Ib Bondebjerg
Medier, historie og erindring: hvorfor fortiden er vigtig for nutiden.
Det er en gammel sandhed, at fortiden i meget høj grad er en levende del af og dermed også påvirker nutiden. På det personlige plan bærer vi vores historiske baggrund med os. Den er kropsliggjort i vores måde at tænke, opleve og føle på, det er en del af vores kognitive og mentale apparat. Historien og fortiden kommer til os både gennem den levede og fortalte familie- og slægtshistorie og gennem et stigende antal medialiserede former for fortællinger – den medialiserede erindring. Vores erindring, både den levede og direkte fortalte og den medialiserede har en individuel og en kollektiv dimension.
Selvom de to sider udgør forskellige spor, det ene som mere nær og sanset historie, og det andet som del af en større og mere omfattende samfunds-og kulturhistorie, så er de også tæt sammenvævet og forbundet. I vore dage er den individuelle historie og erindring ikke bare knyttet til den ikke-medialiserede familiehistoire, men også til et stigende antal digitale og sociale medier. Facebook, Instagram, Twitter, YouTube osv. har flyttet fotoalbummet, dagbogen, brevkulturen, familievideoen og vores familiehistorie ud i et mere offentligt rum. Gør det privat offentligt, sagde min generation – det er i den grad sket.
Men det gælder også for den kollektive historie. Hvor det før var uddannelsessystemet, den historievidenskabelige formidling, der skabte vores kollektive, historiske bevidsthed, er også den del af historien blevet medialiseret i et utal af genrer, både fiktive og non-fiktive og på et utal af platforme. Med det antal historiske film og tv-serier, de mange dokumentariske historiske skildringer vi konsumerer i vores liv, er det formodentlig snarest her vores historiebevidsthed skabes. Set fra et dansk perspektiv behøver jeg bare minde om den næsten mytiske status tv-serien Matador har fået, en serie som siden sin første udsendelse fra 1978-1981 har gjort dansk kultur-, samfunds- og familiehistorie nærværende på en måde som mange års historieformidling simpelthen må give op overfor. Den er simpelthen blevet historien om det moderne Danmarks fødsel.
Det er ikke så mærkeligt at fiktive og andre narrative historiefortællinger griber os. Vi er skabt som ’narrative væsner’ siger kognitionsforskeren Jonathan Gottschall i The Stirytelling Animal (2012). Vi forstå simpelthen virkeligheden meget bedre, når den får en narrativ form, hvor konflikter og karakterer kropsliggør historien. Narrative strukturer og evnen til at forstå og blive fascineret af historier er en gylden vej til fortiden og vores individuelle og kollektive historie. Narrativitet er ikke bare en del af fiktion og underholdning, det er en mental dimension i os som kognitive og emotionelle væsner. Det er en evolutionær dimension hos os som art, og den gør det muligt for os at fortolke og forstå os selv og andre i fortid og nutid. Gotschall bruger ligefrem udtrykket ’evolutionens Sherloch Holmes’ om vores narrative hjerne, en aktivitet hvorigennem vi søger at skabe orden i sanseindtrykkenes kaos.
Man bør altid henvise til de gamle græske filosoffer. Aristoteles har skrevet en del om erindring og dens betydning for os som individer, og dermed også for samfundet. For Aristoteles var det sådan, at kombinationen af sansning og erindring var selve grundlaget for kunst og eftertanke. Erindringen var det sted hvor den mere umiddelbare sansning blev til erfaring og erkendelse.
Fortiden er som sagt en meget levende del af nutiden, og den er af central betydning for vores oplevelse af identitet, af hvem vi er. Personer som mister deres erindring/hukommelse mister både sig selv og deres sociale kontekst. I sin meget interessante bog Mediated Memoirs in the Digital Age kommenterer José van Dijck den voldsomme vækst i medialiserede erindringsformer som dog ikke blot kan tilskrives at den digitale teknologi og de sociale medier. Det er en ganske vist væsentlig faktor, fordi vi selv konstant deltager i medialiseringen af vores egen historie. Men det afgørende er den universelle og indbyggede dimension i vores måde at opleve og erkende på, som allerede Aristoteles beskriver.
Vi arbejder konstant på at skabe sammenhæng i den virkelighed som findes udenfor os i vores fortid og vores nutid. Erindringen som proces knytter sig til den basale måde vi søger at skabe kontinuitet i vores eget subjekt vores egen identitet. Selvom vi alle sammen forandres og udvikler os, så har vi også en individuel oplevelse af at være en sammenhængende person med en historie og identitet over tid. Vi vågner jo ikke op hver morgen og spørger os selv hvem vi er: der er, for nu at citere min gode kollega Dan Zahavi en eller anden form for essentiel oplevelse af subjektivitet midt i alle forandringer og udviklinger, som gør at jeg oplever mig som jeg.
Som jeg skal vende tilbage til, så er hverken den individuelle erindring og historie eller den mere kollektive et neutralt felt, for nu at sige det mildt. Fortolkningen af fortiden og historien er en ideologisk kamparena, netop fordi fortiden som sagt ikke bare er fortid, men en meget levende del af nutiden. Der var en del som syntes at Matador var historisk ukorrekt og overfladisk, selvom det var fiktion. Men det er ikke noget sammenlignet med den voldsomme debat om historisk sandhed og forskel i oplevelser og vurdering som Ole Bornedals 1864 skabte. En nationalt definerende begivenhed for 150 år siden, blev – kombineret med en meget nutidig ramme – til en blodig del af kampen om forståelsen af den nationale fortid og den nationale nutid.
På samme måde er jeg som efterkrigstidsbarn født i august 1947 en historisk del – både individuelt og kollektivt – af to andre årstal, som også spiller en betydelig rolle i nyere dansk og europæisk historie: 1960’ernes store forandringer af kultur og samfund, herunder ungdomsoprøret i 1968; og måske ikke mindst murens fald i 1989, en begivenhed med dybe implikationer for både fortolkningen af fortiden og vores nutid. Men det vender vi tilbage til.
Min forskning og den historiske dimension
En eller anden har engang sagt, at jo ældre man bliver, jo mere begynder man at interessere sig for historie. Når man bliver rigtig gammel så er man efterhånden mest interesseret i sin egen historie – hvis man ellers kan huske noget! Måske er jeg så atypisk – eller født gammel. Interessen for film og medier i et historisk perspektiv har altid stået meget højt på min forskningsdagsorden. I løbet af de seneste 10 år, hvor jeg er blevet stærkt engageret i kognitive og emotionelle dimensioner af film og medier, er erindringens funktion i vores kollektive og individuelle bevidsthed blevet til en yderligere teoretisk og analytisk dimension i min interesse for historie og historier, altså fortællingens funktion i vores liv og bevidsthed.
For de af jer som måske kun kender mig som film og medieforskeren skal jeg minde om, at jeg startede i danskfaget og litteraturvidenskab, og at en af de største udfordringer i den periode knyttede sig til mammutprojektet Dansk Litteraturhistorie (bd. 1-9), der løb fra 1974-1984 . Et omfattende forsøg på en sociologisk litteraturhistorie med inddragelse af et meget bredere tekstbegreb. Det var så udmattende en opgave, at jeg straks efter begyndte a efteruddanne mig selv til at blive film- og medieforsker. Det var imidlertid et meget sejt arbejde, at tilføre danskstudiet et tredje ben dengang, ved siden af det sproglige og det litterære ben.
I perioden efter 1985 var mediefaget ved at udvikle sig flere steder på humaniora, mest på dansk og litteraturvidenskab, og som en lille ø for sig selv lå det daværende Filmvidenskab. En fusion lå lige til højrebenet, men det to lang tid, og der var mange modsætninger. I 1986 blev jeg Fullbright Scholar på UCLA, og mens jeg pligtforelæste i H. C. Andersen og Karen Blixen, og prøvede at lære amerikanske studerende at tale dansk, så gik jeg i gang med et større projekt i bl.a. UCLA’s arkiver om TV-fiktion. 7 år senere udkom Elektroniske fiktioner. TV som fortællende medie (1993) – et både historisk og nutidigt orienteret værk. Men inden da, i 1988, blev den gordiske knude løst op, hugget over og Institut for Film, TV og Kommunikation (som det først hed) senere Institut for Film og Medievidenskab blev skabt. Jeg var blevet fultids film- og medieforsker! Det er – vil jeg godt sige i dag – en af de bedste og mest historiske beslutninger jeg har taget i min karriere. Never a dull moment – som de siger!
Måske er der nogen der tænker på medieforskere som altid er oppe på beatet og kun interesserer sig for de meget aktuelle og stærkt samfundsrelevante emner. Til gengæld opfattes filmforskere – måske som optaget af gamle film og arkiver, lidt nørdet æstetiske måske endda. Det er i hvert fald aktive stereotyper, som de to tilsyneladende adskilte dele af mit fag stadig aktiv bruger i diskussioner – om end måske mindre end før. Det er en mental konstruktion i os og dem, som vi mennesker jo ynder.
Men er dikotomien rigtig relevant mere, og hvad er jeg egentlig selv? Den første medieartikel jeg skrev er fra 1986 og handler om Informationsteknologi, medier og dannelse. Året efter skrev jeg en artikel på baggrund af mine amerikanske tv-studier som hedder Det amerikanske øje. Om TV og den amerikanske kulturs sjæl. I 1988 offentliggjorde jeg artiklen Filmen og det narrative begær. Om Bertolucci’s film 1900. Indenfor et kort tidsrum altså artikler om tre typer medier i et relativt aktuelt perspektiv. Det har altid fascineret mig ved vores fag, at vi kan gå på tværs, at vi kan være tværfaglige, at man ikke kun behøver at specialisere sig meget snævert – selvom fokus naturligvis også er en god ting. Og som allerede påpeget må det historiske aldrig opfattes som en kun fortidig dimension.
Når jeg nu ser tilbage på min hidtidige produktion, så står der DEN HISTORISKE DIMENSION med meget store bogstaver. Samtidig har jeg altid været optaget af forholdet mellem historie og nutid. Jeg nævner blot i flæng fra mine nyere bøger, enten skrevet alene eller sammen med andre Dansk Mediehistorie 3, Dansk TV-historie, A European Television History, Filmen og det moderne. Filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972, Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie, Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. For at det ikke skal være løgn, så hedder min kommende bog Screening the European Past. Television, History and Memory.
Hvem er jeg? Den individuelle erindring
Vi ved alle sammen af erfaring, at hukommelse og erindring har en meget individuel dimension, og at ingen af os kan bryste os af at have en eksakt og fotografisk hukommelse af det vi har oplevet i vores liv. Indenfor en familie kan man huske og genfortælle fortiden på forskellig måde, med større eller mindre uoverensstemmelser og variationer. Der er ting vi glemmer, eller som i hvert fald ligger godt gemt i erindringens dybere spor, mens andet kan stå meget markant, selv noget meget langt tilbage i tiden. Som den allerede omtalte kognitive psykolog og narrativitetsforsker Jonathan Gottscall har formuleret deti bogen The Storytelling Animal (2012): erindring består ikke i at vi bare ’kører en erindringsfilm. Tværtimod har vi lagret data spredt overalt i vores hjerne. Disse data sendes så til vores fortællende hjerne, som søger at skabe en sammenhængende historie ud af mangfoldige typer sansedata (…) fortiden som den repræsenteres i vores bevidsthed er en mental simulation – ikke ren fiktion, og ikke uden en solid erfaring i realistiske sansedata, men det er narrativisering, en fiktionalisering.’
Når det forholder sig sådan, neurologisk og biologisk, så skyldes det, som van Dijk påpeger i sin bog Mediated Memoirs, at hukommelse og erindring ikke er placeret i et bestemt center i hjernen. Erindring og hukommelse udløses af en meget kompleks proces som omfatter hele vores mentale og kropslige netværk, som beror på forskellige erindringssystemer, og som påvirkes af både kropslige reflekser, sanseinput, drifter, følelser. Erindring er altså altså ikke bare en state of mind men også en state of body, erindringen er kropsliggjort. Elementer som lyde, lugte, følelser kan udløse markante erindringsstrømme, og det gælder naturligvis også medialiserede billeder og fortællinger, som giver historien og fortiden krop så at sige.
Derfor blandes vores såkaldt individuelle erindringer ofte med andre systemer, sådan som det ses i den model memory forskeren Astrid Erll opererer med i bogen Memory in Culture (2011), når hun taler om de grundlæggende dimensioner af erindring:
-
den individuelle erindring – den historie om egen identitet og historie som vi bærer rundt og hele tiden udvikler
-
den kollektive, episodiske erindring – dvs. den erindring specifikke sociale grupper deler, f.eks. familie, slægt, skolekammerater etc.
-
Den kollektive semantiske erindring – som skabes via f.eks. medialiserede narrativer om fortiden som individer eller kollektiver ikke selv har erfaringer med
-
Den kollektive procedural erindring – som knytter sig til bestemte ritualiserede og institutionaliserede former for erindring og fortolkning af fortiden
Man kan også formulere den interaktion som foregår omkring erindring, omkring fortolkningen af og oplevelsen af historien og fortiden i en nutidig kontekst på mange måder, f.eks. sådan som van Dijck gør det i sin model over kontekstualiserede (embedded) og kropsliggjorte (embodied) erindringer (slide 10). Pointen i denne model er, at medialiserede erindringer – ligesom alle andre erindringer – indgår i både rekonstruktioner af fortiden og projektioner ind i nutid og fremtid. Historien lever i form a erindring og hummelse et aktivt liv i os som individer, ligesom den gør det i den kollektive bevidsthed og offentlige debat.
Som den kognitive sociolog Evitar Zerubavel det i bogen Social Mindscapes , peger alt dette på at erindring netop både har en kognitiv, emotionel dimension, som er universel og derfor findes i alle mennesker og så en social dimension, som har at gør med at erindringen og fortolkningen af fortiden er en del af samfundets sociale mekanisme, en del af et medialiseret, institutionaliseret univers som hele tiden er optaget af at bruge fortiden og historien som en del af sin fortolkning af nutiden.
Men lad os stige ned fra den teoretiske himmel og tilbage til mig og min erindring. Hvem er jeg, ja det er jo et stort spørgsmål som mange filosoffer har beskæftiget sig indgående med, altså ikke lille Ib i sig selv, men subjektiviteten. Jeg vover ikke at gå nærmere ind på det, men jeg er lidt fascineret af det som Dan Zahavi i sin seneste bog Self and Other, kalder ’the experiental self core’, dvs. selvet er netop ikke bare en social og kulturel konstruktion, selvom det også er det.
Jeg er født i Brønderslev, oven over biblioteket i 1947. Men selvom det må have været en voldsom oplevelse at blive født og en stærk udfordring at træde ind i virkeligheden, så har jeg ingen erindring jeg kan genkalde om det. Hvad jeg ved og føler om det er skabt eller genskabt af bl.a. familiealbummet eller de familiehistorier, som jeg har hørt senere. Den grundlæggende erindring jeg har om dette er altså medialiseret og dermed i hvert fald sekundært genskabt ved at blive narrativiseret. Der knytter sig detaljer til om fødslens tid og sted, hvem der kom og så mig, osv. Det faktum at jeg er født over biblioteket, har familiens fortællere også kunnet bruge – i lyset af min senere karriere. I senere fortællinger om min tidlige barndom – nu i Ålborg – indgår også historien om de to gange jeg stak af på min trehjulede cykel, fordi jeg ville ned og se skibene i havnen, og blev kørt hjem af politiet. Det er nu en yndlingshistorie hos vores børnebørn.
At det forholder sig sådan, peger på at vores jeg ganske vist er der fra starten, men ikke bliver bevidst før senere, Det kan man forklare både neurologisk og sociologisk, og de to ting supplerer hinanden. Det fremgår bl.a. af neurologen Antonio Damasios bog Self comes to mind, som måske spiller sammen med nogle af Zahavis tanker. I hvert fald taler Damasio om at vores bevidsthed, og dermed vores jeg bygges op fra det han kalder protoselvet, som er de spontane følelser alle, selv babyer har, altså sanser, følelser, oplevelser, selvom de ikke er reflekteret; kerne-jeg’et hvor det vi oplever og møder i omverdenen bliver til sammenhængende narrative og følelsesmæssige mønstre; og det autobiografiske selv, hvor de samme oplevelser og begivenheder i vores liv bliver så mange og så omfattende at de danner sammenhængende og mere stabile mønstre og strukturer.
Det kan jeg applicere på dette triptykon af Ib i Bagsværd 1956, Birkerød 1966 og Nørrebro ca. 1974. Det er den samme person, men omkring alle tre billeder er der en anderledes tyk kontekst af følelser, oplevelser, livsfaser og historier. Min erindring er her blevet mere reflekteret og bevidst – den er blevet del af en fortælling, som er min, men som også har en masse tilfælles med efterkrigstidsgenerationen, med de store årgange som var med til at forandre velfærdssamfundet i 1960’erne. Billederne repræsenterer en fortælling om vandringen fra land/provins til storby, om øget velfærd, om uddannelse på et meget højere niveau til alle. Jeg var den første i familien der kom på universitetet, og den første nogensinde i slægten i et meget længere perspektiv, som er blevet professor.
Og jo, jeg var da også med i ungdomsoprøret, uden nogen særlig markant rolle dog, og ja, jeg var også Thylejren i 1970. Men i modsætning til så mange andre i min generation, som eksperimenterede vild og inderligt med kønsroller og andre familieformer blev jeg gift med min Ulla allerede i 1969, og vi fik vores to børn i 1971 og 1973.
På et alment plan passer det, trods forskellene i den konkrete udformning af historien, meget godt med at en stor del af vores stærkeste erindringer, følelser og oplevelser er knyttet til familien, hverdagslivet og kærligheden. Det er derfor historiske fortællinger der inddrager dette står så stærkt og påvirker os meget mere end faktuel historieformidling. Vi er narrative og emotionelle væsner.
Andre ting i vores mediekultur peger på denne familie- og hverdagsorienterede interesse for fortiden og historien– vi higer og søger efter vores egne rødder og historiske netværk. Da jeg var teenager kunne jeg ikke vente længe nok på at komme fri af familien og skabe mit eget liv, nu er jeg blevet amatør-slægtsforsker og har skabt mit Stamtræ via siden MyHeritage, hvor man kan en hel del mere end jeg endnu har nået at udføre.
På samme måde bygger Facebook-brugerne dagligt en historie om sig selv og deres netværk via den tidslinie og de billeder og opdateringer, de lægger ud. Tendensen ses også når f.eks. BBC i Who do you think you are?/DR: Hvem tror du du er med moderne forskningsmetoder bringer kendte mennesker helt tilbage i det historiske dyb af deres slægtshistorie, eller når Channel 4 lader en moderne familie gennemleve hvordan det var at leve helt konkret i 1900-tallets begyndelse i The 1900 House. Men noget af det mest imponerende stykke filmkunst om historie og erindring er lavet af amerikaneren Ken Burns, som skildrer den amerikanske indsats under 2. Verdenskrig via fire typiske amerikanske byer, i The War. Her bliver den store histories nedslag i og betydning for den lille historie skarp og næsten til at føle og lugte. Perspektivet på den historiske virkelighed forandres markant.
Mig og 1968 – det individuelle og det kollektive
Det fremgår allerede af det jeg har sagt om min egen historie, at jeg ikke på det private, familiemæssige plan var en typisk 68’er. Men jeg var med, og det kom klart til at påvirke retningen i min forskning frem til 1988, hvor jeg skiftede til film- og medievidenskab. Min venstreorienterede holdning blev ikke skabt af og med 1968, den har jeg med mig fra min familie. Men hvor meget betød 1968, dvs. ungdoms- og studenteroprøret i det store historiske perspektiv? Min helt inden for forskningen i nyere Europæiske historie, Tony Judt har i sit storværk, Postwar – A History of Europe Since 1945 peget på, at selvom begge disse ting var vigtige på nogle områder, så var 1968 blot en lille krusning i en meget større og dybere revolution af de vesteuropæiske samfund i efterkrigstiden. I det citat som i kan se på min slide, hælder han koldt vand på os som måske lidt selvbestaltet så os selv dengang som vældig betydningsfulde. I den del af citatet som står med fedt, siger han direkte, at vi 68ere var lidt for selvhøjtidelige og selvoptagne i vores forestilling om vores egen revolutionerende og forandrende betydning.
’ Moments of great cultural significance are often appreciated only in retrospect. The sixties were different: the transcendent importance contemporaries attached to their own times – and their own selves – was one of the special features of the age. A significant part of the sixties was spent, in the words of The Who, ’talking about my generation.’ As we shall see, this was not a wholly unreasonable preoccupation; but it led, predictably, to some distortions of perspective. The 1960s were indeed a decade of of extraordinary consequence for modern Europe, but not everything that seemed important at the time has left its mark on history. The selfcongratulatory, iconoclastic impulse – in clothing of ideas – dated very fast; conversely, it would be some years before the truly revolutionary shift in politics and public affairs that began in the late 1960 would take full effect. And the political geography Sixties can be misleading – the most important developments were not always in the best known places.’
Uden at underkende 68’erne siger han, at man skal søge meget dybere ned for at finde roden til de strukturelle, historiske forandringer som var med til gøre sådan noget som 1968 muligt. De faktorer Judt peger på er ikke overraskende: der foregår en omfattende omstilling i Europa fra 1950’erne og frem, et boom i økonomisk vækst og velfærd, der foregår en gigantisk mobilitet fra provins til by, og mellem lande og regioner i Europa, de meget store årgange vælter næsten skole og uddannelsesinstitutionerne omkuld, mønstre i forbrug og livsmønstre var i totalt opbrud og man ser en global vækst i mediekultur, der udvikles i Europa og USA og skyller indover før langt mere isolerede nationalstater. Af afgørende betydning er også kvindernes ligestilling og march ind på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Globaliseringen betød også at andre dele af verden end de ’gamle amerikansk-europæiske’ samfund bevægede sig tydeligere ind i på scenen. Det var med andre ord ikke ungdomsoprøret, der var kimen til forandringerne. Ungdomsoprøret var en del af en lang række forandringer som gjorde at det i høj grad var universitetsungdommen og det man kaldte hippiekulturen, der for en tid blev symbolet på dybtliggende forandringer.
Jeg ønsker ikke at underkende det jeg selv var med i, og selve universitetsoprøret står for mig selv i dag som et nødvendigt opgør med et dengang stivnet system. Men enhver kan selv se i dag, at universitetet nu er et helt andet sted. Men min erindring rummer også tåkrummende episoder – også nogle jeg selv har bidraget til – som viser den hybris som Judt taler om, den ikonoklastiske selvfølelse. Men jeg var der og levede med det og for det, og som meget ung undervisningsassistent fra 1970, ph.d.studerende fra 1973 og adjunkt fra 1976 var jeg med til at udvide blikket på litteratur til at omfatte andre former for litteratur, og til at omfatte medier og populærkultur. Et sociologisk blik på kultur og medier afløste et kun æstetisk.
Jeg indrømmer at det ikke er hver dag jeg læser, eller slår op i min måske tidstypiske ph.d. afhandling Proletarisk offentlighed 1-2, eller i den ligeså tykke antologi Arbejderkultur, som hænger sammen med den. Men selvom jeg i dag ville udtrykke mig anderledes, så ser jeg stadig disse bøger og det jeg gjorde som en vigtig del af min egen historie. Det var samtidig noget der på et eller andet plan var en del af en større bevægelse og historie. Mine 1968-relaterede værker en del af den historiske dimension, som løber gennem en meget stor del af mine bøger og artikler, og måske ikke mindst komme frem i min omfattende forskning i dokumentarismen og samfundet. 1968 gjorde mig til ligeså meget samfundsforsker som litteratur-, film-, og medieforsker.
1968 blev iflg. En gallup fra 1968 ikke modtaget alt for vel i den brede del af befolkningen – de så det lidt som et forkælet middel- eller overklasse oprør blandt de mest priviligerede unger.
Denne Gallup-meningsmåling fra 1968 undersøgte danskernes holdning til studenteroprøret i Danmark. Det fremgår, at danskerne ganske klart syntes, at de studerende bar sig forkert ad. Ser man på respondenternes alder, så ser det dog ud til, at sympatien steg jo yngre dele af befolkningen man spurgte. Afslutningsvis konkluderede Gallup, at de studenternes ‘good will’ i befolkningen havde lidt skade pga. oprøret. Som baggrund for denne konklusion pegede Gallup på, at 77 % af befolkningen mente, at studenterne gennemgående blev behandlet godt af samfundet, og at 53 % mente, at studenterne var bedre stillet end andre unge under uddannelse.
Men 1968 og det det hænger sammen med har fået en blivende historisk, symbolsk betydning, som også film og medier har taget frem. Det kan man vise i masser af både fiktive og dokumentariske film, men en af de film som måske fanger tidsånden, tendenserne og modsætningerne bedst er efter min mening franskmanden Olivier Assayas’ film Something in the air (2012). Som i andre gode historiske film er det ikke i sig selv den dokumentariske sandhedsværdi, som er interessant, selvom den også er vigtig: det er filmens evne til netop at få alle erindringens dimensioner fra krop til hjerne, fra indre til ydre til at smelte sammen og ramme os.
Når fortiden går amok i nutiden – 1864 og de nationalromantiske myter
’Det at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat’ (Brandes). Dette berømte og ofte brugte citat er naturligvis fra Georg Brandes skelsættende forelæsninger Hovedstrømninger, som indledtes 3/9 1871 i et auditorium på Københavns Universitet. Brandes var en af årsagerne til at jeg i 1966 startede med at læse dansk og litteraturvidenskab på KU. Brandes var europæer og kosmopolit før han var dansk, han så udad og ikke indad, fremad og ikke bagud. Det er en identitet jeg kan identificere mig med, og som har præget meget af min forskning i europæisk kultur og globalisering siden 2000. Men han vidste naturligvis også at fortiden, historien og nationalfølelsen var en fænomenal, ideologisk og samfundsmæssig kraft. Hvad han forkyndte var et sociologisk syn på litteratur, som havde til formål at ruske op i den konservative og romantiske dominans på hans tid. Man kan vist roligt sige at selv her 144 år senere, er den kamp ikke blevet mindre vigtig, og den nationalkonservative tendens ikke mindre.
Jeg ved ikke om Ole Bornedal i arbejdet med 1864 har haft Brandes inde i det kreative rum, men det kunne han godt. Derimod ved vi, at serien er baseret på et af de mest roste, historiske værker om 1864, Tom Buk Swientys bøger 1864 – Slagtebænk Dybbøl og 1864 – Dommedag Als. Disse bøger rummer en fremragende, rystende, realistiske og ganske afromantiserende skildring af hele det forløb som førte til det danske nederlag, det danske traume om 1864. Et forløb som iflg. denne fremstilling bl.a. må ses som et romantisk amokløb i en ung dansk nationalstat, som skulle få tragiske konsekvenser. Det er sjovt nok samtidig bøger som alle fra Pia Kjærsgaard og visse af danske historikere, som ellers ikke plejer at være enige om ret meget, kalder fremragende. Men da de samme bøger resulterede i en – efter min mening – lige så fremragende serie i bedste sendetid på DR, skal jeg love for at vandene blev delt. Men viser det ikke netop at Brandes har ret – kunsten lever først rigtigt, når den sætter problemer til debat. Og debat det skabte 1864 så sandelig, en så voldsom offentlig debat, så man tydeligt ser hvordan fortidige begivenheder, som næsten er stivnet i en national myte, i den grad er blevet og stadig bruges i den aktuelle politiske og kulturelle strid om dansk kultur og danske værdier.
Jeg rejste her i sommer rundt i Sønderjylland og de tyske dele af som før 1864 hørte til Danmark. Jeg rejste bevist i sporene på 1864, jeg prøvede så at sige at få historien ind under huden. For få steder som her, præger historien på næsten mytologisk vis landskabet og kulturen, og historien er til stede i små og større detaljer.. Om noget har Bornedals 1864 også genskabt dette landskab og den kultur, i de hverdagskulturelle dele af sin serie.
Seriens struktur og fortælling er med god baggrund i den virkelighed som skildres voldsomt, ekspressiv, følelsesladet og melodramatisk. Men den går også realistisk ind til benet af det politiske og nationale spil, kynismen bag nationalismen, dumdristigheden og den ideologiske forblændelse, og samtidig er serien ikke mindst den stærkeste afdækning af krigens gru og formålsløshed, jeg nogensinde har set på dansk tv. Men når serien, trods den voldsomme offentlige debat, der nærmest splittede danskerne i to lige store del, alligevel fasthold et seertal på omkring 1.3 millioner, kun meget lidt under andre samtidige danske dramaserier, så er det også fordi den – som det gælder for al god historisk dramatik – forbinder mange lag, især hverdagshistorien og den større politiske socialhistorie, og fordi historien bliver nærværende og konkret gennem personificeringen af faktiske, historiske karakterer og fiktive, typiske karakterer.
Men seriens overraskende og geniale greb er også at gøre forholdet mellem fortid og nutid endnu tættere ved på familieplanet at skabe en nutidig ramme, som fortiden spejles i, Det er ikke bare en serie som handler om 1864 som historisk begivenhed, det er en serie som handler om krigens og politikkens væsen fra nationalstatens fødsel og op til den globale virkelighed, som dansk politik nu agerer i. Her tager serien som Brandes det kosmopolitiske perspektiv. Via trådene mellem fortids- og nutidshistorien tager serien et ideologisk og kulturelt opgør med den politik, som siden 2001 har ført Danmark ud i udsigtsløse krige via tvivlsomme alliancer. Men den tager også et livtag med de som definerer danskheden så indadvendt og rendyrket, at de f.eks, hævder at sigøjnere ikke eksisterede i Danmark på det tidspunkt – hvor de nationalkonservative jo bare rettelig mener, at dem vil de ikke have, de hører ikke hjemme i deres højglanspolerede og renskurede danske kultur.
En mur og et sår i vores europæiske hjerter – Anders Østergaard og 1989.
Fra 1991-1997 sad jeg i Statens Humanistiske forskningsråd, de sidste tre år som formand, både for dette råd og for alle forskningsrådenes formandsskollegium. En del af mit arbejde i den sammenhæng var også sidde i European Science Foundations styregruppe og den europæiske formandsgruppe EUROHORCH. Jeg blev i slutningen af 80’erne en meget stærk tilhænger af et udvidet og fordybet EU samarbejde – efter min mening det eneste der kan frelse os for at de europæiske nationalstater falder tilbage til livsfarlig nationalisme. I 2008 var jeg initiativtager til oprettelsen af det tværfaglige Center For Moderne Europastudier (CEMES) her på stedet, fra 2008-2011 som formand. Mit europæiske engagement har også gjort mig til med-leder af to større europæiske forskningsprojekter: Changing Media – Changing Europe ( 2000-2004) og mit nuværende projekt Mediating Cultural encounters Through European Screens (MeCETES, 2013-2016). Så jeg har vel på en måde både Europa i hjertet og hjernen – det optager mig, fascinerer mig, irriterer mig, og det er centralt for min forskningsdagsorden, både i et historisk og nutidigt perspektiv.
Det samme gælder dokumentarismen, som har fyldt lige så meget i min forskning siden 2000, som Europa. Vi har en stribe utroligt stærke og meget forskellige dokumentarister i Danmark, som jeg har forsket i, undervist i, og som jeg har interviewet og ofte haft ude til min undervisning. Senest har jeg – sammen med Mette Hjort og Eva Novrup Redvall – udgivet interviewbogen The Danish Directors 3. Dialogues on the New Danish Documentary Cinema – interviews med 19 aktuelle, danske dokumentarister. I denne sidste del af min forelæsning prøver jeg at forene min optagethed af det europæiske med min optagethed af dokumentarismen, historien og erindringen.
Anders Østergaard er en af vores mest fremragende, etablerede dokumentarister, og det særlige ved hans film er evnen til psykologisk at anskueliggøre en historisk og kulturel kontekst, ofte gennem portrætter af et individ eller en gruppe af individer. Han er samtidig en af de danske dokumentarister – en blandt mange – som er med til at udvide det dokumentariske sprog, så det bevæger sig langt udover det traditionelt journalistisk-dokumentariske. Han har selv om de fleste af sine film om kunstnere, f.eks. Troldkarlen om jazzmusikeren Jan Joahnsson, Tintin og mig om Hergé og Gasolin – talt om en ’documentary of the mind’ – en sindets dokumentar. Hvad han gør i disse film er da også at kombinere en visuelt og æstetisk iscenesat indlevelse i et univers, en bevidsthed med en dokumentarisk dokumentation af den historiske og kulturelle kontekst. Musikuniverset i Troldkarlen bruges i en historie om Sverige og verden i 1950’erne og 60’erne. Tegneserieuniverset i Tintin og mig animeres og breder sig in i filmens portrætdel og dokumentariske billeder, men dette univers og denne bevidsthed giver også samtidig nøgler til en forståelse af Belgisk og Europæisk historie. Og Gasolin’ – en af de mest sete dokumentarfilm i nyere tid – bliver med sin intense modstilling af især Kim Larsen og Franz Beckerlee som tidstypiske og meget forskellige karakter til et social- og kulturhistorisk portræt af Danmark fra 1950’erne og frem. Sanselig, narrativ og æstetisk iscenesat dokumentarisme som forener flere lag af fortid og nutid.
I sin seneste film 1989 laver Østergaard en historisk dokumentar om murens fald, på sin helt egen måde. Et skilt før filmen vises fortæller os: ’Denne film giver en dramatiseret fremstilling af begivenheder med kreativ brug af arkivbilleder. Alle de rekonstruerede dialoger er baseret på grundig research og verifikation, for at sikre den størst mulige autenticitet.’ Rekonstruktioner er ganske almindelige i journalistik og dokumentarisme, når man skal gengive situationer og begivenheder, hvor man af en eller anden grund ikke har materiale om den oprindelige begivenhed. Men her går Østergaard et skridt videre og gør noget som så vidt jeg ved ikke før er gjort i denne type dokumentarfilm.
Selv forklarer han det sådan: ’Vi skubber grænserne for formen ved at bruge arkivoptagelser af de rigtige personer og tilføje vores rekonstruerede dialog. Hensigten er ikke at provokere. Hensigten er, at man skal opleve disse mennesker på nært hold.’ (EKKO interview). Han sammenligner med f.eks. fiktionsfilmen Nixon, hvor Anthony Hopkins spiller hovedpersonen: ’Anthony Hopkins er fremragende i rollen. Men det er stadig ikke Nixon. Han kan aldrig blive Nixon. Han kan kun være Anthony Hopkins, der spiller en god rolle. Jeg var betaget af at bruge protagonisternes ægte fysiognomi. Der er meget at aflæse i et ansigt, uanset om det er Gorbatjovs blide gemyt eller Honeckers rå gadekæmpertype.’ (Ekko). Ved at lave disse rekonstruerede dialoger fra bag de lukkede døre bringer åbner han for en direkte selvoplevelse af nogle af de mest intense, historiske øjeblikke, der har formet nyere europæisk historie.
Men ved siden af dette greb gør Østergaard også det, at han personificerer og narrativiserer historien gennem to faktiske personer, der hver på sin måde er relativt ukendte helte: østtyskeren Kurt Schultz, der døde kort før murens fald i et forsøg på at krydse grænsen, og denne histories sammenhæng med den pludseligt udpegede ungarske premierminister, Miklos Nemeth, som var ham der først åbnede grænsen og dermed de facto satte lavinen i gang. På samme måde som 1864, men nu endnu mere direkte forankret i en historisk og dokumentarisk autenticitet, formår Anders Østergaard at gøre det som al god kunst kan: at gøre historien konkret og nærværende via en fortælling og via nogle karakterer som kropsliggør historiske tendenser. Samtidig bevæger filmen sig konstant mellem fortid og nutid, som en erindrende og fortolkende reflektionsproces, der tydeligt viser hvorfor fortid og nutid hænger sammen.
Kontinuitet og forandring: to historiske beslutninger som har præget mit liv
I 1959 udgav Eving Goffmann sin inflydelsesrige bog The presentation of selv in Everyday Life – en bog som siden har påvirket måden at tale om mediernes virkning i det offentlige og det private liv. Men man kan måske også sige det er tidtypisk at bogen kommer på det tidspunkt, for den introducerer så at sige det moderne, medialiserede samfunds begyndende underminering af traditionssamfundet, samfundet med mere faste roller, normer og forventninger. Goffman omtaler vores måde at præsentere os selv på i hverdagens private of offentlige rum som en slags teater og rollespil, der går fra den mest offentlige frontstage til den mest private backstage. I moderne sociologi har det siden været et stående tema, f.eks. i Anthony Giddens ligeså indflydelsesrige bog Modernity and Self-Identity, at vi siden 1960 har bevæget os ind i et samfund hvor identitet og jeg synes at være i konstant opbrud og forvandling: vi skal hele tiden udvikle og forny os, vi skal være omstillingsparate, vi må ikke blive hængende for længe og for meget i traditionelle roller og systemer.
Medierne er en del af dette, også de nye sociale medier: vi eksponerer os selv hele tiden, vi spejler os i hinanden, og offentlige personer og deres mange lag kommer lige ind i stuen til os. Det har nok altid været sådan, men i dag er hastigheden og omfanget øget, bl.a. i kraft af medialiseringen af vores liv. Det går så stærkt nu, at en psykolog som Svend Brinkman kan erobre mediedagsordenen med et budskab om at vi også skal huske at slå rødder.
Når jeg ser tilbage på mit hidtidige liv som universitetsforsker og som familiemenneske, så slår det mig, hvordan jeg på engang har været typisk og meget utypisk set i dette perspektiv. På næsten samme tid i 1969-70 foretog jeg to valg, som har haft afgørende betydning for mit liv og min historie. Den ene beslutning førte til det, som jeg i dag tager delvis afsked med. Endnu inden jeg var færdiguddannet blev jeg pr. 1/9 1970 ansat som undervisningsassistent på Københavns universitet. Det er nu lidt over 45 år siden, og det har givet mig et rigt og vidunderligt liv som underviser, vejleder, forsker – og guddøde mig også som administrator. Jeg har mødt og samarbejdet med en utrolig masse mennesker, fra mange forskellige fagområder og på tværs af flere institutioner. Jeg er glad og stolt over alt det jeg har fået lov til at være med til – og det er ikke helt slut, bare rolig, jeg er nu en fri forsker, og jeg håber der er mange publikationer i mig endnu. Men det slår mig hvor umoderne og traditionelt det er, at have været ansat på den samme arbejdsplads hele sit liv. Men til gengæld vil jeg så imod tidsånden om omstillingsparathed sige, at måske er det netop den stærke kontinuitet, som har gjort at jeg indenfor den ramme i virkeligheden hele tiden har fornyet mit og prøvet nye udfordringer og veje.
Men langt den vigtigste af disse to beslutninger var, at jeg mens vi studerede, i april 1969 giftede mig med Ulla – det er nu lidt over 46 år siden, og flammen er der stadig, skulle jeg hilse og sige. Altså en helt håbløs ’gammeldags’ form for kærlighed og ægteskab i en tid hvor tæt ved 50% af de ægteskaber der indgås, opløses igen. Altså det traditionelle og kontinuiteten igen. Men måske er konklusionen den samme, vi har udviklet os gennem tiden med hinanden. Og hvad har vi ikke fået for dette. En ting er publikationer, men vores fælles ’udgivelser’ – som faktisk rummer bogen Medier og samfund (1990) – er først og fremmest to fantastiske børn, og en fantastisk masse børnebørn. Jeg håber at mit virke som universitetsmand og mine bøger og artikler kan fortsætte med at inspirere nogen i årene frem efter. Men jeg er helt sikker på at jeg vil leve videre i mine børn og børnebørn.
Jeg takker, bukker og går langsomt ud – men ’The rest is Not silence’.
Den subjektive dokumentar
November 9, 2015
|
Ib Bondebjerg
Oxford Dictionary har kåret ordet ’selfie’ som årets ord. Hvad er en selfie, må man spørge om? Oxford Dictionary definerer selv ordet således: ’Et fotografi, man har taget af sig selv; typisk taget med en smartphone eller et webkamera og uploadet til et socialt medie’ (Politiken, 28/11, 2013). I sin kerne er dette fænomen så gammelt som fotografiet og filmen selv. Vi har altid taget billeder af os selv og hinanden, stillbilleder eller levende billeder, som er indgået i en eller anden familiær eller halvoffentlig familiesammenhæng. Der ligger et omfattende subjektivt billedarkiv i vores globale billedbank, som vi kun har begrænset adgang til. Det har altid fascineret os at fremstille eller afbilde os selv og vores nærmeste.
Den nye, digitale offentlighed
Men selvom selve det at fremstille sig selv, at dokumentere sit liv er et gammelt fænomen – og endnu ældre i litteraturen som selvbiografi – så det et nye den mediemæssige effekt af digitaliseringen. Det er blevet et markant kulturelt fænomen at de fleste af os – almindelige mennesker såvel som kendte mennesker – er løbende på med opdateringer på de digitale platforme, på Facebook, Twitter, personlige hjemmesider, blogs osv. Hvad der tidligere var en mere lukket offentlighed er nu blevet noget som mange deler med mange flere, og som i visse tilfælde ligefrem kan føre til sager og sensationer i det offentlige rum. ’Cogito ergo sum’ (Jeg tænker, altså er jeg) sagde filosoffen René Descartes, men i dag fristes man til at sige: Jeg er på, jeg kan ses, ergo eksisterer jeg.
Der er ikke nogen grund til at gå i moralsk selvsving over tendensen til at kommunikere med hinanden og omverdenen via de nye sociale medier. Den form for kommunikation der foregår her er ikke skabt af de nye medier og den nye teknologi – den har bare fået nye ben at gå på. Som også journalisten Kjeld Hybel gør opmærksom på i sin artikel om fænomenet ’Hey, tjek lige hvor cool jeg ser ud! (Politiken, 28/11 2013) er det første, kendte visuelle selvportræt fra 2.530 år før Kristus hvor en egypter satte sit eget billede ind i en tegning på en pyramide. I malerkunsten har selvportrættet en lang og stabil tradition, ligesom den litterære selvbiografi går mere end tusind år tilbage og bl.a. med nordmanden Knausgårds monumentale selvbiografi 6 bind har vist sin aktuelle styrke. Vi almindelige har altid skrevet breve og dagbøger, ved siden af at dyrke det private fotoalbum. Det nye er ikke selve aktiviteten, som ligger dybt i vores kommunikative og kulturelle gener – det nye er at de digitale medier gør det muligt med et klik at udvide modtagerkredsen og dermed påvirke strukturerne i vores bredere medieoffentlighed.
Det personlige og hverdagslivets etnografi
I 2004 udgav den amerikanske dokumentarfilmforsker Michael Renov bogen The Subject of Documentary – om netop den subjektive og autobiografiske tendens i nyere dokumentarfilm. Renovs pointe er, at det skred vi oplever i disse år over mod dokumentariske film og tv-programmer med en mere og mere åben fremlæggelse af private erfaringer og historier for alvor tager fart i 1960’erne. 1960’erne var præget af store forandringer i medierne, i familielivet og i kulturlivet, og Renov peger på at både kvindebevægelsen og ungdomsoprøret var med til at puste til tendenser, hvor det private og hverdagslivet blev politisk og kulturelt centrale som en del af disse forandringer. Kampen om større lighed og åbenhed generelt første til en større mediemæssig fokus på hverdagen, det personlige og det private.
I 1960’ren var det endnu i det væsentlige kun den kunstneriske undergrund og avantgarde, der tog fat på disse temaer, f.eks. igennem former, hvor videokunst, installation og dokumentarisme blev blandet. I løbet af 70’erne og 80’erne bliver der imidlertid tale om en langt bredere bevægelse, f.eks. Wendy Clarkes meget personlige Love Tapes (1978) eller Lynn Hershmanns Electronic Diaries (1984). Vi får, som Renov ogå peger på, en bred bevægelse af en privat, familieorienteret etnografi, hvor det personlige og private bliver eksponeret og blotlagt i flere typer medier.
På globalt plan var det imidlertid uden tvivl premieren på Graig Gilberts dokumentariske serie An American Family (1975) på det amerikanske PBS-netværk, der var startskuddet på den udvikling af den personlige og nærgående familiedokumentar, som vi i dag ser inden for både film- og tv-dokumentaren. Serien blev det store offentlige samtaleemne i USA, selvom PBS er et relativt lille amerikansk netværk. Men seriens skildring af en tilsyneladende velfungerende amerikansk middelklassefamilies sammenbrud for åben skærm, afdækningen af en anden virkelighed bag den pæne overflade chokerede og fascinerede et amerikansk publikum.
Hverdagslivets almindelighed – hverdagslivets drama
Vi har siden set en lang række af disse dokumentariske familieserier og forskellige former for reality tv overalt på verdens tv-skærme. Den type af dokumentariske hverdags og familieserier peger i forskellige retninger og antager forskellige former. I en langstrakt serie som TV2’s Årgang O er det ikke så meget sensationen og de dramatiske afsløringer som driver fortællingen. Den skildrer den almindelige hverdag i al dens tilsyneladende banale mangfoldighed, den fascinerer ved at vi kan identificere os med andre, der ligner os selv. Den dokumentariske hverdagsserie er udspændt i feltet mellem det banal almindelige og de sociologiske og psykologiske forskelle og variationer.
I den modsatte ende finde vi en dokumentarfilm som Christian Sønderby Jepsens Testamentet (2011), som DOX BIO i sin tid annoncerede som ’et Hollywood drama fra det mørke Jylland.’ En tragisk og dramatisk familiehistorie, en kamp om en arv udspillet i det store, melodramatiske register med helt almindelige mennesker i roller, hvor de totalt blotlægger deres indre. Det er en film som giver klicheen kameraet som fluen på væggen en helt anden dimension: det er kameraet som fluen under huden. Det er et medialiseret billeddrama, hvor der komponeres i de store billedflader, naturen, byen, samfundsinstitutionerne, i ultra-nærbilledet og hvor billeder fra familiealbummet blandes med mobiltelefonens skærm og billeder, hvor instruktørens optagelser blandes med hovedpersonens.
Den visuelle bekendelse: videodagbogen
BBC var den første tv-station, der tog videodagbogen op som genre og offentlig genre. Video-Nation løb fra 1993-2001, og skabte en slags national, audiobiografisk offentlighed: korte film hvor almindelige mennesker i subjektiv form lagde små beretninger om deres liv frem. BBC serien blev skabt af deres ’community unit’ og sigtede mod at skabe en slags antropologisk skildring af engelsk hverdagsliv, altså et visuel dokumentarisk fællesskab alle kunne spejle sig i. I forhold til hverdags- og familie-dokumentaren taler vi om at give almindelige mennesker deres ’egen’ stemme i medierne, altså en forløber på tv for det vi i dag ser udfolde sig på de sociale medier.
Almindelige menneskers visuelle statements ser vi i dag på mange platforme, som video-blogs på hjemmesider, på YouTube osv. Men selvom mange af disse er folks egen stemme, er mødet mellem almindelige mennesker og professionelle instruktører også meget almindeligt. Den danske instruktør Michael Noer har både i filmen Vesterbro og i serien Doxwise samarbejdet med amatører om skabelsen af autobiografiske film eller videodagbøger. Doxwise var en serie på nettet, hvor unge havde fået et digitalt kamera og lavede løbende videodagbog. Andre unge kunne så kommentere og interagere med dem og kommentere deres dagligdag og problemer.
Michael Noer redigerede videomaterialet, og serien er et godt eksempel på samarbejdet mellem amatører og professionelle i den nye mediekultur, og samspillet mellem en dokumentarisk form og de sociale medier. Serien gik utroligt tæt og åbenhjertigt på de unges liv, på samme måde som filmen Vesterbro, som skildrer et ungt pars dramatiske liv i en intens periode med kærlighed, rejser, abort og meget andet. Et direkte og realistiske billede af ungdomsliv filmet af de unge selv, men redigeret af Michael Noer.
Den autobiografiske dokumentar
Hverdags- og familiedokumentaren i den nye mediekultur repræsenterer en ny åbenhed og personlig tilgang til virkeligheden. Men i den autobiografiske dokumentar er det instruktøren selv og hans eller hendes liv og familie, der rykker i centrum, eller instruktøren der bruger sig selv som karakter, evt. en iscenesat karakter. Det sidste ser vi f.eks. i dokumentarfilm som har et kritisk-samfundsmæssigt sigte, men hvor der skal særlige metoder til for at trænge ind i virkelighedens magtcentre. Mads Brüggers Ambassadøren er en godt eksempel: her påtager han sig en falsk karakter for at afdække korruption i Den Centralafrikanske Republik.
Brüggers strategi er beslægtet med Michael Mores forstået på den måde at han bruger sig selv og sin karakter som eksempel eller rambuk i kampen for at blotlægge magtmisbrug. Den er også beslægtet med Jeppe Røndes strategi i Jerusalem, min elskede, hvor han personligt udsætter sig for alle mulige religiøse ritualer og oplevelser, for bl.a. at forstå konflikterne i Mellemøsten, og religionens dramatiske rolle i vores samfund og kultur. Instruktører prøver religionen på sig selv på en langt mere direkte måde end en journalistisk og traditionel dokumentarist ville gøre. Eller man kunne nævne Jon Bang Carlsens film Purity Beats Everything, som endnu engang forsøger at forstå nazismen og jødeforfølgelserne gennem to kvinders historie. Det særlige ved den er imidlertid at instruktørens egen fortid og barndom i Sønderjylland bringes med i spil i denne historie.
Men den egentlige autobiografiske dokumentar er en stærk, dramatisk og nærgående historie om instruktøren selv og dennes familie. Jeppe Rønde har gjort det med sin chokerende og hudløse Søn, hvor han søger tilbage i sin afdøde fars historie, og afdækker lag, han ikke selv kendte til. Max Kestner har med humor og ironi kortlagt sin families historie i Rejsen på ophavet. En visuelt sprudlende beretning som sætter den lille familiehistorie ind i en meget større slægtshistorie og universets historie. En historie om en typisk, venstreorienteret 60er familie og dens livsform.
De historier vi fortæller om vores liv
Canadieren Sarah Polley fik i 2012 en velfortjent succes med sin meget reflekterede dokumentar om sin komplicerede familie, Stories we tell. Filmen startede som en detektivisk historie om at finde ud af mere om sin afdøde mor, men under forløbet opdager hun at hun har en anden far end den hun troede. Det tog hende 5 år at lave filmen, har hun fortalt til CBC News i August 2012, og den var en stor følelsesmæssig belastning at lave. Hendes strategi i filmen er at redigere historien, så den fortælles med mange lag og stemmer, der ofte modsiger hinanden og fortæller den samme historie forskelligt.
Ved at vi oplever de samme begivenheder og forløb fortalt igen og igen, i meget forskellig form af forskellige personer, oplever vi også som tilskuere hvor subjektiv vores opfattelse af vores liv og vores historie kan være. Netop det er selve kernen i den autobiografiske dokumentar, at vi bliver klar over at vores livs historie i en vis forstand netop er en fortælling.
Sarah Polleys film er yderligere kompleks som autobiografisk dokumentar ved at hun ganske klart benytter sig af forskellige grader af iscenesættelse. I filmen ser vi autentiske optagelser fra familiealbummet, men langt de fleste af scenerne med hendes mor er rekonstruktioner af formodede faktiske begivenheder, filmet så de fremstår som autentiske familievideoer. Hvor meget husker vi af vores fortid, og hvordan husker vi det, synes filmen at spørge.
Brugen af iscenesættelse og dramatisering findes endnu mere radikalt i svenskeren Anna Odells Reunion, som indledes med en fiktiv gengivelse af en klassegenforeningsfest, hvor alle undtagen instruktøren selv er skuespillere. I dette fiktive rum iscenesætter hun et voldsomt opgør med dem som mobbede hende i hendes skoletid. I filmens anden og mere dokumentariske del, forsøger hun så at konfrontere sine gamle skolekammerater med sin skildring af genforeningsfesten og sine skoleoplevelser. Her er instruktøren selv i centrum for en iscenesat provokation med terapeutiske formål, men også med mere generelle perspektiver på vore skoleliv.
Odell er en provokerende kunstner som også i andre sammenhænge har brugt sig selv som forsøgsdyr for at rejse en debat om samfundsmæssige problemer, der går videre end hende selv. I hendes film er man hele tiden usikker på forholdet mellem fiktion og virkelighed. Som hos Polley, men endnu mere rabiat, sættes selve vores historier om os selv, vores private jeg og vores familie til debat også som fortællinger. Virkeligheden er der ikke bare, som objektiv fakta – den er påvirket af den måde vi fortæller om den på.
Vi er alle sammen både offentlige individer og private, vi er alle sammen i en eller anden grad produkter af familier – endda i mange led. Hverdags- og familiedokumentarens popularitet i disse år hænger sammen med dette universelle vilkår ved det at være menneske. Men den stærkere tilstedeværelse af mange former for private og subjektive historier hænger også sammen med at de traditionelle og moderne sociale medier giver flere muligheder for at fortælle og trænge dybere ind i denne universelle historie om det private og familien.
Medier, historie og erindring: 1864, 1968 og 1989. Afskedsforelæsning, KU, 23.10. 201
October 24, 2015
|
Ib Bondebjerg
Ib Bondebjerg
Medier, historie og erindring: hvorfor fortiden er vigtig for nutiden.
Det er en gammel sandhed, at fortiden i meget høj grad er en levende del af og dermed også påvirker nutiden. På det personlige plan bærer vi vores historiske baggrund med os. Den er kropsliggjort i vores måde at tænke, opleve og føle på, det er en del af vores kognitive og mentale apparat. Historien og fortiden kommer til os både gennem den levede og fortalte familie- og slægtshistorie og gennem et stigende antal medialiserede former for fortællinger – den medialiserede erindring. Vores erindring, både den levede og direkte fortalte og den medialiserede har en individuel og en kollektiv dimension.
Selvom de to sider udgør forskellige spor, det ene som mere nær og sanset historie, og det andet som del af en større og mere omfattende samfunds-og kulturhistorie, så er de også tæt sammenvævet og forbundet. I vore dage er den individuelle historie og erindring ikke bare knyttet til den ikke-medialiserede familiehistoire, men også til et stigende antal digitale og sociale medier. Facebook, Instagram, Twitter, YouTube osv. har flyttet fotoalbummet, dagbogen, brevkulturen, familievideoen og vores familiehistorie ud i et mere offentligt rum. Gør det privat offentligt, sagde min generation – det er i den grad sket.
Men det gælder også for den kollektive historie. Hvor det før var uddannelsessystemet, den historievidenskabelige formidling, der skabte vores kollektive, historiske bevidsthed, er også den del af historien blevet medialiseret i et utal af genrer, både fiktive og non-fiktive og på et utal af platforme. Med det antal historiske film og tv-serier, de mange dokumentariske historiske skildringer vi konsumerer i vores liv, er det formodentlig snarest her vores historiebevidsthed skabes. Set fra et dansk perspektiv behøver jeg bare minde om den næsten mytiske status tv-serien Matador har fået, en serie som siden sin første udsendelse fra 1978-1981 har gjort dansk kultur-, samfunds- og familiehistorie nærværende på en måde som mange års historieformidling simpelthen må give op overfor. Den er simpelthen blevet historien om det moderne Danmarks fødsel.
Det er ikke så mærkeligt at fiktive og andre narrative historiefortællinger griber os. Vi er skabt som ’narrative væsner’ siger kognitionsforskeren Jonathan Gottschall i The Stirytelling Animal (2012). Vi forstå simpelthen virkeligheden meget bedre, når den får en narrativ form, hvor konflikter og karakterer kropsliggør historien. Narrative strukturer og evnen til at forstå og blive fascineret af historier er en gylden vej til fortiden og vores individuelle og kollektive historie. Narrativitet er ikke bare en del af fiktion og underholdning, det er en mental dimension i os som kognitive og emotionelle væsner. Det er en evolutionær dimension hos os som art, og den gør det muligt for os at fortolke og forstå os selv og andre i fortid og nutid. Gotschall bruger ligefrem udtrykket ’evolutionens Sherloch Holmes’ om vores narrative hjerne, en aktivitet hvorigennem vi søger at skabe orden i sanseindtrykkenes kaos.
Man bør altid henvise til de gamle græske filosoffer. Aristoteles har skrevet en del om erindring og dens betydning for os som individer, og dermed også for samfundet. For Aristoteles var det sådan, at kombinationen af sansning og erindring var selve grundlaget for kunst og eftertanke. Erindringen var det sted hvor den mere umiddelbare sansning blev til erfaring og erkendelse.
Fortiden er som sagt en meget levende del af nutiden, og den er af central betydning for vores oplevelse af identitet, af hvem vi er. Personer som mister deres erindring/hukommelse mister både sig selv og deres sociale kontekst. I sin meget interessante bog Mediated Memoirs in the Digital Age kommenterer José van Dijck den voldsomme vækst i medialiserede erindringsformer som dog ikke blot kan tilskrives at den digitale teknologi og de sociale medier. Det er en ganske vist væsentlig faktor, fordi vi selv konstant deltager i medialiseringen af vores egen historie. Men det afgørende er den universelle og indbyggede dimension i vores måde at opleve og erkende på, som allerede Aristoteles beskriver.
Vi arbejder konstant på at skabe sammenhæng i den virkelighed som findes udenfor os i vores fortid og vores nutid. Erindringen som proces knytter sig til den basale måde vi søger at skabe kontinuitet i vores eget subjekt vores egen identitet. Selvom vi alle sammen forandres og udvikler os, så har vi også en individuel oplevelse af at være en sammenhængende person med en historie og identitet over tid. Vi vågner jo ikke op hver morgen og spørger os selv hvem vi er: der er, for nu at citere min gode kollega Dan Zahavi en eller anden form for essentiel oplevelse af subjektivitet midt i alle forandringer og udviklinger, som gør at jeg oplever mig som jeg.
Som jeg skal vende tilbage til, så er hverken den individuelle erindring og historie eller den mere kollektive et neutralt felt, for nu at sige det mildt. Fortolkningen af fortiden og historien er en ideologisk kamparena, netop fordi fortiden som sagt ikke bare er fortid, men en meget levende del af nutiden. Der var en del som syntes at Matador var historisk ukorrekt og overfladisk, selvom det var fiktion. Men det er ikke noget sammenlignet med den voldsomme debat om historisk sandhed og forskel i oplevelser og vurdering som Ole Bornedals 1864 skabte. En nationalt definerende begivenhed for 150 år siden, blev – kombineret med en meget nutidig ramme – til en blodig del af kampen om forståelsen af den nationale fortid og den nationale nutid.
På samme måde er jeg som efterkrigstidsbarn født i august 1947 en historisk del – både individuelt og kollektivt – af to andre årstal, som også spiller en betydelig rolle i nyere dansk og europæisk historie: 1960’ernes store forandringer af kultur og samfund, herunder ungdomsoprøret i 1968; og måske ikke mindst murens fald i 1989, en begivenhed med dybe implikationer for både fortolkningen af fortiden og vores nutid. Men det vender vi tilbage til.
Min forskning og den historiske dimension
En eller anden har engang sagt, at jo ældre man bliver, jo mere begynder man at interessere sig for historie. Når man bliver rigtig gammel så er man efterhånden mest interesseret i sin egen historie – hvis man ellers kan huske noget! Måske er jeg så atypisk – eller født gammel. Interessen for film og medier i et historisk perspektiv har altid stået meget højt på min forskningsdagsorden. I løbet af de seneste 10 år, hvor jeg er blevet stærkt engageret i kognitive og emotionelle dimensioner af film og medier, er erindringens funktion i vores kollektive og individuelle bevidsthed blevet til en yderligere teoretisk og analytisk dimension i min interesse for historie og historier, altså fortællingens funktion i vores liv og bevidsthed.
For de af jer som måske kun kender mig som film og medieforskeren skal jeg minde om, at jeg startede i danskfaget og litteraturvidenskab, og at en af de største udfordringer i den periode knyttede sig til mammutprojektet Dansk Litteraturhistorie (bd. 1-9), der løb fra 1974-1984 . Et omfattende forsøg på en sociologisk litteraturhistorie med inddragelse af et meget bredere tekstbegreb. Det var så udmattende en opgave, at jeg straks efter begyndte a efteruddanne mig selv til at blive film- og medieforsker. Det var imidlertid et meget sejt arbejde, at tilføre danskstudiet et tredje ben dengang, ved siden af det sproglige og det litterære ben.
I perioden efter 1985 var mediefaget ved at udvikle sig flere steder på humaniora, mest på dansk og litteraturvidenskab, og som en lille ø for sig selv lå det daværende Filmvidenskab. En fusion lå lige til højrebenet, men det to lang tid, og der var mange modsætninger. I 1986 blev jeg Fullbright Scholar på UCLA, og mens jeg pligtforelæste i H. C. Andersen og Karen Blixen, og prøvede at lære amerikanske studerende at tale dansk, så gik jeg i gang med et større projekt i bl.a. UCLA’s arkiver om TV-fiktion. 7 år senere udkom Elektroniske fiktioner. TV som fortællende medie (1993) – et både historisk og nutidigt orienteret værk. Men inden da, i 1988, blev den gordiske knude løst op, hugget over og Institut for Film, TV og Kommunikation (som det først hed) senere Institut for Film og Medievidenskab blev skabt. Jeg var blevet fultids film- og medieforsker! Det er – vil jeg godt sige i dag – en af de bedste og mest historiske beslutninger jeg har taget i min karriere. Never a dull moment – som de siger!
Måske er der nogen der tænker på medieforskere som altid er oppe på beatet og kun interesserer sig for de meget aktuelle og stærkt samfundsrelevante emner. Til gengæld opfattes filmforskere – måske som optaget af gamle film og arkiver, lidt nørdet æstetiske måske endda. Det er i hvert fald aktive stereotyper, som de to tilsyneladende adskilte dele af mit fag stadig aktiv bruger i diskussioner – om end måske mindre end før. Det er en mental konstruktion i os og dem, som vi mennesker jo ynder.
Men er dikotomien rigtig relevant mere, og hvad er jeg egentlig selv? Den første medieartikel jeg skrev er fra 1986 og handler om Informationsteknologi, medier og dannelse. Året efter skrev jeg en artikel på baggrund af mine amerikanske tv-studier som hedder Det amerikanske øje. Om TV og den amerikanske kulturs sjæl. I 1988 offentliggjorde jeg artiklen Filmen og det narrative begær. Om Bertolucci’s film 1900. Indenfor et kort tidsrum altså artikler om tre typer medier i et relativt aktuelt perspektiv. Det har altid fascineret mig ved vores fag, at vi kan gå på tværs, at vi kan være tværfaglige, at man ikke kun behøver at specialisere sig meget snævert – selvom fokus naturligvis også er en god ting. Og som allerede påpeget må det historiske aldrig opfattes som en kun fortidig dimension.
Når jeg nu ser tilbage på min hidtidige produktion, så står der DEN HISTORISKE DIMENSION med meget store bogstaver. Samtidig har jeg altid været optaget af forholdet mellem historie og nutid. Jeg nævner blot i flæng fra mine nyere bøger, enten skrevet alene eller sammen med andre Dansk Mediehistorie 3, Dansk TV-historie, A European Television History, Filmen og det moderne. Filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972, Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie, Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. For at det ikke skal være løgn, så hedder min kommende bog Screening the European Past. Television, History and Memory.
Hvem er jeg? Den individuelle erindring
Vi ved alle sammen af erfaring, at hukommelse og erindring har en meget individuel dimension, og at ingen af os kan bryste os af at have en eksakt og fotografisk hukommelse af det vi har oplevet i vores liv. Indenfor en familie kan man huske og genfortælle fortiden på forskellig måde, med større eller mindre uoverensstemmelser og variationer. Der er ting vi glemmer, eller som i hvert fald ligger godt gemt i erindringens dybere spor, mens andet kan stå meget markant, selv noget meget langt tilbage i tiden. Som den allerede omtalte kognitive psykolog og narrativitetsforsker Jonathan Gottscall har formuleret deti bogen The Storytelling Animal (2012): erindring består ikke i at vi bare ’kører en erindringsfilm. Tværtimod har vi lagret data spredt overalt i vores hjerne. Disse data sendes så til vores fortællende hjerne, som søger at skabe en sammenhængende historie ud af mangfoldige typer sansedata (…) fortiden som den repræsenteres i vores bevidsthed er en mental simulation – ikke ren fiktion, og ikke uden en solid erfaring i realistiske sansedata, men det er narrativisering, en fiktionalisering.’
Når det forholder sig sådan, neurologisk og biologisk, så skyldes det, som van Dijk påpeger i sin bog Mediated Memoirs, at hukommelse og erindring ikke er placeret i et bestemt center i hjernen. Erindring og hukommelse udløses af en meget kompleks proces som omfatter hele vores mentale og kropslige netværk, som beror på forskellige erindringssystemer, og som påvirkes af både kropslige reflekser, sanseinput, drifter, følelser. Erindring er altså altså ikke bare en state of mind men også en state of body, erindringen er kropsliggjort. Elementer som lyde, lugte, følelser kan udløse markante erindringsstrømme, og det gælder naturligvis også medialiserede billeder og fortællinger, som giver historien og fortiden krop så at sige.
Derfor blandes vores såkaldt individuelle erindringer ofte med andre systemer, sådan som det ses i den model memory forskeren Astrid Erll opererer med i bogen Memory in Culture (2011), når hun taler om de grundlæggende dimensioner af erindring:
den individuelle erindring – den historie om egen identitet og historie som vi bærer rundt og hele tiden udvikler
den kollektive, episodiske erindring – dvs. den erindring specifikke sociale grupper deler, f.eks. familie, slægt, skolekammerater etc.
Den kollektive semantiske erindring – som skabes via f.eks. medialiserede narrativer om fortiden som individer eller kollektiver ikke selv har erfaringer med
Den kollektive procedural erindring – som knytter sig til bestemte ritualiserede og institutionaliserede former for erindring og fortolkning af fortiden
Man kan også formulere den interaktion som foregår omkring erindring, omkring fortolkningen af og oplevelsen af historien og fortiden i en nutidig kontekst på mange måder, f.eks. sådan som van Dijck gør det i sin model over kontekstualiserede (embedded) og kropsliggjorte (embodied) erindringer (slide 10). Pointen i denne model er, at medialiserede erindringer – ligesom alle andre erindringer – indgår i både rekonstruktioner af fortiden og projektioner ind i nutid og fremtid. Historien lever i form a erindring og hummelse et aktivt liv i os som individer, ligesom den gør det i den kollektive bevidsthed og offentlige debat.
Som den kognitive sociolog Evitar Zerubavel det i bogen Social Mindscapes , peger alt dette på at erindring netop både har en kognitiv, emotionel dimension, som er universel og derfor findes i alle mennesker og så en social dimension, som har at gør med at erindringen og fortolkningen af fortiden er en del af samfundets sociale mekanisme, en del af et medialiseret, institutionaliseret univers som hele tiden er optaget af at bruge fortiden og historien som en del af sin fortolkning af nutiden.
Men lad os stige ned fra den teoretiske himmel og tilbage til mig og min erindring. Hvem er jeg, ja det er jo et stort spørgsmål som mange filosoffer har beskæftiget sig indgående med, altså ikke lille Ib i sig selv, men subjektiviteten. Jeg vover ikke at gå nærmere ind på det, men jeg er lidt fascineret af det som Dan Zahavi i sin seneste bog Self and Other, kalder ’the experiental self core’, dvs. selvet er netop ikke bare en social og kulturel konstruktion, selvom det også er det.
Jeg er født i Brønderslev, oven over biblioteket i 1947. Men selvom det må have været en voldsom oplevelse at blive født og en stærk udfordring at træde ind i virkeligheden, så har jeg ingen erindring jeg kan genkalde om det. Hvad jeg ved og føler om det er skabt eller genskabt af bl.a. familiealbummet eller de familiehistorier, som jeg har hørt senere. Den grundlæggende erindring jeg har om dette er altså medialiseret og dermed i hvert fald sekundært genskabt ved at blive narrativiseret. Der knytter sig detaljer til om fødslens tid og sted, hvem der kom og så mig, osv. Det faktum at jeg er født over biblioteket, har familiens fortællere også kunnet bruge – i lyset af min senere karriere. I senere fortællinger om min tidlige barndom – nu i Ålborg – indgår også historien om de to gange jeg stak af på min trehjulede cykel, fordi jeg ville ned og se skibene i havnen, og blev kørt hjem af politiet. Det er nu en yndlingshistorie hos vores børnebørn.
At det forholder sig sådan, peger på at vores jeg ganske vist er der fra starten, men ikke bliver bevidst før senere, Det kan man forklare både neurologisk og sociologisk, og de to ting supplerer hinanden. Det fremgår bl.a. af neurologen Antonio Damasios bog Self comes to mind, som måske spiller sammen med nogle af Zahavis tanker. I hvert fald taler Damasio om at vores bevidsthed, og dermed vores jeg bygges op fra det han kalder protoselvet, som er de spontane følelser alle, selv babyer har, altså sanser, følelser, oplevelser, selvom de ikke er reflekteret; kerne-jeg’et hvor det vi oplever og møder i omverdenen bliver til sammenhængende narrative og følelsesmæssige mønstre; og det autobiografiske selv, hvor de samme oplevelser og begivenheder i vores liv bliver så mange og så omfattende at de danner sammenhængende og mere stabile mønstre og strukturer.
Det kan jeg applicere på dette triptykon af Ib i Bagsværd 1956, Birkerød 1966 og Nørrebro ca. 1974. Det er den samme person, men omkring alle tre billeder er der en anderledes tyk kontekst af følelser, oplevelser, livsfaser og historier. Min erindring er her blevet mere reflekteret og bevidst – den er blevet del af en fortælling, som er min, men som også har en masse tilfælles med efterkrigstidsgenerationen, med de store årgange som var med til at forandre velfærdssamfundet i 1960’erne. Billederne repræsenterer en fortælling om vandringen fra land/provins til storby, om øget velfærd, om uddannelse på et meget højere niveau til alle. Jeg var den første i familien der kom på universitetet, og den første nogensinde i slægten i et meget længere perspektiv, som er blevet professor.
Og jo, jeg var da også med i ungdomsoprøret, uden nogen særlig markant rolle dog, og ja, jeg var også Thylejren i 1970. Men i modsætning til så mange andre i min generation, som eksperimenterede vild og inderligt med kønsroller og andre familieformer blev jeg gift med min Ulla allerede i 1969, og vi fik vores to børn i 1971 og 1973.
På et alment plan passer det, trods forskellene i den konkrete udformning af historien, meget godt med at en stor del af vores stærkeste erindringer, følelser og oplevelser er knyttet til familien, hverdagslivet og kærligheden. Det er derfor historiske fortællinger der inddrager dette står så stærkt og påvirker os meget mere end faktuel historieformidling. Vi er narrative og emotionelle væsner.
Andre ting i vores mediekultur peger på denne familie- og hverdagsorienterede interesse for fortiden og historien– vi higer og søger efter vores egne rødder og historiske netværk. Da jeg var teenager kunne jeg ikke vente længe nok på at komme fri af familien og skabe mit eget liv, nu er jeg blevet amatør-slægtsforsker og har skabt mit Stamtræ via siden MyHeritage, hvor man kan en hel del mere end jeg endnu har nået at udføre.
På samme måde bygger Facebook-brugerne dagligt en historie om sig selv og deres netværk via den tidslinie og de billeder og opdateringer, de lægger ud. Tendensen ses også når f.eks. BBC i Who do you think you are?/DR: Hvem tror du du er med moderne forskningsmetoder bringer kendte mennesker helt tilbage i det historiske dyb af deres slægtshistorie, eller når Channel 4 lader en moderne familie gennemleve hvordan det var at leve helt konkret i 1900-tallets begyndelse i The 1900 House. Men noget af det mest imponerende stykke filmkunst om historie og erindring er lavet af amerikaneren Ken Burns, som skildrer den amerikanske indsats under 2. Verdenskrig via fire typiske amerikanske byer, i The War. Her bliver den store histories nedslag i og betydning for den lille historie skarp og næsten til at føle og lugte. Perspektivet på den historiske virkelighed forandres markant.
Mig og 1968 – det individuelle og det kollektive
Det fremgår allerede af det jeg har sagt om min egen historie, at jeg ikke på det private, familiemæssige plan var en typisk 68’er. Men jeg var med, og det kom klart til at påvirke retningen i min forskning frem til 1988, hvor jeg skiftede til film- og medievidenskab. Min venstreorienterede holdning blev ikke skabt af og med 1968, den har jeg med mig fra min familie. Men hvor meget betød 1968, dvs. ungdoms- og studenteroprøret i det store historiske perspektiv? Min helt inden for forskningen i nyere Europæiske historie, Tony Judt har i sit storværk, Postwar – A History of Europe Since 1945 peget på, at selvom begge disse ting var vigtige på nogle områder, så var 1968 blot en lille krusning i en meget større og dybere revolution af de vesteuropæiske samfund i efterkrigstiden. I det citat som i kan se på min slide, hælder han koldt vand på os som måske lidt selvbestaltet så os selv dengang som vældig betydningsfulde. I den del af citatet som står med fedt, siger han direkte, at vi 68ere var lidt for selvhøjtidelige og selvoptagne i vores forestilling om vores egen revolutionerende og forandrende betydning.
’ Moments of great cultural significance are often appreciated only in retrospect. The sixties were different: the transcendent importance contemporaries attached to their own times – and their own selves – was one of the special features of the age. A significant part of the sixties was spent, in the words of The Who, ’talking about my generation.’ As we shall see, this was not a wholly unreasonable preoccupation; but it led, predictably, to some distortions of perspective. The 1960s were indeed a decade of of extraordinary consequence for modern Europe, but not everything that seemed important at the time has left its mark on history. The selfcongratulatory, iconoclastic impulse – in clothing of ideas – dated very fast; conversely, it would be some years before the truly revolutionary shift in politics and public affairs that began in the late 1960 would take full effect. And the political geography Sixties can be misleading – the most important developments were not always in the best known places.’
Uden at underkende 68’erne siger han, at man skal søge meget dybere ned for at finde roden til de strukturelle, historiske forandringer som var med til gøre sådan noget som 1968 muligt. De faktorer Judt peger på er ikke overraskende: der foregår en omfattende omstilling i Europa fra 1950’erne og frem, et boom i økonomisk vækst og velfærd, der foregår en gigantisk mobilitet fra provins til by, og mellem lande og regioner i Europa, de meget store årgange vælter næsten skole og uddannelsesinstitutionerne omkuld, mønstre i forbrug og livsmønstre var i totalt opbrud og man ser en global vækst i mediekultur, der udvikles i Europa og USA og skyller indover før langt mere isolerede nationalstater. Af afgørende betydning er også kvindernes ligestilling og march ind på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Globaliseringen betød også at andre dele af verden end de ’gamle amerikansk-europæiske’ samfund bevægede sig tydeligere ind i på scenen. Det var med andre ord ikke ungdomsoprøret, der var kimen til forandringerne. Ungdomsoprøret var en del af en lang række forandringer som gjorde at det i høj grad var universitetsungdommen og det man kaldte hippiekulturen, der for en tid blev symbolet på dybtliggende forandringer.
Jeg ønsker ikke at underkende det jeg selv var med i, og selve universitetsoprøret står for mig selv i dag som et nødvendigt opgør med et dengang stivnet system. Men enhver kan selv se i dag, at universitetet nu er et helt andet sted. Men min erindring rummer også tåkrummende episoder – også nogle jeg selv har bidraget til – som viser den hybris som Judt taler om, den ikonoklastiske selvfølelse. Men jeg var der og levede med det og for det, og som meget ung undervisningsassistent fra 1970, ph.d.studerende fra 1973 og adjunkt fra 1976 var jeg med til at udvide blikket på litteratur til at omfatte andre former for litteratur, og til at omfatte medier og populærkultur. Et sociologisk blik på kultur og medier afløste et kun æstetisk.
Jeg indrømmer at det ikke er hver dag jeg læser, eller slår op i min måske tidstypiske ph.d. afhandling Proletarisk offentlighed 1-2, eller i den ligeså tykke antologi Arbejderkultur, som hænger sammen med den. Men selvom jeg i dag ville udtrykke mig anderledes, så ser jeg stadig disse bøger og det jeg gjorde som en vigtig del af min egen historie. Det var samtidig noget der på et eller andet plan var en del af en større bevægelse og historie. Mine 1968-relaterede værker en del af den historiske dimension, som løber gennem en meget stor del af mine bøger og artikler, og måske ikke mindst komme frem i min omfattende forskning i dokumentarismen og samfundet. 1968 gjorde mig til ligeså meget samfundsforsker som litteratur-, film-, og medieforsker.
1968 blev iflg. En gallup fra 1968 ikke modtaget alt for vel i den brede del af befolkningen – de så det lidt som et forkælet middel- eller overklasse oprør blandt de mest priviligerede unger.
Denne Gallup-meningsmåling fra 1968 undersøgte danskernes holdning til studenteroprøret i Danmark. Det fremgår, at danskerne ganske klart syntes, at de studerende bar sig forkert ad. Ser man på respondenternes alder, så ser det dog ud til, at sympatien steg jo yngre dele af befolkningen man spurgte. Afslutningsvis konkluderede Gallup, at de studenternes ‘good will’ i befolkningen havde lidt skade pga. oprøret. Som baggrund for denne konklusion pegede Gallup på, at 77 % af befolkningen mente, at studenterne gennemgående blev behandlet godt af samfundet, og at 53 % mente, at studenterne var bedre stillet end andre unge under uddannelse.
Men 1968 og det det hænger sammen med har fået en blivende historisk, symbolsk betydning, som også film og medier har taget frem. Det kan man vise i masser af både fiktive og dokumentariske film, men en af de film som måske fanger tidsånden, tendenserne og modsætningerne bedst er efter min mening franskmanden Olivier Assayas’ film Something in the air (2012). Som i andre gode historiske film er det ikke i sig selv den dokumentariske sandhedsværdi, som er interessant, selvom den også er vigtig: det er filmens evne til netop at få alle erindringens dimensioner fra krop til hjerne, fra indre til ydre til at smelte sammen og ramme os.
Når fortiden går amok i nutiden – 1864 og de nationalromantiske myter
’Det at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat’ (Brandes). Dette berømte og ofte brugte citat er naturligvis fra Georg Brandes skelsættende forelæsninger Hovedstrømninger, som indledtes 3/9 1871 i et auditorium på Københavns Universitet. Brandes var en af årsagerne til at jeg i 1966 startede med at læse dansk og litteraturvidenskab på KU. Brandes var europæer og kosmopolit før han var dansk, han så udad og ikke indad, fremad og ikke bagud. Det er en identitet jeg kan identificere mig med, og som har præget meget af min forskning i europæisk kultur og globalisering siden 2000. Men han vidste naturligvis også at fortiden, historien og nationalfølelsen var en fænomenal, ideologisk og samfundsmæssig kraft. Hvad han forkyndte var et sociologisk syn på litteratur, som havde til formål at ruske op i den konservative og romantiske dominans på hans tid. Man kan vist roligt sige at selv her 144 år senere, er den kamp ikke blevet mindre vigtig, og den nationalkonservative tendens ikke mindre.
Jeg ved ikke om Ole Bornedal i arbejdet med 1864 har haft Brandes inde i det kreative rum, men det kunne han godt. Derimod ved vi, at serien er baseret på et af de mest roste, historiske værker om 1864, Tom Buk Swientys bøger 1864 – Slagtebænk Dybbøl og 1864 – Dommedag Als. Disse bøger rummer en fremragende, rystende, realistiske og ganske afromantiserende skildring af hele det forløb som førte til det danske nederlag, det danske traume om 1864. Et forløb som iflg. denne fremstilling bl.a. må ses som et romantisk amokløb i en ung dansk nationalstat, som skulle få tragiske konsekvenser. Det er sjovt nok samtidig bøger som alle fra Pia Kjærsgaard og visse af danske historikere, som ellers ikke plejer at være enige om ret meget, kalder fremragende. Men da de samme bøger resulterede i en – efter min mening – lige så fremragende serie i bedste sendetid på DR, skal jeg love for at vandene blev delt. Men viser det ikke netop at Brandes har ret – kunsten lever først rigtigt, når den sætter problemer til debat. Og debat det skabte 1864 så sandelig, en så voldsom offentlig debat, så man tydeligt ser hvordan fortidige begivenheder, som næsten er stivnet i en national myte, i den grad er blevet og stadig bruges i den aktuelle politiske og kulturelle strid om dansk kultur og danske værdier.
Jeg rejste her i sommer rundt i Sønderjylland og de tyske dele af som før 1864 hørte til Danmark. Jeg rejste bevist i sporene på 1864, jeg prøvede så at sige at få historien ind under huden. For få steder som her, præger historien på næsten mytologisk vis landskabet og kulturen, og historien er til stede i små og større detaljer.. Om noget har Bornedals 1864 også genskabt dette landskab og den kultur, i de hverdagskulturelle dele af sin serie.
Seriens struktur og fortælling er med god baggrund i den virkelighed som skildres voldsomt, ekspressiv, følelsesladet og melodramatisk. Men den går også realistisk ind til benet af det politiske og nationale spil, kynismen bag nationalismen, dumdristigheden og den ideologiske forblændelse, og samtidig er serien ikke mindst den stærkeste afdækning af krigens gru og formålsløshed, jeg nogensinde har set på dansk tv. Men når serien, trods den voldsomme offentlige debat, der nærmest splittede danskerne i to lige store del, alligevel fasthold et seertal på omkring 1.3 millioner, kun meget lidt under andre samtidige danske dramaserier, så er det også fordi den – som det gælder for al god historisk dramatik – forbinder mange lag, især hverdagshistorien og den større politiske socialhistorie, og fordi historien bliver nærværende og konkret gennem personificeringen af faktiske, historiske karakterer og fiktive, typiske karakterer.
Men seriens overraskende og geniale greb er også at gøre forholdet mellem fortid og nutid endnu tættere ved på familieplanet at skabe en nutidig ramme, som fortiden spejles i, Det er ikke bare en serie som handler om 1864 som historisk begivenhed, det er en serie som handler om krigens og politikkens væsen fra nationalstatens fødsel og op til den globale virkelighed, som dansk politik nu agerer i. Her tager serien som Brandes det kosmopolitiske perspektiv. Via trådene mellem fortids- og nutidshistorien tager serien et ideologisk og kulturelt opgør med den politik, som siden 2001 har ført Danmark ud i udsigtsløse krige via tvivlsomme alliancer. Men den tager også et livtag med de som definerer danskheden så indadvendt og rendyrket, at de f.eks, hævder at sigøjnere ikke eksisterede i Danmark på det tidspunkt – hvor de nationalkonservative jo bare rettelig mener, at dem vil de ikke have, de hører ikke hjemme i deres højglanspolerede og renskurede danske kultur.
En mur og et sår i vores europæiske hjerter – Anders Østergaard og 1989.
Fra 1991-1997 sad jeg i Statens Humanistiske forskningsråd, de sidste tre år som formand, både for dette råd og for alle forskningsrådenes formandsskollegium. En del af mit arbejde i den sammenhæng var også sidde i European Science Foundations styregruppe og den europæiske formandsgruppe EUROHORCH. Jeg blev i slutningen af 80’erne en meget stærk tilhænger af et udvidet og fordybet EU samarbejde – efter min mening det eneste der kan frelse os for at de europæiske nationalstater falder tilbage til livsfarlig nationalisme. I 2008 var jeg initiativtager til oprettelsen af det tværfaglige Center For Moderne Europastudier (CEMES) her på stedet, fra 2008-2011 som formand. Mit europæiske engagement har også gjort mig til med-leder af to større europæiske forskningsprojekter: Changing Media – Changing Europe ( 2000-2004) og mit nuværende projekt Mediating Cultural encounters Through European Screens (MeCETES, 2013-2016). Så jeg har vel på en måde både Europa i hjertet og hjernen – det optager mig, fascinerer mig, irriterer mig, og det er centralt for min forskningsdagsorden, både i et historisk og nutidigt perspektiv.
Det samme gælder dokumentarismen, som har fyldt lige så meget i min forskning siden 2000, som Europa. Vi har en stribe utroligt stærke og meget forskellige dokumentarister i Danmark, som jeg har forsket i, undervist i, og som jeg har interviewet og ofte haft ude til min undervisning. Senest har jeg – sammen med Mette Hjort og Eva Novrup Redvall – udgivet interviewbogen The Danish Directors 3. Dialogues on the New Danish Documentary Cinema – interviews med 19 aktuelle, danske dokumentarister. I denne sidste del af min forelæsning prøver jeg at forene min optagethed af det europæiske med min optagethed af dokumentarismen, historien og erindringen.
Anders Østergaard er en af vores mest fremragende, etablerede dokumentarister, og det særlige ved hans film er evnen til psykologisk at anskueliggøre en historisk og kulturel kontekst, ofte gennem portrætter af et individ eller en gruppe af individer. Han er samtidig en af de danske dokumentarister – en blandt mange – som er med til at udvide det dokumentariske sprog, så det bevæger sig langt udover det traditionelt journalistisk-dokumentariske. Han har selv om de fleste af sine film om kunstnere, f.eks. Troldkarlen om jazzmusikeren Jan Joahnsson, Tintin og mig om Hergé og Gasolin – talt om en ’documentary of the mind’ – en sindets dokumentar. Hvad han gør i disse film er da også at kombinere en visuelt og æstetisk iscenesat indlevelse i et univers, en bevidsthed med en dokumentarisk dokumentation af den historiske og kulturelle kontekst. Musikuniverset i Troldkarlen bruges i en historie om Sverige og verden i 1950’erne og 60’erne. Tegneserieuniverset i Tintin og mig animeres og breder sig in i filmens portrætdel og dokumentariske billeder, men dette univers og denne bevidsthed giver også samtidig nøgler til en forståelse af Belgisk og Europæisk historie. Og Gasolin’ – en af de mest sete dokumentarfilm i nyere tid – bliver med sin intense modstilling af især Kim Larsen og Franz Beckerlee som tidstypiske og meget forskellige karakter til et social- og kulturhistorisk portræt af Danmark fra 1950’erne og frem. Sanselig, narrativ og æstetisk iscenesat dokumentarisme som forener flere lag af fortid og nutid.
I sin seneste film 1989 laver Østergaard en historisk dokumentar om murens fald, på sin helt egen måde. Et skilt før filmen vises fortæller os: ’Denne film giver en dramatiseret fremstilling af begivenheder med kreativ brug af arkivbilleder. Alle de rekonstruerede dialoger er baseret på grundig research og verifikation, for at sikre den størst mulige autenticitet.’ Rekonstruktioner er ganske almindelige i journalistik og dokumentarisme, når man skal gengive situationer og begivenheder, hvor man af en eller anden grund ikke har materiale om den oprindelige begivenhed. Men her går Østergaard et skridt videre og gør noget som så vidt jeg ved ikke før er gjort i denne type dokumentarfilm.
Selv forklarer han det sådan: ’Vi skubber grænserne for formen ved at bruge arkivoptagelser af de rigtige personer og tilføje vores rekonstruerede dialog. Hensigten er ikke at provokere. Hensigten er, at man skal opleve disse mennesker på nært hold.’ (EKKO interview). Han sammenligner med f.eks. fiktionsfilmen Nixon, hvor Anthony Hopkins spiller hovedpersonen: ’Anthony Hopkins er fremragende i rollen. Men det er stadig ikke Nixon. Han kan aldrig blive Nixon. Han kan kun være Anthony Hopkins, der spiller en god rolle. Jeg var betaget af at bruge protagonisternes ægte fysiognomi. Der er meget at aflæse i et ansigt, uanset om det er Gorbatjovs blide gemyt eller Honeckers rå gadekæmpertype.’ (Ekko). Ved at lave disse rekonstruerede dialoger fra bag de lukkede døre bringer åbner han for en direkte selvoplevelse af nogle af de mest intense, historiske øjeblikke, der har formet nyere europæisk historie.
Men ved siden af dette greb gør Østergaard også det, at han personificerer og narrativiserer historien gennem to faktiske personer, der hver på sin måde er relativt ukendte helte: østtyskeren Kurt Schultz, der døde kort før murens fald i et forsøg på at krydse grænsen, og denne histories sammenhæng med den pludseligt udpegede ungarske premierminister, Miklos Nemeth, som var ham der først åbnede grænsen og dermed de facto satte lavinen i gang. På samme måde som 1864, men nu endnu mere direkte forankret i en historisk og dokumentarisk autenticitet, formår Anders Østergaard at gøre det som al god kunst kan: at gøre historien konkret og nærværende via en fortælling og via nogle karakterer som kropsliggør historiske tendenser. Samtidig bevæger filmen sig konstant mellem fortid og nutid, som en erindrende og fortolkende reflektionsproces, der tydeligt viser hvorfor fortid og nutid hænger sammen.
Kontinuitet og forandring: to historiske beslutninger som har præget mit liv
I 1959 udgav Eving Goffmann sin inflydelsesrige bog The presentation of selv in Everyday Life – en bog som siden har påvirket måden at tale om mediernes virkning i det offentlige og det private liv. Men man kan måske også sige det er tidtypisk at bogen kommer på det tidspunkt, for den introducerer så at sige det moderne, medialiserede samfunds begyndende underminering af traditionssamfundet, samfundet med mere faste roller, normer og forventninger. Goffman omtaler vores måde at præsentere os selv på i hverdagens private of offentlige rum som en slags teater og rollespil, der går fra den mest offentlige frontstage til den mest private backstage. I moderne sociologi har det siden været et stående tema, f.eks. i Anthony Giddens ligeså indflydelsesrige bog Modernity and Self-Identity, at vi siden 1960 har bevæget os ind i et samfund hvor identitet og jeg synes at være i konstant opbrud og forvandling: vi skal hele tiden udvikle og forny os, vi skal være omstillingsparate, vi må ikke blive hængende for længe og for meget i traditionelle roller og systemer.
Medierne er en del af dette, også de nye sociale medier: vi eksponerer os selv hele tiden, vi spejler os i hinanden, og offentlige personer og deres mange lag kommer lige ind i stuen til os. Det har nok altid været sådan, men i dag er hastigheden og omfanget øget, bl.a. i kraft af medialiseringen af vores liv. Det går så stærkt nu, at en psykolog som Svend Brinkman kan erobre mediedagsordenen med et budskab om at vi også skal huske at slå rødder.
Når jeg ser tilbage på mit hidtidige liv som universitetsforsker og som familiemenneske, så slår det mig, hvordan jeg på engang har været typisk og meget utypisk set i dette perspektiv. På næsten samme tid i 1969-70 foretog jeg to valg, som har haft afgørende betydning for mit liv og min historie. Den ene beslutning førte til det, som jeg i dag tager delvis afsked med. Endnu inden jeg var færdiguddannet blev jeg pr. 1/9 1970 ansat som undervisningsassistent på Københavns universitet. Det er nu lidt over 45 år siden, og det har givet mig et rigt og vidunderligt liv som underviser, vejleder, forsker – og guddøde mig også som administrator. Jeg har mødt og samarbejdet med en utrolig masse mennesker, fra mange forskellige fagområder og på tværs af flere institutioner. Jeg er glad og stolt over alt det jeg har fået lov til at være med til – og det er ikke helt slut, bare rolig, jeg er nu en fri forsker, og jeg håber der er mange publikationer i mig endnu. Men det slår mig hvor umoderne og traditionelt det er, at have været ansat på den samme arbejdsplads hele sit liv. Men til gengæld vil jeg så imod tidsånden om omstillingsparathed sige, at måske er det netop den stærke kontinuitet, som har gjort at jeg indenfor den ramme i virkeligheden hele tiden har fornyet mit og prøvet nye udfordringer og veje.
Men langt den vigtigste af disse to beslutninger var, at jeg mens vi studerede, i april 1969 giftede mig med Ulla – det er nu lidt over 46 år siden, og flammen er der stadig, skulle jeg hilse og sige. Altså en helt håbløs ’gammeldags’ form for kærlighed og ægteskab i en tid hvor tæt ved 50% af de ægteskaber der indgås, opløses igen. Altså det traditionelle og kontinuiteten igen. Men måske er konklusionen den samme, vi har udviklet os gennem tiden med hinanden. Og hvad har vi ikke fået for dette. En ting er publikationer, men vores fælles ’udgivelser’ – som faktisk rummer bogen Medier og samfund (1990) – er først og fremmest to fantastiske børn, og en fantastisk masse børnebørn. Jeg håber at mit virke som universitetsmand og mine bøger og artikler kan fortsætte med at inspirere nogen i årene frem efter. Men jeg er helt sikker på at jeg vil leve videre i mine børn og børnebørn.
Jeg takker, bukker og går langsomt ud – men ’The rest is Not silence’.
1864: New Danish Historical Drama Spurs Heated Public Debate.
Originally published October 24, 2015
|
Ib Bondebjerg
”This Sunday Danish public service station DR broadcast the first of eight episodes of 1864, the most expensive drama production in Danish television history so far. Ib Bondebjerg reports on the production, reception and debate of the series.”
When DR launched the first episode of 1864 it immediately reached success with the viewers. 1.7 million viewers followed, a share of 67%, which brings the series on level with other recent DR-drama productions like The Killing and The Legacy and well above Borgen, which opened with 1.1 million, but reached the same level as 1864 in later episodes. The Sunday 8-9 pm slot for DR drama-productions seems almost untouched by the digital development and new platforms: the viewers love national drama and follow each production and episode intensely, expressing their wives on the social media. Since September 15 more than 4.500 tweets relate to the series, and comments in newspapers and other online sites have been plenty.
But apart from the immediate viewer success and interest, two other aspects are worth mentioning. The series was funded in a rather unusual way by a special decision backed by the former Liberal-Conservative government and backed by the nationalist, popular party Dansk Folkeparti. 100 million Danish kroner (€13.4) was set aside especially for a DR drama production dealing with important aspects of Danish national history. It is not normal for governments to order specific drama productions, so there was a certain air of political interference in the independent decision processes of DR.
However, after a process of open bids for this project, DR decided to go for a project directed and written by Ole Bornedal, but inspired by the Danish history professor Tom Buk-Swienty’s historical bestselling books on the historical events in 1864, a year and a war in which Denmark lost a large part of it’s land to Germany. The series in eight one hour episodes is produced by Miso Film, who will also produce the 150 min. long film 1864. The total cost of the production of both the film and the series is 173 million kr. (€ 23.25 million). In a Danish context this has been seen by some of the newspapers as extremely expensive, and the price per minute (360.416 kr., or € 48.400) has been mentioned by the Danish Tabloid Ekstrabladet as extravant (13/10, 2014). But historical drama productions are costly and the series has 470 scenes, is shot on 36 locations, 155 actors are involved, and 2000 (statister), not to mention the huge costs for creating the right locations.
The historical events in1864 are crucial in Danish history and is seen as a both human tragedy where many Danes lost their lives in a hopeless battle against a superior German power. By most historians this event also marks the end of what now seems as national folly, a political kind of hubris by the national dreamers in politics at that time. The was a time where Denmark ruled both parts of Sweden, Norway and also the regions now belonging to Germany. The series 1864 is a story of political nationalism, of an idea of being Danish, which then was and have ever since been contested by other political ideas and ideologies.
So in dealing with this traumatic, national event, 1864 touches upon the interpretation of Denmark and the concept of Danishness that has deep historical roots, but also on a very tense debate in today’s more globalised and European Denmark. In the series, Ole Bornedal has stressed this connection between past and present, by a contemporary frame, in which the historical past is mirrored in contemporary Denmark. In this way the series does what all good historical series do in different ways: they show us that the past matters, both on and individual and collective level. The past is somehow part of the present, history is alive, and can tell us something about who we are and where we come from.
That history matters is very clear from the reception of the series and the heated debates, even before the series first episode has been shown, and long before anybody has seen how the series will develop. Some historians and some politicians has been very eager to pass a verdict here and now. Historians have attacked the series for not been historical correct, for making a caricature of some of the politicians in the series, and especially representatives for Dansk Folkeparti have been almost morally upset by the series and the combination of a historical and contemporary perspective. They see it as a leftist attack on those that defend a certain concept of nationalism and Danishness.
Words like manipulation and falsification of historical facts have dominated debates in newspapers, on radio and television and social media. Some of those taking this position in the debate have even indicated, that by broadcasting this kind of drama, they are paving the way for the end of DR and for privatisation (Mads Holger, Berlingske Tidende, 13/10, 2014). But other voices have defended the series and the way it constructs a both historical and contemporary narrative. The other big Tabloid newspaper in Denmark, BT, together with the broadsheet paper Politiken, have both called the first episode of 1864 ‘a passionate master piece’ and ‘ a breathtaking, spectacular historical narrative’. More liberal-conservative papers like Jyllands-Posten and Berlingske Tidende, have on the other hand eagerly supported the historical and political critique by talking about a biased left wing narrative.
Like in the real battle in 1864, the opponents for and against 1864 are deep down in the trenches firing at each other. This is a national, historical drama really creating a heated public debate. In the meantime we wait for the next episodes and for the smoke to go away.
The series however, unless we see a drop in popularity with the viewers in the following episodes, seem to be a popular success. It thus follows in the footprints of the Danish invasion we have already seen with other drama productions from DR. The series also follows the pattern of increased co-production with support from among others: SF Film, TV2 Norway, 4 Fiction, Arte, ZDF, Nordic Film and TV Fund and EU Media. The series has already been sold to more than 10 countries, besides the Scandinavian countries also France, Germany and England, and it seems that the Weinstein group is interested in buying it for the US market. Both the series and the film thus seem to have strong international potentials, despite the very specific national theme of the film.
The embodied mind: when biology meets culture and society.
First published October 27, 2015. Palgrave Communications s, DOI: 10.1057/palcomms.2015.15
|
Ib Bondebjerg
In a recent portrait of and interview with the young, very successful Danish theatre director, Elisa Kragerup, she was asked what triggered her when she decided on which plays to put on stage: ‘Working with theatre is for me a way to engage in what it is to be human. When my passion for something is awoken, it is because I feel it in my body, when it gives me a physical feeling (…). It is a vey physical thing to work with both the higher and the deeper aspects of being human (…)The body is a language, which can be used to tell transformation stories’ (Skotte 2015). It is not often to hear a person working with an art form like the theatre to talk so directly about the body and about emotions when defining creative work. Some theatre or film directors, or some authors might tend to talk about the more rational, abstract and intellectual dimensions of art and creativity. But most creative people know that the body, the emotions, what we feel about something is deeply imbedded in all forms of art and communication. Already the ancient Greek and Roman rhetorical traditions talk about logos, ethos and pathos as part of a successful communication.
Two Cultures revisited
In a way it should not be a controversial thing to point to biology and neurology as a fundamental dimension for research in the humanities and social sciences. It ought to be common sense to connect elements from biology, natural sciences, humanities and social sciences to get a deeper understanding of how our society and culture, our art forms and types of communication are linked to the concept of our embodied mind. However, the split and controversy, already pointed out by C.P. Snow in his original lecture and the book that followed, The Two Cultures (1956/59, republished 2012), between natural sciences and the humanities and social sciences still exist. In the humanities and social sciences there is a strong trend towards contructivist views, and biology and neurology often signal a kind of determinism to people from these fields of research. But it should not come as a surprise to researchers in the humanities and social sciences, that the human mind and body is a result of a very long and slow evolutionary history. After all Darwin was not born yesterday, and Darwinism is a firmly established paradigm for the understanding of how humans develop and the interaction between our biology and the natural and social context work. It is not a deterministic theory, but a theory that teach us to look carefully into both the very fundamental dimensions of how our body and mind functions, and the social, historical and cultural context we live in.
Already C. P. Snow was wondering why it was expected that people in the natural sciences should know the fundamentals of culture and society to be considered educated citizens, whereas humanities and social science people considered some of the most basic aspects of natural science irrelevant. What we see today in the new interdisciplinary embodied mind paradigm, is often that across the split, Snow pointed out, humanities, social sciences and natural sciences collaborate and enter each other’s territory. Researchers with a natural science background, like for instance the Danish neurologist and Oxford professor Morten Kringelbach or the American neurologist Antonio Damasio, enter art studies and philosophy in books like Mind Space. The Emotional Brain (Kringelbach, in Danish 2004) and Self Comes to Mind. Constructing the Conscious Brain (Damasio 2010). From the other side linguistics like American George Lakoff and philosopher Mark Johnson start developing an embodied theory of language and meaning in Metaphors We Life By (1980). Also in film and media studies, literary studies and studies of creativity the embodied mind paradigm is strong, for instance in Mark Turners The Literary Mind (1996), Ed Tan’s Emotion and the Structure of Narrative Film (1996) or the more popular book by Jonathan Gottschall, The Storytelling Animal. How Stories Make us Human (2012), which combines psychology, sociology, aesthetics and neurology.
Descartes error: the neurological turn
From 1994-1997 I was a member of European Science Foundations Standing Committee for The Humanities. ESF-Humanities has always been very dedicated to the development of interdisciplinary research, not just with the social sciences, but also the various branches of natural sciences. ESF was located in Strasbourg, and in 1995 a strike made the trip back to Copenhagen very long. But I had brought with me Antonio Damasio’s book Descartes’ Error. Emotion, Reason and the Human Brain (1994), simply because I found the title so intriguing, and I had plenty of time to read what for me became a bit of a revelation and led to my own personal neurological turn. What the book does is to use very strong neurological research to raise and give answers to questions that have profound importance for the understanding of humans, culture and society. The fascinating thing about the book is that Damasio can move between biology, neurology, philosophy and psychology. His introduction is also a personal story of things that changed Damasio’s own understanding of things and the fundamentals in the way we generally look upon and evaluate for instance the relation between rationality and emotions:
I had grown up accustomed to thinking that the mechanisms of reason existed in a separate province of the mind, where emotion should not be allowed to intrude, and when I thought of the brain behind that mind, I envisioned separate neural systems for reason and emotion. This was the widely held view of the relation between reason and emotion, in mental and neural terms (Damasio 1994: xii).
What the book argues for, through different case studies of persons with specific forms of brain damage and more general neurological arguments, is that this widely held concept is completely wrong. Feelings, memory and perceptual images play an important role for our reasoning, and because the body and the mind are so connected, feelings and reasoning interact, and feelings play an important role for our minds and for our ability to act in society. As Damasio points out, feelings and emotions are not a luxury, they are in fact as ‘cognitive as other percepts’ (p. xv), and they guide our decision making and reasoning in important ways. So Descartes’ error was that his sentence ‘Cogito ergo sum/I think therefore I am’ created an ‘abyssal separation of body and mind (…) the separation of the most refined operations of the mind from the structure and operation of a biological organism’ (Damasio 1994: 249-250).
This general argument for an embodied mind, for the biological basis of both reason and emotion has been taken further and discussed in many books both with a philosophical agenda and with a more creative and communicative agenda. In one of his later books, Self Comes to Mind. Construction the Conscious Brain (2012), Damasio himself develops a theory of the self based on the embodied mind framework. The self, who we are and what we feel and think as a me, is – according to Damasio (Damasio 2012: 22-23) – a very complicated process where the self is constituted by three different kinds of self: the ‘protoself’ with the primordial feelings, mainly in the cerebral cortex and brain stem, the ‘core self ‘ or what he calls a ‘material me’ where interactions between the organism and objects take place, and ‘the autobiographical self’ which is our aggregated knowledge and memory of both the past and projections of the future. Finally we have what Damasio calls ‘a knower’, where the core and autobiographical self give our minds a ‘subjectivity’.
Damasio is not a philosopher, but his theories and biological empirical evidence has been taken up and critically discussed by some of our most interesting new philosophers, for instance in Dan Zahavi’s new book Self and Other (2014). Zahavi’s book represents an important interdisciplinary attempt to connect classical phenomenology and philosophy with the new trends in the philosophy of the mind. Such and attempt to expand the embodied mind theory into philosophy and challenge the whole Western tradition for understanding rational and cognitive processes is also strongly represented in George Lakoff and Mark Johnson’s Philosophy in the Flesh. The Embodied Mind and Its Challenge to Western Thought (1999). What the book says is basically: the mind is inherently embodied, thought is mostly unconscious and abstract concepts are largely metaphorical. What the book also argues for, based on cognitive science, is that commonalities and universality, when we talk of human societies and culture, is much more dominant and important than differences. This again doesn’t mean that culture and society are not important, it just means that the social and cultural diversity, or the historical and national differences, we can observe, are built onto our embodied minds, which ensure a strong commonality beneath our variations.
The social mind: new cognitive sociology
Generally speaking the new embodied mind paradigm is not an erosion of the things humanities and social sciences have been researching for years: how cultures communicate and interact, how the creative and artistic dimension of our life, how societies and politics are formed etc. Rather this new cognitive-emotional theory offers a new foundation of cultural and social studies of societies and historical development. Damasio – who is in fact very conscious about the kind of controversy his theory and biological framework can create outside natural sciences – has said this very explicitly:
Naturalizing the conscious mind and planting it firmly in the brain does not diminish the role of culture in the construction of human beings, does not reduce human dignity, and does not mark the end of mystery and puzzlement. Cultures arise and evolve from collective efforts of human brains over many generations, and some cultures even die in the process. They require brains that have already been shaped by prior cultural effects. The significance of cultures to the making of the modern human mind is not in question. Nor is the dignity of that human mind diminished by connecting it to the astonishing complexity and beauty to be found inside living cells and tissues (Damasio 2012: 27).
This strong statement from Damasio is reflected in different forms of cognitive sociology, an already firmly established sub-discipline for instance represented in a text-book like for instance Fiske & Taylor’s Social Cognition (1991 and many later editions). Here social cognitive processes are described through for instance schema theory, the social categories we use in social interaction, in connection with self-understanding and memory, attribution theory, and affects and cognition and their role in the building of attitudes for instance. Although social cognition like this is not directly linked to the new dimensions of the embodied mind framework, and the link to biology and neurology is thinner, there is definitely a shared common ground that can be developed further. This is also the case with other approaches to cognitive sociology, for instance Eviatar Zerubavel’s Social Mindscapes. An Invitation to Cognitive Sociology (1999).
Zerubavel’s book offers what he calls a general outline of a ‘sociology of the mind’, and in the opening chapter he argues that the need for a cognitive sociology really stems from a still very dominant trend in cognitive science to study individual brains and forms of cognition, ‘cognitive individualism’ (Zerubavel 1990: 2). Like Damasio (but without direct reference) he sees the rise of modern cognitive science as coinciding with the decline of the ‘Romantic vision of the individual thinker’ (ibid). In a model of dimensions cognitive sociology (Zerubavel 1999: 20), Zerubavel talks about three fundamental dimensions of cognitive sociology: cognitive individualism, cognitive sociology and cognitive universalism. These dimensions in the one end point to very subjective, personal dimensions of our social cognition and at the other end universal cognitive commonalities that are related to the deep biological dimensions of social cognition, we share as human being, despite our differences. At the centre we then find the more collective, historical, subcultural dimensions of social cognitions, the things that are formed by our being members of ‘thought communities’.
So despite his attack on the romantic notion of the individual and his strong argument for cognitive theories that play down our cognitive individualism and differences and support the cognitive universalism or our cognitive commonality as human beings, Zerubavel focus on the interplay between cognitive universalism and a cognitive sociology focusing on cognitive diversity and differences (Zerubavel 1999: 10-11). So in an almost paradoxical way Zerubavel actually argues that being aware of what is universal and common for all human beings makes it much clearer how we can approach collective processes of cognitive socialization and formation of social though communities, sub-cultures and structures of collective memory or shared cultural experiences. The universality of our embodied mind and foundation for our experiences is not in opposition to the analysis of the cognitive diversity and pluralism we find in modern cultures.
When cognitive sociology and linquistics is used in actual research of contemporary matters, such as it is the case with George Lakoff’s The Political Mind (2008), the reaction can however be quite strong. In his review in New York Times, William Saletan (2008) simply called the book ‘Neuro-Liberalism’, and what happens in this review is basically that Saletan reacts against the biological dimensions as if they from a deterministic framework for Lakoff’s comparative analysis of Republican and Democrat political discourses:
In place of neoliberalism, he offers neuroliberalism. Since voters’ opinions are neither logical nor self-made, they should be altered, not obeyed. Politicians should “not follow polls but use them to see how they can change public opinion to their moral worldview.” And since persuasion is mechanical, progressives should rely less on facts and more on images and drama, “casting progressives as heroes, and by implication, conservatives as villains.” The key is to “say things not once, but over and over. Brains change when ideas are repeatedly activated (Saletan, NYT, 2008)
But what Lakoff is trying to analyse are different political discourses and how they relate to the way our brain basically works through links between emotion and reason, through metaphor, narrative and dramatic oppositions. He is in a way just continuing the work done by rhetorical research for centuries on which speeches have had an impact and which not, and why that is. Abstract facts and arguments are not enough in themselves, something that is not deterministic, but based on solid neurological research, and which is not in opposition to demands for truth, facts and reason.
Moving Images, Culture and the Mind
The study of moving images, of film, television and recently also internet and social media have gone through some of the same theoretical main trends as other areas of humanities and social sciences: strong aesthetic, cultural paradigms have existed alongside more sociological approaches. But around 1985 cognitive theory developed rapidly in film and media studies. David Bordwell’s book Narration in the Fiction Film (1985) became an influential starting point for theories of genres and narrative structures in film and other media that combined both formalist, structural analysis and cognitive and psychological ways of describing film comprehension. By defining and describing very fundamental and universal forms of film narration (for instance classical narration and art cinema narration) he went against a tendency to see genres primarily as historically and culturally constructed. The viewer here emerged not primarily as a socially and culturally constructed viewer, but as a viewer constituted by the fundamental dimensions of cognitive and emotional involvement in film and narrative structures.
This attempt to establish very fundamental, universal genres and modes of reception in film is further developed in Torben Kragh Grodal’s two books Moving Pictures. A new Theory of Film, Genres, Feelings and Cognition (1997) and Embodied Visions. Evolution. Emotion, Culture and Film (2009). Grodal defines a new typology of basic genres based on the viewer’s active–passive relation with the film, the kind of distanciation or identification involved, and the typical moods and emotional responses activated during viewing: associative lyricism, canonical narratives of action, obsessional paratelic fictions, melodramas, horror, schizoid fictions, comedy, and metafiction. Behind these basic forms we then find a number of more concrete, historical subgenres. The basic assumption of the book is that genres of visual fiction are mental structures that to a large degree are modeled on the basis of a simulated reality of actions and emotions to which we react with much the same experiences and capacities as in real-life experiences. The book thus argues that many of the fundamental structures of film experience are based on embodied emotional and cognitive patterns that interact with the concrete social and historical context of audiences.
In his first book, Grodal describes both the typical embodied flow, during the experience of visual fiction with reference to cognitive-emotional psychology, and the reason for the strength and popularity of the prototypical genres of visual fiction and their relation to different mental and emotional activities and experiences. Grodal’s book is not strongly oriented toward the cultural and historical aspects of moving images. However there is no essential opposition between a cultural, historical, and stylistic approach to visual fictions and Grodal’s position, as long as one realises that certain aspects of the experience and processing of moving images cannot be described as culturally constructed in any short-term sense. In the introduction to his second book Grodal makes the same statements about why the embodied mind theory represents a major shift in humanities and social sciences as those researchers already cited. He refers to Damasio’s statement that film is actually a good illustration of how consciousness functions, because the filmic experience in many ways simulate the real world experience, and because the film experience illustrate that levels of a bodily and biopsychological nature far below language and consciousness are activated (Grodal 2009: 13).
So when traditional film scholars – or language and literature scholars – only see a culturally and historically constructed language, they miss the dialectic between mind, body and society. Both social theory and constructivism tend to see the mind as a blank slate from birth on which culture and society makes their imprints (see Barkow et. al. 1992). But as the embodied mind theory has shown through both experimental, clinical research and empirical sociological research this is out of touch with the fundamental dynamic between biology, sociology and culture. Humans come with a very strong biological framework that is universal by nature and interacts with society and culture in much more complex ways. In film research this problem has been studied theoretically and experimentally by Ed Tan in Emotion and the Structure of Narrative Film (1996) – the subtitle ‘Film as an Emotion Machine,’ indicates what it is about. He is not trying to deal with all aspects of film experience and cultural and social aspects of cinema, he is trying to focus on how viewers emotionally involve with classical narrative films and how those emotions are created between screen and viewers both bodily and mentally.
This is also very much the agenda for Carl Plantigas’s Moving Viewers. American Film and the Spectator’s Experience (2009). He criticises the main trend in cultural studies and aesthetic theories of cinema and media and the way in which they primarily look for hidden meanings and tend to look for abstract propositions, messages and themes. He furthermore criticise the dominant forms of empirical audience research for not dealing with emotions. He sees the cultural studies paradigm as a result deep down of the same dichotomy between biology and culture, between reason and emotion that for decades have haunted Western thought and lead to a misunderstanding of emotions as counterproductive for logical and critical thought (Plantinga 2009: 4).
Towards a new inter-displinary agenda: biology, culture and society
We are biological creatures just as much as we are cultural and social creatures. We are born with a brain and a body before we are even defined as individuals and citizens in a specific society, we are universal in the making, before we get a specific language and are formed by the circumstances and times we live in. Modern theory of cognition and emotion point to the fact that we have much the same emotions although different societies and social circumstances can teach us how to control or show them. We have always from the dawn of man developed language, told stories, drawn pictures in ways that have strong universal elements, but also show abilities to great diversity and historical variation. But there seems to be strong universal patterns beneath the way these creative and communicative formats are developed.
Unlike what traditional cultural studies and sociology tend to infer, biology and evolution show that we are not born like a blank slate, and constructed from scratch as cultural and social beings. Our body, biology, brain and neural system play a very crucial role for how we are formed, and although there is not ultimate determination in biology, culture and society certainly interacts in very specific ways. We are not just individuals created by our own history and development, we are not just social and group determined individuals, we are in fact also individuals with a strong evolutionary ballast of biological nature and with universal dimensions. Emotions are not just a by-product of evolution, only there to be controlled or suppressed, fiction and narratives are not just entertainment to be avoided by rational thought, they are actually very basic and universal structures through which we understand and make sense of the world. Reason, logic, facts etc. are just as necessary, but they exist as part of the same biological make up of all human beings, and they are historically just as important for our cultural and social life.
Interdisciplinary collaboration and dialogues across disciplines are more than ever important for the understanding of humans in culture and society, and biology is an integrated dimension in that understanding. Biology and neurology have made major advances in knowledge of the human body and brain over the last five decades. Technologies to study the living brain are beginning to appear, and this development makes it possible in the future to study art and communication from new angles with the emotional and thinking parts of our experience in focus. Research in film and media studies, but also in social media and networking, in game studies, memory studies and in the creative arts have strong potentials in such and interdisciplinary project.
References
Barkow, Jerome et. al. (1992). The Adapted Mind: Evolutionary Psychology and the Generation of Culture. New York: Oxford University Press.
Bondebjerg, Ib (2000). Moving Images, Culture and the Mind. University of Luton Press.
Bordwell, David (1985). Narration in the Fiction Film. Mdison-Wisconsin: The University of Wisconsin Press.
Damasio, Antonio (1994). Descartes’ Error. Emotion, Reason and the Human Brain. New York: Avon Books.
Damasio, Antonio (2012). Self Comes to Mind. Construction the Conscious Brain. New York: Vintage Books
Fiske, S. T & Taylor. S.E. (1991). Social Cognition.New York: McGraw Hill
Grodal, T. K. (1997). Moving Pictures. A new Theory of Film, Genres, Feelings and Cognition. Oxford: Oxford University Press.
Grodal, T. K. (2009). Embodied Visions. Evolution. Emotion, Culture and Film. Oxford: Oxford University Press.
Gottschall, J (2012). The Storytelling Animal. How Stories Make us Human. New York: Mariner Books Kringelbach, M. (2004). Hjernerum. Den følelsesfiulde hjerne/Mind Space. The Emotional Brain. Copenhagen: People’s Press.
Lakoff, George & Mark Johnson. Metaphors We Life By (1980). Chicago: Chicago University Press.
Lakoff, G. and Johnson, M. (1999). Philosophy in the Flesh. The Embodied Mind and Its Challenge to Western Thought. New York: Basic Books.
Plantiga, Carl (2009). Moving Viewers. American Film and the Spectator’s Experience.
Saletan (2008). ‘Neuro-Liberalism’. In New York Times, June 22.
Skotte, Kim (2015). ‘Vi lyver for at få sandheden frem. Interview med Elisa Kragerup/We lie to reach the truth. Interview with Elisa Kragerup. Politiken, March 9, 2015.
Snow, C.P (1956/59, 2012). The Two Cultures. Cambridge-New York: Cambridge University Press.
Tan, E. (2011). Emotion and the Structure of Narrative film
Turner, M. (1996). The Literary Mind.The Origins of Thought and Language. Oxford: Oxford University Press.
Zahavi, Dan (2014). Self and Other. Oxford: Oxford University Press.
Zerubavel, Eviatar (1999). Social Mindscapes. An Invitation to Cognitive Sociology. Cambridge Mass.: Harvard University Press.
Krigens Ragnarok, hverdagen og kærligheden – 1864 (Afsn.7)
First published on November 26, 2015
|
Ib Bondebjerg
’De burde skamme Dem’ siger konseilspræsident Monrad i begyndelsen af afsnit 7 af 1864, lige før det afgørende slag på Dybbøl sætter ind, og krigens ragnarok udfolder sig i al sin menneskelige gru. Bemærkningen er henvendt til en ældre kvinde på gaden, som vedbliver med at bede fadervor, og som allerede har mistet sin mand og 2 af sine 3 sønner i krigen. Håbet om at få den tredje tilbage i live er minimal i et afsnit, hvor Dybbøl for alvor folder sig ud som en slagtebænk.
Scenen illustrerer en af de stærkest markerede modsætninger i serien mellem den politiske elite i København og hverdagslivet blandt danskere riget rundt. Serien som helhed og denne scene illustrerer en kløft mellem det politiske systems blinde hybris, den nationale, folkelige eufori, og den grusomme virkelighed og hverdag, som de danskere, der lagde kroppen til den nationalistiske galskab, måtte leve i og med. Det er ikke nogen tilfældighed, at Bornedal i både dette afsnit og det forrige lader politikerne optræde mere og mere som skygger i kanten af det ragnarok, de har sat i gang.
Mesterlig dramaturgi og stærke effekter
Det er et mesterligt og dramatisk effektivt komponeret syvende afsnit, Bornedal og hans hold har skabt. Det er et afsnit hvor den visuelle poesi og symbolik samtidig på bevægende måde indlejres i den blodige realisme. Aldrig før i dansk tv-dramatiks historie er krigen blevet skildret så gruopvækkende, realistisk og anti-heroisk, som vi ser det her. Men samtidig med at angsten lyser ud af alle soldaternes hærgede ansigter og træk oplever vi også, hvordan de med en næsten umenneskelig overanstrengelse ofrer sig for hinanden og et mål, som de næppe for alvor tror kan nås.
Hvad soldaterne taler om og længes efter i skyttegravene, mens de venter på det uundgåelige angreb og nederlag, er kærligheden og kvinderne. Poetisk levendegjort i Rasmus’ længsel hjem til konen og børnene og Lausts genfortælling af det erotiske møde med Inge. Men vi ser det også mere kødeligt-komisk i soldaternes fælles afsyngelse af visen om de tre husarer. Brutalt bliver det også, når Didrik, efter i forrige afsnit overfor Inge at have løjet både Peter og Laust døde, nu tirrer Peter med at udpensle, hvordan Laust han udgydt sin sæd i Inge, mens Peter selv har udgydt poesi.
Kærligheden står om noget som modbilledet til krigen og døden. Men kærligheden er også i sig selv en slagmark, hvor voldsomme følelser og konflikter udspiller sig i dette dramatiske afsnit. ’Vi får altid de forkerte slutninger’ siger Claudia i nutidshistorien, da hun læser op fra Inges dagbog. Den lykkelige slutning, hvor Laust overlever og forenes med sin Inge og sit barn, fordufter i skyttegraven. Laust dør, absurd nok mens han forsøger at bære Didrik i sikkerhed. De onde overlever, de gode dør. I dette afsnit slår ikke engang Johans magiske evner til, selvom han i en dramatisk sekvens forudser Lausts død og forsøger at advare ham og få ham til at desertere. Men helte flygter ikke – de dør naturligvis.
Krigens gru
Dramaturgisk og visuelt er afsnittet lige så stærkt som sit dramatiske indhold. Scenerne før det sidste tyske angreb på Dybbøl sætter ind er komponeret så vi følger både soldaterne, politikerne og tyskerne der alle stirrer mod forskellige ure. En effektiv og dramatisk krydsklipning. Det samme gælder krydsklipningen mellem udviklingen på slagmarken og Inges fødsel af en lille dreng på krigslazarettet. Aldrig før i dansk tv-dramatik har man set en himmel som den tyskernes kanonregn skaber, eller det øjeblik hvor den månebelyste Dybbøl Mølle symbolsk synker sammen. Bornedal er en ekspressiv visuel og dramaturgisk billedskaber.
Brugen af lyd og stilhed, af krigslarm, musik og fuglefløjt er sammen med de grandiose panoramiske billeder udover Dybbøl et bevægende billedtæppe i seriens dramatiske univers. I den dødsens stilhed lige før slaget og i den dødsens stilhed midt i stiger lærken til vejrs og synger – næsten som i trods. Stærkt virkende er også scenen, hvor Peter kæmper sig vej henover den kaotiske slagmark for at nå frem til Laust. Her tones den ydre kamplyd ned, og vi oplever så at sige det hele inde fra Peters krop og hoved.
Måske kom 1864 lidt langsomt i gang, men langsommeligheden i opbygningen af hele det historiske univers og den nutidige ramme giver nu payoff. Man kan nu konstatere, at hvad DR og Bornedal er ved at give os er et uafrysteligt, dramatisk historisk værk. Det er en fortælling om krig og kærlighed, hvor den evige modsætning mellem dem som sender os i krig og kører det politiske spil sættes op mod de umådelige menneskelige omkostninger krigen skaber. Visse krige må givetvis kæmpes, men krigen i 1864 var næppe en af dem. Også i dette afsnit har virkeligheden svært ved at nå ind til de københavnske generaler og politikere, som selv efter det markante nederlag og de ultimative ofre på Dybbøls banker afviser alle forslag om fred og sender resterne af den danske hær på vej mod dommedag Als.
Virkelige mennesker af kød og blod
Tom Buk-Swienty, som har været historisk konsulent på serien, har allerede med hele den historiske dokumentation og brug af kilder fortalt den samme historie med grundlæggende det samme perspektiv og den samme konklusion. Bornedal folder det her selvstændigt ud i den visuelle dramatiks endnu stærkere sprog. Efter 1864 bliver det svært at nære falske nationale følelser for denne tragedie, hvis nogen skulle gøre det, dertil er virkeligheden og de historiske realiteter alt for grum.
I 1864 træder virkelige mennesker af kød og blod ud af historiens dyb og bliver nærværende i al deres sammensathed. Her påvises dybe bånd mellem vores fortid og vores nutid, bl.a. gennem den nutidige ramme, som vokser sig stærkere og klarere for hvert afsnit. Her vises det at Danmark altid har været et samfund præget af mange typer mennesker. Her peges der på, at de politiske og ideologiske valg, som vi og vores folkevalgte træffer, har afgørende konsekvenser for mange mennesker både i og udenfor Danmark. Historien og fortiden er i den grad en levende del af vores nutid.
En moderne historisk krønike
Med Bornedals og DR’s1864 har vores allesammens højt elskede Matador og Krøniken fået en værdig moderne afløser. Men det er ikke en serie som stryger seerne med hårene eller lægger sordin på det dramatiske og æstetiske udtryk. Det er tydeligvis en historisk serie som skaber debat og fremkalder ofte stærke modsætninger. Den stærke polarisering i kritikken vidner om, hvor levende og vital kampen om historien kan være. Men det er demokratiets og dramatikkens væsen og eksistensberettigelse: den lever af at udfordre os, af at sætte vores værdier, historie og eksistens til debat.
Denne anmeldelse af afsnit 7 blev lavet på opfordring af DR og findes også på DR.dk