Dokumentarismen og digital mediekultur

 

November 11, 2015

|

Ib Bondebjerg

I foråret 2010 lancerede Ridley Scott og Kevin MacDonald projektet Life in a Day på som en særlig kanal på YouTube, på samme måde som vi alle sammen kloden over kan skabe vores egen kanal og uploade vores mere eller mindre amatøragtige optagelser af vores familie, ferier osv. I dette tilfælde var projektet langt mere ambitiøst og professionelt. Ideen var at folk over hele kloden skulle filme deres liv på en bestemt dag, 24/7 2010, og uploade det til kanalen. Efterfølgende ville de to initiativtagere redigere en film sammen, som skulle præsenteres på Sundance Festivalen i 2011.

Responsen var meget omfattende med omkring 80.000 film uploads, svarende til mere end 5000 timers film. Kanalen har pr. 1.4. 2011 haft mere end 38 mio. besøg. Hjemmesiden for projektet (http://www.youtube.com/user/lifeinaday) har organiseret de forskellige film under hovedoverskrifter og over 100 undertemaer. På en jordklode kan man klikke sig ind på film om de forskellige temaer, og se dem i forhold til det sted på kloden de kommer fra eller i forhold til en bestemt tematisk matrix-struktur. Filmen er blevet vist  på Sundance og udkommer officielt på YouTube og dvd d. 24/7, 2011, på årsdagen for optagelserne. Filmen lanceres som: instrueret af Kevin MacDonald, produceret af  Ridley Scott og filmet af YouTube fællesskabet.

En ny global og digitaliseret mediekultur

Life in a Day projektet er et ganske avanceret eksempel på et markant nyt fænomen fremmet af den digitale mediekulturs gennembrud og af den globalisering, som knytter sig tæt til digitaliseringen. Det er ganske vist slet ikke noget nyt, at almindelige mennesker producerer dokumentariske film, der ligger tværtimod bunker af amatøroptagelser i private hjem og også i egnsarkiver af forskellig slags. Det er heller ikke nyt, at den professionelle mediekultur lukker op for eller ligefrem samarbejder med græsrødder og amatører. Tværtimod er der en lang tradition i europæisk film- og mediekultur for at støtte værkstedstanken og lade uprøvede talenter komme til. Det nye er omfanget, karakteren og gennemslagskraften i samarbejdet mellem den professionelle og den ikke-professionelle sektor. Det nye er den enestående mulighed for at skabe en teknologisk platform og kontekst som gør dette nemt og let tilgængeligt for enhver, der ejer en smart phone eller et lille, billigt digitalt kamera at deltage, men også efterfølgende for brugerne af kanalen at browse rundt i temaer, lande osv. Produktionsprocessen kan altså rumme en større og mere brugerdrevet dimension samtidig med at distribution og brug langt lettere kan placeres i en interaktiv kontekst med flere brugerplatforme.

Ny mediekultur – gamle magtstrukturer

I Yochai Benkler’s ofte citerede værk om den nye mediekultur og de sociale netværks betydning, The Wealth of Networks (2006) kan man iagttage en klar tendens til romantisering af den nye mediekultur, som vurderes til at kunne blive den folkelige kulturs genkomst og den industrielle massekulturs død. Det er ikke svært at se, at nettet, mobiltelefoner og andre sociale medier har stærke potentialer i situationer, hvor folk lever i et meget autoritært regime. Det er ikke svært at se, at folks adgang til information og til at producere alternativ information er tusindoblet i den nye mediekultur. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at en ny mediekultur og en ny kommunikationsteknologi ikke i sig selv afskaffer gamle magtstrukturer og indfører paradisiske demokratiske tilstande eller en ny og overvejende bruger-drevet kultur.

Projekter som Life in a Day, eller den danske dokumentarserie på nette, Doxwise (2008), der bygger på unges egen video-dagbogs materiale er ikke kun eksempler på en ny folkelig mediekultur. De er også eksempler på, at etablerede medier og producenter udnytter den nye mediekultur til deres eget formål. Det er der intet odiøst i og resultatet kan være særdeles interessant, men det er ikke dokumentarisme fra neden, men dokumentarisme fra neden, der møder den etablerede dokumentarisme. Kigger vi mere analytisk på f.eks. YouTube som fænomen, sådan som Burgess & Green har gjort det i YouTube. Online video and Participatory Culture (2009), bliver det klart, at ganske vist er halvdelen af indholdet givetvis uploadet af brugere, men den anden halvdel er etablerede politiske, sociale, kulturelle institutioner og medier, og det som især driver YouTube er musikvideoerne. Men alle de store medier er der: CNN, BBC, Al Jazeera og alle de store filmselskaber – den gamle verden og dens medier følger med, og de er i den grad opmærksomme på, hvordan de profilerer sig i den nye mediekultur.

Nye medier – gamle genrer

Den digitale teknik har haft stor indflydelse på måden at lave også dokumentarfilm på, på selve research- og produktions-processen, men også på de æstetiske virkemidler. De nye, små, lette og meget kraftfulde kameraer gør det meget nemmere at optage meget stof, og den digitale redigering gør det let efterfølgende at redigere filmen. Research på internettet har afskaffet en del af den research forud for filmen som krævede, at man bevægede sig ud i den virkelige verden. Man kan naturligvis ikke lave det hele foran en computer, men man kan reducere research tid og gøre fokus bedre, når man så endelig går i marken. Men det er også blevet uendelig meget lettere at styre form og udtryk, både lyd og billede, fordi man kan manipulere med alt i det digitale udtryk – med både de farer og de muligheder det indebærer.

Men det er ikke sådan at de grundlæggende dokumentariske genrer, som man nu ser produceret digitalt eller som ligger i det nye digitale medieunivers, er helt revolutionerende nye og anderledes. De fire grundlæggende dokumentariske genrer: den autoritative, den observerende, den dramatiserede og den poetisk-refleksive (Bondebjerg 2008 og 2011) repræsenterer fire forskellige dokumentariske tilgange til virkeligheden, som ikke ændrer sig fra den ene dag til den anden. ’Den nye teknologi er vigtig, men endnu vigtigere er den sociale kontekst og de fundamentale strukturer i menneskers kognitive og kommunikative grundlag’ (Bondebjerg 2010). Det er som Christakis & Fowler har peget på i deres fascinerende bog om sociale netværk, Connected (2010), at vi genfinder de meget gamle genetiske rødder i vores måde at kommunikere og skabe sociale netværk på selv i vore dages komplicerede, globale og digitale kommunikationsunivers.

Det digitale arkiv

I de gamle og faktisk ikke spor gode dage var film et stærkt begrænset gode. Det var biografer, skolelærere, biblioteker og senere tv, der var gatekeepere for publikums adgang til filmen. Man skal være meget nostalgisk for at begræde filmrullens og den besværlige filmfremvisers død, og man må også sige at videobåndet og videobåndoptageren var et begrænset gode, om end en vigtig revolution. Man skal ikke undervurdere den digitale revolutions betydning for produktion og for bruger-drevet inddragelse i den nye, digitale mediekultur. Men måske er den  digitale online distribution den største revolution for os alle.

Der er ganske vist endnu barrierer for skabelsen af et globalt, digitalt arkiv, hvor vi alle på tværs af landegrænser kan se film frit eller for en mindre sum penge. Hvis vi bare taler om dokumentarisme kan man nævne f.eks. http://freedocumentaries.org/index.php og den er kun en blandt mange. Online-portaler dukker nærmest op hver dag. I Danmark kan vi glæde os over både Filmstriben.dk, Movieurope.com og Mubi.com, som alle rummer dokumentar, og netop nu er også Myfilmstation.com på vej. Distributionen af film i den digitale mediekultur vil i længden blive tvunget til at møde brugerne, hvor de er, og dette globale, digitale arkiv vil på sigt udvide vores globale filmbevidsthed markant.

Referencer

Yochai Benkler: The Wealth of Networks (2006)

Ib Bondebjerg: Engaging WIth Reality. Documentary and Globalization (2014)

Ib Bondebjerg: Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie (2008)

Ib Bondebjerg: A new space for democracy? Online media, factual genres and he transformation of traditional mass media (i Jostein Gripsrud (ed): Relocating Television. Television in the digital context (2010)

Ib Bondebjerg: Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumetarfilm (2012)

Jean Burgess & Joshua Green: Youtube. Online Video and Participatory Culture (2009)

Nicolas Christakis & James Fowler: Connected (2010)

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.