,

Virkelighedspsykologen. Poul Martinsens dokumentarisme

Poul Martinsen (1934-2020)

Med Poul Martinsens død i en alder af 86 år har Danmark mistet en af sin helt store tv-dokumentarister, en mand der gik forrest i udforskningen af tv-dokumentarismens måder at vise os virkeligheden på, og som hele sit liv eksperimenterede med dokumentarismens genrer og udtryksformer. Han udvidede grænsen for, hvor tæt man kunne gå på danskernes liv, både det enkelte menneske, grupper af mennesker og de menneskelige institutioner.

Poul Martinsen var først journalist på det nu hedengangne Dagens Nyheder og siden fra 1961 Politiken, før han 1/1 1968 blev ansat i Danmarks Radio. Det var – som Peter Harms Larsen har berettet i sin store, autoritative biografi om Poul Martinsen – chefen for TV-Kulturafdelingen, Werner Svendsen, som fik øje på ham. Poul Martinsen var også som skrivende journalist kreativ og nyskabende. Han var inspireret af den amerikanske ‘new journalism’, og allerede på Politiken udviklede han formater, der gik tæt på virkeligheden på en måde, som han senere skulle genopfinde på tv. Werner Svendsen så et kommende tv-talent i Poul Martinsen, fordi han så ham som repræsentant for en ny form for journalistik, som han kaldte “den dokumentariske montage.”

Besat af virkelighed

Som tv-dokumentarisk havde Poul Martinsen altså journalisten med i sin baggage, da han kom til tv. Men han var også uddannet som psykolog, og begge dele kom til at præge hans dokumentarisme. Journalisten gav ham evnen til at finde emnerne og researche dem, mens psykologen drejede ham i retning af mennesket i bredeste forstand som det centrale tema. I sin dokumentarisme har han også kritisk angrebet magt og magtmisbrug, og han har kigget ind i magtens institutioner. Men hans bedste dokumentarudsendelser er først og fremmest dybt optaget af at udforske menneskets væsen og psykologi i al dets mangfoldighed, og i relation til den sociologiske kontekst vi udfolder os i.

Få danske tv-dokumentarister har været så produktiv som han: 123 dokumentarudsendelser blev det til i alt, 103 for DR, 18 for TV2, og dertil 2 spillefilm. Få har været så langt omkring i tematik som han: de store samfundsmæssige temaer, portrætter af kendte danskere, antropologiske studier af danskernes livsformer, eksperimentelle udforskninger af menneskers psyke og adfærd, mødet mellem os og de fremmede, for blot at nævne nogle. Få har i den grad udforsket og udviklet dokumentarismens forskellige genrer og eksperimenteret med stil og fortælleformer.

Poul Martinsen. Besat af virkelighed kaldte Peter Harms Larsen sin store tobinds biografi fra 2007. Den dokumenterer bedre end noget andet, der er skrevet om Poul Martinsen, dybden, bredden og originaliteten i det dokumentariske livsværk han har efterladt til os. Det vil blive stående som et udtryk for hvor stærkt og kreativt den danske dokumentarisme har udviklet sig fra 1968 til i dag. Værket er blevet til fra den skrevne journalistik i slutningen af 1950’erne til 1968, hvor han rykkede til DR. Her udfoldede han sig også i den legendariske DR-dokumentargruppe (1988-1994). DR blev hans primære arbejdssted, men via sit eget produktionsselskab Poul Martinsen Film lavede han også (1994-2002) vægtige programmer for TV2.

Sociologiske eksperimenter

Allerede som journalist på Politiken interesserede Poul Martinsen sig for mennesker og samfundsgrupper, der adskilte sig fra normen. Det gælder f.eks. for en feature han lavede til Søndagspolitiken (29/1, 1967) “Fru Se og Hør og hendes mand”, om det fashionable kendis-par Tutta og Thomas Rosenberg. Temaet og vinklen gik direkte over i en af hans tidlige dokumentarprogrammer, Vist er vi ej snobbede (1970), som viser hans psykologiske udforskning mennesker, deres miljø og den måde andre reagerer på dem. Det handler om det private og det offentlige, og om vores forestillinger og fordomme om hinanden.

 

High society møder almindelige mennesker i Martinsens dokumentarer og sociale eksperimenter.

Ligesom det tema i Martinsens univers går direkte fra journalistikken og avisen til tv var det også med et af hans andre store temaer: sociologiske kultur- og klasseforskelle. Men netop indenfor det felt fornyer Martinsen sin mere observerende stil, som er inspireret af den amerikanske direct cinema. I tv-klassikeren Broen (1969) tager han et tema op, som også præger hans tid på Politiken, nemlig læderjakkerne eller de vilde engle og deres særlige gruppekultur.

Broen er iscenesat dokumentarisme, et sociologisk eksperiment, hvor han lader to af tidens markante ungdomskulturer mødes: de vilde engle og tidens langhårede ungdomsoprørere. I udsendelsen bringes de to grupper sammen på en ø i en sø i Nordsjælland. I optakten fornemmer vi klart de ideologiske og kulturelle spændinger mellem de to grupper. Men Martinsen bygger så sin dokumentar op som et psykologisk-sociologisk eksperiment, der skal undersøge om et konkret samarbejde kan bringe de to grupper tættere på hinanden. De stilles i udsigt at de vinder 5000 kr., hvis de sammen kan bygge en pontobro, så de kan komme i land. I udsendelsens speak forklares de socialpsykologiske baggrund for eksperimentet, og i konklusioner peges der på, at gruppefordommene i et vist omfang blev nedbrudt, fordi enkeltpersoner i de to grupper fik mere respekt for hinanden af samarbejdet.

Det iscenesatte, sociologiske eksperiment, hvor meget forskellige grupper af mennesker sættes sammen, fik måske nærmest politisk betydning, da Poul Martinsen i 1976 lavede Dagbog fra en fristad. Her lod han en arbejderfamilie fra Hedehusene flytte ind på Christiani, dvs. det er igen ideen med at lade modsætninger mødes i den konkrete hverdag for at se om fordomme og stereotype forestillinger i begge grupper kan nedbrydes. Programmet gik samtidig ind i en ophedet politiske debat om Christiania, og der blev ophidset debat i Radiorådet mellem Erhard Jacobsen og andre. Men selvom det politiske aspekt måske også spillede ind, så var Martinsens ærinde et andet – som altid rettet mod mennesker i et socialpsykologisk perspektiv. Udsendelsen viste at familien Hansen fra Hedehusene fik et langt mere nuanceret syn på christianitterne, og omvendt.

Familien Hansen fra Hedehusene og i Christiania, Dagbog fra en Fristad var et møde mellem to kulturer

Gennem hele sit lange virke som dokumentarist fortsatte Martinsen med sine socialpsykologiske eksperimenter, bl.a. i en dokumentariske udgave af det berømte eksperiment, Lydighedens dilemma (1978). I dette mere klinisk iscenesatte eksperiment afprøver man hvor langt man kan få ganske almindelige mennesker til at følge en hvidklædt autoritet, som beder det give stød til en person, når denne svarer forkert på en test. En afprøvning af forholdet mellem autoritetstro og humanitet, som gav ret rystende resultater. I en langt senere serie Krigerne 1-4 (2006) er det samme problematik han undersøger, men nu i en militærisk, iscenesat virkelighed.

Magtkritisk dokumentar

Det er ikke som sådan den magtkritiske dokumentar, der dominerer hos Poul Martinsen. Det var næsten altid det menneskelige aspekt han forfulgte, mere end kritikken af magten og dens dimensioner. Men dels har han lavet enkelte mere journalistiske og magtkritiske dokumentarudsendelser. Dels kan magtkritikken jo også komme stærkt til syne blot man laver en reportage fra og observere et bestemt stykke virkelighed tilstrækkeligt skarpt og indgående. Det ser man i en af udsendelserne i hans tidlige produktion, som peger frem mod Krigerne. I Helvedesugen (1976) følger han aspiranterne til Frømandskorpset under de hårde og brutale optagelsesprøver. Allerede før udsendelsen skildrer forløbet er langt den største del af aspiranterne siet fra, og udsendelsen skildrer kun de sidste 8 aspiranters kamp for at bestå. Det er de otte vi følger i dramatiske sekvenser, og næsten uden speak. Bare det at iagttage det taler næsten for sig selv. Men henover reportagesporet lægges også et interview med den officer, som er ansvarlige for hele forløbet, og som næsten helt ukritisk identificerer sig med sin rolle som den brutale leder.

Selvom udsendelsen blot lægger et stykke virkelighed frem, og lader det og den bærende karakter tale selv, bliver der massiv debat i pressen efterfølgende, hvor de ideologiske holdninger til militæret som institution træder klart frem. Selvom Martinsen også har bevæget sig ind på den mere kritiske, journalistiks baner i sin dokumentarisme, f.eks. i serien Den politiske magt 1-3 (1974) eller i et program som Det hemmelige Danmark (1975), der ramte så mange ømme tæer, at det aldrig er blevet udsendt, er det ikke som magtkritisk dokumentarist Martinsen har udfoldet sig og viser sin største originalitet. Men som mange af hans mere observerende dokumentarer, eller de iscenesatte eksperimenter viser, så kan magten vise sit ansigt på mange måder, og det at skildre mennesker og sociale strukturer indefra er måske i længden nok så effektivt, hvis man vil ændre menneskers bevidsthed og holdninger.

Portrætter af danskerne

At skildre mennesker, grupper, hverdagsliv og livsformer er den inderste kerne i Martinsens dokumentariske. Det er der hans vægtigste og mest blivende indsats ligger, det er der hans originalitet kommer helt til sin ret. Som dokumentarist er han etnologen og antropologen, hele tiden på sporet af hvem vi mennesker er, vores forskellighed, vores fælles træk, vores måde at tænke og agere i forhold til hinanden på – og vores forestillinger og fordomme om hinanden. Det har vi allerede set i de iscenesatte dokumentarer, men det bliver endnu tydeligere i de mange portrætter af både almindelige og kendte danskere, Martinsen har lavet. Det er ikke bare isolerede portrætter, det er et nuanceret Danmarksbillede der tegner sig gennem de mere end 35 udsendelser, det er blevet til.

Reenberg i Martinsens portræt Hvilken skuespiller.

Det er ikke bare den lidt snobbede kendis-verden vi får et indgående billede af (Show, 1973), det er også mediestjerner (Pressen i sommerlandet, 1968), safari-kulturens machoer (Den hvide jæger, 1974), politikere i magtkamp (Mogens og magten, 2003), og mange forskellige kunstnere: den kongelige og revystjernen (f.eks. Jørgen Reenberg Hvilken skuespiller, 1996 og Ulf Pilgaard Den store sjove Ulf, 2000). Vi kommer også langt ind i populærkulturen, f.eks. i portrættet af Ib Henrik Cavling i Portræt af en succesforfatter (1978), eller endnu mere spektakulært i Chippendales kommer til byen (1994) om den amerikanske mandsstrippergruppes besøg i Danmark og Skandinavien. For antropologen og etnologen Martinsen er intet menneskeligt ham fremmed.

Men trods dette er det måske især i portrætterne af helt almindelige danskere og deres hverdagskultur, vi virkelig mærker Martinsens dokumentariske hjerte banke. I Peter Harms Larsens biografi over ham kalder han det jagten efter “den naturlige historie” (Harms Larsen, 2007 bd. 2: 45). To af de første af den slags programmer er Portræt af en pige (1973) om en ung piges liv på Vesterbro, en ung pige som er åben, sympatisk og reflekteret, men som også er stripper og prostitueret. Det er er tæt og intimt program med pigens egen tolkning af sit liv i centrum i billeder og ord, samtidig med at moderen og hendes barndom flettes ind.

Det individuelle portræt vi ser her suppleres af flere mere kollektive portrætter. Det ser vi fuldt udfoldet i hans fremragende dokumentar om et sølvbryllup hos Aage og Lillian, Den store fest (1981). Her udfolder Martinsen for alvor sit antropologiske blik på hverdagslivet, i fugleperspektiv og nærbilleder, og vi bringes ind i forberedelserne, i selve festens centrum og vi bringes også på forskellig måde tidsmæssigt tilbage i deres liv. Den observerende, sceniske form og dramaturgi er udnyttet suverænt gennem den montage af scener og udsagn fra festens deltagere og de to hovedpersoner. Det er et stykke levende Danmarkshistorie fanget af en dokumentarisk mester.Der er andre programmer, som minder om Den store fest, hvor hverdagslivet beskrives, men fra andre vinkler og med andre temaer, nogle af dem mere dramatiske og skæbnebetonede. Vil du danse med mig (1986) går bag om kontaktannoncerne og beskriver mennesker på jagt efter kærligheden, mens Blandt tusind ansigter (1990) følger to adopterede kvinder, som søger den biologiske mor, de aldrig har mødt. Tættere på døden og tragedien er På grænsen til liv (1990) som foregår på en afdeling på for tidligt fødte børn. Vi følger både læger og sygeplejersker i deres kamp for at redde børnenes liv, og vi følger forældre som med angsten i ansigtet følger den samme kamp. Det er en film der kommer meget tæt på grænsen mellem liv og død, mellem lykke og tragedie. Det er ikke bare som Martinsens andre hverdagsdramaer en film som pendler mellem front stage og back stage, det er en film som bevæger sig langt ind i deep back stage.

Den store fest er en af Martinsens stærkeste dokumentarer om almindelige mennesker

Det multikulturelle Danmark

Martinsen har også arbejdet i et mere etnologiske spor, dels i Afrika, hvor han har opholdt sig flere gange og lavet flere film, dels indenfor landets grænser i sin afsøgning af det multikulturelle Danmark. En af hans prisbelønnede film fra Afrika (Kenya), Før solen går ned (1989, Grand Prix Jean D’Arcy, Cannes) er et gribende og usentimentalt portræt af en gruppe hvide kvinder i Nairobi på en stiftelse for ældre kvinder. Det er fint og stemningsfuldt billede af ældre der ser mod livets ende, men også repræsenterer et Afrika, som er ved at forsvinde.

Martinsen og holdet under optagelserne til Den Sagtmodige morder i Tyrkiet

Men Poul Martinsens mest prisbelønnede udsendelse er Den sagtmodige morder (1989, Prix Europa, Pric Italia, Grand Prix Monte Carlo, TV-Oscar), en dramatisk dokumentar om æresdrab på den tyrkiske kvinde Gülsüme i Sydhavnen i 1986. Drabet begås af hendes kurdiske mands bror Polat med hjælp fra den øvrige familie, som hævn for at hun er flygtet fra sin mand. Udsendelsen skildrer ved hjælp af en journalistisk voice over selve drabet og domfældelsen, men hele udsendelsen koncentrerer sig ellers om at forstå morderens motiver og familiebaggrund. Derfor rejser vi helt tilbage til den lille tyrkiske landsby, hvor filmen blotlægger de ældgamle slægtsstrukturer og konflikter, som ligger gemt i en patriarkalsk kultur. Det er en tyrkisk/kurdisk og en dansk kultur, der støder sammen. Martinsen allierer sig med to tyrkiske antropologer, som fører os ind i den kultur, som Polat tilhører. Igen er det det menneskelige perspektiv, der dominerer. Filmen undskylder ikke drabet, men den giver seerne en mulighed for at se drabet i et langt større og dybere psykologisk og sociologisk perspektiv.

Martinsens uforlignelige evne til at beskrive psykologiske, sociale og kulturelle miljøer og de konflikter der ligger under overfladen er stærkt til stede i Den sagtmodige morder. Men det er den også i den dokumentariske tv-serie, Høje historier (1-4, 1999), han lavede for TV2 i samarbejde med Anders Riis Hansen. Rammen er igen hverdagslivet, her et typisk dansk højhus-bebyggelse i Lundtoftegade i København. Her kommer Martinsen kollektive montage-teknik og fortællekunst rigtigt til sin ret. Serien beskriver både beboerkonflikter mellem danskere indbyrdes og mellem danskere og indvandrere. Det er igen en historie om dansk hverdag og om et mere multikulturelt Danmark. Vi møder meget forskellige typer, meget forskellige generationer, og der er både folk fanget af sygdom og misbrug, ligesom kærligheden og håbet også trives under betonen.

 Dokumentarisk selvrefleksion

Selvom Martinsen ikke ligefrem har skrevet artikler og manifester om sin dokumentarisme viser interview gennem årene ham som en meget reflekteret dokumentarist. Som Peter Harms Larsen har peget på, blev han efter sin tilbagevenden til DR i 2002 i stigende grad optaget af at formulere en slags dokumentarisk æstetik (Harms Larsen, 2007, bd. 2: 363f). Martinsen var måske på mange måder bange for at der skulle gå for meget drama og følelses-porno i dokumentarismen. Han taler om tidens tendens til “overgreb mod virkeligheden” og om “hurtigt producerede programmer, som sælger menneskelige følelser som masseunderholdning. Han kiggede sig omkring i landskabet og så “masser af historier – men ikke nødvendigvis gode historier. ” Den gode historie var for Martinsen den naturlige historie.

I Fluen på væggen retter Martinsen kameraet mod sig selv og udøver selvkritik i mødet med nogle af sine “ofre”. Her kvinden fra Lydighedens dilemma.

Den naturlige historie er imidlertid ikke bare en historie fortalt uden virkemidler og dramaturgi, og hans egne produktioner er fulde af både drama, følelser og af dramaturgi og virkemidler. Det handler altså mere om hvordan. I Fluen på væggen (2002) står af ærligt bekendende frem og ser kritisk og reflekteret tilbage på sin egen produktion. I dokumentaren genser Martinsen en række af sine egne film med sin fotograf Lars Schou, og besøger de mennesker og miljøer han har skildret. Det spørgsmål han stiller sig selv om dem han har portrætteret er om det haft negativ eller positiv betydning for deres liv, at han er gået tæt på dem. Som Martinsen selv siger sidst i filmen: mit credo som dokumentarist er at man skal gå tæt på mennesker og virkeligheden, men uden at gå for nær. Som udgangspunkt mener han, at man skal kunne skildre alt menneskeligt som dokumentarist.

Han er dog også fuldt opmærksom på, at han iscenesætter og påvirker den virkelighed, han skildrer. Kameraet er ikke et neutralt øje: når man stiller skarpt på og går tæt på virkeligheden, så påvirker man også den og de mennesker der indgår i den. Han må f.eks. bekende, at en af de kvindelige deltagere i Blandt tusind ansigter har iscenesat hans films slutning, uden at han vidste det. Instruktøren kan også blive iscenesat af sine deltagere. Omvendt finder de to forældre fra På grænsen til liv, hvis barn dør, ikke at han er gået for tæt på ved at lade kameraet gå med helt ind i dødsøjeblikket og de to forældres sorg. Det mener til gengæld fotografen Lars Schou, som nægtede at filme over den grænse.

PÅ grænsen til liv en måske den udsendelse i Martinsens store produktion, hvor han kommer tættets på livets mest tragisle og intime sider

Poul Martinsens dokumentarisme står som en søjle af kvalitet i den danske tv-dokumentarismes historie mellem 1968 – 2007. Her løber journalistik og dokumentarisk kunst sammen, her udfoldes og udvides alle aspekter af dokumentarismens genrer. Her flyttes grænserne for hvad man kan vise og tale om både i magtens rum, hos de kendte, ikoniske danskere og hos ganske almindelige mennesker. Med sine vigtigste dokumentarer opnåede han et kæmpe publikum, og han efterlod os alle rigere og klogere på hvem vi er, hvilket samfund vi lever i, og hvordan vi ser på og forholder os til hinanden. Hos Martinsen var virkeligheden, dens mennesker og sociale strukturer i centrum. Han lod modsætningerne mødes på skærmen for at nedbryde fordomme, og for at bidrage til skabelsen af et mere humant og lige samfund. Han selv er borte, men vi har hans værk til rådighed, og det er stadig vigtigt og væsentligt.

 

 

 

 

 

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.