, ,

Babylon Berlin – tysk noir og periodedrama

Cabaret Moha Effi spiller en central rolle i serien, som illustration af mellemkrigstidens dans på randen af kaos, livsglæde midt i politisk og social kaos. På billedet til højre ses  ses  Charlotte Ritter (Liv Lisa Fries), som gør karriere i politiet.

(Denne artikel har været offentliggjort i en tidligere version i Kommunikationsforum, 2019. Denne version er redigeret og opdateret.)

Som altid er fortiden ikke bare fortid, men en del af vores nutid.

Tv-serien Babylon Berlin bygger videre på en ny, vitaliseret og international tysk film- og tv-kultur, som ikke bare har ændret tyskernes opfattelse af sig selv og deres historie, men som også er på vej til at gøre tysk film og tv til en europæisk stormagt. Samtidig er Babylon Berlin på vej til at sætte en helt ny standard for, hvor dyr og ambitiøs en serie man kan lave i Tyskland og Europa.

Allerede starten på Babylon Berlin er i bogstaveligste forstand psykologisk, dramaturgisk og visuelt suggestiv. Vi er i Berlin i 1929, politimanden Gereon Rath (Volker Bruch), seriens ene centrale hovedkarakter, er draget fra sin hjemby Köln til Berlin på en delvis hemmelig mission. Men som den tid, han repræsenterer, er han plaget af traumer og skyld, og nu sidder han foran seriens temmelig dæmoniske psykiater, der hypnotiserer ham og fører ham tilbage i tid, tilbage til kilden for hans angst, som han siger. Pludselig bevæger han sig baglæns i tiden, suges gennem tunneller og steder med lig og laster, en dansen på vulkaner i denne efterkrigstid, som skulle vise sig at blive en mellemkrigstid.

Se traileren her

Gereon Rath under et af sine mange besøg hos psykiateren. Det er ikke bare PTSD han lider af, men traumer der går dybt ned i hans egen og tysk hstorie.

Vi suges gennem voldsomme krigsscener, som illustrerer den PTSD, han bærer på, og som gør ham afhængig af morfin, men også forbi kirken, præsten og hans far. Endelig fryser billedet på hans bror (der aldrig er vendt hjem fra krigen) og dennes kone Helga, som Gereon har haft et forhold til i mange år. Der er både dybe sociale og personlige konflikter og sår, og de snor sig ind og ud af hinanden i seriens mange afsnit.

Revitalisering af tysk film- og tv-kultur: konfrontation med historiske traumer

Der har længe været en enorm opmærksomhed om nordic noir – men det vi oplever med Babylon Berlin er et massivt gennembrud for german noir. I Tyskland har de foreløbige 2 sæsoner været en af de meste sete historiske dramaer, og tredje sæson er snart på vej. Men serien er kun den foreløbige kulmination på et boom i film og serier, hvor tyskerne har taget deres egen historie tilbage og dermed også har givet os andre i Europa og resten af verden en ny forståelse af den fortid, som ofte viser sig at have uhyggelige paralleller til vores egen tid. Som altid er fortiden ikke bare fortid, men en del af vores nutid.

Man har ofte i historieskrivningen efter anden verdenskrig talt om det tyske ’Wirtschaftswunder’ – evnen til at rejse sig økonomisk efter nederlag i to verdenskrige. Men som mange forskere har peget på, så har der også hvilet en tung byrde af kollektiv skyld over tysk kultur, hvilken har gjort begrebet ’Vergangenheitsbewältigung’ (altså det at få fortolket fortiden) til en central dimension i tysk mediekultur. Udover 1. verdenskrig og den mellemkrigstid, som fik det tyske demokrati til at bukke under og skabte et nazistisk diktatur, er det især anden verdenskrig og jødeudryddelserne, men også den kolde krig og det delte Tyskland, der har været i fokus. I sit mammutværk In Pursuit of German Memory. History, Television and Politics after Auschwitz (2006) har Wulf Kansteiner systematisk gennemgået denne politiske og kulturelle proces efter 1945, og han har peget på, i hvor høj grad denne skyld efter anden verdenskrig har præget politik, historieforskning og mediekulturen. Tusindvis af dokumentar programmer har søgt at oplyse og forklare historien for det tyske folk, og det er ikke for meget sagt, at netop anden verdenskrig har domineret meget stærkt.

Men det er også en pointe i bogen, at dokumentarfilm alene ikke gør det, men at man også må have fiktionen med i dette forsøg på at vække den kritiske selvforståelse og erindring. På film er der grund til at pege på, at film som Der Untergang (2004, Oliver Hirscbiegel) viste en vej ved at turde portrættere selve bæstet, selve den inkarnerede nazisme. Ligesom tv-serier som Das Boot (1981, Wolfgang Petersen) og Unsere Mütter, Unsere Väter (2013, Philip Kadelbach) har bragt tyskerne ind i hjertet af krigens realiteter og tragedier – set fra et tysk perspektiv.

Billeder fra Das Untergang og Das Leben der Anderen

Kronjuvelen er naturligvis Edgar Reitz’ monumentale og skelsættende Heimat (1-3, 1984-2004), som følger en tysk familie fra slutningen af 1. verdenskrig til murens fald i 1989. Men også serier som Tannbach 1-2 (2015-18, Alexander Dierbach), der følger livet i en lille tysk by, som bliver delt mellem øst og vest efter 1945, bringer tysk historie ind i stuerne på en ny måde. En både national og international succes var også serien Die Manns (2001, Heinrich Breloer), som følger forfatteren Thomas Mann og hans familie i deres utrættelige forsøg på at gå op mod nazismen.

Fra 2.verdenskrig til det delte Tyskland

Undersøgelsen og konfrontationen med Tysklands traumatiske og konfliktfyldte historie omfatter også det delte Tyskland og den kolde krig, både på film og tv. Film som Florian Henckel von Donnersmarcks Das Leben der Anderen (2006) var særegen ved at vise livet bag muren uden at dæmonisere fjenden, ligesom Wolfgang Beckers Good bye, Lenin (2003) turde bruge humoren som politisk og humanistisk våben.Igen er tv-serierne fuldt med i forsøget på at beskrive den kolde krig, dels Weissensee 1-4 (2010-2018, Friedemann From) som skildrer to familiers liv i Østberlin i tiåret før murens fald, eller Deutschland ’83 -´86 (2015-18), som bruger spiongenren som ramme.

From WW2 to the Cold War and a divided Germany

Det hører med til historien, at de serier og film, der er nævnt her, ikke bare er slået stærkt igennem hos det tyske publikum og ofte har skabt debat om fortiden – de har også haft succes i flere europæiske lande. Dermed har de også medvirket til at ændre vores eget billede af tyskerne og deres historie, for ligesom tyskerne selv har kæmpet med et stort kollektivt skyldkompleks, så har det internationale billede af tyskerne naturligvis også været præget af deres negative rolle i hele to verdenskrige.

German noir – den største satsning nogensinde

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er tale om et drama med fokus på anden verdenskrig eller den kolde krig – de to perioder, som indtil videre totalt har domineret i tysk film og tv. Første verdenskrig er næsten ikke tematiseret i tysk film og tv – i modsætning til, hvad der gælder for England, Frankrig og Belgien f.eks. Det er, som om der ikke har været plads til at træde så langt tilbage i historien. Til gengæld har litteraturen jo taget denne periode op, f.eks. med Hans Falladas romaner, eller Alfred Döblins Berlin Alexanderplazt (1929), som var forlægget for Rainer Werner Fassbinders tv-serie af samme navn fra 1980. Babylon Berlin er også inspireret af litteratur, nemlig Volker Kutschers serie af kriminalromaner om politimanden Gereon Rath og dennes liv og arbejde i Berlin. Serien er produceret i et usædvanligt samarbejde mellem filmselskabet X Filme Creative Pool, public service tv-stationen ARD og den kommercielle tv-station SKY og Beta Film.

Men den er også finansieret af EU’s Media Programme og derudover af flere tyske delstaters fonde og den centrale tyske film- og tv-fond. Det er også interessant, at Netflix har opkøbt den til det amerikanske og canadiske marked, og også HBO er gået ind i flere lande, især i Østeuropa.Rent produktionsmæssigt og også kreativt indgår serien i den voksende mængde af co-producerede film og tv-serier i Europa, som siden 2000 har været med til at øge budgetterne, kvaliteten og den transnationale distribution af europæisk film og tv. Serien er allerede en massiv succes i Tyskland, og den er nu gået i produktion med en sæson 3, ligesom de allerede udsendte to første sæsoner er på vej til et meget bredt internationalt gennembrud.

Genremæssigt er serien både en krimi og et periodedrama: Krimien driver handlingen frem og skaber spænding og fremdrift, men det er det omfattende tidsbillede, der skaber stemningen og baggrunden. Ligesom den klassiske film noir lader serien både de forskellige miljøers for- og bagside, samfundets overflade og dens mørkere undergrund mødes visuelt og i dramatisk kontrast. Berlin som by er lys, glimmer, fest og farver, men det er også dekadence, korruption, alle former for drifter og udskejelser, det er klassemodsætninger, brutalitet, mord, og det er nationale og internationale intriger. I første afsnit ankommer et tog fra Rusland med guld til trotskisterne, men russiske spioner og tysk militær er også på sporet, og i et senere afsnit viser det sig, at det tyske militær konspirerer med russerne om genopbygningen af det tyske luftvåben. Berlin bliver et billede af verden anno 1929 – men på mange måder også et billede af en verden fra dengang, som på alt for uhyggelig vis synes at fortælle os noget om den verden, vi lever i i dag.

Det er også et af temaerne i et interview med de tre instruktører, Tom Tykwer, Achim van Borries og Henk Handloegten, som oprindelig stod i Der Spiegel, men som også har været bragt i Politiken. Tom Tykwer peger her på, at det var finanskrisen i 2008, som inspirerede dem til at gå i gang med serien. 1929 var jo netop året for det børskrak i New York, som sendte verden på en ordentlig rutsjetur, hvor kun ”de mest udspekulerede, skrupelløse og dygtigste klarede sig.” Babylon Berlin er altså en slag historisk noir, om den brutale og globale kapitalismes indflydelse på vores verden – dengang som nu.

Vi er med vores serie, siger Tykwer, egentlig blevet overhalet af den nutidige virkelighed, vi startede med i 2008. Nu er spændingerne og krisetegnene i verden og måske især i Europa på mange områder blevet værre og mere synlige. Som Borries siger: ”Meget af det, der tidligere har været en selvfølge, bliver nu draget i tvivl: Europas enhed, freden og vores velstand.”

Et kalejdoskopisk univers af karakterer

Serien er et fascinerende portræt af en tid og en by, som netop i mellemkrigstiden udviklede sig til en international storby, hvor kunst og kultur blomstrede, men hvor også tidens politiske og sociale modsætninger var meget tydelige. Det spejler sig i valget af de tre hovedpersoner, som alle har en meget forskellig baggrund. Gereon Rath er som sagt outsideren fra Köln på en mission i Berlin, som handler om en intrige med pornografiske dimensioner mod en central politisk figur. Han er også soldaten med de store krigstraumer og personlige problemer. Men ved et tilfælde bliver han i sit arbejde allieret med arbejderpigen Charlotte Ritter, som kommer fra en fattig og overbefolket arbejderlejlighed, og som må klare sig så godt, hun kan med alle midler – inklusive prostitution.

De holder til i ’Det røde slot’ (Berlins politihovedkvarter), som er genskabt ved flotte computereffekter baseret på det eksisterende Berlin Rådhus. Det er altså i høj grad centrum og omdrejningspunkt for handlingen, men vi kommer i øvrigt godt rund i Berlins univers, byer og gader og ned i byens undergrund og virvar at labyrintiske systemer. Både hvad angår karakterer, scenografi og plot, er der tale om et særdeles kalejdoskopisk univers. Imellem Gereon Rath og Charlotte Ritter står den ældre og temmelig korrupte politimand Bruno Wolter, som ganske vist synes meget venlig over for Charlotte (også som hendes kunde), men som er involveret i intriger, der er dybt problematiske. Vi møder disse tre karakterer overalt i filmens univers; det er især dem, som fører os rundt fra overflade til undergrund, fra top til bund, fra den mere almindelige hverdag til det mere spektakulære.

Den glitrende overflade møder vi f.eks. på Cabaret Moha Effi, hvor dans, sex, prostitution og skumle affærer går hånd i hånd. Det er her, Charlotte danser og prostituerer sig, det er her stoffer florerer. Her optræder også den mystiske russiske emigrant Svetlana, der er forklædt som mand, når hun synger. Hun er samtidig elskerinde med både trotskisten Alexei Kardakov og hans absolutte modsætning, den stærkt højreorienterede industrimand Alfred Nissen, som konspirerer med både den tyske værnemagt, de højreorienterede frikorps, monarkister og anti-semitiske kræfter. Intet eller meget lidt i denne virkelighed er, som det umiddelbart ser ud på overfladen.

Lederen af det politiske politi, August Benda (som er demokrat og jøde), spiller en rolle som en slags demokratiets fortaler og forkæmper i serien: Man kan kun gisne om, hvordan det går ham i længden. Bag den glitrende overflade får vi altså et indblik i indviklede intriger, som peger mod en helt anden verden og virkelighed, end den vi ved første øjekast kan se. Det gælder også, hvis vi zoomer ind på det billede af Berlin, som dukker frem, når vi dels følger Charlotte hjem til sit kvarter, dels de voldsomme politiske og klassemæssige modsætninger, som udspiller sig i Berlins røde arbejderkvarterer. Brutaliteten, hvormed politiet griber ind over for demonstrationer, er voldsom, og forsøget på at dække over det er ikke mindre inkriminerende. Her er der ikke mange glitrende overflader, men en helt anden virkelighed lige ved siden af billedet af det glamourøse internationale Berlin. Som i alle noir-film og tv-serier spiller den mørke verden i direkte og symbolsk overført verden en central rolle. Her i serien udspiller de mest dystre scener sig på jernbaneområder eller mystiske tunneller og tilsyneladende forladte industriområder.

Det er næsten som Dantes helvede og underverden eller som det bibelske billede af Babylon, som serien helt bevidst trækker på. Det Berlin, den mellemkrigstid, som serien skildrer, er en bygning af en ny verden på ruinerne af den gamle. Men det er en ny verden, som rummer alt det gamle skjult i skyggen og undergrunden, klar til snart at slå til og bringe Babylon Berlin til fald. Serien viser os med frysende realisme og flot visuel symbolik, hvordan kræfterne i den rådne og korrupte undergrund gradvis vokser frem til at blive de nye magthavere. Det er et demokrati på lånt tid allerede ramt af en dødelig men ikke diagnosticeret kræftknude.

Fem minutter før ragnarok: fortiden og nutiden

Babylon Berlin er på nuværende tidpunkt den mest sete tv-serie i Tyskland siden 2000. Den har virkelig grebet de tyske seere, og den har næsten udelukkende fået meget positive anmeldelser. Det blev understreget i januar 2018, da den vandt hele fire priser ved uddelingen af Deutscher Fernsehpreis: bedste drama-serie, bedste fotografering, bedste musik og bedste scenografi. Modtagelsen af serien og diskussionen af den har haft sin tyngde i dens skildring af en historisk periode og dens betydning for det, som senere skete. Det er blevet bemærket, at der er tale om en serie, som har taget en historisk periode op, som ikke hidtil er behandlet så meget på tysk film og tv.

Men der løber også en debat om forholdet mellem dengang og nu, en debat, som rejser spørgsmålet om den tid, vi nu oplever i Europa, har mindelser om Weimar-perioden. I Die Zeit skriver Thomas E. Schmidt f.eks. ” den handler om den historisk fjerne Weimarrepublik, men den gør det på en måde, så paralleller til nutiden ikke er til at overse.” Han påpeger, at serien starter samtidig med den store verdenskrise, at den blodige maj i 1929, som serien skildrer, kostede 30 døde, at Weimarrepublikken reelt bryder sammen allerede i 1930, og at Hitler, som næsten slet ikke nævnes i sæson 1, kun er tre år fra magten. Med andre ord utrolig kort tid fra krisetegn til reelt sammenbrud og siden en omfattende verdenskrig, et symptom på, at vi før har undervurderet krisetegnene. Derfra og så til at pege på, at det samme kunne ske i nutidens Europa, er der naturligvis et stykke.

Men ligesom i serien oplever vi i dag højrepopulistiske bevægelser overalt i Europa, og vi er vidner til, at stater inden for EU bryder åbenlyst med menneskerettigheder og demokratiske grundprincipper. Vi ser en flygtninge- og migrationskrise som udtryk for stor global ulighed, som også sender bølger ind i Europa, i disse dage ikke mindst i Frankrig. Vi ser også med Brexit en tendens til brud med det EU, som ellers synes at have holdt sammen på Europa siden 1957. Men selvom vi ser en mere aggressiv venstre- og højrepopulisme, også i Tyskland, selvom en global økonomisk krise er højst tænkelig, så er det svært at forestille sig autoritære, militaristiske tendenser i Europa, for ikke at tale om en verdenskrig. Men det sagde de måske også i den efterkrigstid, som personerne i Babylon Berlin troede, var på vej mod den bedste af alle verdener – uheldigvis viste de sig bare at være endnu en førkrigstid.

Serien er et utroligt vigtigt bidrag til den dybere forståelse mellem europæiske lande, som film og tv i høj grad kan medvirke til, en form for medialiserede kulturmøder. Vi har meget til fælles i Europa, både politisk, social og kulturelt, men vi er også forskellige, og vi bærer på smertelige historisk erfaring fra to verdenskrige og en kold krig, der delte Europa. EU har været med til at bygge bro mellem de europæiske lande, både økonomisk, politisk og kulturelt, men netop på det kulturelle område er der meget at gøre endnu.

Tyskland har haft en traumatisk og forfærdelig historie igennem den første halvdel af Det 20. årh., men det er ikke desto mindre en af de helt store kulturlande i Europa. Musik, litteratur, kunst i det hele taget – overalt har Tyskland gjort sig stærkt gældende. Nu er turen for alvor kommet til de moderne medier film og tv. Tyskland rejste sig mirakuløst hurtig efter 2. Verdenskrig, men det har taget dem meget længere tid at komme overens med deres egen historie og bl.a. de forbrydelser mod menneskeheden den rummer. Men ligesom Tyskland i dag er en væsentlig politisk magt i det forenede Europa er de også vendt tilbage som en kulturel stormagt indenfor film og tv. Når vi ser hinandens film og tv på tværs af Europa, som det i stigende grad sker, så møder vi hinanden på tværs af nationale forskelle: sådanne medialiserede kulturmøder har chancen for i høj grad at gøre en forskel (jvf. Bondebjerg et. al. 2017). Mere om det i en senere blog

Litteraturhenvisning

Ib Bondebjerg, et. al (2017): Transnational European Television Drama: Production, Genres and audiences. PalgraveMacmillan.

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.