, ,

Historie, medier og erindring

Digitaliseringen af vores kulturarv og historie og de mange dokumentariske eller fiktive skildringer af historien og historiske personer betyder i disse år et boost for formidlingen af fortiden. Men hvorfor er vi så fascinerede af fortiden og historien? Der er sikkert dem der ville pege på en vis flugt fra nutiden, fra krisen og alle de problemer samtiden rummer. Men det er næppe nogen særlig vigtig faktor, selvom genoplevelsen af fortiden også kan rumme en nostalgisk dimension. Forskere der arbejder med erindring og dermed forholdet mellem nutid og historie i vores bevidsthed og sociale og kulturelle liv peger på erindringen meget centrale funktion i vores liv.

Vores personlige historie og erindring

 I den ganske omfattende forskning i erindringens former peger centrale forskere som f.eks. Astrid Erll (Memory in Culture, 2011) og José van Dijck snarere på erindringens afgørende betydning for vores identitetsdannelse og opfattelse. I van Dijck’s bog om erindring i den digitale tidsalder Mediated Memories in the Digital Age (2007) er pointen, at vores personlige erindringer og vores måde at kombinere fortid og nutid på, f.eks. når vi opbygger digitale fotosamlinger eller opbygger vores tids- og livslinie på Facebook, afspejler en bredere kollektiv tendens. Van Dijck skriver:

Erindringer er af vital betydning for vores velbefindende, fordi vi uden vores personlige erindringer ville vi hverken have nogen fornemmelse for fortiden eller nutiden, vi vil mangle enhver følelse af kontinuitet. Vores billede af hvem vi er er aldrig færdig, men er underlagt en løbende forandring.. (van Dick 2007: 3).

Når vi opbygger digitale minder privat eller på de sociale medier er det altså en del af det konstante arbejde med at forstå os selv og vores historie, at forstå hvem vi er. I denne proces spiller sociale og kulturelle faktorer naturligvis en stor rolle, og vores individuelle erindring præges af vores sociale netværk og af de medieoplevelser vi udsættes for. Historie er meget mere end historie i skolen, historien er med os hver dag, den er en del af vores kollektive medievirkelighed.

Det er ikke tilfældigt at der findes apps som f.eks. Myheritage, hvor man kan opbygge sin egen slægtshistorie og lave et aktivt slægtsnetværk. Det er bestemt heller ikke tilfældigt at vi både på dansk og udenlandsk tv har set programmer, hvor individer sendes tilbage i deres umiddelbare eller dybere fortid for at finde en tabt familieforbindelse eller finder vores fjerne forfædre. BBC har f.eks. haft meget stor succes med udsendelsesrækken Who do you think you are?. Her bliver den medialiserede historie til en slags levende historie, hvor den store og den lille historie forbindes, når deltagerne afdækker deres slægtshistorie.

Den dokumentariske mediehistorie

Vores personlige optagethed af vores egen historie er direkte forbundet med mediernes formidling af historie. Denne formidling omfatter ikke bare historiske filmdramaer og tv-serier, men også den dokumentariske historieformidling. I de senere år er også lokalarkiver landet over blevet støvsuget for filmmateriale, ganske almindelige og banale filmoptagelser fra hverdagslivet i Danmark siden 1900. I 2008 kom Danskernes egen historie (1-10) på dvd og salget af den overstiger i dag langt 1 mio. kopier.

Vi synes ikke at kunne få nok af at svælge i vores egen og andres lokalhistorie – vores personlige livshistorie afspejler sig her i en slags nationalt familiealbum. Men vores personlige oplevelse af historien, af hvordan det virkelig var kan også sættes på prøve ved at genskabe fortiden. Det skete f.eks. i 1999 i Channel 4’s serie 1900 House hvor en nutidsfamilie igennem flere måneder prøvede at leve fortidens livsform kun 100 år tilbage i tiden.

Men også den mere autoritative formidling af historien har haft et godt tag i publikum. Ligesom BBC satte Kenneth Clarke til at lave sin personlige version af vores civilisations historie, Civilization  (1969, 13 afsnit), skabte Erik Kjersgaard i 1982-1983 Danmarks historie (12 afsnit). Men ikke mindst Poul Hammerichs meget personlige og ofte humoristiske og ironiske Gamle Danmark (1983-84, 10 afsnit) fik danskerne til at flokkes foran skærmen, næsten som var det en slags dokumentarisk Matador.

 I erindringsforskningen skelner man ofte to slags hukommelse. Der er ’semantisk hukommelse’, den mere faktuelle historiske viden vi har tilegnet, bl.a. gennem skolen, via historiebøger og via f.eks. historiske faktaudsendelser på tv. Der er ’episodisk hukommelse’, som knytter sig til mere personlige oplevelser og erfaringer. Det kan være både positive og lykkefyldte erindringer, og det kan være erindringer med traumatisk, konfliktfyldt indhold. Hverken den faktiske eller den personlige erindring og historie er naturligvis konfliktløs, og ofte giver historien og erindringen anledning til stor diskussion, uenigheder eller forskellige oplevelser.

Dokumentarismen, historien og det personlige

 Den moderne historieformidling på tv er selv i sine mest autoritative former præget af drama, fortælling og også ofte rekonstruktioner af begivenheder, som ligger langt tilbage i historien. Det er ikke læreren bag katederet, der træder frem foran os, men den engagerede retoriker, der beretter fra de historiske steder. Simon Schama’s med rette berømmede A History of Britain (1-15 2006), som skildrer historien fra 3000 A.C -1965) er et godt eksempel på moderne medieformidling af historie. Schama har selv peget på at den æstetiske og narrative form han bruger kombinerer det dokumentarisk faktuelle med en bestemt visuel og retorisk strategi. Den skal bringe os tæt på en umiddelbar oplevelse af historien og dens steder, skal skabe oplevelse og identifikation med historiens bevægelser og personer og rumme en visuel og sanselig oplevelse, der aktiverer vores bevidsthed.

En anden af vor tids store historiske formidlere på tv, amerikaneren Ken Burns, bruger samme narrative, retoriske og æstetiske metode. Men han har desuden udviklet en meget stærk kombination af den autoritative, historiske formidling af den store historie og den individuelle, personlige historie. I The War (1-14 2006) skildrer han 2.verdenskrigs historie, men han gør det ved at se krigen gennem ’small town America’ og de familier og soldater som kom fra 4 forskellige amerikanske byer. Vi ser krigen gennem deres perspektiv og via dem og deres familie eller efterladtes stemmer og breve.

Ken Burns lægger sig dermed op ad en stærk tradition i den dokumentariske historieformidling, som bl.a. blev skabt af franskmanden Claude Lanzman med hans 10 timer lange film om Holocaust, Shoah (1985). Her bæres historien af vidnesbyrd fra både bødler, ofre og iagttagere, og filmen skaber et netværk af beretterspor og stemmer, som giver en ny social og psykologisk indsigt i en af det 20. Århundredes mest grusomme historiske begivenheder.

Hvad historiske, dokumentariske skildringer som disse gør er på sæt og vis at kombinere de to sider i vores historiske bevidsthed og erindring, som kun teoretisk set er adskilt: den faktuelle og den personlige erindring. Faghistorikere vil naturligvis en vis ret forsvare skellet mellem objektive historiske fakta og følelser, oplevelser og fortællinger. Men selvom vi godt kan sondre mellem forskellige typer historiske informationer og andre oplevelser og erindringer, er der klare forbindelser mellem de forskellige spor i vores erindring, og vores evne til at erindre og forstå historien styrkes via forskellige medieinput.

Matador er også en slags historie

Matador  er formodentlig den fiktive, historie tv-serie, som er set af flest danskere i alle aldre. Den har samtidig genereret en masse materiale, som bygger videre på seriens univers, og knytter det sammen med den faktuelle danmarkshistorie i perioden 1929-1947. Samtidig to Krøniken  så over og bragte historien op til 1972. Med DR’s 1864 kom vi tilbage tilbage til en af de mest blodige og skæbnesvangre begivenheder i Danmarkshistorien – omgivet af en masse national-mytologi. Det var en serie som vakte stor debat, og dermed viser at fortiden er dybt relevant for vores nutid og selvforståelse. TV2’s Badehotellet fortsætter dyrkelsen af vores nationale historie – lidt i forlængelse af Matador og lige så populær.

Tv-serier rummer i høj grad materiale som fodrer vores historiske viden, fordi de fiktive begivenheder referer til faktiske forhold, og fordi fiktive historier med historisk indhold aktualiserer både den faktuelle og den personlige historie. Vi identificerer os med eller spejler os i karaktererne og deres skæbne og vi sætter os selv i forhold til dem. I disse år sker det samme indenfor filmen. I 2012 var Hvidsten Gruppen  med sine 764.516 billetter årets mest sete film og på andenpladsen kom En kongelig affære med 528.425 billetter – og dertil kommer dvd-salg, tv og digitale filmkanaler. Historiske film sælger, både begivenheder og kendte personer. Film Dirch (2011) var både en film om en folkekær, historisk person og et billede af en tid, og her i år skal vi på farten med Spies & Glistrup – samtidig et billede af Danmark fra 1960’erne og frem.

Kan vi aldrig få nok af historie og historiske personer? Intet tyder på det. Optagetheden af historien – den faktiske historie, den dokumentariske historiefortælling, den fiktive historie fortælling og vores egen historie ligger i vores dna. Historien er en uadskillelig del af os, og vi er selv en slags historie.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.