Den kosmopolitiske dokumentar

Dokumentarfilmen har næsten fra sin tidligste begyndelse bragt sit publikum ud i verden til de mest fjerne og eksotiske egne. Den amerikanske dokumentarist Robert Flaherty lavede i 1922 klassikeren Nanook of the North baseret på flere års ophold og studier af de canadiske eskimoers liv og kultur i området omkring Hudson Bay. Han viste os en kultur og livsform, som kun de færreste havde primære erfaringer med dengang, hvor de audiovisuelle medier var mere sparsomt tilstede i vores liv. Man har siden diskuteret hvor meget Flaherty formede eskimoernes virkelighed i det billede han gerne selv ville se. Men det rokker ikke ved at der er tale om et væsentlig bidrag til dokumentarfilmens skildring af det man kunne kalde ’den globale anden’ – den kultur som vil være fremmed og ukendt for et stort antal mennesker.

I Danmark har Jørgen Roos i flere film gjort et stort arbejde for at bringe en del af de fjernere og mere eksotiske egne af det danske rigsfællesskab tættere på os andre. Hans film om Grønland, f.eks. Knud (1966), Sisimut (1966) og Ultima Thule (1968) fortsætter alle i Flahertys etnografiske spor i udforskningen af en fremmed kultur der bringes tæt på og som vi kan opleve indefra.

Globaliseringens sociale og mentale landskab

Men hvor globaliseringen før moderne medier som internet og tv kom til os i form af enkelte film. som skildrede ukendte og eksotiske egne og kulturer i verden, er globaliseringen i dag rykket meget tættere på os. Nyhedsmedierne opdaterer os på 24 timers nyhedskanaler, på avisernes eller tv stationernes elektroniske breaking news eller på nye typer af online medier. Medierne melder hele tiden om begivenheder på en meget større del af den globale virkelighed. Vi er, eller kan være globalt på online hele tiden, hvis vi vil, og selvom vi ikke abonnerer på den globale nyhedsstrøm kommer den selektivt til os på de medier vi uundgåeligt møder i vores hverdag.

Globaliseringen har til alle tider været en dynamisk livsnerve i vores samfund og kultur. Selvom vi lever vores fysiske hverdagsliv i nationalstater, i regioner eller lokalsamfund, så er dette hverdagsliv og de institutioner der præger det formet af global udveksling. Vi handler med hinanden, vi rejser, vi ser film og tv fra andre lande, vi samarbejder transnationalt og vi påvirkes hele tiden af de økonomiske, politiske, sociale og kulturelle dynamikker som opstår i den globale interaktion. Vi kan ikke isolere os totalt fra globaliseringen, i hvert fald ikke uden at kulturen stagnerer og går i stå – Nordkorea er et godt eksempel.

Indtil omkring 1960 var det måske nemmere at abstrahere fra den globale virkelighed, selvom den var der. Men efter 1960 har medialiseringen af vores virkelighed gjort at globaliseringen når meget længere ind i vores virkelighed, ofte pga. konflikter, krige og katastrofer. Finanskrisen fra 2008 og frem var også en medialiseret global krise, ligesom krigen mod terror har sat sine markante spor i vores nationale virkelighed. De spektakulære forandringer af vores klima er også i færd med at indgå i vores globale, mentale billedarkiv på en ret afgørende måde.

Os og de andre: globale kulturmøder

Nyhedsmedierne, den daglige journalistik som bringer os ajour med aktuelle begivenheder og tendenser i den globale virkelighed, er ifølge sin natur et medie som ikke kan gøre andet end at rapportere mens denne virkelighed udfolder sig. Selvom vi også her får kan få baggrund og forskellige røster fra denne virkelighed, så har dokumentarfilmen sin styrke i at fortælle mere komplekse menneskelige og sociale historier om globaliseringen. De formidler kulturmøder som kan medvirke til at sprænge stereotype forestillinger om alle de andre i den globale virkelighed.

Da den danske dokumentarfilmsinstruktør Eva Mulvad gik i gang med arbejdet på sin dokumentarfilm fra Afghanistan, Vores lykkes fjender (2006) ville hun gerne skildre det sværeste af alt, det faktiske hverdagsliv i en fjern provins i Afghanistan, endda set via en kvindelig politikers kamp for kvinderne og demokratiet. I sin begrundelse for filmen peger hun eksplicit på at hun med sin film gerne ville bryde med de mediehistorier hun kaldte mono-fortællinger. Hun ville gerne fortælle en anden historie end den som normalt bestod af terrorister og fundamentalistisk islamisme. Hendes pointe var at de historier vi fortæller om hinanden påvirker vores mentale horisont. Hendes film skildrer en hverdag som i det ydre og i sine ritualer kan virke forskellig fra en dansk virkelighed, men som også rummer helt universelle, menneskelige dimensioner, håb og realiteter. Verden er aldrig sort-hvid.

Man kan i diskussionen om globalisering finde forskellige skoler og tendenser: en tendens hæfter sig ved homogenisering og magt og dominans hos store selskaber både på medieområdet og i andre sektorer; en anden tendens hæfter sig ved de muligheder der åbner sig for øget kulturel og social interaktion. Der er en sandhed i begge de to billeder, men globaliseringen er ikke entydigt det ene eller det andet. Den amerikanske antropolog Arjun Appadurai har i sin bog Modernity at Large: Cultural Dimensions of Globalization hæftet sig ved de nye globale kultur- og medielandskaber der opstår i den moderne mediekultur, landskaber hvor nationale og regionale kulturer mødes og hvor der opstår de globale blandingsformer. Der er tale om dynamiske, globale kulturmøder, som kan skabe nye billeder og forståelse af verden, processer som går begge veje.

På linje med dette har den tyske sociolog Ulrich Beck i sin bog Cosmopolitan Vision (2006) talt om nødvendigheden af en social og kulturel ’kosmopolitanisme’. Vi kan ganske vist ikke som mennesker leve i en global virkelighed, men vi kan leve og agere med en større global bevidsthed og med en bevidsthed om hvordan vi som mennesker både er ens og forskellige. Vi lever i forskellige social og kulturelle kontekster, men der er alligevel en universel virkelighed vi kan forholde os til. At være kosmopolitisk er at forholde sig åbent til den globale mangfoldighed, uden at forfalde til total kulturel relativisme.

Dokumentarismens kosmopolitiske fortællinger

Eva Mulvads Aghanistan film fra 2006 er et eksempel på den nye kosmopolitiske dagsorden som har præget dokumentarfilmen siden 2000. Den er et udtryk for en stærk dansk og international bølge af dokumentarfilm, som jeg har beskrevet i min nye bog Engaging With Reality: Documentary and Globalization. Denne bølge er et resultat af en erkendelse af at der kun findes globale løsninger på mange af de problemer, som vi hver især møder i vores lokale og nationale hverdag.

Vi vil naturligvis stadig gerne tro at vores valgte politikere kan skaffe os sunde madvarer, rent drikkevand, en sund økonomi, øge væksten og afskaffe arbejdsløsheden helt på egen hånd og national grund. Vi så gerne at investering i alternativ energi kunne føre til at Danmark gik fri af den globale opvarmning og klimaforandringerne, nogen så også meget gerne at vi kunne holde indvandring og flygtninge uden for de danske grænser. Men tingene hænger sammen globalt, og det kræver meget ofte transnationalt samarbejde at løse problemerne. Vi er afhængige af hinanden på en måde som rækker langt udover den nationale kultur som vi samtidig i meget høj grad opfatter som vores.

Globaliseringen og dens følger giver ofte anledning til ideologiske og kulturelle sammenstød mellem de der ser den som en trussel mod nationalstaten og de som ser den en chance for nationalstaten for et større globalt samarbejde. Dokumentarfilmen kan sætte ind her, og gør det, med konkrete fortællinger der gør globaliseringens forskellige aspekter og problemstillinger nærværende.

For at fortsætte sporet fra Eva Mulvads fortælling om livet i Afghanistan kunne man nævne dansk-afghanske Nagieb Khaja, som i sin film fra 2012 Mit Afghanistan – livet i den forbudte zone formåede at give en gruppe afghanere en muighed for at filme deres egen virkelighed – med mobiltelefoner – og dermed give os andre en enestående indsigt i en del af den globale virkelighed, som ingen andre rigtigt har skildret. Et andet fantastisk, kosmopolitisk, dokumentarisk projekt er englænderen Phil Grabskys dokumentar The Boy Mir (2011), hvor han gennem 10 år lver med og filmen livet i en afghansk familie, og en drengs udvikling fra 8 til 18 år.

Men i den kosmopolitiske dokumentar handler ikke alt om at skildre hverdagslivet på den anden side af den grænse, som den journalistiske nyhedsformidling ofte begrænses af. Den nye globale og kosmopolitiske dokumentar retter også blikket kritisk mod sociale og politiske problemer, som direkte forbinder vores liv med den globale virkelighed. I Frank Piasecki Poulsens Blod i mobilen (2010) går han i kødet på Nokia og deres produktion af mobiltelefonen, baseret på massivt misbrug af børn og unge mine i afrikanske miner. Der er en pris nogen betaler for at vi kan kommunikere.

DR2 har også i samarbejde med BBC  vist vejen for global dialog via dokumentarfilm. I 2007 lavede de projektet Why Democracy hvor de inviterede 10 instruktører fra lige så mange lande om at lave en film om demokratiets tilstand i verden. I 2012 gentog de eksperimentet med Why Poverty, som satte fokus på årsagerne til ulighed og fattigdom i verden. Ved at lancere filmene silmultant på en online platform, via tv-stationer i hele verden og via særlige visninger i de dele af verden, hvor moderne teknologi var svagt udviklet.

Dokumentarfilmen kan ikke alene ændre verden, men ved at skabe billeder og fortællinger om vores stadig mere globaliserede virkelighed kan den være med til at skabe nye billleder og fortællinger om os og de andre som underminerer fordomme og stereotyper. Ved at ændre vores mentalitet og vores sociale og kulturelle forståelsesrammer kan den medvirke til en nye kosmopolitisk bevidsthed.

Ib Bondebjerg (2014). Engaging With Reality: Documentary and Globalization. Bristol/Chicago: Intellect/Chicago University Press.