Medialiserede kulturmøder

“At rejse er at leve” skrev vores verdensberømte danske digter H.C. Andersen i Mit livs eventyr (1855). Selv praktiserede han i den grad rejsen som livsform i en tid, hvor det var umådeligt meget mere besværligt at rejse rundt i Europa og resten af verden, end det er i vore dage. Hans eventyr og romaner bærer præg af hans mange møder med andre lande, kulturer og mennesker. H. C. Andersen sugede til sig og omsatte det hele til fiktion og kunst. Hans konkrete rejser rundt i verden er et godt eksempel på kulturmødet og dets betydning for os.

Ingen nationale kulturer kan bare leve i sig selv, de indgår på forskellig måde i et dynamisk samspil med andre nationale kulturer: vi udveksler varer, penge – men også ideer, kultur og kunst – og vi rejser, ligesom fremmede kommer til Danmark. Danmark er et lille land, men ved at kombinere vores egen kultur med andre, ved at hente inspiration mange steder fra, bliver vores kultur kun rigere og mere mangfoldig. Danskernes åbenhed er en del af vores styrke. Da DR i 2017 lavede Historien om Danmark var en af de røde tråde igennem hele vores historie: at vi har vandret rundt og hentet inspiration i den store verden, og at indvandringen til og påvirkningen fra det derude er gennem tiden i bogstaveligste forstand blevet en del af vores kultur, ja selv vores gener og DNA.

Det medialiserede kulturmøde

Vi betragter sikkert alle H. Andersens eventyr og romaner som noget utrolig dansk, og det er de jo også, set på baggrund af netop den kreative åbenhed i dansk historie og kultur. Men de er samtidig i lige så høj grad noget som verden har taget til sig, og som alle kan forstå og hente oplevelser i. H. C. Andersen som person og som forfatter er dermed i høj grad et eksempel på et medialiseret kulturmøde: på den ene side har H.C. Andersen som rejsende taget verden til sig, og den har sat sit indtryk i hans sind og hans forfatterskab; på den anden side giver han eventyr og bøger i sig selv anledning til stadigt nye kulturmøder over hele verden. H.C.Andersen er på en gang meget dansk og samtidig meget universel – faktisk er det sikkert sådan, at han netop ved at være dansk får større universel værdi. Hvis vi bare udveksler historier, som sigter mod at ramme publikum i størst mulig grad med det, vi tror de gerne vil have – så bliver verden og vores kultur mere kedelig og homogen. Det er ikke noget dårligt slogan, at man skal leve lokalt og tænke globalt.

Den kulturelle mangfoldighed i vores europæisk mediekultur, mængden af sprog er en kreativ styrke – men det er også i mange tilfælde vores svaghed. Det skyldes, at den amerikansk-engelske mediekultur står så stærkt og fylder så meget i vores film, tv-serier, musik og litteratur. Det skyldes også, at Europa – trods mange års EU-indsats, også på kulturens område – har meget svært ved at nå bredt ud i Europa. Der er en tendens til at vi ser film og tv-serier i stort omfang  fra USA, England, og fra vores egen land, men at den europæiske mediekultur står svagere. Der har siden 1945 været en tendens til at skælde ud på amerikanerne, fordi de dominerer os. Men vi er 550 millioner Europæere i EU, og vi burde måske snarere se kritisk på nationalismen i vores egen mediekultur, og på vores historisk svage evne til at få vores film og tv-serier udover de nationale grænser.

People need stories in order to grasp the inexplicable, to cope with their fate. The individual nation, with its common language and shared imagery, can always forge the personal experiences into one great, cohesive history. But Europe cannot do that (Gert Mak In Europe. Travels Through the Twentieth Century (2007: 829)

I sin fremragende bog In Europe. Travels Through the Twentieth Century (2007) rejser Gert Mak gennem det Europa, som han – med henvisning til EU – kalder den største politiske succes inden for international politik. Han ser de stærke historiske spor efter historiens kulturmøder, han møder mangfoldighed og forskellighed, men også mange af de samme grundfortællinger og forestillinger om verden. Vi er forskellige vi Europæere, men vi har også meget tilfælles, selvom vi ikke rigtig ved det. Vi mangler at blive konfronteret med de fortællinger, som kunne gøre os klogere på hinanden, som kunne bygge det forestillede fællesskab på tværs af grænserne. Vi har lettere ved at se nationale fortællinger og forestillede fællesskaber for os, end vi har ved at se europæiske. Men måske er Mak i 2007 lidt for pessimistisk hvad det sidste angår.

Kulturelle fællesskaber: nærhed og distance

Fra 2013-2016 var jeg en af de tre nationale ledere af det europæiske forskningsprojekt Mediating Cultural Encounters through European Screens (MeCETES), som bestod af en dansk, en engelsk og en belgisk forskergruppe. Formålet med projektet var at undersøge hvordan film og tv-serier og den digitale udvikling påvirkede borgere i Europa, når film og tv-serier krydsede grænserne. Hvilke processer og påvirkninger skete der i medialiserede kulturmøder på tværs af Europa. Vi ved jo, bl.a. fra den amerikanske forsker Joseph Straubhaar, World Television. From Global to Local (2007) at ‘cultural proximity’ betyder meget for vores opfattelse af verden og i vores brug af medier. Vores nationale kultur og medier er dem vi sætter højest. Paradoksalt nok kan man sige at når det drejer sig om film og tv, så har amerikansk kultur været utrolig populær hos det brede publikum. Det vil sige at for mange Europæere er amerikansk film og mediekultur kulturelt mere nært end det europæiske. I spillet mellem det nationale, som er naturligt meget nært, og det fjerne men tilvænnet nære, kommer Europæisk mediekultur ofte til kort.

Billedet af den nære danske mediekultur, som vi danskere klart forbinder os med, den populære amerikanske mediekultur og den noget marginale mediekultur bliver imidlertid delvis udfordret i den bog, som jeg -sammen med de øvrige danske forskere i MeCETES’s københavnske forskergruppe (Eva Novrup Redvall, Rasmus Helles, Signe Sophie Lai, Henrik Søndergaard og Cecilie Astrupgaard) udgav i 2017: Transnational European Television Drama. Production, Genres and Audiences.  Vi undersøgte produktion og distribution af tv-serier i Europa, og fandt et stærkt øget økonomisk og kreativt samarbejde, som bragte mere europæisk tv ud til hele Europa, og til andre dele af verden. Vi undersøgte også publikums holdning til og opfattelse af europæiske tv-serier i forhold til nationale tv-serier. Også her var der en større åbenhed, og vi fik bekræftet at medialiserede kulturmøder sætter gang i øget forståelse af andre kulturer, men også at man ved dette møde får et mere nuanceret og reflekteret forhold til sin egen kultur.

Hvad menes med økonomisk og kreativ co-produktion? Ja, det kan både betyde at man laver historier som baserer sig på et kulturmøde. Tænk på den dansk-svenske serie Broen, som både har været en stor succes i Skandinavien, Europa og resten af verden. Så stor en succes så der er lavet flere remakes på ideen: at en national grænse er mere end en fysisk grænse. Grænsen aktualiserer mere eller mindre tydelige kulturforskelle, men også at der bag dette befinder sig universelle temaer og narrative strukturer, som let forstås i andre dele af verden. Men det handler ikke om at lave kunstige, transnationale historier, for at nå et større publikum, sådan som en af de danske skribenter bag serien, Nikolaj Scherfig, tydeligt siger det:

For me […] co-productions are interesting, if they can help develop authentic stories. It is very important to create co-productions that make stories possible that build on and use cultural and national differences. The fantastic thing about The Bridge was that we did exactly that, and that people in Denmark totally accepted it as Danish and the opposite in Sweden. At the same time, it was a real, authentic, transnational story and reality we dealt with […] There are cultural borders everywhere, and the way we relate to people at the other side of a border is based on some specific local/national differences, but the way we relate is pretty universal, and people everywhere can read their own situation into it. (Scherfig 2015)

Nye kreative mønstre i europæisk mediekultur

Kulturmøder sker i europæisk kultur på flere niveauer, både på manuskriptniveau, produktionsniveau, økonomi, distribution og når publikum møder det færdige produkt. Det som vores forskning viser er, der er ved at opstå nye kraftcentre i den europæiske film og tv-kultur. Man arbejder sammen og støtter hinanden, uden at der sker indgreb i den kreative frihed, som er så vigtig for at skabe autentiske fortællinger, der er forankret i en genkendelig virkelighed. Langt de fleste af de danske serier, som de senere år har fået europæisk succes, Borgen, Forbrydelsen, 1864 og også den dansk-svenske Broen er blevet til med støtte fra flere andre lande.

Som man ser i de to modeller der sammenfattede den danske forskergruppes undersøgelse af produktions- og distributions-mønstre omkring europæiske tv-serier. så sidder England som en edderkop på det hele, hvis vi kun kigger på nationalt producerede serier (fig. 1). Men kigger vi på co-produktioner, så bliver billedet helt anderledes, her tegner der sig en tysk-skandinavisk akse (fig.2). Det skyldes bl.a. at England kun meget sjældent indgår i Europæisk co-produktion – de ser mere mod  USA. De har jo nu også forladt EU, selvom engelske serier stadigvæk er meget populære i resten af Europa.

Medialiserede kulturmøder: lighed og forskel

Det vigtigste ved kulturmøder er i sidste ende hvad det betyder for modtageren, dvs. hvilke nye oplevelses- og erkendelsespotentialer, der ligger i at vi ikke bare ser dansk og amerikansk tv, men også europæisk. Det er et centralt motto for EU, at det handler om ‘unity in diversity’, at Europas mange sprog og kulturer er en rigdom, når det drejer sig om medier, kunst og kultur. Vi kan berige hinanden ved at arbejde sammen, og ved at dele vores kulturelle rigdom og forskellighed. Fortællinger, kunst og kultur er en meget central del af vores identitet og måde at leve på. Det er pointen hos den kognitive narrativitetsforsker Jerome Bruner i Making Stories (2002), som tager det lange evolutionære blik på, og siger at mennesket blev menneske da vi begyndte at fortælle historier til hinanden:

For it is the conventionalization of narrative that converts individual experience into collective coin, which can be circulated, as it were, on a base wider than a merely interpersonal one. Being able to read another’s mind need depend no longer on sharing some narrow ecological or interpersonal niche but, rather, on a common fund of myth, folktale, “common sense (p. 16)

På en måde er vi hermed tilbage til H. Andersen og hans danske og universelle eventyr, som en meget stor del af verdens befolkning kan spejle sig i, og dermed måske forstå sig selv på en ny måde, samtidig med at de forstår Andersens eventyr som den anden verden og kultur den er – i forhold til deres egen verden. Det er en af pointerne i den kognitive film- og medieforskning, at vores oplevelser af film og tv-serier i en vis udstrækning baserer sig på universelle elementer, at der altså er noget vi har tilfælles som mennesker, uanset hvad vores baggrund er. Men samtidig vil alle møder med fortællinger og medier være præget af den nationale kontekst de er opstået i, og publikum vil forstå ud fra deres individuelle og kollektive historie.

I den danske del af MeCetes projektet undersøgte vi både via fokus-grupper og spørgeskemaer, hvordan danske forholdt sig til danske og europæiske tv-serier. Vi undersøgte også hvordan f.eks. danske og engelske aviser anmeldte og diskuterede danske og engelske tv-serier (krimier, samtidsdramaer og historiske serier). Hos danske seere var det f.eks. tydeligt at den engelske serie Downton Abbey fascinerede danske seere for det miljø og den kultur den skildrer, for tidsbilledet som sådan.

Men som historisk serie handlede fascinationen mindre om dens historiske konflikter. 1864 blev omvendt diskuteret heftigt for sin historiske beskrivelse og konflikter. Her kommer ‘proximity’ dimensionen ind: vi danskere kender dansk historie og kultur bedst, og det spiller ind i vores oplevelse. Men alligevel spiller oplevelsen af den engelske serie ind, både i den måde vi forholder os til engelsk kultur og historie på, og i forhold til de forskelle vi lægger mærke til mellem dem og os. Kulturmødet rummer en meta-dimension, hvor vi diskuterer vores egen kultur i forhold til andres.

Selvom det er en forenkling, kan man faktisk se forskellen mellem hvordan den britiske presse taler om den internationalt uhyre populære historiske serie Downton Abbey og den danske presse: i den engelske presse er det ikke så meget den nationale identitet, der er til debat, mens den danske i overvejende grad ligger her, altså hvad er det særligt engelske, og hvordan forholder det sig til vores danske kultur.

Man kan også demonstrere modsætningen ved at modstille citater fra den engelske og danske presses måde at tale om serien på. Det er tydeligt her, at den kulturelle tilgang i både Danmark og England tager form af en medialiseret dialog mellem egen og den anden kultur:

Hvorfor mediere kulturmøder har betydning

I disse Corona-tider er der ikke så mange danskere eller andre europæere der har kunne rejse – vi er blevet nødt til i højere grad at genopdage vores eget land. Til gengæld viser alle tal, at danskere som alle andre har øget deres mediebrug på alle mulige måder – herunder også tv-serier og film på de nationale tv-stationer eller de internationale streamingtjenester. Medialiserede kulturmøder kan ikke erstatte faktiske kulturmøder, men de to former for kulturmøde har lige stor betydning for udviklingen af en bredere og dybere forståelse af den europæiske og globale virkelighed.

Inden for kognitiv socialpsykologi taler man om otherness og outing som noget der både er helt normalt for os allesammen. Vi ser på andre udfra et perspektiv, der er skabt af erfaringer vi har med andre, både i de virkelige liv og via medierne. Vores nære relationer til dem vi kender bedst, fra familien og ud til en videre venne- og omgangskreds, er anderledes end de mere fjerne andre, som vi ikke møder så meget i det daglige eller ser så meget i medierne. Det kan man se i forsimplet form i modellen nedenfor. I yderste instans kan forholdet mellem os og de andre føre til meget negative holdning: dem vi ikke kender opleves ikke bare som andre, men som fjendtlige. Her er vi ovre i racisme, sort-hvis nationalisme osv. Kulturmøder, både dem i virkeligheden og i medierne er en vigtig faktor. Kendskab kan give venskab, som man siger.

Medialiserede kulturmøder er af stigende betydning i en verden bundet sammen af globalisering og et stadig tættere medienetværk. Trods globaliseringen og det omfattende medienetværk, så lever vi allesammen stadigvæk primært i en lokal og national kultur. Den bestemmer i stor udstrækning, hvor vi føler os hjemme og hvordan vi ser på verden. Men selvom vi alle er forskellige på et individuelt og gruppemæssigt plan, så er vi på et dybere plan også meget ens som mennesker. Medialiserede kulturmøder kan være med til at vi ser hinandens forskellighed, men også at vi ser igennem forskelligheden og opdager ligheden og det menneskelige fællesskab.

Jo mere vi konkret ved om hinanden, om det liv vi lever, den historie vi udspringer, den kultur vi er en del af, jo mindre kan man håbe nationale, etniske og andre konflikter vil opstå. Kultur og kunst, hverdagslivets håb og forventninger er mindst lige så vigtige som økonomi og politik, hvis vi fortsat skal leve i fred med hinanden i Europa og verden i øvrigt. Det er derfor medialiserede kulturmøder og andre former for kulturmøder er så vigtige – det er det kunst og kultur handler om.