skildrer en rejse med den dødsmærkede far tilbage til deres familiehjem, som er næsten helt ødelagt af israelerne, men hvor de alligevel genfinder deres fælles rødder.
Kulturmøde, satire og humanisme
Skildringen af et kulturmøde, enten vi de nye danske instruktørers egen fortælling eller dialogiske film med danske instruktører, er kun en af de måder temaet Danmark i verden og verden i Danmark viser sig på. En anden form er den ofte skarpe satire over hverdagens lille racisme eller den stærkere, ideologiske. I genren kortfilm er Danmark faktisk to gange Oscarvinder med to meget satiriske film, hvor humanistiske holdninger mødes med de knap så humanistiske holdninger, eller hvor rolleskift udsætter en etnisk dansker for den racisme og forskelsbehandling som ellers normalt kun rammer de fremmede. Anders Thomas Jensen instruerede den første Oscar-vinder, Valgaften (1998), hvor en idealistisk dansker, Peter (spillet af Ulrich Thomsen) er ved at komme for sent til at stemme. Han er idealist og humanist, men på sin vej til valgstedet møder han en række taxachauffører, både danske og nydanske, som har stærke holdninger til fremmede. Da han når frem til valgstedet siger en sort kvinde til ham, at der af lukket, og i sin ophidselse og frustation opfører han sig sådan overfor kvinden, at hun kalder ham racist, hvorefter en ophidset dansker slår ham ned. Fra humanist til racist på kort tid er for meget for idealisten og humanisten Peter, og da han kommer tilbage til kroen, hvor det hele startede, skal han ikke længere have en etnisk øl, men en god dansk Tuborg. Afstanden mellem ideal og virkelighed kan åbenbart blive for meget – selv for en rettroende dansker.
Satire og humor er stærke våben overfor fundamentalisme af enhver art, og mod den måske ikke så stærkt funderede selvgodhed. Det passer godt som signalement af Martin Strange-Hansens kortfilm Der er en yndig mand (2002), som også vandt en Oscar. Det er en forvekslingskomedie med gode samfundskritiske perspektiver. Her får den pæredanske Lars Hansen forbyttet sit cpr-nummer med indvandreren El Hassan. En af filmens fine pointer er naturligvis, at Lars Hansen nu udsættes for de bureaukratiske kaos som møder flygtninge og indvandrere i Danmark, især hvis man bliver arbejdsløs og skal aktiveres. Her er det den almindelige Hansen, der prøver på egen krop hvad det vil sige at være fremmed selv i velfærdsstaten og det åh så højt besungne danske demokrati. Ovenikøbet må han lide den tort, at han må gå ekstra meget op i sin Hassan-rolle, fordi hans gamle kæreste Ida, som underviser indvandrere, bedre kan lide ham som Hassan end som Hansen. Heldigvis bliver han reddet af Dannebrog, fordi han får en flagstang i hovedet, og som ved et mirakel igen er Lars Hansen.
Et langt mere bredspektret og både realistisk og symbolsk billede af verden i Danmark får vi i Jens Loftager, Erlend E. Mo og Sami Saifs både poetiske og filosofiske film Paradis (2008). I filmens start ser vi en kiste på vej til kremering, samtidig med at radioen kværner løs om fodbold, krig og andre emner. Samtidig introduceres vi til en ældre mand på en sofa, som filmen igennem forsøger at filosofere over liv og død, over hverdagens små og store spørgsmål. Paradis, får vi at vide, er en religiøs og utopisk forestilling som ikke findes noget sted. Men døden og kisten modstilles snart et ungt par, som venter deres første barn. Det er livets store modsætningen filmen skildrer, men i nær og realistisk kontakt med vores faktiske og modsætningsfyldte hverdag. Derfor rummer filmen også meget forskellige skæbner, som hver især rummer elementer af frygt og håb. Den irakiske skolepige Marina bor med sin familie i et flygtningecenter, og hendes største frygt er naturligvis at blive sendt tilbage. En dansk soldat på vej til aktiv tjeneste i Irak peger også på frygten og døden, den død man kan påføre fjenden og sig selv. På hospitalet køres døde væk, mens det unge mor er til undersøgelse og scanning. Vi følger en glad Marina til gymnastik, vi ser hende fortvivlet forsøge at skrive et brev på dansk til integrationsministeren, og senere med familien til et udsigtsløst møde med Dansk Flygtningehjælp.
Flygtningecenteret er et trøstesløst ingenmandsland, men også de andre personer i filmen befinder sig i forskellige former for mellemstationer mellem liv og død. Men troen på at komme igennem trods alt præger også filmens personer. Filmen giver ikke klare svar, men viser mennesker i en hverdag med åbne muligheder og fare, mellem håb og afmagt, mellem liv og død. Hverdagen er ikke noget Paradis for nogen, selvom vi lever i forskellige situationer og forskellige grader af udfordringer. Udover de allerede nævnte personer er der andre, og vi kommer godt rundt i Danmark og måder at leve på i Danmark. Men Danmark er bestemt ikke for alle et paradis. Filmens slutning er åben, som manden på sofaen filosoferer: paradis kan også på græsk betyde indenfor, men også udenfor, så man kan jo lægge det i det man vil. Et nyt barn kommer til verden, en afdøds hus kommer til salg, en soldat er i hvert fald midlertidigt hjemme i live og sidder og kigger ud på naturen, Mira fra Irak ligger udstrakt og drømmer i en lysegrøn bøgeskov, og de unge forældre ligger i sengen og kigger på deres nyfødte bar. Paradis er det vi selv skaber i vores hverdag og liv, og også det rum som samfundet måske giver os, eller tager fra os.
Paradis er en smuk film om den verden Danmark er, om den menneskelige mangfoldighed der er, men også om de grænser og barrierer et samfund kan skabe for folk udefra eller inde. En endnu mere filosofisk og symbolsk film om det samme tema er Åke Sandgrens dogmefilm Et rigtigt menneske (2001). Filmen synes inspireret og historien eller myten om Kasper Hauser, hvor en person dukkede om i Tyskland i 1828 og hævdede at være vokset op fuldstændig isoleret fra omverdenen, dvs. ude i den vilde natur. I Sandgrens film hedder denne person P (spillet af Nikolaj Lie Kaas), der pludselig bryder ud fra væggen i en dansk familie. Han er et fantasiprodukt, en eventyrskikkelse eller ven skabt af familiens 6-årige datter (Lisa) i en slags protest mod hendes travle karriereforældre (spillet af Peter Mygind og Susan A. Olsen). At filmens inderste kerne er en symbolsk fabel tilstanden i det danske samfund, P er den uskyldige uden fordomme og forestillinger om andre mennesker, som til gengæld møder ham med mange fordomme. Men det er en hård fødsel ind i verden. I begyndelsen af filmen kører Lisas forældre galt og Lisa dør. Forældrene tvinges samtidig til at fraflytte deres hus, og da det kondemneres, bryder P ud af sin væg.
Heldigvis dukker den døde Lisa op og hjælper ham med at sende ham ud i samfundet. Han lægger nærmest ved et magisk tilfælde under forældrene bil, og dukker frem foran bilen mens de kører. Men hverken forældrene eller andre forstår ham, og således får han status som indvandrer, og under navnet Ahmed bliver han sendt til Sandholmlejren. Det eneste ord han kan sige er asyl, og så starter den bøvlede integrationstur ind i det danske samfund. Filmens scoop er at lade en moderne, uskyldig og ikke-socialiseret Kasper Hauser, for hvem alt er fremmed, men samtidig noget han åbent går til, repræsentere alt det fremmede, som samfundet har en tendens til at misbruge og skubbe fra sig.
Opholdet i Sandholmlejren er præcis så absurd og parodisk som vi kender fra beboerne der og dele af pressens beretninger. I scener fra legepladser og svømmehaller og sammen med børn opfører P sig naturligvis spontant og legesyg, hvorfor de voksne stempler ham som pædofil. Tåkrummende er omvendt også scenerne fra Lisas forældres nye bolig, hvor de forsøger at være politisk korrekte og velmenende humanister. Absurde er også scenerne fra en arbejdsplads prøvning i en skotøjsforretning, hvor en homoseksuel ejer forgæves prøver at forføre den uforstående P. Han ender med at få bank af voksne til børn, som anklager ham for at være pædofil, trods det at han af myndighederne er frikendt. Beskæmmet over den verden han uskyldigt er havnet i, beslutter han sig for igen at flytte ind i en væg. Netop da han siger, at han ikke længere er et rigtigt menneske, springer filmen på magisk vis tilbage til den bilulykke, hvor Lisa døde. Hun genopstår, og dermed siger filmen, at den udstødte og fremmede paradoksalt nok er inkarnationen af det gode og humane.
Det globale drama mellem to verdener: Susanne Bier
Susanne Bier er ikke bare en af den stadig større gruppe af internationale instruktører, som nu præger dansk filmkultur. Hun laver engelsksprogede film i USA, og hun inviteres som instruktør til streamingtjenesternes prestigefyldte tv-serier, som bl.a. Netflix fremhæver, som nogle af deres mest sete. De seneste er John le Carré thrilleren The Night Manager (2016), fremtidsgyseren Bird Box (2018), det celebre morddrama The Undoing (2020) og historiske serie The First Lady (2022). Hun behersker til fulde en række stærke internationale genreformater. Men hun behersker også og laver stadig centrale danske filmdramaer, som sætter verden derude og dens indflydelse på vores hverdag og liv herhjemme på dagsordenen. Man kunne kalde dem globale hverdagsdramaer, som bringer tilskueren ud i verdens brændpunkter, men også tilbage til vores liv sammen i Danmark. Pointen er at det nationale og globale ikke længere kan skilles ad, det derude påvirker det herhjemme.
Hendes globale dramatrilogi Brødre (2004), Efter brylluppet (2006) og Hævnen (2010) er tilsammen set af 1.219.000 tilskuere i danske biografer, og i USA, Canada og Europa har de tre film solgt 2. 938.308 billetter, og har desuden indbragt hende flere priser i Europa og USA (Bondebjerg 2016: 32f). Biers film har altså i mere end en forstand bragt verden til Danmark og har sat Danmark på verdenskortet. Allerede i 2004 annoncerede hun, at filmene repræsenterede et paradigmeskift, en ny orientering i dansk film, ikke bare i sine egne film, men også som en mere generel tendens, fordi ”krig og terror også bor her, så vi ikke længere er et lille beskyttet univers” (Bier citeret i Bondebjerg 2017: 208). Der er tale om et nationalt uskyldstab, som sætter vores moralske kompas og menneskelige værdier på spil, bl.a. fordi danskere nu også mange steder er direkte militært engageret, eller står med ansvaret for en omfattende humanitær indsats – ude i verden og i forhold til flygtninge og indvandrere på vej mod Europa og Danmark. Forholdet mellem verden derude og vores egen verden har dermed flyttet sig:
Biers globaliseringstrilogi har en overordnet struktur tilfælles, men historien og det grundlæggende plot varierer. I Brødre følger vi hvordan krigen i Afghanistan både får skæbnesvangre konsekvenser for en udsendt soldat derude og hjemme i hans familie. I Efter brylluppet er udgangspunktet en meget rig familie i Danmark og et ulandsprojekt i Indien for børn, et projekt som viser sig at få voldsomme konsekvenser både derude og hjemme. Endelig beskriver Hævnen en læges arbejde i et krigshærget Afrikansk land og de afledte konsekvenser for hans egen familie og det lokalsamfund han lever i. Filmene er klassiske, realistiske dramaer, som forbinder en lokal og en global virkelighed. De rejser fundamentale sociale, psykologiske og etiske problemer knytte til modsætningen mellem en rig og veletableret vestligt velfærdssamfund. De globale problemer gøres synlige ved at de trækkes tæt på den virkelighed vi kender, og ved at individer pludselig står i dilemmaer, fordi verden er blevet mere kompleks.
I Brødre er to meget forskellige mænd i fokus: Jannik (Nikolaj Lie Kaas) den anarkistiske, rodede, der ikke synes at have styr på sit liv; Michael (Ulrich Thomsen) den stærke, ansvarlige mand med konen Sarah (Connie Nielsen). Det er Michael der har meldt sig til tjeneste i Afghanistan, det er også ham som tager sig af Jannik og forsøger at få ham på ret køl efter en fængselsdom. Rollerne ændrer sig imidlertid totalt, da det går galt for Michael i Afghanistan. Han tages til fange og terroriseres sammen med en anden soldat, og det nedbryder den stærke mand. I Danmark formodes han død, og så er det pludselig Jannik der skal tage sig sammen, og det gør han så godt, at han også overtage Sarah. Men da Michael ikke viser sig at være død med vender tilbage som et menneske der er menneskeligt, psykisk og etisk nedbrudt. Den brutale krigsvirkelighed derude bryder brutalt ind i den danske families virkelighed.
I Efter brylluppet starter vi hos Jacob (Mads Mikkelsen) på børnehjemmet i den indiske millionby Bombay. Jacob er en idealist, der vil gå langt for at rette op på verdens uligheder og manglende retfærdighed. Men han mangler penge, og da han på lidt mystisk vis kaldes hjem til den driftige dansk-svenske kapitalist Jørgen (Rolf Lassgård) sættes hans idealisme på prøve. Tingene kompliceres yderligere af, at Jørgen er døende af kræft, at hans kone Helene (Sidse Babett Knudsen) er hans tidligere kæreste, og at hun aldrig har fortalt ham, at Jacob er faren. Konflikten mellem det hjemlige, de dyre kontorer i centrum af København og det luksuriøse gods på landet, og projektet i Indien er, at Jørgen vil have Jacob til permanent at overtage firmaet – og konen og familien. På den måde kan han måske nok støtte projektet i Indien, men han bliver også bundet på hænder og fødder. Idealisten skal blive kapitalist for at få pengene til at gøre gavn ude i det globale uland. I den stærke, emotionelle slutning trækkes konflikterne stærkt op, fordi Jacob ikke kan forlige sig med at slippe sin idealistiske rolle og drøm. Men mødet med sin gamle kæreste, med det barn, han ikke vidste han havde, og Jørgens tragiske død for ham endelig til at overgive sig. Han tager ansvaret for både det hjemlige og det globale skal vi tro.
Et tilsvarende dilemma ser vi i Hævnen, lægen Anton (Mikael Persbrandt) kæmper en brav kamp i en afrikansk flygtningelejr, hvor borgerkrig og lokale hære kæmper mod hinanden. Hans lægeløfte tilsiger, at han skal tage sig af alle parter, også krigsherrer som har voldtaget og lemlæstet de øvrige patienter han har. Lægeløftet er naturligvis vigtigt, men i en verden hvor uretfærdigheden og ulighederne skriger til himlen kan det være svært at bære det socialt og psykologisk. Filmen sætter dette moralske og menneskelige dilemma på spidsen ved at kombinere en konflikt på forskellige planer og med forskellig styrke i både hans afrikanske flygtningelejr og hans hjemlige danske lokalsamfund. Derhjemme prædiker han naturligvis også ikke vold og upartiskhed, men hans søn Elias og kammerat Christian (som lige har mistet sin mor pga. kræft) føler sig mobbet i lokalsamfundet. Christian angriber Elias’ værste plageånd i skolen med kniv og kommer dermed både i politiets søgelys, og i et møde med byens stupide nikke-skalle mand, føler drengene det ydmygende at Anton bare passivt finder sig i det. De beslutter derfor at tage den hævn som faren ikke kan skaffe – noget som bringer dem tæt på en terrorhandling. I mindre skala ser vi altså det samme dilemma i et dansk lokalsamfund, som i borgerkrigen i Afrika. Pointen er: det man ikke kan håndtere hjemme, kan man nok heller ikke håndtere derude.
I krig med en del af verden
Biers film lader globale problemer spejle sig i en dansk hverdag, men krigene og de globale konflikter udfoldes kun delvist. Den verden, der er derude og de konkrete globale problemer, udfoldes ikke i stor skala, de er ikke filmenes primære verden. Men i perioden efter 2000 ser vi mange andre film, hvor de forskellige aspekter af verden derude fylder meget mere og er filmens vigtigste dimension. Det kan være selve krigen i forskellige dele af verden, og det kan være hvordan folk lever og tænker i områder, hvor der er krig. Også i flere af disse film indgår forholdet mellem det nationale og det globale ofte som en vigtig dimension. Det ser man f.eks. i Annette K. Olesens Lille soldat (2008), hvor Lotte (Trine Dyrholm) vender hjem fra krig i Afghanistan, frustreret over at krigen er en endt i kaos. Hun vender ovenikøbet hjem til en verden, hvor hendes egen far Poul (Finn Nielsen) kører en bordeldrift med udenlandske kvinder ved siden af sin officielle vognmandsforretning. Men hendes idealistiske forestillinger om at redde disse prostituerede, udenlandske kvinder går ikke helt som planlagt. Også en film som Kathrine Windfelds Flugten (2009) følger en kvinde, journalisten Rikke (Iben Hjejle), som har været taget til fange af en terrorgruppe, og er en helt i de danske medier, da hun frigives. Men bag hendes frigivelse ligger en historie om at redde en af hendes fangevogtere, Nazir, så han kan få asyl. Det er en helt andet og ikke så populær historie i medierne og det danske samfund. En ligeså kompliceret gidseltagningshistorie finedr vi i Niels Arden Oplevs Ser du månen Daniel (2019), som er delvist baseret på en autentisk historie.
I film som disse fortsætter skildringen af forholdet mellem den grumme globale krigsvirkelighed og det hjemlige univers, hvor forståelsen for den menneskelige side for både de, der har været ude ved frontlinjen, og de flygtninge som efterfølgende rammer lille Danmark ikke altid er særlig stort. I andre film rettes fokus mod selve krigen, og dermed også de danske soldater, dem de kæmper mod og civilbefolkningen. Indenfor det stærkt realistiske globale krigsdrama skiller Tobias Lindholm klart ud, med en ofte næsten dokumentariske realisme. Han har selv kritiseret den danske genrefilm, og vil i stedet dyrke det autentiske i en film som han kalder en fiktion der bygger på en virkelighed, som er ”larger than fiction” (Bondebjerg 2017: 216). Han peger på styrken i at bruge autentiske lokations, at have lavet research, set dokumentarfilm. Resultatet ser man klart i både rent danske dramaer som f.eks. fængselsdramaet R (2010), og også i det klart globale drama Kapringen (2012), hvor vi følger et dansk skib, som kapres af somaliske pirater. I denne sammenhæng er den mest centrale film dog Krigen (2015), som kredser om de samme problemstillinger som Susanne Biers Brødre, og som ydermere har den dokumentariske realisme tilfælles med Janus Metz’ banebrydende dokumentar Armadillo (2010).
Armadillo var den første film som for alvor førte danskerne ind in krigens globale univers og omkostninger, både på den danske side og i den håbløse, Afghanske virkelighed. I da kan vi se at den krig var uden ende og klart formål. Efter gigantiske tab og omkostninger er Afghanistan nu forladt, og landet tilbage som et urfattigt, totalitært kalifat. Det ser man allerede indirekte i filmens skildring af den danske militære indsats, som er små skridt frem og tilbage, og i forhold til en lokalbefolkning, der er fanget som en lus mellem to negle. Ved at følge et dansk regiment i Afghanistan kommer vi tæt på soldaterne, set gennem forskellige typer, den modige og udad farende, og den tvivlende og mere tænksomme. Vi følger heftige krigssituationer ofte via hjelmkameraer, der bringer os helt tæt på kampzonen. Vi oplever også de frustrerende og udsigtsløse forhandlinger og møder med den lokale befolkning, alle de kedsommelige og trivielle sider af soldaterlivet, længslen efter dem derhjemme, og angsten hos dem derhjemme for at miste. Filmen skildrer klart og realistisk alle sider af Danmarks krig i Afghanistan, og den afholder sig fra eksplicitte, politiske kommentarer. Alligevel sidder tilskueren tilbage med en stærk skepsis overfor krigens nytte og legitimitet.
Med sin dokumentariske realisme fortæller Tobias Lindholms film Krigen en lidt anden historie, men den rejser den samme tvivl om krigens nytte. Ligesom kampscenerne i Armadillo kommer vi også i Lindholms film helt ind i centrum af krigens beskidte og meget tit helt uoverskuelige virkelig. I de afgørende krigsscener i filmen, som senere giver anledning til en militær retssag, hvor Mads (Pilou Asbæk) som chef for et kompagni soldater i Afghanistan skal træffe beslutninger på et splitsekund, oplever vi de militære og menneskelige dilemmaer på tæt hold. Den viser, at kampen med en ofte næsten usynlig fjende, som blander sig med civilbefolkningen er svær nok, men også at globaliseringens politiske, sociale og menneskelige dimensioner er mindst ligeså mudrede, som den militære indsats.
Danmarks øgede involvering i krige rundt om i verden påvirkede altså både dansk spillefilm og dansk dokumentarfilm, også selv om den danske deltagelse ikke involverede at sætte soldater på landjorden. Den dybt blodige og tragiske borgerkrig i Syrien involverede alle mulige lande og nationale interesser, også danske fly var aktive. Danske Andreas Dalsgaard og syriske Obiadah Zytoon lavede sammen The War Show (2016), som er baseret på autentiske syriske optagelser under borgerkrigens første år, og det var Anders Dalsgaard som redigerede og klippe filmen, så den fandt sin form (se Bondebjerg 2020: 108ff). Optagelserne skildrer en gruppe aktivister i kampen mod Assad og skildrer ubønhørligt krigens gru og omkostninger. Flere af dem som optog filmen overlevede ikke, og Zytoon måtte flygte til sidst. Filmen er en knugende og følelsesmæssigt voldsom skildring af kampen for demokrati i en despotisk, arabisk verden. Det er også en dokumentation af hvor håbløs oprøret er mod et regime uden skrupler og med så mange interesser og lande involveret. Den globale krig er ikke bare en lokaliseret krig, det er en krig som involverer alle de forskellige regionale og nationale interesser, som også kæmper mod hinanden.
De globale dimensioner af krige fik også nationale følger, som ikke bare handler om at Danmark for første gang involverede sig militært. Der var også en kamp om den nationale offentlighed, som også gav sig udslag i film og events, f.eks. indførte Danmark i 2009 en flag- og mindedag for de udsendte soldater (5/9). Etableringen af en større global og militær bevidsthed hos den danske befolkning bragte også både DR og TV2 på banen. DR’s serie Danskere i krig 1-4 (2009), fortsatte i filmens fodspor og rummer reportager fra fronten i Afghanistan. DR havde også i 2010 en hel temauge under overskriften Danmark i krig, og heri indgik to dokumentarer, De sårede og De faldne, hvor de menneskelige omkostninger for soldaterne og deres familie og efterladte står i centrum. Endelig gik TV2 og DFI sammen om seks dokumentarfilm under den fælles titel Vores krig. I annonceringen for serien fra TV2 og DFI hedder det:
Den øgede globalisering, den aktive deltagelse i krige i fjerne dele af verden påvirker altså dansk film på mange måder, og det påvirker også hele den offentlige meningsdannelse og debat, ligesom flygtninge og indvandrere har været konstant på dagsordenen i hele perioden efter 2000. Krigen og globaliseringen bliver sommetider også tematiseret i film med bredere historisk og filosofisk perspektiv. Det gælder f.eks. Jens Loftsagers dokumentarfilm Krig (2003), som skildrer forskellige krige, bl.a. via en fiktiv scene fra 1. verdenskrig, hvor en soldat dræber en anden med bajonet, og ved at fokusere på krigen i Jugoslavien, og via dokumentariske billeder fra krig. Men det er en filosofisk og ontologisk film om mennesker og krig, således som han selv har forklaret i et interview i Kristeligt Dagblad:
Det er en film som registrerer og dokumenterer at krig altid historisk har eksisteret og krigens umenneskelige brutalitet, men som alligevel plæderer for humanisme og menneskelighed.
Os og dem – mennesker bag krigen
De danske film og krige og konflikter ude i verden rummer ofte scener fra og portrætter af de andre, dem vi kæmper mod og også civilbefolkningen bag den fjende vi bekæmper. Flere danske film kaster således et helt andet blik på Afghanistan, simpelthen ved at gå ind bag krigen, ind mellem de afghanere som også er ofre for krigen, eller som kæmper for et andet Afghanistan. I Andreas Dalgaards film Afghan Muscles (2006) følger vi den utroligt populære bodybuilder kultur for mænd, både i Afghanistan og da de tager til en konkurrence i et arabisk land. Ved at fokusere på et fænomen, som er globalt, viser filmen, at der bag landets problematiske styre og religiøse kultur findes en anden hverdag og et liv som er helt anderledes end det vi ellers ser. Et stereotypt billede af den globale anden splintres og problematiseres. På samme måde sætter Pernille Aaberg Kern sig for i filmen Smiling in a Warzone (2005), at flyve igennem alle mulige zoner i verden med sit lille propelfly for at nå en ung afghansk kvinde i Kabul, hvis største ønske det er at lære at flyve. For et øjeblik i det mindste ophæves undertrykkelsen af kvinder i Afghanistan, og samtidig rummer flyveturen en kamp mod alle de nationale restriktioner, som gør det vanskeligt at møde hinanden på kryds og tværs af nationale grænser.
Men trods dette øjeblik af modstand er kampen for demokrati i Afghanistan lang og sej, som den seneste udvikling viser. Det fremgår i høj grad af Eva Mulvads internationalt vidt udbredte film Vores lykkes fjender (2006). Filmen er et portræt af den første kvindelige politiker (Malalai Joya) valgt til parlamentet, en kvinde som imidlertid stadig må leve med beskyttelse, fordi hendes liv konstant er truet. Filmens styrke er dels at bringe os rundt blandt mennesker i fjerne og ukendte regioner af Afghanistan, hvor vi møder den menige afghaner og alle de konflikter i hverdagen, som Malalai skal forsøge at læse. Filmen modstiller også et kompliceret og ungt afghansk demokrati, som kan få danskere til at se forskellen mellem de betingelser, vi lever under, og betingelserne i et land vi er i krig med og vil reformere. Den viser endeligt, at der godt nok findes konkrete forskelle mellem dem og os, men at vi dybest set som mennesker har de samme drømme og håb.
Stor international opmærksom fik også den dokumentariske animationsfilm Flugt (2021, Jonas Poher Rasmussen), som følger den 36-årige afghanske flygtning Amin, som lever et ganske succesfuldt liv i Danmark, efter at være flygtet. Filmen ser tilbage på Amins lykkelige barndom i 1980’ernes Kabul, men også hans flugt til Danmark da borgerkrigen bryder ud, og han som 11-årig må flygte, og som 16-årig ender i Danmark, uden sin familie. Amin er homoseksuel, og han har fra tidligt i sit levet med dette, noget som er endnu problematisk i den verden han kommer fra. Men da hans danske kæreste Kasper frier til ham bryder Amins problematiske historie og alle de erindringer han bærer på frem. Den historie vi hører og ser udfoldet i filmen, har Amin aldrig fortalt til nogen, og han frygter, at det vil ramme ham, hvis sandheden kommer frem. Det er en gribende og konkret flygtningehistorie vi bliver vidne til – stærke billeder, stærke følelser. Men bag den konkrete historie ser vi også alle flygtninges historie: både den grusomme historie fra deres hjemland, den lange og livsfarlige flugt, og den ligeså lange integrationshistorie i et nyt land. Der er tale om en ulidelig lang ventetid i et globalt limbo, om en dybt eksistentiel følelse af aldrig at kunne være helt sig selv – en art eksistentiel hjemløshed oven i den rodløshed og splittede identitet, som følger med. Hvad filmen skildrer så fantastisk er både en konkret flygtningeskæbne og samtidig alle de mennesker, som globaliseringens negative effekter har placeret på vores dørtrin. Det er globaliseringens politiske og menneskelige problemer og udfordringer, som stiller krav til vores humanisme og globale forståelse.
En helt anden tilgang til samme problematik finder vi generelt i Nagieb Khajas dokumentarfilm, som følger både flygtninge og indvandrere i Danmark og i ganske farlige regioner i verden, hvor krig og terror udspiller sig. Men ganske enestående i den sammenhæng er Mit Afghanistan (2012) som udspiller i nogle af de mest lukkede og fjerne provinser i Afghanistan. Nagieb Khaja er dansk, med har afghansk baggrund og taler sproget. Men i denne film lader han forskellige afghanere selv komme til orde. De udstyres med en mobil, som de kan bruge til at filme deres hverdag, uden at de lokale magthavere kan kontrollere det. Det er altså en film som består at redigerede optagelser fra mange lokale afghanere. Khaja har selv sagt, at alt hvad han laver har som formål at afdæmonisere flygtninge og indvandrere i Danmark eller mennesker i dele af verden, som lever udenfor et normalt demokrati (Bondebjerg 2017: 256). I Mit Afghanistan sker der i bogstaveligste forstand det, at mennesker, som normalt slet ikke kommer til orde, får lov til at vise og fortælle om deres liv. Han ser det også som en måde at fjerne ”det vestlige blik” på disse mennesker, et blik han selv repræsenterer, selvom han har afghanske rødder. Selvfølgelig sker der en vis redigering fra Khajas side, men samtidig rummer filmens scener et broget billede af afghanere i alle aldre og begge køn. Autenticiteten lyser ud af billederne, og vi kommer tæt på menneskelige situationer og følelser som er helt universelle, samtidig med at vi ser den særlige afghanske kultur. Et stykke filmkultur om os og dem, så bringer de to verdener tættere sammen.
Vores mangfoldige filmiske virkelighed
Den globalisering af dansk film, som er beskrevet her, er en ny stærk side af vores filmkultur. Det handler både om at danske instruktører har fortalt flere og mere dramatiske historie om vores møde med verden ude og hjemme, og om at dansk film har gjort sig stærkere gældende i det globale filmbillede. Men det handler også om at dansk film er blevet beriget af de nye danskere som har gjort sig gældende både foran og bag kameraet. Det bringer mange nye verdener og erfaringer ind i den hjemlige, danske kultur.
Selvom mange af de danske film i de senere år har fokuseret på krige og konflikter i verden derude, viser beskrivelsen her, at de også i høj grad har haft blik for de historier som binder ude og hjemme sammen, og for de menneskelige, globale konflikter vi oplever i forhold de verdener og menneskeskæbner, som er fulgt med strømmen af indvandrere og flygtninge. Som jeg skal vise i de senere blogs om Danske filmbilleder, er denne globaliseringsdiskussion ikke trådt i stedet for skildringen af den danske virkelighed mellem storby og provins, eller de politiske og sociale dramaers mange skildringer af den danske virkeligheds mangfoldighed. Faktisk oplever vi i disse år en udvidelse af de danske filmbilleder, både mod den globale virkelighed derude, et mere mangfoldigt dansk virkelighedsbillede, den regionale og lokale virkelighed og en samtidig fastholdelse af de klassiske danske genrer – ofte med en tendens til fornyelse og udvidelse af tematikken.
Referencer
Ib og Ulla Bondebjerg (2017). Dansk film og kulturel globalisering. Forlaget Samfundslitteratur.
Ib Bondebjerg (2016). Regional and global dimensions of Danish film culture and film policy. In Hjort & Lindqvist A companion to Nordic Cinema, p. 19-41. Wiley and Blackwell.
Danske filmbilleder 3: Kærlighedens forviklinger
Mænd og kvinder, køn, kærlighed og seksualitet, pardannelse og familier – nogle af de centrale, mest underholdende og sprængfarlige temaer i vores liv, og på film. I perioden efter 2000 sprudler dansk film af romantiske komedier, og det er mest kvinderne, der har instruktørbukserne på i denne genre, selvom mændene bestemt også gør sig positivt gældende. Det poetiske, det satirisk, det farceagtige og det mere realistiske blander sig i denne genre, som også tydeligt afspejler periodens opbrud i etablerede kønsroller og normer.
Den romantiske komedie hører til den internationale filmhistories absolut mest populære genrer, stærkere end det mere alvorlige romantiske drama, og det samme gælder for dansk film historisk og efter 2000. I begge genrer er det kærlighed, sex og drifter, der driver handlingen, dvs. det handler om noget af det mest basale i menneskets liv: pardannelse, seksualitet og dermed etableringen af den eller de former for familiedannelse, som ofte giver anledning til forviklinger og problemer – både før pardannelsen og efter at den er blevet en realitet. Men i den romantiske komedie er det netop kombinationen af vores identifikation med og sympati for karaktererne og det at vi samtidig kan le af dem og deres problemer med at finde kærligheden, der giver filmene deres særlig narrative og tematiske form. Vores hovedsageligt sympatiske identifikation skyldes, at filmens karakterer ligner os selv. Centralt står også den romantiske grundfølelse, feel good oplevelsen, som bekræftes af den romantiske komedies happy end – trods alle besværligheder.
Den romantiske komedie er i høj grad en integrativ genre, fordi den som hovedregel lader kærligheden sejre, mens det romantiske drama tvinger os ud i en tilskuerposition, hvor kærlighedens og pardannelsens problemer truer med helt at sprænge idyllen og kærligheden. Forskellen mellem den romantiske komedie og det romantiske drama betyder dog ikke, at komedier ikke kan berøre alvorlige emner, og måske endda til tider gøre os usikre på om vi får en lykkelig slutning. Men grundlæggende er komediens og dramaet følelsesmæssige grundtone forskellig, og vores identifikation med hovedpersonerne afhænger af hvilken tyngde problemerne har.
I mange af de romantiske komedier, der præger dansk film efter 2000, afspejler de samfundsmæssige realiteter sig, virkeligheden bag romantikken. Komediernes handlinger går ofte til stålet, når det drejer sig om at beskrive kærlighedens veje og vildveje, og når det drejer sig om at skildre køn og seksualitet. Der synes af og til langt til den lykkelige slutning. Det er heller ikke altid den lykkelige slutning er den, man finder i tidligere, romantiske komedier. Forholdet mellem kønnene har ændret sig og der er flere måder at leve sammen på, end man typisk har set i tidligere perioder i dansk film. Når en af de allerseneste romantiske komedier hedder Elsker dig for tiden (2022, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag) så peger det måske netop på en ny balance mellem de traditionelle parforhold og andre måder at leve på.
Det livslange parforhold er ikke længere en fast norm. Når det drejer sig om virkelighedens danskere viser statistikkerne da også at op mod 50% bliver skilt inden 7 år. Vi kigger og længes måske stadig efter den eneste ene og den stærke kernefamilie – i en eller anden form. Men i den virkelighed, som filmene forholder sig til, er flere parforhold blevet mere almindeligt, ligesom ægteskaber mellem folk af samme køn for længst er accepteret – i hvert fald i visse kredse. Det går altså ikke altid som præsten prædiker. Alligevel har den romantiske komedie fastholdt sin position, som en af de mere populære genrer. Selvom kærligheden, seksualiteten er blevet mere kompliceret, så kan vi i denne filmgenre spejle os i kærlighedens vanskeligheder, men også drømme om og ofte få bekræftet, at kærligheden kan sejre til sidst – trods all odds.
Kønsdimensioner foran og bag ved kameraet.
Der er meget stærk dokumentation for at mænd og kvinder har forskellig filmsmag (se f.eks. DFI’s publikumsprofiler). Kvinder ligger klart foran, når det drejer sig om romantisk komedie og kærlighedsdrama, mens mænd ligger i spidsen når det drejer sig om action, krimi og thriller. Kvinders filmforbrug er naturligvis ikke begrænset til romantik og kærlighed, der er mange andre genrer kvinder opsøger. Det samme gælder for kvinder bag kameraet. Men der er altså en markant tendens med hensyn til kvinder og romantisk komedie. Som jeg skal vise i de følgende analyser af periodens romantiske komedier (28 i alt), synes denne forskel også at slå igennem på det kreative team bag kameraet. Jeg har ikke kigget på alle kategorier, kun instruktør og manus-forfatter. Især på instruktørsiden er forskellen mellem mænd og kvinder markant (se figur nedenfor): kun 10 mænd satte sig alene i instruktørstolen i den genre, mens 1 film havde både en kvindelig og en mandlig instruktør. Til gengæld var der 17 kvindelige instruktører. Altså en markant forskel, om end ikke en ren kvindelig knock out, men man må vel sige, at denne genre domineres af kvinderne. Det er dem der står for den mest markante udvikling af genren i perioden, og tilskuermæssigt de største succeser, selvom der bestemt også er gode og innovative film lavet af mænd. På den kvantitative side tæller det dog en del, at de fire populære Anja & Viktor film deles ligeligt på instruktør-siden (2 med Charlotte Sachs Bostrup, og Søren Frellesen og Niels Nørløv Hansen hver en). Endelig var det Jonas Elmer, der (med Mette Heeno som manusforfatter) gjorde Nynne til en succes, baseret på Politikens succes-serie og roman Nynnes dagbog.
Kigger vi på manuskriptforfatterne til disse film ser det lidt mere blandet ud, og der er film, hvor både en mand og en kvinde har været inde over. Der er 18 mænd, der har bidraget til eller alene stået for manus og 22 kvinder. Susanne Bier har f.eks. benyttet sig af både Kim Fupz Åkeson og Anders Thomas Jensen, og den sidstnævnte har også arbejdet med Lone Scherfig på en enkelt film. En anden af de meget produktive kvindelige instruktører, Hella Joof, har både trukket på Jannik Johansen og Christian Torp, men har dog i nogle af sine film enten selv stået for manus eller overladt det til Mette Heeno. Henrik Ruben Genz har til gengæld i sin eneste film i denne genre arbejdet sammen med Maja Jul Larsen om manus. I den yngre generation ser vi til gengæld en tendens til at den kvindelige instruktør også står for manus (f.eks. Malou Reyman og Emma Haudal), eller med den seneste romantiske komedie, Elsker dig for tiden, at en kvinde og en mand sammen står for både instruktion og manus.
Pointen med denne statistik er naturligvis ikke at påstå, at kvinder kun laver romantiske komedier, eller at mænd ikke behersker denne genre. Som jeg skal vise, synes der dog at være visse forskelle mellem mandlige og kvindelige instruktører i karakterer, temaer og måden der fortælles på. Men den romantiske komedie er helt afgjort domineret af stærke og ofte meget succesfulde, kvindelige instruktører. Til gengæld er det Klovn-filmenes meget drengerøvsagtige humor, der omsider slår Susanne Biers Den eneste ene og Lone Scherfigs Italiensk for begynderes placering som periodens mest sete film. Deres film og de andre film (også dem med mandlig instruktør) er imidlertid alle i den grad med til at sætte kønsroller, kærlighed og seksualitet på dagsordenen. Kønsrolledagsordenen har på mange måder præget perioden efter 2000, og det trænger selvfølgelig ind i filmene. De går – bl.a. med latteren som våben – tættere på de normer og værdier som omgiver kønnenes møde i arbejdslivet, familielivet og på lagnerne.
Lone Scherfig og balancen mellem romantisk komedie og drama
Det er som om årtusindskiftet i 2000 førte til en romantisk bølge, hvor især Susanne Biers film Den eneste ene (1999, 843.472 solgte billetter) og Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000, dogmefilm, 828.730 solgte billetter) strøg lige ind i danskernes hjerter. Faktisk var de to film så populære, at vi skal helt frem til først Mikkel Nørgaards Klovn the Movie (2010, 838.881 solgte billetter) og Anders Matthesens Ternet Ninja (2018, 929.137 solgte billetter) før den romantiske komediesucces blev overgået – af to andre filmtyper. Ved siden af Biers og Scherfigs markante succes var der også tre andre – og delvist anderledes romantiske komedier, der gjorde sig stærkt gældende i den periode. Det gælder først og fremmest Hella Joofs En kort en lang (2001, 584.067 solgte billetter), hvor konflikterne står i kø, og dertil kommer Charlotte Sachs Bostrups første bud i den lange og populære serie Anja og Viktor (2001, 572.052 solgte billetter). Som det kan ses dominerer kvindelige instruktører totalt her blandt de mest populære romantiske komedier, men der er dog undtagelser, f.eks. Søren Kragh-Jacobsens bud på en dogmefilm og anderledes romantisk komedie Mifunes sidste sang (1999, 351.128 solgte billetter).
Lone Scherfigs to film i genren, den allerede nævnte Italiensk for begyndere og hendes mere internationalt producerede film Wilbur begår selvmord (2002, 167.795 solgte billetter), illustrerer klart balancen mellem komedien og dramaet, indenfor den romantiske komedie. I Italiensk for begyndere er udgangspunktet portrættet af en gruppe ensomme og socialt handicappede individer, der begynder at finde hinanden og kærligheden først på et italiensk kursus og siden på en tur til Venedig. Selvom vi kan smile eller grine lidt af karaktererne og deres manglende sociale kompetencer, er der også en liste af dramatiske hændelser og sociale problemer. Den noget brovtende Hal-Finn (Lars Kaalund) bliver fyret fra sit job, Olympias (Annette Støvelbæk) meget dominerende far (Jesper Christensen) dør pludselig af et hjertestop, og Carmen (Ann Eleonora Jørgensen) må trækkes med en krævende og dybt alkoholiseret mor (Lene Tiemroth), som så også dør. Det er tragiske hændelser, som dog også sætter de to kvinder fri. Det er altså ikke fordi romantiske komedier ikke kan berøre tragiske sociale begivenheder og familiekonflikter, men som helhed bruges disse som afsæt til forandringer, der sætter romantiske relationer i gang. Hændelserne giver karaktererne muligheder for at forandre sig og tage chancer.
Lone Scherfigs evne til at balancere mellem det alvorlige og det komiske slår endnu stærkere igennem i hendes dansk-skotske film Wilbur begår selvmord. Her er hovedkarakteren Wilbur (Jamie Sives) nærmest konstant depressiv og forsøger hele tiden at begå selvmord (selvom han ikke rigtig synes at mene det), så hans storebror Harbour (Adrian Rawlins) konstant må redde ham og få ham på hospitalet. Men ligesom Wilbur tydeligvis bærer på traumer og depression er også broren Harbour ramt. Han bærer på en hemmelighed, en dødelig kræftdiagnose, som han ikke har fortalt om til nogen. Men en sygeplejerske fra hospitalet, som Wilbur dater, kommer uforvarende til at røbe det. Der er altså nok af drama og alvorlige problemer, men filmens tone rummer dybest set en poetisk, næsten optimistisk tone og en form for dead-pan humor overfor alle udfordringer og modgang. Det ses i den måde personerne tackler deres hverdagsliv og problemer på. Trods den underliggende tragiske tone driver filmen langsomt mod en romantisk udvikling, hvor kærligheden overvinder alt. Det gælder Wilburs terapi-sessioner på hospitalet og scenerne fra den rodede antikvarboghandel, som skulle sikre brødrene deres levevej.
Det gælder også de tilfældige møder rundt om i byen. Filmen skifter tone da Alice (Shirley Henderson) og hendes datter kommer ind i brødrenes liv og Harbour bliver forelsket, selvom det sjovt nok altid er Wilbur ,kvinderne altid falder for. På hver deres måde er brødrene forelskede i Alice, men tingene tager igen en drejning, da Harbour dør – han begår selvmord for at undgå den smertelige kræftdød. På den måde ændres filmen narrativ, og Harbours selvmord (juleaften på hospitalet!), redder endegyldigt Wilburs liv og skaber en ny familie. Nu må Wilbur tage ansvar for butikken, for Alice og hendes datter. Scenen hvor Wilbur redder en mand fra at begå selvmord ved at springe i floden er alvorlig humor så det batter, især da det afsluttes med en romantisk scene mellem ham og Alice. Filmen rummer mange dramatiske scener, men den rummer også en poetisk tone og underfundig humor, som er en romantisk komedie værdig.
Dogmefilm og romantisk komedie
Ifølge dogmemanifestet fra 1995 må man ikke lave film, som er genrefilm. Ser man på de faktiske dogmefilm viser de imidlertid, at et er umuligt at lave en film uden at genreovervejelser og genretræk slår igennem. Det hænger sammen med at genrer og narrative strukturer er en del af selve grundlaget for at lave film, og også en art film er jo en genre. Derimod er det ganske klart at de æstetiske regler knyttet til Dogmemanifestet tilfører filmene en særlig dynamik og kreativitet. Der er da også allerede to af de allerede nævnte dogmefilmen, som er klare genrefilm: Italiensk for begyndere og Mifunes sidste sang. Lone Scherfigs første film er som allerede nævnt præget af et større persongalleri, og for flere af disse personer er der familiemæssige eller arbejdsmæssige udfordringer. Men filmen emmer fra starten af en god personenergi trods dette, og filmens narrative struktur er at løfte disse personer ud af deres umiddelbare hverdag for at finde lykken og romantikken. Det at filmen skildrer et kollektiv, som langsom finder et nyt liv, giver den et andet præg end romantiske komedier, som fokuserer på en enkelt pardannelse. Efterhånden som de forskellige romantiske narrativer i filmen udfolder sig, udvikles de delvist forenklede og lidt komiske figurer sig mere.
Som romantisk komedie bygger Italiensk for begyndere sig af en form, hvor en række personer ikke umiddelbart er forbundet tæt med hinanden, men hvor de bringes sammen af en række hændelser, og hvor de til sidst danner en række par. Vi kender denne form i mere radikal udgave i f.eks. en film som Love Actually (2003, Richard Curtis, UK), hvor persongalleriet er endnu større, og hvor filmen er bygget op i episoder, der udvikler sig parallelt og meget forskelligt, men hvor der ingen tæt forbindelse er mellem de enkelte par eller personers historie. De spejler kun hinanden ved social forskellighed. I Scherfigs film udnyttes denne form på en langt mere integreret måde, fordi personerne fra starten befinder sig på samme geografisk sted, får tættere og tættere forbindelse, men alligevel rummer ret forskellige romantiske pardannelser. Disse pardannelser etableres delvist før den afsluttende rejse til Venedig, men fuldbyrdes der. Præsten Andreas finder den bly Olympia, den kejtede og seksuelt lidt vege Jørgen Mortensen får den italienske Guilia, og den mere fysiske og potente Hal-Finn, nedlægger i bogstaveligste forstand Karen. Man kan sige, at filmen på den måde fremviser kærlighedens mangfoldige sider.
Til sammenligning er Mifunes sidste sang en langt mere klassisk parforholdsfilm med et relativt lille persongalleri. Til gengæld rummer filmen et socialt, klassemæssigt og geografisk plot, indenfor hvilket den romantiske komedie udfolder sig. Kresten (Anders W. Berthelsen) har giftet sig ind i den københavnske overklasse, men har skjult sin baggrund i det grotesk fattige og forfaldne Lolland. På selve bryllupsnatten får han en opringning om at hans far er død, og hvad mere er, at hans noget tossede bror Rud nu har behov for hjælp og omsorg. Der er ingen vej udenom at tage tilbage til fortiden og få ryddet op.
Men det viser sig sværere end umiddelbart antaget, selvom han ved et af de lykketræf, som romantiske komedier nogen gange benytter sig af, finder et gammel skrabelod med en gevinst på 100.000. For at få hjælp til oprydningen hyrer han en husbestyrerinde med lige så store problemer. Liva (Iben Hjejle) er en af en gruppe københavnske escortpiger, men har også en besværlig søn på en fin kostskole. I filmen støder de to meget forskellige københavnske miljøer og det lollandske miljø – som også rummer sine problematiske individer – til tider hårdt sammen. Men midt i det udvikler romantikken sig langsomt og kompliceret mellem Liva og Kresten, som efter et besøg af sin kone Claire (Sofie Gråbøl) er blevet skilt og smidt ud af Claires fars firma.
Selvom vi igen i denne romantiske komedie møder mange ganske dramatiske konflikter og sociale og klassemæssige modsætninger, er filmen præget af forsonlig humor og en romance som udvikler sig fuldstændig klassisk. Det forsonlige og menneskelige udfolder sig ikke bare mellem Liva og Kresten, på trods af de sociale fordomme, som omgiver dem begge. Det udfolder sig også i høj grad i Ruds (Jesper Asholt) mesterlige spil som den tossegode bror. Ham synes at besidde evner udover det realistiske, og kommer direkte og indirekte til at knytte bånd mellem Liva og Kresten og til Livas besværlige og i det ydre hårdkogte søn Bjarke. Man kan sige at filmens sociale og klassemæssige drama dermed afløses i en sand, romantisk – men relativt usædvanlig slutning – hvor ikke bare et nyt par, men også en ny familie er blevet skabt.
Den klassiske, romantiske komedie: Susanne Bier
Det er i høj grad de tre kvindelige instruktører Susanne Bier, Lone Scherfig og Hella Joof, der i begyndelsen af 2000-årene definerer en ny, moderne romantisk komedie. Det nye består i en stærkere evne til at tage sociale og psykologiske dimensioner med som drivkraft i historien om pardannelsen, og til i højere grad at rykke ved traditionelle kønsrollemønstre. Lone Scherfig evner at tage tunge emner og følelser med i sine film, selvom feel good og romantik grundlæggende driver historien. Det samme finder vi i Susanne Biers leg med forestillingen om den eneste ene i filmen af samme navn, eller måske endnu stærkere i Den skaldede frisør, hvor kræft og romantik spiller op mod hinanden. Også hos Hella Joof kommer den traditionelle pardannelse på prøve i En kort en lang – fra homo til heteroseksuel – ligesom Sover Dolly på ryggen tematiserer kærlighed, sæddonation og genetik. De tre instruktører foretager altså på mange måder en tematisk og social opdatering af den romantiske komedie.
Den eneste ene røg som allerede nævnt helt til tops ved sin premiere i 1999, og den sad længe på tronen som periodens mest sete film. Filmen følger især to par: Andrea (Raphael Edholm) og Susanne (Sidse Babbett Knudsen), og Niels (Niels Olsen) og Lizzie (Søs Egelund), og de to par befinder sig i en modsat udgangsposition. Andrea vil gerne have et barn, barnløshed synes at såre hans italienske mandighed. Men Susanne snyder ham ved kun at give ham sex i de perioder, hvor hun har mindst chance for at blive gravid. Umiddelbart altså en omvending af de traditionelle kønsrolleforventninger. Det er manden, der vil have et barn. Hos Niels og Lizzie er problemet hans dårlige sædkvalitet, og da de meget gerne vil have børn, adopterer de Mgala – en lille afrikansk pige. Selve adoptionsprocessen skaber masser af komiske scener i filmen og afdækker at de to tilsyneladende ser meget forskelligt på hinanden. Til gengæld ryger Andreas og Susannes forhold ud i dyb krise, da han indleder et forhold til en anden. Samtidig fører et køkkenprojekt (Niels er køkkenmontør) til et forhold mellem Niels og Susanne, stærkt hjulpet på vej af at Lizzie pludselig dør i en trafikulykke.
Selvom filmen er en klassisk, romantisk komedie, laver den også en kritisk gennemlysning af de moderne kønsroller og de forskellige forventninger mænd og kvinder synes at have til ægteskab og parforhold. Det står ikke skrevet i filmens start, at Niels og Susanne skal ende med at være gift og både have et biologisk barn og et adopteret. Kærlighedens veje og vildveje er utallige, men forviklinger og pludselige forandringer kan føre til uventede romantiske pardannelser. Det medvirker uden tvivl også til filmens enorme succes, at den koncentrerer handlingen om disse to par – med kun få bipersoner – og at vi er blandt jævne danskere. Den er fyldt med komiske situationer og replikker, ligesom musikken udnyttes godt til at bygge den romantiske stemning op.
Der er til gengæld langt større spænd og modsætninger i Biers ligeledes meget succesfulde Den skaldede frisør, som følger efter Biers internationale gennembrud. I denne film er der skruet op for romantikken alene ved at et bryllup mellem to unge fra meget forskellige familier er henlagt til en gammel patriciervilla med udsigt over Sorrento-bugten. Der er også skruet op for det internationale, fordi Philip (Pierce Brosnan) er rigmanden, der mod alle odds forelsker sig i frisøren Ida (Trine Dyrholm), som næsten lige er ude af et kræftforløb. Umiddelbart før rejsen til brylluppet mellem deres datter og Philips søn har Ida grebet sit drog af en håndværkermand Leif (Kim Bodnia) i utroskab på sofaen med ”hende Thilde (Christiane Schaumburg-Müller) fra bogholderiet”. En stor del af filmens humor og satire udspringer af de sociale og kulturelle modsætninger mellem de to familier og deres meget forskellige kultur og adfærd. Men filmens tema og kærligheden, der overvinder alt, om den rige mand og den jævne kvinde, udvikler sig til en meget alternativ Snehvide historie. De unge fra de to familier ender med ikke at blive gift, fordi Philips søn Patrick erkender, at han er homoseksuel, og i forholdet mellem Ida og Philip er det kvinden, der forandrer manden, inden de kan mødes. Philip er den klassiske virksomhedsejer, hvis liv ikke er andet end arbejdsplaner og tal. I filmens slutning, efter at have vundet Ida over, er han blevet en grøn og blød mand.
Som romantisk komedie holder filmen en let, humoristisk og poetisk romantisk grundtone, selvom tunge emner lurer i fortid og nutid. Tematiseringen af homoseksualitet er ikke ny i dansk film, men alligevel relativt usædvanlig i en romantisk komedie af denne art. Men som baggrund for romantikken er der skruet op for musikken og ikke mindst dyrkelsen af de romantiske naturomgivelser. En scene hvor Ida stiger nøgen op af middelhavet bidrager også til den næsten mytologiske dyrkelse den romantiske kærlighed.
Men filmen har også næsten farceagtige træk i enkelte scener, som f.eks. da Ida og Philip i bogstavelig forstand støder karrosserierne sammen i lufthavnen på vej til brylluppet. Farceagtige er også Idas utro mand (spillet af Kim Bodnia) og hans bimbo af en blondine på slæb. For slet ikke at snakke om hans forsøg på at vinde Ida tilbage ved at gøre sig selv til offer. Endelig yder Paprika Steen en fabelagtig og komisk rolle som en moster fra helvede, der lægger an på Philip. Filmen lever altså af en romantik, som er hævet over sociale modsætninger, men som tegner markante og ofte komiske profiler af mennesker fra forskellige sociale grupper. Filmen blev da også modtaget meget positiv af anmelderne, og den trak 631.953 mennesker i biografen, hvilket placeret den som nr. 3 blandt samtlige af periodens romantiske komedier.
Nye veje i den romantiske komedie: Hella Joof
Homoseksualitet spiller en vigtig narrativ og tematisk rolle i Den skaldede frisør, men i Hella Joofs debutfilm En kort en lang (2001) er homoseksuelle og lesbiske karakterer helt dominerende, og det romantiske par i centrum er Jacob (Mads Mikkelsen) og Jørgen (Troels Lyby). Ved filmens åbning har de allerede dannet par længe, de bor sammen, og under fejringen af Jacobs fødselsdag frier Jacob til Jørgen, som siger glødende ja. Men næsten umiddelbart efter denne erklæring indleder Jørgen et forhold til Caroline (Charlotte Munck), som er gift med flykaptajn Tom (Jesper Lohman), der også er bror til Jørgen. Hermed er filmens romantiske hovedkonflikt skabt, og selvom om forholdet til Jørgen opretholdes meget længe, samtidig med at affæren med Caroline bliver hedere og hedere, ender det med et brud mellem de to mænd. Caroline bliver gravid med Jørgen, og derefter flytter de midlertidigt sammen hos Jørgens forældre. Det holder imidlertid heller ikke. Jørgen frier ganske vist til Caroline, men bogstavelig talt i sidste øjeblik foran præsten indser han, at der er Jørgen han elsker. I slutningen af filmen udløser det en lang komisk og hektisk scene, som kulminerer med at Jacob og Jørgen får hinanden, mens Caroline og Tom genforenes.
Filmen blev set af ikke mindre end næsten 632.000 tilskuere, og medvirkende til det er nok ikke bare den romantiske historie, men også det store persongalleri, som rummer flere generationer, køn og seksuelle identiteter, familietyper og karakterer fra forskellige arbejdspladser. Der er lidt af hvert indenfor seksuel og social identitet at spejle sig i. Den basale romantiske konflikt og lykkelige slutning – trods alle genvordigheder – rummer derfor også et væld af sociale og psykologiske karakterer typer, som ofte kalder på latteren. Blandt parrets homoseksuelle og lesbiske venner finder vi herlige karikaturer, som f.eks. Henning Jensens affekterede bøsse med cykelstyrsskæg og manieret sprog. Han viser sig også at være en af de mest moralsk forargede, når det kommer til stykket. Eller man kunne nævne Jacob og Jørgens mande-parterapeut – spillet af Martin Brygman – med lige dele eksistentiel tågesnak og eksotisk mystik. Dertil kommer den helt overgearede bøsse Frederik, konstant solariebrun og bestandig i nyt snærende tæt tøj, eller det snakkesalige lesbiske par, der aldrig kan finde ud af, hvornår man skal holde mund (Pernille Højmark og Ellen Hillingsø). Naturligvis finder vi også den klassiske Don Juan alfahan – i sportsvogn og altid med en ny meget ung dame på slæb. Der er ikke tale om ondsindede karikaturer, men om et mix af karakterer, som fordeler sig på en akse fra det mere ekstreme til det mere normale og afdæmpede, som de to centrale par repræsenterer.
Hella Joof viser sig altså allerede fra sin debutfilm som en dristig instruktør i emnevalg og spillestil, og hendes film som helhed udfordrer vores seksuelle grænser og forestillinger. Forrygende som satire og romantisk komedie er f.eks. også Sover Dolly på ryggen? (2012, 191.419 solgte billetter). Det er en klassiske, elegant romantisk komedie, hvor sociale og kulturelle modsætninger knyttes til sæddonor-problematikken og dermed både kønsidentitet og familieformer. Tv-værten Anne har prioriteret karriere, men befinder sig et stykke op i 30’erne, hvor hun pludselig føler behovet for at få et barn. Det ordnes så med en anonym sæddonor. Men hun er også den meget tjekkede typer, hvor der skal være styr på alle detaljer, og da hun først er blevet gravid, kan hun ikke rigtig leve med ikke at vide hvem faren er. Er det miljø eller genetik, spekulerer hun på. Genetik siger lægen, og så må hun med sin veninde Siv (Mia Lyhne) stjæle sig til at finde sin donor, så hun kan se, hvad hendes barn egentlig vil kunne blive til. Dermed udvikler intrigernes sig, og misforståelser og forviklinger driver filmens historie og højoktan komik frem.
Komikken udspringer ikke mindst af karaktererne omkring hovedpersonen. Den traditionelle kernefamilie er repræsenteret ved Laus (Rasmus Bjerg) og Karen (Anne Sofie Espersen) med tre friske rødhårede drenge og en til på vej, den seksuelt altædende Siv (Mia Lyhne) og Annes chef Sandra (Sidse Babett Knudsen), som er lesbisk og vild med Anne. Det komiske og romantiske fokus retter sig dog især mod de to mænd, som Anne ved en fejl på skift tror er faren: den intellektuelle, meget velorganiserede Rune (Casper Crump, og den totalt kaotiske, kreative Gordon (Nikolai Lie Kaas), som udfordrer hendes egen pæne normalitet. Metaforisk set er det to mande-prototyper filmen spiller ud mod hinanden. Gordon får hormonerne til at gå i udbryd hos Anne, men anfægter også hendes sociale rolle, hvorimod Rune falder helt ind i hendes umiddelbare forestillinger om den rette mand og far, der er så politisk korrekt, så det halve kan være nok. Da hun finder ud af, at han faktisk er faren, flytter hun ind hos ham, og han kan bare det hele: han er med til scanning, med til fødselsyoga, og han skaffer det helt rigtige udstyr til barnet, som er kønsneutralt, for man skal jo ikke forme børnene efter et bestemt køn. Det går ikke i længden, og da hun til slut vælger Gordon, viser det sig, at han er en fremragende far. I tråd med den romantiske komedies integrative tendens ender det hele med at barnet får to fædre, og også for de andre karakterer falder det hele i hak til sidst.
Hella Joof er den måske mest produktive instruktør indenfor den romantiske komedie, og hun prøver ofte ny temaer og grænser af. I 2014 fik hun endnu et hit med All inclusive (404.316 solgte billetter), en romantisk komedie, som bringer aldersaspektet i spil. Det gælder også i endnu højere grad for Happy ending (2018) hvor romantikken og de erotiske forviklinger er nået ind i pensionistgruppen. I den første film tager to døtre deres mor Lise (spillet af Bodil Jørgensen) med til Malta for at fejre hendes 60 årsdag, men også for at muntre hende op efter at hendes mand har forladt hende. Det bliver til både et trekantsdrama mellem den løsslupne og den fornuftige datter og deres mor og omkring den latino-lover, som den ene datter hyrer til hende. Moren viser sig ikke at være sådan at slå ud. Det er både kvinderne, generationerne og kærligheden på komedie.
I Happy ending er vi tættere på livets ende og i hvert fald det næsten livslange ægteskabs slutning og forvandling. Den foretagsomme erhvervsmand Peter (Kurt Ravn) og hans kone Helle gennem 49 år (Birthe Neuman) viser sig at have meget forskellige planer, da Peter omsider går på pension. Hun drømmer om romantik og rejser, mens han allerede har brugt deres fælles formue til at købe sig ind i en vingård i Østrig. Hvad mere er, han vil skilles, flytter midlertidigt ind hos deres datter, hvor teenagebarnebarnet hjælper ham med at oprette en profil på seniordating. Men hvad der synes at virke som maskulint overherredømme og initiativ lider i løbet af filmen klart nederlag, mens den tilsyneladende hjælpeløse kone pludselig tager teten. Det kommer der megen komik og mange forviklinger ud af, også i billedet af dette parforhold og andre i vennekredsen, og omkring sex og romantik i pensionsalderen. Sexscenerne mellem Helle og Peter bringer os direkte ind i pensionistsengen med alle dens hjælpemidler. Helle springer ud som lesbisk med en forhold til deres fælles kvindelige bankrådgiver, og også her er den kropslige side meget realistisk. I slutningen af filmen drager hun afsted på senior interrail med stor rygsæk, mens Peter går gennem sin vinmark, måske tilfreds, men også lettere slukøret. Happy ending, men for hvem?
Kønskamp og identitet: det mandlige blik
Serien af fire Anja og Viktor film (2001-2008) placerer ungdommen centralt i den populære romantiske komedie, og i mange af de øvrige romantiske komedier finder vi også de unge som centrale figurer, dvs. dem mellem 18 og 30. Det er naturligt fordi seksualiteten og pardannelsen ofte udfolder sig mest hektisk i den periode. Men den romantiske komedie efter 2000 går ud over det, og når helt op i den modne pardannelse eller pensionistalderen. Det er en stærk tematisk og realistiske udvidelse af den romantiske komedie. Det gælder også, som vi har set, den generelle udvidelse af synet på og inddragelse af f.eks. bøsser, lesbiske og biseksuelle. Som helhed fortsætter de mandlige instruktører i det spor, som flere af de kvindelige instruktører har dyrket, nemlig at inddrage en stærkere realistisk og dramatisk dimension i den romantiske komedie.
Det ser man f.eks. i Jesper W. Nielsens film Ok (2002), som rent tilskuermæssig lægger sig solidt midterfeltet med sine 235.000 solgte billetter. Den fik gennemgående fine anmeldelser, og i Politiken skrev Kim Skotte:
Filmen er et portræt af en kvinde – selvfølgelig socialrådgiver – der gerne vil styre alt for at holde sammen på sin ofte lidt dysfunktionelle familie – inclusive sin far (spillet af Ole Ernst), som er døende. Det skaber splid i familien, især hos hendes mand Kristian (Troels Lyby), hvis forfatterambitioner er mere drøm en realitet. Men hendes skrapmutter manerer, har ofte den modsatte effekt, og ødelægger dybest set også hende selv. Filmen fanger med stor realisme og drama – men også en underliggende humor og varme – de forskellige karakterer, herunder den kvindelige hovedperson. I tråd med den romantiske udvikling efter 2000 repræsenterer familien karakterer et typisk mix af kønsroller og seksualitet. Hendes datter får ikke meget plads, mens Netes bror er bøsse og indgår lidt tøvende som sæddonor til to lesbiske piger, og endelig tager hendes mand sig en ung elskerinde i bar desperation. Det er tungt og indimellem følelsesmæssigt ganske voldsomt. Men som det skal være i den romantiske komedie løser tingene sig. Den kejtede datter får en kæreste, og ved faderens dødsleje på hospitalet citerer lægen (Jesper Christensen), Netes fars ord: ”Nete er fandme en god datter, men hun kan bare ikke ordne hele verden.” Det virker som en forløsning, og da hendes mands forhold til elskerinden ophører tager hun ham tilbage med orden: ”Du er et kæmpe røvhul, men jeg elsker dig.”
Okay en klassisk romantisk komedie med stærk realistisk tyngde, en film som viser både Jesper W. Nielsen og Kim Fupz Åkesons solide evner i den genre, selvom den ikke rummer så meget nyt i forhold til de kvindelige instruktørers film. Men en ny type mandligt blik på romantik, seksualitet og kønsroller gør sig markant gældende hos to nye instruktører. Det er dels Mikkel Munch-Fals med den nærgående flergenerations-dramakomedie Swinger (2016) og Christians Tafdrups kreative og anderledes film Forældre (2016) og den sylespidse kønskamp-satire En frygtelig kvinde (2017). Der var ingen af disse film, der nåede det helt store biografpublikum, men En frygtelig kvinde nåede dog 184.000 solgte billetter. Af disse tre film er det Swinger der skiller sig mest ud som et hudløst portræt af generationen omkring de 40 (med et ældre par og et yngre par som ekstra tilskud) og med kraftig fokus på det erotiske. Bag ved det erotiske frisind gemmer sig dog i virkeligheden en truende eksistentiel livskrise, hvor sex og druk fylder et tomrum på gruppens weekend-swinger ture. Her må man gerne bolle på kryds og tværs, men ikke noget med store eller romantiske følelser eller alt for personlige bekendelser.
Da de vante par møder op på deres sædvanlige sted, er der et nyt ungt par: Patrick (Emil Birk Hartman), som viser sig at være musiker, og som spiller for de andre på en måde som sætter følelser og længsler i gang, og Patricia (Natalie Madueno) en ung studerende, hvis tilstedeværelse vækker især Adams (Martin Buch) romantiske drømme om at genvinde ungdommens gnist. Adam er gruppens tungsindige mand, grundstødt midt i livet, og med store vage drømme om noget andet, eller ligefrem starte et nyt forhold til Patricia. Hun fyrer halvfilosofiske fraser af sig (”Kærlighed er ikke en spændetrøje, det er en redningsvest”), eller ”Jeg ser livet som en af de der kugler med sne indeni. Der er et fint lille hus, men der sker ikke en skid, hvis ikke man ryster lortet.” Det sidste synes at gå ind i filmens centrale tema om at bruge livet og vokse med alderen, for i filmens slutbillede er det netop en sådan glaskugle, vi ser til sidst. Det er efter at Adams kone Iris (Mille Dinesen) – for at vække ham af hans depressive – har givet ham en tur til New York for at leve nogle drømme ud. Det virker for så vidt, for inden kuglen dukker op, ser han sin kone som i et drømmesyn. Det nytter ikke noget at drømme sig væk eller søge tilbage.
Den slutning understreges af at det er gruppens største pikswinger Jørgen (Rasmus Bostoft), der dog kører på viagra, som også nedlægger Patricia og smadrer Adams romantiske forestillinger og drømme. Men det er selvsamme Jørgen, som stor i slaget slår fast: ”Hvis en kvinde skal vælge mellem sine børn og sin mand, så vælger hun børnene. Hvis børnene skal vælge mellem en mor og en far, så vælger de mor. Som mand er man på tålt ophold i sin egen familie, selvom man er den, der betaler for hele gildet.” Bag den maskuline potens og selvsikre facade gemmer sig da også en anden mand, selvom han omtaler også sin kone Ingeborg negativt og sit ægteskab som en fængsel, ”hvor det er mandag hele ugen.” Ingeborg sidder til gengæld følelsesmæssigt opløst i en scene og siger til unge Patrick, at hun vil skilles. ”Er der noget jeg kan gøre” spørger Patric – ”ja lidt oralsex ville være dejligt.” Sådan er erotikken en afledning for andre følelser og problemer. Men det er jo en romantisk komedie, trods fysiske og verbale slagsmål, og derfor må Jørgen så også bekende overfor Ingeborg, ”at han føler sig som en der aldrig har fortjent hende, at han er et middelmådigt røvhul. Latter og forsoning følger.
Denne type romantisk komedie, hvor realismen og dramaet går lige til kanten, og hvor også kønsrollerne og kønskampen trækkes hårdt og satirisk op, det finder vi i høj grad Hos Christian Tafdrup. I den første film Forældre er det dog især forestillingen om det som det modne par måske har mistet, som står i centrum. Her spiller Bodil Jørgensen og Søren Malling et par i begyndelsen af 50’erne, som – efter at sønnen er flyttet hjemmefra -flytter tilbage til deres første lejlighed. Men ikke nok med det, pludselig vågner de op og er blevet i begyndelsen af 20’erne og genoplever dermed deres ungdom. Hvad vi får er noget så sjældent som en totalt surrealistisk romantisk komedie. Lidt vemodigt, men dog romantisk flyder de til sidst tilbage til deres normale liv: så bliver det bare os to i aften, men det er også fint.
Langt mere skarp, provokerende og satirisk er En frygtelig kvinde, hvor et kritisk mandligt blik på kønsrollerne for alvor gør sig gældende. I begyndelsen af filmen ser vi et kvindetegn, som pludselig forsynes med djævlehorn. Det samme viser sig i filmens åbningsscener, hvor en mandefest viser os et typisk billede af mænds indbyrdes omgangsform og jargon – ikke mindst om kvinder – mens kvinders indtog i festen får den til helt at skifte karakter. Bogens centrale historie er dog forholdet mellem Rasmus (Anders Juul) og Marie (Amanda Collin). De mødes til festen og han tiltrækkes, og hun skriver sit navn og sit mobilnummer med læbestift på spejlet. Måske tror Rasmus at han har scoret, men i realiteten skildrer filmen forholdet som Maries projekt, hun er den styrende og manipulerende og forstår dygtigt at få sine ønsker igennem. Der er to steder i filmen, hvor Marie kigger direkte og nærmest triumferende ind i kameraet, mens hun krammer Rasmus: da hun og han flytter sammen og da de efter en krise og adskillelse finder sammen igen. Blikket signalerer til tilskueren: se hvor snedigt, jeg fik min vilje.
Filmen består af næsten demonstrative psykologiske cases om mandens dårlige evne til at finde sig selv i det som sker. Filmen handler vel dybest set om at ægteskabet er ikke bare romantik og sex, det er også et samarbejde og en forhandling mellem to forskellige køn. Rasmus synes ude af stand til at håndtere det: først bliver hans lejlighed helt omdannet og mange af hans mandeting skiftet ud; så får hans madvaner en tur gennem den økologiske maskine; så bliver deres liv sat på formel i en kalender med fire forskellige kategorier og farver; og så er der jo det med, hvordan man vasker tøj og sætter i en opvaskemaskine. Rasmus prøver at holde tingene på et mere konkret plan (” Jeg føler jeg drukner i alle dine ting”), men hun vil have ham til at tale om sine følelser (”Har du ikke lyst til at fortælle mig lidt om, hvad der foregår inden i dig”, eller hun peger på, at han er usikker, og at hun ikke kan bruge en ”kæreste der ikke snakker til mig og ikke siger fra”. De to køn er beskrevet som boende på hver deres planet, forholdet er trukket skarpt og satirisk op.
Der er også tåkrummende og komiske scener fra Thorvaldsens museum og blandt nogle af Maries kunstvenner, som viser sig at være mere begejstrede for Rasmus og hans kritiske holdninger end hende, hvorefter den romantiske weekend han har planlagt for dem går helt i vasken. Eller der er er hendes hånende kritik af hans far og mor og deres hjem. For en gang skyld er det så Rasmus, der mander sig op til at sige stop og de skilles for en tid. Men Marie vender tilbage, hun spiller den helt store emotionelle kvindescene med tårer og forsikringer om hvor meget hun har savnet ham – og det er her blikket i kameraet kommer igen. Det ender med hed sex og med at de flytter sammen. Hun bliver gravid og alle veninderne kommer og beundrer den ny lille. Filmen slutter så med Rasmus siddende på køkkentrappen, hvor han vrængede råber sin frustration ud.
Der var nogle af anmelderne, som så filmen som en stereotyp kritik af kvinden, omvendt sagde Tafdrup selv i et interview om filmen (Information, v. Rasmus Elmelund , 20.12, 2017) at filmen skal forstås mere antropologisk, altså hvad er det som får kvinder og mænd til at gå galt af hinanden?
Under alle omstændigheder er filmen interessant i sin relationelle tilgang til parforhold og relationen mellem mænd og kvinder som helhed. Et grundlæggende udgangspunkt synes at være at ligesom individer ofte kan være forskellige, er der også forskelle mellem kønnene. Det at leve i et parforhold er ikke bare sex og kærlighed, selvom det er vigtig brændstof, det er også en forhandling om hverdagens mange små og store aspekter. Det kan være lige så svært som politik, og hvis ikke man kan blive enige og finde gode kompromisser – så kan man blive nødt til at udskrive valg.
Når kvinderne går i aktion
Som vi har set er der både hos de mandlige og de kvindelige instruktører bag den romantiske komedie i perioden efter 2000 en stærk tendens til at tegne brede og meget varierede billeder af køn og kærlighed. Det traditionelle, heteroseksuelle parforhold dominerer, men det har fået selskab af forskellige andre seksuelle identiteter, ligesom der eksperimenteres med det traditionelle parforhold. Det ser vi også hos nogle af de relativt nye, kvindelige instruktører, f.eks. May El-Toukhys brede kollektive skildring af en gruppe mænd og kvinder gennem tre år og otte fester i Lang historie kort (2015), hvor parforholdets utopier og realiteter sættes på prøve. Men testningen af det traditionelle parforhold sættes endnu skarpere op i Malou Reymanns En helt almindelig familie (2020), som er instruktørens spillefilmsdebut. Titlen skal forstås lettere ironisk, for det er en noget anderledes familie, der skildres, en familie hvor faren, Thomas (Mikkel Bo Føelsgaard) til to større børn og gift med Helle (Neel Rønholt) springer ud som kvinde og bliver til Agnete. For så vidt fortsætter deres familieliv et stykke tid, men udfordret af den nye situation. Især for de to døtre, og ikke mindst den yngste, Emma, er det følelsesmæssigt hårdt. Til sidst flytter Agnete fra sin kone og familien, men instruktøren vælger en positiv video med Agnete og pigerne fra en tur til London som filmens slutning. Altså en form for happy end trods alt.
Malou Reymanns film rummer næsten mere drama end komik, til gengæld skrues der op for alle den romantiske komedies knapper – og lidt til – i Tilde Harkamps Jagtsæson (2019) og Charlotte Sachs Bostrups Mødregruppen fra samme år. Den sidstnævnte kan man nærmest karakterisere som en feministisk hævnkomedie, hvor også kvindekollektivet findes styrken i sammenhold og solidaritet – suppleret af en enkelt sød mandlig bøsse. Plottet er, at Line (Mariane Jankovic) har forladt sin barndoms provinsby efter at have giftet sig med en tilsyneladende succesfuld dansk forretningsmand Bjørn (Anders W. Berthelsen) og slået sig ned i luksus og med barnepige i Hong Kong.
Men da Bjørn knalder barnepigen, forlader hun resolut stedet med sit barn, og vender tilbage til barndomsbyen. Her modtages sådan en overklassepige, der har svigtet provinsen, ganske vist ikke særlig positivt, men efterhånden som Bjørn skruer op for brutaliteten for at få sin kone og sit barn igen, vokser solidariteten. Både spillet mellem kvinderne og bøssen i gruppen og den næsten James Bond agtige intrige, som fører til at Bjørn lider nederlag og fængsles for bedrageri og underslæb, er højoktan humoristisk komediestof. Den romantiske komedie fører aggressiv kvindesag, og samtidig rummer modsætningen mellem Hong Kong og den internationale finansverden og den hjemlige provins mange hilsner til den danske komedietradition.
Med Jagtsæson – om en gruppe kvinder i midtvejskrise får vi til gengæld en slags pendant til den populære Klassefesten eller andre af periodens mere mandlige komedier. Det var da også de to manuskriptforfattere Claus Boderke og Lars Mering fra Klassefesten, der skrev manus til Jagtsæson, og det er måske også denne drejning mod farcen, som afspejler sig i filmens eklatante succes (463.468 solgte billetter) – og dermed den 6. mest sete romantiske komedie. Den fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen) inviteres på wellness weekend for at kommer over krisen, og sig har hun Marlene (Lærke Winther). Også eksmandens nye, unge kæreste Isabella (Stephania Potalivo) er med, og hun viser sig faktisk at være både sød og hjælpsom. Derfor udvikler trekanten mellem Eva, Marlene og Isabella sig overraskende. Filmens humor er grov og satirisk, på lidt samme måde som Klassefesten eller Klovn filmene, og den virker da og får lattermusklerne i gang.
Det har også sin effekt, at det er kvinder vi ser i de ofte noget pinlige og nærgående scener. Det er også kvinder i action og i roller og situationer, som man måske ikke så tit har set i dansk film, f.eks. i filmens faktiske jagtscener, hvor det selvfølge lykkes Eva at skyde godsejerens jagthund. Filmen introducerer dog også i optakten – inden den mere farceagtige humor tager over – en række temaer og dimensioner ved midtvejskvindelivet, som rummer en stærkere realisme, f.eks. fra arbejdspladsen, skolen og omkring kvindernes familieliv. Filmens lidt groteske, tumultagtige slutning med fødselsdagskoks med hund og kanin, med Evas fyring slutter dog forsonligt romantisk, og Eva går tur med den klovn, som helt tilbage til wellness weekenden har kurtiseret hende. Happy end på alle hylder, også i forhold hendes søn, eksmanden og hans nye kone.
Afsluttende perspektiv: forandring og kontinuitet
Den romantiske komedie har eksisteret i dansk film siden spillefilmens gennembrud i Danmark, og den har altid på samme tid bekræftet og udfordret kønsrollernes, kærlighedens og seksualitetens normer. Den amerikanske screwball-komedie fra 1930’erne og frem satte sig også spor i det dansk lystspil, som man ofte kaldte det. Den romantiske komedie jeg har beskrevet her efter 2000 er altså ikke enestående filmhistorisk, og man vil kunne pege på en stærk historisk kontinuitet. Genren bygger ganske simpelt på grundforhold i vores liv med hinanden, men den er samtidig ekstremt tidsfølsom. Den registrerer de små og store forandringer i den måde de to køn omgås hinanden, og de nye seksuelle identiteter og tendenser, som vi måske selv har selv i vores hverdagsliv, men som forstørret op på det store lærred får os til at se forandringerne endnu tydeligere. Den romantiske komedie efter 2000 bære stærkt præg af dette: se filmene og se ind i vores både genkendelige og forandrede liv med hinanden.
Danske filmbilleder 2. Når historien bliver levende.
Det er uden tvivl vores nutidige hverdagsbevidsthed, som fylder mest: familien, arbejdet, børnene, selve den daglige livscyklus, vi hele tiden befinder os i. Selv i denne hverdagsbevidsthed er det dog ikke usædvanligt, at vores fortid melder sig, og nutidsbevidstheden dermed møder en bredere livshistorisk horisont. Det er i sådanne øjeblikke vi møder historien, vores egen, vores familie – eller måske endda en meget større historie. Samtidsdramaet spiller ikke overraskende en stærk rolle i de fleste filmkulturer, også den danske. Det er i samtidsdramaet og familiedramaet filmen bliver et spejl af det hverdagsliv vi lever – eller en udfordring til det.
Samtidsdramaet er ikke i centrum i denne 2. del af blog-serien Danske filmbilleder – men vi vender tilbage til samtidsdramaet i en senere blog. Men det er faktisk ganske vigtigt at tænke samtidsdramaet med i beskrivelsen af den rolle, det historiske drama spiller i vores filmkultur. Nutiden og historien er forbundet med hinanden. I det historiske drama udfoldes erindringens og historiens lange forløb, hvad enten det drejer sig den form for historisk drama, som fokuserer på den nære fortid eller den fjerne fortid, eller hvor det historiske perspektiv knyttes til kendte historiske personer, store historiske begivenheder eller den fortidige hverdagshistorie. Historien er både vores egen historie, og den lokale, nationale eller globale historie, som vi er indvævet i. Vi har alle en historie, som er vores helt egen, men vores historie er også altid større end den umiddelbare erindring vi selv har. Det er bl.a. den sammenhæng mellem vores egen historie og erindring, og den større historiske kontekst, de mange forskellige former for historisk drama er med til at skabe.
Når historien lever og skaber debat
Denne blog handler om markante historiske film (og enkelte tv-serier) – både fiktionsfilm og dokumentarfilm – som i perioden efter 2000 har sat en dagsorden og ofte også skabt debat. At historien på film skaber debat viser at den lever, og at den har betydning for vores nutid. Det så vi senest da Ole Bornedals tv-serie 1864 (2014, se Kim Toft Hansen, red. 2016) både trak mange seere og berørte en central, historisk begivenhed, der var med til at definere det Danmark, vi kender i dag. Serien havde en fortolkning af denne begivenhed, som nogle historikere delte – andre ikke, men den gjorde også det, at den indlagde en nutidshistorisk ramme om historien: krigen i 1864 blev set i forhold til krigene efter 2000. Det moderne Danmark blev fortolket i forhold til det historiske Danmark.
1864 er fiktion, med den frihed det giver, men den bygger i den grad også på faktiske historiske begivenheder og billeder. DR’s seneste Danmarkshistorie, serien Historien om Danmark (2017), er dokumentarisk historie med en overordnet fortæller og eksperter, der formidler deres viden. Men den er også lavet med rekonstruktioner af historiske begivenheder og personer. Dramatiseringerne gør selv fjerne historiske begivenheder og personer nærværende, et træk som netop er den historiske fiktions styrke, men som her blandes med klassiske dokumentariske træk. Selvom den slags blandingsformer ofte skaber debat, var det ikke det i sig selv, som blev diskuteret. Det som vakte debat, men dermed også til eftertanke, var den gennemgående tendens i serien til at sætte danskhed og dansk historie i et globalt perspektiv. Serien nedtoner ikke som sådan den nationale historie, men den peger på, at vi som danskere er et produkt af blandede gener og en global interaktion, som gør at vores historie er en del af en meget større historie (se Bondebjerg 2020).
Danmarkshistorie – Danmarksfilm
At fortælle historier om Danmark på film har en lang tradition, og den dokumentariske Danmarksfilm har sit helt eget spor fra filmens start og frem, og genremæssigt har den slags dokumentariske film mange ansigter. De har også ofte skabt voldsom debat. Mest kendt er PH’s Danmark (1935). Den kombinerede billeder af steder, miljøer, mennesker, natur og erhverv med en meget moderne fortællestil med jazz og moderne sange, en cocktail, som var for stærk for samtiden, og som gjorde at filmen blev lagt på hylden i mange årtier. Det synes som om film om Danmarks historie ofte er knyttet til bestemte forventninger og normer, netop fordi den skal fortælle en historie, som alle kan spejle sig i. Også Lars Brydesen og Claus Ørsteds film Danske billeder (1970, tekst og speak af Klaus Rifbjerg) slog sig en del på tidsånden, fordi mange anmeldere fandt den for negativ, kritisk og trist (se Jørgen Sørensen 1980, s. 114ff).
Men den dokumentariske Danmarksfilm har fastholdt en central plads også efter 2000, hvor vores historie foldes ud fra mange forskellige perspektiver fra det mest lokale til det mere globale. Max Kestners meget moderne og stilistisk markante film Verden i Danmark (2007, se Bondebjerg 2012 og 2021) har indbyggede historiske perspektiver, men er ellers i høj grad snapshot af Dansk kulturs mange lag, den multikulturelle og globale dimension bag vores historie og hverdagsliv. De indbyggede historiske dimensioner findes f.eks. i filmens mange panoramiske billeder af danske landskaber og byer, filmen i fugleperspektiv og med brug af den klassiske, danske musiktradition. Musikken bliver en historisk kommentar til nutiden.
Det historiske perspektiv findes også i de indlagte individuelle historier om fire meget forskellige danskere, hvis liv fortælles med hurtig speak og en hastig billedmontage af deres liv tilbage til babystadiet: en pensioneret vognmand, en rengøringsassistent med mellemøstlig baggrund, en kvinde, som arbejder i et ministerium med en baggrund i 68-generationen, og en hjemmeplejer, som også er ludoman. Der er en sociologisk repræsentativitet i disse portrætter, hvis historier, som både illustrerer forskellige livsformer og globaliseringens betydning At vi ved siden af de mange portrætter af almindelige danskere også kommer tæt på to politikere (Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved) underbygger filmens forsøg på at give et etnografisk og sociologisk portræt af danskerne. Historierne viser, at Danmark og danskere er mange forskellige ting, og det understreges af filmens brug af et regneark og et koordinatsystem, hvor danskheden tematiseres faktuelt, men også ironisk.
Hos Max Kestner er det historiske perspektiv mere indirekte til stede, mens en instruktør som Dan Säll til gengæld ofte kombinerer den meget lokale historie med en meget større national og global historie. Det bedste eksempel er filmen Af fædrene jord (2004, se Bondebjerg 2012). Her bliver det nationale, historiske perspektiv også knyttet til familie- og slægtshistorie, og dermed den lange historie i et ikke bare nationalt men også globalt perspektiv. Med udgangspunkt i konkrete personers forhold til fortiden: f.eks. en bonde, hvis jord rummer arkæologiske spor, der peger langt tilbage, og professionelle arkæologer, tematiserer filmen lokalsamfundets historie indenfor en større Danmarkshistorie, og samtidig sættes traditionalisme og rodfæstethed op imod modernitetens udvikling mod større bevægelighed og forandring, mod en tydeligere global forbundethed. Bl.a. med brug af Brandes peges der mod en kosmopolitisk danskhed, på engang forankret og rodfæstet og åben. En position som i høj grad rimer med Kestners universalistiske tilgang til danskheden.
De mere overgribende Danmarkshistorier, som vi finder i historiske dokumentarfilm, har deres modspil i de mange lokale og regionale film om Danmark, som man finder på DFI’s hjemmeside: http://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film. Sådanne film har også haft stor succes i den serie af dvd’er under titlen Danskernes egen historie som afsøgte historier og miljøer fra alle dele af Danmark. Om ikke andet viser både DFI’s online-arkiv og disse film, at danskerne er stærkt optagede af deres egen historie, og at den nære og lokale historie kan være en vej til en større optagethed af historie på film i det hele taget.
Den nære og personlige historie som vej til den større historie
Som vi skal se i det følgende er genremangfoldigheden ganske stor i historiske film – på tværs af fiktion og dokumentarisme, og inden for hver af disse to basale storgenrer. Noget af det som skaber identifikation hos publikum og seere – på den store og den lille skærm – er personer. Den autoritative, faktuelle historiske film er vigtig, men levendegørelsen af historien som virkelighed sker gennem karakterer og miljøer, som kropsliggør og levendegør en historisk virkelighed. Den fiktive historiske fortælling lever måske ikke altid op til faghistorikernes krav, men den skaber både følelsesmæssigt og kognitivt engagement. Ved at vi kan identificere os med karakterer og konflikter, der synliggør og levendegør en historisk periodes grundlæggende virkelighed, bliver det muligt for os at forstå historiens kræfter gennem fiktionens handlingsunivers.
Det er imidlertid ikke kun fiktionen, der kan gøre historien levende. Det kan man illustrere ved at sammenligne to historiske film, der har biografisk relation til instruktøren selv. I Simon Bangs stærkt kreativt fortalte og meget fabulerende film Kaptajnens hjerte (2022) fortæller han historien om sin morfar Knud Goth, der allerede som 14-årig stak til søs, og hvis eventyrlige liv på de syv have og i alle kroge af verden, er den familiemæssige bund under en film, som tillige handler om det 20. århundredes dramatiske historie. Det er også en film om barnebarnets (instruktørens) oplevelse af spillet mellem nu og dengang. Den samme struktur finder vi, om end i en ganske anden æstetisk form i Nils Malmros’ film om sin far – hjernekirurgen Richard Malmros – At kende sandheden (2002). Det er en fiktionshistorie, som bygger på biografisk, personligt stof, og også her er det en historie om en mand og om den tid, han levede i, og om en søns spejling af sig selv i sin far.
Kaptajnens hjerte er fortalt med mange æstetiske lag: der bruges interviews, breve, historiske kilder, klip med autentisk historisk materiale, der bruges animerede, private billeder, der bruges decideret tegnefilmsanimation. Det tjener alt sammen til at tegne en dybtgående, indtrængende billede af en mand, hans eventyrlige liv og af de store historiske begivenheder, han oplevede og blev udfordret af. Det er familiehistorie og verdenshistorie, og det er en film som også trænger ind i spørgsmålet om, hvad det var at være (sø)mand i den periode, om manderoller, kvinderoller, om kærlighed, krig og længsel. Ved at det fortælles så livligt og mangfoldigt, og ved at instruktøren spejler sig selv i en historisk person, som står ham nær, gør filmen historien langt mere nærværende og levende end mange historiske foredrag, artikler og bøger.
Sådan er det også med Malmros’ At kende sandheden, selvom det er en langt mere streng realistisk fortælling i sort hvide billeder. Det er en film som er ude i et bestemt ærinde, fordi faren som kirurg havde et ansvar for brugen af Thorotrast til sporing af sygdomme i hjernen, et stof som imidlertid viste sig at kunne fremkalde kræft. Det er altså et stykke medicinsk historie, et dyk ned i lægeverdenen i 1940’erne og frem, som i sig selv rummer historisk værdi. Men filmen fortæller også en historie om farens opvækst i Esbjerg fra 1916 og frem, et stykke regionalt Danmarkshistorie om fattigdom og om en by præget og plaget af en streng indremissionsk religion. Lægehistorien bygges altså ind i en historie og den danske provins og dens udvikling, og vi oplever perioden gennem farens og familiens historie, indtil han bliver overlæge og kirurg i Århus. Det er også en historie om en far og en søn, en søn som selv blev læge og filminstruktør. Filmens meget karakteristiske og nøgterne sort-hvide fortælling bliver dermed nærværende og levende, og den lader os opleve en større tidshistorie gennem en både psykologisk og social familie- og far-søn historie.
Periodedrama og subjektiv erindring
”Jeg har hele tiden vist, at Drømmen ville blive en vigtig film for mig (…) en personlig film (…) kraftigt påvirket af min hukommelse om den tid. Meget af historien og mange af karaktererne er inspireret af hændelser fra den tid og fra min hjemegn. I virkeligheden har denne historie eksisteret et sted i mit baghoved, før jeg begyndte på Portland i midten af 1990’erne, men jeg var for meget rebel og provokatør, og ville hellere lave en film, der skulle eliminere pænheden i dansk film (Oplev om Drømmen, citeret efter Morten Piil (2005: 316).
Sådan skriver Niels Arden Oplev selv om sin film Drømmen (2006), som baserer sig på hans egne erindringer om en opvækst i provinsen, og det ungdomsoprør i 1960’erne som slår igennem via København og den globale verden, som man nu pludselig kunne opleve på tv. Det var en film, som greb det danske biografpublikum, hvor den blev set af næsten 408.000. Via dette provinsielle mikrokosmos med landbrug, en kirke og en skole, hvor historien synes at have stået stille, tegner filmen et levende og indgående portræt af et historisk vendepunkt, hvor gamle normer bryder sammen og verden åbner sig.
”Baseret på virkelige hændelser” står der efter filmen, og selvom det kun delvist er instruktørens egen historie, der fortælles, er dens autenticitet meget oplevet og detaljeret. Den barndom, vi får beskrevet med den 13-årige Frits i centrum, har både nostalgisk præg i sin skildring af en landbrugskultur og et familiebrug, som næsten er forsvundet. Den gule gård i landskabet karakteriseres både ved en hånd gennem det modne korn, som næsten levendegør højskolesangbogens univers, og ved stalden, der næsten lugter og arbejdets sved med gamle, traditionelle maskiner.
Det er den lille hverdagshistorie, som møder store historie udefra. Det er mødet med historiens kraft og potentiale til forandring, der skaber Frits’ indre drøm, som samtidig er inspireret af tv og verden udenfor landsbyen. Det er denne drøm om forandring, der scenisk og dramatisk bringes i direkte modspil til skolens dannebrog, gamle traditioner, hierarki og undertrykkelse af den enkelte elev. Den første dag i skolen får Frits da også brev med hjem om, at hans Beatles-hår ikke kan accepteres. Men det er også første dag umiddelbart efter dette, den nye lærer Svale (Anders W. Berthelsen) møder op med helt nye ideer og et helt andet forhold til eleverne.
Denne landbrugs- og familiekultur er filmens dramatiske og emotionelle centrum og omdrejningspunktet mellem fortid og nutid. Da moren kommer hjem med et brugt fjernsyn, introduceres filmens ydre dynamik og konflikt. Frits, hans mor og to søstre ser forundrede til, da billederne fra københavnske hippier og blomsterbørn dukker op på skærmen, og da unge ses til demonstration i kamp mod politiet. Endnu stærkere står billeder fra de sorte amerikaneres frihedskamp og specielt Martin Luther Kings tale ”I have a dream”. Det er Frits’ betagelse af King og specielt denne tale, som afspejles i filmens titel. Frits begynder at lade håret gro, og på et tidspunkt meddeler han, at han har skiftet navn til Martin.
Den bærende konflikt i filmen – mellem tradition, autoritære tendenser, opbrud, demokrati og lighed – etableres før den nye lærers ankomst. Men denne lokale konflikt skrues op med Svanes ankomst og hans nye pædagogik og normer. Ca. 22 minutter inde i filmen falder den afgørende episode, som bærer grundkonflikten i resten af filmen. Frits bliver korporligt afstraffet og truet, endda indtil flere gange, og til sidst skifter oprøret fra et individuelt og familiebaseret til et bredere kollektivt. Under en sidste, dramatisk afstraffelse af Frits får inspektøren et hjerteanfald og dør, og da skolekommissionens formand annoncerer hans død i skolens festsal, bryder børnene ud i spontan jubel.
Som Kaptajnens hjerte og At kende sandheden viser denne film fiktionens evne til at gøre fortiden nærværende, skabe et emotionelt engagement hos tilskueren og dermed skabe levende erindringsbilleder. I alle tre film finder vi en specifik, personlig del, men den forankres også i det rum mellem filmen og modtageren, der rummer fælles erfaringer, eller som kan skabe nye forbindelser mellem vores egne erindringer, andres erindringer og den historiske virkelighed. Den lokale, personlige og specifikke historie og erindring, som bærer alle tre film, skaber et konkret, sanseligt og realistisk tidsbillede, og når den flettes ind i en større historie om en periode, får vi en stærk oplevelse af historien, en oplevelse som er fiktionens og også ofte dokumentarismens styrke som formidler af historie.
Hverdagen i historisk perspektiv
Som allerede antydet udgør vores hverdag – den lille historie – en utrolig stor del af vores personlige liv og historie, men selvom den danske filmhistorie også viser det, er det ofte den store historie, der stjæler billedet. Hverdagens historie rummer måske ofte en mindre dramatisk historie, selvom det langtfra altid er tilfældet. Fokus på hverdagen i et historisk perspektiv er i vidt omfang et fokus på familiehistorien. En typisk hverdagshistoriens mester er den allerede omtalte Nils Malmros. I hans lange række af film om barndomsliv, familieliv og skoleliv i Århus ser vi prototypen på en stilfærdig erindringskunst med et skarpt øje for den tidstypiske detalje og stemning. Via film som Lars Ole, 5.c (1973), Drenge (1977), Kundskabens træ (1981) og Kærestesorger (2009) kan man nærmest kronologisk bevæge sig gennem barne- og ungdomslivet udvikling fra 1950’erne og frem. Her er det de psykologiske og eksistentielle konflikter og problemer – knyttet til det at leve som barn og ung under bestemte historiske omstændigheder – der står i centrum.
Sit personligt baserede skildring af hverdag og familie har Malmros også videreført i sine tre film i perioden efter 2000, som fokuserer på senere faser i livet: den allerede omtalte At kende sig selv, Kærestesorger og hans seneste film Sorg og glæde (2013). Ligesom At kende sandheden viser, at hverdagsdramaet ikke behøver at mangle smerte og dramatik, gælder det i endnu højere grad for Sorg og glæde, som skildrer et kompliceret kærligheds- og parforhold, hvor kvindens psykose fører til, at hun dræber deres nyfødte barn. Filmen har en periodekontekst og en personlig erindringsbaggrund, men det er også en film, hvor det hverdagshistoriske periodedrama forbindes med samtidsdramaets psykologisk og sociale fokusering.
Hverdagens dybere historiske dimensioner finder vi imidlertid også ganske markant i film som Tea Lindeburgs Du som er i himlen (2021) eller Michael Noers Før frosten (2019) – begge dramatiske historier fra livet på landet i 1800-tallet. I den sidste film truer frosten med at tvinge bonden Jens (Jesper Christensen) fra hus og hjem, hvis ikke han indgår en pagt med stedets storbonde ved bl.a. at lade sin datter gifte sig med ham – og dermed svigte sin allerede udvalgte kæreste. Det er altså både en familiehistorie og en historie om hverdagen og de barske vilkår i 1800-tallets landlige klassesamfund.
I Du som er i himlen stilles endnu skarpere på kvindelivet i den samme, landlige kultur. Her oplever vi tingene igennem den 14-årige Lise, hvis gravide mor har formået at tvinge igennem, at Lise skal have en uddannelse og sendes på en skole Vestjylland. Filmen er en tæt, hverdagshistorisk skildring af miljøet og livet på en gård på landet i 1800-tallet, men dens særlige kvalitet som historisk film er, at vi ser størstedelen af filmen fra den unge Lises perspektiv, farvet af både hendes drøm om en andet liv og af det voldsomme drama, som til sidst tager livet af hendes drøm. Modsætningen mellem det realistiske og det symbolske blik ser vi allerede i filmens start. Her forvandles en smuk og lykkelig scene med Lise i den modne, solbeskinnede kornmark, pludselig til et symbolsk varsel om morens død, hvor himlen farves dramatisk rød og blodet rammer Lise. I løbet af dagen dør moren og barnet i barselsseng, og vi oplever Lise svinge mellem håb og drømme og endelig erkendelse af den skæbne, hun nu er henvist til som ældste datter. Filmen skaber et ganske realistisk, men også voldsomt rum omkring livet på en gård med de faste roller og arbejdsrutiner. Samtidig spænder den symbolsk en anden og fremtidig verden op, som dog fanges i tragediens spind, symboliseret ved den sommerfugl, som flakser rundt på Lises værelse, men siden fanges i gardinet og dør. Det er hele 1800-tallets kvindeverden fanget mellem en drøm om frigørelse og oplysning og virkelighedens tunge krav og byrder.
Når historiens store hjul drejer
Der findes ganske mange historiske film, som anlægger et overvejende hverdagsperspektiv på en bestemt periode eller tid. Kathrine og Vinca Wiedemans Fruen på Hamre (2000), som skildrer bonde- og kvindeliv i begyndelsen af 1900-tallet, eller Niels Arden Oplevs Kapgang (1976), som skildrer et par dramatiske uger af en ung mands liv i 1976, et smalt tids- og stedperspektiv, men med videre perspektiver. Man kan også pege på Jesper W. Nielsens Der kommer en dag (2016), som foregår i slutningen af 1960’erne med sin skildring af en gryende ungdomsfrigørelse og anbragte på et undertrykkende og stærkt autoritært børnehjem.
Lidt bredere historisk perspektiv finder vi i Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans roman Lykke-Peer (2018), hvor en person- og familiehistorie, samtidig skildrer en markant periode i Danmarks udvikling fra tradition til modernitet. Filmen blev også lavet som en lidt længere tv-serie og trods dens lidt mere individuelle fokusering, kan man også pege på en tv-serie som Familien Gregersen (2004, instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, baseret på Christian Kampmanns romanserie). Her er familieperspektivet kombineret med et bredere historisk blik på sociale og klassemæssige forandringer i en københavnsk familie mellem 1954-74, og i høj grad også forandringer i familieliv, kønsroller og seksualitet. Det er ikke kun serier som Matador og Krøniken som formår at kombinere hverdagshistorien med de større historiske forandringer over længere tid.
Den lille og den store historie kombineres altså ofte i den slags film og serier, og det er jo ikke så mærkeligt, for historien består jo netop af disse to grundlæggende historiske niveauer, der skaber en stærkere forståelse og oplevelse af historien, hvis de kombineres. Det gælder så naturligvis også, hvis en historisk film har det modsatte udgangspunkt: at skildre notorisk store historiske begivenheder eller forandringer. Et eksempel på en film som har en tidstypisk sag i centrum er Louise Friedbergs Eksperimentet (2010), som er baseret på den danske stats forsøg på omforme grønlandske børn til danske rollemodeller. Filmen er mange punkter dokumentarisk fiktion, og den baserer sig på en bog om sagen af Tine Bryld og Per Folkvar. Det er en national skandale, og dermed en historisk film som både rummer et hverdagshistorisk perspektiv og et statsligt.
Men ser man på hovedparten af de historiske film, som tager store historiske begivenheder op til nærmere fiktiv behandling, er det åbenlyst, at 2. verdenskrig aldrig er holdt op i dansk film. Ganske vist finder vi enkelte andre historiske film om store emner eller personer. Charlotte Sieling tog med en vis succes en meget gammel begivenhed op i Margrethe den første (2021), en historisk film om kvindemagt og samling af de nordiske riger, som trods det, at den foregår for lang tid siden, også har en nutidig (kvinde)politisk pointe. Filmen blev set af 364.000 – så emnet fænger selv den dag i dag. Den samme historiske og dog aktuelle historisk dimension findes i Daniel Denciks Guldkysten (2015), som tager et sjældent emne op i dansk film: Danmark som kolonimagt. Men det er historien om 2. verdenskrig, der helt markant dominerer.
Den filmiske kamp om den store historie
Som allerede omtalt, er 1864 en stadig levende, historisk begivenhed: det går drabeligt til på den offentlige slagmark, hver gang nogen tager historien op igen – på film eller på tryk. Men 2. verdenskrig står ikke meget tilbage, og trods det at mere end 30 film om Besættelsen har set dagens lys siden 1945, synes emnet ikke udtømt. Og dertil skal man så lægge et betydeligt antal dokumentarfilm. Det er samtidig et emne, som i høj grad trækker et stort publikum til. I perioden efter 2000 kom der ni nye spillefilm om Besættelsen, og der kom i samme periode også en lang række væsentlige dokumentarfilm. Lister vi spillefilmene efter antal solgte billetter, synes der at være en tydelig tendens til, at de film, der fokuserer på modstandsbevægelsens historie, trækker flest i biografen.
Det er Grethe Bjarup-Riis’ Hvidstensgruppen 1, om den legendariske gruppes tragiske skæbne, der topper listen, og som listens nr. 2 får vi den dramatiske og voldelige historie om modstandsbevægelsens to måske mest berømte modstandsfolk i Flammen og citronen (instrueret af Ole Christian Madsen). Begge film – men nok især Flammen og citronen – er baseret på omfattende research i arkiver og samtaler med endnu levende vidner. Der er altså dokumentariske og dramatiske kvaliteter i begge film, og især for Flammen og citronen er der også tale om en bevidst kritisk tilgang til de tendenser til glorificering af modstandsbevægelsen, som er en del af modstandsfilmens historie. Det gælder også i voldsscenerne, som er langt mere brutale og realistiske end tidligere set. En tydeligvis ny dimension føjes også til ved de mange scener, hvor hovedgrupperingerne bag modstandsbevægelsen ofte arbejder mod hinanden. Der sker altså en klar historisk og filmisk korrektion i skildringen af modstandskampen i Flammen og citronen – og det understreges af det materiale, som følger med filmens blueray-udgave, hvor historiske vidner omkring stikker-drab inddrages, herunder efterkommere af ofrene.
En tilsvarende revision af modstandskampen finder ikke sted i Hvidstengruppen 1, som i store træk fortæller en kendt og tragisk historie om en berømt jysk modstandsgruppe. Det er en velfortalt historie, som publikum faldt for, men som delte anmelderne, hvor mange fandt den kedelig, forudsigelig og sentimental. Til gengæld kan man sige, at Hvidstengruppen 2, som altså ikke fik et nær så stort publikum, i det mindste fornyede historien om Besættelsen ved at trække kvinderne frem i første række. Ikke de kvinder, der var direkte med i modstandskampen, men dem hvis mænd allerede havde betalt prisen. Vi følger en gruppe kvinder i tysk fængsel, hvor de er udsat for alverdens tortur, og hvor nogle betaler med livet. Samtidig følger vi dem derhjemme så vi i 1944-45 synkront er i et Tyskland på vej mod nederlag og kaos og i Danmark tæt på den danske befrielse. Et efterspil handler om at finde Hvidstengruppens henrettede, så de kan få en ordentlig grav. Her får vi altså i det mindste en hel ny side af Besættelsen frem.
Et lang bredere billede får vi i Anders Refns brede periodebeskrivelse i De forbandede år 1-2 (2020-22), en film som Politikens anmelder Kim Skotte meget rammende kaldte en mørk Matador (Skotte 2020). Med sine næsten fem timer får vi da også en dramatisk tidshistorie fra lige før til lige efter Besættelsen, og et galleri af personer fra fabrikanterne til arbejderklassen, fra kollaboratørerne til modstandsfolkene. Centrum i historien er en sammensat overklassefamilie, hvor nogle af børnene går i nazistisk retning, nogle slutter sig til modstandsbevægelsen, mens datteren gifter sig med en nazist og bittert fortryder. Fabrikanten selv, Karl Skov (spillet nuanceret af Jesper Christensen) kommer længere og længere ud i samarbejdspolitikkens grumsede spor. Men også husets ansatte spiller en central rolle. Det er en film, som viser Besættelsestidens mange dilemmaer indefra en familie, som insisterer på at opretholde en hverdag, og hvor omkostningerne også bliver tydelige i de enkelte karakterers skæbne.
De mest nyskabende film om Besættelsen er imidlertid ikke umiddelbart de mest sete. 9. april (2015, Ronni Ezra) fokuserer som den første spillefilm overhovedet på de danske soldater, som blev sat på den helt umulige opgave at kæmpe mod den tyske invasion. Vores mand i Amerika (2020, Christina Rosendahl) trækker et ligeså uventet perspektiv ind ved at belyse den danske samarbejdspolitik set fra Henrik Kauffmanns (dansk Ambassadør i Washington) stærkt kritiske perspektiv. Skyggen i mit øje (2021, Ole Bornedal) tager den ganske kendte, tragiske historie om fejlbombningen af Den Franske Skole op, men tilfører skildringen af begivenheden både en ny stærk realisme og en mere eksistentiel diskussion af skyld og uskyld, ondskab og godhed. Mest nyskabende er imidlertid Martin Zandvliets film Under sandet (2015), for i den film står selve den nationale selvgodhed til skarp kritik, i skildringen af, hvordan tyske drengesoldater blev misbrugt af danskerne som mineryddere.
Filmen starter hårdt og direkte på, idet vi ser en række af slagne tyske soldater på vej hjem. En dansk officer, sergent Carl Rasmussen (Roland Møller) ser en af dem med et dansk flag taget med som souvenir, og han overfalder og udskælder soldaten til han ligger blødende på jorden. En dansk officer altså, som lader hånt om krigens regler og den mest elementære humanisme overfor en fjende. Det er den samme officer, som bliver sat til at lede de tyske drenge-soldater under minerydningen, sammen med et par højere rangerende officerer, hvis humanisme og moral er mindst lige så ussel. Den danske kynisme, som er filmens emne, baseres på historikeren Helge Hagemans bog Under tvang (1998), som dokumenterer, at mere end 2000 meget unge tyske soldater blev sat til at rydde 1.5 millioner miner langs den jyske vestkyst. Omkring halvdelen af dem blev dræbt eller meget hårdt såret under operationen.
Filmens historie viser som udgangspunkt at vi danskere i en krigssituation ikke er meget bedre end den fjende vi så inderligt hader, men også at Carls og de menige danske, som tyskerne kommer i kontakt med, ændrer holdning undervejs. Omgangen med de tyske soldater skaber en menneskelig kontakt: bag enhver fjende gemmer sig et menneske. Som mennesker er vi ikke kun en rolle og en ideologi, men i høj grad individer præget af den virkelighed, vi i mange tilfælde er tvunget ind i. I en dramatisk scene ofrer en tysk soldat sig for at redde en lille lokal pige, der har forvildet sig ind i et minefelt – det koster ham livet. I filmens slutning, hvor de øverstbefalende kommanderer Carl til at flytte sine tyske mineryddere til et nyt felt – og dermed nægte dem den hjemsendelse de er blevet lovet – vælger han at ignorere ordren for i stedet at køre dem til grænsen og sætte dem fri. Som film retter Under sandet en skarp kritik mod den danske selvgodhed. Det er en flosset humanisme, der står tilbage, kun reddet lige på målstregen af en enkelt mands oprør.
Den historiske action-adventure film
De former for fiktive, historiske film, vi hidtil har beskæftiget os med, har enten haft direkte dokumentarisk forankring i den faktiske historie, eller de har som fiktive film været baseret i høj grad på sande historier. Men i den historiske action-adventure film får fantasien lagt mere frit spil, selvom faktiske historiske perioder, miljøer, personer og konflikter godt kan spille ind. En skandinavisk filmserie som Arn Tempelridderen (2015) og Arn – riget ved verdens ende (2008) – begge instrueret af danske Peter Flinth – foregår i en genkendelig middelalderverden, hvor hovedpersonen Arn fødes i Sverige i 1150, og hvor vi med ham kommer på korstog. Selvom stort set alle personer er helt fiktive og handling og miljø er uden præcise angivelser, der lader sig historisk dokumentere, har filmene dog en vis historisk realisme over sig. Tager man derimod den ekstremt populære Game of Thrones (2011-19), så befinder vi os i en helt mytologisk verden, hvor intet har en præcis historisk forankring. Det betyder imidlertid ikke, at man kan fraskrive serien en vis historisk interesse, for på mange måder er de konflikter og personer, som skildres, noget som kan findes i vores faktiske, tidlige historie. De rummer metaforiske eksempler på strukturer, tendenser, karakterer og konflikter, som findes i vores fælles historie .
I dansk film efter 2000 ser vi ikke mange eksempler på den type mytologisk, eventyrlig historie, det er i stor udstrækning en genre som udfyldes af den amerikanske og engelske filmkultur. Men der findes eksempler, som ofte er knyttet til et ungdommeligt publikum, og som dermed appellerer til dette segment – eller til børnefamilier. Flere af disse film benytter sig endvidere af en plot-struktur, hvor vi starter i nutiden, men på magisk-mytisk vis føres tilbage i en fortid, hvor de unge hovedpersoner fanges mellem onde og gode kræfter. I f.eks. filmserien Tempelriddernes skat 1-3 (2006-08, Kasper Barfoed og Ciacometto Campeotto starter vi med fire børn på Bornholm, som kommer i karambolage med et hemmeligt broderskab, som beskytter en skat, som går helt tilbage til middelalderen, hvor tempelridderne byggede rundkirkerne. En vild og farlige skattejagt følger. I den anden af filmene er vi tilbage i 1361 i Visby under kong Valdemars krig, hvor en ung pige gemte en stor skat, men selv blev spærret inde i et tårn. 700 år senere skal Katrine og hendes venner finde sin far og den forsvundne skat. Endelig i den tredje film starter vi på Malta år 60 og 2000 år senere skal Katrine og hendes venner igen redde trådene ud omkring en kostbar Slangekrone.
Modellen med spring mellem fortid og nutid udnyttes også i Vølvens forbandelse (2009, Mogens H. Christiansen), hvor Valdemar og Sille smadrer deres fars dyre Audi, som de slet ikke har fået lov til at køre. For at få penge til reparationen prøver Valdemar og Sille en tidsmaskine, som bringer dem tilbage til 963, hvor en Vølve har forhekset opfinderen af denne tidsmaskine. Herefter går jagten for at befri opfinderen og finde et vigtigt kors. Som i de øvrige omtalte film, bliver tidsrejsen en slags mytologisk rejse gennem Danmarkshistorien. I denne film som i Tempelridder-serien er tidsspringet stort, men det kan også være mindre. I Åke Sandgrens Dykkerne (2000) dyrker to drenge på 17 og 14 dykning, og ved et tilfælde opdager de en tysk ubåd fra 2. Verdenskrig – og måske en guldskat, eller noget andet mystisk og farligt.
Blandt mytiske, historiske film i denne periode finder vi også film, som bliver i et bestemt, historisk univers, som f.eks. Kenneth Kains Skammerens datter (2015), som blev set af næsten 219.000 i biografen. Her følger vi, som titlen røber, datteren (Dina) af den middelalderlige landsbys skammer. Både mor og datter kaldes skammere, fordi de på næsten overnaturlig vis kan gennemskue folks indre skyld, skam og løgne. Netop den evne bliver nyttig, da Dina bliver involveret i en blodig fejde mellem to fyrstesønner. Historien blev fortsat med Skammerens datter II – slangens gave (2019). Trods sin meget mere eventyrlig verden, nemlig den nordiske gudeverden, er Fenar Ahmads film Valhalla Rising (2019) også et eksempel på en film som bliver indenfor en bestemt mytologisk-historisk verden.
Historie og erindring: filmen som historiefortæller.
Historien ligger hele tiden et sted under overfladen i vores daglige hverdagsbevidsthed og i den offentlige debat. Forbindelsen mellem historien og vores erindring næres bestandigt at romaner, faglitteratur og andre former form kunst. Vores historiske bevidsthed og erindring holdes også levende i film og tv-serier, både dem der går meget dokumentarisk til værks, og dem hvor fiktionen og fantasien spiller en markant rolle. Faghistorikere er ofte meget kritiske overfor historisk fiktion på film og tv, men overfor dette står publikums store interesse for filmiske fortællinger, der ofte langt bedre end historieforskningen formår at gøre historien levende. I virkeligheden supplerer faghistorikeren og den historiske fiktionsfilm hinanden, og film skaber interesse for historien.
Uden erindringen var vores liv og bevidsthed fattigere, og historiske film stimulerer vores subjektive erindringer og den kollektive erindring, som vi også er en del af. Ved at se tilbage på vores eget liv og på den bredere historie, vi er en del af, bliver vi klogere på os selv, på historien og vores nutid. Den mangfoldighed af genrer vi ser indenfor den historiske film er med til bestandigt at give os nye perspektiver på historien. Nogle af de film, som er omtalt her, tager livtag med centrale, nationale begivenheder, med den store historie vi er fælles om, mens andre dykker ned i udviklingen i vores historiske hverdag, ligesom personlige erindringer supplerer billeder af kendte historiske figurer. At historien bliver levende på film er vitalt for vores forståelse af os selv og det samfund vi lever i – at historiske film ofte skaber debat er faktisk et bevis på at historien er levende og vigtig for også nutiden.
Referencer
Hansen, Kim Toft (2016 red.) 1864. TV-serien, historien, kritikken.
Sørensen, Jørgen (1980). Danmarksfilmen og danske billeder.
Piil, Morten (2005). Danske film fra A-Z.
Bondebjerg, Ib (2005). Filmen og det moderne. Om filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972.
Bondebjerg, Ib (2020). Screening Twentieth Century Europe. Television, History, Memory.
Bondebjerg, Ib (2012). Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm.
Bondebjerg, Ib (2021). Imagining Denmark. Danmarksfilm as Documentary Portraits of a Nation. I Thomson, m.fl. (ed.) A History of Danish Cinema.
Danske filmbilleder 1. Nationale og globale dimensioner i dansk film efter 2000
Vi siger ofte, at vi lever i en verden, der bliver mere og mere globaliseret. Det gør vi også, for vi er blevet mere og mere sammenvævet økonomisk, politisk og kulturelt. Vi rejser mere, vores dagligvarer og andre produkter er i høj grad lavet via en global arbejdsdeling, og siden 1972 har EU været en del af vores danske hverdag og politiske og kulturelle virkelighed. Det betyder bestemt ikke, at nationalstaten er død. Den er stadig rammen om vores nære liv, og som danskere føler vi os også stærkt bundet til det, vi oplever som dansk kultur.
Alle danskere har en form for kulturel identitet, som afspejler dette tilhørsforhold, men den kommer i forskellige former og farver. For nogle er denne identitet meget stærk, måske ligefrem lukket mod andre, for andre er tilhørsforholdet mere åbent og præget af andet og mere end det nationale. Vi udsættes alle dagligt for et kulturmøde mellem det nationale og det globale, men vores holdning til dette kulturmøde kan være meget forskelligt.
Danske filmbilleder, er en serie af blogs om dansk films udviklingstendenser siden 2020. I den første blog tegnes det store billede op, mens de følgende blogs vil dykke ned i temaer og genrer i dansk film. Pointen i hele serien af blogs er at pege på, at dansk films nuværende mangfoldighed og styrke er et produkt af en lang udvikling, hvor den danske filmpolitik har været åben overfor samspillet mellem det lokale, det nationale, det europæiske og det globale.
Styrken i en national filmkultur viser sig ikke, ved at den lukker sig om det nationale rum, men ved at den åbner sig mod det globale, ved at filmkulturen slår igennem udadtil og inspireres globalt, samtidig med at den dyrker det lokale og nationale. Det nationale kulturrum er en naturlig spilleplads for instruktører i Danmark. Men vi oplever også at en stribe danske instruktører slår igennem i udlandet, og at nye danske instruktører bringer mange kulturelle inspirationer med sig til den nationale filmkultur.
Filmpolitikken og definitionen af en dansk film
I den første danske filmlov fra 1964 tales der om støtte til dansk filmkunst, og selvom ordet dansk film nævnes flere gange er det ikke nærmere defineret. I filmkulturen i denne periode synes det at være indlysende, hvad en dansk film er: en film med dansk instruktør, indspillet på dansk, forankret i Danmark, og med et dansk cast. Den første egentlige danske filmlov fra 1972, som skabte Film instituttet og gav direkte støtte til produktion af dansk film, er den første som definerer hvad en dansk film er, nemlig en ”film indspillet på dansk og med en overvejede dansk kunstnerisk og teknisk personale” (Filmloven 1972, St. 21).
I denne lovparagraf følger nærmere specifikation af at den person eller det selskab som modtager støtte skal være dansk Men som følge af bl.a. Danmarks indtræden i EU samme år, bliver denne definition også blødgjort, således at en dansk film også kan få støtte hvis den er ko-produceret med en eller flere internationale partnere. Men samtidig præciseres det, at der skal være ”et rimeligt forhold mellem den danske og den udenlandske producents indflydelse på produktionen og mellem indsatsen af arbejder i såvel kunstnerisk som teknisk henseende” (Filmloven 1972, stk. 22.4). Man aner her en vis bekymring for fremmed indflydelse på dansk film, og det er stadig et hovedkrav, at filmen skal være på dansk, selvom loven åbner mulighed for at ministeren kan dispensere.
I 1972 er vi i skæringspunktet mellem en meget national opfattelse af hvad en dansk film er og en mere international. Men i den følgende periode blev bl.a. Lars von Triers film og Zentropas ekspansion til et af de mest dominerende danske filmselskaber årsagen til en mere global drejning af dansk film. I 1984 vandt Lars von Trier sin første af mange internationale priser med The Element of Crime (Prix technique i Cannes). Men filmen kunne ikke få støtte fra DFI, fordi den var på engelsk og med et meget internationalt cast.
I de følgende årtier blev støtte til danske film på andre sprog end dansk og med betydelig international finansiering gradvist mere og mere almindeligt. Det satte sig også spor i filmloven, selvom også de seneste love fra 1989 og 1997 slår fast at en dansk film primært er en film med en dansk producent og med en overvejende kreativ dansk dominans. I 1989-loven står der således, at en film skulle være ”indspillet på dansk eller rumme en særlig kunstnerisk eller teknisk indsats, som medvirker til fremme af filmkunst og filmkultur i Danmark” (1989-loven, §21).
I perioden efter 1990 sker der også det, at den gradvist stærkt forøgede international koproduktion gør at selve koproduktionsbegrebet differentieret meget mere. I 1997-loven er der et helt særligt kapitel (4, §17, stk. 2) om danske og koproducerede film, hvor begrebet en dansk producent udvides, og hvor koproduktion mellem danske og udenlandske producenter også beskrives mere udførligt men også mindre rigidt (§17 stk. 3-4). Man kan sige, at man altså i perioden efter 1984 gradvist bevæger sig væk fra en essentiel, national definition af dansk film mod en mere globaliseret opfattelse af dansk film plads i og samspil med verden omkring os. Det skyldes både en realisme i dansk filmpolitik og en større indflydelser fra især EU’s stigende rolle på film- og medieområdet.
Både for de danske spillefilm og dokumentarfilm, som bliver lavet i perioden efter 2000, har co-producerede, internationale danske film fået større plads. Det afspejler en nødvendig udvikling som følge af en øget international konkurrence, som bl.a. formuleres i DFI’s strategiplan fra 1999, hvor der tales meget direkte om at øge de skandinaviske og europæiske samarbejde og placere dansk film stærkere globalt. Som det er vis empirisk ovenfor, så er det lykkedes. Men det ser ikke ud til at have svækket den nationale filmkultur og publikums smag for danske film.
Ud af de i alt 616 film i perioden efter 2000 er der 100 dokumentarfilm, dvs. 516 film er spillefilm i alle genrer. Af disse 516 film er der 105 som har en eller anden form for international finansiering ved siden af de danske. Men det er meget få af dem som ikke er danske film i betydningen på dansk, med dansk cast og med direkte handlingsmæssig rod i Danmark. Internationalisering og koproduktion er altså ikke i særlig høj noget som griber ind i filmenes nationale karakter. Hvor man en kort overgang måske forestillede sig at man skulle prøve at lave europæiske film som konkurrenter til de amerikanske, har man indset at det handler om at støtte hinanden i vores nationale forskellighed. ’Unity in diversity’ som EU’s motto længe har været.
I langt de fleste tilfælde er co-finansieringen altså en støtte til en dansk film, men samtidig en styrke for filmene, når vi taler om en bredere, international distribution. At der er tale om en co-produktion er som oftest helt usynligt for filmens publikum, bortset fra filmens sluttekster og credits. Hella Joofs film En kort en lang (2000) har f.eks. tysk medfinansiering, og Per Flys Arven (2003) har norsk, svensk og engelsk medfinansiering, og det gælder også Drabet (2005). Det er ikke så mærkeligt at Ole Christian Madsens Prag (2006) har svensk og tjekkisk medfinansiering, fordi en stor del af filmen foregår i Prag. Men som de øvrige eksempler viser har medfinansieringen ofte ikke nogen sammenhæng med filmens historie. Det er heller ikke så mærkeligt at Lars von Triers film har medfinansiering fra en lang række lande. Hans film og Zentropas strategi er simpelthen international, ikke dansk.
Det er ikke nogen garanti for hverken dansk eller international succes, at en film har international medfinansiering. Thomas Vinterberg slog stærkt igennem med sine danske film fra begyndelsen, mens hans internationale film klarede sig dårligt både i Danmark og udlandet. Det gælder f.eks. den æstetisk eksperimentelle It’s all about love (2003), som i Danmark kun blev set af 50.700, og som trods italiensk, fransk, canadisk, spansk, amerikansk og japansk medfinansiering, ikke fik noget strålende international succes. Til gengæld blev den rent danske film Druk (2020) både Oskar- og Bafta-vinder, så det og den internationale medfinansiering skal nok sikre den international succes. I Danmark blev den rets mest sete film med over 800.000 solgte billetter.
Forestillede og reelle fællesskaber
Følelsen af at høre til i en nationalstat med en bestemt kultur er måske på den ene side det, som en forsker har kaldt ”et forestillet fællesskab” (Anderson 1983), en anden for ”banal nationalisme” (Billig 1995). Med disse to begreber peges der på at det nationale er noget vi lever i, som kommer af fælles erfaringer og institutioner, fra de medier og den kunst og kultur i bred forstand, som vi oplever som en hverdag. De to begreber står dermed i modsætning til en mere eksplicit eller afgrænsende nationalfølelse, der bliver ideologisk.
En pragmatisk, åben nationalfølelse kan rumme modsætninger og forskelle. Det er en kollektiv følelse, som dybest set accepterer, at en kollektiv identitet ikke findes i en fast og afgrænset form. Vi er alle primært individer, som lever indenfor en nationalstat, som giver os frihed til at være forskellige, men også til kollektivt at give udtryk for det vi står for, herunder også en kulturel fællesskabsfølelse. Det så vi i sommeren 1992, hvor det danske landshold vandt EM i fodbold, og hvor glæden gik kollektivt amok, og det gentog sig i 2022, da Jonas Vingegaard vandt Tour de France. Den første begivenhed skildrede Kasper Barfoed i filmen Sommeren ’92, som blev set af over 300.000 alene i biografen.
En national, global mediekultur
Danske filmbilleder hedder denne blog, fordi netop filmiske billeder og fortællinger – både fiktive og dokumentariske, ligesom tv-serier, er med til at give det forestillede og banale national fællesskab kød og blod. Danske spillefilm har altid ligesom tv-fiktionen været med til, at vi som danskere mødes foran det store og lille lærred. Her oplever vi den mangfoldige og modsætningsfulde danske virkelighed. Det er et kulturmøde med andre danskere i forskellige sociale og kulturelle sammenhænge, et møde som konstant tester og udvider vores forståelse af hvad det vil sige at være dansk. Det er også et møde med en national virkelighed, hvor det lokale og det nationale foldes ud i al sin forskellighed.
I et langt historisk perspektiv er det globale nedfældet i vores gener, ligesom mennesker fra andre lande altid har rejst til og har påvirket vores kultur og vores samfund. Det var et af budskaberne i DR’s historiske serie Historien om Danmark (2017). Siden 1970’erne er grupper af indvandrere og flygtninge kommet til Danmark, og de har påvirket vores samfund og kultur – og også skabt modsætninger. Men kigger vi på dansk film og tv i nyere tid, finder vi også et rigt bidrag til dansk kultur. Netop nu er dansk-iranske Ali Abassi’s film Holy Spider, Danmarks bud på en Oscar kandidat.
Dansk film og tv er altså på mange måder et samspil mellem det nationale og det globale, hvor den lille hverdag og historie pludselig viser sig at indgå i en meget større kontekst. Danskerne elsker dansk spillefilm og tv-fiktion, men som helhed ser de meget mere amerikansk og engelsk film og tv. Sådan har det været nærmest siden filmens start. Vores nationale filmkultur er altså også meget global. Vi kan ikke selv producere nok film og tv til at dække vores behov. Vi har brug for alle de andre lande som omgiver os. Det peger på, at filmiske fortællinger både kan have universelle og nationale dimensioner. Danskere forstår som helhed glimrende film fra andre dele af verden, ligesom både dansk film og tv de sidste 20-30 år har manifesteret sig stærkt internationalt. Som mennesker har vi alle utroligt meget tilfælles, selvom vi også kan være meget forskellige.
Det filmiske kulturmøde
I juni 2022 udgav Det Danske Filminstitut (DFI) undersøgelsen Publikums vurdering af dansk spillefilms betydning og kvalitet (DFI 2022). Den bekræfter ikke overraskende, at hele 86% af danskerne finder det vigtigt, at der produceres danske film, og at der gives støtte til det. Film bliver set som en vigtig, kulturbærende faktor, og som en form for fælles fortællinger, som synliggør, hvad et forestillet fællesskab egentlig er. Undersøgelsen peger også på, at filmiske fortællinger har betydning både følelsesmæssigt, intellektuelt, kreativt og socialt. Ikke overraskende spiller underholdning og rørende historier en central rolle for de fleste, man ser film for at blive grebet og underholdt. Men næsten ligeså højt ligger det at sætte tanker i gang, at give indsigt og inspiration, som kan give anledning til samtaler og til udvidelsen af ens horisont. Det emotionelle, intellektuelle og sociale spiller altså tydeligt sammen. Men undersøgelsen forholder sig også mere direkte til forholdet mellem det individuelle, det kollektivt samfundsmæssige og den sociale brobygning mellem individer og samfund, mellem den enkelte og andre grupper.
Tabel 1. Dimensioner i danske tilskueres vurdering af dansk film. (DFI, 2022:4)
Undersøgelsen bekræfter filmens rolle som del af et kulturmøde, som noget der både afspejler en kendt dansk virkelighed, og som også åbner folks øjne for forskelligheder i vores samfund, for andre grupper og typer af individer, eller f.eks. forholdet mellem det regionale, nationale og globale. De forskellige dimensioner i filmen som social brobygger og som skaber af kulturmøder, ser vi i ovenstående tabel (Tabel 1). Undersøgelsen viser også at biografoplevelsen stadig har en særlig plads i folks bevidsthed. Det harmonerer dog ikke helt godt med det faktum, at langt den største del af det samlede filmforbrug i dag ligger på tv og streamingtjenester. Men der er ingen tvivl om at biografen stadig spiller en vigtig rolle, både oplevelsesmæssigt og økonomisk. Teknologihistorien viser da også, at ny teknologi meget sjældent knockouter den gamle.
Samlet set understreger dansk films succes både i biograferne, på tv og på streamingtjenesterne, at danskerne oplever dansk film som en vedkommende afspejling og bearbejdning af det at være dansk, af Danmark, som det tager sig ud fra provins til hovedstad og i forhold til den verden, som omgiver os. Dansk film rummer et vitalt kulturmøde med det at være dansk i krydsfeltet mellem det regionale, det nationale og det globale.
Ser vi nærmere på tallene for dansk film i biografen, understøtter det da også dansk films unikke position og popularitet. Det gælder generelt for alle lande i verden, at den nationale film har en særlig status. Men i Danmark har andelen af og tilskuertallet til dansk film været meget højt sammenlignet med andre europæiske lande. Siden 2000 har antallet af solgte billetter i danske biografer været mellem 20-40% – langt over det europæiske gennemsnit. Danmark er et ganske lille land, så en så stor en succes peger på en høj kvalitet i det kreative miljø og på en stærk politisk-økonomisk indsats.
Tabel 2. Antal solgte billetter i danske biografer siden 2000 efter region (DK, USA, Europa, Resten af verden. Kilde: Danmarks Statistik.
Den danske andel af solgte billetter siden 2000 overgår den samlede europæiske andel, og overgås kun af den amerikanske (se tabel 2). Set på baggrund af disse tal kan man vel karakterisere den danske filmkultur som dansk-amerikansk. Den nationale andel overgår i hvert fald klart den europæiske, og resten af verden er nærmest ikke repræsenteret. Det er kun det danske og det amerikanske der rigtig er til at få øje på kvantitativt og publikumsmæssigt. Men det betyder naturligvis ikke, at europæisk filmkunst er uden betydning eller indflydelse. Hvis man lægger samtlige europæiske film sammen, ser det da også bedre ud, men at skabe et fælles europæisk filmmarked har end ikke EU formået.
Tallene her indikerer altså, at danske film klarer sig særdeles godt i konkurrencen, og faktisk er dansk film andel af de solgte billetter som sagt en af de højeste i Europa. Danske film særdeles populære hos danskerne. Men hvad er det så for typer af danske film, som lægger sig øverst på biograflisterne? Det giver en liste over de mest populære danske film mellem 2000-2021 et godt overblik over (Tabel 3), men måske overraskende er danskernes filmsmag ganske sammensat. Komik, satire, farce ligger højt, og blandt den slags film, også film som appellerer til hele familien. Listen toppes af animationsfilmen Ternet Ninja (2018) og Ternet ninja 2 (2021) med over 900.000 solgte billetter. De to film overgås på listen over alle film i perioden kun af den amerikanske filmserie Ringenes herre 1-3 (2000-2003), Avatar (2002) og den svenske Mænd der hader kvinder (2009).
Tabel 3. Danske film i biografen sorteret efter antal solgte billetter: Top 25 (2000-2021)
Som film for hele familie er Ternet ninja bestemt ikke bare harmløs humor. Den rummer faktisk en stedvis ganske skarp satire. Det samme gælder den umådeligt populære serie af Klovn-film, der også har en tv-serie som baggrund. Selvom filmene bygger på en ganske plat mandehumor, har Informations chefredaktør Rune Lykkeberg i sin bog Alle har ret (2012) viet serien og filmene en omfattende analyse. Han ser Klovn som en radikal, satirisk beskrivelse af kønsroller, familieliv og demokratiets forskellige sociale roller, et radikalt tab af roller, kontrol, normer, som får os til at se mere kritisk på vores liv. Klovn er beslægtet med andre af de komedier, der finder vej til listens top, ikke mindst serien med Klassefesten (1-3), som dog nok må siges at læne sig mere op ad den meget platte mandehumor, men som også tematisk berører arketypiske livssituationer: den klassiske genforening med skolekammeraterne fra 25 år siden, fødsel, dåb og begravelse.
Men top-25-listen over danske film fra denne periode rummer også helt andre typer komedier, bl.a. romantiske komedier, som f.eks. Lone Scherfigs dogmefilm Italiensk for begyndere (2000) eller Susanne Biers dogmefilm Elsker dig for evigt og den lidt mere internationalt anlagte Den skaldede frisør (2012). Det er film som hver især faktisk berører sociale problemer som ensomhed, kræft, død og ulykke, men altså med den romantiske komedies forsonende tendens til integration. De kan ses som en noget mere radikal, kunstnerisk version af en klassisk bred og populær genre. Den findes da også i en lidt mindre udfordrende form i den populære serie om Anja og Viktor, og endnu mindre nyskabende i nye versioner af gamle familieklassikere som Min søsters børn og Far til fire. Det er familiekomedier, som går helt tilbage til 1950’erne, men som publikum altså elsker at se i stadig nye versioner.
Listen over de 25 mest populære film i denne serie rummer også krimi- og spændingsgenrer, noget som traditionelt fylder på alle landes filmlister. Her er det serien af filmatisering af Jussi Adler-Olsens i forvejen meget populære bøger, der fører an (Journal 64, Fasandræberne, Kvinden i buret, Flaskepost fra p (2013-2018). Krimien rummer, udover spændingen, også et markant socialt tema. Ved at beskrive både loven og forbrydelsen rammer den direkte ned i centrale sider af vores samfund, og den skildrer ofte yderpolerne i det menneskelige og sociale liv. Men krimiens popularitet er ikke de eneste film på top-25, som tager centrale sociale temaer op. Det sker også i en række af de sociale dramaer, som har givet Danmark et stærkt kunstnerisk ry, og det sker i historiske film, som tager livtag med vores fortid og dens rolle i nutiden. Det gælder naturligvis først og fremmest for Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk (2021), som lægger sig på en 5.plads på listen med hele 823.396 solgte billetter, mens hans drama Jagten (2013) om social udelukkelse og forfølgelse kommer ind som nr. 12 med 652.555 billetter.
Den placering vidner om det danske publikums sans for andre kvaliteter end dem som kommer til udtryk i komedien og krimien. Og den succes understøttes af ikke bare af et politisk drama som Kongekabale (2004), men også af den succes som tilfalder hele tre historiske film. Film om 2. verdenskrig står stærkt i hele perioden, og det manifesterer sig her på listen med Anne-Grethe Bjarup Riis’ Hvidstengruppen 1 (2012) og Ole Christian Madsens action prægede Flammen og Citronen (2008), og måske mest kritisk overfor vores nationale selvfølelse i Martin Zandvliets Under sandet – med danske soldater i rollen som hævngerrige sadister. Men også den ældre danske historie tematiseres i Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), som bringes os tilbage til det gryende danske demokratis historie, eller Charlotte Sielings Margrethe den første (2o21) som går endnu længere ned i vores historie. Det historiske drama rummer også stærk hverdagshistorie, f.eks. i Tea Lindeburgs Du som er i himlen (2021).
Hvis man lider af den fordom, at det danske filmpublikum fortrinsvis svælger i platte komedier og familiefilm, garneret med lidt krimispænding og letbenet romantik, viser denne liste over de mest sete danske film, at publikum også går i biografen for at lære noget om historien og det samfund de lever i. Den viser også at nogle af de mest populære genrer godt kan rumme samfundsmæssige pointer og indsigter. Den filmiske popularitetsliste synes at vise, at danske film på mange måder medvirker til et kulturmøde, hvor man møder andre typer danskere end sig selv, og hvor man får filmiske billeder og fortællinger, der udvider ens sociale horisont og viden om det samfund man lever i – både i nutiden og historisk. Som det vil fremgå af de følgende kapitler og analyser, så ser man også i danske film mellem 2000-2021 to markante dimensioner, som åbner det moderne danmarksbillede i to forskellige retninger: den regionale og den globale.
Hvad der er usynligt i den ovenstående top-25 er, at en del danske instruktører har etableret sig som internationale navne, og det betyder at de har fået et større billetsalg i udlandet. Det gælder for f.eks. Lars von Trier, Susanne Bier, Bille August, Thomas Vinterberg og Lone Scherfig, men der er flere, og effekten påvirker dansk film og tv i det hele taget. Nogle af disse instruktører laver film som også i form og indhold er internationale, f.eks. de fleste af Triers film og enkelte Vinterbergs, Biers, Augusts og Scherfigs. Globaliseringen slår også igennem på den måde, at danske film fokuserer på emner som tematiserer det nationale og det globale. Her kan man nævne f.eks. Susanne Biers Brødre (2004), som skildrer den indflydelse krigen i Afghanistan får i en dansk familie, og som blev set af 424.542 danskere i biografen.
Det danske publikum viger altså ikke tilbage fra globale temaer. Til gengæld er Lars von Trier en instruktør som har et stærkere publikum i udlandet end i Danmark, selvom hans film ikke ligefrem er danske fiaskoer. Hans mest sete film i Danmark er Dancer in the Dark (2000) som solgte 202.782 billetter i danske biografer, men i alt 4.5 millioner i hele verden (Bondebjerg 2016: 27). Globaliseringen har altså to ansigter: dansk films større og større succes i udlandet og dermed også en øget udenlandsk medfinansiering i dansk film; en stærkere global tematik i dansk film, hvor den nationale og globale virkelighed bliver til et centralt tema i dansk film.
Som en slags kontrapunktisk effekt står, at den danske filmkultur siden 2000 har fået flere regionale filmfonde (f.eks. Film Fyn og Den Vestdanske Filmpulje), samtidig med at DFI i noget højere grad har haft en regional mangfoldighed som en del af sin opgave. Ser man historisk på det, har provinsen og de forskellige dele af Danmark haft en stærk profil i dansk film med Korch-filmene, Far til Fire filmene og senere Olsen-banden filmene. Man kan altså ikke hævde at dansk film er koncentreret om hovedstaden. Til gengæld kan man måske sige, at regionaliseringen har fået en mere varieret, moderne form. En film som Niels Arden Oplevs meget populære Drømmen (2006), som blev set af over 400.000, ser ungdomsoprørets temaer i en dansk provinsby, altså et typisk regionalt-nationalt kulturmøde.
Vi har desuden fået en veritabel regional revival af hverdagsrealisme, f.eks. med Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor (2007), Henrik Ruben Genz Frygtelig lykkelig (2008) (begge baseret på roman af Erling Jepsen), Niels Arden Oplevs To Verdener (2008). Senest har Frelle Petersen markeret sig med filmene Hundeliv (2016), Onkel (2019) og Resten af livet (2022). En central instruktør som Nils Malmros, hvis film altid foregår i Århus-området, hører med i denne filmtendens. Man kan sige, at den regionale dimension i dansk film har flyttet sig fra de komiske familiegenrer til en stærkere social og psykologisk hverdagsrealisme.
Hvor dansk er dansk film? Det transnationale kulturmøde.
Danskerne er, som allerede påpeget, indlejret i en både national og international filmkultur. Det forhold kan man søge at forklare fra i hvert fald to forskellige synsvinkler: den ene vinkel handler om det økonomiske og kreative samarbejde internationalt, herunder specielt Skandinavien og Europa; den anden vinkel er mere teoretisk og drejer sig nationale filmkulturers særpræg i forhold mere basale fælles træk på tværs af kulturer, herunder påvirkning og inspiration.
Om den første dimension kan man slå fast, at mens dansk film indtil 1972 stort set kun var finansieret nationalt og endda via private midler, blev dansk film efter 1972 i stigende grad international og fra 1990’erne i høj grad finansieret af samarbejde med andre lande. Samarbejdet omfatter både tv-stationer, filmproduktionsselskaber og forskellige internationale fonde. Herunder også EU’s programmer og Nordisk Film og TV-fond.
Hvad angår den anden dimension, er det ganske tydeligt, at langt de fleste basale filmgenrer findes i alle lande. Der er altså universelle dimensioner i filmgenrer, som gør, at vi både kognitivt og følelsesmæssigt kan relatere os til film fra andre lande. Men det er ligeså klart, at film og genrer har nationale variationer, og at visse genrer i f.eks. Danmark står meget stærkt, mens andre nærmest ikke findes. Vi har f.eks. ikke mange westerns i Danmark. I perioden efter 2000 f.eks. kun 2, nemlig Thomas Vinterbergs Dear Wendy (2005) – måske nærmest en anti-western, og kun set af 14.500 – og Kristian Levrings The Salvation (2014) – som trods alt blev set af over 50.000. Begge film er finansieret internationalt, men uden rigtig at slå rod hos et dansk publikum.
Tabel 4 og 5. Udenlandske penge i danske film. Kilde: Danmarks statistik.
Den første dimension om det internationale samarbejdes betydning fremgår tydeligt af Danmarks statistiks undersøgelse af forholdet mellem dansk og udenlandsk finansiering i perioden 2010-18 (se tabel 4). I gennemsnit har 60 procent af alle danske spillefilm i denne periode udenlandsk finansiering, en ganske høj procent. Kigger vi på finansieringens omfang, så er vægten af den udenlandske finansiering dog kun på 16-29% (se tabel 5). Dvs. det er stadig den nationale grundfinansiering som er størst og vigtigst. Det er et gennemsnitstal for alle film, så for en lang række film er den udenlandske andel meget højere og har mere afgørende betydning. Men stadigvæk er dansk film efter 2000 altså i betydelig grad blevet international, når det kommer til støtte og produktionsmæssigt samarbejde. Af de omkring 600 spillefilm fra perioden 2000-2020 er da også 110 film med udenlandsk finansiering. Finansieringen omfatter i hovedsagen Skandinavien og Europa, men også USA og Canada.
Ser vi nærmere på to af de største, internationale navne, Susanne Bier og Lars von Trier ser man tydeligt betydningen af transnational finansiering og udbredelse. Internationaliseringen af dansk film har udviklet sig løbende, og det har ført til, at definitionen af hvad der er en dansk film har ændret sig i filmloven. Det har også gjort, at hele det danske produktionsmiljø er blevet meget mere aktivt i forhold til at hente støtte i udlandet og til at promovere dansk film internationalt. Fra 1984 – med Triers indtræden på scenen , og med Bille August og Gabriel Axels Oscar – har dansk film ikke bare vundet priser på internationale festivaler i et ganske imponerende omfang, men vi ser også danske instruktører lave store internationale film, ligesom flere danske skuespillere er blevet internationale navne.
Lars von Trier er uden tvivl dansk films mest markante internationale navn, men der er mange andre, der er ved at følge trop. Samlet er Triers film frem til 2011 på verdensplan set af næsten 16 mio. tilskuere, heraf kun ca. 2 mio. i Danmark og resten af Skandinavien (Bondebjerg 2016: 33). Næsten ingen af hans film er rent danske (undtagelserne er Idioterne (1998) og Direktøren for det hele, 2006), de er engelsksprogede med en i det væsentlige udenlandsk cast. Han er på mange måder prototypen på en europæisk art cinema instruktør. Susanne Bier laver mere danske dramaer, om end ofte med en national-global problemstilling.
Biers film har i samme periode solgt næsten 7 mio. billetter i hele verden, men til forskel fra Trier har hun et solidt tag i det dansk-skandinaviske publikum: i Danmark har hendes film. Solgt ca. 3.5 mio. i Danmark alene, og ca. 1 mio. i resten af Skandinavien (Bondebjerg 2016: 35). De to forskellige profiler for to af de mest international profilere instruktører, siger dels noget om forskellige filmgenrers appel til publikum, men de viser også at Biers danske film rammer et dansk publikum bedst. Der er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi forholder os til det nationale i dansk film. Selvom danskerne med stor fornøjelse ser amerikanske og engelske film, har de danske film en særlig kulturel, følelsesmæssig og social nærhed, som vi i høj grad kan spejle os i.
Filmgenrer: kultur, æstetik og kognition
Forholdet mellem det nationale og det internationale i dansk film er altså et langt mere komplekst fænomen end man måske umiddelbart skulle tro. På den ene side har dansk film altid været indlejret i en global film- og mediekultur. Som helhed ser vi danskere langt flere udenlandske film og tv-serier end danske. Den nationale kultur er konstant under pres af konkurrencen fra især amerikansk-engelske film, og hvis ikke dansk film kunne hente national støtte og i stigende omfang også europæisk og anden transnational støtte, ville dansk film ikke kunne overleve. Men fordi vi har udviklet et robust og differentieret nationalt støttesystem, og fordi vi både er placeret højt på det nationale publikums popularitetsbarometer og i stigende grad også er slået igennem internationalt, er dansk film en succes. Den nationale film og kultur er basis, men det europæiske og internationale er blevet en stadig stærkere faktor.
Filmen som visuel og fortællende medie er som al anden kunst og kommunikation mere eller mindre stærkt forankret i de enkelte nationale kulturer, som den udspringer af. Den suger næring og sociale og kulturelle billeder og miljøer fra den nationale kontekst, som filmen opstår i. Måske er filmen samtidig mere transnational end f.eks. romanen. Sproget spiller naturligvis en central rolle i begge, men filmens visuelle side, det at vi oplever mennesker i miljøer og handlinger direkte, gør at man kan forstå noget, selvom man ikke umiddelbart forstår sproget.
Filmens visuelle sprog, dens handlinger, kropssproget, de følelser som den menneskelige krop og det menneskelige ansigt filmisk udsender, taler til noget universelt i os som mennesker. Helt konkret er den filmiske oplevelse en meget visuel, emotionel og kognitiv genkendelse af noget menneskeligt, som er delvis universelt, men med kulturelle og nationale variationer. Hvis vi kan læse en roman på originalsproget eller i en oversættelse er det jo dybest set det samme der sker. Vi oplever en konkret virkelighed, men vi genkender også noget i os selv. Kunsten er i sig selv et kulturmøde, og filmen er et ganske særligt kulturmøde, fordi tilskueren oplever den fiktive verden som et ganske intenst, nærværende møde mellem fiktive karakterer og en fiktiv verden, der udspilles via en direkte visuel identifikation.
Filmen er naturligvis ikke i sine virkemidler identisk med, hvordan vi oplever og sanser verden udenfor biografen. Filmens univers er skabt af kameraets indstillinger, de dele af det filmiske rum, som instruktøren lader os se, af lyseffekter, lydeffekter, musik, klipning og montage osv. Filmen er en fiktionsmaskine, som bare i mange tilfælde minder os om den virkelighed vi ser udenfor biografen, og hvor vi gennemgår en række af de samme mentale og følelsesmæssige tilstande som i virkeligheden (se også Grodal 2007:17f). Film er ofte ganske realistisk i sin måde at skildre verden på, men selv i den ofte ganske fredsommelige danske filmkultur bevæger vi os også langt ind i fantasiens verden, og også i tegnefilm og animation udfordres den umiddelbare identifikation med en realistisk, menneskeligt univers.
Forskellige filmiske genrer leger altså både med virkeligheden og vores sanser. Den filmiske oplevelse er et slags møde mellem den måde vi normalt oplever virkeligheden og siden af virkeligheden, som vi måske ikke ofte oplever. Og af og til udfordrer og overskrider filmen helt vores normale virkelighedsopfattelse. En populær filminstruktør som Erik Clausen laver dramaer med en poetisk tvist, og det gør han ved ofte at søge ind i randmiljøer, både kulturelt og socialt, f.eks. i en af hans mest sete film i perioden, Ledsaget udgang (2007), hvor vaneforbryderen John under udgang til sin datters bryllup fanges mellem fortid og nutid. Thomas Vinterberg formår til gengæld ofte at skabe dramaer, hvor virkelighedskonflikter bliver skarpe og voldelige, som f.eks. i Jagten (2013), hvor et indspist provinsielt samfund går amok på en enkelt person. Endelig kunne man også nævne Frelle Petersens gennembrud som instruktør som kortlægger den danske provinsvirkelighed i en langsom form for hverdagsrealisme. Til gengæld kan man sige, at Mogens H. Christiansen i den grad udfordrer vores virkelighedsopfattelse, når han i Vølvens forbandelse (2009) lader to søskende opleve en tidsrejse tilbage til vikingetiden. Filmen er en ypperlig virkelighedsskildrer, men den er i lige så høj grad i stand til at visualisere store spring mellem tid og sted.
Måler vi dansk films succes i forhold til amerikanske og engelske film i perioden, synes der at være en tendens til at det er de spektakulære fantasy- og action-film der lægger sig i spidsen (se tab. 6 ). Det er filmserier som f.eks. Ringenes herre eller Harry Potter med et produktionsbudget som ligger milevidt over dansk film. Men trods forskellen i økonomisk power og filmisk kreativitet, så er dansk film forbavsende godt med, både med de mere mainstream-prægede krimier, med enkelte romantiske komedier og også med sociale dramaer og historiske film. Amerikanske og engelske film fylder et behov, som dansk film ikke kan honorere, men publikum går også tydeligt efter de nationale filmgenrer. Det er mødet mellem det internationale, eksotiske andet, og den nære og genkendelige danske virkelighed.
Tabel 6. Alle film i danske biografer siden 2000, Top-25.
I de følgende blogs i serien Danske filmbilleder, vil jeg gå mere i dybden med filmens genrer og temaer. Så, stay tuned de næste par måneder.
Referencer
Anderson, Benedict (1983). Imagined Communities.
Billig, Michael (1995). Banal Nationalism.
Bondebjerg, Ib og Ulla (2017). Dansk film og kulturel globalisering.
DFI (2022). Publikums vurdering af dansk spillefilms betydning og kvalitet.
Grodal, Torben (2007). Filmoplevelse – en indføring i audiovisuel teori og analyse.
Lykkeberg, Rune (2022). artikel i Information 18/7.
Under-Danmarks dokumentarist. Nekrolog over Lars Engels
Det er en af Danmarks helt store dokumentarister, som nu er død, 80 år gammel. Han tilhørte den gyldne generation af dokumentarister, som fra 1980’erne frem prægede DR, bl.a. i den legendariske DR-Dokumentargruppe. I 2020 mistede vi en anden af de store, Poul Martinsen. Så forskellige som de end var, så det to dokumentarister der kunne samle danskerne om dybtgående og original dokumentarisme. De gjorde os klogere på mennesker, på virkeligheden, og for Lars Engels gjorde han os kloge på det Under-Danmark, som de fleste af os ikke kendte meget til. Han skildrede deres ofte hårde liv, så de fik menneskelighed og værdighed.
Den indfølende, poetiske hverdagsskildrer
I modsætning til mange andre dokumentarister på tv, var Engels ikke journalist, men uddannet som instruktør på Den Danske Filmskole i 1976. Det var ikke hans formål, at lave hårdtslående, afslørende dokumentarfilm. Lars Engels laver portrætter af og skildrer hverdagen for de mere eller mindre udstødte dele af Under-Danmark: de sindslidende, de kriminelle, narkomanerne, de prostituerede og de sociale tabere. Han skildrer dem dels ved at komme tæt på dem som enkeltpersoner og typer, dels ved på enestående vis at formå at trænge ind i deres egen verden, deres eget miljø og ved at kunne færdes på de institutioner og blandt de professionelle, som er sat til at tage hånd om dem.
Allerede fra sin første film (sm.m. Merete Borker De gale i Havanna (1977) sagde hand o et interview i 1991: ”Vi har ønsket at lave en film fra de gales lukkede og utilgængelige verden. Vise det liv, vi intet kendskab har til (…) desuden har det været vigtigt for os at holde fast i de sindssyges positive ressourcer, og ikke kun symptomerne på deres sygdom.” Det holdt han fast ved i alle sine senere film, hvor han lader de tavse, de som ikke har en stemme i offentligheden komme frem. Det var opsigtsvækkende tv, og seerne fulgte i den grad med, ofte med over 1 mio., klistret til skærmen.
En observerende og poetisk dokumentarisme.
Engels er i familie med den klassisk observerende dokumentarisme, der skaber virkelighedsbilleder, hvor personerne er i centrum. Han holder sig selv i baggrunden for at få personernes eget liv, deres egne forestillinger og opfattelser stærkest muligt frem. Alligevel sætter han sit præg på de virkelighedsbilleder, han præsenterer. Han skaber et visuelt og poetisk rum omkring de personer og de steder, han skildrer. Men han kommer ikke med autoritative forklaringer, og han lægger op til at seeren selv at drage sine konklusioner. Men man kan sige, at bare det at præsentere de personer og de livsformer, som står i centrum i hans film, udgør en social statement. Det er Under-Danmark, der taler, og den måde det taler på rummer en stum anklage overfor resten af Danmark.
De personer Engels skildrer er mennesker som alle os andre, med drømme og håb, selvom livet ikke har været gunstigt for dem. I to af hans måske mest sete udsendelser fra det Vesterbro, som han ofte skildrede kommer vi utrolig tæt på de her mennesker, men de omgærdes også med en nænsom, poetisk realisme. I Orkanens øje (1991) følger vi mændenes hjem lige op mod jul. Vi hører vi mændenes ofte grusomme historier og beretninger i en ramme af jul og julebudskab. Sange, musik og billeder og selve julens stemning og budskab bruges i udsendelsen til at lave en poetisk indramning af et stykke hårdt mandeliv.
I skildringen af de prostituerede kvinders tilholdssted Reden, Pigerne på Halmtorvet (1992), filmes de prostituerede i deres bestræbelse på at genskabe et værdigt og smukt udseende. Vi hører brudstykker af deres livshistorier og de drømme og håb som brast. Det sker med poetisk styrke i billedsproget, men også i seriens start og slut. Her lægger Sinead O’Connors smukke og vemodige kærlighedsballade, Nothing compares to you, et symbolsk lag ind. Det understøttes samtidig af by- og gadebilleder, herunder også en stærk brug af et stort murbillede, der synes at rumme en vej ud af elendigheden, en port til en bedre verden. Den slags illustrerer, at Engels i sin neddæmpede hverdagsrealisme også opbygger poetiske modbilleder.
Systemperspektivet og mennesket
I de allerede omtalte udsendelser ser vi Engels gå ind i en menneskelig virkelighed, som også er indlejret i en institutionel verden, der prøver at hjælpe dem. Det er de enkelte mennesker, der er i centrum, men vi hører eller følger også systemets folk. I f.eks. Et glas vand til Johnny (1994) bliver konfrontationen mellem individ og system ofte meget voldsom. Engels fælder ikke nødvendigvis en kritisk dom over systemet, men han viser hvordan behandlere og klienter i det socialcenter, som skildres, har svære betingelser at virke under. Det gælder også f.eks. for Natlæger (1990), hvor vi som titlen antyder, følger natlæger rundt til meget syge, psykisk belastede mennesker.
I løbet af 1990’erne udviklede Engels dette perspektiv på det institutionaliserede liv endnu stærkere i en række dokumentariske serier. Piger i Vestre fængsel (1-3, 1996) var den første af disse, og perspektivet blevet udvidet til mænd i fængsel i Dømt til behandling (1-3, 1997). I begge tilfælde fortsætter Engels med at være tro mod intentionen i hans allerførste film. Hans forsøger at skildre både ressourcer og håb hos de indsatte, og skildre hvordan mødet med systemet skaber store problemer. I den sidste er titlerne på de enkelte afsnit således de psykisk syge, kriminelles egne: ”Så er festen slut”, ”Min mormor var en polsk prinsesse” og ”In the ghetto.” Selvom man er tvangsindlagt og har haft og har et meget problematisk liv, så kan man godt have håb, humor og fantasi. Den side af mændenes liv, deres rablende, skøre fantasi peger på en skjult dimension hos dem og deres håb om et andet liv.
I en af sine sidst serier, Historier fra politistationen (1-2 2001) udfoldes systemets møde med Under-Danmark over en bred kam. Det er Engels ambitiøse forsøg på at lave en slags alternativ Danmarkshistorie, en historie om dem som ikke rigtig høre til det gode selskab, og som sjældent får en stemme i medierne.
Engels – den store dokumentariske Danmarksskildrer
Som menneske er Engels ikke længere hos os, men hans værk lever videre. Ingen andre har som ham skildret sider af livet i Danmark, som vi meget sjældent ser. Han åbnede Over-Danmarks øjne for Under-Danmark, og han gjorde det på en måde som forbandt stærk realisme med håb og poesi midt i en ofte næsten ubærlig menneskelig elendighed. Han viste os systemets afmagt eller svigt, men også hvor svært det kan være, at få samlet alle mennesker op, trods vores velfærdssamfund. På sin egen inderlige måde er Engels en af vores store dokumentariske humanister. Han veg ikke tilbage for at skildre en virkelighed, som de færreste af os kender.
Hans værker bør høre til bland vores filmklassikere, og heldigvis kan flere af hans udsendelser ses ganske gratis, hvis man går ind på dr.dk/bonanza.
Læs mere om Lars Engels i Ib Bondebjerg: Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie (Forlaget Samfundslitteratur, 2008).