Erindringsskitse
Ib Bondebjerg
De fire musketerer i deres velmagtsdage. Fra venstre mod højre: Ib Poulsen, John Christian Jørgensen, Ib Bondebjerg og Finn Klysner
En dreng fra Hvide Sande
Der var både nervøsitet og forventning 8. januar 1949 i det lille fiskerhjem i Hvide Sande og især på Ringkøbing Sygehus, hvor Ib Poulsen kom til verden sidst på eftermiddagen. Iflg. Ibs egen Levnedsbeskrivelse (Poulsen 2014) har hans mor fortalt, at det krævede et par klaps i bagdelen, før Ib satte lyd på og dermed havde gjort sin entre i verden, men siden tog han i den grad verden til sig og satte sit præg på den. Ib var første barn af fiskeskipper Johannes Poulsen og hans kone Grethe Poulsen, og derfor var glæden og spændingen naturligvis ekstra stor. Siden kom to brødre til: Aage og Peter. Så vidt vides var det en iskold vinterdag, og havet viste lidt tænder. Men Ib Poulsen, som han blev døbt, blev taget varmt imod, som den førstefødte søn, han jo var.
Ibs far er født og opvokset i Hvide Sande, og han var fisker, da han mødte Ibs mor Grethe, der var ansat i en butik. Grethe var oprindelig forlovet med en anden fisker, men en dramatisk hændelse under krigen slog hendes forlovede ihjel, mens hun selv overlevede. Ibs far var dybt indremissionsk og meget engageret i kirken og det lokale samfund. Som Ib selv har beskrevet i sin levnedsbeskrivelse så strukturerede religionen i høj grad familiens: man holdt søndagen hellig, man passede alle gudstjenester, og man bad bordbøn før maden. Man kan næsten se familiens liv for sig, sådan som Hans Kirk har beskrevet det i sin roman Fiskerne (1928), og som det visualiseres i tv-serien af samme navn (1977), som 3 millioner danskere så. Til livsformen hørte også søndagsskole (hvor Ibs far var en af lærerne), møder i missionshuset og medlemskab af FDF (Frivilligt Dansk Drengeforbund). Ibs far Johannes forblev tro mod sin religion og var stærkt knyttet til Hvide Sande hele sit liv. Men han forlod livet på havet, som ingen af hans drenge var interesseret i, og blev havnebetjent i Hvide sande.
Det er ikke svært at forestille sig, at far Johannes forventede eller i hvert fald håbede, at hans ældste søn ville fortsætte i hans spor på en eller anden måde, helst ved at de indgik et partnerskab som fiskere, eller i hvert fald at Ib forblev i Hvide Sande og omegn. Ib har både i sin Levnedsbeskrivelse og en erindringsskrivelse fra 1983, Fra den yderste klitrække (Poulsen 1983), beskrevet, hvordan hans far stædigt prøvede at holde fast i, at en realeksamen i det lokale område måtte være nok uddannelse, som så skulle føre til en stilling i Hvide Sande. Mens Ib var på vej til at få sin realeksamen i den lokale skole, indvilgede han faktisk også i, at hans far sikrede ham en stilling i en af de lokale banker.
Men mens Ibs far var stærkt bundet til Hvide Sande, var Ibs mor Grete, som er født i Vedersø, men vokset op i København, mere åben i forhold til verden uden for Hvide Sande, selvom hun også var tæt knyttet til Vestjylland. Hendes opvækst i København havde givet hende andre erfaringer. Som Ib har beskrevet det i sin Levnedsbeskrivelse, så var der flere ting i hans ungdom som gjorde ham nysgerrig på den større verden udenfor: 1) han læste meget litteratur; 2) han mødte mennesker fra mange steder i verden gennem en ældre ven som administrerede en campingplads; 3) og ferierne hos hans morfar i København, som lærte ham om byen og dens kultur. Alt det stimulerede hans længsel efter noget andet, efter mere viden og uddannelse, og også efter at se mere af verden.
Som Ib selv har beskrevet det, så var det et stærkt ønske hos ham selv at komme i gymnasiet og ud at se en anden verden. Hans far var ikke meget for den idé, mens Ibs mor var meget stærkt for det. Mor vandt, og far bøjede sig. Det blev den indremissionske kostskole i Haslev han skulle på, og der blev optaget lån og sikkerhed i banken for det det kostede. Dermed gled Ib – sammen med så mange andre i de store årgange fra 1940’erne – ind i den omfattende mobilitet fra land til by, og det moderne Danmarks største uddannelsesboom, et boom der også ramte de højere uddannelser og næsten blæste de eksisterende institutioner omkuld. Ibs far må have været ganske forundret over hvad der fulgte, men senere hen også stolt over sin ældste søn, og alt det han opnåede.
Store dele af den generation Ib tilhørte brød op fra deres fødested og skabte sig et helt nyt liv. De brød i stort omfang med de normer og den kultur, de kom fra, men naturligvis var bruddet ikke uden vemod og en følelse af tab. Det fremgår tydeligt af beskrivelsen af hans opbrud i hans erindring fra 1983, når han besøgte sine forældre efter at være flyttet. Han måtte straks ud til havet, hvor han kunne overskue både dets dybde og rækkevidde, og hvor han lidt oppefra kunne se på barndomshjemmet på Engvej og den lille by hjemmet er en del af. Han gennemsyres af vemod. Han skulle og ville væk og ud, men bruddet rummer også et tab:
Jeg fik min vilje og lod Hvide Sande bag mig, men hver gang jeg ser havet derovre kan jeg fornemme en sørgmodighed snige sig ind over mig. Ved at tage derfra fik jeg nogle muligheder og et liv, som jeg aldrig kunne have fået, hvis jeg var blevet, og at vende tilbage til det kunne jeg ikke drømme om. Men jeg mistede også noget ved at rejse (Poulsen, 1983)
Vejen ud: kulturelle normbrud
Det var en lille verden Ib Poulsen forlod, selvom den lå ved kanten af det store verdenshav. Det var også en verden med en meget faste normer og livsformer. Fiskeriet, som hans far levede af, var i høj grad styret af årets gang, og som en dreng på 10-12 år var Ib da også engang imellem med ude at fiske. Han var altså tæt på en meget traditionel livsform og døgnrytme, som han også har beskrevet i de allerede omtalte erindringer fra 1983. Også på andre områder var det en verden i faste rammer: religionen styrede bevidstheden, og barmhjertighed og dogmatik kunne måske sommetider støde sammen, som vi også ser det i Fiskerne. Der var dog også en vis dobbelthed i det lille hjem, for Ibs far mente, hvad han mente, og det kunne man ikke diskutere, mens Ibs mor var mere rund og åben, og nemmere at snakke med. En anden ting, som Ib jo også tog med sig var en jysk dialekt, noget som han også bøvlede noget med på sin sociale og dannelsesmæssige vandring ind til den københavnske kultur.
Da Ib for længst var blevet professor (1999) og rektor på RUC (2009) og var socialiseret ind i en helt anden akademisk kultur, skrev Pernille Siegumfeldt en artikel om ham i Akademikerbladet med titlen Fiskersøn på det akademiske parnas (Siegumfeldt 2009). I introdelen skriver hun om en fiskersøn, der fra barnsben har været vant til modvind, og som derfor ikke så let lader sig kue. Hun peger også på en akademiker, som har en baggrund, som gør at han kan smile lidt af det akademiske miljø, når det bliver lidt for selvhøjtideligt. I portrættet er Ibs vestjyske baggrund altså blevet en positiv dimension, der giver ham særlig styrke i storbyens akademiske miljø.
Haslev Gymnasium i 1968, og et kig ind i et, som Ib sikkert ikke har siddet– sprog og litteraturmand, som han var.
Men den styrke, som den jyske arv måske gav Ib, havde også givet store kvaler i tilpasningen til den nye akademiske kultur han var på vej ind i. Den første station i overgangen var tre år på Haslev Gymnasium på Sjælland – fra 1967-1969. I portrætartiklen peger han selv på, at han her lærte at krænge sin vestjyske dialekt af sig og at skrive bedre dansk. Den proces han gik igennem på de tre år var dog for intet at regne mod den kulturelle og sociale omstilling det var at tage en universitetsuddannelse fra 1969-1976:
Hvordan skriver man en litterær analyse? Hvilke kvalitetskriterier gælder her? Hvad forventer de af en studerende? Det var utroligt vanskeligt for mig at få styr på de akademiske normer, der hersker på et universitet. Jeg havde slet ikke den selvsikkerhed, som er en selvfølge for mange akademikerbørn, som kender omgangsformen. At stille sig op i en stor forsamling og tale var forbundet med stor angst. Studiestarten var på alle måder en meget hård læreproces (Siegumfeldt 2009).
Da Ib startede på Haslev gymnasium (nuværende Midtsjællands Gymnasium), hvor han gik fra 1966-69, passerede han det magiske år 1968, hvor ungdoms- og studenteroprøret brød ud i både Danmark og udlandet. Det indremissionsk prægede Haslev Gymnasium var nok ikke ligefrem et arnested for oprørske tendenser. Men i sin levnedsbeskrivelse peger Ib med en vis stolthed på at det var ham der som elevrådsformand i 1969 var med til at afskaffe den typiske, gamle kostskoleånd, hvor de ældre elever drillede og chikanerede de yngre. Haslev Gymnasium og Kostskole er oprettet i 1914, som et privat gymnasium for både piger og drenge, og udover gymnasiet er der også folkeskole fra 6. klasse og op. I skolens årsberetning for 1968 citeres skolens grundlagstekst:
Haslev Gymnasium er oprettet i 1914 af en kreds af mænd (sic!) for hvem det var en livssag at få rejst en højere skole, hvor kristendommen, uanset de skiftende tider og forhold, skulle være grundvolden for skolens gerning” (Haslev Gymnasium, Beretning 1967-68).
Bag ved denne formulering gemmer sig Indre Mission, så i dette gymnasievalg har Ibs far nok trods alt gjort sig gældende. Vel fik Ib sin vilje og kom væk fra Hvide Sande og ind i et forløb, der førte til en højere akademisk uddannelse. Men at det netop var sådan et gymnasium var måske med til at mildne Ibs overgang til den københavnske virkelighed. Her var besættelser, demonstrationer og nye vilde ideer og tanker på spil, som lå langt væk fra kristendommen, ikke mindst i den stærkt konservative, indremissionske version.
På den anden sider peger årsberetningen for 1967/68 på at ikke bare har skolens fået nye moderne bygninger, der er også sket ændringer i det faglige grundlag. Fagenes indhold er i skred, og der eksperimenteres med nye eksamensformer og pædagogiske metoder (s. 4). I samme åndedrag indrømmes det, at også eleverne er begyndt at få mere at skulle have sagt på skolen, samtidig med at beretningen fastholder, at en skole skal stå på en fast fundament og ikke bøje sig for alle mulige ”flygtige strømninger.” Man aner altså en kristen skolen med en stærkt og traditionelt fundament, som ikke uden videre bøjer sig for tidens nye strømninger, selvom der er en vis åbenhed og lydhørhed. Denne balance mellem tradition og modernitet slår også ud i beskrivelsen af forholdet mellem skolens nye og gamle bygninger.
De lave prunkløse længer gør på en behersket måde deres modernitet gældende uden at antaste de gamle bygningers førstefødselsret. Det altid vanskelige æstetiske problem: at forene gammelt og nyt i en harmonisk enhed, er løst af Arne Majborn med taktfuld elegance (Haslev skoles årsberetning 1968, s. 7)
Som alle andre gymnasier havde Haslev også fællestimer og debatarrangementer, og både elevrådet og foreningen Athene var aktive med kultur, fester og debat, og der var også Konservative Gymnasiaster. Vi ved ikke meget om Ibs interesser mens han gik på gymnasiet, selvom vi kan gætte på at han som sproglig student var mest interesseret i kultur og sprog, og også selv i sin levnedsbeskrivelse peger på at det var sprog og litteratur, der optog ham. Der har også været mange tilbud uden for den normale undervisning. Af årsberetningen lærer man at Hans Scherfig har været der sammen med Bille Augusts far, hypnotisøren Frithiof August. Frithiof Augusts besøg var årets succes, der kom 250 mennesker, så man måtte tage gymnastiksalen i brug. Interessen for det mærkværdige og spektakulære trak åbenbart mere end litteraturen. Tidens quiz-plage kom også til skolen med ”Kvikke Hoveder”, hvor 3 my vandt. Ib var naturligvis kostelev, en af i alt 65 andre kostelever, alle drenge. Alt i alt havde skolen 423 elever (231 drenge og 192 piger), og af disse udgjorde gymnasieeleverne 218 (127 drenge og 91 piger). Det var dengang drengene endnu var i flertal i gymnasiet.
Under alle omstændigheder var den kulturelle forandring startet med farens modvillige godkendelse, og der var ikke nogen vej tilbage. I interviewet fra 2009, hvor han er professor og rektor på RUC peger han da også endnu engang på at arven fra faren blev modificeret af arven fra moren og morfaren i København:
Selvom jeg var fiskersøn fra Hvide Sande, har jeg altid haft en kontakt til København, hvor min mor kom fra. Igennem alle årene besøgte jeg min morfar, som tog med på museer og i teatre, og der har egentlig fra starten været lagt op til, at jeg godt kunne finde på at forlade Hvide Sande (Siegumfeldt 2009).
Dannelsesrejsen startede altså så småt allerede i Hvide Sande, den fortsatte i Haslev, som trods sit indremissionske grundlag måtte bøje sig for modernitets og tidernes forandring.Det var den samme rejse jeg selv (herefter kaldet Ib B.) og også de to sidste af de fire musketerer (John Christian Jørgensen og Finn Klysner) var igennem, men med forskellige sociale og familiemæssige udgangspunkterudgangspunkt. I historiens bakspejl er det slående, at både Ib og Ib B. lidt forskudt tog den samme tur fra Jylland, og via studentereksamen på en kostskole havnede på det samme danskfag på Københavns Universitet. For mig var det Birkerød statsskole, der var adgangsbilletten, også en skole præget af stærke, konservative traditioner, som min årgang var med til at gøre oprør i mod (se Bondebjerg 2021). Det er den kostskole Leif Panduro har beskrevet så kritisk og humoristisk i Rend mig i traditionerne (1958), og dermed også et link til den tredje musketer, John Christian Jørgensen, som senere skrev den ultimative Panduro-biografi (Jørgensen, 1987).
Ligesom Ib P var jeg altså med til at afskaffe den sorte skole på Birkerød Statsskole, og dermed en lille del af det bredere ungdomsoprør, der bredte sig fra 1968. Jeg kom ikke fra et indremissionsk hjem langt ovre i Jylland, men fra den lille by Brønderslev i Nordjylland, men min mor og far som begge var lærere, flyttede en del rundt, først til Ålborg – hvor jeg gik et par år i skole – og siden i Bagsværd, og så endelig Jægerspris i Nordsjælland. I 1963, da jeg skulle til at gå i gymnasiet – og det var ikke til diskussion – det var det eneste naturlige i min familie, var mine forældre blevet skilt, og det eneste mulige var, at jeg kom på kostskole i Birkerød. Som Ib P. havnede jeg altså på en meget traditionel kostskole, og som ham blev jeg også elevrådsformand, og i 2.g gjorde vi oprør og krævede skolens kultur ændret. I mine erindringer Mimoser i januar. Erindring og historie (2021) beskriver jeg situationen i 1965 sådan her:
Der var altså et mini-ungdomsoprør på vej på den gamle kostskole, som jo i forvejen var en mærkelig gammeldags enklave på en dagskole, hvor hverdagslivet var helt anderledes. I foråret 1965 afleverede den samlede årgang af kostelever en resolution til Rektor og skolens ledelse, hvor de krævede natteløbets afskaffelse og gennemgribende ændringer i den meget regulerede hverdag. Det handler dybest set om, at kostskolen bør være et sted, hvor eleverne bor og spiser som i en almindelig familie, og ikke er underlagt et meget stærkt formynderi. Resolutionen førte ikke til en total forandring af skolen, men de mest tåbelige optagelsesregler afskaffet, og de rigide regler for kostelevernes hverdag blev lempet. Det var et lille ungdomsoprør, som jeg ikke selv nåede at opleve, fordi jeg i efteråret 1965 blev dag elev, med den meget større frihed det gav (Bondebjerg 2021: 115).
Men det som både Ib P og jeg selv oplevede i forhold til vores familie, men ikke mindst som kostelever på meget gammeldags gymnasier var jo kun et forvarsel om de mange forandringer både i uddannelsessystemet og de almindelige samfundsmæssige normer, som de fire musketerer blev en mere eller mindre aktiv del af, da de begyndte på Danskstudiet på Københavns universitet. Man skal ikke overvurdere ungdomsoprørets betydning i sig selv, for det var i virkeligheden meget større samfundsmæssige forandringer der medvirkede til den forandring af samfundet og uddannelsessystemet som slog igennem i 1960’erne og frem.
Social mobilitet, danskfagets forandring og de fire musketerer
Det var ikke kun Ib Poulsen, der i 1960’erne brød op og startede en tur gennem den akademiske mølle ved Københavns Universitet, og for mange var det humaniora og samfundsvidenskab der trak. Hvor der i 1960 var 411 studerende, der begyndte på humaniora i København, var det i 1970 1.838, og hvor humaniora i 1960 kun udgjorde 28% af den samlede bestand, var denne procentdel steget til 44.8% (Bondebjerg 2021: 138 f). Det var efterkrigstidens store årgange, der meldte sig på banen, og det sammen med bevægelsen fra land mod by skabte et helt enormt tryk på uddannelsesinstitutionerne, et tryk man slet ikke var forberedt, hverken når det drejede sig om plads, eller når det drejede sig om viden om de mange nye studerende behov og krav.
Ib Poulsen ankom til danskstudiet i efteråret 1969, men tre personer, som skulle blive en vigtig del af både hans studie- og forskningsliv og hans liv i øvrigt var mig, John Christian Jørgensen og Finn Klysner – de fire musketerer, som jeg kalder dem her. John Chr. er den ældste af os, født i 1944, og allerede færdig som student i 1963, og uddannet som cand.mag i dansk og engelsk i 1971. Han blev allerede ansat som undervisningsassistent på dansk i 1969, og var altså lærer, da Ib P. begyndte at studere dansk. Jeg er den næstældste, født i 1947 og færdig som student i 1966, hvor jeg begyndte på Københavns universitet. Det første halve år med litteraturvidenskab og fransk som fag, men fra foråret 1967 med dansk som hovedfag og litteraturvidenskab som bifag. Jeg blev færdig som cand.mag. i 1973, og allerede fra 1970 var jeg blevet ansat som undervisningsassistent. Behovet for undervisere var enormt, og nogle af os blev altså ansat før vi var færdiguddannede. Den sidste af de fire musketerer, Finn Klysner, er som Ib P. født i 1949, og han blev student fra det historisk berømte Schneekloth Gymnasium, som var en ren drengeskole. Han blev matematisk student i det historiske år 1968, og begyndte samme år på dansk på universitetet. Han kunne altså have haft både mig og John Christian som lærere.
Vi var forskellige personer, med delvist forskellige faglige interesser og en forskellig akademisk karriere. Ib P. var interesseret i den moderne, pragmatiske sprogvidenskab, vi tre andre var primært optaget af litteratur, selvom jeg selv senere udviklede en stærk interesse for film og medier. Men i perioder arbejdede vi sammen fagligt og undervisningsmæssigt. Vi var meget aktive i den forandring af danskfaget som var i gang og som var helt nødvendig, hvis faget skulle kunne møde en moderne virkelighed og forbinde traditionen og en helt ny medievirkelighed. Hvad der også på mange måder er karakteristisk for os er, at vi blev ansat som undervisningsassistenter før vi næsten var færdiguddannede, og at vores specialer blev udgivet og skabte mere opmærksomhed end man tidligere har set. Der var stærkt brug for akademisk undervisningskraft og selv studenterforskning var interessant i den forandring universitetet og danskfaget gennemgik.
Når man læser hvad professor dr.phil. og rektor Ib Poulsen sagde i 2009 om det at ankomme til Københavns Universitet og danskstudiet i efteråret 1969, så må man gætte på at han gik ind i de akademiske haller med en vis bæven. Han var ikke den eneste, for som allerede omtalt, så eksploderede tilgangen årgangene fra efter krigen på landets uddannelsesinstitutioner voldsomt. Det ældgamle Københavns universitet blev i bogstavelig forstand rendt over ende, både i rent fysisk forstand og også kulturelt og fagligt. Jeg startede selv på dansk og litteraturvidenskab i foråret 1967, og den undervisning jeg gik til på Frue Plads og omegn, fik så mange studerende at alle mulige nødløsninger måtte sættes i værk. I en årrække boede Institut for Nordisk Filologi, som det hed, ved Nørreport i en tidligere tandlægeklinik, og undervisning og vejledning foregik i mange forskellige lokaler. Men danskfaget blev ikke bare forandret ved at de studerende udgjorde en hidtil uset masse, det blev også gradvist forandret, fordi faget sine gamle fagtraditioner slet ikke kunne matche den virkelighed den skulle leve i fra slutningen af 1960’erne, eller den bevidsthed om faget, som de studerende bragte med sig og gerne så realiseret i et fag, hvor tradition og den moderne virkelighed var forbundet.
Den første musketer: fra arbejderklasse til doktorgrad
John Christian Jørgensen er den ældste af de fire musketerer og født i den københavnske arbejderklasse i 1944, altså også et stykke fra den akademiske verden, men altså ikke fra provinsen. Historien om 1960’erne er ikke bare en historie om det store provinsielle rykind, det er også en historie om forandringer i klassesamfundets grundlæggende mønstre. At en dreng fra arbejderklassen blev akademiker var altså ikke så usædvanligt som tidligere, men man kan alligevel godt også på det område kalde John Christian en pioner. Han blev som sagt student fra Christianshavns Gymnasium i 1963, og som meget andet i hans karriere bevægede han sig dynamisk mod de mål han satte sig. Det var litteratur og kulturjournalistik, der blev hans centrale faglige felter, og i alle de mange år har var ansat på dansk (1969-2006) og som en central litteratur- og kulturskribent på bl.a. Politiken, var han med til at omdefinere og udvide danskfaget. Han var en af dem der var med til at forandre det indefra og også i den bredere offentlighed placere det i en moderne medieverden og kultur. Ligesom han blev ansat tidligt som undervisningsassistent, blev hans speciale også udgivet, Litterær vurderingsteori og vurderingsanalyse (1971).
John Chr. har på sin hjemmeside skrevet en selvbiografisk skitse, hvor han bl.a. peger på det, som her er blevet fremhævet flere gange, nemlig at danskfaget havde stor brug for nyt blod og nye ansatte omkring 1968-70:
Specialet blev afleveret i 1968 til professor Sven Møller Kristensen, som året efter bragte mig i forslag som undervisningsassistent i disciplinen ’Forfatterskab’ (in casu: Johannes V. Jensen), hvilket førte til min første artikel i et videnskabeligt tidsskrift (om Kongens Fald, se artikelbibliografien under 1970) (…) Tiderne var så gunstige for unge kandidater med videnskabelige lyster, at man i dag næsten er flov ved at berette om det. Stadig i 1971 blev jeg ansat som amanuensis i dansk litteratur ved Institut for Nordisk Filologi og fik straks efter orlov fra denne stilling for som kandidatstipendiat at kunne gennemføre et selvvalgt forskningsprojekt i litterær realisme (Jørgensen: 2017-2024) https://www.kjoeller.dk/JohnChrJoergensen/#_Toc48906431
Ligesom Ib Poulsen og mig har John Chr. skrevet en erindringsskitse fra 1983, som udspringer af det kursus han, Ib Poulsen og jeg selv var medundervisere på. John Christians erindringer har titlen Mig og den russiske zar, en titel som referer til en familieskrøne om at hans oldemors familie stammer fra Zar Peter den store. Men på mange måder berører erindringsskitsen de samme temaer som Ib Poulsens, for også for en dreng fra den Københavnske arbejderklasse var det langt op til en akademisk uddannelse og ansættelse. Faren så helst at John Christians bror blev i arbejderklassen og accepterede så lidt nødtvungent, at John Christian kunne få lov at læse bøger og studere. ”Gaden sidder i blodet” som han skriver, man bevæger sig op og væk, men er også forbundet: ”Jeg har min provins, en art fysisk stabilitet gennem alle omskiftelser i arbejde og kærlighed. Østerbro til hverdag og Bornholm til sommerbrug” ( Jørgensen 1983).
Man kan uden videre argumentere for at John Chr. er uofficiel Danmarksmester i publicering. Ikke bare før han gik på pension, men også efter. Og så skal lige huske de tusindvis af anmeldelser han har skrevet. Her er to af hans hovedværker, den blå hans disputats.
Som Ib Poulsen følte suget fra havet og vemoden ved tabet af barndommens land, suger arbejderklassens barndomsverden også i John Chr. – selvom de samtidig begge ville væk og ud. Til gengæld blev John Chr. også en af de akademikere i 1960’erne og 1970’erne, som fokuserede på marginaliserede grupper og temaer i litteraturen: Litteraturen og hverdagen (1979), Arbejderlitteratur i 1970’erne (1979), og også en af dem som bragte nye medier ind i litteraturstudiet, TV-teatret. Kunst, Teknik, Historie (1976). Hans store biografi, Leif Panduro. En biografi (1987), løftede tv-fiktionen ind i den akademiske varme. Han honorerede også sin baggrund ved at formilde på mange planer til et bredere publikum og ved som ansat først på Politiken og siden Ekstrabladet at bringe danskfaget ud i en moderne offentlighed.
Og så kunne han forene de højeste akademiske standarder og stærk og klar formidling med sin disputats, Det danske anmelderis historie (1994), hvor hans eget virke i moderne tid på fornemste vis sættes ind i en historisk kontekst. Arbejderknægten fra Østerbro var kommet helt op i det akademiske hierarki, og det burde også have gjort ham til professor. Men danskfaget på Københavns universitet er berygtet for sin tilbageholdenhed med at opslå professorater. Til gengæld er John Christians samlede produktion af bøger – også efter at han blev emeritus – den mest imponerende præstation. Hans evne til at kombinere faglig grundforskning med klar formidling enestående, og til den indsats kan man lægge hans mangeårige virke som anmelder og litteraturredaktør på Politiken og Ekstrabladet.
Den anden musketer: fra litteratur til film og medier
Selv ankom jeg til danskfaget lidt senere, i foråret 1967, og som jeg har beskrevet i mine erindringer (Bondebjerg 2021) og også i min erindringsskitse, En Lykkelig familie? På kryds og tværs i velfærdsssamfundet (1983), som jeg ligesom Ib P og John Chr. skrev, så ved jeg godt, at jeg kommer fra en mellemlagsfamilie, men ikke rigtig hvor jeg kommer fra. Jeg er ganske vist klart født jyde, som den anden Ib, nemlig i Brønderslev i 1947. Men det er nok ikke tilfældigt, at min erindringsskitse beskriver en barndom og tidlige ungdom præget af konstante opbrud og flytninger. Min far og mor var lærere, begge uddannet på Ranum Seminarium. Min mor stammer fra en foretagsom fynsk smede- og ingeniørfamilie, mens min far er søn af arbejder fra Ålborg -og lidt længere tilbage i min mors familie finder vi fynske bønder.
Ib P. voksede jo op i en streng indremissionsk familie, og på en måde har jeg også levet i en meget religiøs og mærkelig familie, som jeg måtte kæmpe for at frigøre mig fra, og som den dag i dag gør mig meget skeptisk overfor mystik og religion. Min mor og far var som læreruddannede fra Ranum Seminarium meget oplyste. Min mor var tilmed meget feministisk og de hørte begge til på venstrefløjen politisk set. Men de var samtidig meget optaget af teosofi og samtidig medlemmer af Den Liberal Katolske kirke – en udbryderkirke fra den Katolske kirke. Teosofien søger at udforske de underliggende åndelige sandheder, der menes at være fælles for alle religioner og filosofier. Den kombinerer elementer fra østlige og vestlige spirituelle traditioner.
Teosoffer mener, at der er en universel, altomfattende visdom, der ligger til grund for den synlige verden, og at mennesker kan få adgang til en bagvedliggende verden og visdom gennem spirituelle praksisser, studier og personlig udvikling. Stik mod den socialdemokratisk-socialistiske tænkning, de ellers svor til, så tror teosofien på at der findes åndelige mestre. I mit barndomshjem spillede religion og mystik altså en betydelig rolle, og jeg blev som meget ung ordineret underdiakon i den kirke min far og mor tilhørte (se Bondebjerg 2021: 79ff), ligesom jeg og mine søskende blev slæbt med til teosofiske møder. Jeg brød med hele den kultur, da jeg var 16-17 år – og har ikke set mig tilbage siden.
Der er altså mange steder og forskellige klasser og gener i min baggrund. Der er også modstridende kulturelle og sociale tendenser. Men det korte og det lange er, at min far og mor begge tilhører de uddannede mellemlag og at de kommer fra provinsen. Men især min far var på jagt efter bedre løn og højere stillinger, helst som skoleinspektør. Vi skulle opad og fremad i velfærdssamfundet, og inden jeg endelig startede på Birkerød Gymnasium (som kostelev) i 1963, havde jeg boet i Brønderslev, Ålborg (3 steder), Bagsværd, Jægerspris for til sidst i 2. g, at vende hjem til min far og mor, som nu boede i Ballerup.
I sommeren 1966 blev jeg nysproglig student fra Birkerød statsskole. Jeg var interesseret i musik, og jeg spillede i skolens orkester, faktisk har jeg spillet violin siden jag var 7 år, men det blev ikke musikken, der blev min skæbne, men litteraturen og medierne. I 1973 blev jeg cand.mag., i dansk og litteraturvidenskab, og allerede i 1970 blev jeg ansat som undervisningsassistent, fra 1974-1988 var jeg ansat på dansk som henholdsvis kandidatstipendiat, adjunkt, lektor og docent. I den periode var jeg med til at udvikle mediedelen som en ny del på danskfaget, men i 1988 blev jeg i stedet ansat på det nyoprettede Institut for Film- og Medievidenskab, fra 1997-2015 professor.
Min interesse vendte sig hurtigt mod litteratursociologien, ideologikrikken og medierne. Min første publicerede artikel hed ”Eros og reifikation. En studie i Klaus Rifbjergs lyrik” – trykt i det nye kritiske Vindrosen (Bondebjerg 1970) – og den var baseret på en opgave fra et kursus med Jørgen Bonde Jensen som lærer. Ligesom det var tilfældet med de andre musketerer blev mit speciale udgivet, Peter Seeberg. En ideologikritisk analyse (Bondebjerg 1972) – bogen kom endda i to oplag. De første arbejder her er nok ikke de mest pædagogisk skrevne i min produktion, men de vidner om at selv de tidlige publikationer fra den nye unge dansk-generation fik opmærksomhed. I længden blev det ikke litteraturen som blev mit hovedområde, og allerede fra 1985 underviste jeg mest i medieemner på dansk.
I en lang periode i 1970’erne hvor Ib Poulsen og jeg begge var på dansk gjorde vores fælles navn, at jeg (som var mørkhåret) kom til at hedde Sorte Ib, men Ib (som var rødhåret) hed Røde Ib. Som man kan gætte gav det anledning til morsomme ideologiske associationer. Røde Ib ankom som sagt til dansk i efteråret 1969, på et tidspunkt hvor debatten om det nye danskfag allerede havde kørt i nogen tid, forstærket af det bredere ungdomsoprør i 1968. Dermed var tre af de fire musketerer samlet på et tidspunkt hvor debatten virkelig tog fart. I september 1973 havde Dansk Fagråd inviteret til debatuge under og ud af det kom en bog, Danskstudiet i samfundet. En debatbog om humanioras krise og her er der både oplæg om litteratursociologi (Bondebjerg 1973) om den sproglige dimension, hvor især Mogens Løj argumenterer for en styrkelse af pragmatisk analyse (Løj 1973). Man kunne formode at Ib Poulsen har siddet og lyttet med og måske givet sin mening til kende, for på det tidspunkt er han i gang med overbygningen.
Ligesom Ib Poulsen bevægede sig mod den mere moderne sprogvidenskab i sin forskning begyndte han også tidligt at inddrage medier, især radiomediet. Her er der en parallel mellem Ib P, Ib B. og John Chr.: blandt vores forskningsmæssige udgivelser gennem årene er det tydeligt at der ved siden af den sprog- og litteraturvidenskabelige forskning inddrages nye medier og forskningsområder. I dansk dengang talte man om det udvidede tekstbegreb. Litteratursociologien og det udvidede tekstbegreb blev også i høj grad bærende for Projekt dansk litteraturhistorie (1-9, 1984), som under den århusianske professor Johan Fjord Jensen, startede omkring 1978 og udkom på Gyldendal. Det var en samlet manifestation af den nye litteratursociologiske generations gennemslag, men af en eller anden grund var jeg den eneste fra dansk i København der var med. Et nyt og bredere syn på litteraturens plads i det samlede mediebillede og med social- og kulturhistoriske dimensioner, var slået igennem.
I min egen forskning starter den udvikling allerede med min ph.d.- afhandling, Proletarisk offentlighed 1-2 (1976-79), som forbinder studiet i arbejderkultur med studier i medier og offentlighedsteori. Som en lille kuriositet kan jeg nævne, at da bind 1 af min afhandling udkom, skrev John Chr. en anmeldelse under overskriften: ”Den svære socialistiske kulturkamp” (Jørgensen, 1976). Anmeldelsen var ledsaget af en tegning af Per Nyman, hvor man nederst til venstre ser en lille forskrækket arbejder, der kigger op på en tyk rød sky! Som John Chr. skrev til sidst, så var det måske ikke ham, som delte kontor med mig på KU, der skulle anmelde bogen, men en erfaren arbejder. Og han slutter med følgende ord: ”kunne man ikke betragte det som en rimelig prøvesten for bind 2, om f.eks. Anker Jørgensen kan læse det og gå ind i en debat med det”.
Touché må man sige, men nu var det jo en meget akademisk phd-afhandling! Til gengæld var John Christian meget generøs i omtalen af antologien Arbejderkultur 1924-1948 (1979, redigeret af mig og Olav Harsløf). ”Arbejderkulturens skat hævet” hed anmeldelsen (Jørgensen 1979), og i anmeldelsen peger han på ”at der går flere litterære disputatser på sådan et antologiarbejde, som hæver en grundigt fortrængt kultur”. Arbejderkultursporet i både min og John Christians forskning var kun en del af det udvidede tekstbegreb. I min fortsatte forskning og undervisning var arbejdet med film og medier langt vigtigere. Det udviklede sig, samtidig med at jeg og andre udvikler et mediespor i danskstudiet, med en række artikler op igennem 1980’erne og med grundbogen Medier og samfund (1990, sm. med Ulla Bondebjerg), og første tv-historiske bog på dansk Elektroniske fiktioner. TV som fortællende medie (1993). På det tidspunkt var jeg flyttet over på det nye institut, Institut for film- og medievidenskab, men grundlaget blev lagt på dansk. Jeg kom også – som Ib P. til at beskæftige mig meget med dokumentarisme, men tv-mediets og filmens dokumentarisme.
To moppedrene om tv- og film-dokumentarismen, som det tog mig årevis at skrive. Den første kom i 2008, den anden i 2012.
Den tredje musketer: sprog- og radiomanden
I efteråret 1969 ankom Ib Poulsen til danskstudiet i København. Selvom ungdomsoprøret var i gang, var det stadig et meget traditionelt fag han kom til. I sin levnedsbeskrivelse har han selv peget på, at det ikke så meget var den faglige udfordring der var stor, og han ankom jo også med den højeste studentereksamen fra Haslev gymnasium. Det var mere det at han socialt og kulturelt skulle knække koden på et københavnsk uddannelsessted. Selvom Ib P. naturligvis skulle igennem alle de basale fag på grunduddannelsen, som stadigvæk var præget af at være en noget bagud skuende sproglig-historisk embedseksamen, som der står øverst på mit eget eksamensbevis fra 1970, så var det givetvis det sproglige område, der trak. Hans interesse for litteratur har han bevaret, men det er ikke der hans forskning og publikationer har ligget. Han er den pragmatiske sprog blandt musketererne, og det sproglige har han taget med over i sin forskning i medier, primært radio.
Kronjuvelen i Ib Poulsen omfattende forfatterskab er naturligvis disputatsen (2006). Den første seriøse og grundig behandling af radiomontagen – et pionerarbejde med andre ord
På den gamle grunduddannelse var der oldislandsk, svensk, norsk, fonetik og grammatisk analyse, og der var mange der dumpede i første forsøg. Men pragmatisk analyse, en mere brugsorienteret sprogopfattelse var ved at slå igennem. At det forholder sig sådan, og at Ib befinder sig i det man også kunne kalde sprogsociologien, det viser sig jo i hans speciale, Deixis (1975), som netop handler om sprogets måde at henvise til tid, sted og personer, altså forbindelsen mellem sproget og den sociale kontekst. Specialet blev belønnet med KU’s guldmedalje. Han har også skrevet bogen Skriv bedre. Om sprogrigtighed (1975, sm.m. Bent Søndergaard) et værk som viser den tætte sammenhæng mellem sproglig teori og praksis, noget som generelt kendetegner hans arbejde.
Denne tilgang ser man også i en forskningsrapport som Radioavisens forståelighed (1988), som kombinerer sprogforskning og medieforskning, og som jo også fokuserer på det kommunikative møde med brugerne. Det samme ser man i hans mesterværk, disputatsen, Radiomontagen og dens rødder (2006), hvor historiske, genremæssige og sproglige dimensioner mødes. Den bygger på et omfattende arkivmateriale og er også skrevet med sans for de der laver montagen og lytteren. Hans interesse for pædagogik og medieformidling ser man også i undervisningsbogen Mediebilleder (1998, sammen med Henrik Søndergaard). Man kan sige, at Ib Poulsens forskning og undervisning omfatter emner, perspektiver og synsvinkler som har fjernet sig langt fra det traditionelle danskfag. Han har simpelthen, ligesom de allerede karakteriserede andre musketerer, været med til at omforme og nydefinere danskfaget, så både den sproglige, den litterære og den mediemæssige del har fundet en ny plads, samtidig med at dele af det gamle fag blev taget med ind.
Den fjerde musketer: mellem litteraturen, maden og vinen
Den fjerde og sidste musketer, Finn Klysner, er født på en fødeklinik på Nørrebro 17/3 1949. Ligesom John Christian Jørgensen – som han siden kom til at arbejde meget sammen med – er Finn født i en Københavnsk arbejderfamilie. Han var familiens eneste barn. Hans far var det meste af livet ansat på Københavns Salatfabrik som repræsentant og salgschauffør og kørte varer ud til kunderne. Han gik direkte ud på arbejdsmarkedet efter folkeskolen. Finns mor arbejdede på kontor, det meste af tiden halvtids. Som det sikkert var tilfældet med mange familier på den tid, så er Finns farfar fra Jylland, men han endte i København, hvor han arbejdede på B&W. Der er også et link i familien til Limfjorden, for Johannes Klysner, som tegnede skibe, er portrætteret i en bog fra Limfjordsmuseet. Lidt sømand ligesom Ib P. er der altså også i Klysner-generne.
Finn og familien forblev i Københavnsområdet, men de flyttede på et tidspunkt til Bagsværd og derefter til Frederiksberg, Finsensvej, hvor Finn så kom på Lindevangsskolen (på P.G. Ramms Allé). Han omtaler skolen som ”lidt oppe på beatet,” fordi der gik en masse senere kendisser der, som blev ansat på Danmarks Radio. Efter 7. klasse kom han på det ikke mindre berømte Schneekloths skole og Gymnasium (nedlagt i 1992), en ren drengeskole. Han blev matematisk student herfra i det meget markante år 1968. Finn var ikke specielt aktiv i det kritiske ungdomsrør, heller ikke, da han begyndte på danskstudiet i 1968.
Finns vej ind i danskfaget minder på en række punkter om de tre andres, men modsat de tre andre musketerer fik han aldrig en fast stilling. Finn var optaget af litteraturhistorie men også af studier i litteraturanmeldelser som journalistisk genre. På det område har han haft fælles interesse med John Christian Jørgensen, og de har både publiceret og undervist sammen. Også Finn fik udgivet sit speciale, Den danske kollektivroman. 1928-1944 (1976), et værk som stadig holder og findes på alle forskningsbiblioteker, Det er altså endnu et eksempel på studenterforskning, som fører til et centralt værk. Hans senere værk, Tæt på litteraturhistorien (1988), er intet mindre end en komprimeret, pædagogisk indføring i hele den danske litteraturs historie – beregnet til folkeskolen. Og den er tydeligt præget af de perspektiver og indsigter, som de fire musketerer samlet har været med til at udvikle. Her føres den nye fagforståelse altså ned i folkeskoleregi. At bogen blev meget brugt ser man tydeligt af det eksemplar fra biblioteket, jeg lånte hjem: der er understregninger og kommentarer overalt.
Det fremgår da også ganske tydeligt af bogens forord, som handler om at arbejdet med litteraturhistorien skal ses i et bredt perspektiv. Arbejdet med litteraturhistorie handler også om:
At give læseren et indblik i den tid, de forskellige forfattere levede eller lever i. Man kan sige, at litteraturhistorien på den måde griber ind i samfundshistorien og idéhistorien. Man får hermed et større kendskab til sin egen historiske og kulturelle baggrund (…) man kan lære at se teksterne i en større sammenhæng og at se, hvilken virkning de har og har haft. Og man kan blive en bedre læser. For at forstå så meget som muligt af sin egen tid, må man jo også forstå så meget som muligt af sin fortid. Vi bygger alle videre på fortiden – i forlængelse eller modsætning (Klysner 1988).
Der ligger meget højpandet teori til grund disse formuleringer, men her er litteraturhistorien og formålet med at forske og undervise i litteratur formuleret med en elegant og pædagogisk kattepote. Bogen synes meget brugt, i hvert fald var det bibliotekseksemplar jeg læste i fyldt med understregninger og kommentarer. Også de to bøger om anmeldelsesgenren, som Finn Klysner har udgivet sm. m. andre, Anmelderi. Teater og litteratur i pressen siden 1980 (1983, sammen med Thomas Bredsdorff og John Christian Jørgensen), og som eneredaktør Op og ned med kritikken (1984), er vægtige bidrag til en central mediegenre og dermed også litteraturens sociologiske dimension, og de er skrevet og redigeret med pædagogisk anvendelse for øje.
I en erindringsskitse om den Spiseklub, som også efterhånden udviklede sig ud af de fire musketerers faglige samarbejde, og dermed blev til et mere end 30-årigt familieslægtsskab med fruer, taler John Christian Jørgensen om undervisnings- og forskningsfællesskaber som også blev til personlige venskaber og fællesskaber. Her berører han Finn Klysners stærke faglige og pædagogiske evner:
I øvrigt var han en fremragende lærer. Det sagde min niece, som fulgte flere kurser hos ham. Hver gang Finn Klysners navn kom på tale i min familie, sagde hun, at han var en genial og gudsbenådet litteraturlærer. Det gav et stik af misundelse i mig. Men jeg har selv set ham svinge kridtet, så fuglene sang (Jørgensen 2020)
Men det store danskfaglige forsknings- og undervisningsarbejde, som Finn udøvede som undervisningsassistent (fra ca. 1975 – 2000) – altså i 25 år – førte ikke til en fast stilling. Derfor blev de kulinariske færdigheder, som Finn og hans kone Lilli besad helt privat et grundlaget for et nyt liv. De lærte hinanden at kende i 1974 og blev gift i 1976, og med tiden blev det at lave mad ikke bare en bibeskæftigelse men deres metier og samtidig knyttet til en ganske succesfuld vinhandel, DWC (1994). En ting var at indgå i fælles udgivelsesprojekter og også til tider undervise kollektivt, noget helt andet var at skabe en ny virksomhed, som både fungerede professionelt udadtil og kom alle os musketerer og koner til gavn, sådan som John Chr. peger på i sit blogindlæg om vores spiseklub:
Finn & Lillis bidrag til Spiseklubben som kokke ved receptioner og fester ved instituttet, viste os nogle evner der ”skabte en frodig grobund for nordisk sanselighed, før der var noget, der hed Noma (Jørgensen 2020).
Finn var en kompetent og original forsker uden forskningstid, og han var som allerede nævnt en fremragende underviser. Men på et eller andet tidspunkt i slutningen af 1990’erne fik han nok af at være cykelvikar på flere uddannelsesinstitutioner, både Københavns Universitet, Biblioteksskolen, Folkeuniversitetet, både som undervisningsassistent, ekstern lektor og endog også adjunktvikar. Men trods sin store undervisningserfaring, sine publikationer og endog en pris på 10.000 kr. som en fremragende underviser, så fik han aldrig fast ansættelse med pension. At Finn trods sine uomtvistelige faglige og pædagogiske evner ikke fik en fast stilling må nok tilskrives, at konjunkturerne for fast universitetsansættelse havde ændret sig, og at universiteterne fik meget for få penge via de løse ansættelser. Det blev derfor det kulinariske der tog over og blev hans metier, og han har i Spiseklubben vist, som John Chr. skriver:
at lidt god mad og drikkelig vin har sin egen faglighed, en faglighed som ved Finn og Lilli Klysners mellemkomst er blevet drevet op til kunst i deres eventyrlige baghus i Rosenvængets allé (Jørgensen 2020).
Finn skrev også på baggrund af sit indgående kendskab til både italiensk og tysk vin to fremragende bøger, som forener vinhistorie med kulturhistorie: Italienske vine fra nord til syd (1999) og Tyske vine. Tradition og fornyelse (2002). Han kalder dem selv lidt ironisk for sine ph.d afhandlinger, og de har så sandelig også faglig tyngde, og på mange måder jo en mere udbredt betydning for mange mennesker. Det er praktisk vin- og kulturformidling på et højt niveau – og man kan bruge dem både som rejsefører og vinvejledning.
Danskfagets forandring og integrationsundervisning
Den mere personlige og faglige udviklingshistorie, som afspejler sig i det foregående afsnit, førte som sagt til nye og reviderede faglige discipliner og også til forandringer i undervisningsformerne. Den meget snævre og faste disciplin-orienterede grunduddannelse som vi alle sammen kom igennem var langt fra den virkelighed vi skulle fungere i. Mange af de lærere som underviste manglede personlig og faglig gennemslagskraft, selvom flere af dem var store navne og anerkendte forskere, men der var også undtagelser, bl.a. i nogle af de sprogdiscipliner som ikke lå i centrum af interessen hos alle de fire musketerer.
Personligt og fagligt var jeg glad for Mogens Bauman Larsen, som var nærværende og kunne gøre sproget til et vedkommende emne. Det var det spor Ib Poulsen fortsatte ud af, mens vi tre andre blev vakt af den bredere litteratursociologi, som den jazzede Sven Møller Kristensen stod for, og som folk som f.eks. Hans Hertel og Jørgen Bonde Jensen på hver deres måde byggede videre på. Der var altså en litteratursociologisk gruppe på faget, som markerede sig i de fagpolitiske debatter. På mit eksamensbevis fra fagets nye og mere fleksible overbygning kan jeg se, at jeg har bestået følgende fag: Litteratursociologi, Dansk litteratur 1945-65, Pragmatik, Romanen 1825-70 og Romantyper og dramaanalyse. Det er et eksamensbevis fra 1972, der afspejler en ny faglighed.
Men det mere omfattende studenteroprør som vi fire musketerer mere eller mindre involveret var en del af, og som startede med en stor demonstration i marts 1968, førte også til et mere eksperimenterende undervisningsforløb, Integrationsprojektet, som vi på forskellig måde var med i. En følge af dette oprør var også at professorvældet faldt og blev erstattet af et øget demokrati, hvor de studerende fik direkte indflydelse på deres hverdag og studie. Men det førte måske også i lidt for høj grad til en faglig fløjkrig på faget, bl.a. sådan som det kom til udtryk i de debatter som udfoldede sig i 1972-73, både på et stort møde på Hindsgavl og i den allerede omtalte debatuge arrangeret af Dansk Fagråd i 1973 (Bondebjerg 2021: 149 f). Ud af det kom integrationsprojektet som i slutningen af 1970’erne og en årrække frem var et forsøg på at opløse de adskilte discipliner og i stedet arbejde med temaer som gik på tværs af fagets fundamentale områder.
Så da tre af de fire musketerer i 1983 underviste i integration (sm. m. undervisningsassistent Karen Borgnakke) – mens Finn senere også underviste på andre integrationer – var der tale om vi som lærere demonstrerede vores forskellige kompetencer ved at afprøve dem og demonstrere dem foran de studerende. Meningen var at lade dem møde tværfaglighed i praksis på emner, der kombinerede litteraturanalyse, litteraturhistorie, medier sprog i en tematisk sammenhæng. Det er det John Chr. mener med at vi radbrækkede f.eks. H.C. Andersen foran de studerende (Jørgensen 2020), og dermed demonstrerede tværfaglighed, metoder, teori og analytiske tilgange, i stedet for at de mødte en lærer i en bestemt, afgrænset disciplin.
Under et af temaerne, familie og erindringer, gjorde vi lærere også vores eget liv til en del af kurset, i stedet for bare at bede de studerende om at skrive om deres liv. Ved siden af fagligheden skulle der også være plads til personlige, selv om vi stadig havde en lærerrolle og en studenterrolle. Jeg kan huske at lærergruppen som en forberedelse til dette tema var hjemme hos Karen Borgnakke, hvor vi skulle ligge på gulvet og prøve at erindre. Og de tre erindringsskitser, jeg har citeret tidlige fra mig selv, Ib P. og John Chr., vidner om et af resultaterne af studenteroprøret og den nye tid: lærerne engagerede sig mere personligt i det at undervise.
Integrationen findes ikke mere, men det danskfag, som står tilbage i dag, er ret forskelligt fra det de fire musketerer gennemgik på grunduddannelsen. Den 3-årige bacheloruddannelse her i 2025 ser sådan ud: Grammatik og tekst, Litteraturanalyse, Sprog og kontekst, Litteraturhistorie, Mediaanalyse, Moderne litteratur og Danskfagets teorier og metoder, og på tredje år er der tre valgfag og et bachelorprojekt. Måske har vi sat vores aftryk, men historien bevæger sig også hele tiden – og nu er vi selv historie.
Farum-gruppen – et midlertidigt fællesskab
I januar 1977 flyttede min familie (Ulla og to børn) til Farum Midtpunkt, på vej væk fra København og Tingbjerg, som ikke rigtig gave plads og udfoldelsesmuligheder nok for den lille familie. Skæbnen ville at Ib Poulsen lidt senere flyttede ind i en lejlighed samme sted, efter et brud med sin daværende kæreste. I samme periode var også John Chr. blevet skilt, hvilket betød at de to fraskilte begyndte at se mere til hinanden:
For mig kom Ib Poulsen for alvor ind i billedet omkring 1980. Han og jeg sås privat i de år. Vi var begge nyskilte og havde en del problemer til fælles. Vi var ikke nære fagfæller. Ib Poulsen var sproglærer, jeg litterat. Men begge havde vi stærke medieinteresser, og vi svingede godt sammen rent personligt og fulgte hinandens færd ind i nye og holdbare ægteskaber – med stærke kvinder fra fremmede lande (Sverige, Gudrun Bodin og Polen, Teresa Waskowska) (Jørgensen 2020).
Men i Farum udviklede der sig også et andet valgfællesskab, som involverede instituttets daværende norske lektor og hendes medbragte mand, et fællesskab som omfattede både at spise hos hinanden på skift, samt for mændenes vedkommende også hver uge udkæmpe en drabelig badminton-kamp. Den norske lektors mand (Fritjof) var sportstrænet, og jeg har dyrket sport fra jeg var dreng (atletik, fodbold og badminton og senere tennis). Jeg røber ikke noget ved at sige, at den anden Ibs sports-gen ikke var stort, og John Chr. deltog ikke. Ibs kone Gudrun har sagt om ham, at han godt indimellem kunne forestille sig at gøre noget vildt sportsligt, f.eks. køre hundeslæde på Grønland. Men dybest set foretrækker han en stille gåtur og en god bøf og rødvin! Vores fjerdemand til badminton var Ibs meget nære ven og kollega, Harald Steensig) som havde god teknik, men jo var lidt ældre end os andre.
Men billedet af Ib P som den lidt fåmælte, sindige og afdæmpede vestjyde led noget af en knæk her, og en anden og mere temperamentsfuld mand trådte frem. Trods modgang og konstante nederlag på badminton-banen, så gav han sig ikke, og når han endelig pæon-rød i hovedet og bandende og svovlende måtte give sig, så skete det med stort temperament. Det blev skyllet ned med en kold øl, og så var det på den igen næste uge. Så det gik noget nemmere med den norsk-danske spiseklub, her var Ib mere i sit es og på hjemmebane.
Lad mig tilføje, at det også var den periode Ib skrev sin licentiatafhandling, den kom i 1984 under titlen Dansk på uni. Det en meget reflekteret afhandling om danskfagets udvikling efter fagets forvandling fra 1960’erne og frem. Den sætter på mange måder fagets nye generation under kritisk behandling. Den har den meget nøgterne undertitel ”en fagdidaktisk undersøgelse af nogle undervisningsforløb i danskstudiet”. Mottoet for afhandlingen er et Holberg citat: ”Thi endskøint adskilligt i de sidste Tider er forbedret, saa er dog meget af den gamle Surdei endnu tilbage.” Afhandlingen forsøger altså i høj grad at kigge ind bag teorien og forestillingen om et nyt danskfag og ind i den faktiske undervisning og dens evne til at realisere det nye fag, hvor intentionerne ikke altid slår helt igennem – det famle surdej hænger ved. De enkelte undervisere er anonyme i afhandlingen, som fokuserer på tre forskellige undervisningsforløb: Litterær analyse, Massekommunikation og Samtaleanalyse – altså tre helt centrale fag i det nye danskfag.
Jeg kan jo godt røbe nu, at jeg var en af de lærere i litterær analyse, som blev analyseret og behandlet. Det kan godt være jeg nemt kunne banke Ib i badminton, men her fik jeg til gengæld min sag for og kom under kritisk-kærlig behandling. Men jeg klager ikke, det var en tankevækkende oplevelse at komme under Ibs kyndige analytiske mikroskop, og samtidig er afhandlingen en glimrende, reflekteret analyse, som afdækker at historien følger med os: man kan ikke grundlæggende ændre alting på kort tid, sådan som vi fagkritiske oprørere måske nogle gangs var tilbøjelige til at mene. Ibs tese er, at modsætningen mellem de ideelle forestillinger bag det nye danskfag og den faktiske, faglighed og undervisning næsten altid vil eksistere, eller at faglige forandringer kræver mere gennemarbejde praksisformer. Forholdet mellem faglige tradition og faglig fornyelse er altid et langt mere kompliceret forhold en nye utålmodige generationer forestiller sig.
Spiseklubben: Når faglige netværk bliver til nære, personlige netværk
Der kom mange mærkelig ting ud af ungdomsoprøret, og ikke alt var værd af bevare og føre videre. Men når jeg tænker tilbage på netop min, Ib P’s og John Christians integrationsundervisning, så har jeg en ret varm fornemmelse i maven, og der var en både god faglig og personlig kemi mellem os. Som John Chr. siger det: undervisningsrelationer blev til personlige relationer, hvad der startede som faglige netværk blev til familiære relationer.
Spiseklubben (2022) hos Ib B og Ulla, det er Ulla, der har taget billedet. Billede to: John Chr. Ib P og Ib B 2021 i gården hos Finn og Lilli.
Lad mig som eksempel nævne hvordan faglighed og det personlige også kunne komme til udtryk. Efterhånden som Spiseklubben spiste og snakkede sig gennem den ene fremragende middag ikke mindst takket være den gastronomiske kerne, alias Finn og Lilli Vin og Mad, så skulle klubben naturligvis ned og besigtige de italienske marker, hvor en stor del af Finns vin kom fra. Numana som byen hed – syd for Ancona – bugnede af vinmarker og vingårde, og med mig som chauffør kørte vi rundt til vinsmagning hos alle Finns kunder, og vi nød også samværet med vores koner især i de kølige aftentimer. Det hele kulminerede med en overdådig middag udendørs på en vingård med udsigt ud over det Le Marches landskab. Der var livréklædte tjenere og Jerusalem String Quartet var fløjet ind til lejligheden. Finn og Lilli og DWC Vin kunne trylle og fremkalde magi via deres italienske forbindelse.
Spiseklubben har nu eksisteret i over 30 år, og selvom Ib Poulsen døde sidste år (2024), og flere af klubbens medlemmer døjer med alderdommens svagheder, så er den forblevet som en anden familie. Igen har John Chr. sagt det meget præcist:
Hermed er også sagt, at Spiseklubben har været mere end sted, hvor vi spiste. Vi har også fulgt hinandens liv og støttet hinanden i vanskelige situationer, som man (ideelt set) gør i rigtige familier. Besøgt hinanden på hospitalet. Festet sammen ved fødselsdage og andre familiebegivenheder. Rejst sammen i Italien med Teresa som operafører, Finn som vinguide og Lilli som flykunden, der forkastede den ene mini-champagne efter den anden på grund af prop. Hvad der begyndte som et fagligt netværk – tilsat lidt god mad og drikkelig vin – blev en familiær relation, hvor man i situationer har følt sig bedre forstået end noget andet sted.
Efterskrift: Vi er selv historie
”Vi er selv historie”, skrev Poul Henningsen i en kronik i Politiken i 1935 (Henningsen 1935), måske er det først noget man begynder at tænke på, når man kommer op i alderen. Heldigvis er Spiseklubben stadigvæk levende historie, og dens enkelte medlemmer – mænd som kvinder – har været med til at skabe historie: familiehistorie, faghistorie og samværshistorie. Henningsens kronik handler meget konkret om forholdet mellem fredet natur, fredede gamle bygninger og den moderne verden som sniger sig ind overalt. For dem i 1930’erne, som Henningsen mener er modstræbende og konservative over for fremskridtet og det moderne, taler han for at moderniteten og dens bygninger og produkter er ligeså vigtige som traditionen, historien, fortiden:
Vi maa være taknemmelige for, at der ikke fra aar tusen har eksisteret folk med negativ smag, som hindrede det ny og lavede afstand mellem stilarterne. Al for megen skøn historie vilde være gaaet tabt. Mange ting, ogsaa den almindelige glæde over Lillebæltsbroen viser, at nu er vores tid kommen, positivt, produktivt. Vi har pligt til at manifestere os historisk. Vi er i dybere overensstemmelse med godt kunst og stor tradition, naar vi arbejde helt moderne og direkte opad det gamle (Henningsen 1935, citeret fra Henningsen 1973 bd. II: 167)
Forholdet mellem det moderne, det nye og traditionen, spiller en central rolle, som det fremgår af denne erindringsskitse af fire musketerer, som drog ud i verden for at ændre den, og for at ændre det fag, de også var et produkt af. I Ib Poulsens afhandling Dansk på UNI, opstiller han selv en utopi for undervisningen i danskfaget. Den er ambitiøs og omfatter i alt seks punkter: handlings- og emancipationsperspektiv, teori og kritisk refleksion over emne og didaktik, at forbinde både personlige og kollektive erfaringer, at arbejde pædagogisk både individuelt og kollektivt, og at forholde sig kritisk og konstruktivt til de faglige processer, man er en del af (Poulsen 1984, 244-45).
Med Holberg-citatet i baghovedet konkluderer han, at de undervisningsforløb han har undersøgt er godt på vej mod disse krav, men at der også er et godt stykke vej endnu. Konklusionen handler om at der på den ene side er en utopi, et ønske om forandring, men at fortiden, historien, traditionen også skal tænkes med, selv når man har utopiske mål. Historien er i os, både skjult og åbent, som Poul Henningsen vel også peger på. Det moderne og nye erstatter ikke på alle måder det gamle: det står side om side og spiller sammen.
Spiseklubben vil engang være historie, og dens medlemmer vil også engang selv blive historie. Ib Poulsen er det allerede, men han lever stadigvæk i os gennem det liv vi havde med ham. Han lever også gennem dem han mødte og påvirkede, både i den nære familie og i den bredere faglige virkelighed, han arbejdede i. Vi er levende historie igennem dem vi mødte, underviste og fagligt samarbejdede med. Bøger og andre publikationer er levende historie, ligesom oplevelser og erindringer er det. Vi har sat vores spor i det vi gjorde og tænkte, i den undervisning vi mødte generationer af studerende med, i de bøger og artikler vi skrev. Men måske nok så vigtigt i det liv vi lever med hinanden, vores familie og vores børn – og gennem spiseklubbens langvarige personlige netværk.
Ib og Gudrun i strålende humør til spiseklub hos Finn og Lilli på Østerbro i 2021- og Ibs gravsten (2024)
Referencer: citerede værker
Bondebjerg, Ib (1983). En lykkelig familie? På kryds og tværs i velfærdssamfundet (uudgivet artikel)
Bondebjerg, Ib (2021). Mimoser i januar. Erindring og historie. Forlaget Spring
Dansk Fagråd (1973). Danskstudiet i samfundet – en debatbog om humanioras krise
Henningsen, Poul (1973): Vi er selv historie (Kronik 1935, genoptrykt i Poul Henningsen Kulturkritik II, 1973: s. 161-167).
Haslev Gymnasium. Årsberetning 1968-69.
Jørgensen, John Christian (1983). Mig og den russiske zar (uudgivet artikel)
Jørgensen, John Christian (2020). Madklubben. Mini-essay 29. (se https://www.kjoeller.dk/JohnChrJoergensen/MinderOgMennesker/29Madklubben
Jørgensen, John Christian (2020-24). Selvbiografi. (www.kjoeller.dk.JohnChrJoergensen)
Jørgensen, John Christian (1976). Den svære socialistiske kulturkamp. Anm. i Politiken (6/8) af Ib Bondebjergs Proletarisk offentlighedhed bd.1.
Jørgensen, John Christian (1979). Arbejderkulturens skat hævet. Anmeldelse i Politiken (26/11) af Ib Bondebjerg & Olav Harsløf: Arbejderkultur 1924-1948.
Klysner, Finn (1988). Tæt på litteraturhistorien. Aschehoug.
Poulsen, Ib (1984). Dansk på Uni (KU-Afhandling)
Poulsen, Ib (1983). Fra den yderste klitrække (uudgivet artikel)
Poulsen, Ib (2014). Levnedsbeskrivselse. (Uudgivet)
Siegumfeldt (2009). En fiskersøn på det akademiske parnas. Artikel om og interview med Ib Poulsen. Akademikerbladet, 9. oktober).
