Dokumentarismen og klodens tilstand

Apollo 8. Verdens første billede af jorden fra rummet

Vores klode 1970 – fanget af NASA

I december 1968 nåede Apollo 8 til månen. Mens verden kiggede fascineret med på datidens temmelig små tv-skærme, sendte de det første betagende billede af vores blå planet. Nogle af os var gamle nok dengang til at se det og månelandingen. Aldrig har den jord vi lever på stået så klart for os. Billeder af vores klode er siden blevet dokumenteret i utallige faktaprogrammer, naturudsendelser, dokumentarfilm og fiktionsfilm.

De er blevet en del af vores globale bevidsthed og hukommelse. Billederne af den jord vi lever på har skabt både ny viden, og sat følelser i gang. Den blå planet er stadig overvejende blå. Men ny viden og nye billeder fra alle dele af verden fortæller os også at vores planet sveder og lider. Vores civilisation er truet, hvis ikke vi handler hurtigt og tager hele den måde vi lever på op til revision.

Visualiseringen af kloden

Selvom fotografiet blev opfundet i midten af 1800-tallet. De levende billeder begyndte at dokumentere vores nære og fjerne virkelighed umiddelbart før år 1900. Men det er først med naturfilmen fra 1930’erne og tv-mediets gennembrud fra 1960’erne, at klodens mangfoldighed for alvor når et stort publikum. Selv husker jeg som dreng DSB-kino i 1950’erne, Den vide verden, Lieberkind på tv og Disneys fantastiske naturfilm. Vores klode og naturen var simpelthen fascinerende.

Vi har lige haft mulighed for at se den fantastiske DR-serie Vilde, vidunderlige Danmark (2020). Grundlæggende var den en dokumentation af natur og dyr i alle dele af Danmark, fantastisk flot filmet og dramatisk iscenesat. Men gennem hele serien løber der også en undertone af bekymring for vores natur, en kritisk opmærksomhed overfor den trussel, som vores måde at leve på er for naturen – og dermed hele klodens økologiske balance. Danmark og Danmarks natur er et lille brik  det globale billede, men vi spejler de meget større problemer, når vi skalerer op til hele kloden.

Den danske naturserie ligger i klar forlængelse af den BBC-tradition, David Attenborough og hans team har skabt siden 2000: The Blue Planet (2001), Planet Earth (2006) og Planet Earth II (2016). Det er skelsættende film-serier om vores globale natur og vores klode. De er nået verden rundt, og har givetvis medvirket til at skabe en global mentalitet om vores klodes rigdom. De minder os og den rigdom vi har arvet, og om de farer der lurer, hvis ikke vi passer på den. Det er fantastiske billeder, der skabes her, som suger seeren ind i verdener, de færreste af os kender og oplever selv. Men allerede i den første serie hedder det sidste afsnit “Deep Trouble”, og i den seneste serie fra 2016 hedder sidste afsnit “The Future”.

Vores klode som integreret øko-system

Budskabet i Attenboroughs serier er lysende klart. Når han hylder vores natur og dyreverden, når han synliggør klodens uhyre rigdom og mangfoldighed, så er det ikke et æstetisk med en politisk projekt. Alt på vores klode hænger sammen, alt det vi mennesker gør ved den, ved dyr, planter, have, søer osv. kommer tilbage til os. Vi kan ikke forsætte med uhæmmet vækst og en civilisation, som breder sig på bekostning af den natur og det klima, som er grundlaget for alt. Den blå planet kan altfor let miste sin farve og dermed har vi startet en proces der hurtigt kan komme ud af kontrol.

Poster for An Inconvenient Truth

I David Guggenheims An Inconvenient Truth (2006) står Al Gore frem som frontfigur i en film med en markant klima-dagsorden. Det er en dokumentarfilm som blander en klima-forelæsning med masser af facts, men også personlige og følelsesmæssige dimensioner. Filmen starter faktisk med Apollo 8 billedet fra 1968 af vores jord, og fortsætter så med gennem filmen af dokumentere klima-problemet med dramatiske ændringer i naturen og vores civilisation. Den viser også en stribe billeder af vores klode, som tydeligt demonstrerer ændringer i klodens tilstand.

Al Gore er ikke den eneste kendte figur som har stillet sig bag klima-bevægelsen. Det gælder også et Hollywood-ikon som Leonardo di Caprio. Han er den overordnede fortæller i Leila & Nadia Connors film The 11th Hour (2007), som er endnu et eksempel den klassiske autoritative klima-dokumentar. Som det er tilfældet med David Guggenheims film (der vandt en Oscar), så bombarderes vi med data, med ekspertudsagn og med alle former for dokumentation om klodens tilstand og de fremtidige scenarier, hvis ikke vi skifter livsstil og vækststrategi.

Men begge de to film ved også, at skal man tale til et stort, globalt publikum er fornuft og argumenter alene ikke nok. Skal man få folk til ikke bare at forstå, men også mentalt og følelsesmæssigt at agere på klodens krise, så skal det både gå i kroppen og hjernen på folk. Billeder, fortællestrategier og retorik er ikke bare æstetik og form: vores hjerne er kropsligt forankret, og følelser er en vigtig del af sprog, tænkning og visuel kommunikation. Det kan vi f.eks. kan lære af George Lakoff.

Language gets its power because it is defined relative to frames, prototypes, metaphors, narratives, images, and emotions. Part of its power comes from its unconscious aspects: we are not consciously aware of all that it evokes in us, but it is there, hidden, always at work. If we hear the same language over and over, we will think more and more in terms of the frames and metaphors activated by that language. (Lakoff The Political Mind 2008: 15)

Dokumentarismens stemmer: fornuft, følelser og dramatisering

Når dokumentarister taler til os om verdens problemer, formidler de altså ikke bare fakta. De bruger billeder, retoriske elementer og de fortæller historier og iscenesætter en verden af billeder. Den objektive, uredigerede virkelighed findes ikke. Men det betyder ikke, at dokumentarismen ikke søger en sandhed. Når Al Gore træder frem som fortælleren i An Inconvenient Truth, fremfører han vægtige argumenter og videnskabelige data og modeller. De skal overbevise den globale offentlighed om alvoren i klodens krise, om nødvendigheden af handling. Men den retoriske logos-position som styrer filmens hovedspor, hviler også på den etos, han har som offentlig figur, hans moralske status. Filmen udnytter da også dette i sekvenser, hvor han ser tilbage på sin egen barndom, eller hvor han spiller på sin politiske persona. Men filmen rummer også en dramatisk, visuel katastrofefortælling, der går lige i hjertekulen eller mellemgulvet. Vi føler klimakrisen på vores krop.

Plakat for 11.th hour. Det store menneskelige fodtryk på kloden

Det er i høj grad den struktur, denne klare forbindelse mellem fakta og dramatiseret formidling, mellem fornuft og følelse, vi finder i den autoritative klima-dokumentar The 11.th Hour. Den følger i store træk de samme spor: den starter med et voldsomt, visuelt bombardement af seeren, hvor klima-krisens skurke og effekter viser i en 2 minutter lang montage. Men derefter træder en række eksperter på ind på scenen og serverer filmens hovedbudskab, som er meget enkelt: det handler om en balance mellem to komplicerede systener: det menneskelige samfund og naturen; det handler om at vores bio-sfære er syg, og hvis ikke vi gør noget drastisk, vil vi begå selvmord.

De film jeg hidtil har set på beskæftiger sig med de store strukturer i klima-krisen. De sætter hele klodens tilstand på dagsordenen, og de peger på de mange faktorer i vores moderne, højtudviklede samfund, som udgør problemet. Men der er andre dokumentarfilm, som kigger på mere konkrete og nære eksempler på klima-problematiske sammenhænge. Det er film som kommer tættere på almindelige mennesker, der rammes af klima- og miljøproblemer, eller som møder modstand når de prøver at udfolde alternativer. Film som Rober Kenners Food Inc. (2008), Hupert Saupert Darwin’s Nighmare (2004) og vores egen Phie Ambos Så meget godt i vente (2014) handler alle om vores fødevare produktion, om det vi spiser. Det samme gør Morgan Spurlocks eksperiment med sig selv og McDonalds fastfood i Supersize Me. Her kommer vi på mange måder nærmere på den subjektive dimension. Det handler om vores kyniske og livsfarlige madproduktion, om de store virksomheder som dominerer, om vores egen måde at leve på, men også om dem som forsøger at vende udviklingen.

Når vi destruerer naturen og destruerer os selv

‘Lake Victoria, the heart of Africa, said to be the birth place of mankind! (Screen text of Darwins Nightmare)

Hupert Saupers Darwins Nightmare er en østrigsk, fransk, belgisk co-production, som vandt den europæiske pris for bedste dokumentar i 2004. Det er en stærk og tragisk film om de langsomme konsekvenser af handlinger som store vestlige-russiske firmaer foretager i 1960’erne i Tanzania. Her skabte man grundlaget for en økologisk katastrofe i og omkring Lake Victoria, en af de største og vigtigste søer på det afrikanske kontinent. Ved at udsætte en ny aggressiv fiskeart for at sikre fiskeeksport til Rusland og Vesten, smadrer man ikke bare søens økologi, men også alle de samfund omkring søen, som er afhængige af den. Hvad filmen skildrer er en total og ødelæggende forandring af natur og en hel livsform, som skubber til hele balancen mellem menneske og natur. Deraf titlen: filmen en ikke bare et konkret studie i klima-ødelæggelse, den er et symbol på den ødelæggelse, som vi overalt på kloden er vidne til.

“A culture that regards a pig as a soulless meat structure to be manipulated by what ever creative human design they can impose on that animal will probably regard other cultures with the same kind of contempt, lack of respect, and controlling mentality.”(Udsagn fra økologisk farmer i Kenners film Food Inc.

Det er om noget også det Robert Kenner demonstrerer i Food Inc, blot med den amerikanske fødevareproduktion og madkultur som et skrækindjagende eksempel. De romantiske billeder, man finder i amerikanske supermarkeder af mad og landskaber som romantiske og naturlige, dækker over en produktion som ødelægger naturen, mishandler og forvandler dyr og planter, og gør mennesker syge. Store industrielle og kapitalistiske systemer, som kvaser alt på deres vej.

Hvis vi ikke har forstået budskabet i Kenners film, så sætter Murgan Spurlock liv og helbred på spil i Supersize Me. Her udfører instruktøren et eksperiment på sig selv ved at sætte sig selv på en ensidig McDonalds diæt i 3o dage – under konstant lægelig overvågning og kontrol. Udgangspunktet for filmen er at ca. 100 mio amerikanere, og sikkert også andre rundt om i verden, bliver både fede og får dårligt helbred af fastfood. Spurlock tager voldsomt på, og hans læge siger, at hvis han fortsætter, så vil hans helbred blive permanent forværret.

Det er ikke bare eksperimentet vi følger, det er også Spurlocks forsøg på at ændre skolemaden og amerikanske børn og familiers holdning til fastfood, det er hans forsøg på at råbe politikere og veterinærmyndigheder og butikker op. Det er en performativ dokumentar med potentielt stor erkendelseseffekt på den der ser den. Den vandt da også Sundance Festivalens pris, men man kan spørge, hvor meget den har formået at rykke den offentlige mening.

Alternative veje

Klima-politisk udgør USA måske noget af det værste på globalt plan, og kritiske amerikanske dokumentarister kæmper en kamp op ad bakke. Klimabevidstheden, bevidstheden om det nødvendige i drastiske, strukturelle indgreb er større i Europa og i Danmark. Det samme kælder kampen for en økologisk madproduktion og for det vi spiser. Men Danmark har stadig en stor industriel landbrugsproduktion, vi udvinder stadig olie, så heller ikke får træerne lov til at vokse ind i himlen.

Det viser Phie Ambos fine portrætfilm Så meget godt i vente (2014) om den økologiske landmand Niels Stokholm på Thorshøjgård i Nordsjælland. Han producerer konsekvent økologisk, og leverer en kvalitet, som de bedste restauranter og aftagere er vilde efter. Men han lever alligevel ikke op til de mange love og forordninger som pålægges landbrug i dagens Danmark, love og forandringer som tydeligvis ikke passer med den økologiske form han dyrker.

Dokumentarfilm gør det ikke alene, hvis vi skal have ændret den klima-dagsorden og den måde at leve på. som truer med at ødelægge vores klode. Men dokumentarfilmen er en vigtig genre, som måske kan flytte os mentalt og politisk. Når dokumentarfilmen rammer os med både sine argumenter og fakta, med sine eksperter og almindelige menneskers erfaringer, med sine stærke billeder og sine menneskelige historier, så formår den at flytte os og måske få os til at handle.

Læs mere

Ib Bondebjerg (2014). Engaging with Reality. Documentary and Globalization. Intellect/The Chicago University Press

George Lakoff (2008). The Political Mind. A Cognitive Scientist Guide to Your Brain and Politics. Penguin Books

Share on Facebook

Tweet

Follow us