Krigens Ragnarok, hverdagen og kærligheden – 1864 (Afsn.7)

’De burde skamme Dem’ siger konseilspræsident Monrad i begyndelsen af afsnit 7 af 1864, lige før det afgørende slag på Dybbøl sætter ind, og krigens ragnarok udfolder sig i al sin menneskelige gru. Bemærkningen er henvendt til en ældre kvinde på gaden, som vedbliver med at bede fadervor, og som allerede har mistet sin mand og 2 af sine 3 sønner i krigen. Håbet om at få den tredje tilbage i live er minimal i et afsnit, hvor Dybbøl for alvor folder sig ud som en slagtebænk.

Scenen illustrerer en af de stærkest markerede modsætninger i serien mellem den politiske elite i København og hverdagslivet blandt danskere riget rundt. Serien som helhed og denne scene illustrerer en kløft mellem det politiske systems blinde hybris, den nationale, folkelige eufori, og den grusomme virkelighed og hverdag, som de danskere, der lagde kroppen til den nationalistiske galskab, måtte leve i og med. Det er ikke nogen tilfældighed, at Bornedal i både dette afsnit og det forrige lader politikerne optræde mere og mere som skygger i kanten af det ragnarok, de har sat i gang.

Mesterlig dramaturgi og stærke effekter

Det er et mesterligt og dramatisk effektivt komponeret syvende afsnit, Bornedal og hans hold har skabt. Det er et afsnit hvor den visuelle poesi og symbolik samtidig på bevægende måde indlejres i den blodige realisme. Aldrig før i dansk tv-dramatiks historie er krigen blevet skildret så gruopvækkende, realistisk og anti-heroisk, som vi ser det her. Men samtidig med at angsten lyser ud af alle soldaternes hærgede ansigter og træk oplever vi også, hvordan de med en næsten umenneskelig overanstrengelse ofrer sig for hinanden og et mål, som de næppe for alvor tror kan nås.

Hvad soldaterne taler om og længes efter i skyttegravene, mens de venter på det uundgåelige angreb og nederlag, er kærligheden og kvinderne. Poetisk levendegjort i Rasmus’ længsel hjem til konen og børnene og Lausts genfortælling af det erotiske møde med Inge. Men vi ser det også mere kødeligt-komisk i soldaternes fælles afsyngelse af visen om de tre husarer. Brutalt bliver det også, når Didrik, efter i forrige afsnit overfor Inge at have løjet både Peter og Laust døde, nu tirrer Peter med at udpensle, hvordan Laust han udgydt sin sæd i Inge, mens Peter selv har udgydt poesi.

Kærligheden står om noget som modbilledet til krigen og døden. Men kærligheden er også i sig selv en slagmark, hvor voldsomme følelser og konflikter udspiller sig i dette dramatiske afsnit. ’Vi får altid de forkerte slutninger’ siger Claudia i nutidshistorien, da hun læser op fra Inges dagbog. Den lykkelige slutning, hvor Laust overlever og forenes med sin Inge og sit barn, fordufter i skyttegraven. Laust dør, absurd nok mens han forsøger at bære Didrik i sikkerhed. De onde overlever, de gode dør. I dette afsnit slår ikke engang Johans magiske evner til, selvom han i en dramatisk sekvens forudser Lausts død og forsøger at advare ham og få ham til at desertere. Men helte flygter ikke – de dør naturligvis.

Krigens gru

Dramaturgisk og visuelt er afsnittet lige så stærkt som sit dramatiske indhold. Scenerne før det sidste tyske angreb på Dybbøl sætter ind er komponeret så vi følger både soldaterne, politikerne og tyskerne der alle stirrer mod forskellige ure. En effektiv og dramatisk krydsklipning. Det samme gælder krydsklipningen mellem udviklingen på slagmarken og Inges fødsel af en lille dreng på krigslazarettet. Aldrig før i dansk tv-dramatik har man set en himmel som den tyskernes kanonregn skaber, eller det øjeblik hvor den månebelyste Dybbøl Mølle symbolsk synker sammen. Bornedal er en ekspressiv visuel og dramaturgisk billedskaber.

Brugen af lyd og stilhed, af krigslarm, musik og fuglefløjt er sammen med de grandiose panoramiske billeder udover Dybbøl et bevægende billedtæppe i seriens dramatiske univers. I den dødsens stilhed lige før slaget og i den dødsens stilhed midt i stiger lærken til vejrs og synger – næsten som i trods. Stærkt virkende er også scenen, hvor Peter kæmper sig vej henover den kaotiske slagmark for at nå frem til Laust. Her tones den ydre kamplyd ned, og vi oplever så at sige det hele inde fra Peters krop og hoved.

Måske kom 1864 lidt langsomt i gang, men langsommeligheden i opbygningen af hele det historiske univers og den nutidige ramme giver nu payoff. Man kan nu konstatere, at hvad DR og Bornedal er ved at give os er et uafrysteligt, dramatisk historisk værk. Det er en fortælling om krig og kærlighed, hvor den evige modsætning mellem dem som sender os i krig og kører det politiske spil sættes op mod de umådelige menneskelige omkostninger krigen skaber. Visse krige må givetvis kæmpes, men krigen i 1864 var næppe en af dem. Også i dette afsnit har virkeligheden svært ved at nå ind til de københavnske generaler og politikere, som selv efter det markante nederlag og de ultimative ofre på Dybbøls banker afviser alle forslag om fred og sender resterne af den danske hær på vej mod dommedag Als.

Virkelige mennesker af kød og blod

Tom Buk-Swienty, som har været historisk konsulent på serien, har allerede med hele den historiske dokumentation og brug af kilder fortalt den samme historie med grundlæggende det samme perspektiv og den samme konklusion. Bornedal folder det her selvstændigt ud i den visuelle dramatiks endnu stærkere sprog. Efter 1864 bliver det svært at nære falske nationale følelser for denne tragedie, hvis nogen skulle gøre det, dertil er virkeligheden og de historiske realiteter alt for grum.

I 1864 træder virkelige mennesker af kød og blod ud af historiens dyb og bliver nærværende i al deres sammensathed. Her påvises dybe bånd mellem vores fortid og vores nutid, bl.a. gennem den nutidige ramme, som vokser sig stærkere og klarere for hvert afsnit. Her vises det at Danmark altid har været et samfund præget af mange typer mennesker. Her peges der på, at de politiske og ideologiske valg, som vi og vores folkevalgte træffer, har afgørende konsekvenser for mange mennesker både i og udenfor Danmark. Historien og fortiden er i den grad en levende del af vores nutid.

En moderne historisk krønike

Med Bornedals og DR’s1864 har vores allesammens højt elskede Matador og Krøniken fået en værdig moderne afløser. Men det er ikke en serie som stryger seerne med hårene eller lægger sordin på det dramatiske og æstetiske udtryk. Det er tydeligvis en historisk serie som skaber debat og fremkalder ofte stærke modsætninger. Den stærke polarisering i kritikken vidner om, hvor levende og vital kampen om historien kan være. Men det er demokratiets og dramatikkens væsen og eksistensberettigelse: den lever af  at udfordre os, af at sætte vores værdier, historie og eksistens til debat.

Denne anmeldelse af afsnit 7 blev lavet på opfordring af DR og findes også på DR.dk