Fenar Ahmad. Privatfoto

Biografi

Født i 1981 i Brno Tjekkiet af irakiske forældre, som var kommunister og stærke kritikere af Saddam Hussein. Forældrene blev skilt, og Fenar kom i 1986 som femårig til Danmark med sin mor, som er civilingeniør. Han tilbragte først en tid i Sandholmlejren, men i 1989 flyttede han til Amager med sin mor. Han blev student fra Frederiksberg Gymnasium, men tilbragte inden ad en periode på high school i Texas, noget som påvirkede ham stærkt, og efter eget udsagn fungerede som en ’nulstilling’ og en ny begyndelse. Har gået på filmuddannelsen Super 16, hvorfra han blev færdiguddannet i 2010. Har lavet både musikvideoer, novellefilm og dokumentarfilm. Allerede i 2010 fik hans novellefilm Megaheavy Grand Prix og prisen som Bedste B&U film ved Odense Film Festival. Hans spillefilmdebut Ækte vare åbnede CPH:PIX i 2014 og blev i alt set af 33.000 tilskuere i danske biografer. Hans to film Underverden (2017) og Underverden 2 (2023) giver et stærkt indblik i sociale og etniske konflikter i det danske samfund, mens Valhalla (2019) går i kødet på Nordisk mytologi.

Filmografi

Paragraf 15 (2007, kortfilm, instruktørassistent, instruktør: Mirza Ekinonovic, afgangsfilm fra Den Danske Filmskole)

Nice to meet you (2007, dokumentar, instruktion)

Mesopotamia (2008, kortfilm, instruktion og manus)

Megaheavy  (2009, kortfilm, instruktion og manus (sammen med Jacob Katz Hansen)

Den perfekte muslim (2009, dokumentar, instruktion)

Climaniacs (2009, antologifilm bestående af 8 film om klimaproblemer, instruktion)

Rejsecirkus (2009, dokumentar, del af Climaniacs, instruktion)

Thorshammer (2010, kortfilm, instruktion og manus)

Ækte vare (2014, spillefilm, instruktion)

Underverden (2017, spillefilm, instruktion)

Valhalla (2019)

Underverden 2 (2023)

Priser

 Robert for Bedste Korte Fiktion 2010, for Megaheavy

Honorable Mention, Stockholm Int. Film Festival 2010, for Megaheavy

Special Mention, Edinburgh Int. Film Festival 2010, for Megaheavy

Grand Prix, Odense Film Festival 2010, for Megaheavy

Bedste børne- og ungdomsfilm, Odense Film Festival 2010, for Megaheavy

 

Interview (26.5.16)

Du er født i Brno i det daværende kommunistiske Tjekkoslovakiet af irakiske forældre, der måtte flygte fra Saddam Hussein, og du kom i 1986 til Danmark (Sandholmlejren) med din mor, efter at din mor og far var blevet skilt. Du var ikke så gammel på det tidspunkt, men hvordan har denne tidlige barndom påvirket dig, og hvad er det for nogle oplevelser og erfaringer du får med dig fra den periode?

 Jeg havde faktisk en meget tryg barndom i Tjekkoslovakiet, hvor mine forældre gik på universitetet. Til hverdag blev jeg passet af en tjekkisk barnepige, som ikke selv kunne få børn, så jeg blev en del af hendes og hendes mands familie. Så mens min mor gik på universitetet, havde jeg en tjekkisk familie. De gav mig mange spændende kulturoplevelser, blandt andet opera, ballet og skiferie i Østrig. Det er faktisk utroligt, at jeg har fået sådan en traditionel, østeuropæisk kulturopdragelse.

Da jeg var fem år flyttede vi til Danmark, hvilket jeg ikke rigtig forstod, men jeg husker det tydeligt. Det var et vendepunkt i mit liv. Jeg mistede mit værelse, mit legetøj, mit sprog. Og jeg oplevede også, at mine forældre blev skilt. I begyndelsen boede vi i Sandholmlejren. Jeg husker jeg tænkte – det kan umuligt være rigtigt, det her. Et væld af forskelligt udseende mennesker og et virvar af fremmede sprog. Jeg troede de og vi var kriminelle og blot ventede på at komme i fængsel. Efter et par uger vænnede jeg mig til det, og vi var der heldigvis kun et halvt år, før vi fik vores egen lejlighed. Jeg lærte hurtigt dansk, meget hurtigere end min mor, så jeg hjalp hende med alt, købe busbillet, købe ind osv. Jeg blev tidligt en lille, ansvarlig mand.

Allerede da jeg var lille, vidste jeg, at jeg ville lave noget kreativt, når jeg blev stor, men jeg anede ikke, at det skulle blive som filminstruktør. Jeg tegnede meget som barn, og senere fotograferede jeg. Jeg havde så meget at fortælle. Som flygtningebarn arver man så at sige posttraumatisk stress. Jeg troede i lang tid, at min mors nye mand altid var træt, men det var jo fordi han havde oplevet krig på nærmeste hold, og jeg undrede mig over, at min mor altid var vildt stresset i lufthavne, men hun var jo flygtet gennem lufthavne. Jeg fandt senere ud af, at de led af posttraumatisk stress. Jeg er selv blevet mere nonchalant, men jeg har også måttet øve mig i at slappe af. Når mine forældre fortalte om Irak, var det tit på en meget melankolsk-romantisk måde. Men de berettede også om voldsomme ting. De var kommunister og stærkt politisk engagerede. Jeg satte mig selv ind i historien – det var før Wikipedia og internet – så jeg kunne korrekse dem. Jeg elskede allerede som otteårig at sætte voksne på plads, det var en måde jeg fandt min egen identitet og rolle på.

 I 1989 flytter du med din mor til det du selv har kaldt en betonghetto, Holmbladsgade på Amager. Hvordan ser du selv i dag på det miljø og den kultur, du voksede op i der?

 Først flyttede vi til Islands Brygge, hvor vi boede fra -86 til -89. Det var et rigtig arbejderkvarter dengang, og jeg elskede det. Jeg var også glad for at gå på Islands Brygges skole. Men så flyttede vi til Holmbladsgade. Min mor troede det var et pænt andelsboligbyggeri. Dengang var der ikke de problemer med nydanskere, som det beskrives i den litteratur om ghettolivet, som senere er kommet frem, men det var et socialt belastet kvarter. Der var vold, kriminalitet og bander, men hele spørgsmålet om islamisme var ikke rigtig kommet på dagsordenen endnu. Som kommunist var min mor jo meget sekulær, og religion og islam spillede ikke den store rolle. Min mor var meget støttende omkring det jeg gerne ville, jeg blev ikke puttet ind i en bestemt kultur og identitet. Men min lillebror, som er 10 år yngre end mig, er mere præget af og optaget af religion og sin arabiske identitet.

Jeg var selv med til nogle butikstyverier og brostenskastning mod en bus. Det var drengestreger, og vi kunne ikke overskue konsekvenserne af vores handlinger. Vi havde også venner på Christiania, og røg hash. Som jeg senere talte med andre flygtningebørn om, var det noget, som dæmpede den arvede posttraumatiske stress. Man kunne slappe af på en dejlig måde. Jeg gik aldrig forrest i alt dette, men jeg var med. Skolen var ikke særlig god, der var bander og slåskampe i skolegården. Undervisningen var også meget svingende, men jeg havde en fantastisk dansklærer, som betød meget for mig. Det betød også meget for mig, at begge mine forældre var akademikere, og at min mor bakkede mig op i mine valg. Ellers var jeg aldrig kommet på high school i Texas.

Ja, du kommer efter 9.klasse på high school i Texas, og du har i et stort interview i DSB-bladet ”Ud og se” beskrevet det som en stor oplevelse, som førte til et større selvværd. Du får din identitet nulstillet, siger du. Kan du prøve at beskrive nærmere, hvad det er for en nulstilling, og hvad forholdet er mellem det, du har oplevet gennem mange år i Danmark, og det nye pust i USA?

 Ja, det var virkelig en genistreg, at jeg fandt på, at jeg ville til USA. Når man er vokset op i Holmbladsgade, har man det dårligste netværk. Dengang før de sociale medier slog igennem, var det ligesom at være i en kulturel osteklokke. Det kostede 33.000 kr. for et år på high school, som min mor betalte. Jeg var 16 år og færdig med 9.klasse, og havde et dårligt netværk i Holmbladsgade. For alle gælder det vel, at det er et vendepunkt i deres liv at være færdig med 9.klasse, men for mig blev opholdet i USA et totalt remix af min personlighed. Jeg boede ved Austin, som var et kulturelt brændpunkt. Der boede mange filminstruktører, og mange  rock- og countrymusikere. Hiphop kulturen var meget stærk og levende i Houston. Det var et vildt sted. Jeg gik til hard core punkkoncerter, blues, dødsmetal og prøvede alle mulige ting, man ikke lavede i Holmbladsgade. Skolen var også fantastisk. Alt var muligt, man springer bare ud i det. Hvis man vil lave en plade, gør man det bare. Den store frihed og gør-det-selv. Amerikanerne griber chancen og er ikke bange.

Texas er bare et fantastisk brændpunkt for kultur, alle mulige former for musikkultur, og også for filmkultur. Filmmiljøet i Texas er rigt. Richard Linklater, som lavede den fantastiske film Boyhood, bor i Houston, og en skuespiller og screen writer som Ethan Hawke i Austin. Robert Rodriguez, som jo er en mester i gør-det-selv film, han boede også i Austin. Han skaffede penge til sin første film ved at være forsøgskanin for et medicinalfirma. Han lavede kurser, hvor man på én dag lærer alt om film. Der fik jeg tændt min gejst for filmen.

Selve opholdet på high school i Texas var også en stor oplevelse af noget helt andet end den danske skolekultur. Hvor man tit kan høre folk i Danmark i skolen sige, at først vil de gøre sådan og sådan, og så vil de udgive en plade, så er det som om amerikanerne bare gør det. De optager musik på deres iPhone måske, og lægger det ud på nettet, og så lige pludselig har de måske lavet en plade. Den form for kultur og måde at få lavet ting på, det tog jeg til mig. Jeg kan huske, at nogle af mine venner derovre lavede et band, og en måned efter havde de lavet et kassette bånd og gav koncert i Oklahoma. Al den gejst tog jeg hjem med, og begyndte på Frederiksberg Gymnasium, og så mistede jeg gejsten og blev helt deprimeret

Hvorfor valgte du  Frederiksberg Gymnasium, det er vel  noget af et kulturspring i forhold til Amager?

 Ja, men kulturspringet til Texas var større. Men jeg valgte Frederiksberg Gymnasium, fordi der var for mange fra mit gamle miljø på Christianshavns Gymnasium. Frederiksberg Gymnasium lå også midt i storbyen, og jeg ville gerne møde nye mennesker og nye miljøer. Jeg bryder mig ikke om for meget indavl, man skal ud af skallen, udfordres og lære noget nyt. Man bliver nødt til at prøve at blive klogere ved at blive konfronteret med forskellige slags kulturer, forskellige verdener. Det blev dog ikke den udfordring, jeg havde forestillet mig, så jeg droppede ud i 2.g. og havde forskellige småjobs for at spare sammen til at komme tilbage til Texas. Der var jeg i endnu et år. Men jeg blev alligevel dansk student til sidst, fordi jeg tog HF eksamen.

Alt det du har fortalt om din barndom og ungdom synes jo at pege mod at du gerne ville noget med billeder og film, men hvornår begyndte du selv at lave film, og hvordan er din vej derhen?

Jeg begyndte meget tidligt at tage billeder, og jeg synes selv jeg var ret god til det. Jeg synes nogen gange det lignede noget fra en film. Så fik jeg et videokamera, de var begyndt at blive billige, og jeg begyndte at optage lidt film i Texas. Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad mine film skulle handle om, hvad for nogle emner, de skulle tage op. Men på et tidspunkt mødte jeg en gammel sømand, som hed Mogens, som havde været involveret i en af Danmarkshistoriens største sager om smugling af hash. Han havde siddet i fængsel, men var nu ude. Han havde en stor herskabslejlighed, som jeg lejede et værelse i. Han var sådan en legendarisk skikkelse og en masse kendte mennesker kom i den lejlighed. Jeg boede i hans lejlighed i to år, og i den tid begyndte jeg at optage film med ham, og på et tidspunkt klippede jeg noget sammen, som jeg tænkte måske kunne sendes ind til Videomaraton eller sådan noget. Jeg syntes selv det så ret fedt og ægte ud, sådan lidt Jim Jarmusch agtigt. Der begyndte jeg så for alvor at drømme om at lave mine egne film.

Filmværkstedet havde så en konkurrence, som hed Boost the Docs, hvor man kunne vinde 50.000 kr. Jeg mødte op på Prami Larsens kontor og spurgte, hvordan man kunne søge, og selvom jeg synes der var irriterende mange papirer, man skulle udfylde, så endte min film med at være en af de ti der gik videre. Mit projekt var den dokumentarfilm, som siden blev til Nice to meet you, om livet i et dansk asylcenter. Det blev dokumentar, fordi den chance var der, og fordi det umiddelbart virkede lettere at gå til end fiktion. Desuden havde jeg en vis lyst til at vende tilbage til livet i et asylcenter. Valget faldt på Asylcenter Avnstrup, et asylcenter midt ude i en skov, hvor det virker, som om man putter problemerne ud og væk. Jeg syntes det var en gigantisk dobbeltmoral, at disse mennesker sad her i årevis uden at kunne få opholdstilladelse. Samtidig skød danske soldater og tanks i deres land,  og så lod vi stadig som om de måske kunne vende tilbage til deres eget land. Jeg taler jo arabisk og kan kommunikere med disse mennesker, men for at komme ind måtte jeg alliere mig med en producer på Nordisk Film, som havde fået adgang.

Jeg var meget opsat på at lave filmen, men så vandt jeg ikke konkurrencen og de 50.000, og blev meget sur. Men så fik jeg alligevel penge fra Filmværkstedet, så jeg kunne lave den, og samtidig skete der det, at DR hørte om filmen og blev interesseret. Det skete via fotografen Morten Bruus, som gerne ville være fotograf på filmen. Da han viste DR filmen, købte de den på stedet for 70.000 kr. Og så tænkte jeg, OK man kan leve af at lave film. Min far havde altid sagt, jeg skulle være akademiker, men nu kunne jeg vise ham, at der var penge i film. Det var starten.

Men hvordan kommer du så videre, for på et tidspunkt havner du jo på Super 16 filmuddannelsen?

 Ja, men det der skete efter Nice to meet you var jo, at nu var jeg sikker på, at jeg skulle lave dokumentarfilm, så derfor søgte jeg optagelse på dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole. Jeg nåede frem til sidste runde og var til samtale hos Arne Bro. Af de ti, der var tilbage, var der syv kvinder og tre mænd, udover mig var det bl.a. Janus Metz, som nu er i gang med en stor international film. Men hverken jeg eller Janus kom ind, og i lyset af vores senere karrierer er det måske meget tankevækkende. Jeg var helt nede over det, men samtidig tænkte jeg, at der ikke var nogen, der skulle stoppe mig. Jeg tænkte over, hvad der ellers var af muligheder, og så sendte jeg ansøgningen til Super 16, og der kom jeg så ind. Det var en rigtig god uddannelse, og på en måde tror jeg, det var filmguden, der holdt hånden under mig, så jeg ikke kom ind på Filmskolen. Jeg tror ikke, det er sundt at gå et sted, hvor det er de samme mennesker der har stået for uddannelsen i en menneskealder. Lige der hvor jeg kom ind på Super 16, kom YouTube og de sociale medier, og vi fik Red digital kameraet, som har betydet så utroligt meget for mulighederne for at skyde kvalitetsfilm.

Da jeg startede på Super 16, gik det imidlertid også op for mig, at jeg også kunne lave fiktion, jeg behøvede ikke kun at lave dokumentar. Jeg er som forbruger en rigtig actionfilmnørd, men en film som Kids (1995, Larry Clark) har også betydet rigtig meget for mig. Den måde at skildre en gruppe unge på gik lige ind, og relaterede sig også til mine egne oplevelser og erfaringer som ung. Den var en af inspirationerne for min senere film Ækte vare.

”Nice to meet you” er jo på mange måder en stærk og klassisk dokumentarfilm som viser os en forfærdelig og umenneskelig virkelighed. Men du arbejder også meget bevidst med billedsproget og lader følelser og stemninger træde frem i selve den måde du bruger musik, lyd og billeder på.

 Ja, det var vel en slags emotionel reaktion på den virkelighed, filmen skildrer. Man kan ikke se på filmen, at der nærmest lugtede af lort, bræk, tis og sved overalt i lejren. Der lugtede af mennelig fornedrelse og forfald. De historier, menneskeskæbner og ansigter filmen viser, standser jeg for en kort tid ved at lade billede stå lidt, gå lidt i slow, og ved at lægge musik ind. Måske stammer det fra mine egne oplevelser sådan nogle steder, siden jeg var fem år gammel, hvor jeg ofte brugte en walkman for at komme lidt væk fra virkeligheden. Det er udtryk for et forsøg på at skabe følelsesmæssige åndehuller i det tragiske, men det udtrykker også, at der hos disse mennesker naturligvis er en melankoli og længsel efter et andet liv, som ikke kan realiseres.

Miza Ekinovics film ”Paragraf 15” handler også om flygtningesituationen. Det er ikke din film, men du var instruktørassistent. Hvad fik du ud af den oplevelse?

 Jeg mødte Mirza på Filmskolen, og vi snakkede sammen på en bar, og han kom fra Bosnien og vi blev venner. Det var via en anden ven jeg havde, Vladimir, som var kunstner. Miza og Vladimir kendte en masse til film og kunst og havde mange forbindelser, og det meste af tiden sammen med dem sugede jeg bare til mig og lærte. Men meget af det de var inde i og det der foregik på Filmskolen var alt for kompliceret og fjernt fra mig. Så jeg lærte noget af at være med på projektet, men jeg lærte også hvad jeg ikke ville og blev lidt klogere på mig selv.

Selvom du har sagt at du ikke vil sættes i bås som indvandrerinstruktør, så er din film ’Den perfekte muslim’ jo en herlig satirisk, dokumentarisk, men også personlig indgang til indvandrer- og integrationsproblematikken i Danmark? Hvad er budskabet i den film og hvordan har du det personligt med den her integrationssnak, som du jo også beskriver med dig selv som eksempel i filmen?

 Det var faktisk lidt hårdt at lave filmen og jeg har det lidt svært, når jeg skal se tilbage på den. Jeg har lavet den sammen med Nikolai Lang, som stod for den del af filmen, som næsten videnskabeligt undersøger holdninger til danskhed og fremmede. Det var som om filmen skulle laves med to meget forskellige tilgange og næsten af to forskellige instruktører med forskellig tilgang. Vi måtte begge to indgå mange kompromisser for at få filmen til at blive et samlet produkt. Hvis jeg havde været styrmand på filmen, så ville den være blevet helt anderledes. Men jeg vil sige, at jeg lærte rigtig meget om samarbejde, også med f.eks. Mads Brügger, som skrev min speak. Jeg kunne simpelthen ikke skrive den speak selv, jeg var ved at brække mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men så mødte jeg Brügger på gaden en dag. Det var så godt, han kom ind i mit liv lige der. Han tilbød at hjælpe mig og så sad vi hjemme hos mig med en diktafon i fire uger, og så var den der bare. Vi blev venner og det venskab holder stadig, og vi viser hinanden alt, hvad vi laver. Han har så også introduceret mig til Mikael Bertelsen, og han har hjulpet mig og rådgivet mig. Så den proces, der blev sat i gang i forbindelse med Den perfekte muslim, den havde stor betydning for mig.

Men hvordan så med filmen i sig selv, nu du ser tilbage på den, for vi oplever den jo som både morsom og oplysende, netop fordi der er to så forskellige tilgange til problematikken

Jeg har det mere blandet med selve filmen, og Nikolai og jeg havde forskellige tilgange, hvor han måske mere tænkte i ideer, mens jeg tænkte filmisk og æstetisk. Men nu kan jeg da samtidig godt se, at filmen har noget, og på mange måder virker ved sammenstødet mellem min personlige tilgang og hans mere videnskabelige faktatilgang. Det er da også vigtigt for mig at sige, at jeg da også lærte noget af Nikolai, og at hans ideer da på mange måder var innovative. Men jeg tænker alligevel nok mere over, om jeg har kontrol med de film jeg laver efter den her oplevelse. Men det har lært mig noget, helt sikkert, noget jeg har taget med mig, og den måde jeg bruger mine egne erfaringer i filmen, har jeg også gjort mig mere bevidst om min egen baggrund og opvækst.

Men hvad for en af dine film, står der mest nær, hvad for en af dine film synes du bedst om?

 Der er nok en tendens til at den film man lige har arbejdet med betyder virkelig meget, så Underverden, som jeg er i gang med, optager mig meget, og forekommer mig at tegne til at blive min foreløbig væsentligste film. Men derudover vil jeg sige at Megaheavy står mit hjerte rigtig nær. Den er utrolig væsentlig for mig, og jeg lavede den jo stort set samtidig med Den perfekte muslim og på en måde som et oprør mod den.

”Megaheavy” blev udtaget til Berlin, har været på flere festivaler og vundet priser i både Stockholm, Edinburgh og Odense. Det er også en film, som understreger det, du flere gange har sagt, at du ikke vil sættes i bås som indvandrerinstruktør. Kan man sige, at den var dit oprør mod at blive rubriceret som den her indvandrerinstruktør, som altid skulle lave film med udgangspunkt i sine egne erfaringer?

 Det var præcis det! Megaheavy var på en måde et oprør mod det at lave dokumentarfilm om indvandrere, og mig selv som indvandrer. Jeg ville befries, og jeg ville sørge for, at alle i København, som så mig som indvandrerinstruktør, efter at have set den film, sagde: ”men han har også lavet …”, og så pludselig hang billedet af indvandrerinstruktører ikke sammen. For mig var Megaheavy en hyldest til nogle tendenser i dansk filmkultur, som er noget af det, der har spillet den største rolle for mig, og som jeg har mest respekt for: Nils Malmros og Bille Augusts ungdomsfilm, f.eks. Kundskabens træ, Zappa og Tro Håb og Kærlighed. Det var nogle af de film, som gjorde allermest indtryk på mig som barn og ung. Så Megaheavy er en hyldest til denne danske og også nogle af de skandinaviske film i denne tradition. Det var en hyldest, men også en befrielse fra det at blive kastet i en bestemt kasse som instruktør på grund af min etniske baggrund.

Megaheavy er en film om Danmark omkring 1980, om ungdomsliv i den periode. Det ligger før jeg blev født og kom til Danmark, det foregår på Bornholm og har en pige i hovedrollen. Men på en måde er det alligevel en film om nogen erfaringer, også jeg har med mig. Rock/heavy metal spiller en central rolle i filmen og afspejler min tid i Texas, og alle de seksuelle temaer er jo noget, alle unge kan forholde sig til. Så det handlede om en bestemt periode og et historisk miljø, men det handlede også om noget, jeg havde inden i mig og gik og rumsterede med.

”Thorshammer” var din afgangsfilm fra Super 16 uddannelsen. Du har selv skrevet manuskript og instrueret. Det er en ret voldsom og intens film om teenageren Thor, som ved et uheld  slår en nabo ihjel med en hammer og er tæt på at bryde sammen. Vi er i Rungsted, men kan man måske alligevel  sige, at filmen rummer elementer fra både ”Megaheavy”, din debutspillefilm, og ”Ækte vare” i kraft af sin tematisering af ungdomskulturen?

 Thorshammer var på en måde en problematisk film, fordi den kom efter Megaheavy, som var en kæmpe succes, og havde vundet priser og ret mange penge. Pludselig følte jeg så, at min afgangsfilm skulle være endnu større. Mine intentioner med filmen var skruet alt for meget op, synes jeg nu, og jeg brugte alt for mange penge på det tekniske og på lyssætning, fordi det skulle være så flot og stor en film. Men selve historien var baseret på ting, jeg havde oplevet i min barndom, jeg har jo set en mand blive stukket ned, og en anden løbe væk. Jeg har selv været med til noget, som udviklede sig til vold, og som nemt kunne være gået værre. Så hovedpersonens angst og flugt og lyst til at gemme sig under dynen bygger på noget selvoplevet.

Den byggede også andre ting i mit liv, som jeg ikke rigtig kunne erkende og forholde mig til, og som derfor voksede til en stor skyldfølelse. Så den handler også om eksistentielle, psykologiske problemer, hvor man har problemer og ting, man ikke kan få sagt. Når den så kom til at foregå i Rungsted, så havde det noget at gøre med, at jeg sådan som en joke kaldte Megaheavy for min Islandsfilm. Det var fordi der var mange kortfilm fra Island, som fik priser, så så skulle jeg også lave en Islandsfilm i Danmark, og det blev så på Bornholm. Men med Thorshammer ville jeg lave en Gregory Crewdson (f. 1962) film. Han er en amerikansk stillfotograf, som laver utroligt flotte billeder ved at bruge filmisk scenografi i billeder af mennesker og miljøer. Når det blev et overklassemiljø, så var det egentlig ikke med en bestemt baggrund, for snarere end at definere mennesker ud fra deres klasse, så prøver jeg at skildre dem som mennesker. Trine Dyrholm i filmen er bare en god mor, og ikke en dum overklassemor, sådan som overklassen skildres i Per Flys film f.eks. Jeg synes ikke man bare kan gøre nar af overklassen, fordi den er overklasse.

Man kunne også se filmen som et modspil til forestillingen om, at det altid er i underklassen, hos indvandrerne og i Udkantsdanmark,  problemerne findes?

 Ja, det kunne man selvfølgelig godt, men det tænkte jeg nu slet ikke over, da jeg lavede filmen. Jeg tænker ikke så meget politisk-strategisk over de film jeg laver, jeg er ikke specielt ideologisk. Men jeg kan da godt lide, hvis mine film giver politisk resonans og skaber samfundsmæssig debat – ellers var filmene jo ligegyldige.

 Du har lavet en serie meget forskellige, korte film, f.eks. ”Mesopotamia”  og  ”Rejsecirkus”. Du synes at have en vis evne til at lave film i børnehøjde – er det noget der optager dig stadig, eller var det noget, som var en del af din tidlige karriere?

 Det har oftest været bestillingsopgaver. Sådan var det f.eks. med Rejsecirkus, som næsten var som at lave en reklamefilm til forskellige platforme. Jeg havde meget brug for penge, og så gik jeg ind og lavede en film til børn så kreativt, som jeg nu kunne gøre det. Mesopotamia var min første film på Super 16 uddannelsen, og den havde jo på en eller anden måde noget selvbiografisk i sig, fordi et er en fremtidsfilm om Irak i 2020 set gennem en drengs øjne. Det var ligesom en film om, hvordan det ville se ud, hvis Islamisk Stat havde fået magten. Filmisk var det også et forsøg på at lave en mere vild og mærkelig film, inspireret bl.a. af Kusturicas jugoslaviske film. Jeg lavede den ved at bruge også min familie og venner.

 ”Ækte vare” – din spillefilmsdebut – fik den ære at åbne CPH:PIX i 2014, og selvom det jo ikke blev en blockbuster, blev den trods alt set af ca. 33.000 i biograferne, og den er kommet på dvd. Samtidig genererede den en del artikler om både dig selv og om filmen, ligesom den stort set fik fine anmeldelser. Hvordan ser du selv på filmens modtagelse og succes nu lidt på afstand?

 Det er en meget streamet film. Men udover det, så er det en film, som det næsten ikke kostede noget at lave PR for. Den ungdomsfilm som kom før min film, Lev Stærkt (2014, Christian E. Christiansen), og skildrer lidt det samme ungdomsmiljø, den brugte de over 1 million på at markedsføre. Den solgte også omkring 30.000 men fik underskud, mens vores lavede et overskud. Jeg har som instruktør ikke fået særlig mange penge ud af det, og bare for at illustrere hvor ofte instruktøren glemmes i det økonomiske kredsløb, så fik jeg ikke engang at vide, da filmen kom på dvd. Jeg opdagede det, da jeg gik i Fields med min mor og så den hos Fona! Men det jeg fik ud af opmærksomheden og successen var, at jeg meget hurtigt, på under et år, kunne begynde på min næste spillefilm.

 Hvorfor blev det netop rapkulturen og den særlige vestegnsungdomskultur der blev emnet for din debutfilm. Er det fordi du selv kender denne kultur godt, og kan mobilisere en række erfaringer?

 Ja på mange punkter er den meget biografisk. Jeg var jo en del af den kultur, selvom jeg ikke lavede musikken, men var den der gik rundt og tog billeder.

Filmen har, synes jeg en rå realistisk kvalitet i skildringen af de forskellige miljøer vi kommer omkring. Hovedpersonen Mikael befinder sig i en klassisk konflikt mellem vennerne og en professionel musikkarriere. Samtidig konfronteres vi med miljøets småkriminalitet og vold og problemer i familien. I hvor høj grad er det her skildringen af et bestemt miljø, og er din skildring inspireret af tilsvarende film fra andre danske eller udenlandske instruktører.

 Når du ser åbningen af filmen med skråskrift mod himlen, så er det jo et direkte citat fra og en hilsen til Bille Augusts film Zappa. Det var der ikke mange, der fangede i anmeldelserne. Men jeg fik jo mange rigtig gode anmeldelser i aviserne, men der var især en, som jeg var rigtig sur over. Sophie Engberg Sonne i Politiken kaldte mig for visionsløs. Filmen handler om hovedpersonen Mikaels/Gillis rejse fra næsten ukendt med kun to sange til landsdækkende succes. Men når man tænker på at jeg forudsagde tre år tidligere, at filmens hovedperson i dag ville være den mest streamede musiker i dag, at indvandrerkulturen også kunne bæres af en hvid mand, så synes jeg, at jeg brød med traditioner og vaneforestillinger – så visionsløs, nej!

 Der var mange anmeldere som pegede på en lighed mellem, ”Ækte vare” og Curtis Hansons film ”8 Mile” om rapperen Eminem. Hvordan var det kreative samarbejde omkring filmen, både hvad angår manus, klipning og måske ikke mindst lyd og musik, som jo spiller en altafgørende rolle for filmens udtryk og tema?

 Det er mig, der har lavet storyline, og Anders Ølholm og jeg lavede treatment sammen. På filmens credit står der, at filmen er inspireret af et manuskript af Anders Ølholm. Det står der, fordi Anders arbejder sådan meget klassisk som manuskriptforfatter. Men det resulterede i at vi måtte improvisere meget, fordi manuskriptet var skrevet meget detaljeret ud, og det havde skuespillerne, som jo for de flestes vedkommende er amatører, meget svært ved at arbejde med. Jeg synes ikke filmen helt kan sammenlignes med 8 Mile. Hvis jeg skal pege på nogle udenlandske stil forbilleder, naturligvis især til det musikalske, så er det snarere Kanye West. Alle replikker i min film er improviseret frem. Under optagelserne skitsererede vi situationen, rammerne og hvad der skulle ske, og så opstod replikkerne i situationen. Så på en måde har alle de medvirkende været medforfattere på filmen, og de har været med til at give filmen den rå autenticitet og realisme, som er en del af dens varemærke og kvalitet. Det er jo også for en stor dels vedkommende amatører, familier og venner, der spiller med i filmen. Det er Alis forældre der spiller hans forældre, og det er optaget i deres hjem og vi spiser deres mad.

Det er her ligheden med Kids kommer ind, for Larry Clark gjorde også det, at han fandt sine karakterer og historier i et bestemt miljø. Clark siger selv, at han lavede et detaljeret manuskript, men det rummer en forankring i et meget autentisk miljø. Ligesom i Ækte vare, så er der masser af små scener og sekvenser, som de medvirkende fandt på undervejs. Vi udnyttede de steder, aktiviteter osv., som vores medvirkende kendte i forvejen og færdedes i.

Vi har ikke snakket om din relation til DFI endnu, men hvilken rolle har de spillet i forhold til ”Ækte vare” og din kommende spillefilm ”Underverden”?

Jeg oplever DFI som en fantastisk stor støtte, fra første dag jeg kom på Filmværkstedet. Det var jo Prami Larsen, der gav mig støtte til min første film, og som tidligt så potentialerne i mig. De har støttet mig og troet på mig. Men jeg er jo også bare sådan en som gør det, og som har haft succes med det, jeg har lavet. Men hvor det gik relativt hurtigt og nemt i begyndelsen, så tog det 2 ½ år inden jeg hev støtten hjem til Ækte vare. På et tidspunkt gik jeg op til Jakob Høgel på New Danish Screen og sagde at nu var min hovedperson altså ved at blive for gammel! Jeg ville jo gerne lave en film om ham FØR han blev en stjerne. Jeg vidste, han ville slå igennem, der er sådan lidt Kim Larsen over ham, han repræsenterer en ny folkelighed og danskhed. Men det er jo ikke bare en film om en mandlig stjerne og gruppekultur. Jeg har også forsøgt at skabe nogle stærke kvindefigurer, så man ikke bare ser denne kultur ud fra kønsmæssige stereotyper.

 Portrætartiklen af dig i ”Ud&Se” (30.4.2014) har overskriften ”Fra stedet mellem to steder”, og på et tidspunkt beskriver journalisten din tid som barn i Sandholmlejren, som ”han taler kun tjekkisk men bor i Danmark, og bliver set på som en araber”. Nu er det måske ikke dine egne ord, men journalistens, men alligevel anslår det et tema i flere af dine film, og også ”Ækte Vare”, hvor du selv siger, at du gerne ville lave en film, der ikke bare handler om en gruppe indvandrere, men om venskab, om universelle temaer i alle grupper og kulturer. Synes du filmen har medvirket til at ændre billedet af det multikulturelle Danmark.

 Det tror jeg er rigtigt, og den har i hvert fald haft kæmpe impact på musikken. Deruda i Ækte vare er det vildeste nummer, skrevet til filmen og med hint til Kim Larsen. Du kan ikke bare blive hængende i det du er i, og som holder dig fast. Det handler om at komme videre og realisere dine drømme – fuck alle, jeg laver sgu et album. Filmen skaber håb for ham der ghettodrengen i Holmbladsgade, og viser det multikulturelle som en kreativ kraft. Når jeg går igennem de der betonkvarterer i Albertslund, så kommer drengene hen til mig. Jeg har mødt drenge på Vestegnen, som har set filmen seks gange, og er blevet inspireret til at lave sange og lægge dem ud på YouTube. Folk fra de kvarterer, der ser den her film, de har måske ikke så mange at se op til. Hvis du bor i Kartoffelrækkerne, så ser det helt anderledes ud, der møder du musikere, forfattere og filmfolk i dit eget kvarter. Men folk som mig med min baggrund og andre med samme baggrund, vi kan nu fungere som inspiration og forbillede i ghetto- og betonmiljøerne. På den måde kan film, der udspringer af det multikulturelle, være med til at skabe ikoner. Jeg er selv kommet så langt, som jeg er, ved hjælp af et godt netværk. Mennesker jeg tilfældigt har mødt på det rigtige tidspunkt.

Du har i interviews for nylig talt om ”den nye bølge af kunstnere, der er vokset op i sociale boligbyggerier, er ved at danne en kunstnerisk fortrop” og at en ny bølge af sådanne film kan ”smadre offerrollerne og skabe nye heltefigurer”(Politiken, 9.4 2016). Du siger også i det store interview i ”Ud og se” (2014,) at alle de nye med arabisk klingende navne har været igennem en lang ”bestøvningperiode” og nu er klar til at reflektere over jeres eget og forældrenes liv. Hvordan vil du selv i dag begrunde denne optimisme og eksistensen af en ny bølge?

 Det gælder især popkulturen, og nok ikke alle instruktører og personer fra denne kultur. Yahya Hassan har solgt tusindvis af bøger, men Sivas har streamet sine sange millioner af gange og er blevet prist af bl.a. Klavs Rifbjerg for sit sprog. Der er sket nogle store ryk, det er ikke længere bare komikere som står på en scene og laver integrationskomik. Underverden og Ækte vare er en del af den danske kultur, ikke indvandrerkunst. Sådanne film vil få deres blivende plads i filmkulturen og gøre os, der repræsenterer noget nyt, til en integreret del af dansk kultur. Vi er ved at smadre offerkulturen. Vi, der er 2.generations indvandrere har, i modsætning til vores forældre, haft overskuddet til at reflektere over vores egen og vores forældres rolle. Vi har en naturlig historie at fortælle, vi har brændstoffet, så at sige. Jeg er meget optimistisk. Som indvandrer kan man føle sig udenfor eller speciel, men når man er kunstner, kan man måske netop bruge sine erfaringer til noget specielt. Der er så meget ny kultur på vej, som vil videreføre denne nye bølge. På baggrund af dette har f.eks. Sony nu sagt at de gerne vil gå ind i min nye film

Kan du sige noget om din kommende film ”Underverden” i forhold til ”Ækte vare” og de øvrige film, du har lavet indtil videre?

 Jeg har skrevet manuskriptet sammen med Adam August. Det er Adams debut som manuskriptforfatter. Filmen er allerede optaget, vi er færdige med at klippe til august, og der premiere til januar (2017). Den har et budget på 12 mio. Produktionstiden har været kort, 1,5 år. Det er en super personlig historie. En overlæge henter sin lillebror i den kriminelle underverden. Han får selv tæv og bliver en maskeret kriger, der går efter de kriminelle. Det er et action-drama og bl.a. inspireret af Pusher, som første gang viste mig, at man godt kunne lave et action-drama om sådan et miljø. Den er en tur i underverdenen, en hævnerfilm, en samuraifilm Der er kendte skuespillere med som f.eks. Stine Fischer Christensen og Dar Salim, men også nogle fra Ækte vare og andre miljøer. Siden jeg lavede Ækte vare er der mange døre, der har åbnet sig for mig. Jeg er jo sådan en, der laver film om miljøer, og så må man jo også kende til og færdes i de miljøer. Jeg elsker at gå ud og møde mennesker til mine film. Man kan ikke sidde i en skov og skrive om gaden, man må kende underverdenen for at lave film om den.

 

 

 

 

Billede 1 og 2. Simon Bang som 6-årig (Foto Ole Haupt), allerede kreativ, og som voksen i lejligheden og atelier på Østerbro

Dette er den første af tre artikler om kunstmaleren, tegneren, grafikeren og filmmanden Simon Bang. I den første artikel analyserer jeg hans tegninger og grafiske arbejder. I den anden artikel (Maleren Simon Bang. Magisk realisme) analyserer jeg temaer og tendenser i hans malerkunst. I den tredje og sidste artikel (Simon Bang: en kreativ, dokumentarisk filmkunstner) analyserer jeg hans film Kaptajnens hjerte og dens placering i dansk dokumentarfilm.

En mangesidig billedkunstner i en moderne medieverden

Simon Bang er en mangesidig billedkunstner. Lige siden han var en lille dreng på 4-5 år har han udfoldet sig med en bemærkelsesværdig evne til at tegne, en evne han kun få år senere tog videre til malerier. Man kan imidlertid ikke bare definere hans virke som noget der kun kommer til udtryk i hans malerkunst, selvom hans produktion på dette område henover årene har udviklet sig til hans måske mest centrale udfoldelse som billedkunstner. Simon Bang bruger sine visuelle talenter som billedskaber indenfor mange genrer.

Han har lavet omslag til bøger i forlagsbranchen, og pladeomslag og plakater til musikbranchen, og han har arbejdet med mange genrer og opgaver i radio- og tv-mediet. Simon Bang krydser ubesværet mediegrænser og grænser mellem det som nogen vil se som populærkultur og elitekultur. Om hvor mange af tidens billedkunstnere kan man sige, at de som Bang har illustreret og bidraget til Dyrenes ABC og Den erotiske kogebog eller designet to jetfly for Saxobank.

Simon Bangs arbejde som billedkunstner har på den ene siden et tyngdepunkt i maleriet, og på den anden side i filmkunsten. Mellem disse to tyngdepunkter ligger et bredt og mangesidigt arbejde med billeder i alle den moderne medieverdens områder. Han er i sandhed en billedkunstner i tiden, og udfolder sit visuelle og grafiske talent alle steder – uden fine fornemmelser for, hvad der er kulturelt højt vurderet og hvad nogen måske opfatter som mindre højt vurderet. Simon Bang er samtidig helt sin egen – som Piet Hein sagde om den lille kat på vejen.

Hvis man vil fange Simon Bangs mangfoldige udfoldelser som billedkunstner på mange område må man derfor dykke ned i de forandringer, der er sket siden 1960, hvor Simon Bang blev født. Simon Bangs arbejde som billedkunstner følger og afspejler i høj grad en udvikling i tiden, samtidig med at han både som maler og filmskaber er dybt original. Som på andre områder i hans virke som billedkunstner har Simon Bang både lavet arbejde for andre i filmbranchen og skabt sine egne film. Han har tegnet storyboards til utallige spillefilm, dokumentarfilm, reklamefilm og tv, både her og i udlandet. Han har dermed udnyttet sine evner som billedkunstner til at skabe det visuelle udtryk på mange film og mange forskellige filmgenrer.

Også på det område ser vi en billedkunstner, som krydser kulturelle og genremæssige grænser med storyboards til Oscar-vindere som Pelle Erobreren og en succes-serie som Taxa. Han optræder også som sig selv i Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm Naturens uorden (2015), en film som undersøger journalisten og komikeren Jacob Yoon Egeskov Nossell der er spastiker, og måske burde være ‘fravalgt’ af både forskere og forældre fra fødslen. Det handler om normalitet, evolution og teknologi, og er igen et eksempel på de mange typer projekter Simon Bang involverer sig i.

På samme måde som han har udnyttet sine evner som billedkunstner til gavn for andre, men også er trådt i karakter med sin egen originale malerkunst, er han også en original filmskaber og filminstruktør, udover den lange indsats han har præsteret for andres filmprojekter. Hans virke som filminstruktør omfatter dokumentarfilmene Karls Krig (2008), Angrebet på Shellhuset (2013) og Kaptajnens hjerte (2022). Uden at forklejne hans første to film må man sige, at hans seneste film tager den dokumentariske filmkunst til et helt nyt kreativt niveau.

Det særlige ved den film er, at den på engang er meget personlig i sit emne om hans farfar, kaptajnen, og dog tegner et omfattende tidsbillede af krig og skibsfart og af familieroller, køn og af et levet liv på de syv have. Samtidig forener filmen æstetisk de to sider af billedkunstneren Simon Bang: den rummer et særdeles kreativt, animeret og tegnet lag, og den rummer et narrativt og dokumentariske lag. Man kan sige at her mødes maleren, tegneren og filmkunstneren Simon Bang.

I dette og to følgende artikler går jeg på tværs af alle de mange sider af billedkunstneren Simon Bang. Jeg leder efter forskelle, ligheder og forbindelser mellem maleren og tegneren og filmkunstneren. Jeg går sammenlignende, tværmedialt til værks for at finde ind til den kerne i Bangs univers som forener hans mangesidige virke som billedkunstner.

Tegneren og grafikeren Simon Bang.

Alle børn tegner, i hvert fald i en periode af deres liv. Ofte starter det med lemfældige streger og farver, inden det på et tidspunkt begynder at tage form og ligne noget i barnets verden eller måske noget lidt mere eventyrligt. For Simon Bang startede det tidligt, og tegningerne viste hurtigt et fantastisk talent for at skabe billeder, meget forskellige billeder – både i motiv og stil. Fotografiet ovenfor viser den 6-årige Simon Bang, og den kreative energi lyser ud af hans ansigt, mens han er ved at skabe en verden i ler. 11 år senere maler han sit selvportræt, og nu springer han ud som nonfigurativ næsten surrealistisk maler.

                                                                                     Billede: 3  Simon 17 år. Selvportræt, 1978

Det er da også ganske sigende, at Simon Bangs børnetegninger er blevet udgivet. Han lavede ikke mindre end 3000 tegninger (1965-1979), tegninger som både viser noget generelt om udviklingen i alle børns tegninger, men også meget tidligt viser hans store kunstneriske talent og evne til at udtrykke sig i mange formater. Selv hans allertidligste tegninger som 5-årig udviser en markant sans for realisme og for detaljen i det han tegner. Som femårig tegner han en traktor, men allerede som 8-årig tegner han sin morfars skib med utrolig præcision. Samtidig er der kommet en filmisk handlingsdimension med, nemlig et krigsskib, der beskyder morfars skib – en tidlig reference til temaer og handlinger i Bangs film Kaptajnens hjerte.

 

Billede 4: Traktor (Simon 8 år)                              Billede 5. Morfars skib (Simon 8 år)

Netop denne handlingsdimension i Simon Bangs børnetegninger ser man også i to andre tegninger da han er 10 år. Tegningerne peger dermed ikke bare frem til den voksne storyboard tegners omfattende indsats på filmområdet, men også på hans senere optagethed af dokumentarfilm. Morfars skib peger direkte mod den fascination af hans morfar, som vi ser i hans dokumentarfilm Kaptajnens hjerte. Men optagetheden af de filmiske handlingssekvenser i hans tegninger ser man også i tegningen Harmonikasammenstødet og Western by efter angreb, begge fra da han var 10 år gammel. På en måde er disse to tidlige børnetegninger en slags forløber for hans arbejde med storyboards.

 

Billede 6. Harmonikasammenstød (1971).                                     Billede 7. Western by efter angreb (1971)

Tegneren Simon Bang

Simon Bangs åbenlyse talenter for tegning allerede som barn førte ham både mod grafikere som Willy Daugaard, Alfred Jensen og Palle Nielsen. Han har samtidig også udtrykt stor beundring for Ib Andersen og hans poetiske og stemningsfulde bybilleder, som han da også skrev om i bogen Tegneren Ib Andersen (2008).

                                                                                         Billede 8: Aftenskumring (1977)

Et tidligt billede som Aftenskumring (1977) peger både mod Ib Andersen inspirationen og Simon Bangs senere malerier. Her finder vi på engang den tydelige poetiske realisme og den ofte meget mørke og lidt mystiske fornemmelse af noget under overfladen. Tegningen rummer dog ikke det meget ekspressive farvevalg, som vi finder i de senere by-malerier. Men billedet er præget af den samme blanding af genkendelighed og en særlig stemning, som blandt andet udspringer af lys og farvevalg.

Udover det uddannelses- og inspirationsforløb Simon Bang kom ind i fra slutningen af 1970’erne, så rejste han også, sådan som talrige kunstnere før ham har gjort det. Det fremgår bl.a. af en række af de værker, han har liggende på Bang-slægtens hjemmeside (www.bangcollections.com ). En serie af tegninger er listet under Rejseskitser (1984-88), Landskaber (1994) og Bylandskaber (2005). I årene fra 1984 og frem, før Bang for alvor satser på maleriet, afprøver han temaer og billedformater – og som vi også skal se nedenfor – også grafiske formater til musik, bøger og plakater. Det er en afprøvningens og erfaringsudviklingens tid.

Allerede som teenager tegner Simon Bang med stor præcision landskaber omkring sig med tusch og pen, men også maleriet (olie på masonit) bliver prøvet af, både landskaber og bylandskaber omkring Fensmark, hvor familien bor. Man kan se både tegningerne og malerierne som øvelser i realisme, men også ind i mellem billeder hvor landskaber antager mere koloristiske former.

 

                                                                 Billede 9: Gård ved udstykning, 1974. Simon Bang, 13 år.

Tegningen viser en 13-årig Simon Bangs sans for både komposition og perspektiv, og en meget præcis streg. Blandt tegningerne af landskabet omkring Fensmark er der også en skitsebog med samme kvaliteter. Man ser allerede i barnets, teenagerens måde at tegne og male på den voksne Simon Bang, selvom der endnu mangler den magi og farveeksplosion som bliver maleren Simon Bangs særlige kendetegn: en realisme med foruroligende undertoner af noget magisk og surreelt. Det samme kan man sige om Bangs tidlige oliemalerier, som kredser om den samme nære virkelighed i Fensmark, men som allerede deler sig i flere tendenser. Boliger, Holmegård (billede 10) repræsenterer rene, klare farver, en tydelig realisme, et udsnit af en meget genkendelig virkelighed. Til gengæld er Udsigten over markerne (billede 11) mere ovre i det koloristiske og mindre optaget af detaljer i landskabet end af landskabet som form. Det samme gælder et farvekridt billede af den 11-årige Simon, Markerne og mosen. Selv som 11-14-årig er Simon Bang forbavsende på forkant med forskellige tendenser i dansk kunst.

Billede 10: To versioner af Boliger på Holmegård (1975) og selve Holmegård Glasværk (1974)

Billede 11: Udsigten over markerne (1974)

Børnetegninger og teenageren Simon Bang har allerede været der og afprøvet forskellige måder at tegne og male på, og i årene efter at han begynder at uddanne sig mere formelt og også rejse rundt i verden, er det den samme temaverden og stil der raffineres. Det ser man i hans rejseskitser fra 1980’erne, hans landskaber fra 1990’erne og ikke mindst i de bylandskaber, som jo om noget peger frem mod det, som bliver hans maleriske hovedbane.

 

Billede 12: Landskaber (1994).                                                 Billede 12: Rejseskitser (1984-88

Man ser inspirationen fra Ib Andersen i Simon landskabsbilleder fra et klassisk dansk motiv som Dyrehaven, som jo har rødder tilbage til romantikken, og hvor også farverne er klassisk dæmpede. Rejseskitsen fra bl.a. Prag er derimod i den klassiske, sort-hvide og næsten fotografiske realisme. Netop den sidste form for tegning kulminerer på en måde med 1. prisen i Politikens tegnekonkurrence (2015) med tegningen Knippelsbro (billede 12).

Det er sigende at det netop er med et by-motiv Simon Bang vinder, et motiv som vender tilbage flere gange i hans malerier og grafik. Selvom om han som tegner, grafiker og maler er meget alsidig i både stil og motiver, så er det byens rum, der står i centrum, sammen med veje, broer, gader osv., alt det som forbinder byens forskellige dele og de forskellige dele af Danmark.

 

Billede 12. Knippelsbro (2015).

En serie af bylandskaber viser en anden side af hans tegnekunst. Bybillederne ligner virkeligheden, men stregen er mere kompleks og efterlader sammen med den grå eller brune farve en fornemmelse af byer, der rummer mysterier, en vis melankoli og igen, som i malerierne, en by uden mennesker. Det er så at sige byens arkitektoniske krop og struktur der er i fokus, byens rå tekstur.

 

                                                                                     Billede 13: Bylandskaber (2005)

Grafikeren Simon Bang

Design er til stede overalt i vores hverdag, og det har altid været med til at forme samfundet, hjemmet og kulturen. I Lars Dybdahls Dansk designhistorie 1-2 (red. 2023) går han og forfatterne helt tilbage til stenalderen for at pege på den formende rolle design, herunder grafisk design, har spillet i vores historie. Simon Bangs familie har i den grad været med til at præge det moderne samfunds design. Hans far, Jacob Bang (1932-2011) var keramiker og billedhugger og det samme var hans farfar Arne Bang (1901-1983). At Simon Bang kom på Skolen for Brugskunst må siges næsten at ligge i generne, men han var primært tegner og maler, og derfor var det også naturligt at den form for brugskunst, han kom til at arbejde med var den grafiske, dvs. pladeomslag, bogomslag, plakater og også andre former for grafisk formning af produkter, herunder f.eks. hans arbejde med grafisk udformning af DR-programmer. Han har naturligvis også i ret stort omfang arbejdet med filmplakater.

I 1984 lavede Simon Bang et med rette berømt omslag til gruppen Sneakers plade Katbeat, og netop det cover er optaget i Lars Dybdahls designhistorie (bd.: s. 173, se billede 14). Selvom man ikke finder mange dyr i Simon Bangs tegninger eller malerier, så rummer coveret den samme ekspressive brug af farver, som vi finder i hans malerier, samtidig med at vi klart genkender en vred og aggressiv tiger. De frække røde kradsestriber, den ildrøde tunge, det gule, det sorte og det blå går sammen om at skabe en stærk dynamik i billedet. Som i Simon Bangs malerier træder virkeligheden ind som en på overfladen klar realisme, men samtidig taler billedets farver og komposition til vores underbevidsthed, vores drømme, måske endda farlige og urovækkende drømme.

I online-magasinet 360-Icon bliver Simon Bang interviewet af Rosa Winter Denison, og her siger Simon Bang intentionen bag coveret:

Jeg ville gerne skabe et billede som afspejlede pladens titel. Jeg ville også gerne fange den vildskab som Sanne Salomonsen udstråler som forsanger, hendes ”cat woman” image. Men jeg ville også gerne udtrykke min stil som kunstner og give coveret en original drejning. På det tidspunkt hvor jeg lavede coveret var jeg hele tiden optaget af at finde nye trends i samtidskunsten, ligesom jeg også eksperimenterede med forskellige udtryksformer og grafiske teknikker. (Denison 2019, https://360-icon.com/blogs/news/the-cover-that-catalyzed-an-artist-s-career)

 

                                                                    Billede 14: Cover til Katbeat (Sneakers). Mercury

Interviewet er også interessant, fordi det tematiserer Simon Bangs 1980’er liv, et liv han selv karakteriserer som vildt og frit, hvor der blev afprøvet og skubbet til grænser og normer. Han kom i kraft af sit grafiske arbejde for flere af de store på den danske musikscene med i jetsettets og musikbranchens fester og sammenkomster. Han ser tilbage på sig selv som mere ung og søgende, hvor det at networke var en del af at finde sin identitet som grafisk kunstner og kunstner i det hele taget. Det gav da også pote, for pludselig ville både Kim Larsen, gruppen Moonjam, Nanna og Sebastian gerne have ham til at lave deres cover, og han lavede også en plakat til en jazz event i 1984.

De forskellige covers og plakaten er lavet i en ret forskellig stil, men især i coveret til Kim Larsen solodebut-plade, Forklædt som voksen (billede 15), finder vi en billedmæssig kreativitet og frækhed, som minder om Sneakers-coveret. Farverne er markante og stærke, og selve ideen med at putte en hundehoved ind i et nobelt jakkesæt og med hat er surrealistisk tænkt. Coveret blander realistiske signaler med noget helt surrealistisk. I coveret til Moonjam (Billede 16) er vi tilbage i en mere klassisk stil, inspireret af art deco traditionen. Det er en smuk, enkel og moderne effekt at kombinere denne tidlige modernistiske skrift og billedstil med moderne rockmusik.

 

Billede 15, Cover til Forklædt som voksen (1986)                          Billede 16: Cover til Moonjam (1984)

Udover sine pladecovers var Simon Bang også i en periode knyttet til Per Holst Filmproduktion, både som grafiker, tegner af filmplakater og også som storyboard tegner. Det resulterede bl.a. i en stilistisk meget prægnant plakat til Jørgen Leths dokumentarfilm Fra hjertet til hånden (1994). Det sammenslyngede billede af den påklædte instruktør og hans afklædte kone, signalerer ganske præcist Leths sanselige tilgang til virkeligheden og hans optagethed af erotik. Andre filmplakater fra hans hånd følger en mere traditionel tendens i den danske filmplakat med hovedkarakterer i et miljø eller i en typisk handlingssekvens, som f.eks. Ballerup Boulevard (1986), Barndommens gade (1986) og Lad isbjørnene danse (1990).

 

Mangfoldigheden i Simon Bangs virke som billedkunstner er stor, og han har – udover det vi allerede har nævnt – også illustreret flere bøger, bl.a. Lene E. Hesels Dyrenes ABC (1998) og en kunstbog rettet mod børn, Den store Tommelfinger og andre kunstværker for børn og deres voksne (Louisiana, 2008). Han har også illustreret en række kogebøger, bl.a. Thomas Harders Mad og mennesker fra Alperne til Sicilien (2004) og måske ikke mindst Erotisk kogebog (2001). Mangfoldigheden dokumenteres også i høj grad af at han i 2008 designede og malede to fly til Saxo Banks ejere, og her i 2024 vandt en konkurrence om en messehagel til Godthåbskirken i København.

 

Simon Bangs indsats som tegner og grafiker er betydelig, mangfoldig og original. Den viser ham som en kunstner i tiden, der bevæger mellem mange medier og udnytter meget forskellige stilarter. Man ser en linje i hele hans virke på dette område tilbage til barndommens og teenageårenes kunstneriske udfoldelser. Det er også i høj grad sine evner som tegner og grafiker han udnytter i sit arbejde med storyboards for et meget stort antal danske og udenlandske film. Men trods den styrke og mangfoldighed man finder i hans tegninger og grafiske arbejder, så er det som maler hans talent kommer til fuld udfoldelse.