Fra brutal til elegant modernisme

Tale holdt ved indvielsen af KUA 2, 20/9 2013

Ifølge den danske Wikipedia blev det gamle KUA (1973-2010) opført i det man kalder brutalistisk, modernistisk stil. Jeg har levet en stor del af mit universitetsliv i de bygninger, men det er første gang jeg hører det udtryk, som åbenbart er en anerkendt arkitektonisk stil. På en måde er det jo også en skræmmende præcis betegnelse: man lægger en rå betonblok på en flad øde mark på Amager, og derefter prøver man at rette lidt op på brutalismen ved at forsyne den med skrigende farver ude som inde. Senere lavede man noget af det bedre ved byggeriet: de indre gårdhaver. KUMUA hed det gamle KUA faktisk byggeteknisk, dvs. Københavns Universitets Midlertidige Udflytning til Amager. Det grinede vi i begyndelsen meget af den gang – indtil smilet efterhånden stivnede.

Men kunne man forestille sig, at KUA blev transformeret til noget, der indebar kultur, liv og glæde? Aldrig! Bygningen er så at sige forsikret imod dét. Det er som om alle spontane livsytringer på forhånd er umuliggjort af dette monster af en bygning, indbegrebet af discount, Nordeuropas billigste institutionsbyggeri nogensinde som det var (Jan Sonnergård, Kommunikationsforum, 8.5, 2013)

Hvis gamle KUA er et udtryk for 70’ernes brutale modernisme, kan man godt kalde det nye KUA, nu officielt Københavns Universitet, Søndre Campus, for ‘elegant modernisme. OK, der er allerede for lidt plads til et ekspanderende humaniora, og dekanen og hans stab arbejder absurd nok i disse dage på at finde egnede lokaler – et eller andet passende sted i nærheden. Men flot er det.

Jeg får hver dag et sug i maven, når jeg kommer på arbejde og går ind i den centrale hall som vi står i netop nu – hjertet i bygningerne. Den svungne hvide trappe symboliserer al den ånd og atmosfære som manglede i det gamle KUA. De elegante grønlandske marmorplader, der pryder bygningens ydre møder et arkitektonisk indre, som ligefrem løfter tanken og ånden. Hvor der før lå en betonklods på en øde mark uden noget omkring, er der nu ved at vokse en campus og en ny bydel frem. Tillykke til os allesammen.

Humaniora, brutalismen og halvfjerdserne

Nu er det jo altid nemt at se kritisk tilbage på fortiden fra en position i en meget bedre nutid. Hvad var grunden til at humaniora blev ramt af udflytning og brutalisme i halvfjerdserne? Er det nu helt rigtigt, at der ikke var ånd og liv i den gamle betonkasse – sådan som så mange har skrevet og sagt?

KUA er et sted, hvor ånd overhovedet ikke kan leve. Byggeriet er så åndsforladt som nogen bygning i kongeriget, hangarer og supermarkeder medregnet. … Enhver, der tilbagelægger en strækning igennem de uendelige gangarealer, vil: fyldes af en æstetisk ulyst, en tunghed i sjælen over en sådan monotoni og principiel grimhed. Enhver, der træder ind i et af undervisningslokalerne, der alle ligner hinanden til udmattelse, vil erfare, at disse omgivelser på samme tid er klangløse og støjende. Ikke bare er den fysiske lyd i rummene ydmygende, fordi den gør stemmer nøgne og slidte, men rummene mangler enhver overtone, som kan give undervisning, forelæsning og samtale flugt og fantasi (professor Erik A. Nielsen, Weekendavisen, 21.7, 1995)

Selv vil jeg på ingen måde beskrive mit forhold til det gamle KUA som et kærlighedsforhold. Det gamle KUA var utrolig uerotisk med sin brutale og kunstige bygningskrop. Jeg tror vi konstatere , at der var tale om et meget påtvunget, arrangeret fornuftsægteskab. Men som det vel sommetider er med fornuftsægteskaber: hvis ikke man kan få den man elsker (en flot pige i centrum af byens summende liv), så må man lære at elske den man kan få (en forstadstøs, på den bare mark)!

Gamle KUA med sin rå brutale ‘charme’.

KUA i historisk generationsperspektiv

Jeg er født i 1947 og tilhører dermed de store efterkrigstidsårgange. Vi væltede ind på uddannelsesinstitutionerne i et omfang, som sprænge alle rammer. Vi skabte kaos og behov for både plads og fornyelse i de gamle hellige og åndfulde haller på Københavns Universitet. Der var ganske simpelt ikke plads til os – og snart foregik undervisningen alle mulige steder rundt om i indre by. Jeg begyndte at studere dansk og litteraturvidenskab i 1966. Det var 2 år før Finn Ejnar Madsen indvarslede ungdomsoprøret ved at skubbe rektor til side på talerstolen i Festsalen – endda mens de kongelige var til stede!

Det var en meget gammel bygning, der måtte lægge ryg til nye tider og ideer. Jeg husker endnu med et vist gys, den første forelæsning jeg var til på litteraturvidenskab i september 1966. Den foregik nemlig i Brandes-auditoriet i KU’s hovedbygning. Her kan man tale om en studiestart og et møde med en universitetsbygning, der emmede af historie og ånd.

Brandes forelæser på KU

Den form for historisk sus og ånd var der ikke meget af i den gamle KUA betonbunker, som vi blev sendt ud i i 1973. Den ånd og det sus, der skulle være der, det måtte vi skabe selv, nærmest i protest mod stedets åndløshed. Men mit studiemiljø, som startede så åndfuldt i Brandes-auditoriet, udviklede sig i årene mellem 1966 og 1973 – hvor jeg blev færdig som cand.mag i dansk og litteraturvidenskab – til et akademisk flyttefirma.

Alle de mange nye studerende som kom til, og de mange nye ansatte, arbejdede på noget så moderne som et netværksfakultet med lokaler alle mulige og umulige steder rundt om i byen. Institut for nordisk filologi boede i en længere periode i en nedlagt tandlægeklinik ved Nørreport, og Institut for litteraturvidenskab i toppen af en beboelsesejendom i Dyrkøb. Da jeg i 1970 blev ansat som undervisningsassistent, blev jeg en slags cykelvikar, der underviste de mærkeligste steder, hvor man nu kunne opdrive lokaler.

Ånden i cementen – og de nye tider

Den brutale modernisme vi blev udsat for på humaniora i 1970’erne, da vi begyndte at rykke ind i det gamle KUA, var brutal ja. Men ude på den tomme mark begyndte vi sådan set at opdage det faglige fællesskab på tværs af de institutter, som havde været spredt for alle vinde i indre by. Desværre skete der i begyndelsen af indflytningen det, at folk blev syge som rotter. Det med brutaliteten viste sig nu også i et indeklima, hvor afgasninger, nålefilt, asbest, statisk elektricitet og recirkulering af dårlig luft skabte et meget dårligt indeklima.

Humaniora ånd blev en tid mest en form for hovedpine, og det der var værre. Men der kom faktisk efterhånden liv og ånd i det gamle KUA. Det skete ikke pga. af bygningen, men på trods af. Ja, næsten i protest mod den larmende, funktionalistiske grimhed. Det tværfaglige fællesskab på humaniora, som opstod, omfattede aldrig alle. Vi efterlod ved indflytningen visse institutter på andre adresser. Efterhånden som tiden gik, voksede studerende og ansatte faktisk også udover KUA – i undervisningsbarakker og lejede lokaler. Det gamle KUA begyndte at svare til sit tekniske navn: en midlertidig udflytning. Det blev tid til et nyt KUA.

Jeg nåede at være ansat på KU i over 45 år, inden jeg gik af og blev professor emeritus. Af disse år tilbagte jeg 35 år på det gamle KUA. Jeg begræder på ingen måde, at gravemaskinerne nu har jævnet den gamle brutale kasse med jorden. Det burde være sket langt tidligere. Men jeg lærte at leve med KUA. Jeg har undervist og forsket her med stor fornøjelse. Jeg har arrangeret store internationale konferencer og deltaget i utallige fester og receptioner. Der var faktisk liv og ånd i gamle KUA – vi humanister lader os ikke kue af brutal modernisme.

Jeg vil slutte med at citere to franske forskere fra Paris VIII (altså en del af Sorbonne). Til en stor konference i det gamle KUA engang i slut-90’erne sagde de: “sikke et flot universitet I har, bare vi boede ligeså godt!” Det havde vi så måske ikke, men alt afhænger jo af øjnene, der ser. Men det ser ud til at vi nu endelig har fået det med vores nye Søndre Campus. Tillykke til os allesammen med det ny Humaniora – som i en nær fremtid også vil rumme Jura og Teologi.