, ,

Den dokumentariske virkelighedsaktivisme

Armadillo (Janus Metz. 2010) er et godt eksempel på en dansk dokumentarfilm som ved at dokumentere krigens kompleksitet påvirkede den offentlige debat.

Den moderne dokumentarismes fader, englænderen John Grierson, definerede i 1936 kort og godt dokumentarismen som ”creative treatment of actuality”. Det er siden blevet en af de mest citerede grunddefinitioner fordi den peger på at dokumentarismen, som alle andre retoriske genrer, rummer en grundlæggende kreativ dimension – at virkelighedens materiale kan iscenesættes på flere forskellige måder. Netop i løbet af 30’erne vristede den moderne dokumentarisme sig løs af en ældre tradition, som blot så dokumentarismen som en neutral gengivelse af virkeligheden, der kunne oplyse borgerne om samfundet. I Danmark fulgte en af den tidlige dokumentarismes ideologer, Theodor Christensen, i Griersons fodspor da han i 1938 i begejstrede vendinger kaldte dokumentarismen for ”en realisme der dramatiserer det moderne liv … bearbejdet virkelighed i billeder, ord, lyd og musik, der tilsammen skaber en fortælling, et drama.”

Den bundne stemme

Griersons og Christensens vision for en moderne dokumentarisme var et manifest for en friere stemme, en dokumentarisme som selv kunne bestemme sine emner og som kunne sætte mere bevægelse i den offentlige meningsdannelse.  De tidlige pionere var båret af en både poetisk og social vision om større lighed og demokrati. Men de talte med et delvist bundet mandat, fordi de blev finansieret af prosaiske statslige institutioner eller private firmaer og erhvervsorganisationer med egne dagsordener. Støtten til dokumentarfilm som en uafhængig kunstnerisk og kritisk stemme kom først efter 1964.

Trods denne binding lykkedes det også ofte for denne første generation at skabe kortere eller længere dokumentariske film, som skabte debat og rokkede ved folks holdninger. Det var film, der belyste nye sider af samfundet, og de havde en betydelig kreativitet i deres udtryk og retoriske form. Den engelske klassiker Night Mail (Harry Watt og Basil Wright 1936), der blev bestilt af det britiske postvæsen, gjorde posttogets vej fra England til Skotland til et dramatiseret og poetisk billede på et moderne England. Og da den britiske regering bestilte allieret propaganda af Humphrey Jennings, skabte han det lille mesterværk Listen to Britain (1942), der med kun lyd og billedmontage mobiliserede folket mod nazismen. Herhjemme så vi hvor kontroversiel dokumentarfilmen, bestilt af det officielle Danmark, kunne være, da PH’s Danmark (1935) ramte den nationale selvfølelse med sin synkoperede jazzrytme og skarpe montagestil.

Den frie stemme

Historisk set har dokumentarismen altså altid forsøgt at aktivere sit publikum, at tale med en stemme, som både ramte fornuft og følelser. Ved at dramatisere og behandle virkeligheden kreativt har de villet sætte gang i en offentlig debat og en individuel selverkendelse. Men først efter 1960 får dokumentarismen friere hænder til selv at sætte emner på dagsordenen. Det betyder at en mere direkte samfundskritisk dokumentar bliver mulig, og at man kan dykke ned i måske mere ukendte og ubeskrevne sider af den moderne virkelighed.

Den dokumentariske stemme begynder at alliere sig med journalistiske dagsordener og teknikker, og den tager ofte emner op, som retter sig mod det politiske establishment eller globale problemer. Herhjemme brød helvede løs da Nils Vest i 1975, med støtte fra Statens Filmcentral, udsendte Et undertrykt folk har altid ret om palæstinensernes sag og virkelighed. Senere er Christopher Guldbrandsens fulgte i samme spor med Den hemmelige krig (2006), der vakte ligeså stor furore.

Danske dokumentarister har i det hele taget siden 2000 haft et godt øje til sammenhænge mellem globale problemer og national politik, hvad også Janus Metz’ Armadillo (2010) vidner om. De tager fat om et af nutidens store udfordringer, nemlig at vi lever i en globaliseret verden, men ofte ikke kan forholde os til forholdet mellem national og global politik. Det handler om også at synliggøre hvad krigen gør ved de soldater vi sender ud, og den civilbefolkning vi gerne vil befri. Kan man indføre demokrati med våbenmagt?

Den personlige stemme

Den måske mest kende dokumentariske aktivist er amerikaneren Michael Moore. Udover sine hårdtslående, underholdende dokumentarfilm om samfundsproblemer er han kendt for den måde han iscenesætter og bruger sig selv på. Oscarvinderen Bowling for Columbine (2003) går særdeles personligt og direkte til kamp mod den amerikanske våbenlovgivning og -lobby. Fahrenheit 9/11 (2004) er et ligeså personligt og hårdt angreb på Bush og det republikanske establishment og krigen mod terror.

I Sicko (2007) står det amerikanske sundhedsvæsen for skud, når Moore på egen hånd udforsker både det europæiske og det cubanske alternativ. En instruktør der inddrager sig selv endnu mere som filmisk persona, er Morgan Spurlock. I Super Size Me (2004) sætter han sit helbred på spil, da han under klinisk overvågning lever udelukkende af McDonald burgere i en måned for at mærke effekten på sin egen krop.

Den globale stemme og samvittighed

Den amerikanske aktivisme har også slået rødder i den danske dokumentarisme. Den herboende amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer har med The Act of Killing (2012)  og The Look of Silence (2015) aktiveret en verdensopinion ved indgående at skildre det næsten glemte indonesiske holocaust, først gennem bødlernes historie og siden gennem ofrenes. Især i den første film går Oppenheimer langt i dramatiserede rekonstruktioner af bødlernes handlinger.

Et beslægtet projekt, men med Moores personlige drive og vilje til at investere sig selv, finder vi hos Frank Piasecki Poulsen. Han har selv beskrevet drivkaften bag sine film som at gøre tredjeverdens problemer synlige og relevante for den rige del  af verden. I Blod i mobilen (2010) handler det om mineralerne i vores mobiltelefoner, som produceres af vestlige mobilfirmaer via misbrug af congolesiske børn i minerne og støtte til banditter og lokale krigsherrer. Instruktøren tager på farlig mission til minerne, men han konfronterer også personligt Nokias ledelse i Helsinki. Dokumentaristen som aktivist og som vores globale stemme og samvittighed bliver ikke tydeligere end her.

Dramatisering af virkeligheden

Langt de fleste dokumentarfilm bruger forskellige visuelle eller narrative virkemidler, når de skal fortælle deres historie. Al dokumentarisme er en redigeret og fortalt virkelighed. Man kan jo ikke bare sætte kameraet og og så vise den virkelighed der fanges uformidlet. Men det betyder ikke at der ikke kan stilles krav til den måde dokumentarismen skildrer virkeligheden på. Men man kan fortælle om virkeligheden på mange måder, som eksemplerne ovenfor viser. Hos f.eks. Joshua Oppenheimer er dramatisering af bødlernes historie på deres egne præmisser en måde at gøre deres forbrydelser lysende klare for os. Michael Moore og Frank Piasecki Poulsen bruger også konfrontation og kontrastering når de skal udstille magtens folk.

Den dramatiserede dokumentar i en endnu mere gennemført forstand har imidlertid også siden dokumentarismens tidligste fase været almindelig. F.eks. genskabte man slaget ved Somme i en film fra 1916, og i Peter Watkins film The War Game (1965) iscenesatte han på basis af minutiøs research et atomangreb på London. Filmen udstillede myndighedernes totalt manglende forståelse for konsekvenserne af et sådan angreb, og den var så kritisk og kontroversiel, at BBC ikke turde vise den – før mange år senere.

Men dramatisering af en potentiel virkelighed, eller rekonstruktionen af noget som faktisk er sket er et central element i mange dokumentarfilm og i det man kalder dokudrama. I Oliver Stones film JFK, blandes fiktion med autentiske filmiske optagelser, og store dele af fiktionen bygger på direkte, dokumenterede hændelser og facts. Men man kan også bruge dramatiseringen som en art undercover-strategi, sådan som vi ser det i flere af Mads Brüggers dokumentarfilm eller tv-serier.

I f.eks. serien Danes for Bush (2004) følger vi en gruppe unge som fingerer at være begejstrede, danske republikanere, og som dermed kommer ganske tæt på deres valgmaskine. I Ambassadøren (2011) antager Mads Brügger en falsk identitet som ambassadør i Den Centralafrikanske Republik, for at trænge ind i korruptionen omkring diamant produktionen, både i landet selv og mellem internationale, Europæiske mellemmænd. Under-cover journalistik er et velkendt middel, når meget svært tilgængelige sider af virkeligheden skal udforskes. Det sker også af samme grund i filmen om Nordkorea Det røde kapel (2010), som både kom som film og tv-serie. Her får en gruppe danske skuespillere adgang til det lukkede land ved at fingere et andet formål end det reelle.

Dokumentarismen har mange former og stemmer, men de forenes alle af ønsket om give os adgang til selv de mest skjulte sider af vores faktisk virkelighed.

 

Læs mere her:

Ib Bondebjerg (2012). Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. Samfundslitteratur.

Ib Bondebjerg (2014). Engaging with Reality. Documentary and Globalization. Chicago University Press/Intellect.

Ib Bondebjerg (2014). A Social Poetics of Documentary: Grierson and the Scandinavian Documentary Tradition. I Druick og Williams (red). The Grierson Effect. BFI/Palgrave, p. 79-93.