, ,

Medier, historie og erindring: 1864, 1968 og 1989. Afskedsforelæsning, KU, 23.10. 201

October 24, 2015

|

Ib Bondebjerg

Ib Bondebjerg

Medier, historie og erindring: hvorfor fortiden er vigtig for nutiden.

Det er en gammel sandhed, at fortiden i meget høj grad er en levende del af og dermed også påvirker  nutiden. På det personlige plan bærer vi vores historiske baggrund med os. Den er kropsliggjort i vores måde at tænke, opleve og føle på, det er en del af vores kognitive og mentale apparat. Historien og fortiden kommer til os både gennem den levede og fortalte familie- og slægtshistorie og gennem et stigende antal  medialiserede former for fortællinger – den medialiserede erindring. Vores erindring, både den levede og direkte fortalte og den medialiserede har en individuel og en kollektiv dimension.

Selvom de to sider udgør forskellige spor, det ene som mere nær og sanset historie, og det andet som del af en større og mere omfattende samfunds-og kulturhistorie, så er de også tæt sammenvævet og forbundet. I vore dage er den individuelle historie og erindring ikke bare knyttet til den ikke-medialiserede familiehistoire, men også til et stigende antal digitale og sociale medier. Facebook, Instagram, Twitter, YouTube osv. har flyttet  fotoalbummet, dagbogen, brevkulturen, familievideoen og vores familiehistorie ud i et mere offentligt rum. Gør det privat offentligt, sagde min generation – det er i den grad sket.

Men det gælder også for den kollektive historie. Hvor det før var uddannelsessystemet, den historievidenskabelige formidling, der skabte vores kollektive, historiske bevidsthed, er også den del af historien blevet medialiseret i et utal af genrer, både fiktive og non-fiktive og på et utal af platforme. Med det antal historiske film og tv-serier, de mange dokumentariske historiske skildringer vi konsumerer i vores liv, er det formodentlig snarest her vores historiebevidsthed skabes. Set fra et dansk perspektiv behøver jeg bare minde om den næsten mytiske status tv-serien Matador har fået, en serie som siden sin første udsendelse fra 1978-1981 har gjort dansk kultur-, samfunds- og familiehistorie nærværende på en måde som mange års historieformidling simpelthen må give op overfor. Den er simpelthen blevet historien om det moderne Danmarks fødsel.

Det er ikke så mærkeligt at fiktive og andre narrative historiefortællinger griber os. Vi er skabt som ’narrative væsner’ siger kognitionsforskeren Jonathan Gottschall  i The Stirytelling Animal (2012). Vi forstå simpelthen virkeligheden meget bedre, når den får en narrativ form, hvor konflikter og karakterer kropsliggør historien. Narrative strukturer og evnen til at forstå og blive fascineret af historier er en gylden vej til fortiden og vores individuelle og kollektive historie. Narrativitet er ikke bare en del af fiktion og underholdning, det er en mental dimension i os som kognitive og emotionelle væsner. Det er en evolutionær dimension hos os som art, og den gør det muligt for os at fortolke og forstå os selv og andre i fortid og nutid. Gotschall bruger ligefrem udtrykket ’evolutionens Sherloch Holmes’ om vores narrative hjerne, en aktivitet hvorigennem vi søger at skabe orden i sanseindtrykkenes kaos.

Man bør altid henvise til de gamle græske filosoffer. Aristoteles har skrevet en del om erindring og dens betydning for os som individer, og dermed også for samfundet. For Aristoteles var det sådan, at kombinationen af sansning og erindring var selve grundlaget for kunst og eftertanke. Erindringen var det sted hvor den mere umiddelbare sansning blev til erfaring og erkendelse.

Fortiden er som sagt en meget levende del af nutiden, og den er af central betydning for vores oplevelse af identitet, af hvem vi er. Personer som mister deres erindring/hukommelse mister både sig selv og deres sociale kontekst. I sin meget interessante bog Mediated Memoirs in the Digital Age kommenterer José van Dijck den voldsomme vækst i medialiserede erindringsformer som dog ikke blot kan tilskrives at den digitale teknologi og de sociale medier. Det er en ganske vist væsentlig faktor, fordi vi selv konstant deltager i medialiseringen af vores egen historie. Men det afgørende er den universelle og indbyggede dimension i vores måde at opleve og erkende på, som allerede Aristoteles beskriver.

Vi arbejder konstant på at skabe sammenhæng i den virkelighed som findes udenfor os i vores fortid og vores nutid. Erindringen som proces knytter sig til den basale måde vi søger at skabe kontinuitet i vores eget subjekt vores egen identitet. Selvom vi alle sammen forandres og udvikler os, så har vi også en individuel oplevelse af at være en sammenhængende person med en historie og identitet over tid. Vi vågner jo ikke op hver morgen og spørger os selv hvem vi er: der er, for nu at citere min gode kollega Dan Zahavi en eller anden form for essentiel oplevelse af subjektivitet midt i alle forandringer og udviklinger, som gør at jeg oplever mig som jeg.

Som jeg skal vende tilbage til, så er hverken den individuelle erindring og historie eller den mere kollektive et neutralt felt, for nu at sige det mildt. Fortolkningen af fortiden og historien er en ideologisk kamparena, netop fordi fortiden som sagt ikke bare er fortid, men en meget levende del af nutiden. Der var en del som syntes at Matador  var historisk ukorrekt og overfladisk, selvom det var fiktion. Men det er ikke noget sammenlignet med den voldsomme debat om historisk sandhed og forskel i oplevelser og vurdering som Ole Bornedals 1864 skabte. En nationalt definerende begivenhed for 150 år siden, blev – kombineret med en meget nutidig ramme – til en blodig del af kampen om forståelsen af den nationale fortid og den nationale nutid.

På samme måde er jeg som efterkrigstidsbarn født i august 1947 en historisk del – både individuelt og kollektivt – af to andre årstal, som også spiller en betydelig rolle i nyere dansk og europæisk historie: 1960’ernes store forandringer af  kultur og samfund, herunder ungdomsoprøret i 1968; og måske ikke mindst murens fald i 1989, en begivenhed med dybe implikationer for både fortolkningen af fortiden og vores nutid. Men det vender vi tilbage til.

Min forskning og den historiske dimension

En eller anden har engang sagt, at jo ældre man bliver, jo mere begynder man at interessere sig for historie. Når man bliver rigtig gammel så er man efterhånden mest interesseret i sin egen historie – hvis man ellers kan huske noget! Måske er jeg så atypisk – eller født gammel. Interessen for film og medier i et historisk perspektiv har altid stået meget højt på min forskningsdagsorden. I løbet af de seneste 10 år, hvor jeg er blevet stærkt engageret i kognitive og emotionelle dimensioner af film og medier, er erindringens funktion i vores kollektive og individuelle bevidsthed blevet til en yderligere teoretisk og analytisk dimension i min interesse for historie og historier, altså fortællingens funktion i vores liv og bevidsthed.

For de af jer som måske kun kender mig som film og medieforskeren skal jeg minde om, at jeg startede i danskfaget og litteraturvidenskab, og at en af de største udfordringer i den periode knyttede sig til mammutprojektet Dansk Litteraturhistorie (bd. 1-9), der løb fra 1974-1984 . Et omfattende forsøg på en sociologisk litteraturhistorie med inddragelse af et meget bredere tekstbegreb. Det var så udmattende en opgave, at jeg straks efter begyndte a efteruddanne mig selv til at blive film- og medieforsker. Det var imidlertid et meget sejt arbejde, at tilføre danskstudiet et tredje ben dengang, ved siden af det sproglige og det litterære ben.

I perioden efter 1985 var mediefaget ved at udvikle sig flere steder på humaniora, mest på dansk og litteraturvidenskab, og som en lille ø for sig selv lå det daværende Filmvidenskab. En fusion lå lige til højrebenet, men det to lang tid, og der var mange modsætninger. I 1986 blev jeg Fullbright Scholar på UCLA, og mens jeg pligtforelæste i H. C. Andersen og Karen Blixen, og prøvede at lære amerikanske studerende at tale dansk, så gik jeg i gang med et større projekt i bl.a. UCLA’s arkiver om TV-fiktion. 7 år senere udkom Elektroniske fiktioner. TV som fortællende medie (1993) – et både historisk og nutidigt orienteret værk. Men inden da, i 1988, blev den gordiske knude løst op, hugget over og Institut for Film, TV og Kommunikation (som det først hed) senere Institut for Film og Medievidenskab blev skabt. Jeg var blevet fultids film- og medieforsker! Det er – vil jeg godt sige i dag – en af de bedste og mest historiske beslutninger jeg har taget i min karriere. Never a dull moment – som de siger!

Måske er der nogen der tænker på medieforskere som altid er oppe på beatet og kun interesserer sig for de meget aktuelle og stærkt samfundsrelevante emner. Til gengæld opfattes filmforskere – måske som optaget af gamle film og arkiver, lidt nørdet æstetiske måske endda. Det er i hvert fald aktive stereotyper, som de to tilsyneladende adskilte dele af mit fag stadig aktiv bruger i diskussioner – om end måske mindre end før. Det er en mental konstruktion i os og dem, som vi mennesker jo ynder.

Men er dikotomien rigtig relevant mere, og hvad er jeg egentlig selv? Den første medieartikel jeg skrev er fra 1986 og handler om Informationsteknologi, medier og dannelse. Året efter skrev jeg en artikel på baggrund af mine amerikanske tv-studier som hedder Det amerikanske øje. Om TV og den amerikanske kulturs sjæl. I 1988 offentliggjorde jeg artiklen Filmen og det narrative begær. Om Bertolucci’s film 1900. Indenfor et kort tidsrum altså artikler om tre typer medier i et relativt aktuelt perspektiv. Det har altid fascineret mig ved vores fag, at vi kan gå på tværs, at vi kan være tværfaglige, at man ikke kun behøver at specialisere sig meget snævert – selvom fokus naturligvis også er en god ting. Og som allerede påpeget må det historiske aldrig opfattes som en kun fortidig dimension.

Når jeg nu ser tilbage på min hidtidige produktion, så står der DEN HISTORISKE DIMENSION med meget store bogstaver. Samtidig har jeg altid været optaget af forholdet mellem historie og nutid. Jeg nævner blot i flæng fra mine nyere bøger, enten skrevet alene eller sammen med andre Dansk Mediehistorie 3, Dansk TV-historie, A European Television History, Filmen og det moderne. Filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972, Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie, Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. For at det ikke skal være løgn, så hedder min kommende bog Screening the European Past. Television, History and Memory.

Hvem er jeg? Den individuelle erindring

Vi ved alle sammen af erfaring, at hukommelse og erindring har en meget individuel dimension, og at ingen af os kan bryste os af at have en eksakt og fotografisk hukommelse af det vi har oplevet i vores liv. Indenfor en familie kan man huske og genfortælle fortiden på forskellig måde, med større eller mindre uoverensstemmelser og variationer. Der er ting vi glemmer, eller som i hvert fald ligger godt gemt i erindringens dybere spor, mens andet kan stå meget markant, selv noget meget langt tilbage i tiden. Som den allerede omtalte kognitive psykolog og narrativitetsforsker Jonathan Gottscall har formuleret deti bogen The Storytelling Animal (2012): erindring består ikke i at vi bare ’kører en erindringsfilm. Tværtimod har vi lagret data spredt overalt i vores hjerne. Disse data sendes så til vores fortællende hjerne, som søger at skabe en sammenhængende historie ud af mangfoldige typer sansedata (…) fortiden som den repræsenteres i vores bevidsthed er en mental simulation – ikke ren fiktion, og ikke uden en solid erfaring i realistiske sansedata, men det er narrativisering, en fiktionalisering.’

Når det forholder sig sådan, neurologisk og biologisk, så skyldes det, som van Dijk påpeger i sin bog Mediated Memoirs, at hukommelse og erindring ikke er placeret i et bestemt center i hjernen. Erindring og hukommelse udløses af en meget kompleks proces som omfatter hele vores mentale og kropslige netværk, som beror på forskellige erindringssystemer, og som påvirkes af både kropslige reflekser, sanseinput, drifter, følelser. Erindring er altså altså ikke bare en state of mind men også en state of body, erindringen er kropsliggjort. Elementer som lyde, lugte, følelser kan udløse markante erindringsstrømme, og det gælder naturligvis også medialiserede billeder og fortællinger, som giver historien og fortiden krop så at sige.

Derfor blandes vores såkaldt individuelle erindringer ofte med andre systemer, sådan som det ses i den model memory forskeren Astrid Erll opererer med i bogen Memory in Culture (2011), når hun taler om de grundlæggende dimensioner af erindring:

  • den individuelle erindring – den historie om egen identitet og historie som vi bærer rundt og hele tiden udvikler

  • den kollektive, episodiske erindring – dvs. den erindring specifikke sociale grupper deler, f.eks. familie, slægt, skolekammerater etc.

  • Den kollektive semantiske erindring – som skabes via f.eks. medialiserede narrativer om fortiden som individer eller kollektiver ikke selv har erfaringer med

  • Den kollektive procedural erindring – som knytter sig til bestemte ritualiserede og institutionaliserede former for erindring og fortolkning af fortiden

Man kan også formulere den interaktion som foregår omkring erindring, omkring fortolkningen af og oplevelsen af historien og fortiden i en nutidig kontekst på mange måder, f.eks. sådan som van Dijck gør det i sin model over kontekstualiserede (embedded) og kropsliggjorte (embodied) erindringer (slide 10).  Pointen i denne model er, at medialiserede erindringer – ligesom alle andre erindringer – indgår i både rekonstruktioner af fortiden og projektioner ind i nutid og fremtid. Historien lever i form a erindring og hummelse et aktivt liv i os som individer, ligesom den gør det i den kollektive bevidsthed og offentlige debat.

Som den kognitive sociolog Evitar Zerubavel det i bogen Social Mindscapes ,  peger alt dette på at erindring netop både har en kognitiv, emotionel dimension, som er universel og derfor findes i alle mennesker og så en social dimension, som har at gør med at erindringen og fortolkningen af fortiden er en del af samfundets sociale mekanisme, en del af et medialiseret, institutionaliseret  univers som hele tiden er optaget af at bruge fortiden og historien som en del af sin fortolkning af nutiden.

Men lad os stige ned fra den teoretiske himmel og tilbage til mig og min erindring. Hvem er jeg, ja det er jo et stort spørgsmål som mange filosoffer har beskæftiget sig indgående med, altså ikke lille Ib i sig selv, men subjektiviteten. Jeg vover ikke at gå nærmere ind på det, men jeg er lidt fascineret af det som Dan Zahavi i sin seneste bog Self and Other, kalder ’the experiental self core’, dvs. selvet er netop ikke bare en social og kulturel konstruktion, selvom det også er det.

Jeg er født i Brønderslev, oven over biblioteket i 1947. Men selvom det må have været en voldsom oplevelse at blive født og en stærk udfordring at træde ind i virkeligheden, så har jeg ingen erindring jeg kan genkalde om det. Hvad jeg ved og føler om det er skabt eller genskabt af bl.a. familiealbummet eller de familiehistorier, som jeg har hørt senere. Den grundlæggende erindring jeg har om dette er altså medialiseret og dermed i hvert fald sekundært genskabt ved at blive narrativiseret. Der knytter sig detaljer til om fødslens tid og sted, hvem der kom og så mig, osv. Det faktum at jeg er født over biblioteket, har familiens fortællere også kunnet bruge – i lyset af min senere karriere. I senere fortællinger om min tidlige barndom – nu i Ålborg –  indgår også historien om de to gange jeg stak af på min trehjulede cykel, fordi jeg ville ned og se skibene i havnen, og blev kørt hjem af politiet. Det er nu en yndlingshistorie hos vores børnebørn.

At det forholder sig sådan, peger på at vores jeg ganske vist er der fra starten, men ikke bliver bevidst før senere, Det kan man forklare både neurologisk og sociologisk, og de to ting supplerer hinanden. Det fremgår bl.a. af neurologen Antonio Damasios bog Self comes to mind, som måske spiller sammen med nogle af Zahavis tanker. I hvert fald taler Damasio om at vores bevidsthed, og dermed vores jeg bygges op fra det han kalder protoselvet, som er de spontane følelser alle, selv babyer har, altså sanser, følelser, oplevelser, selvom de ikke er reflekteret; kerne-jeg’et hvor det vi oplever og møder i omverdenen bliver til sammenhængende narrative og følelsesmæssige mønstre; og det autobiografiske selv, hvor de samme oplevelser og begivenheder i vores liv bliver så mange og så omfattende at de danner sammenhængende og mere stabile mønstre og strukturer.

Det kan jeg applicere på dette triptykon af Ib i Bagsværd 1956, Birkerød 1966 og Nørrebro ca. 1974. Det er den samme person, men omkring alle tre billeder er der en anderledes tyk kontekst af følelser, oplevelser, livsfaser og historier. Min erindring er her blevet mere reflekteret og bevidst – den er blevet del af en fortælling, som er min, men som også har en masse tilfælles med efterkrigstidsgenerationen, med de store årgange som var med til at forandre velfærdssamfundet i 1960’erne. Billederne repræsenterer en fortælling om vandringen fra land/provins til storby, om øget velfærd, om uddannelse på et meget højere niveau til alle. Jeg var den første i familien der kom på universitetet, og den første nogensinde i slægten i et meget længere perspektiv, som er blevet professor.

Og jo, jeg var da også med i ungdomsoprøret, uden nogen særlig markant rolle dog, og ja, jeg var også Thylejren i 1970. Men i modsætning til så mange andre i min generation, som eksperimenterede vild og inderligt med kønsroller og andre familieformer blev jeg gift med min Ulla allerede i 1969, og vi fik vores to børn i 1971 og 1973.

På et alment plan passer det, trods forskellene i den konkrete udformning af historien, meget godt med at en stor del af vores stærkeste erindringer, følelser og oplevelser er knyttet til familien, hverdagslivet og kærligheden. Det er derfor historiske fortællinger der inddrager dette står så stærkt og påvirker os meget mere end faktuel historieformidling. Vi er narrative og emotionelle væsner.

Andre ting i vores mediekultur peger på denne familie- og hverdagsorienterede interesse for fortiden og historien– vi higer og søger efter vores egne rødder og historiske netværk. Da jeg var teenager kunne jeg ikke vente længe nok på at komme fri af familien og skabe mit eget liv, nu er jeg blevet amatør-slægtsforsker og har skabt mit Stamtræ via siden MyHeritage, hvor man kan en hel del mere end jeg endnu har nået at udføre.

På samme måde bygger Facebook-brugerne dagligt en historie om sig selv og deres netværk via den tidslinie og de billeder og opdateringer, de lægger ud. Tendensen ses også når f.eks. BBC i Who do you think you are?/DR: Hvem tror du du er  med moderne forskningsmetoder bringer kendte mennesker helt tilbage i det historiske dyb af deres slægtshistorie, eller når Channel 4 lader en moderne familie gennemleve hvordan det var at leve helt konkret i 1900-tallets begyndelse i The 1900 House. Men noget af det mest imponerende stykke filmkunst om historie og erindring er lavet af amerikaneren Ken Burns, som skildrer den amerikanske indsats under 2. Verdenskrig via fire typiske amerikanske byer, i The War. Her bliver den store histories nedslag i og betydning for den lille historie skarp og næsten til at føle og lugte. Perspektivet på den historiske virkelighed forandres markant.

Mig og 1968 – det individuelle og det kollektive

Det fremgår allerede af det jeg har sagt om min egen historie, at jeg ikke på det private, familiemæssige plan var en typisk 68’er. Men jeg var med, og det kom klart til at påvirke retningen i min forskning frem til 1988, hvor jeg skiftede til film- og medievidenskab. Min venstreorienterede holdning blev ikke skabt af og med 1968, den har jeg med mig fra min familie. Men hvor meget betød 1968, dvs. ungdoms- og studenteroprøret i det store historiske perspektiv? Min helt inden for forskningen i nyere Europæiske historie, Tony Judt har i sit storværk, Postwar – A History of Europe Since 1945 peget på, at selvom begge disse ting var vigtige på nogle områder, så var 1968 blot en lille krusning i en meget større og dybere revolution af de vesteuropæiske samfund i efterkrigstiden. I det citat som i kan se på min slide, hælder han koldt vand på os som måske lidt selvbestaltet så os selv dengang som vældig betydningsfulde. I den del af citatet som står med fedt, siger han direkte, at vi 68ere var lidt for selvhøjtidelige og selvoptagne i vores forestilling om vores egen revolutionerende og forandrende betydning.

’ Moments of great cultural significance are often appreciated only in retrospect. The sixties were different: the transcendent importance contemporaries attached to their own times – and their own selves – was one of the special features of the age. A significant part of the sixties was spent, in the words of The Who, ’talking about my generation.’  As we shall see, this was not a wholly unreasonable preoccupation; but it led, predictably, to some distortions of perspective. The 1960s were indeed a decade of of extraordinary consequence for modern Europe, but not everything that seemed important at the time has left its mark on history. The selfcongratulatory, iconoclastic impulse – in clothing of ideas – dated very fast; conversely, it would be some years before the truly revolutionary shift in politics and public affairs  that began in the late 1960 would take full effect. And the political geography Sixties can be misleading – the most important developments were not always in the best known places.’

Uden at underkende 68’erne siger han, at man skal søge meget dybere ned for at finde roden til de strukturelle, historiske forandringer som var med til gøre sådan noget som 1968 muligt. De faktorer Judt peger på er ikke overraskende: der foregår en omfattende omstilling i Europa fra 1950’erne og frem, et boom i økonomisk vækst og velfærd, der foregår en gigantisk mobilitet fra provins til by, og mellem lande og regioner i Europa, de meget store årgange vælter næsten skole og uddannelsesinstitutionerne omkuld, mønstre i forbrug og livsmønstre var i totalt opbrud og man ser en global vækst i mediekultur, der udvikles i Europa og USA og skyller indover før langt mere isolerede nationalstater. Af afgørende betydning er også kvindernes ligestilling og march ind på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Globaliseringen betød også at andre dele af verden end de ’gamle amerikansk-europæiske’ samfund bevægede sig tydeligere ind i på scenen. Det var med andre ord ikke ungdomsoprøret, der var kimen til forandringerne. Ungdomsoprøret var en del af en lang række forandringer som gjorde at det i høj grad var universitetsungdommen og det man kaldte hippiekulturen, der for en tid blev symbolet på dybtliggende forandringer.

Jeg ønsker ikke at underkende det jeg selv var med i, og selve universitetsoprøret står for mig selv i dag som et nødvendigt opgør med et dengang stivnet system. Men enhver kan selv se i dag, at universitetet nu er et helt andet sted. Men min erindring rummer også tåkrummende episoder – også nogle jeg selv har bidraget til – som viser den hybris som Judt taler om, den ikonoklastiske selvfølelse. Men jeg var der og levede med det og for det, og som meget ung undervisningsassistent fra 1970, ph.d.studerende fra 1973 og adjunkt fra 1976 var jeg med til at udvide blikket på litteratur til at omfatte andre former for litteratur, og til at omfatte medier og populærkultur. Et sociologisk blik på kultur og medier afløste et kun æstetisk.

Jeg indrømmer at det ikke er hver dag jeg læser, eller slår op i min måske tidstypiske ph.d. afhandling Proletarisk offentlighed 1-2, eller i den ligeså tykke antologi Arbejderkultur, som hænger sammen med den. Men selvom jeg i dag ville udtrykke mig anderledes, så ser jeg stadig disse bøger og det jeg gjorde som en vigtig del af min egen historie. Det var samtidig noget der på et eller andet plan var en del af en større bevægelse og historie. Mine 1968-relaterede værker en del af den historiske dimension, som løber gennem en meget stor del af mine bøger og artikler, og måske ikke mindst komme frem i min omfattende forskning i dokumentarismen og samfundet. 1968 gjorde mig til ligeså meget samfundsforsker som litteratur-, film-, og medieforsker.

1968 blev iflg. En gallup fra 1968 ikke modtaget alt for vel i den brede del af befolkningen – de så det lidt som et forkælet middel- eller overklasse oprør blandt de mest priviligerede unger.

Denne Gallup-meningsmåling fra 1968 undersøgte danskernes holdning til studenteroprøret i Danmark. Det fremgår, at danskerne ganske klart syntes, at de studerende bar sig forkert ad. Ser man på respondenternes alder, så ser det dog ud til, at sympatien steg jo yngre dele af befolkningen man spurgte. Afslutningsvis konkluderede Gallup, at de studenternes ‘good will’ i befolkningen havde lidt skade pga. oprøret. Som baggrund for denne konklusion pegede Gallup på, at 77 % af befolkningen mente, at studenterne gennemgående blev behandlet godt af samfundet, og at 53 % mente, at studenterne var bedre stillet end andre unge under uddannelse.

Men 1968 og det det hænger sammen med har fået en blivende historisk, symbolsk betydning, som også film og medier har taget frem. Det kan man vise i masser af både fiktive og dokumentariske film, men en af de film som måske fanger tidsånden, tendenserne og modsætningerne bedst er efter min mening franskmanden Olivier Assayas’ film Something in the air (2012). Som i andre gode historiske film er det ikke i sig selv den dokumentariske sandhedsværdi, som er interessant, selvom den også er vigtig: det er filmens evne til netop at få alle erindringens dimensioner fra krop til hjerne, fra indre til ydre til at smelte sammen og ramme os.

Når fortiden går amok i nutiden – 1864 og de nationalromantiske myter

’Det at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat’ (Brandes). Dette berømte og ofte brugte citat er naturligvis fra Georg Brandes skelsættende forelæsninger Hovedstrømninger, som indledtes 3/9 1871 i et auditorium på Københavns Universitet. Brandes var en af årsagerne til at jeg i 1966 startede med at læse dansk og litteraturvidenskab på KU. Brandes var europæer og kosmopolit før han var dansk, han så udad og ikke indad, fremad og ikke bagud. Det er en identitet jeg kan identificere mig med, og som har præget meget af min forskning i europæisk kultur og globalisering siden 2000. Men han vidste naturligvis også at fortiden, historien og nationalfølelsen var en fænomenal, ideologisk og samfundsmæssig kraft. Hvad han forkyndte var et sociologisk syn på litteratur, som havde til formål at ruske op i den konservative og romantiske dominans på hans tid. Man kan vist roligt sige at selv her 144 år senere, er den kamp ikke blevet mindre vigtig, og den nationalkonservative tendens ikke mindre.

Jeg ved ikke om Ole Bornedal i arbejdet med 1864 har haft Brandes inde i det kreative rum, men det kunne han godt. Derimod ved vi, at serien er baseret på et af de mest roste, historiske værker om 1864, Tom Buk Swientys bøger  1864 – Slagtebænk Dybbøl og 1864 – Dommedag Als. Disse bøger rummer en fremragende, rystende, realistiske og ganske afromantiserende skildring af hele det forløb som førte til det danske nederlag, det danske traume om 1864. Et forløb som iflg. denne fremstilling bl.a. må ses som et romantisk amokløb i en ung dansk nationalstat, som skulle få tragiske konsekvenser. Det er sjovt nok samtidig bøger som alle fra  Pia Kjærsgaard og visse af danske historikere, som ellers ikke plejer at være enige om ret meget, kalder fremragende. Men da de samme bøger resulterede i en – efter min mening – lige så fremragende serie i bedste sendetid på DR, skal jeg love for at vandene blev delt. Men viser det ikke netop at Brandes har ret – kunsten lever først rigtigt, når den sætter problemer til debat. Og debat det skabte 1864 så sandelig, en så voldsom offentlig debat, så man tydeligt ser hvordan fortidige begivenheder, som næsten er stivnet i en national myte, i den grad er blevet og stadig bruges i den aktuelle politiske og kulturelle strid om dansk kultur og danske værdier.

Jeg rejste her i sommer rundt i Sønderjylland og de tyske dele af som før 1864 hørte til Danmark. Jeg rejste bevist i sporene på 1864, jeg prøvede så at sige at få historien ind under huden. For få steder som her, præger historien på næsten mytologisk vis landskabet og kulturen, og historien er til stede i små og større detaljer.. Om noget har Bornedals 1864 også genskabt dette landskab og den kultur, i de hverdagskulturelle dele af sin serie.

Seriens struktur og fortælling er med god baggrund i den virkelighed som skildres voldsomt, ekspressiv, følelsesladet og melodramatisk. Men den går også realistisk ind til benet af det politiske og nationale spil, kynismen bag nationalismen, dumdristigheden og den ideologiske forblændelse, og samtidig er serien ikke mindst den stærkeste afdækning af krigens gru og formålsløshed, jeg nogensinde har set på dansk tv. Men når serien, trods den voldsomme offentlige debat, der nærmest splittede danskerne i to lige store del, alligevel fasthold et seertal på omkring 1.3 millioner, kun meget lidt under andre samtidige danske dramaserier, så er det også fordi den – som det gælder for al god historisk dramatik – forbinder mange lag, især hverdagshistorien og den større politiske socialhistorie, og fordi historien bliver nærværende og konkret gennem personificeringen af faktiske, historiske karakterer og fiktive, typiske karakterer.

Men seriens overraskende og geniale greb er også at gøre forholdet mellem fortid og nutid endnu tættere ved på familieplanet at skabe en nutidig ramme, som fortiden spejles i, Det er ikke bare en serie som handler om 1864 som historisk begivenhed, det er en serie som handler om krigens og politikkens væsen fra nationalstatens fødsel og op til den globale virkelighed, som dansk politik nu agerer i. Her tager serien som Brandes det kosmopolitiske perspektiv. Via trådene mellem fortids- og nutidshistorien tager serien et ideologisk og kulturelt opgør med den politik, som siden 2001 har ført Danmark ud i udsigtsløse krige via tvivlsomme alliancer. Men den tager også et livtag med de som definerer danskheden så indadvendt og rendyrket, at de f.eks, hævder at sigøjnere ikke eksisterede i Danmark på det tidspunkt – hvor de nationalkonservative jo bare rettelig mener, at dem vil de ikke have, de hører ikke hjemme i deres højglanspolerede og renskurede danske kultur.

En mur og et sår i vores europæiske hjerter – Anders Østergaard og 1989.

Fra 1991-1997 sad jeg i Statens Humanistiske forskningsråd, de sidste tre år som formand, både for dette råd og for alle forskningsrådenes formandsskollegium. En del af mit arbejde i den sammenhæng var også sidde i European Science Foundations styregruppe og den europæiske formandsgruppe EUROHORCH. Jeg blev i slutningen af 80’erne en meget stærk tilhænger af et udvidet og fordybet EU samarbejde – efter min mening det eneste der kan frelse os for at de europæiske nationalstater falder tilbage til livsfarlig nationalisme. I 2008 var jeg initiativtager til oprettelsen af det tværfaglige Center For Moderne Europastudier (CEMES) her på stedet, fra 2008-2011 som formand. Mit europæiske engagement har også gjort mig til med-leder af to større europæiske forskningsprojekter: Changing Media – Changing Europe ( 2000-2004) og mit nuværende projekt Mediating Cultural encounters Through European Screens (MeCETES, 2013-2016). Så jeg har vel på en måde både Europa i hjertet og hjernen – det optager mig, fascinerer mig, irriterer mig, og det er centralt for min forskningsdagsorden, både i et historisk og nutidigt perspektiv.

Det samme gælder dokumentarismen, som har fyldt lige så meget i min forskning siden 2000, som Europa. Vi har en stribe utroligt stærke og meget forskellige dokumentarister i Danmark, som jeg har forsket i, undervist i, og som jeg har interviewet og ofte haft ude til min undervisning. Senest har jeg – sammen med Mette Hjort og Eva Novrup Redvall – udgivet interviewbogen The Danish Directors 3. Dialogues on the New Danish Documentary Cinema  – interviews med 19 aktuelle, danske dokumentarister. I denne sidste del af min forelæsning prøver jeg at forene min optagethed af det europæiske med min optagethed af dokumentarismen, historien og erindringen.

Anders Østergaard er en af vores mest fremragende, etablerede dokumentarister, og det særlige ved hans film er evnen til psykologisk at anskueliggøre en historisk og kulturel kontekst, ofte gennem portrætter af et individ eller en gruppe af individer. Han er samtidig en af de danske dokumentarister – en blandt mange – som er med til at udvide det dokumentariske sprog, så det bevæger sig langt udover det traditionelt journalistisk-dokumentariske. Han har selv om de fleste af sine film om kunstnere, f.eks. Troldkarlen om jazzmusikeren Jan Joahnsson, Tintin og mig  om Hergé og Gasolin – talt om en ’documentary of the mind’ – en sindets dokumentar. Hvad han gør i disse film er da også at kombinere en visuelt og æstetisk iscenesat indlevelse i et univers, en bevidsthed med en dokumentarisk dokumentation af den historiske og kulturelle kontekst. Musikuniverset i Troldkarlen bruges i en historie om Sverige og verden i 1950’erne og 60’erne. Tegneserieuniverset i Tintin og mig animeres og breder sig in i filmens portrætdel og dokumentariske billeder, men dette univers og denne bevidsthed giver også samtidig nøgler til en forståelse af  Belgisk og Europæisk historie. Og Gasolin’ – en af de mest sete dokumentarfilm i nyere tid – bliver med sin intense modstilling af især Kim Larsen og Franz Beckerlee som tidstypiske og meget forskellige karakter til et social- og kulturhistorisk portræt af Danmark fra 1950’erne og frem. Sanselig, narrativ og æstetisk iscenesat dokumentarisme som forener flere lag af fortid og nutid.

I sin seneste film 1989 laver Østergaard en historisk dokumentar om murens fald, på sin helt egen måde. Et skilt før filmen vises fortæller os: ’Denne film giver en dramatiseret fremstilling af begivenheder med kreativ brug af arkivbilleder. Alle de rekonstruerede dialoger er baseret på grundig research og verifikation, for at sikre den størst mulige autenticitet.’ Rekonstruktioner er ganske almindelige i journalistik og dokumentarisme, når man skal gengive situationer og begivenheder, hvor man af en eller anden grund ikke har materiale om den oprindelige begivenhed. Men her går Østergaard et skridt videre og gør noget som så vidt jeg ved ikke før er gjort i denne type dokumentarfilm.

Selv forklarer han det sådan: ’Vi skubber grænserne for formen ved at bruge arkivoptagelser af de rigtige personer og tilføje vores rekonstruerede dialog. Hensigten er ikke at provokere. Hensigten er, at man skal opleve disse mennesker på nært hold.’ (EKKO interview). Han sammenligner med f.eks. fiktionsfilmen Nixon, hvor Anthony Hopkins spiller hovedpersonen: ’Anthony Hopkins er fremragende i rollen. Men det er stadig ikke Nixon. Han kan aldrig blive Nixon. Han kan kun være Anthony Hopkins, der spiller en god rolle. Jeg var betaget af at bruge protagonisternes ægte fysiognomi. Der er meget at aflæse i et ansigt, uanset om det er Gorbatjovs blide gemyt eller Honeckers rå gadekæmpertype.’ (Ekko). Ved at lave disse rekonstruerede dialoger fra bag de lukkede døre bringer åbner han for en direkte selvoplevelse af nogle af de mest intense, historiske øjeblikke, der har formet nyere europæisk historie.

Men ved siden af dette greb gør Østergaard også det, at han personificerer og narrativiserer historien gennem to faktiske personer, der hver på sin måde er relativt ukendte helte: østtyskeren Kurt Schultz, der døde kort før murens fald i et forsøg på at krydse grænsen, og denne histories sammenhæng med den pludseligt udpegede ungarske premierminister, Miklos Nemeth, som var ham der først åbnede grænsen og dermed de facto satte lavinen i gang. På samme måde som 1864, men nu endnu mere direkte forankret i en historisk og dokumentarisk autenticitet, formår Anders Østergaard at gøre det som al god kunst kan: at gøre historien konkret og nærværende via en fortælling og via nogle karakterer som kropsliggør historiske tendenser. Samtidig bevæger filmen sig konstant mellem fortid og nutid, som en erindrende og fortolkende reflektionsproces, der tydeligt viser hvorfor fortid og nutid hænger sammen.

Kontinuitet og forandring: to historiske beslutninger som har præget mit liv

I 1959 udgav Eving Goffmann sin inflydelsesrige bog The presentation of selv in Everyday Life – en bog som siden har påvirket måden at tale om mediernes virkning i det offentlige og det private liv. Men man kan måske også sige det er tidtypisk at bogen kommer på det tidspunkt, for den introducerer så at sige det moderne, medialiserede samfunds begyndende underminering af traditionssamfundet, samfundet med mere faste roller, normer og forventninger. Goffman omtaler vores måde at præsentere os selv på i hverdagens private of offentlige rum som en slags teater og rollespil, der går fra den mest offentlige frontstage til den mest private backstage. I moderne sociologi har det siden været et stående tema, f.eks. i Anthony Giddens ligeså indflydelsesrige bog Modernity and Self-Identity, at vi siden 1960 har bevæget os ind i et samfund hvor identitet og jeg synes at være i konstant opbrud og forvandling: vi skal hele tiden udvikle og forny os, vi skal være omstillingsparate, vi må ikke blive hængende for længe og for meget i traditionelle roller og systemer.

Medierne er en del af dette, også de nye sociale medier: vi eksponerer os selv hele tiden, vi spejler os i hinanden, og offentlige personer og deres mange lag kommer lige ind i stuen til os. Det har nok altid været sådan, men i dag er hastigheden og omfanget øget, bl.a. i kraft af medialiseringen af vores liv. Det går så stærkt nu, at en psykolog som Svend Brinkman kan erobre mediedagsordenen med et budskab om at vi også skal huske at slå rødder.

Når jeg ser tilbage på mit hidtidige liv som universitetsforsker og som familiemenneske, så slår det mig, hvordan jeg på engang har været typisk og meget utypisk set i dette perspektiv. På næsten samme tid i 1969-70 foretog jeg to valg, som har haft afgørende betydning for mit liv og min historie. Den ene beslutning førte til det, som jeg i dag tager delvis afsked med. Endnu inden jeg var færdiguddannet blev jeg pr. 1/9 1970 ansat som undervisningsassistent på Københavns universitet. Det er nu lidt over 45 år siden, og det har givet mig et rigt og vidunderligt liv som underviser, vejleder, forsker – og guddøde mig også som administrator. Jeg har mødt og samarbejdet med en utrolig masse mennesker, fra mange forskellige fagområder og på tværs af flere institutioner. Jeg er glad og stolt over alt det jeg har fået lov til at være med til – og det er ikke helt slut, bare rolig, jeg er nu en fri forsker, og jeg håber der er mange publikationer i mig endnu. Men det slår mig hvor umoderne og traditionelt det er, at have været ansat på den samme arbejdsplads hele sit liv. Men til gengæld vil jeg så imod tidsånden om omstillingsparathed sige, at måske er det netop den stærke kontinuitet, som har gjort at jeg indenfor den ramme i virkeligheden hele tiden har fornyet mit og prøvet nye udfordringer og veje.

Men langt den vigtigste af disse to beslutninger var, at jeg mens vi studerede, i april 1969 giftede mig med Ulla – det er nu lidt over 46 år siden, og flammen er der stadig, skulle jeg hilse og sige. Altså en helt håbløs ’gammeldags’ form for kærlighed og ægteskab i en tid hvor tæt ved 50% af de ægteskaber der indgås, opløses igen. Altså det traditionelle og kontinuiteten igen. Men måske er konklusionen den samme, vi har udviklet os gennem tiden med hinanden. Og hvad har vi ikke fået for dette. En ting er publikationer, men vores fælles ’udgivelser’ – som faktisk rummer bogen Medier og samfund  (1990) –  er først og fremmest to fantastiske børn, og en fantastisk masse børnebørn. Jeg håber at mit virke som universitetsmand og mine bøger og artikler kan fortsætte med at inspirere nogen i årene frem efter. Men jeg er helt sikker på at jeg vil leve videre i mine børn og børnebørn.

Jeg takker, bukker og går langsomt ud – men ’The rest is Not silence’.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.