, ,

Når virkeligheden er bestialsk

 

Søren Malling som efterforsker Jens Møller konfronterer medierne i Tobias Lindholms serie Efterforskningen

I det sjette og sidste afsnit af TV2 og Tobias Lindholms serie Efterforskningen (In dubio pro reo/al tvivl skal komme den anklagede til gode) går vi fra nærmest den sorteste, græske tragedie til den store forløsning, da anklageskriftet endelig kan udformes. Afsnittet starter efter en næsten umenneskelig efterforskning, som er foregået over 119 dage. Anklageren, Jakob Busck-Jepsen (Pilou Asbæk), må fortælle lederen af efterforskningen, Jens Møller (Søren Malling), at hvis ikke man kan bevise dødsårsagen, så kan gerningsmanden (som Peter Madsen konsekvent hedder i serien) måske kun højst dømmes for uagtsomt manddrab. Alle er overbevist om, at der er tale om et i den grad overlagt mord under skærpende omstændigheder. Men det afgørende bevis mangler. Men så går Maibrit Porse (Laura Christensen) og Musa Amin (Dulfi Al Jabouri) i gang med døgnstudier i det omfattende bevismateriale. Og heureka, de finder the missing link!

I den sidste halvdel af afsnit seks er der en scene, hvor Jakob og Jens kigger ud på en kæmpe horde journalister fra nationale og internationale medier, kameraer og mikrofoner: et billede af medierne som en slags blodhunde på færden af sensation. “Ved du”, siger Jens Møller, hvor mange drabssager jeg har haft? 138, og alligevel har jeg aldrig oplevet en sag som denne. Det er som om vi ikke kan få nok. Jeg så en seddel fra et af formiddagsbladene. De ville køre en historie om, hvordan den sigtede holder jul. Der bliver begået ca. 50 mord om året i Danmark – det laveste antal nogensinde. Det føles bare ikke sådan, for vi hører om dem allesammen.” Jakob: “Måske er det sådan, at jo mere civiliserede vi er, jo mere har vi brug for at kigge ind i mørket.” Og så går Jakob ud til skaren af journalister og medier. Retssagen kan begynde.

Krimigenrens grundformel

Krimigenren har dybe rødder i vores nationale og den internationale kultur. Den fylder godt i journalistikken, på de sociale medier, i film og på tv, den kommer til udtryk i fiktion og i dokumentar, og i formater derimellem. Det er simpelthen en af de mest populære genrer, fordi den rummer et fundamentalt sammenstød mellem det mest grænseoverskridende bestialske og civilisation, lov og orden og medmenneskelighed. Sagen om Ubåds-Madsen og hans mord på den svenske journalist Kim Wall er noget af det mest ubegribelige og bestialske, man kan forestille sig. Hvordan kan et menneske finde på at handle sådan? Det er ikke bare et bestialsk mord, det er sammenstødet mellem en forskruet, sindssyg forbryderhjerne og et lysende, ungt og helt uskyldigt menneske – det er mørket mod lyset og håbet. ” Hun var glad, tillidsfuld og modig. Hun var præcis som vi ønsker vores børn skal være” – siger efterforskeren Jens Møller (Søren Malling) i 5. afsnit af Tobias Lindholms dramadokumentariske fiktionsserie Efterforskningen (TV2 2020, 1-6). Citatet mere end antyder, at han ser denne sag og alle andre drabssagen som et spørgsmål om at forsvare vores demokrati og værdier, vores menneskelighed.

 Hvis man googler Peter Madsen og Kim Wall, får man mere en 4 millioner hits både danske og fra hele verden. Det vider om en medie-tsunami af usædvanlige dimensioner. I et interview med Tobias Lindholm om serien bruger han udtrykket “en kollektiv besættelse af mørket” (https://www.information.dk/kultur/2020/09/tobias-lindholm-drabet-paa-kim-wall-kollektiv-besaettelse-moerket). Han fik selv lidt af en dårlig smag i munden over den tætte mediedækning og alle de slibrige detaljer, som gradvist kom frem. I sommeren 2017, hvor det hele udspillede sig på alle forsider og foran rullende kameraer, kunne han ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at han 3 år efter havde lavet en serie om det. Kan man overhovedet lægge sig i forlængelse af en medie-tsunami? Må man overhovedet gå tæt på en så bestialsk sag, så kort tid efter? Gør man så ikke bare forbryderen og forbrydelsen endnu mere spektakulær? Rammer man ikke bare de efterladte?

Skal kunsten tie, når virkeligheden bliver for bestialsk?

Diskussionen omkring Efterforskningen sættes i relief af de mange følelser og meninger, der var på banen i kølvandet på Breiviks terrorbombe i Oslo og hans massakre på unge socialdemokrater på Utøya den 22/7 2011. Ubåds-drabet blegner næsten ved siden af den største terrorhandling og tragedie nogensinde i Skandinavien. Pressedækningen var enorm, men selve det at lave en film eller et teaterstykke om begivenheden var for mange dybt kontroversielt. Ikke desto mindre gik der kun 2 år før Åsne Seierstad havde skrevet bogen En av oss (2013), et dokumentarisk forsøg på at trænge ind i kernen af Breivik som menneske og terrorist. Et forsøg på at forstå ham og hans gerning ikke bare som et monster og en terrorist, men også som en forkvaklet del af en fælles virkelighed.

Bogen var omdiskuteret, men den dannede også forlæg for Paul Greengrass’ dramadokumentariske film 22. juli (2018), en film som både skildrer Breivik og en af overleverne fra massakren. I Greengras-filmen spiller Breivik altså en central rolle. Vi både ser og hører ham, og vi får en direkte konfrontation mellem terroristen og hans ofre. Samme år kom også Erik Poppes meget forskellige Utøya – 22.juli (2018), som varer 72 min. dvs. præcis den tid massakren tog, og set indefra, fra ofrenes synsvinkel. Den centrale karakter er sammensat af flere virkelige personer. Men også her ser vi jo Breivik, fordi det er hans tilstedeværelse, som jager de unge mennesker rundt. I klar forlængelse af denne ganske omfattende offentlige bearbejdning af en voldsom, traumatisk begivenhed skabte 4 overlevere fra Utøya – i samarbejde med en instruktør – ligeledes i 2018 Rekonstruktion Utøya. Her gennemlever og reflekterer de selv over deres oplevelser i et simplet rum med enkle kulisser og streger i gulvet.

I den norske måde at forholde sig til og håndtere en national katastrofe på er der stærke diskussioner om hvad man kan og ikke kan, der minder om den danske diskussion om Efterforskningen. Om selve det at genopleve begivenheder er en ny traumatisering af ofrene og de efterladte, om selve det at sætte Breivik i centrum i historier er at gå hans ærinde. Men det er også karakteristisk, at disse stemmer i stor udstrækning forstummede ved mødet med filmene. Ofrene giver i stort tal udtryk for at filmene meget præcist gengiver deres oplevelser, at de ikke er bange for at tale om det, og at kunsten her faktisk hjælper til at komme videre. Om indvendinger mod at skildre noget så traumatisk som ligger så relativt tæt på har Erik Poppe da også sagt: “Hvilket formål tjener kunsten, hvis ikke vi må beskæftige os med det komplicerede” https://www.information.dk/kultur/2018/10/utoeya-overlever-breivik-film-fortaeller-fulde-historie.

Man hører her et klart ekko fra Tobias Lindholms opfattelse af, hvorfor kunsten skal være tæt på med den rigtige historie, når store traumatiske begivenheder udspiller sig i pressen. Kunsten kan noget andet, og den skal ikke vente med at fortælle historien: “Kunsten skal spille en rolle i vores samfund. Oliver Stones kritiske film om Vietnam kom for sent, fordi den kritiserede et samfund af i går (…) Vi skal passe på, at vi ikke gør os selv den bjørnetjeneste at gøre fiktion til pæne sofaværker, man kan sidde og labbe i sig. Kunsten og fiktionen må også gerne spille en anden rolle – som vidne til den tid vi lever i” (Interview med Monggaard, Information 24/9 2020).

Morbid underholdning?

Længe før Tobias Lindholms intentioner med sit projekt Efterforskningen overhovedet var offentligt kendt og før premieren på førte afsnit 28/9 2020 var en længere og ophedet debat om brug af virkelige forbrydelser i fiktion eller dokumentar i gang. Hovedsynspunktet fra dem som mente, at man helst ikke skulle bruge den form for virkelighed som grundlag for historier var dels, at det var alt for tæt på i forhold til de pårørende, men også at virkelige historier ikke måtte bruges til underholdning. I et af de tidligste indlæg (Andrea Dragsdahl, Information 16/7 2019) vender hun sig mod True Crime i det hele taget, det er bare morbid underholdning når podcasts, film, og tv-serier svælger i groteske detaljer taget direkte ud af virkeligheden. Hun nævner bl.a. podcast successen Serial (2014-), og Mørkeland. True Crime er faktisk værre end tabloid-pressens kriminalstof, hævder hun, for her gælder dog presseetiske regler. Med Mørkeland som eksempel peger indlægget på, at man der hver uge gennemgår sager, som man har googlet sig til og som man gennemgår detaljeret uden hensyn til ofre og pårørende. Stil jeres lyst til den slags i fiktion er rådet, ikke via true crime formater.

Mørkeland hører klart til i den mindre solide ende af krimistoffet, men man kan næppe basere en samlet kritik af True Crime genren på et enkelt produkt. At bruge virkeligheden i både fiktion og fakta-genrer er ikke så indlysende simpelt, at man bare kan afvise på forhånd at det giver god mening at bruge virkelige krimihistorier på en etisk og oplysende måde. Men debatten forud for Efterforskningen fik mere tyngde, da Kim Walls kæreste, Ole Stobbe, meldte sig på banen i Weekendavisen under overskriften “Hvad medierne låner, leveres aldrig tilbage” (Stoppe 8/8 2019). Den rummer dels en meget personlig beretning om sagens forløb, dels et skarpt angreb på pressen og den journalistiske behandling af sagen og retssagen. Stobbe ser pressedækningen som en ufølsom sportskamp, som en dækning, hvor personen og journalisten Kim Wall var uinteressant og ligegyldig. “Hun var et navn og et ansigt, som alle kendte, men kendskabet var ligeså todimensionelt som forsiderne. Folk kendte hende, som de kendte prinsesse Diana, Madelein McCann, der forsvandt i Portugal, og andre ulykkelige skæbner og tragiske starletter.”

Men Ole Stobbe kommenterede også de første meddelelser om serien og sin kontakt med holdet bag. Han siger, at hans første indskydelse var at produktionen var “forkert”, og at han har holdt fast i det standpunkt: “Vores mareridt skulle gøres til underholdning for publikums, pengenes og for hvad jeg anså for at være en utilstrækkelig moralsk forklarings skyld (…) Kim ville aldrig acceptere at blive portrætteret sådan. Alene som et offer og ikke som det menneske, hun havde kæmpet for at være.” Det er klart, at man som medmenneske berøres af Stobbes indvendinger. Men han taler om en serie, som netop handler om selve efterforskningen og kun indirekte om forbryderen og offeret. Han taler om en serie som faktisk på ganske smuk vis genrejser Kim Wall via hendes forældre.

 

Selvom det kan lyde hårdt, er historien jo allerede ude og meget offentlig, og ingen kan jo dybest set tage patent på virkeligheden. Instruktører og forfattere må fortælle den historie de kan og vil. Pårørende har den samme ret. Det man kan konstatere er jo, at Kim Walls far og mor (begge garvede journalister) valgte det modsatte synspunkt og blev en vigtig del af tilblivelsen og historien. De udgav også allerede i 2018 sammen bogen Bogen om Kim Wall. Når ordene slipper op, ligesom de oprettede Kim Wall Memorial Website (https://www.rememberingkimwall.com/) og Kim Wall Memorial Fund (https://www.iwmf.org/programs/kim-wall-memorial-fund/), den sidste med Ole Stoppe og Kims bror.

True Crime som den kreative branche moralske fallit?

I den danske debat for og imod fiktion om Ubåds-drabet var det teater- og filminstruktøren Katrine Wiedemann, som plæderede for at kunsten skulle tie. Allerede før nogen overhovedet havde set en film eller tv-serie om sagen mente hun at kunne konkludere: “Nu kommer tv-serien om Kim Wall. Det var forudsigeligt. Vi så det komme allerede i den første tid efter mordet. Sagen var farverig, bestialsk, indeholdt en ubåd, en galning, en smuk pige” (Wiedemann, Weekendavisen 7/11 2019). Hun så True Crime som den kreative branches moralske fallit, og som en svælgen i virkelige menneskers ulykke. Selvom hun udtrykker respekt for Lindholm som filminstruktør, ser hun det som noget der skal blåstemple et dybt problematisk projekt. Vi vil allesammen se vold, hævder hun, og det er ikke bare tabloid-pressen som opfører sig “blodtørstigt, inhumant og kynisk”. Det gælder – må man tro – hele den seriøse presse – og nu også dokumentarismen og kunst. Grundsynet er, at selvom volden har været dyrket i kulturen til alle tider, så er netop denne meningsløse vold ikke noget man kan beskæftige sig med og lære noget af: “Fiktionen forvandler og påvirker virkeligheden. Snart husker vi ikke Kim Wall, men flot løste scener og skuespilpræstationer. Det er en slags kannibalisme, et gravskænderi. I andre indlæg har hun talt om “at det er som at stå og filme et trafikuheld på motorvejen” (Berlingske, 20/11 2019), eller at “True Crime lærer os at det ok at bruge andres død onanistisk” (Information 3/10 2019).

Ubåds-drabet har foruden den omfattende journalistiske dækning allerede givet anledning til to danske serier: De hemmelige optagelser med Peter Madsen (dokumentarserie af Kristian Linnemann for Discovery (D-Play) og TV2’s serie Efterforskningen. Derudover er der en dansk-udenlandsk serie undervejs på Netflix, Into the Deep (Emma Sullivan, se Claus Christensen, Ekko, 16/10 2020). Der er dog tale om fundamentalt set helt forskellige serier.

De hemmelige optagelser med Peter Madsen prøver – baseret på 20 timers samtale med forbryderen, at klarlægge en forbryders motiver og psyke. Til det sidste bruges også psykiateren Henrik Day Poulsen. I udgangspunkter altså ren dokumentation via frobryderen selv, og forsøg på diagnose. Om ikke i formen, så i intentionen er den meget lig Mindhunter og forsøget på at forstå seriemordere, en serie Tobias Lindholm også har instrueret et par afsnit af. Man kan også sammenligne med Andrew Jareckis HBO-miniserie The Jinx, som rummer mere sprængfarlige afsløringer af en morder. De hemmelige optagelser med Peter Madsen bekræfter stort set bare hvad vi ved i forvejen, den gør os ikke meget klogere. Her er en forbryder, der rabler løs i øst og vest.

Mindhunter (2017-), en serie også Tobias Lindholm har instrueret afsnit af. Temaet er systematisk kortlægning af forbryderhjernen.

 

Er der et etisk problem ved at vi konfronteres med Peter Madsen og hans egen opfattelse af sagen og sig selv? Næppe – for godt nok kunne man godt ønske, at man ikke skulle se og høre på forbryderiske psykopater. Men de er jo en ubehagelig del af vores virkelighed, som man ikke bare kan ignorere. Problemet er imidlertid, at serien virker ligegyldig og overflødig – den gør os ikke meget klogere. Desuden er den blot en lille del af en krimigenre, som i høj grad netop tematiserer mødet mellem en forbryderkarakter, et offer og et samfund, som forsøger at eliminere og undgå forbrydelser.  Det er faktisk ikke uvigtigt at beskæftige sig med det onde, det umoralske og samfundets og menneskets mørke sider. Men det er – som med al dokumentariske og kunst – vigtigt at genren har noget vigtigt at fortælle os, og gør det på en kvalificeret måde.

Into the deep startede som en dokumentarfilm om en tilsyneladende karismatisk iværksætter, og de unge som fulgte ham. Under titlen Rocket Man startede projektet før ubåds-mordet. Men mordet ændrede jo alt, samtidig med at projektet fik vanskeligheder, fordi en del af deltagerne nu pludselig så sig selv som en del af en helt anden sammenhæng. Filmens perspektiv er nu ifølge instruktøren Emma Sullivan (i mail til Ekko): “Folk der har været tæt på en voldelig kriminel uden at vide det, er et underbelyst emne. Følelser af frygt, skam og skyld kan være invaliderende. Jeg vil skabe en bredere, offentlig bevidsthed om det problem. På denne måde går filmen udover den egentlige, kriminelle handling.” Her er det etiske problem altså, at de medvirkende oprindelig har deltaget i et ganske andet projekt, som nu pludselig har ændret sig. Hvordan håndterer man virkelige personer fanget i en cirkel af potentiel død og ondskab, som de ikke har været opmærksomme på? Filmens præmis er anderledes og potentielt interessant, for den handler om hvordan en forbryders hverdag og kontakt med andre har skjult sig under et almindeligt, menneskeligt ansigt. Man søger en forbryder, og ender med at stå med et menneske, omend et sjældent bestialsk og udspekuleret menneske.

Realismen og de store sociale og psykologiske traumer

Den benhårde realisme og de store temaer har kendetegnet hele Tobias Lindholms karriere, både som manus-partner for Thomas Vinterberg (Jagten og Submarino) – to af Vinterbergs mest barske film og som instruktør. Hans egen spillefilms-debut med fængselsdramaet R (2010) er en skildring af noget af den mest brutale og bestialske mandekultur, man kan opdrive. Håbet siver langsomt ud af hovedpersonen og filmen. Det samme gælder Kapringen (2012), hvor et skib ender som gidsel i en barsk magtkamp mellem sømændene på stedet, piraterne og rederiet, eller Krigen (2016) om en krigsret og forholdet mellem gruppen og systemet. Pilou Asbæk og Søren Malling er stærke karakterer her, ligesom i Efterforskningen. Der er ikke meget håb i disse film, det er mennesker der kværnes ned af virkeligheden og de systemer de møder. Lindholm styres af et realistisk og næsten dokumentarisk kompas i sine film, men det er historier om mennesker der slår sig på virkeligheden.

Pilou Asbæk, Tobias Lindholm og Dulfi Al Jabouri under optagelserne til Efterforskningen. Foto: Per Arnesen, TV2.

Det er altså de store traumer og menneskelige historier der styrer i Lindholms univers, men med sikker sans for realisme. Det er det også i Efterforskningen, men for en gang skyld har han – også efter eget udsagn – nu skabt en film om helte, om nogen der uegennyttigt arbejder for vores fælles bedste, og lykkes: “Jeg kan godt se, at jeg nu har lavet tre film, der hver især beskriver, hvordan mennesker ryger ned gennem samfundets sprækker. Og så er der her en film om samfundets helte” (Ekko 86: 56). At serien fik den form, den fik, skyldes imidlertid også to andre helte, Ingrid og Joachim Wall. De spilles med stor styrke i serien af Pernilla August og Rolf Lassgård. Lindholms møde med Walls forældre var et møde med to mennesker med en kolossal menneskelig styrke, som blev transporteret over i serien.

Maibrit Porse (Laura Christensen) – den efterforsker som nægter at give op og finder det fældende bevis. Som kvinde er hun om muligt endnu mere besat af at få løst gåden. Foto: Per Arnesen TV2

Seriens styrke i forhold til hele debatten før premieren er, at den netop ikke driver rovdrift på andre menneskers tragedie, at den ikke bruge døden og det bestialske som sensationsbilleder. I stedet nedtoner den de ydre følelser og lader vores erkendelse af den menneskelige tragedie vokse langsomt frem gennem en meget professionel og faktuel eftersøgning. Modtagelse af Efterforskningen har da også næsten uden undtagelse været ekstremt positivt. Den gennemgående holdning udtrykkes klart i f.eks. Eva Eistrups anmeldelse af serien, “Tindrende smuk beskrivelse af menneskets drift mod retfærdighed” (Politiken 27/9 2020), hvor underrubrikken lyder: “Man troede ikke på det: at nogen kunne lave en god eller som minimum moralsk acceptabel tv-serie om det traume, som hele ubådssagen er. Men Torben Lindholms Efterforskningen er et stille mesterværk.”

Netop udtrykket stille mesterværk peger på, at både den vinkel, der er valgt – ikke på gerningsmanden, ikke på ofret – men på den dybtgående, realistiske skildring af opklaringen. Det er er det som bringer os langt ind i en virkelighed, der til syvende og sidst rummer det hele. Det er et professionelt, dybt dedikeret efterforskningssystem, der fører os stille og roligt ind i forbrydelsens centrum og kerne. Følelserne sidder ikke uden på skjorten her. Der er meget stone face – ikke mindst i Jens Møllers (Søren Mallings) plagede ansigt. Men efterhånden som tingene udvikler sig bryder følelserne igennem panseret. Et professionelt drama møder et menneskeligt drama.

“Worst case scenario”, spørger Jens Møller sin efterforsker Nikolaj Storm (Hans Henrik Clemmensen) i del 1 ved meddelelsen om at en ubåd er sunket. “At de løber tør for strøm før vi finder dem”, svarer han. Understatements, nøgterne konstateringer og ikke så mange ord er karakteristisk for det professionelle team, vi møder her. Men tag ikke fejl, her tages der ikke let på noget som helst. Det er hardcore folk vi har med at gøre, og følelserne får lov at vente, til man har nået målet. Undervejs brænder de kun indvendig, så varmen næsten står ud gennem tøjet, eller afsløres i den minimalistiske mimik. Når man arbejder med det mest bestialske, det mest traumatiske er det ikke råd til at ryste på hånden. I løbet af serien stiger efterforskernes og dykkernes frustration og bliver til voldsomme vredesudbrud, fordi der er så meget på spil, og beviserne er så svære at samle op fra havets bund (afsnit 4, 1280 meter, og på forbryderens computer. Da gennembruddet endelig kommer i afsnit 5 (Et helt menneske), bryder følelserne stærkt, men behersket frem. Musikken er samtidig gennem hele serien mesterligt udnyttet til at fremkalde denne følelse af alt det, der ligger under overfladen.

Den professionelle historie og den menneskelige historie

Seriens fokus ligger altså ganske klart på det omfattende team af efterforskere, som forsøger at opklare en ganske kompliceret sag, et meget bestialsk mord, hvor morderen har gjort alt for at slette sine spor. Der er mange set backs undervejs, næsten i hvert afsnit tror de at være tæt på, og så må de skifte taktik. Billedet bliver komplet i afsnit 5 og i afsnit 6 kan domsfældelsen tage sin begyndelse. Men inde i den professionelle historie gemmer sig flere menneskelige historier, som udfoldes på forskellig måde, og som åbner det menneskelige perspektiv i den bestialske historie. På den ene side ser vi gradvist Jens Møllers forhold til sin kone og sin gravide datter udfolde sig. Det er en hyppig tematik i krimier af denne type, at detektiven/hovepersonen har næsen så lang nede i sin efterforskning, at han/hun ikke kan se sig selv og sin familie i øjnene. Jens Møller er lige så tilknappet og fåmælt på hjemmebanen som på udebanen. Det lykkes ham at skubbe sin gravide datter fra sig, fordi han hele tiden skal tjekke sin telefon.

Men i afsnit 5, med den dobbeltydige titel, “Et helt menneske”, bryder følelserne frem. Da alle ligdelene er fundet, og Kim Wall dermed er genskabt som et helt lig, er det netop Walls grumme skæbne, hendes totale uskyld, som minder ham om hans egen datter. Han forsøger umiddelbart efter endnu et klodset forsøg på forsoning med hende. Men det er netop hans forkølede relation til sin egen datter og familie, som sætter det store traume i relief. Det er her det stille mesterværk viser sig. For der er jo en anden familie i serien, som vi kommer meget tæt på, Walls familie, en utroligt stærk og forbundet familie, hvor følelserne er intense. De to familier, den heroiske og utrættelige efterforsker uden rigtig kontakt med sine egne følelser og familie, og den stærke familie bag offeret, udgør på hver sin måde håbet i filmen.

Jens Møller repræsenterer retsstaten, demokratiet – han er den som skaber orden i kaos. Han ofrer sig for almenvældet, men det koster dyrt på det menneskelige plan. Omgangen med forbrydelsernes bestialske katalog dag ud og dag ind sætter sine spor. Kim Walls projekt, sådan som det skildres i filmen, er et globalt humanistisk projekt om solidaritet og retfærdighed. Det er ikke bare hende vi har mistet, det er noget meget større, og det repræsenterer Walls forældre stærkt i filmen. De kæmper for retfærdighed for deres datter, men også mere generelt i verden.

Kunsten skal ikke tie

På den måde er Efterforskningen et eksempel på at kunsten ikke skal tie, selv overfor det mest bestialske, som lige er ovegået os. Det er den bedste måde at begrave Madsen selv ved at pege på, at samfundet og mennesker i det hele taget har ressourcer til at overvinde de værste traumer og forbrydelser. Kunsten kan meget mere end journalistikken – den kan lade os gennemarbejde traumer, og den kan bringe os på den anden side af det bestialske. Det har vi set med filmene om Utøya, det har vi set med en lang række af film om krige, terrorhandlinger og andre traumatiske, historiske og aktuelle begivenheder.

 

I seriens afsluttende afsnit bevæger vi os derfor også fra den juridiske retfærdigheds sejr, – baseret på et team af efterforskere, som endelig får ros med mere end fem ord og et klap på skulderen af Jens Møller – til menneskelighedens sejr. Den kriminalistiske tragedie svøbt i tunge græske gevandter vender til en mere mild og rund hyldest til dem der skal føre livet videre: Jens Møller kan omsider kejtet og rørt tage sit første barnebarn i armene, og annoncere at han går på pension; Ingrid Wall kan forelæse for en gruppe af journaliststuderende, mest kvinder, om at bære Kim Wall’s fakkel videre; Joachim Wall dykker videre for at redde sin datters journalist-filer. Det er i det hele taget lyset og den fornyede energi der sætter ind efter mørkets nederlag.

Kunsten kan have funktion som erkendelse, heling og forståelse af det allermest bestialske i tilværelsen. Det fordrer blot, at man kunstnerisk, etisk og moralsk gør sig klart, hvad det er for en historie man vil fortælle, og hvorfor. Det har ikke alle True Crime eksempler gjort. Men som Tobias Lindholm siger: “Jeg vil gerne stå fast på, at vi skal lave fortællinger om virkeligheden. Fiktionen kan være med til at minde os om den verden vi lever i, og hvilke værdier vi navigerer efter (Ekko 86: 59).

 

Referencer

Claus Christensen (2020). “Kontroversiel Peter Madsen-film klippes om.” Ekko, 16/10.

Andrea Dragsdahl (2019). “Drop true crime – lysten til morbid underholdning skal ikke stilles med andre menneskers tragedie. Information, 16/7.

Eva Eistrup (2020). “Tindrende smuk beskrivelse af menneskets drift mod retfærdighed.” Politiken, 27/9.

Lene Johansen (2020). “Med fokus på håbet. Interview med Tobias Lindholm.” Ekko 86, p. 52-59).

Christian Monggaard (2020). “Tobias Lindholm om drabet på Kim Wall: “Vi var i en kollektiv besættelse af mørket.” Information, 24/9

Jakob Steen Olsen (2019). “Hård kritik af TV2 serie om mordet på Kim Wall: “Det er som at stå og filme et trafikuheld på motorvejen.” Interview med Katrine Wiedemann, Berlingske, 20/11.

Ole Stobbe (2019). “Hvad medierne låner, leveres aldrig tilbage.” Weekendavisen, 8/8.

Vanessa Thorpe (2018). “Utøya overlever: “Breivik-film fortæller ikke den fulde historie.” 10/10.

Katrine Wiedemann (2019). “Nogle gange skal kunsten tie.” Weekendavisen, 7/11.

Katrine Wiedemann (2019). “True crime lærer os, at det er OK at bruge andres død onanistisk. Information, 3/10.

 

 

 

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.