Valhalla Rising – left –  (Nicolas Winding Refn, 2009, DK) shows the experimental, poetic and mythological form of Scandinavian  Viking films, but also an extremely violent film. Norsemen (2016, Norvegian tv-series by Jon Helgakar and Jonas Torgerson) on the other hand mostly deals with everyday life in a comic perspective , merging a modern look and mind set with historic characters. The two productions show the diversity of Scandinavian historic drama,

 

Vikings are both a historical fact and a powerful modern myth in Scandinavian culture and media – and indeed internationally. Vikings are widely represented in film and tv-series. They fascinate modern viewers, and narratives about Vikings and the Viking age bring us to a premodern world where war and everyday life, was very different to our own times and can yet give us a glimpse of how Scandinavia was born. They were settled in small communities at home, and at the same time they connected Scandinavia with a much wider world. Even though Vikings were brutal warriors they also changed life and society in Scandinavia. They left a legacy which created narratives both in ancient times and became popular across media in modern times. Thanks to the work of archaeologists and historians we know a lot about Vikings at home and their amazing travels to large parts of Europe, Russia, Byzants and even further.

The Vikings were skilled craftsmen, shipbuilders, they understood trade, they built towns and small or larger communities, and they were also warriors which took lives, treasures and land, not least in England. In the eyes of modern historians, the violence of the Vikings is of course very prolific and the modern narratives of Vikings certainly also point to this side of the Vikings and the Viking age. A historian like Stein Ringen describes the life of Vikings as dramatic, as an endless series of fighting, warring, thieving and marauding, steeling and betrayals to gain land and gold (Ringen 2023: 63). At the same time he points out that they were lawmakers, they created social systems to settle disputes, they were skilled craftsmen, and they had a religion and a developed culture, and we know they built rather huge wooden halls which was part of their collective social and cultural traditions (Ringen 2023: 59f).

A historian like Anders Winroth in his book The Age of Vikings (2016) also paints a more nuanced image even though he speaks of “the fury of the Northmen” and see Vikings as performing violence in a violent time. He tends to see the violence of the Vikings as part of a historic period where violence was widespread in all parts of society. In describing the life of Vikings he also goes into both the background for their travels, the trade they were part of, the way their life and home was organized, the social and political structure and the religion and culture they created.

In the opening chapter of his book Winroth illustrates his points by imagining the homecoming of a group of warriors and the social rituals between the chieftain and his men in the giant hall – the centre of much of the social life among Vikings. This involves recitings by the local skald and the celebrating of the building of an even much larger and better ship for the next expedition. He also points to the building of large halls, the one in Lejre in Denmark being one of the biggest and the quite rich interior of such halls. Winroth’s main point is simply that the Viking were violent, but they were so much more, and maybe some of the modern, popular narratives did not catch all aspects of the Viking culture:

We continue to be fascinated by the Viking and stories about their exploits. Ferocious barbarians in hornet helmets with gleaming swords and sharp axes, descending on Lindisfarne, Hamburg, Paris, Seville, Nates – almost everywhere – to slaughter, raid, rape and generally wreak destruction, toppling kingdoms and laying waste to Europe; the Viking pique our imagination. We picture them killing and maiming without regard for age, gender, or status in society. We imagine them as super-masculine heroes, practitioners of frenzied violence for its own sake, devotees of strange pagan religions that required bloody sacrifices necessitating horrendous torture (…) But the Vikings also represent a more unambiguously positive image: we like to think of them a youthful, courageous, and excellent adventurers devoted to travel and exploration (Winroth 2016: 8).

The Viking Age

In 1066 a Viking army led by the Norwegian King Harald Sigurdsson lost a crucial battle at Stamford Bridge near York against an English army led by Harald Godwineson. Although the Viking age did not stop immediately with this battle, it is often seen as the beginning of the end. This viewpoint is not just supported by Ringen (Ringen 2023: 29) but also by one of the most widely cited experts Else Roesdahl (Roesdahl 2016: 308).  From Roesdahl’s perspective this battle not just ended the existing relationship between Denmark/Norway and England, it also paved the way for a new battle between upcoming Scandinavian nations and the new kingdoms being formed. So in the end, this violent period in many ways helped create a new understanding of national identity:

The enormous energy which characterized the Viking Age and which had sent waves of people across many parts of Europe had now dwindled, but the deeds of the Viking Age has inspired Scandinavian literature, history and politics, and enhanced national pride and identity (Roesdahl 2023: 309)

 

What the Vikings achieved between 750 – 1066 is quite amazing on many levels. One factor is how few Scandinavians there actually were in that period. Stein Ringen’s estimate, based on demographic research (Ringen 2023: 42-43), is that the Norwegian population can be set to 185.000 at the end of the Viking age, which would equal 25.000 to 30.000 households. There are no such demographic estimates for Denmark and Sweden, but based on the fact that both these countries were richer and more developed, Ringen sets Sweden at 200.000 and Denmark 400.000. So the total Scandinavian population in this period most have been no more than 800.000 to 900.000. Though the figures are hard to verify they set their global and local deeds and accomplishments in warfare, sailing, trade, exploration, culture and society building in perspective.

That the Vikings managed to form global connections to the extent they did is amazing in itself. It also had a lasting influence on the development of Scandinavia in the world, and it brought the three countries into the general, European development. There was a cultural dimension in letters, arts and religion, which the Christian revolution could at least partly build on, and trade and commerce lifted the economy just as technical and social skills were refined and developed. Despite the violence and warfare, deeper structural changes were underway, and as Winroth points out (Winroth 2016: 12), although the Vikings in the beginning followed a social and cultural paths different from the European mainstream, the Viking age eventually led Scandinavia back to the European main road.

The society of the Vikings was built on small social enclaves led by chieftains that tended to fight each other, even though they also built broader social structures. We know of many kings in the Viking age, but they were not always in control of the territories they claimed. The building of larger trading places and cities like for instance Ribe (Denmark), Hedeby (Germany, but historically Denmark), Kaupang (Southern Norway) and Birka (Sweden) – and possibly also the experience of conquering and ruling areas in for instance England – started a move towards more developed and centralized forms of societies and power structures. In Ringen’s words, the end of the Viking Age was the start of a structural modernization led by the rise of kingdoms and the Catholic church:

The men who ravaged Europe brought north seeds of modernisation. They found a new and superior faith and took it home, out of which grew Church organisations. The most successful fighters became kings and started to acquire a new understanding of politics, out of which would emerge early state structures. It took time, but the order they passed on to their successors would be more robust than the one they themselves had inherited. Where there had been a Scandinavia of warriors, there would be a Scandinavia of church and kingship (Ringen 2023: 75)

Also Winroth sees the changes in the later part of the Viking Age and the following periods towards kingdoms and more united nations as a directs result of the social development in the Viking age. The kings and secular and religious rulers were building on and at the same time overcoming the very fragmented power structures of the Viking age with its dominance of fighting chieftains. The centralization of regions and countries under kingdoms was of course also furthered by Christianity and the very centralized structure of the Catholic church. The Viking age was to a large degree based on the very personal power rule of chieftains. It was built on a loyalty and gift culture between the chieftains and their men, a loyalty that constantly had to be renewed and proven in battle and on travels. In the following decades the power structure was much more formalized, a system based on law and defined social hierarchy. In the words of Winroth, the instability of nations and the fragility of power continued in the Scandinavia of nations and kingdoms, but the structure had changed:

The processes that brought about the three medieval kingdoms of Scandinavia were long, complex, and violent. Many of the details are lost to history, but the main outline of events is clear. The formless but dynamic society of the Viking Age, when many chieftains competed violently with one another, was followed by the early kingdoms, where power continued to be violently contested and unstable. When such kingdoms matured, as they did in Denmark in the twelfth century and in Norway and Sweden in the thirteenth, kings enjoyed largely stable rules, and the system of taxes, fees, and hierarchy was not seriously questioned. Thus Scandinavia entered the mainstream of European history (Winroth 2016: 156).

Everyday life in the Viking age

Although large empirical data about life in the Viking age are few, archaeological findings do tell us quite a lot about life, death and the relation between the upper and lower classes. Burial places tell us about how the rich were often buried with symbols showing their social rank, while graves of the poor show no such signs. In Danish graves of men of high rank from this period we often find for instance horses, riding equipment, dogs, weapons and drinking cups richly decorated, while women were dressed in fine clothes and jewels. In what is assumed to be graves of kings we find even more spectacular signs of their power. In for instance the village Ladby in Denmark, skeletons of 11 horses were found and a whole Viking ship was used as a coffin (Sawyer 1988: 169). What archaeological findings reveal is a very hierarchical society with a very dominant upper class, some people living from and near this class and a larger group of farmers and workers who might be free in some ways but who at the same time had to work hard just to get food on the table.

But one thing all people in the Viking Age had in common was that death came early, for many even a brutal and sudden death. Few reached beyond 40 and 50, and the mortality rate for grown-ups and children was high, just as sickness, malnutrition and war at home or abroad took many lives (Winroth 2016: 157ff). We know little of social classes and gender differences although there is evidence that the upper classes were healthier and that women lived longer than men. We do have evidence that even rather rich people suffered from malnutrition and sickness, although it is fair to assumes that those belonging to the lower classes were hit harder by the circumstances of their life. Although life in the Viking Age was hard for all classes and life often not very long, it was clearly a class society with large differences:

It is clear that great social and economic differences existed in Viking society. The dead might be buried in splendidly furnished graves in large mounds, or at the other end carelessly discarded. We read about kings and chieftains, about free, self-confident farmers, about slaves, and various stations in between. We know least about the lower groups and the mobility and interrelationships of the groups. There were many poor people that were not slaves and we know of many terms between the ordinary free farmer and the supreme warrior upper class (…) However, there were certainly local differences with regard to the structure of society, and the structure also developed during the Viking Age (Roesdahl 2016: 55)

There has been some debate on the women’s place and role in the Viking Age. Roesdahl for instance is inclined to see the place of women at home as pretty strong, given that the men were often away (Roesdahl 2016: 62). Ringen on the other hand notes that the Sagas (written much later) tend to give women a strong role and presence (Ringen 2023: 51). But the sagas may have changed the reality, and Ringen is also inclined to see the role of women as rather traditional and confined to home. In fact, we have little empirical evidence of women from this period, and the few concrete women we know about are queens or high ranked persons. As we shall see, women warriors or strong women at home and abroad occur in both fiction and historical documentaries, so the theme is present in contemporary narratives. Roesdahl’s argument cited above of women having a strong position because men were away on Viking raids a lot of the time is criticized by other historians. Winroth argues that in premodern agricultural societies the work of both men and women (and children) was necessary:

Farm work was and is unpleasant, laborious and backbreakingly hard (…) Not only was agricultural work hard, the farmer was always threatened by natural disasters as well as wilful destruction by hostile bands of warriors. If the harvest failed (…) poor people might simply starve to death or die from any of the many diseases that often accompany famines (Winroth 2016: 178)

 

At the same time he points to the medieval law book Gragas, where it is clearly spelled out that women are responsible for everything in the home, while men were in charge of everything outside (Winroth 2016: 165). It is therefore pretty safe to assume that also the Viking Age had a very traditional system of gender roles, and that there is certainly no reason to romanticize neither the Viking warrior or the basically agricultural society they lived in. As Jóhanna Fridriksdóttir points out in her book Valkyrie: The Women of the Viking World (2020), in which she analyses the world of the Sagas in order to evaluate the role of women in the Viking Age, women do appear as powerful, mythical figures, as Valkyries deciding over life and death. However, she also says that “the world of the sagas was one in which men were in the company of other warriors, and women seldom appear except to admire them” (Ringen 2023: 55).

Especially men did see more glorious parts of the world and they brought home rare treasures, just as they learned from what they saw abroad. But the everyday life was not glorious, and life was hard and an early death almost certain. Gender roles were traditional, even though some woman no doubt had power, not just in the life at home on the farm and in the town, but also in other matters. So despite Valkyries and some high-ranking powerful women, Fridriksdóttir tend to see the power of women as using their influence and skills outside the traditional areas of power and politics:

Viking women were bold and resourceful, determined to use their assets and skills to improve their material conditions, social status and political influence. They involved themselves in politics, sometimes through their husbands or male relatives, but others claim space to make their own independent life and decisions. A few women became proxy or co-rulers, and perhaps even sole rulers, empowered by their authority or charisma (Fridriksdóttir 2020: 13).

Ribe: life in a Danish Viking village

It speaks to the importance of the Viking Age in our Scandinavian heritage that many museums and sites today can be found in all three countries – and that such places can also be found in other parts of Europe. There are several Viking museums in England and in Germany, and in many of the places in historic Scandinavia, where we find important towns and trading places. This is the case with Kaupang  in southern Norway (https://vikingtown.no/), with Birka in Sweden (https://birkavikingastaden.se) and with Hedeby/Haithabu which during the Viking Age was located in southern Denmark but now lies in Northern Germany (https://haithabu.de). While drawing on historical data on these places and museums, my focus in the following will be on the Danish town Ribe, the heritage of Vikings represented in Ribe Viking Center (https://www.ribevikingecenter.dk//en/), and the broader history of Ribe during the Viking Age. I will also include some references to other Danish museums, such as the very massive covering of Viking history in two of the Danish national museums: The National Museum in Copenhagen and the regional museum, Moesgaard in Aarhus.

Archaeological, historical and cultural museums are of course extremely important for the mediation of national heritage, and the analysis of aspects of how this is done with Ribe in focus and the national main museums will form a basis for the following analysis of mediation in documentary and fictional narratives. The story of Ribe in itself will also lead us towards a deeper understanding of how towns developed in the Viking age, and about everyday life and social and cultural structures. Ribe is considered the oldest town i Denmark, founded around 700, and in 948 the town is mentioned as one of the two earliest episcopal towns in Denmark, together with Hedeby. We also know from archaeological findings that Ribe between 700 and well into year 800 became a very busy trading place connecting Scandinavia and the Frisian, Frankish and English parts of early Europe. Between 705-865 the town developed from a small place with scattered buildings to a rather large and differentiated town with a defence system (Feveile 2013: 10-11). However, we also know that after 865 the town, together with other similar towns in the region, was hit by stagnation and that the trading almost vanishes, only to return and rise again after 945. We do not know the cause, but changes in climate could be a factor together with competition from other cities and regions.

Ribes importance lies in its central position in the Wadden sea area connecting important trade routes. As Feveile states, Ribe became the northernmost point in an international network stretching south, west and east by the see and rivers (Feveile 2013: 4-5). The archaeological findings from this area show products from many places in the world: glass, gold and silver, weapons, coins etc. Remains have been found from many craftsmen shops and houses in the area, and the river linking the place to the Wadden sea could hold quite many ships. There are also clear indications that a chieftain controlled the area around 700, which furthermore indicates the importance of the town, something also the burial place can testify. The busiest time was during late spring, summer an early autumn where the town had open air trading. Rest of the year fewer people worked there. Feveile gives a lively description of how the town must have been:

The whole purpose of the Ribe phenomenon was trade. Foreign merchants and local farmers would have haggled using extravagant gestures and sign language. Heathens and Christians did business together. Highly specialised craftsmen stood side-by-side with street performers, swindlers, musicians, rakes and charlatans. There was probably no shortage of mead alongside Ribe Å. Whores and pickpockets? It would be a strange market that could not also sport these professions. Ribe was a centre for a multitude of relations (Feveile 2013: 17).

This was market life, but behind that the people permanently living in Ribe of course had another life year-round. Here farmers dominated besides craftsmen necessary for upholding daily life in the Viking Age. Here we find the kind of houses typical for the Viking period, the longhouses were families and cattle lived and also smaller and special houses. At this time the Ribe people were heathens and worshipped the Nordic gods of the Viking Age, but that started to change from around 850 and on. A town like Ribe would need a ruler or chieftain to control the trade, the social life and to protect the town against potential enemies. But we do not know the ruler and there is no evidence of attacks on the town, but the town was fortified around 845. Also other fortresses were built, because times became more violent in and around Denmark. But around the same time Ribe lost its central position as an international trading network until it regained a new position as episcopal centre in 948.

Ribe was never the place for violent and battling Vikings, it was an important trading place. The museum of Ribe, Ribe Viking Center, therefore clearly stresses this, the exhibition (both at the museum and through an online virtual tour) mediates a broad picture of everyday life, where the building of a fortress is just one aspect. The different parts of the exhibitions are: the viking fortress 980, Ribe harbour 750, Viking boats, the mythological playground, the heathen sacrificial place, the Ansgar church 860 (early Christianity), the marketplace 710-750, the longhouse, the town 825, the Thing-hall 710-825, the bread maker, and the glass beadmaker. So you can literally walk around in the Viking Age in Ribe and experience almost all aspects of life from war and politics to everyday life. The exhibitions also show films about Vikings, and offer Viking recipes. On top of that, the museum offers a number of thematic exhibitions, for instance in 2024 on Viking tales and stories and the Viking warrior.

The Viking fascination: historical documentaries

Ribe Viking Centre is just one of many in Denmark, Scandinavia and other parts of Europe. Besides these more permanent, specialised displays of our fascination with the Viking heritage, also the national museums around the world often deal with the same period. In 2024 the National Museum in Copenhagen thus opened the exhibition The Viking Sorceress focusing on the real and women magicians in the Viking Age. The regional museum, Moesgaard Museum, in Jutland also has a strong focus on the Viking age, both in their permanent and thematic exhibitions. The museum-experience underlines the fascination with Vikings, and so does the many Scandinavian documentaries, not to mention fictional international and Scandinavian tv-series and films. It shows what Johanna Katrin Fridriksdottir concludes in the epilogue of her book on women in the Viking Age, based on ana analysis of the Sagas:

Today, a millennium after the Vikings lowered their weapons, sailed their magnificent ships to harbour and retired from their adventures for good, their stories provide rich material for countless artists and storytellers, who offer us new perspectives on ancient material through the medium of film, television, photography, visual art, music, theatre, radio, re-enactment or living history projects (Fridriksdottir 2020: 199).

Fridriksdottir’s book about the women in the Viking Age is based on both historical and archaeological research, but the main source and analytical focus is on the sagas, written around 200 years after the Viking Age. She admits herself that those stories probably are a mixture of phantasy and reality, which is – as already indicated (s. xx) – also the perspective used in the Swedish documentary program, Sanning i sagorna/Truth in the sagas (2023). This program goes far to prove – with the help of experts – if there is any truth in the sagas, and they actually manage to find ways from these ancient narratives to a truth that can be confirmed. Other parts of the investigation end with more certainty, for instance the question of female warriors. In this way documentary programs actually create a way between fiction and fact, and also at the say time accept the role of fiction in recreating our heritage.

Another Swedish program, Vikingakungarnes krigere (2023) is part of a series that takes us directly into present time archaeological research and new findings. In the first program we are near Uppsala uncovering two Viking ships, which leads to a deeper understanding of Viking Warriors, how they lived, travelled and died. Based on the findings they can also conclude, that the warriors buried here belonged to a special group close to the king. The burial ritual is reconstructed as it is the case with most historical documentaries, mixing a scientific and narrative approach. We also follow the examination of the remains of the bodies, and surprisingly some of them seem to be between 60-70 years old. This raises the question whether they were actually warriors, and the conclusion seems to be that they were warriors following on trade travels, perhaps in faraway places. Not all Vikings were brutal warriors, although some of the men have serious and fatal wounds.

Another program deals with the uncovering of a very large bronze grave. Programs like this takes us into both historical research and combined with reconstructions also a far-away historical reality. The number of historical documentaries on Scandinavian channels is quite high, and those with Viking Age themes start already in the 1960s on Swedish, Norwegian and Danish public service stations. In terms of narrative and aesthetics the early programs are more primitive, such as for instance the Norwegian program Vikingenes veger (1968) which in two programs of each 30 minutes deals with the travels of the Vikings. The first about Eigil Skallagrimsson who came from Norway to Iceland and became a poet but also a heathen main figure in the saga with his name. The second episode follows the travels of the Vikings and where they came from. Such programs are mainly fact-based programs on specific aspects of the Viking Age, and the visual and narrative construction is rather limited.

However, some programs deal with direct links between the Viking Age and the present, for instance Hektet på fortiden (2016, NRK, Connected with the past) which looks at a group of people still living in the Viking Age. These people are fascinated by what they see as Vikings living more in tune with nature and they let the spirits and forces of nature influence their everyday life. The programs take a critical look at what can be seen as an obsession with the past, a cult involving sacred rituals. They live in a Viking village and reproduce not just ritual but also houses and things from the Viking Age. We follow their work with creating food, dresses, jewellery, and things for the house and how they prepare rituals. In that sense the Viking Age comes alive, we actually see people trying to live like Vikings. We also focus on children and teenagers and how they enjoy living in this way and how at the same time they can also move in and out the modern world. No matter how one looks upon this experiment in living in the past, the program also becomes and anthropological travel back into the Viking Age relived today.

On the oldest Danish tv-channel DR, history is given a high profile, and the Viking Age is a very popular topic. For instance the historian Cecilie Nissen has specialised in a type of documentary where she goes on a hunt for unsolved mysteries. Here she combines a classical, authoritative voice and figure with an almost criminal investigation into the past using modern DNA techniques as well as more traditional archaeological procedures. In Mysteriet om Danmarks første konge (2021, 1-5, The mystery of Denmark’s first king), which means Gorm den Gamle (936-958, presumably), but where she tries to argue for an even older Danish king before Gorm. This takes us back to Ribe, the oldest Danish town and a search for traces there – and a coin with the image of a male face from around 725. A coin which for 100 years was the only official coin in Ribe. A large stone ship at Holstene south of Århus from year 500 also indicates the existence of a powerful person. But maybe not a king of a nation which is not yet formed, but a ruler of people and a region, a ruler among others. In Lejre, one of the important Danish Viking sites, on also find a very large house from around 700, now called a king’s house. The series takes us into a legendary and partly mythical historical reality, where it is extremely difficult to find a historical truth. Maybe therefore this series also use animated cartoons to illustrate the legends and stories from this period.

In another program Cecilie Nissen continues to try to solve historical mysteries, this time Gorm den Gamle’s queen Thyra, Gåden om Thyra (2023, 1-2, The Mystery of Thyra), but she moves even more into mythical and legendary history in Gåden om Odin (2023, 1-6, The mystery of Odin). Here we move into the ancient religion of the Vikings and the meeting with the new, Christian religion. Aesthetically this move into myth and religion leads to a much more dominant use of animated films, illustrating the ancient gods and the more heathen prehistory. Digging deeper into the period where Gorm the Old raised his famous rune stone claiming to have made the Danes Christian. Old iron and gold figures seem to indicate a connection between the Huns influence in Scandinavia. Maybe such a theory is very difficult to prove, but in the early 500 years the world was more chaotic just as the old heathen religion had rather brutal aspects and went much further back than the Viking Age.

In this documentary on the Odin cult and its historic birth, scientific data tell us that the Nordic mythology is grounded in the events around 500, where a severe climate change caused by volcanic eruptions created a long winter around the world. This is shown by dendrological data from Scandinavia, data that actually correlate with Snorre’s Edda in which there is talk of a “fimbul winter” from 536 and three years on. So even though the sagas are partly much later narratives and fiction, they also lead to real historic event. In the sagas there is a mythological dimension around the Nordic gods at this time, where Ragnarok (utter chaos) dominates the early Scandinavian societies, where the Fenris Wolf swallows the sun and where gods and other mythological giants are fighting each other. This is a myth but also a realistic description of what humans went through during this Ragnarok.

The historians cited in the program talk about 536-539 as the worst time in to live in, and therefore rituals and religious acts have probably increased in this period. Recently a huge gold collection was found from this period in Vindelev, near Jellinge, where Gorm den Gamle in 900 declared Denmark united under Christianity. The gold treasure in Vindelev however show how strong Odin and the Nordic mythology was from 500 and until then, and the gold was a sacrifice to Odin. A documentary like this combines a strong scientific argumentation, an almost crime like structure with very creative, animated illustrations of how life before, and in the Viking Age, was interwoven with myth and ritual acts. The documentary series also keeps moving and expanding our knowledge of historic periods and of the connection between Scandinavian history and the broader European and world history.

The international fascination with the Viking: films and tv-series

It is beyond doubt that the Viking Age has fascinated filmmakers around the world and attracted audiences in large number. In the book The Vikings on Film (2011, edited by Kevin J. Harty) we find a cross national analysis of some of the most successful Viking films and there is also a very useful global filmography of all films from the silent era to 2011. It is no surprise that the first Viking film is British (The Viking’s Bride, 1907, Lewis Fitzhammon) and the second American (The Viking’s Daugther, the Story of the Ancient Norsemen, 1908, J. Stuart Blackton), nor that the narrative combines a less than historic realism with melodrama, love and family feuds. Of the 74 films in this filmography, we find 7 from the silent era and the rest made from the 1950s and on.  Of these films, UK and US alone or in co-production have made 42, but national Nordic productions or co-productions are actually quite well represented with 16 films. But what is also quite astonishing is that 11 countries (Japan, Germany, Austria, Australia, Poland, France, Bulgaria, USSR, Turkey, Belgium, Ireland and Italy) are also represented in this period. What we can conclude is that the Viking narrative is globally very strong represented, and seem to fascinate audiences across many nations.

Some of these films draw on Sagas or historical books. The silent movie, The Viking (1928, R. William Neill) is based on a historical novel and deals with the historical figure Leif the Lucky/Leif Eriksen and the arrival of Norwegian Vikings in America. It is made in Technicolor and with a quite strong musical score. The film creates both a Norwegian trading place and village, we follow the Vikings on expeditions and raids, and the narrative also has a very melodramatic love story, centred around a strongheaded woman, Helga loved by three men. The film depicts the Vikings as not very violent, although fighting scenes occur, and they are also Christian. When they finally walk ashore near Rhode Island and peacefully meet with the native Americans, they are clearly inscribed in a modern, American myth of how America was made. As a Viking narrative the historic realism is quite limited, although the film is based on an at least partly true story.

This can be said about a number of the earlier, international Viking films even though they are based on historic literature or on sagas and original poems from the immediate post Viking period. No less than three films on the filmography are based on the ancient British poem Beowulf, a quite adventurous poem about a Scandinavian hero, and his fight with the monster Grendel. As already pointed out, this fantasy driven poem is actually based on some real historical events (see xx). However, in the many remakes and not least the American versions it is the fantasy-adventure dimension that dominates. For instance in the US-European co-production Beowulf (1999, Graham Baker), set in a post-apocalyptic future, and the very ambitious digital 3D version by Robert Zemeckis (Beowulf, 2007), taking place in an ancient Denmark under King Hrotgar (Anthony Hopkins). Here the fantasy universe is at least clearly placed in an actual, historical setting.

Viking films have of course also attracted the large Hollywood names and the search for daring adventure, war and romance. We see this in Richard Fleischer’s The Vikings (1958), based on an American novel by Dale Wasserman, starring Kirk Douglas, Tony Curtis, Ernest Borgnine and Janet Leigh, and one of the first films in wide screen and technicolour to use the Norwegian setting in a more realistic way. As Kelly points out in an analysis of the film: “The Vikings succeeds in persuading diegetically because of its Technicolor scenery, and extra-diegetically, because the publicity for the film asserts its authenticity so absolutely that no reviewer questions it” (Kelly 2011: 10). Perhaps this combination of authenticity in recreating an ancient Viking world and the ability to create drama is even stronger in a British film like The Long Ships (1964, Jack Cardiff, starring Richard Widmark and Sidney Poitier) which is based on Frans Bengtson’s international bestseller Røde orm/Read Orm (1-2, 1941-45). Although a fictional and partly mythical story in an Arab country, it also captures a reality of the Viking Age, and the meeting between north and south.

Looking at the rather long list of non-Scandinavian Viking films from the silent era and on makes it quite clear that Viking narratives keep fascinating producers, directors and audiences, and that the relation between historic realism and fantasy-adventure takes many forms. I will pursue this theme in more detail in a short analysis of two of the most recent and successful Viking narratives: the long running tv-series, Vikings (6 seasons, 95 episodes, 2013-20), created by Michael Hirst for the History Channel, and very dedicated to historical realism, and The Northman (2022, Robert Eggers), a film where violent action-adventure meets historical reality. The intention is not to give a full-length analysis of these to different versions of a Viking narrative, but to look at how the creative, narrative and the historical realities interact and engage viewers in a historical world.

Vikings is undoubtedly the longest running and internationally most viewed and popular Viking narrative. The fact that it was originally produced for and broadcast on History Channel shows a basic intention of building on a historical reality although also creating a fictional narrative based on a selective and free version of history. The series was written by Michael Hirst, an English producer and screenwriter, who has also made successful films like Elisabeth (1998), Elisabeth: The Golden Age (2007) and the tv series The Tudors (2007-2017). Interviews with Michael Hirst reveal a clear strategy in his writing, where solid knowledge of the historical period is important, also that as a writer of historical fiction: “In terms of individual storylines, I’m a writer, so I have to condense, imagine and shape” (interview in Creative Screenwriting by Brock Swinson: 2016). In the same interview, he also talks about the checking of the authenticity, but criticising historians, who often make impossible claims about fact and authenticity, he says: “So I run everything by him (series historical consultant Justin Pollard) to check if it is authentic, plausible, or real. You can’t always talk in terms of historical accuracy, since a) I’m not writing a documentary, and b) I’ve often wondered if there is such a thing. That said, there has been criticism of the historical accuracy in Vikings, but one of the top British Historians, Howard Williams (Williams 2020) has given the show a rather strong authenticity stamp, even though he points to a number of elements that cannot be defined as historical correct:

As a specialist of the Early Middle Ages, including the archaeology of the Viking period in Britain and Scandinavia, I argue that we can celebrate the immersive, diverse and rapidly changing material environment Vikings deliver. We can take it seriously as a form of public engagement – not because it ‘gets everything right’, but because it inspires so many insights and tackle many key issues which historians, archaeologists and other specialists are investigating about the Viking world (Williams 2020: xx).

What Williams also celebrates in the series is the fact that it is not just about action and adventure, not just by the elites, but also the diversity of people, conflicts and themes and the importance of everyday life. This is all unfolded already in the first episode in season one, in which most of the themes and structures of the narrative are presented, including some of the aesthetic blending of mythical and more realistic dimensions. The opening scene is a brutal fighting scene, filmed in a dark and gloomy light, and leaving only Ragnar Lothbrok (Travis Fimmel) and his brother Rollo (Clive Standen) left alive. Bodies are spread all over the field, and ravens are already picking the dead. This opening scene plays into the dominant picture of the Vikings as brutal warriors. Another dimension is opened, when Odin and other mythological, religious figures appear from the sky, among other things to carry the dead to Valhalla. This dimension of myth and religion, this living with and appealing to things beyond the normal, real world is present throughout the series adding a symbolic layer to the story, but also telling us how religion was an important part of everyday life. We see the same blending of the symbolic and the everyday in the trailer for the series.

It is therefore an important narrative move we see in the following scenes in episode one. From the world of men in battle and the gods, we jump to the women’s world, a world of fishing, making food, taking care of the house and the children. But as we learn soon after, women do not just belong at home, they have a quite strong place in society. Ragnar’s wife Lagertha (Katheryn Winnick) is called a Valkyrie, and she is capable of chasing two men away with sword in hand, just as she also accompanies Ragnar on a raid to England, a daring first trip towards the west. The series thus in many ways support the debated theory of women in the Viking age. In some of the early scenes love and sex relations are also taken up, and a potentially dangerous relation between Rollo and Lagertha adds to the gender theme of the series.

The scenography of the series is magnificent and the forces of nature around Viking life play an important role. A screen text at the start says “Somewhere in Norway”, and even though most of the series is shot in Ireland or, with few additional shots from Canada and Norway, the scenery and the places used give a very realistic picture of ancient Viking life in Norway and England. The same goes for the images from Ragnar’s farm, the main village, and Earl Haraldsson’s (Gabriel Byrne) house, from where everything is being controlled. The narrative develops into a portrait of those in power, ordinary people and those Viking going east or west on ships. In short, we get an insight experience into the kind of democracy and collective decision making in the Viking age and the underlying power struggles. This conflict is the dynamite the narrative feeds on in all of the first season, and an additional conflict is that between the traditional power and Ragnar as a more visionary person who wants technological development and the opening of new horizons.

Vikings is a powerful, historical drama, and although it doesn’t have and neither claim to have a documentary approach to the historic period, it clearly represents a historic drama with a very strong basis in real historical events, conflicts and the everyday life of people in the Viking age. There are no available and verified viewing figures for the series, which went from History Channel, to Amazon Prime Video and now Netflix, but worldwide we a probably talking about several hundred millions. The show’s popularity with viewers all over the world and not just Europe, can also be seen from the fact that Netflix commissioned a sequel, Vikings: Valhalla, this time not just written by Michael Hirst, but also other screenwriters, a series which takes place one hundred years later than Vikings. Another thing is, that we here see a series with such a powerful mixture of historical realism and narrative and aesthetic phantasy, that even some historians tune in, to quote professor Williams again:

Despite perpetuating and fostering some old and new myths for public consumption, Vikings reveals a drastic shift in public representation of the period. Viewers can experience a sense of a disturbing and complex Norse society, and a sense of history unfolding, in which the principal characters are repeatedly shown to be only, part of broader changes in raiding, invading, trading and settling across Europe and beyond. For me, it is the breadth and depth of this imagined early Viking-period material environment, both fabulous and factual, where Vikings shines forth and promises to engage and inspire new audiences to learn about the early medieval past (Williams 2020: xx)

Vikings is a very complex, historical Viking narrative, where many layers are unfolded: from the everyday life through very different characters, the world of men and women, the internal power struggles between different social layers, the world of battles and long travels to kill, rob and take land, and into a religious and mythological world. Even though other international narratives with elements of this complexity can be found, it is mostly the action-adventure tendency that dominates. A brutal and extreme case of this can be found in Robert Eggers film The Northman, which indeed is a dark tale of hate and revenge. The film’s use of myth and religion is second to none, the good and evil spirits appear throughout the film and seem to guide the actions of the main characters. American director Robert Eggers is known for his ability to make scary and shocking historical horror films, and this is indeed a Viking horror-action-adventure film. The film is shot in Ireland, but a large part of the films pretends to take place in Iceland. But the everyday historical reality of the film is only a frame around a tale of wrath, revenge and of the eternal battle between and in families. The brutality of the battle and killing scenes are almost unbearable, and many of the sequences are drenched in blood and darkness. It is a classical family revenge story, where Amleth (Stellan Skarsgaard) sees his father get killed by his brother Fjölnir (Claus Bang). When the final battle between them comes, they kill each other, but in a white vision, Amleth sees his family live on to glory, and in the last sequences he rides on his white horse into the white gates of Valhalla in the sky.

Scandinavian Viking narratives

The international Viking films are of course influenced by Scandinavian history and culture, and in some of these films we also find co-productions with one or several Scandinavian countries. The Northman has several Scandinavian main characters and Film Iceland has also contributed to the film. This tendency also goes the other way, some Scandinavian Viking films are made with foreign support, and some have international actors. Whereas we find a few international Viking narratives in the silent era, this is not the case in Scandinavia. Even though we find many historical films during the silent era, some even about the middle-ages, the first Scandinavian Viking films are from the 1960s and on. This is also the period where the theme starts booming internationally, but the international and Scandinavian profile in this genre differ in some ways.

One of the earliest Scandinavian Viking films is a comedy or rather a sometimes quite silly farce, Här kommer bersärkarna (Here Comes the Wild Wikings, 1965,Arne Mattson), where a group of Vikings go against the Roman empire. The film is a Swedish, Danish Yugoslavian co-production, mostly shot in Trieste, but even though the two main characters, Swedish Carl-Gustaf Lindstedt and Danish Dirch Passer, were both popular national comedy stars, the critics called it one of the most spectacular failures, and the film was no success in the cinema. The plot is quite absurd: the two brothers Glum (Lindstedt) and Garm (Passer) are robbed by king Olav the Sour, because their father cannot pay his debt to this chieftain. Olav then as punishment sends his two sons to the fictional town Cassinopel, where the brothers are taken slaves and have to fight as gladiators. When they miraculously return to Sweden, they manage to rob Olav, and we have a happy ending.

A comedy/farce like this is far from historical reality, but elements and stereotypes are used and twisted, as it is the case with all comedies whether they twist love plots, crime plots, western plots or historical plots. Such ironic plays with the Viking Age can also be found in other Scandinavian productions, for instance the Norwegian tv-series Vikinga (3 seasons, 2016, NRK, Norsemen, Netflix) written and directed by Jon Iver Helgaker og Jonas Torgersen. The series was simultaneously shot in a Norwegian and English version. However, in this series humour is so to say taken seriously, and the whole series is played out in very realistic, settings in a Viking village in Norway around 790, in the series called Norheim. The series was filmed on location in the village Avaldsnes in Rogaland, and the series uses the authentic Norwegian setting to the full. The basic structure and form of humour in the series is the use of contemporary perspectives on the historic past. One example is from episode one, when one of the boats coming back from a raid. Here a slave Rufus, actually a captured Roman actor, keeps asking the chief what the payment is for the work he is going to do as a slave. He also complains about the lack of information and communication and he is of course beaten, which leads to a discussion of forms of leadership. It adds to the irony that it is a Roman slave who tries to reform the Viking culture, and the use of this a-historical element gives us a critical view of the Viking culture. Another example from this episode is a group of old men, who are supposed to do a “ættestup” (a jump from the cliff), which means to kills themselves to spare the family the burden of feeding them. However, they start arguing and protest. This kind of irony and humour clearly makes the viewer aware of differences in way of life in the Viking Age and today. It is a kind of learning by humour, it is a piece of reflexive historical narrative. The characters live in the Viking Age, but the speak, think and act with a modern mind.

Through this Rufus slave-character and the general ironic, humorous look at an otherwise rather realistic, historic reality, the series takes us through central aspects of the Viking culture: sexuality and the relation between men and women, religion, the fighting between different Viking clans, the raids and pillaging east and west, the aspects of everyday life, the social and (not so) democratic structures. In many ways the series does show us a historical world, only the characters seem to speak with a modern mind that creates clashes between different worlds. Rufus is just one figure speaking a more modern language, also the women in the series often play powerful roles or speak their mind as if they were feminists of today Gender roles and sexuality is frequently addressed in a very direct and modern way. When Chieftain Olav returns from a raid in England, he tells with pride of Frøya’s skills both as Valkyrie on the battle field, and in the mass rapes, where she forced several monks to “ride” her. Her husband Orm, brother to Olav, is on the other hand described as gay, and all through the series gender roles and sexuality is realistically addressed – and with humour and irony. Even the basic narrative structure of the three seasons is a bit unusual. Where season one and two follow a traditional unfolding narrative, the third and last season goes back in time to before season one and two.

The series seem to have fascinated the Norwegian viewers, at least NRK news reported that almost 1 million viewers followed the first episodes, well over 40% more than normal for NRK 1 broadcast in that slot for flow-tv, and also many viewers followed on NRK.no. (https://www.nrk.no/kultur/nesten-en-million-har-sett-premieren-1.13194121). The leading Norwegian newspaper Dagbladet (Marie Kleve, 2016) is also very positive, and defines the series as “a collage of Viking sketches combined with an overarching principle: what would happen if we let the Vikings from then think and speak as we do today in between, raping, plundering and having wild mead drinking parties”. She also salutes the realism in setting and characters, which makes the satire and irony work. Internationally the series also got fine reviews: New York Times called it one of the ten best tv-shows in 2017 (Poniewozik, James; Hale, Mike; Lyons, Margaret (4 December 2017), and in 2019 one of the best shows in a decade (Hale, Mike (30 December 2019), and in The Guardian, Julia Raeside (Raeside 2017) called the series “Monty Python meets Game of Thrones in this Norwegian Comedy”, and she ended her praise of the series with the following: “If you are left uncharmed by Norsemen, you are both heartless and immune to their heartily irreverent approach to situation comedy. Lighten up and let the men in plaits beguile you into stupid, helpless giggles.”

Viking Age for the young audience

Maybe a first thought would consider it inconceivable to make Viking film for children given the violence and brutality connected with the Viking age. However, in Scandinavia the film policy around the young audience is pretty liberal, and films for the younger audience has been made in different genres in both Denmark, Sweden and Norway. A common structural and narrative element in such films and tv-series is to make children central characters in the Viking universe and to make them help solve conflicts created by grownups. This secures a strong identification from the young audience and an active involvement in the historical world. Another element is to play with the time difference, both showing a historic difference and yet tell a story which at a certain level is quite universal. Playing with time can also be done in a very adventurous way, when time travel is part of the narrative.

This is the case with the Norwegian Brødrene Dal series (four series between 1979-2005) on NRK, all directed by Eivind Aaseng. The main idea behind these four series, is to make two grown up brothers living in modern Norway travel back in time to different historic times in order to solve a problem back in time threatening to change things today. A combination of history learning by time traveling and at the same time a dash of science fiction, adventure and comedy. One of the most seen of these for series was Brødrene Dal og mysteriet om Karl XIIs gamasjer (2005, The Dal Brothers and the Mystery of Karl XII’s Legggings). The series was broadcast in 2005, the 100 year of Norways independence from Sweden.  The two Dal-brothers have to go back find the Swedish king’s leggings or else there is a possibility that Norway will again be under Swedish jurisdiction. The very spectacular narrative takes the two brothers through many historic events and battles between the two countries. The series was extremely popular and seen by 1.2 million Norwegians, presumably many children and young. Not quite as popular was the film Brødrene Dal og vikingesverdets forbannelse (2010, The Dal Brothers and the Curse of the Viking Sword), the last in the series and the first film. Here the time machine by accident takes the two brothers back to the Viking Age, on the spot where two of the most dominant Viking groups fought a battle over a magic sword. Maybe here the comic-absurd dimension killed the historical reality too much.

Animation is another common way of approaching younger audiences, and here one of the most successful Scandinavian films is the Danish Valhalla (1986) based on Peter Madsen’s cartoon by the same name (1977). Peter Madsen wrote the manuscript, partly in collaboration with Disney’s Jeffrey Varab, and also directed the film. One of Denmark’s best animators, Børge Ring, is also credited. It was one of the most expensive Danish films in the 1980s, but also of the most popular, seen by 578.830 people, and it received the Audience prize in Cannes in 1987 for best children and youth film. Animation diminishes the reality of a film and thus makes it possible to create a certain distance to even very scary elements in the film. Comic is often added to this, giving characters a special softness. Valhalla is a kind of historic fairy tale involving three worlds in the Viking Age: the human world, where the boy Tjalve and his sister Røskva live their ordinary Viking life with their family; the world of the Gods (Valhalla), and the world of the Giants in Midgaard. The plot is, that the two children get mixed up in the fight between the two other worlds. Thor and Loke visit their humble house, they do magic tricks and they tell dramatic stories, classic saga stuff, and a Viking fairy tale world. Even though there is a fundamental fight between good and evil, between maintaining the world as it is or Ragnarok, and the children take part it, the film never turns really bad. Furthermore the world of the gods is very much like the ordinary, human world – plus the magic.

Valhalla is far from a realistic, didactic historic film about the Viking Age, it is a warm comedy, a fantasy miming aspects of the Nordic mythology. Even though the gods come to the earth and the children return with the gods, the world they meet is in many ways a mundane world where the mythology and magic is taken down to the level of children. When Danish director Fenar Ahmad in 2019 remade the film (with the same title) as a live action drama, a dark thriller and allegory about the present climate crisis, still as a film for those turned 11 and older, the film failed completely.

Even though Danish director Jesper W. Nielsen with his film Den sidste viking (1997, The Last Wiking) fares much better with his film for the +15 years old, it was no success either. It is a co-production with Sweden, and it was shot on location in Estonia, and it is a powerful drama about the fight between chieftains and the King, a king who wants to confiscate all ships to stabilize his power. The film has many brutal fight scenes, and the two children (Bjarke and his bright and forceful little brother Harald) are not just caught up in the battle, but also contribute to the final solution as their fathers sails away to fight the king, and the King’s men invade their house. So the film follows a classical children-youth film concept in making children active players in the grown-up world. They are not just active they do in fact represent human values that contrast the grown-up world. He does this together with his brother, the girl Eisa with whom he experiences a first innocent form of love, and with Skralling (Per Oscarsson), who people consider to be mad. So children and a former slave and gifted boat builder are destined to go against the powerful and mighty. The film is a rather realistic war drama, and we learn a lot about the Viking Age by watching the film, even though the plot with the two brothers, the girl and the half-mad boatbuilder is a fantasy, a way of bringing teenagers into the film and catching a young audience. In the cinema it only sold 11.114 tickets, but it has had a longer success on dvd, tv-stations and streaming services).

The Swedish film Halvdan viking (2018, Gustaf Åkerblom), which is made for a slightly younger audience, has a rather similar plot. Halvdan (11 years old) has a limp and doesn’t have a high status in his village, and his father went on a raid abroad eight years ago. The village he lives in was once one village, but at some point, the chieftain in the East part of the village and the West part became enemies. Since the to villages have been separated, but a process starts when Halvdan from the East village celebration the Nordic gods, meets the girl Meia from the Christian West village. When the much richer West village plans to attack the East village, encouraged by a Monk. The two kids try to prevent this, and together they also try to bring food to the starving East village. Through the film we actually get many scenes from the everyday life in the two villages, and the film clearly indicates that the children and the women are much more reasonable than the men. In the dramatic ending of the film, where the war between the two villages breaks out, it is Halvdan and Meia and the two wives of the chieftains that stop it and declare peace.

The Scandinavian Viking drama made in Saga style

Scandinavian Wiking film dramas are, as we have already seen with Viking tv-series, not necessarily national productions. The Viking narrative has a strong position with international producers, directors and audiences, it is a narrative which builds on something unique to Scandinavia, but has fascinated a global audience, just as the Vikings historically moved around and influence history around the world. It is a prime example of something very national which at the same time is rather universal. National specificity often goes hand in hand with more universal themes, storylines and aesthetic forms, just as co-production is quite normal.

This mix of specific national elements and universal is very visible in Danish director Gabriel Axel’s very ambitious, international co-productions Den røde kappe (1967, The Red mantle) and Prince of Jutland (1994, Royal Deceit). The first has a Scandinavian cast, although it is a huge international co-production, was shot on Iceland and some locations in Denmark. It takes place in the Wiking age, and is based on the story of Hagbard and Signe in Gesta Danorum written by the Danish clerk and scholar Saxo Grammaticus. So it is fundamentally a Scandinavian story and a Danish-Swedish-Icelandic film, but as one of the most expensive films made in that period, it clearly also aimed at an international audience. The film clearly tries to translate the Saga-literature to film. There are magnificent landscapes and action scenes as realistic as a 1964-film can be and the dialogue is kept to a minimum. The theme is both historical and universal: two families have been in a long fight for power, but then Hagbard and Signe belonging to each of those families fall in love. The result is predictable: Hagbard is hanged and Signe commit suicide, it is the old, universal story of the individual and the family. Some of the best creative forces in Danish culture were involved: The author Frank Jæger is in charge of the imitation of a Saga-dialogue, the cinematography is in the hand of Henning Bendtsen (Dreyers chief cinematographer) and a daring choice of the very modern composer Per Nørgård try to develop unique score for the film. The famous historian Erik Kjersgaard is even called upon to secure the historical authenticity. But despite all this, the film failed miserably both in Scandinavia and internationally. It was however selected for the Cannes Festival, but only received a special technique price. As a Viking narrative the film lacked a convincing story and the spectacular Icelandic setting was not enough to bring the classical story home. The film had a much better success abroad than in Denmark and the rest of Scandinavia, and even got decent reviews in UK and US newspapers, but still the film came out with a huge deficit (Mørch 2008: 336ff) and is today mostly remembered as an expensive, artistic failure.

Prinsen af Jylland/Royal Deceit was perhaps an even greater failure, although compared to The Red Mantle it seems to have a stronger narrative structure. It was from the beginning much more international, shot in English with a quite impressive international cast, loosely based on the Danish legend of prince Amleth, partly derived from Saxo, Grammaticus again, partly Shakespeare, and co-produced with Les Films Ariane (FR), Woodline Films (GB), Kenneth Madsen Filmproduktion (DK), Hamburg Film Fund (DE) and Allarts (NL).  Great international actors like Gabriel Byrne, Helen Mirren, Christian Bale, Kate Beckinsale and Tom Wilkinson worked hard to make the film a strong, artistic narrative. Again, it is a family feud at center, it is about revenge, and set in a both classical Danish and English Viking landscape and setting. From the start to finish the film unfolds as a story of treason between brothers, of a brother killing his brother to become king and marrying his brother’s wife, and the revenge by the son Amled of the murder on his father.

We know the story, a powerful classic tragedy, and the style and narrative pace of the film clearly tries to capture the style of the Icelandic sagas. Few words are spoken, the narrative pace is rather slow, and action scenes more stylized than in many other Viking films. The plot sticks very close to both the old tale and Shakespeare’s version, although the scenes from Lindsey in England presents us with a more developed narrative of war and fighting. However, as a Viking film it mostly deals with family feud among high-ranking persons, and has little of the everyday life aspect we find in most other films of this kind, although we do get such scenes, and some love scenes. Amled gets his full revenge against those that killed his father, and after marrying the daughter of the English king he himself becomes the new king. Despite the strong international backup for the film, it was not seen by many, despite Axel’s international fame after Babette’s Feast (1987). Time out (2012) was merciless in its short critique of the film:

A major disappointment after the delightful Babette’s Feast, Axel’s version of the Hamlet story (in English) is taken not from Shakespeare but an earlier source. Bale is the prince who goes literally barking mad (or does he?) after witnessing the murder of the king his father (Wilkinson). By the time we reach the scene in which the murderer (Byrne) ‘consoles’ the coveted queen (Mirren), the stilted script, half-hearted acting and overall poverty (financial and imaginative) raise the question: Is it some sort of parody? Indeed, the later skirmishes are so small and scrappy they look not unlike the Pythons’ glorious sketch of famous battles staged by the Batley Townswomen’s Guild.

Variety was also extremely critical (Elly, 2012) and said that the film “might have scraped by as an exotic art movie in Anglo markets (…) but pointed out that the film was in the same category as The Red Mantle: “dispassionate, event-laden content perfectly mirrors the chronicle tradition on which it draws, but beyond extra-special situations and study classes, this looks like a pic without a public”. Both the national and international critique were harsh, and there is none of the fascination of other international or Scandinavian Viking movies to be found.

In fact, the only somewhat positive comments on the film comes from Mette Hjort in an article in the academic book Cinema and Nation (Hjort & Mackenzie (2000), where she praises his attempt to downplay the national aspect in his film, an attempt of “intercultural thematization of nation”. As Hjort points out, the film´s narrative, founded in the Saxo Grammaticus 1200-year-old tale, is only fully understood, if the viewers also grasp the connection with and difference to Shakespeare’s version. The film is set in both Denmark and England and through its context thematically addresses both a clearly national aspects and a broader intercultural aspect. As Hjort says: “Unfortunately, it seems that the comparative process encouraged by The Prince of Jutland has served only, in various contexts of reception, to mark the film as a failure” (Hjort 2000: 113).

The mythological, bigger than life Viking drama

If Gabriel Axels films represent a low-key Saga-like representation of a Viking-drama, Nicolaj Winding Refn’s film Valhalla Rising (2009) is different in almost all aspects. Mads Mikkelsen plays a one-eyed, super-natural fighter, who is caught in between the world of a pagan Viking Chieftain, using him as a gladiator in price-fighting, and a Christian world of Christian Vikings in search of the Holy land, a search that also takes us to more mysterious and dark places. The narrative and the theme of the film thus moves between a Nordic Viking world, an upcoming Christian, and a completely mythologic space of dark forces, challenges and black visions. The film is shot entirely in Scotland where the Norwegian chieftain reigns, and while he represents the classical believer in Nordic Gods and mythology, it is a group of Christian Norwegian Vikings that are fighting heathens in a Scandinavians enclave of Scotland.

The Plot develops as One-Eye breaks free, kills the Chieftain quite brutally and sets out on a trip with another slave boy connected to the dead chieftain’s entourage. On their travel they encounter the Christian Vikings and agree to follow them on a search for the Holy Land, a crusade in other words. There is lots of action-scenes in the movie, also during the trip to what they believe is the Holy Land, but turns out to something completely different. In the end, where One-eye is separated from the Christian group after some fighting, he meets his destiny, somewhere on the coast, where twelve native warriors belonging to this unknown land kill him. The ending has mythological, religious overtones as One-eye seem to disappear through the water and into the clouds after his death.

The director Nicolas Winding Refn in this film takes some of his modern action movies and his visual style back to the Viking age. On the one hand the film is extremely violent: One-eyes victims are not just killed, they a massacred, they have their stomachs cut open and guts spilled out, and they have their heads smashed with the brain dripping. At the same time most action scenes take place in a dark and often densely foggy place, as a world before civilization or a world doomed, or even hell. These sequences of the film can be called brutal realism, and they appear throughout the film. It is as the chieftain that has One-eye as a slave says: “He is driven by hate, that’s how he survives and never loses”, and this chieftain get to feel that himself, when One-eye at the end of part one (Anger), is killed like all the other men and has his had planted at the top of a spear.

But this stream of narrative action scenes throughout the film are in fact not completely dominant, just as the darkness and fog that seem to cover all is broken by what one has to call a poetic-symbolic style, something that points to other dimensions in this ancient Viking world.  In the films following 5 parts: (Silent Warrior, Men of God, The Holy Land, Hell and The Sacrifice) the film in shorter and longer sequences moves into existential, mythological or even religious modes. One-eye sometimes has psychological glimpses of what is going to happen, often revealed in sharp red, blue or yellow colours. The initial dark, brutal reality of fighting, can suddenly change to extremely slow and silent scenes, for instance when One-eye has joined the Christian Viking and they drift away in darkness on a boat in search of the Holy Land. Suddenly the fog lifts and the sun rises over a green and lush country. However, what seems to be paradise and maybe even the Holy Land turns out to be Hell, and a deadly fight breaks out killing all. Then comes the mysterious scene One-eye has already seen in flashes: he is killed by the natives (almost looking like native-Americans), and through water, sky, and clouds he seems to have been reborn in the sky. The only person coming out alive, is the unnamed slave-boy which has followed him all the way.

Nicolas Winding Refn manages to make a poetic, mythological and brutal realistic Viking film, a film that divided audiences and critics. In Denmark Jacob Wendt Jensen called it a masterpiece (Wendt Jensen, 2010), while on the other hand Ebbe Iversen called it “unbearably pompous” action film, which was not really and action film (Iversen 2010). The international press was also split, but Philip French in The Observer, and he almost hit the same note as the director, who has said that he was more interested in hitting a spiritual science fiction tone than making a traditional period drama (Monggaard 2009). French said: “Valhalla Rising is like watching wood dry, but hypnotic, densely atmospheric in a portentous way, and weirdly beautiful” (French 2010). It was only seen 6.100 people in cinema, at the total international box office in 2010 was $731.000.

Viking films with a regional perspective

As we have seen, Viking films often touch upon themes of both nationality and transnationality, since the Vikings were some of the first to explore wide areas outside Europe. In the following I analyse Icelandic films by Hrafn Gunnlaugsson and one important film by Norwegian director Nils Gaup, dealing with ancient and in many ways universal themes, but also bringing new cultural regions into the Viking narrative. Gunnlaugsson’s trilogy Hrafniin Flýgur (ISL/SE,1984, When the Raven Flies), Í skugga hraffnsins (ISL, 1988, In the Shadow of the Raven), and Hvíti vikinguriin (ISL 1991, The White Viking) take place in both Iceland and Norway and they clearly point to differences between Iceland and the rest of Scandinavia. Iceland was of course the ultimate country of the Saga-literature, they were the ones that secured the old tales and brought them into modern culture which inspired literature and film across Scandinavia and many other parts of the world. In that way the Viking themes and narratives were both expressions of a specific regional and also common Scandinavian heritage, but clearly also inspired by more universal themes and story lines. The regional dimension is even stronger in Nils Gaup’s film Ofelas (NO, 1987, Veiviseren, Pathfinder), which takes place in the Sami-culture in the Northern part of Norway, is based on a Sami-legend, shot in Kautokeino in the Finnmark, and with a mostly local Sami cast. The regional and local in the film is strong, but the plot and themes clearly also resonate with elements in Scandinavian folklore and more universal themes.

In Scandinavian Viking films we find many European, American or Japanese inspirations, and Hrafn Gunnlaugsson’s trilogy is made with a clear Icelandic inspiration, but it was at the same time part of a more transnational project, where the films were produced in a broader, Scandinavian context and also aimed for an international audience (Møller 2005: 314f). When the Raven Flies won the Swedish prize, Guldbagge, and did get an international distribution, just as the other films in the trilogy. To make such a trilogy on Iceland is quite a challenge, and some of the films were therefore also co-financed. When the Raven Flies was made with Sweden, and the international release of the films has also contributed to the films financing just as the whole trilogy was released on DVD. Speaking about his inspiration for especially When the Raven Flies, Hrafn Gunnlaugsson has cited the Icelandic Sagas, films by Kurosawa, Sergio Leone and the American crime author Dashiell Hammett (Sørensen 2005: 341-49). So, even though the film has a strong Icelandic visual and narrative grounding, it is also influenced by modern genre films. The plot is a classical revenge plot: in Ireland a young boy’s family is killed by Vikings, while his sister is kidnapped. When the film resumes twenty years later, the boy (now a young man, called Gestur, meaning guest) has come to Norway to seek revenge and find his sister. He gets his revenge, but the final scene indicates that a relative to one of the killed is planning to get his revenge. Revenge seems to be a never-ending story, a perpetual vicious circle. There is good reason to sign in to Bjørn Sørensen’s concluding remarks in his analysis of Hrafn Gunnlaugson’s trilogy on the relation between the Icelandic sagas and modern films based on the same themes:

This is a reminder that the apparently close ties to the narrative world of the Icelandic sagas to a large extent is founded on narrative structure rather than historical markers, making the similarities to narratives based on Japanese and North American culture far from coincidental. Referring to the life-worlds of geographically and historically different societies, they nevertheless share a fictional world built on the principle of heroic action (Sørensen 2005: 355).

Such a conclusion about historical dramas like the Viking films of Gaup and Gunnlaugsson, is in line with the cognitive film theory, but it doesn’t rule out the role of historical reality as a point of fascination. In Viking films, we can both emotionally and cognitively react to structures and emotions that are based on universal, human schemas. The actions, the narrative structure and the characters in these films embody deep structures, while the historical setting and conflicts at the same time gives us specific historical understanding of the difference between then and now, between the realities of life in a historical perspective and compared to our reality. There is a reason why historical drama fascinates modern audiences, and it clearly has to do with the intimate relation between being in a historical world and being able to understand it as such and yet being able to identify with characters and actions that are both like us and yet different.

If we look at Gunnlaugsson’s film In the Shadow of the Raven we see a film that clearly takes place in Iceland during the Viking period, a film that deals with a violent clan fight and with dramatic conflict between the old Nordic paganism and the upcoming Christianity. However, it is also a tragic love story, inspired by the European legend of Tristan and Isolde. In the film Trausti (Swedish actor Reine Brynolfsson) comes back from Iceland, where he has been trained to be a priest. He has even brought with him the painter Leonardo who is to decorate a church dedicated to his mother. As the fight between the two clans (the Trausti clan and the Eirikur clan) erupts, Trausti tries to settle the dispute by laying down his sword, showing the Christian values of forgiveness, but as his father is killed and the love affair between Trausti and Isold (Tinna Gunlaugsdóttir) is also threatened by the feud, he returns to revenge, after his house is burned and Isold dies.

A modern audience understand conflicts between families and the intricate love story, even though the story also tells of the historical fight between the old Viking society and the new Christian world.  In the film’s visual language this means that the Raven, symbolizing the pagan Viking culture, is substituted with Leonardo’s paintings in the church dedicated to his mother, and also symbolizing new social and cultural forms of love and forms of community. As Claudia Bornholdt has pointed out in her analysis of the film (Grimberg & Bornholdt 2011) the fight between paganism and Christianity seems to have been particularly strong and enduring on Iceland. In the conclusion she states about the films end:

Trausti seems to have not only lost his dream of living peacefully a Christian life in Iceland, he has also lost his great love Isold. Yet, just as a former prostitute can be embraced by the love of Christ – as the alterpiece unmistakably tells us – there is hope for Iceland, and this hope is embodied in Isold’s daughter Sol (Grimberg & Bornholdt 2011: 93).

This hard and long fight between paganism and Christianity on Iceland is also very much part of the plot and thematic in the last film of the trilogy, The White Viking, which takes place in both Norway and Iceland. King Olav of Norway is a Christian crusader and wants to eliminate the old Nordic paganism, and in the beginning of the film we see him worship the White Christ. He attacks the house of Jarl Godbrandur, as he and his followers are preparing a wedding between his daughter Embla and Askur, his foster son. They try to fight but are overcome, and Godbrandur has to convert to Christianity to save Embla and Askur. Askur is sent to Iceland with a group of men to try to convert Iceland as well but fails miserably. The fight between the two religions seem to continue with no winner, and especially Embla is cast between the two religions and desired by men from both sides. However, after many complicated plot-turns, Embla and Askur are reunited in the end.

In the final analysis of this chapter, I will compare two films which at least in the central plot is very similar. In Hrafn Gunnlaugsson’s film When the Raven Flies, a young boy in Ireland loses his parents in a brutal raid by Vikings while his sister is kidnapped. Twenty years later the boy (Gestur) travels to Iceland to revenge his parents and find his sister. In Nils Gaups Norwegian Sami-film, a similar story unfolds in the icy and snowy Finnmark around year 1000, when a young Sami man (Gestur) comes home to find his family killed by a group of raiding Tchudes, a group of eastern Vikings. Apart from the plot-similarity between the two films, they also both represent a major national and international breakthrough for Icelandic and Sami film culture.

Hrafn Gunlaugsson’s film brought Iceland into the centre of modern Viking films, and in many ways, he draws directly on his family background and upbringing there. The role of Sagas in even modern Icelandic culture has influenced him as a film director, although her clearly also draws on modern film inspirations and classical European literature. With Nils Gaups Norwegian-Sami film Veiviseren/Pathfinder, we enter another kind of regional perspective in the sense that the Sami-people live in Northern Norway and have their own language, culture and way of living. Built on an ancient Sami folktale the film still caught an international audience as well. It was nominated for an Oscar, just as 700.000 saw the film in Norway. It was a film which came from a minority region and managed to bring it out nationally and globally. As Roberta Davidson points out:

Structurally as well as symbolically, the film tell about belonging – both to a specific ethnic community and to universal humanity. It reaches out to a non-Sami audience through the use of subtitles, realistic sets, and identifiable characters. Indeed, the visual signals of who is good and who is evil are literally dark and light. Other symbols are equally easy to comprehend without access to a specific cultural context (Davidson 2011: 97).

The film plot doesn’t directly talk about Vikings, but we get a classical revenge-plot, which might as well have taken place in a traditional Viking-society. The sixteen-year-old Sami boy, Aigin, returns from a hunting expedition, only to find his family murdered. The murderers belong to a band of raiders, Tchudes, living in Russia and Finland, and ravaging wherever they can, just like vikings. Aigin is injured by an arrow in the arm and flees from his village to join a small neighboring community of Samis. As the Tchudes arrive there, Aigin offers to guide them to the next, larger village. He convinces them to tie themselves together in order not to get lost, and he takes them to a high cliff, where they are killed falling down. Aigin is of course an instant Sami hero, not least with his girlfriend in this new village. In the last scene of the film, he is selected as the Sami-groups new pathfinder, symbolized by a drum used for ceremonies and meetings where important decisions have to be made. The Sami culture is portrayed as strongly community oriented, something which is both connected to a shamanic world view, to the premodern nature life form, and to an almost modern, social understanding of community, of being together and helping each other. The plot around the Tschudes illustrates the opposite way of life, a life of destruction, stealing and murdering.

The opening scenes of the film tells the viewer a lot about the Sami-culture and the symbolic-mythological dimensions of the film. We are in a cold but beautiful and snowy and mountainous landscape and the moon stands clear in the sky. These natural surroundings, the sheer beauty of “this snowy, earthly paradise” (Thomas 1990) are used systematically throughout the film to underline the Sami culture as one trying to live in ecological balance with nature. Here in the opening scene, Raste (Nils Utsi) – the shaman and pathfinder – speaks directly to us, but in reality to Aigin: “I have come to tell you that I have seen the reindeer bull three times, the first time I was at your age, the second time I was in my best age, and the third time I was as an old man.”  This scene appears to be in real present time but is a vision Aigin has after Raste has been killed by the Tchudes later in the film. It is repeated in the end just as Aigin barely has survived after having killed all the Tchudes, by luring them down a dangerous cliff. In a flash Aigin also sees not just the reindeer bull, but also northern light, a magical symbol of his survival and of his future as the new shaman and pathfinder for his new Sami family. Apart from the structuring of a narrative plot, the film also in its use of nature and symbols try to illustrate the mind and everyday life of the Sami-people, the way they think and feel. They are dependent on reading nature signs and of living in harmony with their surroundings, and to survive they must move around and have rituals that shape their community. Throughout the film nature comments on the narrative, and animals signal life and death, for instance illustrated in Ravens and the rituals surrounding the hunting of a bear. In the scene where they kill a bear, this is illustrated, by the fact that the hunter most remain alone for three days, in order to get the power to kill the bear, and the ritual after the killing, celebrating the circle of creation, life and death (Dubois 2000).

The film also illustrates everyday life, placing the women centrally, not just in family matters, but also as part of the collective. Despite the danger the Sami-group is in, there is time for fun, laughter and making fun of the men or each other.  Compared to other revenge films in the Viking tradition, the Sami-culture seems to react on threats from others, not because of a perpetual, dominant revenge tradition. This is in fact very clear from the lecture Aigin gets from Raste, before he is killed by the Tchudes. Raste says: “You are obsessed with revenge, but you represent the faith in community. The Tchudes have forgotten that, but you must not forget that.” When Aigin claims that he is all alone and not part of a community, Raste gives him an almost physical lesson:

You may think that, but also you are bound by the deep community with its unbreakable bonds. It is like the air you may not see it but you are infinitely tied to it. If you forget that, you are a man on a false track, on your way to destroying your true self.

This very central lesson, the very core of the film’s meaning, is then followed by the tale of the three reindeer bulls from the films beginning, and by the same kind of mythological landscape we see in the opening scene. That the film became one of the biggest box office hits in Norway is amazing, since it is a regional film in Sami language set long time ago. It is perhaps even more amazing that the film was nominated for an Oscar in 1988, that it won the Norwegian Amanda award for best film, and has also been nominated for foreign awards and won the London Film Festival’s Sunderland Trophy. The film is now also on several Norwegian lists for best 10-20 Norwegian films of all times. All this proves the links between regional, national and international in modern film culture. Apart from the original films international release, an American remake (Pathfinder, 2007, director Marcus Nispel) also points to the potentials of an in many ways unique Scandinavian story, which is translated to an American version with Vikings and a native American tribe. Most such historical films can potentially function internationally in their original version, and at the same time narratives have universal potentials than can be translated. However, Nispel’s film was not successful, neither with critics or audiences. Davidson comments on this:

Adaptations from one genre or media to another has been done successfully many times, but they cannot succeed without an awareness of the challenges involved in taking a story from one form and embedding it in another. In this regard, Gaup, who consciously and extensively changed a folktale in order to re-embody it as a film, was critically praised and gave his audience a sense of “authenticity”. Nispel, who strove to be faithful to the vision of a graphic novel and recreate it on the screen, was not successful (Davidson 2011: 104).

Hrafn Gunnlaugsson’s first film in his Viking trilogy, When the Raven Flies, is clearly also a revenge story with a young boy seeking revenge as a grown up, after his family has been killed in Ireland by Norwegian Vikings. The plot in the film spans Ireland, where the tragic attack changes the life of a family, Norway where the Vikings come from originally, and Iceland, where they have settled temporarily, because of a conflict in Norway. The films main narrative takes place in Iceland, which forms a spectacular background for the dramatic conflict. The opening scenes take place in a sunny, bright and summerly Ireland where a father, a mother, a son and a daughter are gathering berries in the wood, when the attack by the Vikings changes everything: the father and mother is killed, the daughter abducted, and the son barely escapes death. He grows up in Ireland, full of vengeance and leaves Ireland to confront the Vikings that killed his parents. The opening scene however also defines a humanistic idea which is the opposite of revenge. The father reads from a book: “The soft will defeat the hard, as the water hollows the stone, and as the pen defeats the sword.”

Twenty years later the son (no name, but calls himself Guest), travels to Iceland to seek out the two leading Vikings (Thord and Erik) who killed his father and mother, which means that he doesn’t live according to the human ideology of his father. Guest is in fact a very trained killer, and he acts according to a very clever plot, in which he makes the Vikings go against each other. Even though he kills a lot of the men, and eventually also makes Thord kill his foster brother Erik, he faces a difficult situation, when he finds out that his sister is married to Thord and has a son, Einar, who is very fond of his father. Thord’s home is a traditional Viking-home with an Odin-room celebrating the old Nordic faith, and he prays to those gods, seeking advice, and he sacrifices to Odin. However, the plot thickens when he wants to sacrifice his own son to change his failing luck. When Guest at the same time confronts his sister and tell her about his plan to kill Thord and take her and her son back to Ireland. In a very dramatic scene, Thord goes almost all the way to sacrifice his own son, when his wife reveals where Guest is hiding. As part of the ceremony Thord tells his son a story:

Once there where two giants, which nobody could defeat. When they were attacked, they fought back-to-back and were like one person. Once they slept under a huge cliff. A small boy like you found them there. He climbed the cliff and threw a stone down upon the giants. One of the giants woke up and started to argue with the other, but he said he didn’t do anything. Then the boy threw another stone, and now the giants started to fight each other, and they could not stop. On top of the cliff the boy gloated as his strategy made the giants kill each other.

This story, together with the many action- and revenge scenes in the film, represents the basic idea in the Viking society of sticking together against enemies outside the clan and the family. It supports the eye for an eye rule behind blood feuds in this period. The film is a classical story of the lone revenger, who never forgets and forgives, the efficient and ruthless killer, we also know from western films. The father’s words at the beginning of the film, goes against this ideology, but the son acts according to the traditional laws of the Viking society. This means that he wins at one level: his enemies are all eliminated. But in many ways Guest by killing Thord reenacts the murder of his own father, a murder he saw with his own eyes. His sister and her son are both horrified by the murder, and they refuse to follow Guest back to Ireland. Guest buries all his weapons and declares that now the pen will replace the sword and the power of thought will replace the power of the hand. As Guest rides towards the ship taking him back to Ireland, Einar’s eyes follow him all the way, until he disappears in the horizon. Then he digs out the weapons Guest has buried, and in the last image of the film, we see him lifting a knife in the air. Revenge will create new revenge – it is a circle of continued evil.

Just as the film is a classical revenge drama, focused on actions and scheming plots, it is also visually and aesthetically a very classical narrative. The Icelandic landscape with its spectacular cliffs, a primitive rough nature, underlines the fateful narrative caught between a dramatic nature and the scattered places of civilization represented by the homes of the leading characters. We do get into the home culture of the Vikings, the family life and the religious beliefs, but it is the actions around and in different places in the great landscape which are the core of the narrative. Hrafn Gunnlaugsson has clearly stated that the film is inspired by plots and narratives in the Icelandic sagas and the films of Sergio Leone. Adding to the dramatic and sombre tone of the film is also the Danish composer Hans-Erik Philips score: an atonal music, which underlines the fateful narrative, and at the same timer the action scenes get added value from a different sort of tonality. It is no wonder that the film was a both national and international success.

The mediated Viking. Conclusion

Vikings are a rather unique, historical Scandinavian phenomenon. A few people living at the edge of Europe, a religious and mythological universe quite different from a dominantly Christian Europe, and a small population which nevertheless managed to explore and sometimes conquer land far away. Viking films have elements of adventure pointing to the much later discovery of new worlds and creation of colonies, but they are first of all rather violent stories reminding us of the western genre and the winning of the wild west. Like colourful Scandinavian westerns they have fascinated all over the world. However, behind the bloody action stories, there is also elements of a social and cultural history. The films tell a story of how Scandinavians influenced far away regions and countries, and how this globalization changed Scandinavia. Behind the film narratives lies a historical reality, which Else Roesdahl has described in the following way:

The world of the Vikings was extensive. I stretched round the whole of Europe: from Scandinavia to the Mediterranean, along both easterly and westerly routes and to the north-west to Iceland, Greenland and America. Throughout the Viking Age many sought their fortune in distant lands. Some remained there, others returned home and the tough life took its toll. Never before or since have so many Scandinavians been commemorated at home for exploits abroad – on rune stones, in poems and later on in sagas (…) The many foreign cultures which the Vikings encountered meant that a multitude of influences and enormous riches came to Scandinavia (…) By the end of the Viking Age the Scandinavian communities where quite unlike those that had existed around the year 800 (Roesdahl 2016: 307)

The world described in documentaries and fiction film or tv-series is therefore not just interesting as an action dominated and violent world. Inside this perhaps sometimes rather dominant narrative and theme, we find a much broader theme that has to do with who we are as Scandinavians and what has shaped us. It is about culture and social heritage, and also Viking films are historical heritage dramas. Scandinavia was not just shaped by the intensive globalisation from the 20th century and beyond. The DNA buried in Viking graves, the jewels, weapons and kitchenware, and the remnants of buildings found under our modern ground is heritage also forming our experience and knowledge of a distant past. And while archaeologist and historians can give us data and structural knowledge of this past, films can make this history come alive and speak to our understanding and emotions.

In this chapter I have pointed to the important role of the many Viking museums around the world, they are important as factual, historical places and also as narratives, as interactive experiences. The filmic experience of the Viking heritage is however – like all historical films much more intense in the sense that the emotional identification with a historical world, with specific historic characters gives us a deeper feeling of historic that also pays out at a more cognitive level. As demonstrated in the analysis of the documentaries about the Viking Age, this makes them use a double strategy: on the one hand the information by experts and on the other hand fragments of recreated history. Documentaries on the Viking Age is quite abundant, but looking at fiction film and tv-series, there is also an impressive international film heritage going back to the silent era. Even today high profile and very popular international tv-series keep appearing on streaming services, and especially History Channel’s Vikings combine a broad historic realism of life in the Viking Age with a dramatic narrative.

Scandinavian Viking films and tv-series cover many genres: farces and comedies, film for the young audience, animated films, films inspired by the saga literature and shot in Iceland, highly dramatic and violent dramas of revenge. A film like Nicolas Winding Refn’s Valhalla Rising combines an extremely violent plot with a poetic dimension raising religious and existential human questions that reflects the Viking age but also goes beyond.  The Scandinavian Viking films bring the past to life in forms which takes us into both the world of revenge, clan feuds and violent action and the world of everyday life. We sometimes see event from the perspective of children, and although it seems to be a man’s world, women have great influence and use their power in many quiet and intelligent ways. We also have films that take us into the outer regions of this historical period: in Norwegian Sami-born director Nils Gaup’s film Veiviseren/Ofelas based on a Sami-legend and taking place in a Sami culture trying to live according to collective human norms and nature, and in the Viking trilogy of Icelandic director Hrafn Gunnlaugsson, where traditional Viking values meet with ideologies and ways of life.

It is a main point in the analysis of these films that they add a special dimension to the international Viking films, and that they are at the same time deeply inspired by the European-American tradition, and in some cases also the Japanese tradition of samurai films. Narrative structures, themes, characters and visual aesthetics in the Scandinavian Viking films have Scandinavian roots and add a specific national, regional dimension to the international tradition. However, just as many Scandinavian actors take part in international productions, we also find international, generic inspirations behind Scandinavian films. Besides, it often happens that Scandinavian films not just travels well abroad but are also remade for the international market. All of this proves, that the Viking age is very much alive in the modern film and media culture, and that we see both a strong Scandinavian tradition and a just as strong cross-fertilization between Scandinavia and the rest of the world. The Viking world is part of both the Scandinavian and international heritage. According to historian Neil Price, the Viking Age in fact have a much higher and popular recognition than other ancient culture:

Over just three hundred centuries (…) the peoples of Scandinavia transformed the northern world in ways that are still felt today. They changed the political and cultural map of Europe and shaped new configurations of trade, economy, settlement. And conflict that ultimately stretched from the eastern American seaboard to the Asian steppe. The Vikings are known today for a stereotype of maritime aggression (…) but the Scandinavians also exported new ideas, technologies, beliefs (…) In the process they were themselves altered, developing new ways of life across a vast diaspora (Price 2020: 2-3)

 

We may think of the Roman empire as a very strong part of our world heritage, but even so Price points to a fact that explains why those 300 years of Scandinavian history still sparks a vivid interest, not just in Scandinavia but also worldwide – at least in Europe and America. National and regional heritage is very often connected in many ways, and not just historian but also film makers work on historic heritage in this vital focus point between the national and the international, between the past and the present.

 

References

Feveile, Claus (2013). Viking Ribe. Trade, Power and Faith. Forlaget Liljebjerget/Sydvestjyske Museer.

Fridriksdóttir, Jóhanna K. (2020). Valkyrie. The Women of the Viking World. London: Bloomsbury Academic.

Harty, Kevin J. (eds. 2011). The Vikings on Film. Essays on Depictions of the Nordic Middle Ages. Jefferson N.C: McFraland & Company, Inc., Publishers.

Price, Neil (2020). The Cildren of Ash & Elm. A History of the Vikings. London: Allan Pane/Penguin.

Ringen, Stein (2023). The Story of Scandinavia. From the Vikings to Social Democracy. London: Weidenfeldt & Nicholson.

Roesdahl, Else (1987/2016). The Vikings. Third Edition. London: Penguin.

Sørensen, Bjørn (2005). The Viking Who Came in from the Cold? In Andrew Nestingen & Trevor G. Elkington (eds): Transnational Cinema in the Global North. Detroit: Wayne State University, p. 341-357.

Winroth, Anders (2016). The Age of the Vikings. Princeton: Princeton University Press

 

Collagebillede fra Simon Bangs film Kaptajnens Hjerte

Simon Bang er en mangesidig billedkunstner. Lige siden han var en lille dreng på 4-5 år har han udfoldet sig med en bemærkelsesværdig evne til at tegne, en evne han kun få år senere tog videre til malerier. Man kan imidlertid ikke bare definere hans virke som noget der kun kommer til udtryk i hans malerkunst, selvom hans produktion på dette område henover årene har udviklet sig til hans helt klart mest centrale udfoldelse som billedkunstner. Simon Bang bruger sine visuelle talenter som billedskaber indenfor mange genrer.

Han har lavet omslag til bøger i forlagsbranchen, og pladeomslag og plakater til musikbranchen, og han har arbejdet med mange genrer og opgaver i radio- og tv-mediet. Simon Bang krydser ubesværet mediegrænser og grænser mellem det som nogen vil se som populærkultur og elitekultur. Om hvor mange af tidens billedkunstnere kan man sige, at de som Bang har illustreret og bidraget til Dyrenes ABC, Den erotiske kogebog eller designet to jetfly for Saxobank.

Simon Bangs arbejde som billedkunstner har helt klart sit tyngdepunkt i maleriet, men han har også sat sine afgørende præg filmkunsten både gennem sine egne dokumentarfilm og som en meget stærkt benytter storyboard tegner på mange forskellige typer film. Mellem disse to tyngdepunkter ligger et bredt og mangesidigt arbejde med billeder i alle den moderne medieverdens områder. Som billedkunstner har Simon Bang udfoldet sit visuelle og grafiske talent alle steder – uden fine fornemmelser for, hvad der er kulturelt højt vurderet og hvad nogen måske opfatter som mindre højt vurderet. Simon Bang er samtidig helt sin egen – som Piet Hein sagde om den lille kat på vejen.

Simon Bangs mangfoldige udfoldelser som film- og billedkunstner hører sammen med det store sociale og kulturelle opbrud, der er sket siden 1960, det år han blev født. Simon Bangs arbejde reflekterer en udvikling i tiden, samtidig med at han som maler og filmskaber er dybt original. 1960’erne rummede et brud med det skarpe skel mellem kunst, avantgarde og populærkultur. I både periodens billedkunst, musik og film bliver det mere almindeligt at blande genrer og stilarter. I sit virke indenfor filmen krydser Simon Bang da også i høj grad de kulturelle og genremæssige grænser. Alene hans storyboards viser, hvor bredt han favner: fra Oscar-vinderen Pelle Erobreren (1987), succes-serien Taxa (1997-99), action-krimikomedien Gamle mænd i nye biler (2002), den populære familiefilm Krummerne (2006) og de højdramatiske historiske drama Flammen og citronen (2008). Han optræder også som sig selv i Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm Naturens uorden (2015), en film som undersøger journalisten og komikeren Jacob Yoon Egeskov Nossell, der er spastiker, og måske burde være ‘fravalgt’ af både forskere og forældre fra fødslen. Det handler om normalitet, evolution og teknologi, og er igen et eksempel på de mange typer projekter, Simon Bang involverer sig i.

På samme måde som han har udnyttet sine evner som billedkunstner til gavn for andre, men også er trådt i karakter med sin egen originale malerkunst, er han også en original filmskaber og filminstruktør, udover den lange indsats han har præsteret for andres filmprojekter. Hans virke som filminstruktør omfatter dokumentarfilmene Karls Krig (2008), Angrebet på Shellhuset (2013) og Kaptajnens hjerte (2022). Uden at forklejne hans første to film film må man sige, at hans seneste film tager den dokumentariske filmkunst til et helt nyt kreativt niveau. Det særlige ved den film er, at den på engang er meget personlig i sit emne om hans farfar, kaptajnen, og dog tegner et omfattende tidsbillede af krig og skibsfart og af familieroller, køn og et levet liv på de syv have. Samtidig forener filmen æstetisk de to sider af billedkunstneren Simon Bang: den rummer et særdeles kreativt, animeret og tegnet lag, og den rummer et narrativt og dokumentariske lag. Man kan sige at her mødes maleren, tegneren og filmkunstneren Simon Bang.

En billedkunstners tilblivelse

Denne artikel handler primært om filmkunstneren Simon Bang. Men den leder også efter forskelle, ligheder og forbindelser mellem maleren, tegneren og filmkunstneren. Den går sammenlignende, tværmedialt til værks for at finde ind til den kerne i Bangs univers, som forener hans mangesidige virke som billedkunstner. Alle børn tegner i hvert fald i en periode af deres liv. Ofte starter det med lemfældige streger og farver, inden det på et tidspunkt begynder at tage form og ligne noget i barnets verden eller måske noget mere eventyrligt. For Simon Bang startede det tidligt, og tegningerne viste hurtigt et fantastisk talent for at skabe billeder, meget forskellige billeder – både i motiv og stil.

Det er da også ganske sigende, at Simon Bangs børnetegninger er blevet udgivet. Han lavede ikke mindre end 3000 tegninger (1965-1979), tegninger som både viser noget generelt om udviklingen i alle børns tegninger, men også meget tidligt viser hans store kunstneriske talent og evne til at udtrykke sig i mange formater. Selv hans allertidligste tegninger som 5-årig udviser en markant sans for realisme og for detaljen i det han tegner. Som femårig tegner han en traktor, og allerede som 8-årig tegner han Morfars skib med utrolig præcision, og samtidig er der kommet en filmisk handlingsdimension, nemlig et krigsskib, der beskyder morfars skib – en tidlig reference til temaer og handlinger i Bangs film Kaptajnens hjerte.

Simon Bangs børnetegninger peger ikke bare frem mod den voksne storyboard tegners omfattende indsats på filmområdet men også på hans senere optagethed af dokumentarfilm. Morfars skib og andre tidlige tegninger som f.eks. Harmonikasammenstødet og Western by efter angreb viser drengens optagethed af teknik, handling og spænding, og de er i virkeligheden også en foregribelse af den voksne Bangs arbejde med storyboards. De rummer også den form for leg med virkelighed, kreativitet og fantasi som vi finder i både hans malerier og en film som Kaptajnens hjerte.

Udover det uddannelses- og inspirationsforløb Simon Bang kom ind i fra slutningen af 1970’erne, rejste han også, sådan som talrige kunstnere før ham har gjort det. Det fremgår bl.a. af en række af de værker, han har liggende på Bang-slægtens hjemmeside (www.bangcollections.com). En serie af tegninger er listet under Rejseskitser (1984-88), Landskaber (1994) og Bylandskaber (2005). I årene fra 1984 og frem, før Bang for alvor satser på maleriet, afprøver han temaer og billedformater og grafiske formater til musik, bøger og plakater. Det er en afprøvningens og erfaringsudviklingens tid.

Design er til stede overalt i vores hverdag, og det har altid været med til at forme samfundet, hjemmet og kulturen. I Lars Dybdahls Dansk designhistorie 1-2 (red. 2023) går han og forfatterne helt tilbage til stenalderen for at pege på den formende rolle design, herunder grafisk design, har spillet i vores historie. Simon Bangs familie har i den grad været med til at præge det moderne samfunds design. Hans far, Jacob Bang (1932-2011) var keramiker og billedhugger og det samme var hans farfar Arne Bang (1901-1983). At Simon Bang kom på Skolen for Brugskunst må siges næsten at ligge i generne, men han var primært tegner og maler, og derfor var det også naturligt at den form for brugskunst, han kom til at arbejde med var den grafiske, dvs. pladeomslag, bogomslag, plakater og også andre former for grafisk formning af produkter, herunder f.eks. hans arbejde med grafisk udformning af DR-programmer. Han har naturligvis også i ret stort omfang arbejdet med filmplakater.

Simon Bang var i en periode knyttet til Per Holst Filmproduktion, både som grafiker, tegner af filmplakater og også som storyboard tegner. Det resulterede bl.a. i en stilistisk meget prægnant plakat til Jørgen Leths dokumentarfilm Fra hjertet til hånden (1994). Det sammenslyngede billede af den påklædte instruktør og hans afklædte kone, signalerer ganske præcist Leths sanselige tilgang til virkeligheden og hans optagethed af erotik. Andre filmplakater fra hans hånd følger en mere traditionel tendens i den danske filmplakat med hovedkarakterer i et miljø eller i en typisk handlingssekvens, som f.eks. Ballerup Boulevard (1986), Barndommens gade (1986) og Lad isbjørnene danse (1990).

Simon Bangs filmplakater til filmene Fra hjertet til hånden og Lad isbjørnene danse

Mangfoldigheden i Simon Bangs virke som billedkunstner er stor, og han har også illustreret flere bøger. Simon Bangs indsats som tegner og grafiker er betydelig, mangfoldig og original. Den viser ham som en kunstner i tiden, der bevæger sig mellem mange medier og udnytter meget forskellige stilarter. Man ser en linje i hele hans virke på dette område tilbage til barndommens og teenageårenes kunstneriske udfoldelser. Som vi skal se er det også i høj grad sine evner som tegner og grafiker, som han udnytter i sit arbejde med storyboards for et meget stort antal danske og udenlandske film. Men trods den styrke og mangfoldighed man finder i hans tegninger og grafiske arbejder, så er det som maler hans talent kommer til fuld udfoldelse.

Simon Bang: mellem realisme og surreel magi

Et maleri, en tegning, en plakat et fotografi eller et pladecover, det er alle udtryksformer, som er karakteristiske ved at de består af en frame – et enkelt billede, som dog i sig selv kan rumme mange elementer og visuelle dimensioner. Men når du ser på det, bevæger billedet sig ikke, det er ved første øjekast statisk. Men du kan som betragter mentalt bevæge dig ind i det univers, som befinder sig indenfor billedrammen, på lærredet, eller hvor billedet nu er malet eller tegnet. Du kan bevæge dig ind i billedet, fordi billedet har dybde og perspektiv, ligesom den virkelige verden har. Et maleri er en flade, som betragteren kan fortabe sig i, fordi det ikke er så enkelt og statisk som det måske ser ud ved første kig. Selvom billedet er en flade er det konstrueret, så man kan på opdagelse i det. Sådan er det i høj grad med Simon Bangs billeder, som både rummer realisme og genkendelighed, men samtidig åbner for en ny og anden dimension, når man kigger nærmere på dem.

Sådan er det på mange måder også med film, men film er samtidig meget anderledes, fordi de rummer en handling i tid, der kan udvikle sig uforudset og dramatisk, og hvor der er levende karakterer, man kan identificere sig med. Man siger ganske vist, at et billede siger mere end tusind ord, men en film består af 24 frames i sekundet. Ganger vi det op med en hel films længde, så forstår vi, at der skal meget til for at skabe illusionen om en virkelighed deroppe på lærredet, som svarer til den virkelighed vi ellers bevæger os i. En filmisk virkelighed som, selvom den er konstrueret, ofte virker som den skinbarlige og faktiske virkelighed.

Men selvom tegninger og malerier er en frame og ikke direkte rummer en historie, så er vi mennesker sådan indrettet, at vi ofte læser historier ind i de billeder vi kigger på. De minder os om steder, personer og menneskelige hændelser, som vi også tager med os, når vi kigger på malerier. Vi er ikke bare visuelt nysgerrige individer, men også fortællende væsener. Fortællingen er en basal menneskelig måde at forstå virkeligheden på, som bl.a. amerikaneren Jonathan Gottschall har argumenteret for i sin bog The Storytelling Animal. How Stories Make Us Human (2013).

Simon Bang færdes hjemmevant i både filmens og maleriets verden, selvom han ofte befinder sig bedre i sit atelier og foran sit staffeli end i den ofte hektiske og meget langvarige filmproces. Hans malerier er ofte uden mennesker, men til gengæld har de en både realistisk og magisk dimension i den måde, de skildrer den velkendte virkelighed på. Han bevæger sig ofte i lokale, Københavnske motiver, og ganske ofte endda motiver fra hans hjemlige omegn på Østerbro. Men hans malerier rummer også et bredere Danmarksbillede, ligesom hans film ofte bevæger sig mellem det konkrete sted, det enkelte menneske og langt ud i en global verden.

Simon Bangs malerier er meget mere end realistiske bybilleder fra genkendelige steder. Hans brug af farver og lys, og endda den måde han gengiver bygninger og træer på, rammer beskueren med en dobbelttydighed, som inviterer til fortolkning. De er små sceniske rum, hvor der måske udspiller sig en bagvedliggende historie. Hans malerier er altså grundlæggende en invitation ind i en verden, som rummer en historie – præcis som filmen. I et interview, jeg har lavet med ham, er han meget bevidst om, at hans billeder godt kan suge tilskueren med ind i et univers, som også rummer en fortælling, et plot eller en gåde bagved den tilsyneladende meget genkendelige virkelighed. Han siger:

Men jo, jeg har meget med fra filmens forløb, format og framing i mine malerier. Og måske også stemninger og muligvis endda en plotbaseret fortælling, men dog meget subtil, da maleriet er statisk og filmen billeder i en række over tid.

Simon Bang er primært by-maler og på en meget stor del af hans billeder ser vi gader, broer, jernbanespor, huse og alt det, som hører den moderne byvirkelighed til. Men han skaber også et bånd mellem byen og dens natur i form af søer, parker og træer, og dermed også indirekte, de mennesker, der lever der, men som vi kun indirekte aner. Samtidig er virkeligheden ofte skarpt og modsætningsfyldt oplyst, ligesom farverne ofte virker næsten surrealistiske. Billederne lyser ofte overnaturligt rødt, og lysspots synes fanget af et kamera, som ikke er der, ligesom der er en skarp kontrast mellem billedernes farver. Det er let at lade fantasien vandre, når man ser hans bybilleder, som via farverne, kontrasterne og som via kompositionen synes at vise en virkelighed, som er ladet med betydning – trods det menneskelige fravær. Mennesket sætter alligevel sit aftryk, netop fordi det er fraværende, mens den virkelighed, de lever i, taler sit tydelige sprog. Hvor der er lys er der liv, og farver og lys har en stærk plads i Simon Bangs maleriske univers. Det maleriske univers er som en filmisk frame, hvor en fortælling gemmer sig et sted, en menneskelig historie eller handling.

 

De to billeder ovenfor rummer en række træk, som er meget karakteristisk for maleren Simon Bang, men som man også på andre præmisser finder i hans film. Det er ikke storyboards til film, men malerierne rummer nogle sceniske, realistiske dimensioner, som skaber forskellige grader af genkendelighed hos beskueren. Det trækker os med ind i en kreativt bearbejdet virkelighed, som sætter vores fantasi på prøve. Det er noget imaginært, noget skjult i billederne, som lyset og farverne peger henimod, og vi tænker måske: hvem er de mennesker vi ikke ser konkret, men som indirekte er der? Hvordan er deres liv?

Langt de fleste af Simon Bangs malerier er mennesketomme, men ofte antydes det relativt direkte, at de er der. I et af hans malerier, Fra drømmenes bog (2022, se nedenfor), ser vi en stille villavej iklædt magiske røde, grønne og blå farver. Her er det som om myten om de kedelige forstadskvarteret er sænket i drømmenes syrebad, og dermed fremstår magiske. Huse, veje, transportmidler – det er alt sammen udtryk for den menneskelige dimension, vi indirekte præsenteres for i Simon Bangs malerier. Sammen med spillet mellem by og natur, mellem den underliggende realisme og de stærkt suggestive maleriske virkemidler er det alt sammen med til at deres findes elementer af en fortælling i hans billeder, en indirekte filmisk dimension, som får os til at tænke over den menneskelige virkelighed, som kun indirekte er til stede.

 

Fra drømmenes bog

Billedet, virkeligheden og vores kreative hjerne

I modsætning til det at læse er evnen til at aflæse virkelighed og billeder dybt forankret i vores krop og bevidsthed. Vi kan ikke navigere i verden, hvis vi ikke kan aflæse perspektiv, lys, farver, retning osv. Vi er altså som mennesker genetisk set født med det som den kognitive film- og billedforsker Paul Messaris kalder ”visual literacy” i sin bog Visual Literacy. Image, Mind & Reality (1994). Vi har en umiddelbar evne til at se på billeder, forstå dem og reagere spontant på dem – hvad enten de er figurative og klart gengiver et bestemt udsnit af virkeligheden eller er en nonfigurativ leg med farver, former og bevægelse. Men også når det drejer sig om sprog og læsning spiller den kreative side, evnen til at forstå metaforer og andre sproglige billeder en langt større rolle end de klassiske teorier ofte har peget på. Følelser, kreativitet og vores krop fodrer vores forstand og intellekt på en meget afgørende måde.

Når vi ser på et billede, vil vores hjerne og vores sanser altid forsøge at finde en mening, en følelse og vi vil bruge det som kunst-, sprog- litteraturforskere har kaldt ”blending” (Fauconnier og Turner 2002: s. 389f). Blending betyder, at vi kobler forskellige dele af vores viden, erfaring, følelser og erindring sammen som et led i at forstå selv det mest abstrakte kunstværk. Vi mennesker er også i meget høj grad narrative væsner. Vi forsøger at læse forløb og handlingstråde ind i alt hvad vi oplever. Selv hvor der ikke findes en tydelig historie i det vi ser på, vil vi forsøge at danne en historie (Gottschall 2013: 103). Det gælder ikke bare for litteratur, som jo ofte i sig selv rummer en historie, som vi skal finde og konstruere. Det gælder også for fotografier og malerier – og selvfølgelig for film. Filmen bruger karakterer og billedforløb til at fortælle historien, den er en iscenesat virkelighed i bevægelse. Men også fotografiet og maleriet vil få vores blik og vores hjerne til at konstruere en historie, en begivenhed. I sin bog The Literary Mind. The Origin of Thought and Language (Turner 1996) udvikler Mark Turner for første gang teorien om den kreative hjerne, menneskers evne til at blande erfaringer fra forskellige domæner, og funktionen af billedskemaer og narrative skemaer i vores sprog og måde at forstå kunst og litteratur på:

Hver gang vi opfatter noget, som vi antager er en del af en større helhed (del af en figur, en begivenhed, en melodi, et billede osv.) blander vi sansemæssige oplevelser og erfaringer for at genkende og forstå den helhed, det er en del af. Hver gang vi kategoriserer ny information, blander vi forståelsen af den nye information og den etablerede kategori, den er en del af (Turner 1996: 112, min oversættelse).

Det er måske ikke i sig selv et voldsomt overraskende udsagn, men vigtigheden af denne iagttagelse ligger i, at ikke bare kunstneren er kreativ, men at dette er en fundamental dimension i alle mennesker. Det er indlysende at ikke alle mennesker har de stærkt udviklede kreative evner, som kunstnere har. Simon Bang og andre billedkunstnere har helt særlige evner, der gør dem i stand til at oversætte deres fantasi og virkelighedsopfattelse til lærredet, til tegningen eller til filmen. Men også deres betragtere eller tilskuere har de samme mentale redskaber til at forstå kunsten, som maleren har til at producere den. Vi er aldrig bare passive iagttagere af kunst, vi involveres aktivt med vores hjerne, følelser, sanser og erfaringer.

De mere generelle betragtninger om hvor aktiv betragteren går ind i forhold til alle former for malerkunst og også film og anden billedkunst går på tværs af det figurative og det nonfigurative. Billeder af enhver art vil altid hos modtageren udløse et forsøg på at skabe en reference til virkeligheden, og vi vil altid bringe erfaringer, følelser, erindringer, historier osv. med i vores måde at se på billeder. Kunsthistorikeren Josefine Klougart kuraterede udstillingen Efter naturen, 2023, Glyptoteket), og i sine kommentarer til udstillingen tematiserer hun på mange måder de teoretiske betragtninger skitseret ovenfor. Hun bevæger sig helt tydeligt fra billedes motiv og flade ind i en mere emotionel beskrivelse af, hvad et billede kan udløse hos en betragter. Malerkunst og film påvirker meget stærkt vores erindring (Bondebjerg 2023). Billeder går ind i vores billedbank, men som Josefine Klougart peger på i sin kommentar, er erindringsarbejdet forskelligt i forhold til de forskellige kunstneriske udtryk:

Erindringens funktion i kunsten er ikke én. Erindringen kan fungere som motiv eller vækstmedium – for sproget eller maleriet at vokse op omkring. Det modsvarer det forhold, at nogle erindringer opleves som hele, selvberoende, mens andre efterlader os med en følelse af uafklarethed; de udgør i sig selv et spørgsmål, som vi måske ikke i øjeblikket kan besvare – de er som et musikstykke, der efterlader os uden tonika, uden den akkord, der tilbyder øjet en form for hvile (Josefine Klougart: Glyptoteket-tekst, udstillingen ”Efter naturen”).

Selvom Simon Bang primært må karakteriseres som en bymaler, finder man også naturtemaer i hans malerier, og naturelementer bruges ofte til at skabe en underliggende betydning. Bangs farver er nærmest hyper-intense, og de skaber stærke kontraster i forhold til en naturalistisk, fotografisk gengivelse af virkeligheden. I en kommentar til et af sine billeder har Simon Bang selv peget forholdet mellem billedets overflade og den undergrund den rækker ned i.

Har rykket mit malersyn og grej ned i den anden ad søerne, ikke permanent, men som endnu en landvinding af det som fanger og interesserer mig. Det har nu heller ikke skortet på dejlige opfordringer til at se med, med de øjne som allerede bor i den modsatte ende af byens store billedskabende reservoirer. Her vokser træerne fra undergrunden op gennem vandspejlet og videre ind i skyerne og langt ned i underbevidstheden på samme tid.

Det afgørende her er synspunktet og perspektivet, de øjne og den interesse Bang præsenterer sit billede med. Byen og dens natur er et billedskabende reservoir, vi har ikke bare at gøre med en afbildning af virkeligheden, det er en oplevelse af den, set gennem et temperament. Hos Bang kan vejen fra billedets virkelig, til den virkelighed billedet refererer til umiddelbart synes kortere og mere direkte end i den meget abstrakte, nonfigurative kunst.

Simon Bang er kreativ i sin virkelighedsskildring, både sine malerier og sine film. Selvom man også aner en realist eller naturalist i den meget præcise gengivelse af en bekendt dansk hverdag, som de fleste umiddelbart vil se i hans billeder, så er der meget mere på spil. Æstetisk og i sit farvevalg tilfører han virkeligheden en ekstra dimension, som gør den kendte virkelighed næsten surreel. Hans malerier skaber en stærk spænding mellem den kendte realistiske virkelighed og noget andet, mere uudgrundeligt, sommetider næsten farligt, som sætter tilskuerens kreativitet på prøve.

Dermed placerer han sig med stor tyngde i en realistisk, dansk tradition, samtidig med at han trækker på en mere modernistisk tradition i sin æstetiske form: det er en usædvanlig figurativ stil vi finder i hans billeder af som oftest meget konkrete steder rundt om i Danmark. Men Simon Bangs realistiske billeder af virkeligheden er samtidig i deres form og farvevalg så urealistiske, at det minder om det som Mark Turner skriver om realisme:

Realisme kan aldrig være en repræsentation af noget unikt, af den simple grund at vores hverdagsbevidsthed er ude af stand til at tænke på noget unikt. Hverdagsbevidstheden er som vores bevidsthed som helhed uundgåeligt styret mod at konstruerer en blanding af variationer og konstanter. Realismen kan indikere, at et specifikt motiv eller et udsnit af virkeligheden aldrig i vores aflæsning af det vil kunne rummes i et enkelt narrativt rum eller en samling af sådanne rum, som fortæller os alt hvad vi ønsker at vide. Det virkelige og vores møde med det er altid et resultat af en kreativ blanding (Turner 1996: 136, min oversættelse)

Ligesom maleren (eller andre kunstnere) ikke bare viser os virkeligheden, men konstruerer den via en æstetisk form, så vil både den figurative og den nonfigurative kunst rumme et spil med og omkring den virkelighed, som billedet refererer til. Som betragtere er vores hjerne og sanser ligeså meget gearet til at blande verdener, indtryk og udtryk i den måde vi aflæser kunsten på. I sin malerkunst er Simon Bang ikke naturalist eller realist i den forstand og i den form vi kender fra malerne omkring 1900. Han tager ganske vist en vis forkærlighed for steder, både byen, gader, veje, broer, biler, tog, parker og natur med sig fra en realistisk-figurativ tradition i dansk kunst, men han giver den farver og nonfigurative dimensioner. Som hos Bang er det farverne og lyset, der styrer vores opmærksomhed, men virkelighedselementerne synes også at få deres eget kreative liv: de ligner, men har alligevel deres helt eget liv.

Den tilsyneladende meget realistisk dimension i Simon Bangs produktion er altså samtidig en meget kreativ gengivelse af steder i Danmark, som vi måske kan genkende, men som i virkeligheden fører os ind i en kompleks virkelighed i mange lag: socialt, kulturelt, historisk og psykologisk. Hvad man end bruger for terminologi, så indbyder Simon Bangs mange billeder os til at reflektere over menneskelivet og de menneskelige kroppe og bevidstheder, vi mennesker bor i. Når Bang f.eks. kalder et billede Kaptajn Nemos bibliotek (se billede nedenfor) og viser et mørkt hus med oplyste ruder, omgivet af mørke træer og en endnu senaften blå himmel, så lægger han billedet ind i en litteraturhistorisk ramme med masser af fantasier om havet og det som ligger under overfladen i vores virkelighed og bevidsthed. Det rummer en sømands-mytologi, som peger frem mod Bangs film Kaptajnens hjerte.

 

Captajn Nemos bibliotek

Simon Bang er i sine malerier ude efter en hverdagsvirkelighed, som er stort set mennesketom, men desto mere fyldt med mystik i skildringer af byens natur, steder og bygninger. Med sine kraftige farver og lidt surreelle billeder inviterer Bang betragteren med på en rejse i feltet mellem vores hverdagsbevidsthed og vores underbevidsthed og erindringer. Der er samtidig klart noget filmisk på færde i Simon Bangs malerier, forstået på den måde, at hans malerier ligner klare gengivelser af virkeligheden, men en virkelighed som i kraft af farver og komposition rummer en fortælling som vækker vores nysgerrighed. I Bangs malerier mødes virkeligheden og en stærk malerisk kreativitet. I Bangs film, specielt i Kaptajnens hjerte, mødes en dokumentarisk virkelighed, en personlig og bredere social historie som er dokumenteret med vidner og kilder, med instruktørens personlige oplevelser og følelser, og hvor en animeret og iscenesat virkelighed blandes med en faktuel historisk virkelighed. Med forskellige midler og kunstneriske teknikker synes maleren og filminstruktøren at arbejde med det samme formål: at få os følelsesmæssigt og kognitivt engageret i virkeligheden, at få os til at reflektere over menneskelivet og historien. Det ser vi både i de film Simon Bang selv har instrueret og de film han har været med til at give visuel form for andre instruktører.

Simon Bang og den dokumentariske filmtradition

Simon Bang – portrætfoto

I mit interview med Simon Bang sammenfatter han det han vil med sine malerier på følgende måde:

Banalt set vil jeg gerne male noget som rammer publikum. Som berør dem, som sætter dem i en tilstand af genkendelse, spejling af de indre, det psykiske og det som er usagt og som bevæger os, og som kun billedkunsten og musikken kan, ved at tale i et sprog som ikke er skriftligt eller på anden vis dokumenterbart, men blot virker i det usagte.

Selvom det er sagt om hans billedkunst, så rummer det også en indgang til hans arbejde med andres og sine egne film: filmen skildrer ikke bare virkeligheden, den er helle ikke bare en fortælling: den skal tale ind i dybere, emotionelle lag, alt det som ligger under den overflade, den virkelighed, som filmen også bærer på. Når det drejer sig om Bangs egne tre film, som alle er dokumentarfilm, så giver behovet for autenticitet og virkelighedsgengivelse sig selv, men Bang leger også med billedet og virkeligheden, på samme måde som han gør i sine film.  Det gælder også i høj grad hans omfattende kreative arbejde som story board tegner på utroligt mange og meget forskellige film.

Storyboard handler jo om at visualisere filmen univers, karakterer, miljø og handling, det er et billede af filmen før den bliver til på kameraet. Hans indsats på det område viser, hvordan han som billedkunstner formår at udnytte sit talent for maleri og tegning på mange forskellige filmgenrer. Han har også arbejdet med dokumentarfilm som f.eks. Sofies hjerte (1999), baseret på Jostein Gaarders bog om filosofi og livets store spørgsmål, og den dramadokumentariske Blekingegadebanden (2009). Men langt de fleste af de film, han har arbejdet på som story board tegner, er fiktionsfilm. Selv har han kun instrueret tre dokumentarfilm: Karls krig (2008) om en soldats oplevelser under 1. verdenskrig, Angrebet på Shellhuset (2013) om den tragiske fejlbombning af den franske skole under 2. verdenskrig og senest den meget kreative og personlige dokumentarfilm Kaptajnens hjerte (2021) om sin morfars oplevelser på de syv have og gennem to krige og store socialhistoriske forandringer. Især i den sidste film træder billedkunstneren Bang ind på scenen, samtidig med at det er en historie om ham selv og hans familie, noget der til tider når ned på de store, psykiske erindringsdybder. Ved at blande animation og dokumentariske billeder spændes virkeligheden ind i et psykologisk verden i mange lag, og det personlige og emotionelle formidles via filmens mange visuelle lag.

Simon Bangs to første dokumentarfilm lægger sig i centrum af den historisk dokumentarfilm. De er autoritative historiske film, der bygger på menneskelige historiske vidner, arkivbilleder, udsagn fra historikere og med en overordnet fortæller, der binder det hele sammen. Især Angrebet på Shellhuset rummer en meget klar og dramatisk analyse af en af de mest tragiske begivenheder under 2. Verdenskrig. I filmen indgår kun en enkelt iscenesat sekvens, hvor den engelske flyver Edward Sismore ses i en rekonstruktion af flyvningen med det Mosquito-fly, englænderne fløj med. At filmen betragtes som en klassisk historisk dokumentar fremgår også af at DR støttede filmen og at den siden 2013 har ligger på DR.dk. Karls krig ligner i høj grad en forfilm til Kaptajnens hjerte, om end ikke i sit visuelle sprog. Men den handler om en ung sømand, som under 2. verdenskrig sejlede i både danske og tyske farvande. Meget af den film handlede om at finde de rigtige locations og gå i arkiverne og dermed kortlægge et stykke ret ukendt dansk krigs- og søfartshistorie.

I forhold til Simon Bangs to første dokumentarfilm er Kaptajnens hjerte en dybt kreativ dokumentarfilm, hvis fortælleform og æstetik går lige i sanserne og hjertet. Det er en dybt personlig film, både som fortælling og som billedværk, men det er også en film som udfolder et stort historisk perspektiv. Det er mandehistorie og familiehistorie, det er søfartshistorie, og det en skildring af det voldsomme 20. århundrede med to verdenskrige, en stærk globalisering og teknologisk udvikling. Samtidig er det et stykke kultur- og socialhistorie om en verden i forandring, om normer og værdier i opbrud. Som filmen selv udsiger et sted, så er instruktørens morfar, Knud Goth, en mand som sejler igennem historien og oplever det eventyrlige og møder de mest udfordrende og farlige begivenheder med ophøjet ro.

 

Screen shot fra Kaptajnens hjerte, den animerede version af kaptajnen og hans skib på de sydlige breddegrader

Han var manden og kaptajnen, som klarede alt og stod fast på sin kommandobro. Men bag den stovte og barske sømands ydre ligger der en mere nuanceret historie, som filmen skildrer. Det er en film, som skriver sig ind i den sparsomme, danske søfartsfortælling, men som også fornyer den på enestående vis ved at forbinde den meget personlige historie og det store historiske perspektiv og ved at udfolde den dokumentariske fortællings mange kreative dimensioner.

Kaptajnens hjerte rummer også dokumentarismens traditionelle tilgang til virkeligheden med brug af vidner, dokumenter og arkivbilleder – både familiebilleder og historiske billeder af krig og skibsfart. Men det solide, dokumentariske fundament under filmen løftes narrativt, æstetisk og emotionelt ved et animationslag og en iscenesat rekonstruktion af fortiden, som spiller sammen med de dokumentariske lag. Det er i disse iscenesatte animationslag tegneren og maleren Simon Bang mødes med filmmanden. Det hverken svækker eller underminerer filmens dokumentariske forankring. Tværtimod så skaber det animerede univers et emotionelt oplevelsesrum, som gør det muligt at forstå den historiske dimension bedre. Animationslaget rummer også Simon Bangs selviscenesættelse, fordi han indlever sig så meget i morfarens liv og skæbne, så han næsten levendegør hans historie og karakter.

I forhold til den danske tradition for historisk dokumentar er Kaptajnens hjerte genremæssigt ganske unik. Iscenesættelse af billedet af historiske begivenheder og personer er ganske vist ikke ualmindelige, således som man f.eks. ser det i DR’s seneste store historiske seriesatsning, Historien om Danmark (2017), hvor Lars Mikkelsen som overordnet fortæller leder os igennem Danmarks historie, suppleret af rekonstruerede begivenheder og historiske eksperter. En kreativ dimension i den danske, historiske dokumentar finder man også i flere af Nils Vests film, f.eks. Fejemanden og friheden (1988) om stavnsbåndets ophævelse, eller den svimlende film Himmelstige (1997) om Nicolai Eigtved og bygningen af Vor Frelser Kirke. Meget kreativt fornyende er Niels Frandsens film Epidemien (2001) om den polioepidemi som ramte ham selv og som skildres ved en stærk blanding af historisk-dokumentariske billeder, nutidige dokumentariske billeder og iscenesatte drømmeagtige, poetiske og symbolske erindringssekvenser. Den poetisk-refleksive dokumentarfilm har altid stået stærkt med navne som Max Kestner, Anders Østergaard og Anne Regitze Wivel (Bondebjerg 2012 og 2023). Alligevel lægger Bangs film nye lag og dimensioner til den tradition

Simon Bangs film lægger sig i forlængelse af en dokumentarisk tradition for at skildre historien både baseret på historiske facts og kilder, og for at fortælle denne virkelighedshistorie med kreative, æstetiske og narrative elementer. Men i denne tradition er Bangs film ganske enestående ved sin meget udbyggede sammenfletning af dokumentarisme og animation, selv om også andre har været der før. Men også blandingen af en dybt personlig familiehistorie og det store verdenshistoriske perspektiv giver filmen særlige kvalifikationer.

Filmen, sømanden og det blå ocean i dansk film

Havet er på mange måder menneskehedens udspring, for alt liv opstår i havet – uden hav og vand intet liv. Havet er ikke bare forudsætningen for liv, mennesker har altid været fascineret af at sejle mod nye horisonter. Havet er en udfordring, for hvad ligger der på den anden side? Havet er også omdrejningspunktet for store dele af den økologiske trussel. Det er ikke tilfældigt, at vi ofte omtaler jorden som den blå planet, men at den blå planet og den grønne planet i dag er globalt truet – og dermed livet på jorden. Svenskeren Patrik Svensson har i sin bog Havet og mennesket (2022) både poetisk, naturvidenskabeligt og filosofisk forsøgt at tegne et billede af havets betydning for vores klode og menneskets liv.

Menneskets opstået er forbundet med havet, og da vi udviklede os til homo sapiens var havet en vigtig del af menneskets historie. Vi ved at mennesker meget tidligt har krydset store afstande i simple både, så havet og skibe forbinder den tidligste del af menneskets historie med den historie om det 20. århundrede, som Simon Bangs film også beretter om. Men trods den store historiske afstand, er det den samme fascination og eventyrlyst som forbinder dengang og nu. Thor Heyerdahl og hans Kontiki-ekspedition i 1947, er blot et af mange forsøg på at udforske havets historie og betydning for mennesker. Som Svensson udtrykker det, med reference til det latinske udtryk ”navigare necesse est” (det er nødvendigt at sejle):

 

Det har været nødvendigt at sejle, eftersom det ligger i menneskets natur at gøre det. Fordi mennesker lever af at drage ud. Fordi de i en fuldkommen opdaget, erobret og oplyst verden mister noget af deres mening og formål (Svensson 2000).

Det ville være forkert at sige, at den danske filmtradition bugner af eksempler, dokumentariske eller fiktive, på film som handler om sømænd og livet på havet. Men en lind strøm af film siden 1940’erne viser dog en stærk fascination af sømandslivet, både hverdagslivet til søs, og de mere eventyrlige og ofte ret romantiske spillefilm. Ingolf Boisen lavede f.eks. i 1954 Havets husmænd om de mange små skibe, der binder Danmark med de mange øer sammen. Det er ren, historisk dokumentation og realisme. En lignende dokumentation af en livsform lavede Henning Carlsen med Limfjorden (1961), dog med et noget vemodigt blik på noget, som er ved at forsvinde. Det samme perspektiv ser vi i Jørgen Vestergaards Fjordfiskerne (1980). Danmark er en stor søfartsnation, men det er nok også typisk, at en del af filmene om dansk søfart har koncentreret sig om det nære, hjemlige hav og miljø.

Men det meget større perspektiv, som vi også finder hos Simon Bang, er også repræsenteret i den danske filmtradition. At kortlægge verden er historisk forbundet med søfart, og den gradvise teknologiske udvikling af skibsfarten og rumteknologien har skaffet os et stadig mere præcist billede af den blå planet. Sejladser kloden rundt har øget vores kendskab til hinanden, men er også forbundet med kolonisering og krige. Det har også skabt forurening og udryddelse af dyrearter, bl.a. gennem overfiskning. Vores fascination af havet har altså også været med til at true den økologiske balance på vores blå planet. Alt dette er repræsenteret i danske film om havet og søens folk. Hakon Mielches Galathea -ekspeditionen (1956) forener det eventyrlige med det videnskabelige, mens DR2 serien De syv have (2009, 1-6) anlægger det helt store historiske perspektiv på dansk søfart, både i de nære havområder og globalt.

Begge sider af havets og søfartens historie ser man altså i de danske dokumentarfilm eller spillefilm. I den ene ende finder vi myter, romantik og eventyr om sømandens liv, om livet på havet, om længslen efter at rejse ud på oceanerne til nye eksotiske steder, og i den anden ende film om den hårde sømandsverden, det barske liv på søen og på det seneste også den ølologiske krise. Danskerne har været med Kløvedal og Nordkaperen på togt verden rundt i serien På togt med Nordkaperen (1989, 1-10), nok en af de mest sete og populære serier om drømmen om den store verden og verdenshavene. Tørk Haxthausen har til gengæld taget os med til en af de tidligste historiske opdagelsesrejsende, Vitus Bering, i Nordøstpassagen – en skildring af Vitus Berings liv og rejser (1971) på jagt efter Nordøstpassagen.

Men danskerne har også haft mulighed for at opleve historien om skibsværftsindustrien, f.eks. i Theodor Christensens Alle mine skibe (1951) om B&W og det kommercielle fiskeri. På det seneste er også bekymringen for havets økologiske tilstand rykker stadigt tættere på, f.eks. i Jan Petersens og John Sandbergs film Vadehavets variationer (1992). I dansk film er det heller ikke bare det store hav og det store eventyr derude, der præger filmiske fortællinger. Danmark er et land der både grænser op til store have, men som også er præget af mange fjorde.

På sine ældre dage vendte Troels Kløvedal tilbage fra sejladsen på verdenshavene til havet omkring Danmark og de danske fjorde med Nordkaperen vender tilbage 1-9 (2013). Det er ikke bare alt sammen eventyr på de store have. Kaptajnens hjerte viser også både eventyret, driften mod de store have, og den ofte barske hverdag på skibet, og de daglige udfordringer og kommercielle aspekter som skibsfarten også er en central del af. Simon Bangs film skriver sig altså ind i dansk tradition for skildring af sømanden og sømandskulturen i dokumentarfilmen, men vi finder også beslægtede tendenser i spillefilmen.

I spillefilmen er det ofte komedien, der dominerer, og kaptajner og menige er ofte beskrevet med ramsaltet humor, samtidig med at eventyr og romantik blandes i lystspillets og folkekomediens formel. Det ser vi allerede i en film som Lau Lauritzens Barken Margrethe af Danmark (1934) og i Anne Lise Reenbergs meget populære klassiker Styrmand Karlsen (1958), hvor rejsen til de varme, eksotiske lande står i centrum, nærmere bestemt Afrika. Men også i spillefilmen ser vi mere realistiske dramaer, hvor krig, kriser og sociale temaer dukker op. Det gælder bl.a. for Bodil Ipsen og Lau Lauritzens drama om 2. verdenskrig, Støt står den danske sømand (1958), Svend Methlings Sorte Shara (1961) og Erik Ballings ambitiøse Martha (1967). Sidstnævnte film handler om et noget rustent skib, som sejler i charter for en græsk reder. Men da den danske skibsreder melder sig for at jagte olie finder mandskabet sammen i protest. På sin egen måde handler filmen altså om magten på de danske skibe og forholdet mellem rederen og de menige sømænd.

Her er der altså en parallel til Simons Bang film og dens mere dybtgående skildring af udviklingen i forholdet mellem kaptajnen og mandskabet i et langt bredere historisk perspektiv. Den kritiske tradition man finder i den danske dokumentarfilm om søens folk og havet, dukker altså også stedvis op i spillefilmen i beskrivelsen af livet på havet og hos de danske fjord- og kystfiskerne. Det ser man f.eks. i Jon Bang Carlsens film En fisker i Hanstholm (1977), om en ung fisker besvær med at få hverdagen til at hænge sammen. Filmen blander fiktion og dokumentarisme og rummer både et opgør med rovdriften på naturen og jagten på falske velfærdsgoder. I Lotte Svendsen drama Bornholms stemme (1999) udfoldes den samme problematik: politiske indgreb og kvoter truer fiskerierhvervet og også Lars Eriks ægteskab. I Søren Balles langt senere Klumpfisken (2014) er den økologiske krise øget betydeligt, og det er blevet næsten umuligt at leve af at fiske med de kvoter og restriktioner der er udviklet. Slutningen af filmen rummer et håb: hovedpersonen finder kærligheden og drager mod København.

Bortset fra filmene om søens folk under Besættelsen er der ikke mange danske film som ser på søfarten i et mere globalt perspektiv. Det finder man dog i Tobias Lindholms film Kapringen (2012). Her bliver et dansk skib kapret af pirater ud for Somalia. Filmen er direkte inspireret af faktiske begivenheder, og følger også næsten journalistisk den vanskelige situation skibets mandskab er i, og konflikten mellem skibets sømændene som er taget som gidsler og rederiet derhjemme. Som en af de få danske film ser vi her nogle af de samme konflikter og globale perspektiv, som også præger Kaptajnens hjerte. Men som helhed skiller Simon Bangs film sig markant fra den danske tradition for skildring af søfart både ved sin æstetiske film og sit meget omfattende historiske og tematiske perspektiv.

En kaptajns sejlads gennem familielivet og historien

Simon Bangs film, Kaptajnens hjerte, dykker ned i mange af disse temaer, og den forbinder den mytologiske eventyrlyst og fascination af havet med en meget personlig historie, et nærgående studie af en bestemt historisk mandetype. Den personlige historie om Simon Bangs morfar, Knud Goth) som kaptajn på de syv have og i sit eget familieliv er forankret i en meget større historisk fortælling. Det er en historie om en historisk forandring af både søfarten, kaptajnsrollen og manderollen, en historie om Danmarks forandring som samfund.

I mit interview med Simon Bang siger han følgende om den inderste ide i filmen:

Jeg ville skabe en film på min egen måde og ikke baseret på traditionelle filmiske konventioner. Derfor blander jeg æstetiske udtryksformer og måder at fortælle på. Det er netop ikke en traditionel dokumentarfilm. For mig var filmen fra starten af både søfartshistorie, en historie om patriarkatets storhed og fald, og en film om min morfar og dermed min egen familie. I de tidlige udkast om filmens præmis og synopsis, var det imidlertid også altid en kamp for at finde den rigtige retning (…) det skulle være en film om mandens århundrede, søfartshistorie, forholdet mellem mand og kvinde, forholdet mellem far og søn, om forholdet mellem fædre og døtre. Samtidig skulle det være en film om de to store verdenskrige, om en verden som stod i brand. Bag det hele ligger historien om en patriarks storhed og fald på godt og ondt, og om hvad der sker med mennesker, der udsættes for så store prøvelser og forandringer, som min morfar.

Filmens start og anslag viser med stor tydelighed, hvad det er for en historie, filmen vil fortælle. Inden vi får filmens titel, rummer de først ca. 1.10 minutter af filmen en meget symbolsk, visuel og narrativ iscenesættelse, der placerer tilskueren i et bestemt perspektiv. Det starter med dokumentariske billeder af havet, der skyller ret voldsomt mod kysten. Billedet skifter til instruktørens skrivebord og arbejdsrum, hvor bølgerne fra før slår mod ruden, for endeligt symbolsk langsomt at omslutte og dække huset, men nu som animerede billeder.

 

Screenshot: Simon Bangs skrivebord som skib på havet i filmen

 

Det er en symbolik, som gentages filmen igennem, hvor hav og skibe og andet ses i vinduet hos instruktøren, og i slutningen, hvor arbejdsbordet med instruktøren i bogstavelig forstand er flyttet ud i vandet. Sekvenserne og den måde de er opbygget æstetisk på – med en blanding af faktiske havbilleder og tegnede, animerede billeder – viser at instruktøren er dykket dybt ned i sin familiehistorie og i billedet af sin morfar, der det meste af sit liv var skibskaptajn. Et stærkt, subjektivt og iscenesat perspektiv er forbundet med en bredere dokumentarisk historie. De æstetiske skift mellem dokumentariske lag og animerede lag, og blandinger af disse, får også filmens tilskuer til at se filmen gennem flere æstetiske og narrative filtre.

Det fremgår også af den sidste del af filmens anslag og åbningssekvens, hvor filmens instruktør direkte tematiserer sit forhold til sin morfar. Hans barndomstegninger, som vi ser eksempler på, er præget af de historier om morfaren, som han hører i sin barndom. Det er billeder af skibe og vand, men også drabelige begivenheder, som illustrerer en mand, der klarer alt, og som folk ser op til med beundring. Det fremgår ganske klart af Simons stemme lige før titelskiltet kommer på, og vi endelig ser et foto af Knud Goth:

Der er ikke det, han ikke kan. Min morfar klarer alt; storme, terror og verdenskrige. Det hele sejler han igennem uden at få en skramme. Han er en mand, der ikke beklager sig. Han sørger for familien, rederiet og sit skib og folk ser på ham med beundring (citat fra Simon Bangs replik-manus)

Filmens prolog er altså i høj grad anslag til en familiehistorie – selvom det også er skibshistorie og verdenshistorie. Det er den femårige Simons perspektiv, der gengives. Det er også mandehistorie. I udgangspunktet er Knud Goth en mand, en morfar, som instruktøren som barn beundrede. Men det er en barnlig beundring, som udfoldes og uddybes, og som også gradvist får mere problematiske sider frem. Det perspektiv forfølges videre i filmens næste to sekvenser, hvor vi ser en tegning af lille Simon og store Knud Goth, som kigger stjerner. Fascinationen er åbenlys, og den handler om åbningen mod den store verden, som morfaren og kaptajnen også repræsenterer, længslen efter eventyret. Med Simons egen kommentar: ”det var som om han ville fortælle mig noget”.

Screenshot: Simon Bangs skrivebord i filmen med sømandssymboler.

Beundringen hos drengen er åbenlys, men det er den også hos den voksne instruktør, som sidder med morfarens skibsnøgler, hans skibskiste med breve, foto og logbøger. Han synes næsten han kan mærke morfaren, og fra tid til anden klæder han sig ud med ting fra morfaren, eller foretager parallelle handlinger, f.eks. da han måler sin egen hånd mod et røntgenbillede af morfarens, eller forsøger at tegne morfarens hånd. Simons erindring om ham synes at blive stærkere og stærkere igennem filmen, og mere funderet, og som han selv siger: ”jeg aner konturen af et menneske, jeg gerne ville have kendt.”

Men netop på dette punkt i filmen folder historien sig ud i flere perspektiver, og der åbnes løbende for andre røster om hvem morfaren egentlig var. Det er hans to døtre, Ida og Ulla (Simon Bangs mor), der er de gennemgående figurer, og allerede deres første udsagn er centrale: han fortalte meget lidt om sig selv, sit arbejde og sine ”bedrifter”, han var ydmyg og pralede ikke, men han ville samtidig være en helt, og for en helt kan det ikke gå galt. Men hans livshistorie viser også, at han ville og kunne gå sine egne veje. Det er en eventyrlig historie om en mand, som kommer verden rundt, på et tidspunkt, hvor det ikke var mange forundt. Men kulturen på skibene afspejler også tydeligt samfundets struktur, en dominerende og traditionel mandekultur med et stærkt hierarki og meget lidt demokrati på skibet. Det er en historie og krige og revolutioner – store samfundsmæssige forandringer.

Det er også kaptajnens kærligheds- og familiehistorie, der afspejler historiens gang og forandring, sådan som interviewet med instruktørens mor Ulla og moster Ida også udbygger. To kvinders blik på Knud som en handlekraftig mand, men også en mand, som ikke viste følelser eller talte så meget om de ofte voldsomme ting, han var udsat for. Men Goth var også lidt af en romantiker og kavaler, dybt afhængig af sin kone Anna. Dansescenen, hvor de bliver forelskede, er flot animeret, ligesom instruktørens gentagne poseren som sin morfar på forskellige stadier af livet illustrerer en beundringsværdig, historisk figur.

Ligeså stærk som familiehistorien er historien om kaptajnens rejser. Den fortæller om en verden, som nu er forsvundet, om tidlig globalisering, som nu har fået anderledes fart. Vi oplever både de eksotiske sider og den mere rå virkelighed gennem to verdenskrige. Her fordobles mandehistorien, fordi både Knud og hans søn Kay på hver deres måde har været i ilden. Kay vil melde sig til modstandskampen, men kæmper også med dæmoner og stoffer, og far og søn har svært ved at tale sammen. Samtidig søger Knud at kontrollere sine døtre. Det er en manderolle i krise, og det nytter ikke at isolere sig og lytte til høj Wagner-musik, når problemerne trænger sig på, som moster Ida siger!

Simon Bang fortæller en klar og tydelig historie om en familie, en mand og hans tid. Den kombinerer på suveræn vis de klassiske, dokumentarisme elementer med en poetisk tegnet verden. I filmens slutning får filmens titel flere betydninger. Da Knud endelig går på pension og går i havn for altid, har forholdet til Anna længe været belastet af hans lange fravær og tavshed, og af Kays problemer. Det er svært at slippe det liv på søen, han har levet, og da hans elskede Anna dør, går hans liv i opløsning, og det er næsten symbolsk, at det er hjertet, der til sidst svigter.

Dokumentarismen og historiens mange lag

Simon Bang er som allerede omtalt maler og tegner og en meget brugt ekspert i storyboards, altså den vigtige måde at visualisere en films handling, rum og karakterer på under produktionen af filmen. Kaptajnens hjerte er da også en virtuos opvisning i kunsten at blande tegninger og animationer med familiefotos, arkivfilm og mange andre kilder. Når instruktøren i starten sidder og tegner morfaren og forestiller sig, hvordan han var, kommer tegningen af ham helt naturligt gående ind i rummet, for at kigge ham over skulderen. Derefter får vi morfarens tidlige opvæksthistorie i Nykøbing Falster, hvor tegninger og fotos fra den gang blandes med animation.

Allerede denne opvæksthistorie viser Bangs styrke som filmisk fortæller, og hans evne til kreativ bearbejdning af sit materiale, så historien og personerne træder mere levende frem. Nykøbing Falster i 1890’erne træder lyslevende frem fordi foto bliver animerede, og der tegnes figurer ind i disse fotos, hvor vi samtidig i glimt ser instruktørens hånd tegne det, vi så ser. Filmen demonstrerer så at sige måden, den er lavet på, og instruktørens nutid ved skrivebordet binder fortiden og nutiden sammen. Med til levendegørelsen hører også, at Knud Goths breve hjem til familien, da han er begyndt at sejle som skibsdreng allerede som 14-årig, bliver læst op af Goths stemme i filmen (instruktøren selv), samtidig med at billedsiden udfolder sig som både dokumentarisk og kreativ virkelighed. Vi følger ham også på søkort på Simons skrivebord, søkort som gøres levende. Vi følger Goth fra han ansættes på et lille dansk skib, til han gradvist kommer ud med skibe, der rejser verden rundt, krydser ækvator, og ender i Amerika, samtidig med at 1. verdenskrig bryder ud. Det er her det mere eventyrlige for en tid slutter og krigens virkelighed sætter ind. Alligevel er Goths breve hjem præget af fascination:

Jeg sejler i kystfart og dels i fart på Australien, New Zealand og Stillehavsøerne. Jeg holder mere af Stillehavet end Atlanten, der er ligesom mere charme over det. Det jeg særlig holder af er forandringerne og de nye indtryk. Jeg har ikke længere hjemve og er ved at vende mig til søen, blæsten og skibet. Jeg er blevet seastruck. Har tabt mit hjerte til havet. Andet er der ikke at sige om mig (citat fra Simon Bangs replik-manus).

 

Hele denne sekvens omkring 1. verdenskrig udbrud og ankomsten til USA viser igen fortællingens spring mellem Simon på sit kontor, Goths stemme, der læser op fra brevene hjem, og autentiske billeder af USA på dette tidspunkt. Det narrative og æstetiske princip er altså en art montage mellem dengang og nu, som placerer instruktøren selv som en del af historien, både på det personlige plan og som den der iscenesætter det hele. Fortællingens mange lag og æstetiske kompleksitet udfoldes i forskellig form gennem hele filmen. Samtidig bliver den om muligt endnu mere fortættet, jo længere vi kommer frem i historien.

Screenshot: Hånden der tegner, animationen bag og i filmen af og til blandet med dokumentariske billeder.

Det kan dokumenteres med en lidt mere tæt analyse af filmens skildring af Goths oplevelse under 1. verdenskrig, nærmere bestemt i San Francisco (SF) i 1916. Sekvensen i SF er både narrativt og visuelt meget fortættet, selvom den samlet set kun er på 3 min. (8.40-11.40). De dramatiske sekvenser i SF, illustrerer den generelle tematiske modsætning i filmen mellem en kaptajn, der hele tiden søger ud og udsætter sig for stor fare – naturligvis især i filmens krigsafsnit fra både 1. og 2. verdenskrig – men som også bevarer et tæt skriftligt forhold til familien derhjemme. I slutningen af SF-sekvenserne er det moren, der bønfalder ham om at komme hjem, fordi faren er død. Han har ellers i netop dette afsnit søgt amerikansk statsborgerskab. Men både oplevelsen af en dramatisk bombesprængning foretaget af radikale amerikanske krigsmodstandere, farens død og morens brev gør det klart for ham, at han ikke kan afsværge sit danske statsborgerskab. Udlængsel og hjemlængsel, et af filmens centrale temaer, bliver her sat meget stærkt på spidsen.

San Francisco-afsnittet illustrerer ikke bare centrale tematiske strukturer i filmen, men også den stærke æstetiske kompleksitet, filmen bygger på. Gennem hele denne sekvens kommenterer Goths voice over løbende handlingen, og hans egen fortælling er præget af en begyndende stolthed over at han for første gang har penge til sig selv og klarer sig godt. Ansøgningen om amerikansk statsborgerskab fremstår dog i lyset af begivenhederne næsten som hybris, og forløbet går da også fra overmod til nederlag. Kigger vi nærmere på San Fransisco-afsnittets narrative og visuelle opbygning, så kan man identificere følgende lag:

  • Et autentisk billedlag, som består at fotos, nyhedsfilm og avisoverskifter, altså dokumentariske billedkilder fra perioden eller kildemateriale fra selve Goth-familien
  • Et autentisk-metaforisk billedlag som har en autentisk baggrund i perioden og stedet, men som har en mere metaforisk funktion, f.eks. en gennemgående plakat i rødt som illustreret rigdom, og hvor den moderne rigdommens gudinde strør om sig med penge, eller samme type plakat i blåt som illustrerer anarkisterne som en fare mod samfundet
  • Animerede, tegnede sekvenser, enten i form af at Goth-figuren tegnes ind i og bevæger sig gennem et autentisk foto, eller i form af en mere udfoldet animation, især omkring bombeangrebet og dets eftervirkninger, hvor Goths oplevelse gengives
  • Et refleksivt billedlag, der føres os tilbage til filmens instruktør, siddende ved sit skrivebord, hvor de begivenheder vi oplever i filmen er projiceret op på vinduerne bag instruktøren.

Hvis vi kigger nærmere på, hvordan disse systematisk, gennemgående lag i filmen udfoldes narrativt i den amerikanske sekvens, så er der tale om en ganske hyppig vekslen mellem disse lag. F.eks. starter sekvensen med et dokumentarisk filmklip med biler, der kører i San Franciscos gader, og efterfølgende ser vi et foto af Market street fra 1916. Men på dette autentiske, historiske fotografi tegner instruktøren så Goth, der krydser gaden, en animation sat ind i et foto. Så følger et foto af Goth sammen med to andre, og ved ordene ”for første gang har jeg penge til mig selv” indsættes en animeret plakat, der skal illustrere rigdom. Så ser vi et foto af Goth og to andre, og da Goth siger ”Jeg har besluttet at søge om amerikansk statsborgerskab”, følger igen et autentisk foto, hvor han indsættes som animeret figur og krydser en gade. Herefter ser vi for første gang en montage af refleksive billeder: Simon ved sit skrivebord, hvor drabelige billeder at skib, der kæntrer, er projiceret op på vinduet. Den refleksive sekvens med instruktøren antyder skiftet fra overmod til krisen og den verserede krigs indgriben i hans liv.

Krigen og udviklingen i USA antydes via tegnede billeder af radikale krigsmodstandere og af nyhedsfilm af amerikanske soldater, der marcherer. Det kulminerer i den længere, animerede sekvens, hvor Goth sidder på en fortovscafe i San Francisco, da en bombe springer. Det ses også fra Simons skrivebord, hvor han sidder og tegner den isdessert Goth indtager. Så ankommer et brev fra Goths mor, om at hans far er død – og han skal komme hjem. Den animerede sekvens af hele dette forløb ender i et billede, hvor blodet løber nedover Goth. Den røde farve opløses i abstrakte røde mønstre, og på lydsiden siger hans datter Ulla: ”Han kunne slet ikke tåle jordbær (…) og det varede livet ud, og han rørte aldrig jordbær.”

I krig og kærlighed

Krigen spiller en stor rolle i filmen, det er i høj grad også en film, som lader os opleve både 1. og 2. verdenskrig indefra Goths perspektiv og i forhold til familien derhjemme og i forhold til tidens sociale og politiske modsætninger. Det personlige blik og de personlige dokumenter blandes også her med dokumenter og billeder fra tidens medier. Krigsafsnittene er om muligt endnu mere intense montager af billed- og tekstlag fra mange kilder. Goth forlader San Francisco midt under 1. verdenskrig, og tror sig sikker som bådsmand på det neutrale, norske skib Davanger. Men skibet løber lige ind i Nordatlantens ubådskrig, sænkes, og kun med nød og næppe redder mandskabet sig i land på en redningsbåd. Det blod, som instruktørens pensel lader sive nedover billederne fra bomben i San Fransisco, fortsætter nu symbolsk på verdensplan med en verdenskrig henover mange kontinenter.

De bærende lag i fortællingen fortsætter også, hvor Goths stemme i filmen læser et brev hjem til moren sendt fra Davanger 21/1 2017. Men den optimistiske tone i brevet hjem, som også illustreres fra instruktørens bord, nedkøles hurtig af historiske billeder af krigsskibe og ubåde og animerede billeder af Goth som kigger ud på de fjendtlige skibe og det oprørte Atlanterhav. Der er no mercy fra den tyske ubåd, skibet sænkes, noget vi både ser via autentiske historiske filmbilleder, og fra instruktørens perspektiv ved skrivebordet. Mens Goth beretter på lydsiden, ser vi autentiske og redigerede billeder af hændelsen, og vi ser også et historisk kort af det område, de driver rundt i. Instruktørens stemme beretter, mens vi ser Goths skibsnøgler på havets bund. Herfra fører instruktørens stemme og billeder os tilbage til Goths nøgler, og til Ida og Ulla. I deres hjem på pulterkammeret lå der ting og sager gemt, også ting, der var knyttet til katastrofer og ulykker, men dem måtte man ikke tale om.

Både Goths barnebarn Simon og de to døtre blander sig nu direkte i fortiden og i kaptajnens image. Der var ting man ikke måtte tale om, og barnebarnet Simon Bangs stemme i filmen angriber direkte sin morfars karakter, samtidig med at vi ser en række billeder, der går ret tæt på Goth: ”Her står du, en måned efter at du er kommet hjem. Kan man se på dig, at di skib er blevet sænket? Kan man se på dig, at du har været tæt på at dø? Kan man se, at du har oplevet krig? Hvad gør det ved dig? Overvejer du om det er risikoen værd at fortsætte? Har du andre muligheder.” Det er kritiske spørgsmål til den mandighed og det heltemod, som filmen også skildrer, men som måske har sine menneskelige omkostninger.

Det er nok ikke ganske tilfældigt, at de følgende sekvenser mest handler om kærlighed, om det første møde mellem Knud og Anna, som blev et par for livet. Bl.a. via Idas og Ullas fortælling om deres møde, autentiske fotos og animerede sekvenser skifter vi helt fra krig til kærlighed. Knud er nu blevet kaptajn og er på frierfødder, og her ser vi en helt anden og galant mand udfolde sig. Den barske, mandlige verden på søen og under krigen, afløses her af livsglæde og seksualitet, som også udfolder sig efter deres første møde via deres korrespondance fra eksotiske steder ude i verden, hvor kaptajnen befinder sig. Filmens visuelle stil bliver mere sanselig og erotiseret, som illustrerer at tiden umiddelbart efter 1. verdenskrig, der rummer en historisk spænding mellem traditionel, bornert borgerlighed og en begyndende frigørelse ovenpå krigens rædsler.

På et postkort sendt fra Cadiz ser man f.eks. to arme mødes, omgivet af eksotiske blomsterranker. På fotos Goth sender hjem til Anna, prøver han også at imponere hende, f.eks. med hvor stærk han er. Annas stemme i filmen tillægges da også følgende udsagn: ”Jeg er glad for Knud. Han er en gentleman. Det er ærgerligt, at han hele tiden er væk. Men gør det noget, når man kan mærke den indre glød? Skal jeg mon skrive til ham, at jeg er forelsket? Kan han ikke fornemme det selv? Som instruktørens stemme konkluderer lidt senere: farfarens kærlighed til skibe og havet er uomtvistelig, men da han møder Anna oplever han en helt anden kærlighed. ”Nu elsker han både Anna og havet.”

 

Der ligger grundige storyboard tegninger bag filmen, både af skibe, havne og steder.

Men krigen, skibet, eventyrlysten og kærligheden udfordrer hele tiden hinanden. Udfor Afrika bliver de ramt af den gule feber, og selvom Anna og pigerne af og til støder til skibet og sejler med, så viser mange af Goths oplevelser på de syv have, at skibet og familien derhjemme er to adskilte verdener. Da Goth i 1930 får sit eget skib (Otto Petersen) er han på havet i årevis, med kun korte besøg hjemme, mens Anna altid er hjemme og klarer børnene. Goth er diktator på sit skib, men også meget bestemt og krævende i familielivet. Sømandslivet har sine dramaer, som da en last forskyder sig under storm, eller da skibet mister skruen under endnu en storm ved New Foundland. 2. verdenskrigs udbrud i 1939 er naturligvis en større katastrofe, og Goth kommer trods alt hjem lige før besættelsen af Danmark.

Screenshot: Dramatisk skibsbillede

Men 2.verdenskrig bliver i filmen en ganske anden sag end 1. verdenskrig, netop fordi Danmark blev besat og Goth og hans familie havnede midt i krigens dilemmaer, sådan som Simons stemme trækker det op: ”Min morfar går på arbejde midt i krigen. Der hvor den dansk-tyske politik møder virkeligheden. Han er ikke længere enevældig hersker over eget skib.” Det har dels familiemæssige omkostninger, fordi sønnen Kay engagerer sig i modstandsbevægelsen, og fordi nogle hader ham for at sejle malm for tyskerne. Det kulminerer på mange måder i de dramatiske sekvenser fra de allieredes bombning af den polske havneby Gdynia, hvor tyskerne i oktober 1943 har samlet deres flåde.

I filmen skildres de allieredes bombning 9. oktober med stærke visuelle virkemidler. Goths skib – er nede for at hente kul, det bliver beskadiget under angrebet og må udbedres. 11 andre skibe rammes, herunder det store hospitalsskib Stuttgart. Men da de skal sejle ud vædrer de ved et uheld en tysk ubåd. Angrebet opleves både som animeret forløb, dels udfoldet narrativt, dels via instruktørens skrivebord og arbejdsværelse, via autentiske foto, kort over havnen og dels vi de to døtres beretning om, at denne oplevelse ændrede deres far og gjorde ham hvidhåret på ingen tid.

Historien fortælles så dramatisk at Simon ved sit tegnebord får sine tegnekridt til at krakelere og sprænges, mens han tegner. Det er ikke bare det hjemlige, der trækker mere i ham efter den oplevelse, det styrker også hans nationalfølelse. Med Goths egne ord: ”Jeg har altid været dansk, og jeg er det i dag mere end nogen sinde før. Jeg synes at hver gang jeg kommer hjem, lader sammenholdet mellem alle danske til at have vokset sig stærkere.” Til gengæld rejser Simons stemme sig noget kritisk: han ser en vis iver for at fortælle historien, så det bliver markant og synligt, at han stod på den rigtige side under krigen.

Sømandsliv, kærlighed og familieliv

Det er lige fra filmens start klart, at det her er en film om sømandshistorie, eventyrlyst, og ligefrem også en socialhistorisk skildring af hvordan forholdene for den danske skibsfart og for livet ombord på skibene. Det er en historie om kaptajnen som uantastet autoritet på sit skib og den proces der fører frem til en demokratisering og forandring af sømandskulturen. Men fra filmens allerførste sekvenser er det også en film om instruktørens fascination af sin morfar, en morfar som også er en autoritet i sin familie og sørger for at alle har det godt.

Det symbolske billede af Simon Bang som 5-årig, der står med sin 70’årige morfar i hånden og kigger på stjernehimlen har en dobbelt betydning: det er et billede på morfarens eventyrlyst og menneskets higen efter at forstå og opleve hele verden, men også et billede på familieliv, tryghed og kærlighed. Selvom den i barnets øjne store og mægtige kaptajn kan det hele, viser filmen også problematiske sider ved denne maskulinitet, den form for sømandskultur og den familielivsform den uvægerligt hænger sammen med.

I filmens historie er det Simons egen stemme i filmen, som suppleres med hans mors (Ulla Bang) og kaptajnens ældste datters (Ida Jakobsen) mere kritiske stemmer. Dertil lægger sig hans kone Annas stemme i breve mellem hende og hendes mand. I fortællingen opstår der altså en central og på mange planer iscenesat dialog mellem familieverdenen og søens verden. Ind i dette spiller også Goths mor og hans forhold til den familie han er født ind i, og som han forlader allerede som 14-årig. Goths ældste datter er måske den person i filmen, som – trods kærlighed til sin far – udtaler sig mest kritisk. Hendes skudsmål er, at der var meget, der blev fortiet i familien, at hendes far var en, der skulle bestemme og blande sig i alt, og hun bruger direkte et sted udtrykket, at han var diktator på sit første skib.

Og det udsagn udstrækkes også til at omfatte hans adfærd hjemme, hvor hans omsorg for sine børn også bliver til en manglende indsigt i, hvad de vil og kan. I filmen skildres det måske ikke mindst i forholdet til sønnen Kay, som ikke var som Goth selv, men som han havde svært ved at forholde sig til. Kay engagerer sig ganske vist modigt i modstandsbevægelsen, men han har psykisk svært ved at klare det og udvikler et amfetamin-misbrug. Som Ida beskriver det, er forholdet mellem Goth og hans søn Kay et forhold mellem to mandetyper og to generationer, og den dialog der burde være er der ikke. Kay ender som livsvarig narkoman.

I spillet mellem Goths egne børn og dermed hans egen og den næste generation viser Kaptajnen en svaghed og en manglende evne til empati og forståelse, som er den anden side af den til tider generøse mandlige autoritet og omsorg han også kan udvise. Den samme historiske modsætning findes i hans position som skibets ”diktator” og ubestridte autoritet som sømand og vanskelighederne ved at manøvrere i en ny tid, hvor demokratiseringen af samfundet og sømandskulturen tager fart.

Kaptajnen, manden og tiden

Simon Bangs optagethed af sin morfars historie og hans måde at være mand på har også en mere personlig side, som han selv har beskrevet i et interview i Politiken (Jes Stein Petersen, 20/8 2023). Om sin egen far, som stort set er fraværende i Kaptajnens hjerte siger han i interviewet:

Jeg så min far som en lille dreng, der havde fået skældud og ikke rigtig trådte i karakter som far, jeg mistede troen på og respekten for ham.” Den oplevelse af barndommens svage far-karakter synes så at smitte af på ham selv. Han henleder selv opmærksomheden på, at han ikke selv har fået børn, måske fordi hans egne familieerfaringer har været en oplevelse af voksnes svigt overfor børn, og sin fars manglende evne til at forsørge en familie.

I lyset af denne far-skikkelse lander morfaren som en næsten legendarisk mandeskikkelse i hans barndom, og da Simon Bang efter hans død arver den store skibskiste, som har en central rolle i filmen. Beskrivelsen af denne oplevelse da han var i 40’erne taler sit eget sprog:

Jeg åbner den, og pludselig kan jeg se ham for mig: Den her store stovte sømand, som jeg husker fra min barndom, hvor han besøgte os i lækkert jakkesæt, Humphrey Bogart hat og cottoncoat, og havde hænder som stegepander, helt gule af tobak. Der er et eller andet her, tænkte jeg. Han sagde aldrig noget, men jeg forbandt ham meget kraftigt med denne tavse tryghed.

Som allerede påpeget er filmens billede af morfaren meget nuanceret og også kritisk, sådan som det både fremgår af de kvindelige vidner (interview og breve) og måske især af forholdet mellem morfaren og hans søn Kay. Men hos kvinderne i familien er der også en fascination. Der løber en meget klar fascination gennem filmen af denne historiske mandetype, som i det mindste sørger for sin familie, selvom empati og følelser ofte mangler. Den tavse tryghed er en god betegnelse, som peger mod en historiske mandetype, der også skildres i John Fords film Den tavse mand (1952). I interviewet i Politiken sammenfatter Simon Bang selv den historiske mandetype, som han ser morfaren som:

Fordi han er fuld af pligt og offervilje. Han er repræsentant for alle de mænd, som fandtes engang. Han sagde: ”Jeg tager ud på havet i 50 år og tjener penge til jer. Jeg skal ikke have noget, jeg går ikke i seng med andre piger, jeg passer bare mit job og er en god far, når jeg er hjemme. Han må have haft et afsavn af gigantiske dimensioner.

Der er ingen tvivl om at denne mandetype har eksisteret i første halvdel af 1900-tallet, men der er nok heller ingen tvivl om at sømandskulturen er speciel, fordi den ofte lange adskillelse hjemmefra skaber en særlig familie- og kærlighedskultur. Den fraværende far bliver måske ofte idealiseret, fordi en dagligdag derhjemme hver dag, som trods alt var det dominerende, ikke eksisterende. Hjemkomsten til familien blev netop en særlig euforisk begivenhed. I filmens sidste del ser vi måske også omkostningerne ved denne mandetype og familieform. Da den moderne form for sejlads med meget mere magt til rederne og en mere flad struktur på skibet bryder igennem, mister livet på søen en del af sin tiltrækning for kaptajn Goth, og brevene fra hans kone derhjemme bliver præget af større ensomhed og længsel.

I filmen er det næsten symbolsk, at den netop er i 1960 Goth kapitulerer og går fra borde. Det er det år Simon Bang er født og 1960’erne indvarsler både et kulturelt og socialt skifte i samfundet, familierne og kønsrollerne. Anna, hans kone, får kræft og dør, og selv får han dårligt hjerte og gribes desuden af en rastløshed og længsel, som hele tiden driver ham væk fra familien med lange dagsture med DSB.  Patriarkens fald og død skildres i filmen med stor indlevelse og empati, og i slutningen af filmen identificerer instruktøren og Simon Bangs stemme sig på mange måder med denne historiske mandetype, men nedtonet og ikke heroiserende:

Fra mit hjørneværelse betragter jeg verden udenfor. Mit arbejde kræver ikke at jeg hersker over andre. Mit hjem er mit fartøj. Her bestemmer jeg og der er ikke plads til andre, og når jeg forlader min skibsbro bliver jeg svag og magtesløs. Det ser jeg nu, når jeg ser min morfar. Min morfar blev stående på sin skibsbro, passede sit arbejde, sørgede for familien og ofrede sig for den tid han levede. Sådan blev han større end det simple heltebillede, han kunne forveksles med (citat fra filmens manus).

 

Men denne mere nøgterne form for identifikation med morfaren og den manderolle han repræsenterer, bliver også i filmens allersidste sekvenser til en mere lyrisk hyldest til havet, det store ocean, den blå planet og længslen efter at komme ud og opleve universet og en større verden. Den historiske skildring af en bestemt tids manderolle forbindes noget større, noget som går ud over det nære familieliv. Det er faktisk som om filmens animerede bølger udenfor Bangs Østerbro-lejlighed går i et med havet og universet.

I interviewet i Politiken borer Jes Stein Petersen dybere i Bangs fascination af sin morfar og historiske manderolle han repræsenterer. Bangs svar er dobbeltydigt: på den ene side ser han kvaliteter i den traditionelle manderolle, men samtidig hilser han forandringen af manderollen velkommen – måske med lidt forhold:

Hele den fortælling om at Manden skal ofre sig for noget større og kvinden beskyttes er på vej ud. Det lyder enormt konservativt, men nogle gange må man spørge: Hvad er det manden med stor M kan? Måske er det at ofre sig for noget, som er større end ham selv (…) men måske er det faktisk sådan rent biologisk og mentalt (…) Det kan ikke nytte, at vi alle sammen bliver en del af et feminitets-projekt (…) vi bliver også nødt til at have det maskuline (…) jeg byder vendingen velkommen. Men jeg har en sorgfuldhed i mig over, at modsætningerne forsvinder. Hvis ikke de er der er det ikke sjovt at være til.

Den store historie og den lille historie

Den inderste, narrative drivkraft i Kaptajnens hjerte er en historie om en kaptajn og en sømand, men fordi det også er en historie om instruktørens morfar bliver det samtidig en meget personlig familie- og erindringshistorie, set fra både barnets og den voksne instruktørs perspektiv. På sømandshistoriens side bliver den personlige beretning om en morfar imidlertid også en meget større historie, hvor søfartshistorien både fører os direkte ind i den nationale og international social- og verdenshistorie. Kaptajnen sejler ikke bare kloden rundt og krydser de syv have, han sejler også gennem en national og international historie, der reflekterer den dramatiske historie om krige og forandringer i første halvdel af 1900-tallet. Knud Goth er født i Nykøbing Falster i 1893, på et tidspunkt hvor Danmark endnu ikke havde et demokrati og slet ikke en velfærdsstat, på et tidspunkt hvor hverken kvinderne eller alle borgere havde stemmeret. Vi krydser to verdenskrige, og da Goth afmønstrer i 1960 er Danmark godt på vej til at blive en velfærdsstat, og ungdomsoprøret og de store årgange er på vej til at ændre familiemønstre og kønsroller.

Dermed forbinder filmen den store og den lille historie, og netop denne blanding af to sider af historien er med til at gøre filmen til en særlig stærk, dokumentarisk fortælling. Hele vejen igennem filmen ser vi sekvenser og kildeberetninger, der udspringer af offentlige dokumenter og historier, aviser, film og andre medier, og som underbygger filmens historiske udsagn. Samtidig er vi meget tæt på stærkt personlige beretninger og dokumenter: familiefotografier, breve, interviews osv., som bringer os langt ind i en familiehistorie, ofte langt ind i det meget private og intime. Det er filmens styrke, at den formår at forbinde de to historier, ikke bare med klassisk, dokumentariske virkemidler, men også med en kreativ, visuel og symbolsk dimension, der forstærker og udvider de to historiers egne udtryksformer. Dokumentarens animerede del giver de to historier liv og løfter den emotionelle indlevelse i historien. En stor del af den emotionelle indlevelse stammer også fra det forhold, at instruktøren selv er på spil i historien, at han spejler sig selv og sin generations historie i en tidligere generations historie.

Konklusion: Bang og den poetisk-refleksive dokumentarfilm

Med sine mange lag og virkemidler er Kaptajnens hjerte en af de mest komplekse danske dokumentarfilm. Den placerer sig helt tydeligt i det jeg i min bog, Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm (2012), har kaldt den poetisk-refleksive dokumentarfilm, fordi den med sin blanding af fortælling og poetisk-æstetiske strategier ikke bare fortæller en historie, men også med sin form får os til at reflektere over, hvordan virkeligheden er skildret. Filmen har klassisk dokumentariske træk ved at være et portræt af en person, som både skrives ind i en personlig historie og større samfundshistorie. Men samtidig er forholdet mellem instruktøren og hans morfar en historie som både rummer en identifikation og en distance. Filmens animerede sekvenser spiller netop på virkeligheden på så mange måder, at det får filmens tilskuer til at reflektere over bl.a. manderollen i et historisk perspektiv.

Den poetisk-refleksive genre i dansk dokumentarfilm repræsenteres af f.eks. Jørgen Leth, Jon Bang Carlsen, Lars Johansson, Tomas Gislason, Anders Østergaard, Jytte Rex og Anne Wivel, men der er ingen af disse dokumentarister, som har taget de temaer op, som Simon Bang arbejder med. Det er dog nærliggende både æstetisk og tematisk at pege på en klar lighed mellem Anders Østergaards TinTin og mig (2004), både fordi den er et portræt af en person og hans tid, Hergé, forfatteren til tegneserien TinTin, og fordi den bruger en meget refleksiv animationsteknik (se Bondebjerg 2023: 187f, og Bondebjerg 2018). Ligesom Simon Bang skriver sig selv og sin morfar ind i et animeret univers, bruger Anders Østergaard tegneserien TinTins univers til at karakterisere Hergé og hans liv. Det sker ved brug af animationsbilleder af Hergé, som altså forvandles til en karakter i sit eget tegneserieunivers, på samme måde som Simon Bang tegner både sig selv og sin morfar ind i den dokumentariske historie.

Som vi allerede har set i kapitlet om maleren, tegneren og grafikeren Simon Bang, så er han i stand til at tegne og male virkeligheden med både præcise og enkle midler. Når han tegner en bro, et bybillede, en person eller et landskab, så genkender vi uden videre den virkelighed, der refereres til. Men han kan også som grafiker og maler bruge former, farver og figurer, som skriver den virkelighed, der refereres til, ind i en bestemt en bestemt æstetisk form. Pludselig åbner den umiddelbare virkelighed sig mod noget mere udfordrende dimensioner og betydning. Den bliver surreel eller ekspressiv. Det er det samme der sker i Kaptajnens hjerte, når virkeligheden bliver symbolsk, når den tilsyneladende realisme drukner i æstetiske og poetiske virkemidler, som får os til at reflektere dybere over, hvad virkeligheden egentlig er. Der er forskel på billedmedier som film, tegning, maler og grafik, men i hele Bangs samlede billedunivers er der også en linje, en sammenhæng, en bestemt måde at skildre og forholde sig til virkeligheden på.

Screenshot: Havet som næsten oversvømmer instruktørens kreative storyboard

Referencer

Bondebjerg, Ib (2012). Virkelighedsbilleder. Den moderne danske virkelighed. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Bondebjerg, Ib (2018). A Documentary of the Mind: Self, Cognition and Imagination in Anders Østergaards Films. In Brylla & Kramer (eds 2018). Cognitive Theory and Documentary Film. Palgrave MacMillan

Bondebjerg, Ib (2023). Film, historie og erindring. Hellerup: Forlaget Spring.

Fauconnier, Gilles. & Turner, Mark (2002). The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind’s Hidden Complexities. New York: Basic Books

Gottschall, Jonathan (2013). The Storytelling Animal. How Stories Make Us Human. New York: Mariner.

Klougart, Josefine (2022). Efter naturen. København: Forlaget Gladiator

Petersen, Jess Stein (2023). “Hans syrede billeder af villaer og storbymotiver er fulde af skønhed og gru – og hans egen fars fravær.” Portræt og interview af Simon Bang, Politiken, 20/8 2023.

Turner, Mark (1996). The Literary Mind. The Origin of Thought and Language. Oxdford: Oxford University Press.

Svensson, Patrik (2023). Havet og menneskene. København: Gads forlag

Messaris, Paul (1994). Visual Literacy. Image, Mind & Reality. Boulder: Westwood Press.

Bondebjerg, Ib (2022). Interview med Simon Bang (ikke publiceret)

Dybdahl, Lars (2023). Dansk designhistorie 1-2. København: Strandberg Publishing.

 

 

Uddrag fra min bog: Mimoser i januar. Erindring og historie (2021, Forlaget Spring, www.forlagetspring.dk)

Klavs var familiens Benjamin, og med en storebror og hele to større søstre fik han en særlig kærlig velkomst til livet. Vi syntes selvfølgelig, han var utrolig nuttet som barn. Han udviklede sig til at blive en flot ung, lidt hippieagtig teenager med langt hår. Som voksen var han også en utrolig flot og smuk mand. Det var ikke mærkeligt, at han havde kvindetække, og at han som lyriker indskrev sig stærkt og selvstændigt i den lange tradition af danske kærlighedsdigtere. Det var ikke noget helt nem familie, han blev født ind i, men han virkede fra starten robust og smilende. Han var et kreativt legebarn, men han var også tænksom, til tider mediterende – også når han legede. Det findes et billede af ham fra vores hus i Jægerspris, hvor han har været 6-7 år. Han ligger med ryggen til på gulvet, og leger med sin elskede bondegård og dyr. Han synes at være i sin egen kreative legeverden. Klavs vedblev livet igennem med at være rigtig god til at lege: med børn, med voksne, med virkeligheden, med ordene. Han har dog selv beskrevet, at hans omgang med de der dyr på bondegården ikke bare var idyllisk. De fik engang imellem en ordentlig tur med neglebørsten, som om ondskab og skidt skulle fjernes fra dem.

 

Billede 1. Klavs leger med sin bondegård, Kignæsbakken, Jægerspris omkring 1961. Legen vedblev at være en stor del af hans verden, både i virkeligheden og som digter.

Klavs evne til at lege karakteriserer ikke bare hans barndoms forhold til legetøj. Det omfatter også lidt senere i hans barndom og ungdom fodbold, hans elskede akvarium, og det at fiske. Selvom vi delte fascinationen af fodbold og tit spillede mod hinanden, så var det for Klavs lidt sørgeligt, at jeg ikke delte hans fascination for akvariet. Det var endnu værre, at jeg simpelthen ikke havde sans for eller evner som lystfisker. Han prøvede at tage mig ind i den verden, da han var blevet voksen. Men det eneste der skete var, at jeg forliste et par af hans allerbedste blink. Hans passion for at fiske har han beskrevet i essayet “Glæden ved at fiske” (Bondebjerg, K. 1993). Han gør det på en sådan måde, at det siger noget om hans personlighed og indstilling til livet. Det er fiskeriet poesi, han fremhæver. Glæden ved at fiske er forbundet med oplevelsen af foranderlighed, strømmens skift, farvernes spil i vandet, lyden af vandet og blinkets bevægelser i vandet. Det er en form for meditation, men også en leg med virkelighedens elementer:

Lystfiskeri er en smuk blanding af håbefuld beregning. Det er held og viden i et blandingsforhold, der ligner magi. Man griber noget, om ikke ud af den blå luft, så op af det blå vand.

Hans legende forhold til virkeligheden, fra barnets legeverden til digterens leg med ordene og virkeligheden, afspejler sig også i Klavs som rejsende.  Han søgte altid nye dimensioner både i det nære og i den verden han har beskrevet i digte, i radiomontager, og i fotokunst. Dette motiv, denne passion og længsel efter at leve sig ind i andre mennesker og kulturer kommer første gang til udtryk i et af hans stærkeste digte, allerede i debutsamlingen Uroligheder (1982). Digtet “For de rejsende”, som man også kunne opleve som 10 minutters drama på Cafe Teatret i 1987, handler både om de undere, som udspiller sig under den almindelige hverdag, inde i kroppen og når man rejser ind i en anden verden: “Under al hverdag/et under/under stilstanden/en rejse/ under gaden/en sandstrand/under skorpen af jord/vandet/Der står et orkester/på bunden/og spiller for de rejsende”/.

Denne tendens til at udfordre sig selv ved at mødes med det fremmede, har Klavs sammenfattet i sin bog Den anden luft. Rejsenotater fra Nordafrika og Mellemøsten (1998). Det er en bog, der viser hans fabelagtige sproglige evne til at fange en fremmed virkelig konkret og sanseligt. Hans evne til i glimt at skildre og møde mennesker. Lars Bukdahl anmeldte den i Weekendavisen, og fremhævede netop den pointe: “med en svalende nonchalance, helt på tværs af nogen kronologi, præsenterer han større, mindre og bittesmå fragmenter af sine rejseindtryk, flimrende (…) intet forkromet overblik (…) alt hvad det kommer til at gælde om er at præsentere det enkelte glimt med størst mulig klarhed (…) den der afgørende dirren på nethinden” (Bukdahl, 1998). Denne legen med ordene for præcist, konkret og poetisk at indfange virkeligheden, spejler barnet Klavs, og det legende men nu forvandlede voksne barn. Men det afspejler sig også i de fotos fra den afrikanske og mellemøstlige virkelighed, som han livet igennem arbejdede med, også som fotocollager. Her er det også den konkrete hverdags poesi, der indfanges: stenbelægninger, døre, farverige krydderier, eller andre uddrag af natur og byliv. Hans digte og billeder suppleres af radiomontager, min lillebror var i høj grad en kreativ multikunstner.

Et levet liv

Ved Klavs bisættelse 25/6 2004, hvor vi måtte sige farvel til vores kun 50 år gamle lillebror, talte både hans søster Bente og jeg. Bente talte om netop det, at Klavs aldrig satte legen af holdet, som hun udtrykte det – med henvisning til hans evne til at lege i alle ordets betydninger. Men hun talte også om, at han blev voksen på den gode måde: “Han blev en stor bror, varm, nærværende, åben, nysgerrig, modig, med viljen til at opdage sig selv og verden (…) han fandt sig selv som kunstner, mand, far og en udfordrende og solidarisk ven for mange.” Med andre ord, som jeg udtrykte det i min tale: “Han døde alt, alt for tidligt, men han levede sit liv på en måde, så han synes at have nået ligeså meget eller mere end mange, der får et meget længere liv.”

Som alle vi andre børn i familien blev Klavs også rykket rundt i Danmark. Født i Ålborg 1953, som helt lille flyttet til Bagsværd i 1954, så lidt skoletid i Jægerspris fra 1959 og senere Ballerup. Sine sene år som teenager i Hareskoven, som han forlod i 1973, da vi andre for længst var flyttet videre i vores eget liv. Hos min far og mor i Hareskoven boede han i et lille havehus, hvor han kunne leve sit delvist uafhængige liv – også med de første kærlighedsforhold. Ser man på hvordan vi fire søskende udviklede os, tegner der sig nok to grundlæggende spor. Jeg selv var sammen med Bente de mest “fornuftige” og målrettede, vi gik relativt lige ind i akademisk uddannelse og for mit vedkommende også et meget tidligt parforhold. Vi har også kreative sider, men vi fik ikke en kunstnerisk karriere. Hanne tog nogle afstikkere ved at lave forskellige ting efter 9. klasse, inden hun noget forsinket tog HF og blev lærer. Men hun er den, der har eksperimenteret mest med sit personlige liv og har udfoldet sig mest kreativt med sine malerier. Klavs var lige ved at forlade Ballerup Gymnasium i 2. G, men så talte min far og mor dunder, og så blev han student. Men selvom har en overgang studerede på RUC og KU, var det meget tidligt synligt, at det var den kunstneriske vej han ville gå.

Nogle af Klavs’ første publikationer rummer både eksperimenterende tekster og billeder, f.eks. i Muldvarpeskud (1975) hvor grafiske tryk veksler med digte. I Mixtur (1975), arbejder han med en sammensat billedmontage, hvori der er et håndskrevet digt. Det er tydeligt for enhver, næsten før Klavs debuterer på sit faste forlag Borgen, at hans kreative evner og arbejder trækker både mod billedkunsten og litteraturen. Kameraet som redskab fulgte ham også hele hans liv. Det var det kreative og mere frie liv han ville leve, næsten lige meget hvor mange hindringer et selv så hæderligt velfærdssamfund som det danske kan præstere af bureaukrati i forhold til forfattere og kunstnere. Klavs måtte i mange perioder af sit liv leve af tilfældigt, forefaldende arbejde, bl.a. som pædagogmedhjælper. Det var bestemt ikke nogen lige og nem vej. Det var det måske heller ikke med kærligheden, selvom erfaring kan være en god ting, når man er kærlighedens digter. Han havde en række korterevarende forhold, og også et par længerevarende, men det blev Marianne, der blev hans længste livsledsagerske.

De mødte hinanden i 1981, hvor Klavs lige var kommet ud af et andet forhold, og hvor Marianne var i et andet og ikke særlig lykkeligt forhold. De mødtes i et kollektiv i Svanemøllen, hvor min søster Bente boede i en periode. Marianne havde en lejlighed i Brumleby, og det var her de flyttede sammen, og her blev deres søn Daniel født i 1986. Det endte med at blive et langt og lykkeligt forhold, faktisk nærmest sølvbryllup, bortset fra at de først blev gift på Frederiksberg Rådhus i juni 2002. Som lovformeligt gifte fik de altså kun 2 år sammen. Forholdet til Marianne og det at blive far var stort og betydningsfuldt for Klavs.

Som det forvandlede, følsomme og reflekterede barn han var, eller havde indeni sig, blev han nu selv far. Det er nok ikke helt tilfældigt at digtsamlingen Henvendt (1986) har billeder af små børnehænder på forsiden. Det indledende digt i samlingen handler om voksnes konventioner, og det slutter med ordene: “Hvis dette er voksenstørrelse, tager jeg nummeret mindre”. Samlingen er i det hele taget præget af besyngelse af kærligheden blandet op med børne- og fødselstemaer: “Børn falder/mens hvirvler af syn/daler i dem/falder de/ud af os/falder de/og videre gennem sig selv/for at komme til verden/falder de/mens de øjner de ansigter/der svæver over deres fald/mens de øjner/ Børn falder/opmærksomt/falder de/Det var et barn/der opdagede verden.”

At rejse er at leve

Det er vores berømte digter H. C. Andersen, der siger “at leve er at rejse.” Når man tænker på hvor besværligt det var at rejse i 1800-tallet, er hans rejser imponerende. Han søgte de sydlige himmelstrøg, hvor mødet med en varmere og mere spontan kultur tydeligvis fascinerede ham. Det slår også ind i hans forfatterskab – både i romanerne og eventyrene. Som rejsende forfatter træder Klavs ind i en lang tradition for danske kunstnere og forfattere. Mødet med andre mennesker og kulturer skærper den kreative sans. Kulturmødet med det anderledes skærper ens blik for både det fjerne og det nære. Man udfordres i synet på sig selv og den kultur, man er vokset op i. Man mærker intensiteten i skildringen af den arabiske kultur i hans radiomontage Et mylder kaldet Cairo, men også i den fine montage om at gå ture, hvor den mere nære eksotiske oplevelse bl.a. inkluderer en samtale mellem Klavs og vores far.

Billede 2. Klavs i sit es som den rejsende. Det var ikke bare det at være et andet sted, i en anden kultur. Det var også det sanselige bombardement og det nærvær der opstod i mødet med det fremmede.

 

 

 

 

 

 

Klavs startede tidligt sine rejser, fordi vores far om mor tog os med på bil og teltrejser i Sydeuropa allerede i sidste halvdel af 1950’erne. Men Klavs selv startede sin store tour de force rundt i verden i 1970’er. Første stop var Tunis, som han flere gange vendte tilbage til. Klavs har også gjort de klassiske dannelsesrejser til Italien og Grækenland, ligesom han i 1977 var på en længere tur i den nye verden USA. Men det er hele tiden mest Mellemøsten og Nordafrika, der drager, og dominerer både i rejsebogen Den anden luft og i hans digte, fotos og billeder. Det er Tyrkiet, hvor han, Marianne og Daniel tilbragte 1/2 år i 1988, det er Tunesien, Marokko, Egypten, Jordan og Libanon. Hans rejsebeskrivelser fra disse lande og steder dirrer af liv, farver, varme, sociale og kulturelle modsætninger og at mennesker og møder med mennesker. Den anden luft består både af korte, skarpe og præcise lyriske iagttagelser, og af længere mere essayistiske og reflekterede tekster. Den første type ser man f.eks. i den ironiske “Route Touristique”: “Strandhotellernes faciliteter er nærmest upåklagelige. Planlæggerne har virkelig tænkt på alt. Alt, hvad man kan ønske sig. Alt, hvad man kan drømme om. Det eneste jeg savner, er det afgørende: alt det man ikke drømmer om.”

Det er ikke turistvirkeligheden Klavs søger. Når han rejser er det ofte de ydmyge steder han bor, de små lidt snuskede værelser midt i det hele. Ikke de fancy hoteller. Den slags rammes af hans ubønhørlige, ironiske stemme. Andre steder er de korte tekster små varme, lyriske perler af skønhed. Det gælder f.eks. i mødet med Petras skønhed og dybe historie. Andre gange i de længere, essayistiske tekster ser man etnografen Klavs. Hans sproglige kamera fanger virkeligheden, som ikke bare bliver beskrevet og karakteriseret, men bliver til et reflekteret kulturmøde. En sansende, erkendende europæer, der opdager en ny virkelighed og går i clinch med den, og samtidig ofte citerer lokale tænkere og digtere. Vi ser det i tekster som f.eks. “Mellem støj og sang” (s. 26f) om islam of sufi-traditionen og i “Overflod” (s. 130f) om en rejse fra Cairo til Aswan, hvor Nilen og livet om den spiller en central rolle.

I Klavs’ Menneske for en dag. Udvalgte digte og rejsenotater (2004) viser rejsens betydning for hele hans forfatterskab sig da også netop ved, at korte tekster fra Den anden luft uden videre går ind som en slags lyrisk tekster. Det ser man f.eks. i hans smukke hyldest til den legendariske, libanesiske sangerinde Fairuz (Nouhad Wadie ‘HaddaD), som Klavs elskede, og hvis sange også blev spillet ved hans bisættelse: “Tre ord forstår jeg: ja, nej elskede. Den minimale parlør. Intonationen er en indbydelse. Hun lægger sine nerier på violinernes strøg. Og synger den, der sidder og venter. Og synger den anden, der ikke er kommet. Og synger en sang, der ikke kan sove.”

At være digter i Danmark

Det er som sagt ikke let at være forfatter i Danmark, specielt ikke lyriker. Selvom vi har måske verdens bedste velfærdssamfund med kulturstøtte. Det er som om arbejdsmarkedssystemet ikke er gearet til at forstå, hvad det vil sige at være forfatter. Det meste af sit liv måtte Klavs derfor have flere “normale jobs” for at få det bare nogenlunde til at løbe rundt. Det hjalp selvfølgelig når han fik legater, ikke mindst det stor 3-årige stipendium fra Statens Kunstfond: 3 x 150.000 kroner. Selvom Klavs fik sådanne anerkendelser, og var anerkendt, kan man ikke leve af forfatterindtægterne fra 7 digtsamlinger og en rejsebog – heller ikke når biblioteksafgift og Copydan lægges oveni.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Marianne i den lange periode de fik med hinanden ikke bare var hans livs kærlighed – hun var også hans solide støtte. Det var hendes arbejde som socialrådgiver, der gjorde, at hverdagsøkonomien hang bare nogenlunde sammen. Det var også hende, der gav Klavs rum og mulighed for at tage på de rejser, som var så vitale for ham.

Billede 3. Klavs havde sans for lyd, ikke bare musik, men også ordenes poesi. Hans radiomontager forener på fornem vis sansen for musikkens, virkelighedens og sprogets lyde. Han er ikke den kritiske journalist, men den åbne poetiske iagttager.

 

Klavs arbejdede fra begyndelsen af 1970’erne i mange jobfunktioner: plejer på et hjem for sindslidende, medhjælper på en byggelegeplads, arbejdsmand på en fabrik, vikar på Bladkompagniet, på Børneradioen og mere. Hans mest permanente andet arbejde var som pædagogmedhjælper: lyrikeren med den store forståelse for børn hentede altså også praktisk erfaring på det område. Sidenhen kom et mere permanent arbejde på Danmarks Radio, hvor han faktisk kunne kombinere de to forskellige sider af sit kreative talent. Han lavede både en serie fremragende radiomontager (flere som tekst gengivet i Den anden luft), og han var også i en periode redaktør af DR’s litterære magasin Skanderborg Station.

I 1984 skrev han selv satirisk og galgenhumoristisk om sin eksistens som arbejdsløs og digter, og om systemernes besvær med at forstå hans verden, i en artikel i Demokraten Weekend. Den bar titlen “Bondebjergs digte – en lettelse i hverdagen, et forsøg på at forestille sig, at han skulle sælge sig selv og sine produkter, som om han var et firma. Og så går han ellers løs på dilemmaerne:

For undertegnede, der er arbejdsløs og digter – og dermed har større adgang til indtægtsfrit arbejde end til arbejdsfri indtægter – er det selvfølgelig en stadig kilde til ærgrelse, at et poetisk A-4 ark er et dårligt værdipapir. Til gengæld er et værdipapir dårlig poesi, så en eller anden form for højere retfærdighed gør sig altså alligevel gældende.

Han beskriver også mere konkret, hvordan han engang blev frataget sin understøttelse som deltidsforsikret, arbejdsløs pædagogmedhjælper. Da han ankede til Arbejdsdirektoratet fik han efter 10 måneder følgende ‘poetiske’ svar, og hold nu tungen lige i munden:

 

Direktoratet har ved afgørelsen om Deres ret til dagpenge lagt vægt på at ifølge praksis medfører et selvstændigt bierhverv, som efter sit indhold kan indicere, at der under ledighed kunne oparbejdes en selvstændig virksomhed af et omfang, som medfører at De får deres hovederhverv ved selvstændig virksomhed, at De udelukkes fra ret til dagpenge under arbejde som lønmodtager.

 

Det er så her legen med firmalogo og slogan sætter ind. Endnu morsommere bliver det da Klavs klager videre og de så beder ham angive præcis, hvornår og hvor meget han arbejder som digter. Kompromisset blev, at han skulle opgive hver gang han havde en forfatterindtægt, som A-kassen så rent fiktivt kunne omregne til arbejdstid. Som Klavs afsluttende bemærker: man taler hele tiden om at det offentlige holder liv i kulturen, men man kunne vel også spørge:  hvem holder kulturen liv i – i alle betydninger af ordet.

Kærlighedens og hverdagens digter

Når man gennemblader de mange anmeldelser af Klavs’ digtsamlinger er det slående, hvor ofte han karakteriseres som kærlighedens digter, endda som en af de største i dansk digtnings historie. Finn Stein Larsen peger allerede på det i sin anmeldelse af Henvendt i Weekendavisen i 1986, og Erik Skyum-Nielsen tislutter sig i sin anmeldelse i Information. Også Poul Borum, den lærer og inspirator, hvis kreds Klavs sluttede sig til i 1970’erne da han for alvor gik digtervejen, nævner især kærlighedsdigtene i sin anmeldelse i Ekstrabladet: “Han er som digter, som det hedder i bogens næstsidste digt: ‘et væsen/skabt af kærlighed, uro og rent held.” Og for at fuldende billedet i forhold til denne digtsamling, så er det også det centrale perspektiv i Jørgen Johansens anmeldelse i Berlingske Tidende, som har overskriften “Kærligheden er ikke til at komme uden om.”

Man kommer da heller ikke uden om, at en meget central og måske særlig værdifuld del af Klavs’ digte handler alle kærlighedens aspekter: kærlighedsmødet, det sanselige og erotiske, kærlighedens kriser og brud, og kærlighed i videre betydning, som den måske vigtigste grund til at vi (over)lever. Kærlighed til livet, til hverdagen, familien, børnene. I et interview med forfatterkollegaen Dy Plambeck i 2003 efter udgivelsen af Luften omkring dine læber (2002), er overskriften “Kærligheden er en skandale”, et arabisk ordsprog. Det henviser til det forhold, at kærligheden ofte er “en rystetur, der gør at vi mennesker kommer i bevægelse.” Mødet med den anden udfordrer os som vi er, kærligheden er “forvirring og foræring”. Klavs taler også her om at finde sig selv og sin stemme, og er ikke optaget af om han tilhører 80’er-generation eller ej. Han føler sig på mange måder også beslægtet med en tradition, der rækker 200 år tilbage. Han udvider også kærlighedsdimensionen til at være forbundet med selve det at digte:

Digtningen skal være en kærlighedshandling; der skal opstå en forelskelse mellem ordene – det ene ord skal tiltrække det andet og skabe et energifelt, en sammenhæng.

Man kan altså med stor ret se Klavs som en af vores store, moderne kærlighedsdigtere, fordi kærligheden føres os langt ud over blot parforholdet og erotikken. Det er noget som gennemsyrer mange sider af livet, eller i hvert fald berører mange sider af det. Det er imidlertid lige så klart, at hans enkle, præcise og mangetydige leg med ord og virkelighed rummer mange andre aspekter. Hans sans for barnets verden i meget konkret men også meget overført forstand, er en anden stærk dimension i hans digte. Det er også barnet inden i os, og det at beholde det naive, åbne forhold til verden, til andre mennesker, til andre kulturer, der gør hans digte så sprællevende. Hans langvarige arbejde som pædagogmedhjælper har givet ham stof til denne dimension. Det vedligeholdt barnet i ham, relationen til barnets spørgende og undrende tilgang til verden. Han forstår også barnets utryghed ved forældrenes tryghedsritualer: “De køber tre tøjdyr/med stjerner i øjnene/og siger/elefanten er ikke farlig/eller/gud passer på dig/hører du/du kan godt sove nu//han kan ikke/så stor en forsigtighed/gør ham bange.” (Uroligheder).

Selvom kærligheden står central i Klavs’ digte, er der altså andre stærke dimensioner. Man kunne også se ham som hverdagens digter. Hans digte er meget sjældent ude i store eksistentielle og filosofiske emner. Hvis de er det, sker det med indgang fra vores hverdag, det nære liv. Det sker med præcise iagttagelser af det liv, vi lever med hinanden i familien, på arbejde, og de sociale og politiske rammer vi er indrammet af. Hele eksistensen synes f.eks. på spil i det korte digt “Uden afsender” fra Det forvandlede barn: “I drømme/modtog barnet et brev/Den store brune konvolut/var fyldt med dyr og tal/og de krøb ud på gulvet/glinsende i morgenlyset/rundt om barnets fødder/Barnet skulle tælle dem/beskrive dem/og sende svaret/til en gud det ikke kendte.” Ofte glider flere hverdagstemaer sammen, som f.eks. i det fantastisk enkle og præcise kærlighedsdigt, som også indirekte inddrager livet i velfærdssamfundet: “Du er et større mysterium/end samfundet/og lettere at elske/Lænet op ad frysedisken/kysser du min hals, mit held/Alt er helt på sin plads/og fejlplaceret/en rosenbuket i en indkøbsvogn.” (Luften omkring dine læber).

Også hos Klavs sad hjertet til venstre – biologisk og politisk. Han er ikke nogen bastant, ideologisk samfundskritiker, men en ironisk, satirisk iagttager af det eller de samfund han levede i. Man ser det stedvis i rejseteksterne i Den anden luft, og spredt rundt i hans digte. Selv i en samling som Luften omkring dine læber finder man stærke digte om klodens tilstand og klimakrisen eller hverdagslivet i storbyen som social foreteelse. Han har også i f.eks. Socialistisk Dagblad skrevet aktuelle kommentarer til tiden, f.eks. digtet “Forlydender omkring årsskiftet” (1981). I digtet “Hold din mund og bliv voksen (Politiken 1982) går han direkte ind i debatten om den oprørske ungdom – med sin elegante og tydelige ironiske tone: bliv voksen/og la det gå lidt kvikt/få retten til at afgive stemmen/hvert fjerde år/og mist mælet/se så og bliv voksen/hold op med det pjat!” Det hører med i den sammenhæng, at de fleste unge i familien har oplevet Klavs på slap line med forrygende digte, når runde dage eller andet stod for. Han skrev ikke bare digte om hverdagen, han stillede også altid op i den.

At møde døden

Der holder en lastbil

med hvide kister

foran bedemandsforretningen

på Blegdamsvej.

Der står en blå urne i vinduet.

Og en vinrød.

Jeg griber mig selv i at vælge.

Altså er jeg.

(Klavs Bondebjerg Luften omkring dine læber (2002)

 

Hvis Klavs kan ses som kærlighedens og hverdagens digter, blev han også på en tragisk og direkte vis dødens digter. Døden er en ligeså uundgåelig del af livet som kærligheden og vores udvikling fra barn til voksen. Derfor kan det ikke undre, at døden som fænomen optræder rundt omkring i flere af hans digtsamlinger. I november 2003 fik han den kræftdiagnose, som på et halvt år tog livet af ham. En ulykke kommer sjældent alene, og jeg fik beskeden af Ulla og overlægen på Frederiksbergs psykiatriske afdeling. Jeg var indlagt med forværret depression, og jeg var simpelthen ikke i stand til at snakke med Klavs selv i telefonen. Da jeg fik beskeden brød jeg endnu mere sammen, og de gav mig noget beroligende, så jeg kunne sove. Men smerten sad som en skarp genstand i bevidstheden, da jeg vågnede op.  I løbet af foråret 2004 fik jeg det noget bedre, og jeg fik set og snakket med Klavs, som på næsten ingen tid forvandlede sig fra den bror, jeg kendte, til en skygge af sig selv rent fysisk. Men det var i mødet med døden, da det blev klart at lægerne ikke kunne stille noget op, at min bror viste sin sande styrke. Han skrev sig så at sige gennem og ind i døden.

Når man den sidste tid besøgte ham på hospitalet, sad han med sin karakteristiske lille notesbog, som altid fulgte ham. Udover stadig at prøve at opretholde en hverdag, og tale og mødes med familie og venner, arbejdede han til det sidste på Søndag efter midnat (2005), som udkom posthumt. Bjørn Bredal anmeldte over en hel side i Politiken bogen under den tilsyneladende absurde overskrift “Jeg er glad”. Det er imidlertid et citat fra et af digtene, og som Bredal fremhæver, er bogen “et requiem, et erotisk requiem, et nutidigt far verden, farvel, hvor Klavs Bondebjerg til det sidste lader digtene holde sig døden fra livet, men gør det med en diskretion og et lune, som allerede er af en anden verden.” Det sidste digt i samlingen er selvfølgelig et kærlighedsdigt, et sidste kærtegn til hans livs kærlighed, Marianne: “Jeg kunne bestille vækning/alene for at se din læbestift/udpege din mund/Kys mig, hvis og hvor du vil/men kys mig til en begyndelse/kys mig en morgen/aldrig som man sætter punktum.” Han skrev endnu dagen før han døde.

Helt ind i døden blev min lillebror altså ved med modigt, muntert og næsten ironisk at leve med den virkelighed og den hverdag, de grundlæggende eksistentielle vilkår for vores liv. Han så ikke bare døden i øjnene, den skærpede hans sans for livets skønhed og mangfoldighed. Jeg håber jeg har samme mod og ro, når jeg engang skal følge ham. Min egen tilstand betød, at bisættelsen 25. juni 2004 blev ekstra hård.  Programmet var lavet helt i Klavs’ ånd. Marianne startede med at tale og hans søn Daniel sluttede. Jeg og min søster Bente talte, og Klavs’ tætteste forfatterkollegaer Salim, Thomas Boberg og Flemming Røgilds talte. Musik-indslagene vekslede mellem rock, klassisk og arabisk: Leonard Cohen, Fairuz, Bach, David Bowie og Munir Bechir. Der var stuvende fuldt i den store Bispebjerg Krematoriums Kapelsal. Der var spontane taler, og stemningen vekslede mellem humor og vemod – også helt i min lillebrors ånd.

Min egen tale sluttede med orden: “Klavs var en person, der generøst gav plads i sit hjerte og sin hverdag. Og han vil ikke bare for altid leve i vores hjerter som det menneske, den bror og ven han var, men også i kraft af de digte og rejsebeskrivelser han efterlod til os. Her lever han stadig. Derfor vil jeg også slutte med at sætte kærligheden mod døden, sådan som Klavs enkelt og smuk gør i dette digt fra Henvendt (1986):

 

Kærligheden skal ingenting

Fortæl mig det igen.

Ingenting. Ingenting bestemt.

Det er sådan den berører alt.

 

Fenar Ahmad. Privatfoto

Biografi

Født i 1981 i Brno Tjekkiet af irakiske forældre, som var kommunister og stærke kritikere af Saddam Hussein. Forældrene blev skilt, og Fenar kom i 1986 som femårig til Danmark med sin mor, som er civilingeniør. Han tilbragte først en tid i Sandholmlejren, men i 1989 flyttede han til Amager med sin mor. Han blev student fra Frederiksberg Gymnasium, men tilbragte inden ad en periode på high school i Texas, noget som påvirkede ham stærkt, og efter eget udsagn fungerede som en ’nulstilling’ og en ny begyndelse. Har gået på filmuddannelsen Super 16, hvorfra han blev færdiguddannet i 2010. Har lavet både musikvideoer, novellefilm og dokumentarfilm. Allerede i 2010 fik hans novellefilm Megaheavy Grand Prix og prisen som Bedste B&U film ved Odense Film Festival. Hans spillefilmdebut Ækte vare åbnede CPH:PIX i 2014 og blev i alt set af 33.000 tilskuere i danske biografer. Hans to film Underverden (2017) og Underverden 2 (2023) giver et stærkt indblik i sociale og etniske konflikter i det danske samfund, mens Valhalla (2019) går i kødet på Nordisk mytologi.

Filmografi

Paragraf 15 (2007, kortfilm, instruktørassistent, instruktør: Mirza Ekinonovic, afgangsfilm fra Den Danske Filmskole)

Nice to meet you (2007, dokumentar, instruktion)

Mesopotamia (2008, kortfilm, instruktion og manus)

Megaheavy  (2009, kortfilm, instruktion og manus (sammen med Jacob Katz Hansen)

Den perfekte muslim (2009, dokumentar, instruktion)

Climaniacs (2009, antologifilm bestående af 8 film om klimaproblemer, instruktion)

Rejsecirkus (2009, dokumentar, del af Climaniacs, instruktion)

Thorshammer (2010, kortfilm, instruktion og manus)

Ækte vare (2014, spillefilm, instruktion)

Underverden (2017, spillefilm, instruktion)

Valhalla (2019)

Underverden 2 (2023)

Priser

 Robert for Bedste Korte Fiktion 2010, for Megaheavy

Honorable Mention, Stockholm Int. Film Festival 2010, for Megaheavy

Special Mention, Edinburgh Int. Film Festival 2010, for Megaheavy

Grand Prix, Odense Film Festival 2010, for Megaheavy

Bedste børne- og ungdomsfilm, Odense Film Festival 2010, for Megaheavy

 

Interview (26.5.16)

Du er født i Brno i det daværende kommunistiske Tjekkoslovakiet af irakiske forældre, der måtte flygte fra Saddam Hussein, og du kom i 1986 til Danmark (Sandholmlejren) med din mor, efter at din mor og far var blevet skilt. Du var ikke så gammel på det tidspunkt, men hvordan har denne tidlige barndom påvirket dig, og hvad er det for nogle oplevelser og erfaringer du får med dig fra den periode?

 Jeg havde faktisk en meget tryg barndom i Tjekkoslovakiet, hvor mine forældre gik på universitetet. Til hverdag blev jeg passet af en tjekkisk barnepige, som ikke selv kunne få børn, så jeg blev en del af hendes og hendes mands familie. Så mens min mor gik på universitetet, havde jeg en tjekkisk familie. De gav mig mange spændende kulturoplevelser, blandt andet opera, ballet og skiferie i Østrig. Det er faktisk utroligt, at jeg har fået sådan en traditionel, østeuropæisk kulturopdragelse.

Da jeg var fem år flyttede vi til Danmark, hvilket jeg ikke rigtig forstod, men jeg husker det tydeligt. Det var et vendepunkt i mit liv. Jeg mistede mit værelse, mit legetøj, mit sprog. Og jeg oplevede også, at mine forældre blev skilt. I begyndelsen boede vi i Sandholmlejren. Jeg husker jeg tænkte – det kan umuligt være rigtigt, det her. Et væld af forskelligt udseende mennesker og et virvar af fremmede sprog. Jeg troede de og vi var kriminelle og blot ventede på at komme i fængsel. Efter et par uger vænnede jeg mig til det, og vi var der heldigvis kun et halvt år, før vi fik vores egen lejlighed. Jeg lærte hurtigt dansk, meget hurtigere end min mor, så jeg hjalp hende med alt, købe busbillet, købe ind osv. Jeg blev tidligt en lille, ansvarlig mand.

Allerede da jeg var lille, vidste jeg, at jeg ville lave noget kreativt, når jeg blev stor, men jeg anede ikke, at det skulle blive som filminstruktør. Jeg tegnede meget som barn, og senere fotograferede jeg. Jeg havde så meget at fortælle. Som flygtningebarn arver man så at sige posttraumatisk stress. Jeg troede i lang tid, at min mors nye mand altid var træt, men det var jo fordi han havde oplevet krig på nærmeste hold, og jeg undrede mig over, at min mor altid var vildt stresset i lufthavne, men hun var jo flygtet gennem lufthavne. Jeg fandt senere ud af, at de led af posttraumatisk stress. Jeg er selv blevet mere nonchalant, men jeg har også måttet øve mig i at slappe af. Når mine forældre fortalte om Irak, var det tit på en meget melankolsk-romantisk måde. Men de berettede også om voldsomme ting. De var kommunister og stærkt politisk engagerede. Jeg satte mig selv ind i historien – det var før Wikipedia og internet – så jeg kunne korrekse dem. Jeg elskede allerede som otteårig at sætte voksne på plads, det var en måde jeg fandt min egen identitet og rolle på.

 I 1989 flytter du med din mor til det du selv har kaldt en betonghetto, Holmbladsgade på Amager. Hvordan ser du selv i dag på det miljø og den kultur, du voksede op i der?

 Først flyttede vi til Islands Brygge, hvor vi boede fra -86 til -89. Det var et rigtig arbejderkvarter dengang, og jeg elskede det. Jeg var også glad for at gå på Islands Brygges skole. Men så flyttede vi til Holmbladsgade. Min mor troede det var et pænt andelsboligbyggeri. Dengang var der ikke de problemer med nydanskere, som det beskrives i den litteratur om ghettolivet, som senere er kommet frem, men det var et socialt belastet kvarter. Der var vold, kriminalitet og bander, men hele spørgsmålet om islamisme var ikke rigtig kommet på dagsordenen endnu. Som kommunist var min mor jo meget sekulær, og religion og islam spillede ikke den store rolle. Min mor var meget støttende omkring det jeg gerne ville, jeg blev ikke puttet ind i en bestemt kultur og identitet. Men min lillebror, som er 10 år yngre end mig, er mere præget af og optaget af religion og sin arabiske identitet.

Jeg var selv med til nogle butikstyverier og brostenskastning mod en bus. Det var drengestreger, og vi kunne ikke overskue konsekvenserne af vores handlinger. Vi havde også venner på Christiania, og røg hash. Som jeg senere talte med andre flygtningebørn om, var det noget, som dæmpede den arvede posttraumatiske stress. Man kunne slappe af på en dejlig måde. Jeg gik aldrig forrest i alt dette, men jeg var med. Skolen var ikke særlig god, der var bander og slåskampe i skolegården. Undervisningen var også meget svingende, men jeg havde en fantastisk dansklærer, som betød meget for mig. Det betød også meget for mig, at begge mine forældre var akademikere, og at min mor bakkede mig op i mine valg. Ellers var jeg aldrig kommet på high school i Texas.

Ja, du kommer efter 9.klasse på high school i Texas, og du har i et stort interview i DSB-bladet ”Ud og se” beskrevet det som en stor oplevelse, som førte til et større selvværd. Du får din identitet nulstillet, siger du. Kan du prøve at beskrive nærmere, hvad det er for en nulstilling, og hvad forholdet er mellem det, du har oplevet gennem mange år i Danmark, og det nye pust i USA?

 Ja, det var virkelig en genistreg, at jeg fandt på, at jeg ville til USA. Når man er vokset op i Holmbladsgade, har man det dårligste netværk. Dengang før de sociale medier slog igennem, var det ligesom at være i en kulturel osteklokke. Det kostede 33.000 kr. for et år på high school, som min mor betalte. Jeg var 16 år og færdig med 9.klasse, og havde et dårligt netværk i Holmbladsgade. For alle gælder det vel, at det er et vendepunkt i deres liv at være færdig med 9.klasse, men for mig blev opholdet i USA et totalt remix af min personlighed. Jeg boede ved Austin, som var et kulturelt brændpunkt. Der boede mange filminstruktører, og mange  rock- og countrymusikere. Hiphop kulturen var meget stærk og levende i Houston. Det var et vildt sted. Jeg gik til hard core punkkoncerter, blues, dødsmetal og prøvede alle mulige ting, man ikke lavede i Holmbladsgade. Skolen var også fantastisk. Alt var muligt, man springer bare ud i det. Hvis man vil lave en plade, gør man det bare. Den store frihed og gør-det-selv. Amerikanerne griber chancen og er ikke bange.

Texas er bare et fantastisk brændpunkt for kultur, alle mulige former for musikkultur, og også for filmkultur. Filmmiljøet i Texas er rigt. Richard Linklater, som lavede den fantastiske film Boyhood, bor i Houston, og en skuespiller og screen writer som Ethan Hawke i Austin. Robert Rodriguez, som jo er en mester i gør-det-selv film, han boede også i Austin. Han skaffede penge til sin første film ved at være forsøgskanin for et medicinalfirma. Han lavede kurser, hvor man på én dag lærer alt om film. Der fik jeg tændt min gejst for filmen.

Selve opholdet på high school i Texas var også en stor oplevelse af noget helt andet end den danske skolekultur. Hvor man tit kan høre folk i Danmark i skolen sige, at først vil de gøre sådan og sådan, og så vil de udgive en plade, så er det som om amerikanerne bare gør det. De optager musik på deres iPhone måske, og lægger det ud på nettet, og så lige pludselig har de måske lavet en plade. Den form for kultur og måde at få lavet ting på, det tog jeg til mig. Jeg kan huske, at nogle af mine venner derovre lavede et band, og en måned efter havde de lavet et kassette bånd og gav koncert i Oklahoma. Al den gejst tog jeg hjem med, og begyndte på Frederiksberg Gymnasium, og så mistede jeg gejsten og blev helt deprimeret

Hvorfor valgte du  Frederiksberg Gymnasium, det er vel  noget af et kulturspring i forhold til Amager?

 Ja, men kulturspringet til Texas var større. Men jeg valgte Frederiksberg Gymnasium, fordi der var for mange fra mit gamle miljø på Christianshavns Gymnasium. Frederiksberg Gymnasium lå også midt i storbyen, og jeg ville gerne møde nye mennesker og nye miljøer. Jeg bryder mig ikke om for meget indavl, man skal ud af skallen, udfordres og lære noget nyt. Man bliver nødt til at prøve at blive klogere ved at blive konfronteret med forskellige slags kulturer, forskellige verdener. Det blev dog ikke den udfordring, jeg havde forestillet mig, så jeg droppede ud i 2.g. og havde forskellige småjobs for at spare sammen til at komme tilbage til Texas. Der var jeg i endnu et år. Men jeg blev alligevel dansk student til sidst, fordi jeg tog HF eksamen.

Alt det du har fortalt om din barndom og ungdom synes jo at pege mod at du gerne ville noget med billeder og film, men hvornår begyndte du selv at lave film, og hvordan er din vej derhen?

Jeg begyndte meget tidligt at tage billeder, og jeg synes selv jeg var ret god til det. Jeg synes nogen gange det lignede noget fra en film. Så fik jeg et videokamera, de var begyndt at blive billige, og jeg begyndte at optage lidt film i Texas. Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad mine film skulle handle om, hvad for nogle emner, de skulle tage op. Men på et tidspunkt mødte jeg en gammel sømand, som hed Mogens, som havde været involveret i en af Danmarkshistoriens største sager om smugling af hash. Han havde siddet i fængsel, men var nu ude. Han havde en stor herskabslejlighed, som jeg lejede et værelse i. Han var sådan en legendarisk skikkelse og en masse kendte mennesker kom i den lejlighed. Jeg boede i hans lejlighed i to år, og i den tid begyndte jeg at optage film med ham, og på et tidspunkt klippede jeg noget sammen, som jeg tænkte måske kunne sendes ind til Videomaraton eller sådan noget. Jeg syntes selv det så ret fedt og ægte ud, sådan lidt Jim Jarmusch agtigt. Der begyndte jeg så for alvor at drømme om at lave mine egne film.

Filmværkstedet havde så en konkurrence, som hed Boost the Docs, hvor man kunne vinde 50.000 kr. Jeg mødte op på Prami Larsens kontor og spurgte, hvordan man kunne søge, og selvom jeg synes der var irriterende mange papirer, man skulle udfylde, så endte min film med at være en af de ti der gik videre. Mit projekt var den dokumentarfilm, som siden blev til Nice to meet you, om livet i et dansk asylcenter. Det blev dokumentar, fordi den chance var der, og fordi det umiddelbart virkede lettere at gå til end fiktion. Desuden havde jeg en vis lyst til at vende tilbage til livet i et asylcenter. Valget faldt på Asylcenter Avnstrup, et asylcenter midt ude i en skov, hvor det virker, som om man putter problemerne ud og væk. Jeg syntes det var en gigantisk dobbeltmoral, at disse mennesker sad her i årevis uden at kunne få opholdstilladelse. Samtidig skød danske soldater og tanks i deres land,  og så lod vi stadig som om de måske kunne vende tilbage til deres eget land. Jeg taler jo arabisk og kan kommunikere med disse mennesker, men for at komme ind måtte jeg alliere mig med en producer på Nordisk Film, som havde fået adgang.

Jeg var meget opsat på at lave filmen, men så vandt jeg ikke konkurrencen og de 50.000, og blev meget sur. Men så fik jeg alligevel penge fra Filmværkstedet, så jeg kunne lave den, og samtidig skete der det, at DR hørte om filmen og blev interesseret. Det skete via fotografen Morten Bruus, som gerne ville være fotograf på filmen. Da han viste DR filmen, købte de den på stedet for 70.000 kr. Og så tænkte jeg, OK man kan leve af at lave film. Min far havde altid sagt, jeg skulle være akademiker, men nu kunne jeg vise ham, at der var penge i film. Det var starten.

Men hvordan kommer du så videre, for på et tidspunkt havner du jo på Super 16 filmuddannelsen?

 Ja, men det der skete efter Nice to meet you var jo, at nu var jeg sikker på, at jeg skulle lave dokumentarfilm, så derfor søgte jeg optagelse på dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole. Jeg nåede frem til sidste runde og var til samtale hos Arne Bro. Af de ti, der var tilbage, var der syv kvinder og tre mænd, udover mig var det bl.a. Janus Metz, som nu er i gang med en stor international film. Men hverken jeg eller Janus kom ind, og i lyset af vores senere karrierer er det måske meget tankevækkende. Jeg var helt nede over det, men samtidig tænkte jeg, at der ikke var nogen, der skulle stoppe mig. Jeg tænkte over, hvad der ellers var af muligheder, og så sendte jeg ansøgningen til Super 16, og der kom jeg så ind. Det var en rigtig god uddannelse, og på en måde tror jeg, det var filmguden, der holdt hånden under mig, så jeg ikke kom ind på Filmskolen. Jeg tror ikke, det er sundt at gå et sted, hvor det er de samme mennesker der har stået for uddannelsen i en menneskealder. Lige der hvor jeg kom ind på Super 16, kom YouTube og de sociale medier, og vi fik Red digital kameraet, som har betydet så utroligt meget for mulighederne for at skyde kvalitetsfilm.

Da jeg startede på Super 16, gik det imidlertid også op for mig, at jeg også kunne lave fiktion, jeg behøvede ikke kun at lave dokumentar. Jeg er som forbruger en rigtig actionfilmnørd, men en film som Kids (1995, Larry Clark) har også betydet rigtig meget for mig. Den måde at skildre en gruppe unge på gik lige ind, og relaterede sig også til mine egne oplevelser og erfaringer som ung. Den var en af inspirationerne for min senere film Ækte vare.

”Nice to meet you” er jo på mange måder en stærk og klassisk dokumentarfilm som viser os en forfærdelig og umenneskelig virkelighed. Men du arbejder også meget bevidst med billedsproget og lader følelser og stemninger træde frem i selve den måde du bruger musik, lyd og billeder på.

 Ja, det var vel en slags emotionel reaktion på den virkelighed, filmen skildrer. Man kan ikke se på filmen, at der nærmest lugtede af lort, bræk, tis og sved overalt i lejren. Der lugtede af mennelig fornedrelse og forfald. De historier, menneskeskæbner og ansigter filmen viser, standser jeg for en kort tid ved at lade billede stå lidt, gå lidt i slow, og ved at lægge musik ind. Måske stammer det fra mine egne oplevelser sådan nogle steder, siden jeg var fem år gammel, hvor jeg ofte brugte en walkman for at komme lidt væk fra virkeligheden. Det er udtryk for et forsøg på at skabe følelsesmæssige åndehuller i det tragiske, men det udtrykker også, at der hos disse mennesker naturligvis er en melankoli og længsel efter et andet liv, som ikke kan realiseres.

Miza Ekinovics film ”Paragraf 15” handler også om flygtningesituationen. Det er ikke din film, men du var instruktørassistent. Hvad fik du ud af den oplevelse?

 Jeg mødte Mirza på Filmskolen, og vi snakkede sammen på en bar, og han kom fra Bosnien og vi blev venner. Det var via en anden ven jeg havde, Vladimir, som var kunstner. Miza og Vladimir kendte en masse til film og kunst og havde mange forbindelser, og det meste af tiden sammen med dem sugede jeg bare til mig og lærte. Men meget af det de var inde i og det der foregik på Filmskolen var alt for kompliceret og fjernt fra mig. Så jeg lærte noget af at være med på projektet, men jeg lærte også hvad jeg ikke ville og blev lidt klogere på mig selv.

Selvom du har sagt at du ikke vil sættes i bås som indvandrerinstruktør, så er din film ’Den perfekte muslim’ jo en herlig satirisk, dokumentarisk, men også personlig indgang til indvandrer- og integrationsproblematikken i Danmark? Hvad er budskabet i den film og hvordan har du det personligt med den her integrationssnak, som du jo også beskriver med dig selv som eksempel i filmen?

 Det var faktisk lidt hårdt at lave filmen og jeg har det lidt svært, når jeg skal se tilbage på den. Jeg har lavet den sammen med Nikolai Lang, som stod for den del af filmen, som næsten videnskabeligt undersøger holdninger til danskhed og fremmede. Det var som om filmen skulle laves med to meget forskellige tilgange og næsten af to forskellige instruktører med forskellig tilgang. Vi måtte begge to indgå mange kompromisser for at få filmen til at blive et samlet produkt. Hvis jeg havde været styrmand på filmen, så ville den være blevet helt anderledes. Men jeg vil sige, at jeg lærte rigtig meget om samarbejde, også med f.eks. Mads Brügger, som skrev min speak. Jeg kunne simpelthen ikke skrive den speak selv, jeg var ved at brække mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men så mødte jeg Brügger på gaden en dag. Det var så godt, han kom ind i mit liv lige der. Han tilbød at hjælpe mig og så sad vi hjemme hos mig med en diktafon i fire uger, og så var den der bare. Vi blev venner og det venskab holder stadig, og vi viser hinanden alt, hvad vi laver. Han har så også introduceret mig til Mikael Bertelsen, og han har hjulpet mig og rådgivet mig. Så den proces, der blev sat i gang i forbindelse med Den perfekte muslim, den havde stor betydning for mig.

Men hvordan så med filmen i sig selv, nu du ser tilbage på den, for vi oplever den jo som både morsom og oplysende, netop fordi der er to så forskellige tilgange til problematikken

Jeg har det mere blandet med selve filmen, og Nikolai og jeg havde forskellige tilgange, hvor han måske mere tænkte i ideer, mens jeg tænkte filmisk og æstetisk. Men nu kan jeg da samtidig godt se, at filmen har noget, og på mange måder virker ved sammenstødet mellem min personlige tilgang og hans mere videnskabelige faktatilgang. Det er da også vigtigt for mig at sige, at jeg da også lærte noget af Nikolai, og at hans ideer da på mange måder var innovative. Men jeg tænker alligevel nok mere over, om jeg har kontrol med de film jeg laver efter den her oplevelse. Men det har lært mig noget, helt sikkert, noget jeg har taget med mig, og den måde jeg bruger mine egne erfaringer i filmen, har jeg også gjort mig mere bevidst om min egen baggrund og opvækst.

Men hvad for en af dine film, står der mest nær, hvad for en af dine film synes du bedst om?

 Der er nok en tendens til at den film man lige har arbejdet med betyder virkelig meget, så Underverden, som jeg er i gang med, optager mig meget, og forekommer mig at tegne til at blive min foreløbig væsentligste film. Men derudover vil jeg sige at Megaheavy står mit hjerte rigtig nær. Den er utrolig væsentlig for mig, og jeg lavede den jo stort set samtidig med Den perfekte muslim og på en måde som et oprør mod den.

”Megaheavy” blev udtaget til Berlin, har været på flere festivaler og vundet priser i både Stockholm, Edinburgh og Odense. Det er også en film, som understreger det, du flere gange har sagt, at du ikke vil sættes i bås som indvandrerinstruktør. Kan man sige, at den var dit oprør mod at blive rubriceret som den her indvandrerinstruktør, som altid skulle lave film med udgangspunkt i sine egne erfaringer?

 Det var præcis det! Megaheavy var på en måde et oprør mod det at lave dokumentarfilm om indvandrere, og mig selv som indvandrer. Jeg ville befries, og jeg ville sørge for, at alle i København, som så mig som indvandrerinstruktør, efter at have set den film, sagde: ”men han har også lavet …”, og så pludselig hang billedet af indvandrerinstruktører ikke sammen. For mig var Megaheavy en hyldest til nogle tendenser i dansk filmkultur, som er noget af det, der har spillet den største rolle for mig, og som jeg har mest respekt for: Nils Malmros og Bille Augusts ungdomsfilm, f.eks. Kundskabens træ, Zappa og Tro Håb og Kærlighed. Det var nogle af de film, som gjorde allermest indtryk på mig som barn og ung. Så Megaheavy er en hyldest til denne danske og også nogle af de skandinaviske film i denne tradition. Det var en hyldest, men også en befrielse fra det at blive kastet i en bestemt kasse som instruktør på grund af min etniske baggrund.

Megaheavy er en film om Danmark omkring 1980, om ungdomsliv i den periode. Det ligger før jeg blev født og kom til Danmark, det foregår på Bornholm og har en pige i hovedrollen. Men på en måde er det alligevel en film om nogen erfaringer, også jeg har med mig. Rock/heavy metal spiller en central rolle i filmen og afspejler min tid i Texas, og alle de seksuelle temaer er jo noget, alle unge kan forholde sig til. Så det handlede om en bestemt periode og et historisk miljø, men det handlede også om noget, jeg havde inden i mig og gik og rumsterede med.

”Thorshammer” var din afgangsfilm fra Super 16 uddannelsen. Du har selv skrevet manuskript og instrueret. Det er en ret voldsom og intens film om teenageren Thor, som ved et uheld  slår en nabo ihjel med en hammer og er tæt på at bryde sammen. Vi er i Rungsted, men kan man måske alligevel  sige, at filmen rummer elementer fra både ”Megaheavy”, din debutspillefilm, og ”Ækte vare” i kraft af sin tematisering af ungdomskulturen?

 Thorshammer var på en måde en problematisk film, fordi den kom efter Megaheavy, som var en kæmpe succes, og havde vundet priser og ret mange penge. Pludselig følte jeg så, at min afgangsfilm skulle være endnu større. Mine intentioner med filmen var skruet alt for meget op, synes jeg nu, og jeg brugte alt for mange penge på det tekniske og på lyssætning, fordi det skulle være så flot og stor en film. Men selve historien var baseret på ting, jeg havde oplevet i min barndom, jeg har jo set en mand blive stukket ned, og en anden løbe væk. Jeg har selv været med til noget, som udviklede sig til vold, og som nemt kunne være gået værre. Så hovedpersonens angst og flugt og lyst til at gemme sig under dynen bygger på noget selvoplevet.

Den byggede også andre ting i mit liv, som jeg ikke rigtig kunne erkende og forholde mig til, og som derfor voksede til en stor skyldfølelse. Så den handler også om eksistentielle, psykologiske problemer, hvor man har problemer og ting, man ikke kan få sagt. Når den så kom til at foregå i Rungsted, så havde det noget at gøre med, at jeg sådan som en joke kaldte Megaheavy for min Islandsfilm. Det var fordi der var mange kortfilm fra Island, som fik priser, så så skulle jeg også lave en Islandsfilm i Danmark, og det blev så på Bornholm. Men med Thorshammer ville jeg lave en Gregory Crewdson (f. 1962) film. Han er en amerikansk stillfotograf, som laver utroligt flotte billeder ved at bruge filmisk scenografi i billeder af mennesker og miljøer. Når det blev et overklassemiljø, så var det egentlig ikke med en bestemt baggrund, for snarere end at definere mennesker ud fra deres klasse, så prøver jeg at skildre dem som mennesker. Trine Dyrholm i filmen er bare en god mor, og ikke en dum overklassemor, sådan som overklassen skildres i Per Flys film f.eks. Jeg synes ikke man bare kan gøre nar af overklassen, fordi den er overklasse.

Man kunne også se filmen som et modspil til forestillingen om, at det altid er i underklassen, hos indvandrerne og i Udkantsdanmark,  problemerne findes?

 Ja, det kunne man selvfølgelig godt, men det tænkte jeg nu slet ikke over, da jeg lavede filmen. Jeg tænker ikke så meget politisk-strategisk over de film jeg laver, jeg er ikke specielt ideologisk. Men jeg kan da godt lide, hvis mine film giver politisk resonans og skaber samfundsmæssig debat – ellers var filmene jo ligegyldige.

 Du har lavet en serie meget forskellige, korte film, f.eks. ”Mesopotamia”  og  ”Rejsecirkus”. Du synes at have en vis evne til at lave film i børnehøjde – er det noget der optager dig stadig, eller var det noget, som var en del af din tidlige karriere?

 Det har oftest været bestillingsopgaver. Sådan var det f.eks. med Rejsecirkus, som næsten var som at lave en reklamefilm til forskellige platforme. Jeg havde meget brug for penge, og så gik jeg ind og lavede en film til børn så kreativt, som jeg nu kunne gøre det. Mesopotamia var min første film på Super 16 uddannelsen, og den havde jo på en eller anden måde noget selvbiografisk i sig, fordi et er en fremtidsfilm om Irak i 2020 set gennem en drengs øjne. Det var ligesom en film om, hvordan det ville se ud, hvis Islamisk Stat havde fået magten. Filmisk var det også et forsøg på at lave en mere vild og mærkelig film, inspireret bl.a. af Kusturicas jugoslaviske film. Jeg lavede den ved at bruge også min familie og venner.

 ”Ækte vare” – din spillefilmsdebut – fik den ære at åbne CPH:PIX i 2014, og selvom det jo ikke blev en blockbuster, blev den trods alt set af ca. 33.000 i biograferne, og den er kommet på dvd. Samtidig genererede den en del artikler om både dig selv og om filmen, ligesom den stort set fik fine anmeldelser. Hvordan ser du selv på filmens modtagelse og succes nu lidt på afstand?

 Det er en meget streamet film. Men udover det, så er det en film, som det næsten ikke kostede noget at lave PR for. Den ungdomsfilm som kom før min film, Lev Stærkt (2014, Christian E. Christiansen), og skildrer lidt det samme ungdomsmiljø, den brugte de over 1 million på at markedsføre. Den solgte også omkring 30.000 men fik underskud, mens vores lavede et overskud. Jeg har som instruktør ikke fået særlig mange penge ud af det, og bare for at illustrere hvor ofte instruktøren glemmes i det økonomiske kredsløb, så fik jeg ikke engang at vide, da filmen kom på dvd. Jeg opdagede det, da jeg gik i Fields med min mor og så den hos Fona! Men det jeg fik ud af opmærksomheden og successen var, at jeg meget hurtigt, på under et år, kunne begynde på min næste spillefilm.

 Hvorfor blev det netop rapkulturen og den særlige vestegnsungdomskultur der blev emnet for din debutfilm. Er det fordi du selv kender denne kultur godt, og kan mobilisere en række erfaringer?

 Ja på mange punkter er den meget biografisk. Jeg var jo en del af den kultur, selvom jeg ikke lavede musikken, men var den der gik rundt og tog billeder.

Filmen har, synes jeg en rå realistisk kvalitet i skildringen af de forskellige miljøer vi kommer omkring. Hovedpersonen Mikael befinder sig i en klassisk konflikt mellem vennerne og en professionel musikkarriere. Samtidig konfronteres vi med miljøets småkriminalitet og vold og problemer i familien. I hvor høj grad er det her skildringen af et bestemt miljø, og er din skildring inspireret af tilsvarende film fra andre danske eller udenlandske instruktører.

 Når du ser åbningen af filmen med skråskrift mod himlen, så er det jo et direkte citat fra og en hilsen til Bille Augusts film Zappa. Det var der ikke mange, der fangede i anmeldelserne. Men jeg fik jo mange rigtig gode anmeldelser i aviserne, men der var især en, som jeg var rigtig sur over. Sophie Engberg Sonne i Politiken kaldte mig for visionsløs. Filmen handler om hovedpersonen Mikaels/Gillis rejse fra næsten ukendt med kun to sange til landsdækkende succes. Men når man tænker på at jeg forudsagde tre år tidligere, at filmens hovedperson i dag ville være den mest streamede musiker i dag, at indvandrerkulturen også kunne bæres af en hvid mand, så synes jeg, at jeg brød med traditioner og vaneforestillinger – så visionsløs, nej!

 Der var mange anmeldere som pegede på en lighed mellem, ”Ækte vare” og Curtis Hansons film ”8 Mile” om rapperen Eminem. Hvordan var det kreative samarbejde omkring filmen, både hvad angår manus, klipning og måske ikke mindst lyd og musik, som jo spiller en altafgørende rolle for filmens udtryk og tema?

 Det er mig, der har lavet storyline, og Anders Ølholm og jeg lavede treatment sammen. På filmens credit står der, at filmen er inspireret af et manuskript af Anders Ølholm. Det står der, fordi Anders arbejder sådan meget klassisk som manuskriptforfatter. Men det resulterede i at vi måtte improvisere meget, fordi manuskriptet var skrevet meget detaljeret ud, og det havde skuespillerne, som jo for de flestes vedkommende er amatører, meget svært ved at arbejde med. Jeg synes ikke filmen helt kan sammenlignes med 8 Mile. Hvis jeg skal pege på nogle udenlandske stil forbilleder, naturligvis især til det musikalske, så er det snarere Kanye West. Alle replikker i min film er improviseret frem. Under optagelserne skitsererede vi situationen, rammerne og hvad der skulle ske, og så opstod replikkerne i situationen. Så på en måde har alle de medvirkende været medforfattere på filmen, og de har været med til at give filmen den rå autenticitet og realisme, som er en del af dens varemærke og kvalitet. Det er jo også for en stor dels vedkommende amatører, familier og venner, der spiller med i filmen. Det er Alis forældre der spiller hans forældre, og det er optaget i deres hjem og vi spiser deres mad.

Det er her ligheden med Kids kommer ind, for Larry Clark gjorde også det, at han fandt sine karakterer og historier i et bestemt miljø. Clark siger selv, at han lavede et detaljeret manuskript, men det rummer en forankring i et meget autentisk miljø. Ligesom i Ækte vare, så er der masser af små scener og sekvenser, som de medvirkende fandt på undervejs. Vi udnyttede de steder, aktiviteter osv., som vores medvirkende kendte i forvejen og færdedes i.

Vi har ikke snakket om din relation til DFI endnu, men hvilken rolle har de spillet i forhold til ”Ækte vare” og din kommende spillefilm ”Underverden”?

Jeg oplever DFI som en fantastisk stor støtte, fra første dag jeg kom på Filmværkstedet. Det var jo Prami Larsen, der gav mig støtte til min første film, og som tidligt så potentialerne i mig. De har støttet mig og troet på mig. Men jeg er jo også bare sådan en som gør det, og som har haft succes med det, jeg har lavet. Men hvor det gik relativt hurtigt og nemt i begyndelsen, så tog det 2 ½ år inden jeg hev støtten hjem til Ækte vare. På et tidspunkt gik jeg op til Jakob Høgel på New Danish Screen og sagde at nu var min hovedperson altså ved at blive for gammel! Jeg ville jo gerne lave en film om ham FØR han blev en stjerne. Jeg vidste, han ville slå igennem, der er sådan lidt Kim Larsen over ham, han repræsenterer en ny folkelighed og danskhed. Men det er jo ikke bare en film om en mandlig stjerne og gruppekultur. Jeg har også forsøgt at skabe nogle stærke kvindefigurer, så man ikke bare ser denne kultur ud fra kønsmæssige stereotyper.

 Portrætartiklen af dig i ”Ud&Se” (30.4.2014) har overskriften ”Fra stedet mellem to steder”, og på et tidspunkt beskriver journalisten din tid som barn i Sandholmlejren, som ”han taler kun tjekkisk men bor i Danmark, og bliver set på som en araber”. Nu er det måske ikke dine egne ord, men journalistens, men alligevel anslår det et tema i flere af dine film, og også ”Ækte Vare”, hvor du selv siger, at du gerne ville lave en film, der ikke bare handler om en gruppe indvandrere, men om venskab, om universelle temaer i alle grupper og kulturer. Synes du filmen har medvirket til at ændre billedet af det multikulturelle Danmark.

 Det tror jeg er rigtigt, og den har i hvert fald haft kæmpe impact på musikken. Deruda i Ækte vare er det vildeste nummer, skrevet til filmen og med hint til Kim Larsen. Du kan ikke bare blive hængende i det du er i, og som holder dig fast. Det handler om at komme videre og realisere dine drømme – fuck alle, jeg laver sgu et album. Filmen skaber håb for ham der ghettodrengen i Holmbladsgade, og viser det multikulturelle som en kreativ kraft. Når jeg går igennem de der betonkvarterer i Albertslund, så kommer drengene hen til mig. Jeg har mødt drenge på Vestegnen, som har set filmen seks gange, og er blevet inspireret til at lave sange og lægge dem ud på YouTube. Folk fra de kvarterer, der ser den her film, de har måske ikke så mange at se op til. Hvis du bor i Kartoffelrækkerne, så ser det helt anderledes ud, der møder du musikere, forfattere og filmfolk i dit eget kvarter. Men folk som mig med min baggrund og andre med samme baggrund, vi kan nu fungere som inspiration og forbillede i ghetto- og betonmiljøerne. På den måde kan film, der udspringer af det multikulturelle, være med til at skabe ikoner. Jeg er selv kommet så langt, som jeg er, ved hjælp af et godt netværk. Mennesker jeg tilfældigt har mødt på det rigtige tidspunkt.

Du har i interviews for nylig talt om ”den nye bølge af kunstnere, der er vokset op i sociale boligbyggerier, er ved at danne en kunstnerisk fortrop” og at en ny bølge af sådanne film kan ”smadre offerrollerne og skabe nye heltefigurer”(Politiken, 9.4 2016). Du siger også i det store interview i ”Ud og se” (2014,) at alle de nye med arabisk klingende navne har været igennem en lang ”bestøvningperiode” og nu er klar til at reflektere over jeres eget og forældrenes liv. Hvordan vil du selv i dag begrunde denne optimisme og eksistensen af en ny bølge?

 Det gælder især popkulturen, og nok ikke alle instruktører og personer fra denne kultur. Yahya Hassan har solgt tusindvis af bøger, men Sivas har streamet sine sange millioner af gange og er blevet prist af bl.a. Klavs Rifbjerg for sit sprog. Der er sket nogle store ryk, det er ikke længere bare komikere som står på en scene og laver integrationskomik. Underverden og Ækte vare er en del af den danske kultur, ikke indvandrerkunst. Sådanne film vil få deres blivende plads i filmkulturen og gøre os, der repræsenterer noget nyt, til en integreret del af dansk kultur. Vi er ved at smadre offerkulturen. Vi, der er 2.generations indvandrere har, i modsætning til vores forældre, haft overskuddet til at reflektere over vores egen og vores forældres rolle. Vi har en naturlig historie at fortælle, vi har brændstoffet, så at sige. Jeg er meget optimistisk. Som indvandrer kan man føle sig udenfor eller speciel, men når man er kunstner, kan man måske netop bruge sine erfaringer til noget specielt. Der er så meget ny kultur på vej, som vil videreføre denne nye bølge. På baggrund af dette har f.eks. Sony nu sagt at de gerne vil gå ind i min nye film

Kan du sige noget om din kommende film ”Underverden” i forhold til ”Ækte vare” og de øvrige film, du har lavet indtil videre?

 Jeg har skrevet manuskriptet sammen med Adam August. Det er Adams debut som manuskriptforfatter. Filmen er allerede optaget, vi er færdige med at klippe til august, og der premiere til januar (2017). Den har et budget på 12 mio. Produktionstiden har været kort, 1,5 år. Det er en super personlig historie. En overlæge henter sin lillebror i den kriminelle underverden. Han får selv tæv og bliver en maskeret kriger, der går efter de kriminelle. Det er et action-drama og bl.a. inspireret af Pusher, som første gang viste mig, at man godt kunne lave et action-drama om sådan et miljø. Den er en tur i underverdenen, en hævnerfilm, en samuraifilm Der er kendte skuespillere med som f.eks. Stine Fischer Christensen og Dar Salim, men også nogle fra Ækte vare og andre miljøer. Siden jeg lavede Ækte vare er der mange døre, der har åbnet sig for mig. Jeg er jo sådan en, der laver film om miljøer, og så må man jo også kende til og færdes i de miljøer. Jeg elsker at gå ud og møde mennesker til mine film. Man kan ikke sidde i en skov og skrive om gaden, man må kende underverdenen for at lave film om den.

 

 

 

Matadoren på vej mod magten, og Matadorens sammenbrud.

Historien i Matador er for længst ophørt med bare at være en historie. Matador er blevet en mytologisk dansk historie. Det er blevet en historie, som vi alle kan spejle os i, og som vi alle på en eller anden måde forholder os til. Vi kan alle finde et eller andet af os selv i den, den er som alle gode historier blevet en dynamisk del af vores nutidig historie. Matador er beviset på historiens fascination og betydning og på fiktionens magiske evne til at trykke på erindringens knapper. Vi synes næsten vi har været i Korsbæk selv, selvom vi jo godt ved, at det er en fiktion, at det er et sted som kun eksisterer på skærmen og i vores fantasi og erindring. Vi synes vi kender tiden og dens begivenheder, selvom vi måske er født lang tid efter historien begynder, eller som jeg selv, det år den slutter. Jeg har, som mange andre danskere, ingen egen, primær erindring om den tid Matador handler om, kun fra familiens og skolelærerens historier. Alligevel sidder historien i Matador i mig, som var det min egen, og med meget stærkere billeder og sanselige detaljer end hele min historieundervisning tilsammen. Det er fiktionens magi og fortryllelse, det er fortællingens styrke.

 

Nørgaard, Balling og alle de andre

Naturligvis er Matador ikke selve den sandfærdige historie om Danmark, det er en bestemt fiktiv version af historien om Danmark, det er Lise Nørgaards og Erik Ballings historie om Danmark. Både før og efter udsendelsen af Matador har Lise Nørgaard måttet forklare både i avisinterview og til folk som skrev til hende, at Korsbæk er og bliver en fantasi by, selvom den naturligvis er inspireret af hendes egne erfaringer fra mange forskellige typiske små eller mellemstore provinsbyer i Danmark. I Historien om Matador (1989: 7f) skriver hun ligefrem, at mange af seriens seere har ment, at det sted i Danmark, som hun skildrer, er inspireret netop af mennesker og steder i deres by, ja at karaktererne er inspireret af eller direkte er en gengivelse af navngivne personer og familier.  Fiktionens magt er altså her så stærk, at en lang række mennesker helt bogstaveligt genkender deres egen virkelighed i den. Men som Nørgaard skriver i den allerede omtalte bog om seriens tilblivelse, som hun og Balling skrev sammen, er

Sandheden nok den, at adskillige dagbøger fra den periode har lighedspunkter med Matador. Det var jo også seriens mening: At give et portræt af tiden og typerne i de år, Danmark mistede sin provinsielle uskyld og fra at være et bondeland gik over til at blive et industriland (Nørgaard & Balling 1989: 9).

Samtidig røber hun dog at hun til brug for de medvirkende i serien faktisk tegnede et kort over det fiktive Korsbæk, så de kunne have en visuel, mental forestilling om de forskellige fiktive steder i Korsbæk (se billede 1). Der skal nok være dem som synes kortet næsten gengiver noget på Sjælland, som de genkender. Kortet optræder i afsnit 16 af serien, som bl.a. handler om ’kampen’ om Feddet, som symbolsk repræsenterer en tid hvor ferie og fritid blev et bredt folkeligt fænomen.

 

                                                                    Nørgaards kort over Korsbæk, fra seriens afsnit 16.

 

Lise Nørgaard har naturligvis som hovedskribent haft afgørende indflydelse på den fortælling som blev Matador. Men den er også i høj grad et kollektivt projekt som har sin udspring i tidligere, kreative samarbejdsprojekter for tv. Som Nørgaard selv har berettet (Nørgaard & Balling 1989: 20ff) er Huset på Christianshavn (1970-1977) i meget høj grad en forløber for denne type folkelige Danmarkshistorie, også som et samarbejde mellem Nordisk, DR og med Balling som hovedinstruktør. Derfor er også Matador også en historie som Poul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen har bidraget til, og som Bent Fabricius Bjerre har skabt præcis og stemningsfuld musik til. Selvom Lise Nørgaard har sat sit meget stærke præg på historien og leveret det fundamentale stof som den bygger på, er film- og tv-produktion altid et kollektivt, kreativt projekt, hvor mange har bidraget. Erik Balling har med sin fabelagtige evne til folkelighed og realisme i både film og på tv været en ligeså ledende kraft som Lise Nørgaard. Som vi kan se i dag har Matador da også haft fiktionens styrke og realisme nok til at blive en historie om Danmark, som danskerne har taget til sig. Det er ikke mærkeligt, for holdet bag og foran kameraet er altså  i sjælden grad inkarnationen af den stærke kvalitetstradition i vores folkelige film og tv-tradition.

På en måde kan man sige, at Matador samler og videreudvikler to spor i dansk tv-dramatik, nemlig det jeg har kaldt Panduro-formlen og Balling-formlen (Bondebjerg 1993: 85f), den sidste i Matadors tilfælde stærkt påvirket af Nørgaards både journalistiske og fortællermæssige erfaringer og evner (se Jørgensen 2014). I forordet til sin bog Journalist af karsken bælg. En bog om Lise Nørgaards journalistik citerer John Chr. Jørgensen hende i forordet for at sige følgende om, hvad hun gerne vil huskes for: ’Jeg vil egentlig meget gerne huskes for min journalistik, for den er jo ligesom overskygget af Matador, og de seneste bøger’ (Jørgensen 2014: 7). Man kan måske nok gætte på, at hun mest vil blive husket for Matador og sine romaner og erindringer, hvoraf flere jo også er blevet til film. Det er nu engang sådan at film, tv-serier og anden fortællende fiktion står stærkere i vores erindring end den mere flygtige journalistik. Men det betyder jo ikke, at journalistikken ikke er vigtig for alt det Lise Nørgaard i øvrigt har lavet, og man kan faktisk argumentere for at det netop er bredden i Lise Nørgaards karriere som skribent var med til at placere hende i forhold til mange typer danskere, og som har udviklet hende evne til at tale direkte om og til danskere som de nu er flest.

Hendes erfaringer som journalist på først Roskilde Dagblad (1935 -1949), Politiken (1949-1968), Hjemmet (1968-1980) og Berlingske Tidende (1980-1987) repræsenterer en journalistisk indsats indenfor mange emneområder og genrer, som John Chr. Jørgensen i sin bog på fornemste vis får løftet frem i lyset. Som man kan se af karrierens stadier, så har hun været på aviser og blade som placerer sig forskellige steder i det ideologiske og kulturelle landskab: fra det traditionelle venstreblad, Roskilde Dagblad, over det kulturradikale hoforgan Politiken, det folkelige ugeblad Hjemmet og endelig til den traditionelt konservativt orienterede Berlingske Tidende. Men det karakteristiske for Lise Nørgaard er netop hendes evne til at skrive sig ind alle disse steder og fastholde og udvikle sin egen tone. Som både hendes egne erindringer De Sendte en dame (1993) og som Johh Chr. Jørgensen understreger i sin bog, var det ikke nogen helt lille sag som kvinde at blive journalist i 1935 på et traditionelt venstreblad (Jørgensen 2014: 22ff). Men det var ikke bare de aviser Lise Nørgaard arbejdede for som præges af bredde, det var også stofområderne, som gik fra kulturstof, familiestof, portrætter, brevkasser til causerier om alt i hverdagslivet. Men hun skrev også ledere, kommentarer og reportager om mange forskellige samfundsmæssige emner.

Evnen til at kommunikere virkelighedsnært, levende, og også ofte med humor og satire om Danmark og danskerne i Lise Nørgaards journalistik er en evne som overføres til skabelsen af Matador som et fiktivt univers, med typer og plots, som ikke bare afspejler en Danmarkshistorie, men som formidles levende og nært for os. Den har på engang realistisk dybde nok til at vi accepterer den som en virkelighedsskildring, og samtidig har den populærkulturens lethed og umiddelbarhed som fortælling. Det er det der ligger i at se Matador som en slags møde mellem Panduro-formlen og Balling-formlen – som måske rettelig burde hedde Balling-Nørgaard formlen. Matador blev udviklet af Nordisk Film for DR-Underholdningsafdelingen, i en tid hvor den fine kunst blev lavet i TV-Teaterafdelingen, mens det mere populære altså blev til andetsteds, og delvis udenfor huset.

Men i løbet af 70’erne og 80’erne begyndte modsætningen mellem populær- og elite-kultur at smelte, og tv blev et mere filmisk og fortællende medie, der hentede inspiration i både den nationale litteratur- og kulturtradition, og i den nationale og internationale film- og tv-tradition. Fra 1968-1977 samlede Leif Panduro med en række filminstruktører som f.eks. Palle Kjærulff-Schmidt danskerne foran skærmen som ikke tidligere set. Med tv-spil som f.eks. Farvel Thomas (1968) og Et godt liv (1970) lykkedes det Leif Panduro at sætte centrale social-psykologiske problemer i det samtidige velfærdssamfund på dagsordenen i DR’s bedste sendetid. Selvom der i høj grad var tale om alvorlig samtidsdramatik havde disse tv-spil meget høje seertal. Disse tv-spil gav TV-Teaterafdelingen en bredere forankring og popularitet blandt de danske seere. Panduros tv-spil blev indgående realistiske portrætter af almindelige danskere og den moderne danske virkelighed, virkelighed uden filter. Men de ramte et bredt publikum og var med til at bygge bro mellem det brede publikum og samtidskunsten og filmen.

Men næsten samtidig kunne danskerne hver lørdag se den samme virkelighed i humoristisk udgave i Erik Ballings elskede og elskelige satire over danskheden, Huset på Christianshavn (1970-1977). Desuden gjorde også Leif Panduro og andre i TV-teaterafdelingen et forsøg på at skabe en dansk krimitradition, inspireret både af engelske og amerikanske forbilleder. Serier på basis af populære, nationale romaner forbandt også de før så adskilte kulturelle kredsløb. Ka’ de li’ Østers (1967) mødte Livsens ondskab (1972) og Fiskerne (1977), den litterære tv-føljeton mødte den mere populærkulturelle situationskomedie og krimi (Bondebjerg 1993: 85ff).

Matador et udtryk for dette opbrud og dette frugtbare møde mellem elitekultur og populærkultur på tv, den er et produkt af tv som en kulturel bølgebryder. Matador er den nationale begyndelse på det internationale eventyr som dansk tv-dramatik oplever i disse år, hvor det nationale og det internationale, kvalitet og popularitet går op i en højere enhed. Men målt i national seerpopularitet er serien aldrig overgået, selvom nyere serier som Borgen (2010-) eller Forbrydelsen (2007-12) kan lægge en større international udbredelse til en anseelig national succes. Matador blev sendt første gang med start i 1978, og er derefter genudsendt ikke mindre end 6 gange, senest her i 2012-13. Ved den anden genudsendelse i 1986 blev et af afsnittene set af 3.6 millioner seere, det højeste tal målt i Danmark nogensinde, og altså dermed også mere end selv det danske fodboldlandsholds største præstationer. Serien har solgt mere en 3 mio. på dvd. Matador er blevet et ritual i mange danske hjem, noget man ser i hvert fald en gang om året. Serien er også det man kalder en ’segment-knuser’, forstået på den måde at den har meget høje seertal i næsten alle grupper af den danske befolkning, hos mænd og kvinder og hos unge og gamle. Det er en serie som samler danskerne foran skærmen. I 2006 kom serien på Kulturministeriets Kulturkanon.

Korsbæk – en fiktiv by i vores bevidsthed

Vi ved det sådan set godt, Korsbæk, er ikke en by i Danmark, og både locations og scenografi i serien er skabt på Nordisk film og på en række forskellige locations i Danmark, f.eks. Gedser, Hillerød, Holte og Køge. Historien i Matador er en omhyggeligt konstrueret fiktion, som skal skabe et billede i vores bevidsthed af det provinsielle Danmark, hvis forandring serien skildrer. I Historien om Matador (1989), har Erik Balling og Lise Nørgaard selv berettet om, at serien startede som en bog i to bind, som Lise Nørgaard ville skrive, baseret delvis på sine egne erindringer, om forholdet mellem de gamle traditionsrige slægter og de nye dynamiske kræfter. Det skulle altså være en historie om de voldsomme og dynamiske forandringer, som op til 1947 førte til en ny tid og opbygningen af det moderne velfærdssamfund. Nordisk film og Balling havde taget option på den planlagte historie, men det blev DR som bad om udkast til en synopsis til en tv-serie, som Balling og Nordisk så kom til at lave for DR. Resten er historie.

Produktionshistorien bag Matador  afdækker, at vi befinder os i en tv-historisk brydningstid, og det var da også en stor satsning for TV-Underholdningsafdelingen i 1970’erne. Selvom Nørgaard havde planlagt en historie som gik helt op til samtiden, så var en så lang fortløbende serie helt uhørt på det tidspunkt i Danmark. I første omgang fik Balling og Nørgaard kun bevilling til 6 afsnit, som hver kostede 1 million i datidens penge. Først da successen blev en kendsgerning blev der frigivet midler til nye afsnit, indtil vi endte med de 24 afsnit, som vi kender i dag. Den moderne del af historien efter 1947 blev aldrig realiseret. I stedet skabte DR med Krøniken (2004-2007) en de facto efterfølger, men nu med en helt ny generation af manuskriptforfattere og instruktører.

Både Balling og Nørgaard har gjort sig meget klare tanke om måden at fortælle Danmarkshistorie på tv, om karaktertyper, fortællerytme og forholdet mellem ’den lille og den store historie’ eller mellem personudviklingen og de større begivenheder og strukturelle forandringer af det danske samfund, som de hænger sammen med. Lise Nørgaard taler om brugen af karakterer, der på engang er grundtyper og arketyper, altså meget tydelige karakterer med stor betydningskraft, men også med stort potentiale til udvikling og forandring (Nørgaard & Balling 1989: 20), som en forudsætning for at kunne sammenbinde den lille og den store historie. Balling er som den visuelle tv-fortæller opmærksom på mediets intimitet, på behovet for en relativt rolig fortællerytme, der både giver seerne tid til at fange karaktererne og de rum handlingen udspiller sig i, og som forbereder spring i tid og handling og konfliktopbygning.

Matador – hverdagslivets historie

Historien i Matador er ikke primært komponeret omkring den store histories nationale eller internationale forhold og strukturer. De er der som nationale og internationale begivenheder: krisen, arbejdsløsheden og de politiske modsætninger i 30’erne, Besættelsen, modstandskampen og jødeforfølgelserne, kvindernes og arbejdernes kamp for bedre kår og ligestilling og den moderne kapitalismes og velfærds- og forbrugersamfundets gennembrud. De spejles i handlingen og vi oplever dem via aviser, radio, ugeblade osv. Men den sande styrke ved historien i serien er hverdagslivets historie, en detailrig visualisering af forandringen i den måde vi lever med hinanden på. Både Lise Nørgaard og Erik Balling er Danmarksmestre i at skabe dramatiske og komiske hverdagsfortællinger, hvor karakterernes samspil og modspil inkarnerer historiske forandringer. Man ser det i  Lise Nørgaards erindringer Kun en pige og De sendte en dame, man ser det i hendes tidlige roman Med mor bag rattet, og man ser det i Ballings filmserie med Olsen Banden eller Huset på Christianshavn, som spidder den danske nationalkarakter.

Matador har i måske endnu større omfang og med endnu større held formået at forbinde karaktererne, hverdagshistorien og den større historie på en måde som forener det humoristiske og realistiske. Kirsten Olesens stærke figur Agnes, der udvikler sig fra tjenestepige og syerske til en ny tids ’matador’, Malene Schwartz’ Maude, som vokser med udviklingen fra karikaturen af den skrøbelige overklassefrue til handlekraftig kvinde, Buster Larsens grisehandler, som hele tiden får os ned på jorden, Kurt Ravns ’Røde’, en både festlig og folkelig, men også politisk figur, Holger Juul Hansens hæderlige, men konservative bankmand, Jørgen Buckhøjs Mads Skjern, og de andre stærke kvinder i skikkelse af Lily Brobergs Kathrine og Ghita Nørbys Ingeborg – det er alle skarpt tegnede typer i et stort galleri.

Både sociale, kulturelle, kønsmæssige og ideologiske forskelle kommer i spil, og serien formår både at udfolde familiehistorien, og selv seksualitetens forandring i perioden er skrevet markant ind. Men det fungerer alt sammen kun fordi det typiske og det specifikke forenes i de enkelte figurer, fordi den store og den lille historie hele tiden snor sig om hinanden. Seriens markante, typologiske persongalleri bliver også til mennesker i udvikling, i visse tilfælde en endog meget stor udvikling, som tydeligt inkarnerer historiske forandringer.

Denne på engang typologiske klarhed og skarphed afspejler sig også i historiens og scenografiens omhyggelighed med detaljen. Både Balling og Nørgaard har forklaret hvor vigtigt det var for historiens troværdighed, at det fiktive univers afspejlede tidens udvikling. Scenografien er skabt på basis af omfattende research i kataloger fra samtidens varehuse, annoncer og aviser, og Østsjællands Folkeblad samt ugerevyer og ugejournaler har været andre kilder. Fiktionens magi er, at man ikke kan udpege et bestemt sted serien foregår på, men alligevel skaber det fiktive rum en inklusiv, autentisk hverdagsramme, som et stort antal danskere vil kunne identificere sig med som et udtryk for netop deres historie, deres historiske erindring eller opfattelse af, hvordan det må have været dengang far eller farfar var børn og unge.

Men som produktionshistorien viser, så er seriens fiktive univers i høj grad skabt på et ønske om at bruge af og referere til den faktiske historiske virkelighed, som serien er en fiktiv bearbejdelse af. Det påvirker naturligvis de rum og den scenografi serien bygger på, kulisser som søges givet et autentisk præg, undtagen de gange hvor der rent faktisk anvendes eksisterende locations. Det påvirker også de genstande personerne omgiver sig med, det tøj de går i, det de spiser, måden de taler og omgås hinanden osv. Historien er tilstede i Matador som autentiske og dokumentariske spor, hvad enten det sker ved reference til faktiske, historiske personer, som f.eks. Stauning,  eller i form af citater fra periodens aviser, radioudsendelser og ugerevyer.

Lokale og aldeles fiktive handlinger i serien kan også ofte oversættes til at repræsentere faktiske, historiske hændelser, f.eks. sammenstødet mellem nazister og de røde, kommunisternes internering eller danskernes hjælp til jødernes flugt til Sverige. Matador er ganske ikke på nogen måde en drama-dokumentarisk fortælling, men det er en fortælling som ved sin blanding af fiktive og faktuelle signaler skaber en historie som binder den store og den lille historie sammen i vores bevidsthed. Den fiktive historie skaber erindringsspor og forbindelser, der knytter sig til de mentale billeder og den viden vi i forvejen har om perioden, eller den danner sådanne forbindelser, man kan bygge videre på.

Den store og den lille historie

Fortællingens kunst består i at skabe forbindelser mellem steder, miljøer og karakter, der skaber dynamiske modsætninger og konflikter. I en så lang fortælling som Matador er det også vigtigt at kunne forbinde de store og de mindre buer, de forskellige plot-lines. Det er gjort forbilledligt i Matador, hvor hoved- og bi-historier snor sig om hinanden, og hvor dramatisk intensitet møder humor og forløsning. Der er også en markant sans for den visuelle og narrative symbolik. De fleste af os kan genkalde os denne styrke ved fortællingen hvis jeg kort nævner en enkelt legendariske sekvens fra afsnit 2, som allerede omhyggelig er forberedt i seriens indledende afsnit ’Den rejsende’.

Hele seriens første ca. 5 minutter illustrerer i høj grad den visuelle og narrative teknik i serien. Vi starter med byens kirke i frøperspektiv, og da kameraet bevæger sig ned i gadeplan ser vi først en hestevogn på vej ind i byen og dernæst Oluf Larsens ladbil med grise passere forbi byens mere herskabelige huse og butikker på sin vej til stambordet ved Jernbanerestauranten. I mellemtiden etableres rummet og karakterne ved at vi følger Varnæs’ stuepige Agnes åbne døren for bankdirektør Varnæs og frue i en noget mere statelig bil. Varnæs er på vej til stationen, hvor de skal hente deres børn Regitze og Ulrik, der har været på ferie med Maudes’ søster Elisabeth Friis (Helle Virkner).

Da hun har åbnet porten får hun øje på et til salg skilt i butikken overfor, og herfra bevæger kameraet sig med en præcis og sigende bevægelse over i det fine Damernes Magasin, hvor der opføres en sand pantomime omkring åbningen af butikken. Scenens centrale budskab udsiges via den ydmygende måde Albert Arnesen får besked på at lufte sin kones hund, og hvordan hunden vandrer fra ham via førstemanden Schwann til yngste ekspedient, Arnold, som under Agnes’ latter i porten, må gå med borgerskabets skødehund. På blot få minutter etablerer serien et klart social hierarki, men også en række potentielle modsætninger og konflikter i den etablerede magtstruktur i Korsbæk, som i det følgende bryder ud i fuld lue med både sociale, kulturelle, psykologiske og seksuelle dimensioner.

I de følgende sekvenser vender vi tilbage til grisehandler Oluf netop som han ankommer til stambordet, hvor også Fede og Røde nu er bænket. Alene den måde Oluf Larsens hund Kvik bevæger sig frit og utvungent på, i modsætning til borgerskabets skødehund Daisy, signalerer konflikt og modsætninger på flere symbolske planer. Men lige udenfor stambordets folkelige centrum mødes nu også det gamle og det nye borgerskab på stationen. Mads Skjern ankommer, som alle danskere vel ved, til Korsbæk for at etablere sin nye tøjbutik og dermed udfordre det etablerede borgerskab. Men familien Varnæs er som sagt også på stationen for at hente deres børn efter ferien, og nu forveksles så Skjerns og Varnæs’ dreng på en både komisk og symbolsk vis. Ulrik Varnæs har i kådhed gemt sig på 2. Klasses toilettet og ingen kan i begyndelsen finde ham der. Maud Varnæs får et hysterisk anfald og kommanderer både med sin mand, sin søster og konduktøren, som så finder Daniel Skjern i den tro at det er Varnæs’. Mauds hysteri når nu nye højder, dels fordi hendes søn er forvekslet med en proletar, dels ved tanken om de baciller hendes barn kan være blevet udsat for ved kontakten med 2. klasse. Tonen, humoren og symbolikken er slået an. Satire og forvarsel om kommende udviklinger i en mikro-situation, som spejler den større udvikling.

Men i afsnit 2, ’Genboen’, hvor Mads Skjern, køber den ledige butik og udfordrer byens etablerede borgerskab, som han forgæves henvender sig til via banken for at låne penge til sin virksomhed, afspejles de grundlæggende modsætninger og dynamikker på endnu mere skarp maner af ’hundescenen’. Den er som sagt klart blevet forberedt allerede i afsnit 1, hvor de to sociale grupper som repræsenterer det folkelige, og de som repræsenterer den gamle overklasse er blevet narrativt og visuelt konfronteret. Det sker også visuelt med brug af kropssprog og mimik og som sagt altså med klar symbolsk anvendelse af husdyr og her især hunde. Denne scene udspiller sig omkring grisehandler Larsens berømte hanhund, Kvik, og Arnesens fine skødehund, Daisy, som er i løbetiden.

Mens Arnesen igen er blevet sendt ydmygende i byen med sin kones hund, er han uopmærksom i samtale med de fabelagtige Møgher, som om nogen repræsenterer den forstenede fortid. Mens samtalen mellem disse repræsentanter for Matadors herskab finder sted, bliver hans kones hund ’lyksaliggjort’, som grisehandleren siger til den forfjamskede Arnesen. Og han uddyber: ’ man kan vel sige at vi er kommet i familie med hinanden’. Den komiske og på mange planer også seksuelle dynamik med næsten darwinistiske toner fører os direkte ind i historiens kerne på makroplan. Optrinnet overværes fra flere steder, bl.a. oppe i banken, hvor Skjern forgæves forsøger at få et lån, og det kommenteres bl.a. om aftenen i Varnæs’ hjem, hvor også børnene beretter hvad de har set, og hvor Maud igen er ved at besvime af moralsk forargelse. Varnæs’ kommentar siger alt: ’Det kan godt være, der er andet end hanhundene, Arnesen skal passe på’ – og så slutter kameraet med fokus på børnene, der leget med en stor fisk, der spiser en mindre.

 

Hundescenen fra Matador, afsnit 2 : her brydes det gamle borgerskabs magt symbolsk, en ny fisk spiser den gamle.

 

Scenen her i del to, hvor de dynamiske, historiske modsætninger for alvor køres op, viser meget tydeligt, hvorfor Matador er fortalt så den fanger næsten alle seere ind via det konkrete, via den letforståelige hverdags handlinger og begivenheder, men samtidig formår at løfte denne konkrete hverdagslighed ind i den store Danmarkshistorie. Personerne og handlingen, personernes ageren, alle hverdagens konkrete genstande er på engang en del af en realistisk, virkelighedsfortælling og en meget større symbolsk fortælling, som efterhånden udfolder sig som dybtliggende bevægelser og forandringer i Danmarkshistorien. Den visuelle stil og fortællemåde er ikke overtydelig og symbolsk, men den peger diskret fra de små ting og begivenheder mod de store.

Fortællingens og historiens dynamik

Matador begynder i 1929, lige før 30’erne verdenskrise indvarsler et turbulent årti, som endte med en verdenskrig i Europa. Serien slutter i 1947 med et afsnit med den sigende titel ’New Look’, hvor den nye tids matador, Mads Skjern kommer hjem fra USA fuld af nye ideer, hvor Agnes får aktier i Skjerns imperium og viser sig som den ny tids kvinde. Samtidig knager det i Skjern-familien, både i forholdet til den homoseksuelle Daniel, og som følge deraf også forholdet til Ingeborg. Men alt synes at gå op i en højere enhed for den ’nye’ overklasse i det moderne Danmark, da Skjern og Varnæs slægten mødes til Varnæs’ sølvbryllup og Mads Skjern med Ingeborg ved sin side også får en konsul-titel i Sverige. Den historiske fremdrift, som gør Matador til en lineær fortælling om, hvordan det moderne Danmark opstår, har også noget cirkulært over sig. De dynamiske modsætninger som startede hele udviklingen fortoner sig i en konsensus perspektiv, og de nye aktører og mønstre af samfundsmæssig art, reproducerer også dele af det der kendetegnede det gamle samfund. Den nye kapitalisme og det nye samfund er på mange måder nyt og bedre, men det rummer en ny udgave af noget som ikke grundlæggende er forandret.

I både seriens beskrivelse af historiens fortid og nutid er det på mange måder kvinderne, der er historiske etiske og emotionelle centrum. Det er Ingeborg Skjern, Kathrine Larsen, Agnes Jensen og Elisabeth Friis, som på hver deres måde holder historien og udviklingen nede på jorden, og som gentagne gange sætter sig op mod moralske, følelsesmæssige og sociale udsving, som truer med at underminere fælleskab og menneskelige relationer. Deres historie rummer – sammen med Maude Varnæs’ særlige historie – også et billede af den historiske udvikling kvinderne gennemgår i perioden, og som peger frem mod det helt afgørende spring efter 1947. ’Skyggetanten’ Elisabeth bliver selvstændig og markerer sig politisk og ideologisk, stuepigen Agnes bliver symbolet på kvindens vej ind på arbejdsmarkedet i en helt anderledes magtfuld position, Ingeborg Skjern vokser fra enlig mor til en stærk moralsk og menneskelig modsætning til sin mand og hans verden –selvom hun ender med at blive i folden. Kathrine Larsen står solidt plantet som sig selv, næsten en social institution, som altid samler op hvor andre splitter, og siger fra hvor andre tier.

Matadors styrke som historisk fortælling er som allerede antydet ikke den faktuelle dimension, som appellerer til vores mere kognitive indsigt og forståelse af historiens dybere og mere strukturelle lag. Seriens fortællemæssige styrke er, som det gælder for alle fiktive fortællinger, vores identifikation med personer og deres handlinger, som vi følelsesmæssigt inddrages i. Men den følelsesmæssige dimension i historien og vores identifikation med især dens hovedkarakterer forbinder sig også med kognitive dimensioner og erkendelser, selvom de ikke ligger tæt på overfladen i vores umiddelbare fascination og oplevelse af fortællingen og dens personer. Claus Ladegård (1993) har arbejdet med dette i et studie af den engelske, historiske serie Christabel (1988), hvor han via kvalitative interviews med seere finder frem til tre lag i receptionen, som han kalder den kognitive, den emotionelle og den normative (Ladegaard 1993: 178). Det er tydeligvis med visse variationer den emotionelle og den normative position som spiller ind, dvs. den følelsesmæssige dimension og den normative dimension, som har at gøre med vores holdninger til tiden og karaktererne. Men det kognitive spiller også ind, historiske seriers autenticitets- og realismedimension, den måde de inddrager den faktuelle historie på udgør et vigtigt grundlag.

Afsnit 24, ’New Look’ demonstrerer denne dialektik meget konkret og dermed fortællingens evne til at bevæge sig mellem den faktuelle historiske udvikling og den mere personlige og følelsesmæssige historie. Afsnittet åbner med et stærkt melodramatisk billede af Ingeborg, som vemodigt sorgfuldt spekulerer på sit forhold til Mads og også hans konflikt med Daniel. Men denne emotionelle dimension afløses kort efter af en fiktiv-faktuel reference til tidens historiske kontekst, amerikaniseringen og de nye tider og metoder i samfundet, set via den lokale avis. To andre faktuelle forløb blandes ind i fortællingen i dette afsnit: Kong Chr. IX’s død, formidlet via live, autentisk radio-reportage i familiernes stuer og aviser. Igen bliver altså de forskellige fiktive handlingsforløb direkte forbundet med faktuelle, autentiske begivenheder. Andre faktuelle signaler i dette afsnit er fiktivt konstruerede, men de viser hen til den faktiske historiske udvikling. Det gælder det forhold at Agnes får bil og kørekort, et tegn på den sociale mobilitet i lønmodtagernes liv, og det gælder for hele ’forureningssagen’ af fjorden, som peger på industrialiseringens utilsigtede konsekvenser. I det sidste tilfælde får vi endda også en lille hint til forholdet mellem de lokale medier og de københavnske, fordi doktor Hansen trykker sin kronik ’Jeg anklager’ i Politiken, noget som udløser de ideologiske modsætninger.

Henvisningerne til den faktuelle og større historie er mangfoldige i serien som helhed og i dette afsnit. Der er national-historiske toner i den rolle folketingsvalget i 1947 spiller, og som tematiseres gennem Røde, der ikke bliver valgt for kommunisterne. Amerikaniseringen slår naturligvis også konkret igennem med Marshallhjælpen og dens betydning, og amerikanske biler og en US Soda Fountain Bar ses for første gang i Korsbæk. Også den nye europæiske udvikling slår ind, via Daniel og Paris, og i dette afsnit snakkes der faktisk fransk. At baronen samtidig afhænder godset Brydesø til staten, som et bidrag til ’demokratiseringen’ peger også fremad mod de nye tider. ’New look’ henviser ganske vist direkte til den nye dragt Ellen bringer hjem fra Paris, men overalt i seriens fiktive historie her i sidste afsnit ændrer personer og relationer sig i nye retninger.

Men referencerne til den store historie og det faktuelle er slet ikke noget imod de stærke, dramatiske konflikter af både personlig og samfundsmæssig art, som trækkes op i serien som helhed og måske især i dette sidste afsnit. Matador lever også i høj grad af sin evne til at blande det komiske og det dramatiske, der er hele tiden sidefigurer og bihandlinger, som kommenterer de større forløb. Den kvindelige frigørelse og udvikling sættes f.eks. i relief af tante Møhges tvangstanker og besynderlige adfærd. Netop blandingen af det komiske og dramatiske signalerer også at Matador ikke er socialrealisme, men i høj grad medierer de modsætninger serien beskriver. I dette sidste afsnit kommer dette meget stærkt frem, fordi forholdene i Skjerns familie kører dramatisk næsten udover kanten. Vi har tre meget stærke scener, hvor Mads Skjern konfronteres af de tre kvinder som på hver deres måde tegner en historisk udvikling.

I den første scene forlader Ingeborg ham, efter at han har smidt sønnen og hans mandlige kæreste på porten. Det kommer til et voldsomt opgør, hvor hun angriber ham for at være moralsk og menneskeligt forkrøblet. I den anden af disse scener er han i køkkenet hos sin svigermor, Kathrine Larsen, følelsesmæssigt ydmyget og i opløsning, alt det modsatte af en matador. Men på sin egen stille måde sætter også hun ham på plads, der er ingen trøst at hente. Endelig i den tredje og sidste scene, den længste og mest dramatiske, mødes han med sin kvindelige pendant Agnes, som dog også afviser hans følelsesmæssige sammenbrud og appellerer til at han skal tage sig sammen. De tre kvinder og disse tre scener tegner hver især en slags historisk linje fra landbrugssamfundet og frem til det moderne velfærdssamfund, fordi de hver især rummer en moralsk og menneskelig standard, som naturligvis påvirkes af tiden og udviklingen, men egentlige også står over den.

Mens de første ¾ af sidste episode står i forandringens tegn repræsenteret ved de for Matador relativt stærke og dramatiske konflikter og modsætninger er slutningen til gengæld præget af udtrykket ’alt er ved det gamle’ eller ’det hele er som før’. Ordene falder første gang da Ingeborg vender tilbage fra Paris og måske lidt modvilligt også til sin mand. Det er Mads, der siger dem, men Ingeborg gentager dem, selvom hendes ansigtsudtryk signalerer det modsatte. Mads er til gengæld som forandret og med ny energi, fordi han er blevet konsul, og Ingeborg dermed konsulinde. Matadoren er nået til tops, ikke bare med sin virksomhed, men også med anerkendelse fra den gamle overklasse. Det signaleres ved at hele sidste del af dette afsnit foregår i forhold til sølvbryllupsfesten hos Varnæs, hvor Varnæs-familien og Skjern familien for første gang er samlet og forsonet. Slutningen af Matador står altså i hvert fald på det ydre plan i forsoningens skær, selvom mange ting under overfladen peger på en måske mindre forsoning end festen lægger op til.

Fortællermæssigt benytter Nørgaard og Balling her det gamle fif at lade sølvbryllupssangen og selve det at være samlet forskellige steder til at tematisere både sociale skel og sociale fællesskaber. Det etablerede borgerskab, både det gamle og det nye er samlet i Varnæs’ stue, men hos Røde og Agnes holder man også fest for Rødes nye firma, som Agnes har sat gang i, og samtidig er Laura nede i køkkenet som altid, sammen med andre fra hendes kreds. Her signaleres altså klart et fortsat upstairs og downstairs, trods de nye tider og demokratiseringen, og samtidig er arbejderklassen og de jævne lønmodtagere samlet hos Agnes, der som Røde påpeger har solgt sig til kapitalen. Her er det måske ikke så meget upstairs og downstairs, men mere parallelle om end forskellige universer. Karakteristisk nok er Laura, som bliver kaldt upstairs for at blive fejret for sit lange og tro liv i herskabets tjeneste næsten fnysende arrig over at Varnæs og Skjern er forsonet. Den nye overklasse er ikke velset hos den gamle underklasse.

I løbet af de ca. 15 minutter sidste del varer skifter vi bestandig mellem disse tre lokaliteter, og på et tidspunkt synger de den samme sølvbryllupssang, som Rødes nye firma har trykt. Varnæs’ tale til sin sølvbrud er godt nok en hyldest til hende, men det er også en tale som går på temaet, at ’alt er ved det gamle’, men også at det er ’nye tider med megen foranderlighed, selvom meget gentager sig’. Der er altså tale om en næsten rituel, cirkulær opfattelse af udviklingen og historien, som understreger at der bag den ydre forandring er meget der er det samme, fordi vi alle sammen er mennesker og i en vis forstand deler de samme værdier. Det er her seriens harmoniseringsstrategi slår igennem, en strategi som ikke betyder at den forsøger at bortforklare de grundlæggende sociale modsætninger, men som betyder at den tenderer til at pege på den menneskelige kerne, som måske ofte står over og modvirker de værste sociale og menneskelige konflikter. Det er Ingeborgs, Agnes’, Kathrine’s og Elisabeths tone der slår igennem her.

Når Varnæs taler om at alt er ved det gamle og at vi alle sammen ser tilbage med et vist vemod på de gode gamle dage, traditionerne, trygheden og de fundamentale værdier, så veksles der blikke mellem nogle af bordets deltagere, og kameraet hviler flere gange på bl.a. Ingeborg og Elisabeth. ’Der er jo det ved Korsbæk, at man bliver hængende’ siger Elisabeth, og man forstår at hun egentlig godt kunne tænke sig at komme væk. Det er så det doktor Hansen faktisk realiserer, men hans offentlige kritik af byens bedste borgere for at svigte i forureningssagen, viser så også hvor harmoniseringens grænse går ’man besmudser ikke sin egen rede’, som Mads Skjern siger. På overfladen er alt både nyt og ved det gamle i slutningen af serien, den dynamiske udvikling og de modsatrettede kræfter som skabte forandringen af det gamle har nået et balancepunkt. Men under overfladen er der lagt op til nye konflikter og modsætninger. Det er nye tider og new look, men det hele synes at gentage sig under nye former og i ny skikkelse.

Matador – en social begivenhed

Vi er så vant til i disse digitale tider, at film og tv-serier ikke bare eksisterer som forløb på skærmen, når de udsendes, ikke bare er noget vi husker tilbage på, når udsendelserne er færdige. De har også har deres eget liv i andre medier, via andre formidlingsformer. I dag ville Matador sikkert have været et stort hit med sin egen hjemmeside, på Facebook, twitter og Instagram. Det er den måde seriers liv i dag spreder sig viralt og får et meget længere liv end i de gamle, analoge monopoldage. Men alt det klarede Matador glimrende længe før de nye, sociale og digitale medier. For det første eksisterer den stadig som en levende del af vores kulturarv, ikke bare fordi den er blevet genudsendt så mange gange. Den kan faktisk også stadig ses på DR TV online, hvor den ligger på deres Bonanza side, en side som rummer mange klassiske programmer. Serien har fortsat sit liv uafbrudt fra den gamle, klassiske monopolkultur, hvor der kun var en kanal, som bestemte vores tv-forbrug, til nutidens digitale overflod af kanaler og platforme, hvor vi selv kan bestemme hvad vi vil se. Noget af det rigtig mange stadigvæk gerne vil se er Matador.

Mens serien blev sendt første gang skabte den efterhånden sin helt egen mediekult i aviser og ugeblade. Antallet af artikler om Matador  er iflg. Infomedia omkring 35.000, og opslagene går helt op til i dag, det vedbliver med at være en serie som tiltrækker sig medierne interesse. Går vi helt tilbage til perioden før serien faktisk kom på skærmen, så var allerede diskussionen i november 1978 kort før seriens første afsnit blev vist præget af at forstå serien som et medieprodukt både i forhold til nationale og internationale forbilleder og i skæringspunktet mellem populærkultur og elitekultur. Det er f.eks. ofte amerikanske og engelske serier der inddrages, f.eks. i BT (8/11 1978, se Bondebjerg 1993: 225ff) hvor den engelske serie Herskab og tjenestefolk  og den amerikanske To brødre bruge til at sætte rammen. Men det er også naturligt nok Huset på Christianshavn og En by i provinsen der trækkes frem sammen med Olsen Banden.

Anmeldelserne i landets aviser da de første afsnit blev vist var næsten unisont rosende med kun få kritiske bemærkninger, og det er ganske karakteristisk at den konflikt som ellers herskende i denne perioden mellem underholdning og kunst bliver medieret her. Politiken (12/11 1978) taler f.eks. om hvordan det lystspilsagtige forenes med en social tidsspejling som minder om Herman Bangs Ludvigsbakke (TV T 1978). Kristeligt Dagblad (13/11 1978) taler næsten med samme stemme om at serien forbinder Gustav Wieds lune med Herman Bangs tristesse. Berlingske Tidende (12/11) taler også om en folkekomedieserie som bevarer forbindelsen til virkeligheden, og det tilslutter Jyllands-Posten sig næsten ordret (10/12 1978). Endda begge de ’røde arbejderaviser (Land og Folk 13/12 1978 og Aktuelt 9/12 1979) anerkender forsøget på både at skabe en underholdende fortælling og de mere ’objektive’ kønspolitiske og sociale mønstre.

På et generelt og overordnet plan kom, så og sejrede serien allerede fra første afsnit, men nogle af de samme aviser var også i seriens lange forløb fremme med en mere grundlæggende kritik. Her var der især de venstreorienterede aviser, der pegede på klicheer og en tendens til lidt for hurtig harmonisering af modsætninger (se Bondebjerg 1993: 228). Til gengæld ofrede Politiken (3/12 1978) en leder om serien, hvor de bad om at den blev genudsendt på søndage, så alle kunne få den at se. Samtidig diskuterer lederen forholdet mellem 70’ernes krise og vores behov for at spejle os i fortiden. I lederens optik er der imidlertid ikke tale om nostalgi, men om en vækkelse af en historisk bevidsthed, som kan sætte vores nuværende samfund i historisk relief (Bondebjerg 1993: 229). Til gengæld var der akademiske Matador-hadere, som også kom til orde i dagspressen. Stærkest i sin sprogbrug var Politikens Claes Kastholm Hansen, som (3/1, 1982) beskriver serien som en mærkelig serie som forsøger at blande alle mulige stilarter. Kastholm Hansen mener, vi skal spørge os selv hvad vi ikke fik, fordi Matador har brugt hvad der svarer til et helt års offentlig filmstøtte: ’Det er i længden udsigtsløst for dansk lokal-tv at lege supermagt-tv.’ Bondebjerg 1993: 239). I Information (20/5 1985) angreb også Olav Harsløf serien som ’fladpandet underholdning’ uden kunstnerisk fornyelse, præget af nostalgi og klicheer (Bondebjerg 1993: 242f).

Men trods disse enkeltstående kritiske stemmer tordnede series popularitet derudaf og blev som vi ved et mere og mere etableret, nationalt klenodie. Det betød også at series rykkede ind i de mere kuriøse dele af populærkulturen. Dagbladet BT fik f.eks. den idé at udgive Korsbæk tidende sideløbende med serien, hvor fiktion og virkelighed blandes på bedste vis. Aviserne fortæller dels om livet i det fiktive Korsbæk og om historier om faktiske begivenheder i den historiske periode serien handler om. Udgivelsen appellerede direkte til også skoleklasser, som kunne bruge det til undervisning i historie – med udgangspunkt i serien. Til sidst kunne alle aviserne købes i et handy klassesæt.

Man kunne også pege på en serie om ’Matador under hammeren’, hvor man på auktion kunne erhverve sig visse genstande fra serien. Jeg tror også skuespillerne fra serien kan bekræfte den omfattende interesse for deres medvirken i serien, en interesse, som til tider kunne gøre det svært at skelne mellem personen og karakteren. Men alt dette og meget mere understreger kun min indledende pointe om at Matador for længst er holdt op med at være en historie, det er blevet en mytologisk integreret del af vores historie.

Det understreges også af den meget hyppige brug af serien som afsæt for undervisning på alle trin af undervisningssystemet. Grubb, Hemmersam og Jørgensens Matador og vor egen tid (1995) er blot en af mange pædagogiske udgivelser, hvor Matadors historie bliver afsæt for dybtgående historiske overvejelser og perspektiver. Vi får fakta og data om 30’ernes Danmark, om periodens politiske brydninger, om kvindeliv og om familien, arbejdsløshed, de fremmede og udfordringer til demokratiet. Disse fakta bliver eleverne så sat til at se på både gennem seriens optik og den faktiske virkelighed. De rigtige historikere er også i mange andre sammenhænge gået i lag med serien. De har opdaget, at i vore medialiserede tider er det ikke længere entydigt fag-historikerne der har patent på historien. Vi har alle sammen på hver vores måde del i historien – ja vi er vel ret beset selv historie. Det er det historien i Matador handler om: den har gjort historien om den danske historie til vores allesammens historie. Den har via fiktionens hverdags-historie gjort historien levende. Tak Lise Nørgaard, posthumt tak til Erik Balling, og tak til den perlerække af danske skuespillere, som er fortællingens rygrad.

 

Referencer

Bondebjerg, Ib (1993). Elektroniske fiktioner. TV som fortællende medie. København: Borgens forlag.

Den jyske historiker. Nr. 22. Tema: Historien i hverdagen.

Grubb, Ulrik, Hemmersam, Karl Johan og Jørgensen, Jørgen Riskjær (1995). Matador – og vor egen tid. København: Munksgaard.

Jørgensen, John Chr. (2014). Journalist af karsken bælg. En bog om Lise Nørgaards journalistik. København: Gyldendal.

Ladegaard, Claus (ed. 1993). Når medierne spinder historiens tråd. København: Akademisk forlag.

Nørgaard, Lise og Balling, Erik (1989). Historien om Matador. København: DR.