, , ,

Erindring og historie. En metarefleksion

Min tipoldemor Gine der endte i USA, min tipoldefar Rasmus Nielsen, som anlagde en fabrik i Lunghøj, og min oldefar, smeden Kristian Hansen.

Erindringen er visuel, scenisk, narrativ og ofte meget konkret. Den står umiddelbart i modsætning til den historiske forsknings forsøg på at forstå historien, både på hverdagsplan, den lille historie, og på det strukturelle plan, den store historie. Det enkelte menneskes erindring er i udgangspunktet subjektiv og individuel. Da vi mennesker er stærkt sociale væsener, indgår vores kollektive liv i familier, på arbejde og i andre sociale sammenhænge imidlertid også stærkt i vores liv, historie og erindring. Vores erindringer set som fortælling har med andre ord også klare spor af forbindelser mellem den lille og den store historie. Vi er selv historie, selvom de fleste af os måske snarere oplever, at livet og historien fører os med ad en strøm, vi ikke selv kontrollerer.

Erindringens og historiens lange kæde

Det er måske ikke helt tilfældigt, at ordet historie på dansk er tvetydigt: det er både en videnskab, som søger at forstå historiens udvikling og drivende kræfter, og en historie, en fortælling. Men mennesker er helt grundlæggende narrative væsener. Vores hjerne er konstrueret til at forstå den verden vi oplever gennem narrative strukturer. Erindringen er vores fortælling om os selv i den verden vi har levet i. Vi sætter os alle mere eller mindre store spor gennem det liv vi lever. Vores eget liv går ind i en meget større sammenhæng, en kæde af mennesker og historier. Vi ved det måske ikke, vi føler det måske heller ikke, men vores liv og historie er forbundet med en tusindårig kæde af mennesker, som vi udgår fra. Historiens slægts-DNA findes i os som en biologisk realitet, et kulturhistorisk faktum, og som en fortælling. Vi fødes forankret til en familie, en slægt, et sted, og vi udvikler os derfra videre. Vi forandres og vi forandrer.

Forankringen i slægten

Der er noget fascinerende ved gamle familie- og slægtsbilleder. Historien er på engang nærværende. Her ser vi forskellige dele af min mors familie fra 1890 og til omkring 1920

Den erindring om vores liv vi opbygger i vores bevidsthed har ofte form af situationer, billeder og personer. Selvom vi ikke nedskriver vores erindringer, udgør de enkelte minder i vores liv en lille fortælling i vores bevidsthed. Som andre fortællinger består den af scener med karakterer og genstande, af følelser, personlige oplevelser og konflikter. Vores fortælling har sin egen struktur, men den har også sammenhæng med en større fortælling. Den kan være indlejret i en families eller større slægts historie, eller nært knyttet til en bestemt egn. Alle personer og familier har deres anekdoter, fortællinger og nøglebegivenheder. De rummer Vigtige billeder og nøglescener, der ofte vender tilbage i sociale sammenkomster. Fortællinger, scener, begivenheder personer i et netværk er kernen i vores erindringer.

Erindringens sanselige dimensioner

Men erindringen kan også formes af andre mere sanselige dimensioner i vores måde at opleve verden på: af lyde, musik, lugte og smag. Marcel Prousts kolossale erindringsværk A la recherce du temps perdu (1913-1927) er en søgende og meget sanselig udforskningen af erindringen og dens betydning for vores liv. Mange scener i romanrækken tager udgangspunkt i meget konkrete sider af virkelighedsoplevelsen, som igangsættes af en bestemt sanselig oplevelse. F.eks. vækker smagen af Madeleine-kage stærke erindringer i hovedpersonen, en duft og en smag kan pludseligt vække fortiden til live, så man næsten er der igen.

Selv har jeg det meste af mit liv haft det sådan med duften af kogte jordskokker, at jeg nærmest fik kvalme. Det var en kvalme, som bragte mig direkte tilbage til min barndom. Vi var vegetarer, og fik ofte jordskokker når det var sæson – men jeg kunne ikke udstå smagen. Når mine forældre prøvede at tvinge mig til at spise, så kastede jeg op. Det blev til en lang og næsten eksistentiel kvalme. Den ophørte først, da jeg smagte friske, snittede jordskokker i salat, og siden spiste suppe baseret på jordskokker. Til gengæld føler jeg en utrolig glæde, når jeg mærker duften af nøddetærte, som min ene søster stadig laver, og som var vores ‘julesteg’ i min vegetariske barndom. Erindringen er bundet til konkrete, sanselige hverdagsbegivenheder, som bringer os direkte tilbage til sen scene, som er en del af vores fortid og familiefortælling.

I nogle tilfælde er det smagen, duften, der kan udløs stærke erindringer, andre gange kan det være lyde, eller musik. Hver gang jeg hører Frank Sinatras version af Strangers in the Night vælder søde minder om ungdom og kærlighed op i mig. I sommeren 1966 var jeg på tur på motorcykel til Frankrig med min senere kone Ulla, og nærmest lige meget hvilken café vi var på i Paris og sydpå, var det den melodi de spillede. Det blev vores melodi. Mange andre kan måske have den samme varme følelse, fordi det er en smægtende sang om kærlighed. Men for mig var det specifikt og forankret i en bestemt situation i min ungdom, en del af en meget central fortælling. For mig var erindringen konkret og meget subjektiv. Min oplevelse af sangen er farvet af min egen historie. For mig er den sanselig på en meget mættet og særlig måde.

Erindringens billeder

Erindringens billeder kan man forstå i en mere overført betydning, som de mentale billeder, der er med til at skabe og fastholde vores erindring. Hjerneforskere mener, at alt hvad vi oplever ligger inde i os, selvom det sjældent aktiveres i fuldt omfang. Men vi kan også forstå erindringens billeder som de fotografier og levende billeder, som i moderne tid udgør et stadig mere omfattende bidrag til vores personlige og kollektive erindringer. Billeder har eksisteret i hele menneskehedens historie, engang som primitive hulemalerier, i dag som et uhyre digitalt arkiv af malerkunst, fotografisk kunst, vores private fotoalbums og familievideoer, og film og tv-serier. Min slægts- og livshistorie, sådan som jeg fortæller den og forstår den, starter i 1700-tallet, før den moderne billed- og medievirkelighed rigtig tog fart. Men den udfolder sig mest i 1800-tallet og frem, hvor fotografiet og senere hele den moderne billedmedie-kultur to fart.

Min slægt kommer fra almuen, arbejderklassen, bønder og håndværkere, og det var ikke dem der i første omgang havde råd til at lade sig portrættere – og da slet ikke som overklassen i form af malede familiebilleder og portrætter. Men de familiefotografier, som indgår i min fortælling, rummer også et udsagn om forankring og udvikling. I sit essay “Lille fotografihistorie” peger Walter Benjamin på, hvordan de allertidligste fotografier (daguerreotypier) var præget af den langsomme teknik og eksponeringstid, der gav billederne en form for aura. Selve det at se mennesker i fotografisk gengivelse var fascinerende. Men teknikken omkring fotografiet skabte også en “aura omkring dem, et medium som når det gennemtrænges af blikket giver det dets substans og sikkerhed” (Benjamin 1973: 50). Det er ikke bare en overflade vi kigger ind på, det er også en virkelighed som synes at rumme noget mere, noget ubevidst.

Det er noget af det samme Susan Sontag er inde på i sin bog On Photography (1977, org. udgave 1973). Fotografiet synes på den ene side, at være et medie der umiddelbart og direkte gengiver et stykke virkelighed. Det fanger et øjeblik, et nu, hvor tiden fryser. Med udviklingen af billige fotoapparater skabtes også en demokratisering af adgangen til virkeligheden. Det blev muligt for almindelige mennesker at visualisere deres egen virkelighed. Men billedet etablerer naturligvis en særlig relation mellem fotograf, kamera og objekt. Fotografiet er også et memento mori, det indfanger noget som senere ikke mere eksisterer. Det kan skabe en nostalgisk relation mellem fortiden, de personer og steder som ikke er der mere, og en nutidig iagttager. “Et fotografi er både en pseudo-nærvær og et tegn på fravær (Sontag 1973: 16, min oversættelse). Fotografiets fremkomst i midten af 1800-tallet skabte særlige billeder, men efterhånden som fotoapparater blev allemandseje, forandrede familiefotoet sig også. Normen for hvad man kunne vise og hvordan udviklede sig. Det private åbnede sig mere og mere, og de stive portrætter i 1800-tallet antog mere afslappede hverdagsformer.

Familiealbummet og portrættet

I mit familiealbum, som går tilbage til midten af 1800-tallet findes to fotos af børn, som er ens på et vist niveau, men også fascinerende anderledes. Det ene (fra ca. 1887 viser to af min morfars søskende, tydeligvis taget af en professionel fotograf. Begge børn står relativt stift i noget særligt fint tøj, og de kigger direkte imod os. Billedet bærer præg af fortid, også i den temmelig falmede billedkvalitet.

Mig og min søster 1949

Det andet billede er et af mig og min søster Bente taget i begyndelsen af 1949 af en fotograf i Brønderslev, hvor jeg er født. Det er del af en serie, og altså opstillet. Men det er mærkeligt, at billedet er bevaret, for vi hyler begge to. Men min mor og far har vel gemt det i albummet, fordi det fortæller en historie om, hvordan det også er at have børn. Det opstillede er afløst af en mere afslappet opfattelse af, hvordan man bør vise sig frem. Forestillingen om at et børnefoto skal se rigtig ud i forhold til, hvad folk forventer, har ændret sig. Det næste skridt er lige om hjørnet: fotografens atelier forsvinder, og erstattes af familiesnapshottet taget i farten i hverdagen, eller via en opstilling i familiens faktiske hverdagsvirkelighed. Men som erindringsbilleder fortæller de begge en tidstypisk historie.

Maleriet, tegningen, familieportrættet er også tids- og erindringsbilleder. Men de findes kun sjældent i almindelige familier, hvor ingen er specielt kendte og offentlige personer. Det er jeg bestemt ikke. Men både malede og tegnede portrætter rummer en fortolkning af en person. Sjovt nok findes der en to tegninger af mig, som min søster Bente og en af hendes veninder har tegnet mig i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Det første billede fra 1959 viser en tidstypisk dreng i sweater, plusfour, ternede lange strømper og ADI-sko. Jeg har briller og ser alvorlig ud. Det andet er en ligeså tidstypisk ung mand med Beatles-jakke. Lidt mere smart i snittet, men stadigvæk en alvorlig, seriøs ung mand. Hvis vi bliver vi den familieære billedkunst, så fik jeg af min malende søster Hanne et abstrakt billede, da jeg blev fyrre år. Som man kan se har billedet en kraftig, farverig side, dog med markante mørke streger – og et indsat tekstfragment. Teksten signalerer offentlige institutioner. Hanne har tydeligvis fortolket mig som en farverig person, og som en person med en akademisk og lærd side.

 

 

Erindringsbilleder kan altså være mange ting, udover de tekster, dokumenter, dagbogsoptegnelser, som et levet liv også typisk efterlader. At trænge ind i sin egen og sin. slægt og families historie kræver, at man kan fortolke og kombinere mange kilder. Det kræver også, at man forsøger at se den private og individuelle familiehistorie som en del af en større Danmarkshistorie. Hverdagshistorien og den større historie rummer i kombination muligheden for at forbinde det private og det offentlige, det individuelle og det kollektive. For efterkrigstids-generationen, de store årgange har billeder og billedmedier været noget man fik ind med modermælken. Vi har set og oplevet verden gennem medialiserede billeder – ikke bare vores familievideoer, men også nationale og globale film og tv-billeder. Mine erindringer er utænkelige uden de billedmedier, der om noget har præget vores samfund fra 1950’erne og frem.

Den medialiserede erindring

Min egen erindring og historie, er ligesom mit professionelle liv præget af billedmedier. Når jeg ser på det jeg har interesseret mig for i mit hidtidige liv er det i høj grad historiske mediefortællinger. Det er ikke bare fordi jeg er kommet i den tredje alder, at interessen for også min egen historie melder sig med større kraft. Jeg har altid været stærkt interesseret i den historiske dimension og den historiske film og TV-fortælling.

Allerede i min bog Elektroniske fiktioner. TV som fortællende medie (1993) analyserer jeg tv-serien Matador. Jeg ser den som  alletiders nationale eksempel på, hvordan en historisk fortælling kan blive en slags kanoniseret fælles erindring om, hvordan det moderne Danmark blev til. Serien er et unikt eksempel på hvad fiktionen kan, når man kombinerer en stærk familiehistorie med nedslag i den store Danmarkshistorie. Via sit brede pesrongalleri kan mange danskere finde sig selv og spejle deres egen og deres families historie i fiktionen. Den lille og den store historie føjer sig elegant ind i hinanden. Da Lise Nørgaard blev 100 år i 2014 og blev udnævnt til æresalumne på Københavns Universitet, hvor flere hold oplæg, og den satiriske tegner Jens Hage fangede mig og alle de andre. Her har vi så et satirisk portræt af medieforskeren.

Matador er et godt eksempel på hvordan mainstream-fortællekunster formår at nå et stort publikum og få både hverdagslivet og elementer i Danmarkshistorien til at smelte sammen. Men der findes andre måder at formidle erindring og historie på. I min slægtshistorie, som i mange andre danskeres, spiller udvandringen til og drømmen om Amerika en markant rolle. En hel gruppe af personer, som var børn af min fynske familiegrens to tipoldeforældre, Rasmus Nielsen og Lars Hansen udvandrede til Denver Colorado i 1890, og flere fulgte siden med. Hvad tænkte de, hvordan levede de? Det kan vi delvis se af de breve de sendte hjem til familien, og de billeder de også sendte. Men det fortæller som regel kun en del af historien, og måske mest den man gerne ville vise til dem derhjemme.

Men i Jan Troells fantastiske filmatisering af Vilhelm Mobergs romaner Udvandrerne (1971) og Nybyggerne (1972) trænger vi helt ind i hverdagen og psyken på dem, som forlod et fattigt svensk samfund i slutningen af 1800-tallet og skabte sig en ny tilværelse i USA. Det er ikke i den store historiske kontekst, vi finder tv-seriens styrke og originalitet. Den dukker kun op i enkelte scener og indirekte henvisninger. Det er hverdags- og mentalitetshistorisk den har sin styrke. Serien har en langsom, episk rytme. Den dvæler ved landskaber, steder, personer og hverdagssituationer. Med sine åbne billeder og den langsomme fremdrift inviterer den seeren til at leve sig ind i personerne. Historiens gang opleves indefra og via personernes ydre hverdagsliv og indre følelsesliv. Der mangler ikke dramatik, stærke konflikter og følelser, men de udfolder sig på en helt anden måde end i Matadors mere traditionelle, narrative form og skarpt markerede persontypologi.

 

Det er to forskellige tilgange ti erindring og historie man møder i Matador og Udvandrerne, og det samme gælder for Edgar Reitz’ mesterværk Heimat. En tysk krønike (1984), der tog et tysk og europæisk publikum med storm. Som jeg beskriver den i min ovenfor nævnte bog fra 1993, så er den et næsten programmatisk eksempel på den anderledes form for historiefortælling og erindringsværk, som også Troells udvandrersaga tilhører. I et interview i 1986 siger Reitz selv: “I historiebøgerne beskrives magthavernes liv, de store krige og de store katastrofer. Men de små dagligdags ting, der påvirker den brede befolkning, optræder ikke i historiebøgerne, deres udsagn og kilder bliver ikke indsamlet, bevaret og overleveret. Det eneste, vi har, er det vi bærer i vores erindring” (Bondebjerg 1993: 329). Netop denne hverdagsdimension og dette mentale rum udfolder Reitz med stor skønhed og præcision. Han bruger ‘landsbytossen’ Glasich som fortæller og observatør af dagliglivet, og han opsamler historiens udvikling efter hver af de 11 afsnit ved at bladre i landsbyens familiealbum. Hverdagshistorien er indfaldsvinklen til den store historie, og erindringen og oplevelsen af hvordan det var har forrang. Men ved at fortælle historien på den måde, via det mental- og hverdagshistoriske, får Reitz alligevel igennem de tre store serier Heimat I – III udfoldet en fascinerende, anderledes Tysklandshistorie.

Erindringens dialektik

Udviklingen af det medialiserede samfund, som er en del af både min private og professionelle historie er en del den historie, som jeg gerne vil fortælle. Jeg kan, så lidt som andre i min generation, se bort fra at medier i alle former direkte går ind i og påvirker vores erindring om og opfattelse af vores historie. Derfor blander jeg min og min families historie ud fra personlige oplevelser og kilder, og ud fra kilder til både den store historie og den medialiserede historie. Jeg prøver at sætte mig selv i perspektiv, at skabe en dialektik mellem det jeg selv har oplevet og den historiske kontekst, mellem erindring og historie.

 

“Alle familier har en historie”, siger den canadadiske dokumentarfilms instruktør Sarah Polley i begyndelsen af sin tankevækkende film Stories we tell (1912). Problemet er, hvordan man finder den og fortæller den. Der findes nok ikke kun en historie pr. familie, men forskellige historier og perspektiver. I filmen iscenesætter og illustrerer hun erindringens komplekse dynamik ved at fortælle sin familiehistorie i mange lag og fra mange synsvinkler. Instruktøren var kun 11 år gammel, da hendes livsglade mor døde af kræft. Moderen var ligesom hendes officielle far, Michael Polley, skuespiller. I filmen sætter Sarah sig for at skildre familien fra fire centrale vinkler: faderen har skrevet sin historie om sit forhold til moderen, og den læser han løbende op i løbet af filmen; desuden interviewes et stort galleri af familiens medlemmer, og af venner og bekendte; moderens og familiens liv vises gennem hjemmevideo-optagelser, hvoraf nogle er autentiske, andre iscenesatte; henover det hele lægger sig Sarahs fortælling, der både viser og reflekterer over familiehistorien.

Langt de fleste familier har modsætninger, konflikter og hemmeligheder, og Polley-familien er ingen undtagelse: det viser sig, at det er en anden, der er instruktørens rigtige far. Det er filmens centrum, at denne hemmelighed springer ud af filmens historie, og at filmen skildrer, hvordan familien håndterer dette. Erindringens dialektik er også fortællingens dialektik, for den afdækker gradvist hvordan en familie tackler en hændelse, som fundamentalt set ændrer dens historie – og som på et meget dybt personligt plan også ændrer instruktørens egen historie. Selvom der opstår skår og splittelse i dele af familien, så forbliver filmen en historie om kærlighed. Det er en film om en familie, som formår at omfortolke og acceptere den nye historie, de pludselig bliver en del af. Det er en film om erindringens og fortællingens rolle i vores liv. Det er en film om, hvordan erindringens dialektik konstant præger os og bevidstheden om vores liv. Det er også en film om, hvad film og medier kan betyde, hvordan de kan influere og påvirke vores egen erindringsproces og måden at forstå hvem vi er ved at spejle os i andres liv.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published.