Den poetiske dokumentar – en hyldest til Jon Bang Carlsen

Jon Bang Carlsen – en betydelig skikkelse i den moderne, poetiske dokumentarfilm.

Jeg er ikke journalist, og jeg er heller ikke skolelærer. Jeg har aldrig haft det der med, at jeg skal være klogere end mine personer. Jeg er bare en historiefortæller. Jeg kan bruge et eller andet i deres liv til at fortælle en historie, som ikke nødvendigvis er deres liv, men som er en historie som opstår i mødet mellem dem og mig.

Disse spinkle øjeblikke bliver jeg nødt til at geniscenesætte. For at lave en film, som var mit personlige bud på en spejling af en del af verden i deres kød, i deres hverdage, deres ritualer, da måtte jeg kunne styre mine billeder fuldstændig  rent visuelt.

(Jon Bang Carlsen om sin metode i Mette Hjort og Ib Bondebjerg (2000). Instruktørens blik. En Interviewbog om dansk film. Rosinante, s. 206).

Således siger en af dansk films helt store poetiske dokumentarister, Jon Bang Carlsen, som nu fylder 70 år, og kan se tilbage på en perlerække af film (og også fiktionsfilm), som har været med til at definere denne dokumentariske genre i Danmark. Mange – især journalister – ser måske dokumentarismen, som en genre, der udelukkende bestræber sig på at afdække virkeligheden så objektivt som muligt, sådan som det delvis sker i den autoritative dokumentarfilm (Bondebjerg 2008, s. 95ff, og Bondebjerg 2014). Eller man oplever primært dokumentarisme som den kommer til udtryk i den i dag meget dominerende observerende dokumentar, som går ind i hverdagen i dens mangfoldige former for at lade os opleve menneskeliv, menneskeskæbner uden filter. Det er begge markante genrer i dokumentarismen. Men sandheden er jo, at hver gang man filmer virkeligheden, så foretager man et valg, og da vi taler om en audiovisuel kunstart, så er billede og lyd altid noget som på samme måde rummer et valg. Alt filme virkeligheden rummer altid en æstetisk dimension, en forskellig form for valg, perspektiv og iscenesættelse.

Det poetiske og det refleksive

Det er den dimension Jon Bang Carlsens dokumentariske værk demonstrerer til fulde. Hans film er både poetiske og refleksive, fordi han samtidig med at skildre virkelighed og mennesker også synliggør og tematiserer sine virkemidler. Han møder verden og involverer sig i den. Han involverer også sin egen personlige historie i den verden han skildrer. Det sker f.eks. utrolig smukt og symbolsk i en film som Livet vil leves – breve fra en mor (1994). Det er en film som naturligvis handler om moderen (Else Bang), men som også mere generelt tematiserer forholdet mellem udlængsel og hjemlængsel. Det symboliseres i billeder fra USA, der kontrasteres billeder fra en dansk provins. De to dimensioner støder i bogstaveligste forstand sammen i tekst og billeder. Søren Spanning og Bodil Kjer lægger stemme til brevene mellem mor og søn.

Livet vil levet – når udlængsel og hjemlængsel mødes.

Erindringsdimensionen, historien, fortiden – både i mere generel og personlig forstand – rumsterer ofte i Jon bang Carlsens univers. Dermed synliggør han erindringens funktion i alle menneskers liv. Han skaber rum og refleksion omkring forholdet mellem fortid og nutid. Det kan ske med en næsten nostalgisk visuel genoptagelse af et meget gammelt hotel på Fanø og dets ejer Fru Beck, Før gæsterne kommer (1984), hvor vi i løbet af kun 18 minutter får et billede af verden i går midt i en meget anderledes nutid. Det er et poetisk billede af interiør, møbler, genstande, spejle, malerier, som kalder verden af i går frem, samtidig med at personerne jo ligger midt i en helt anden nutid.  Den blev i 1989 udnævnt til en af verdens 100 bedste film. Jon Bang Carlsen har selv kaldt den en af sine mest gennemkonstruerede og iscenesatte film. Morten Piil kaldte den i Information for en “utroligt omhyggeligt gennemkonstrueret film med det formål at give et poetisk billede af en verden i stilstand mellem erindring og fremadskuen” (Movin 2012, s. 315).

Det iscenesatte portræt – og det globale perspektiv

Jon Bang Carlsen beskriver i sine film ikke bare den danske virkelighed, og ikke bare sin mere personlige historie. Han er vel en af de mest globale instruktører vi har, og han har i længere perioder filmet og opholdt sig i bl.a. USA, Sydafrika, Irland, og han har tegnet dybe portrætter af mennesker og livsformer der. Hvad man vel må kalde hans gennembrudsfilm Jenny (1977) er et hjemligt portræt, som på mange måder peger frem mod Livet vil leves, og som bruger en markant blanding af drøm og hverdag, af hverdagsrealisme og iscenesatte, symbolske drømmesekvenser.

Carlsens billeder i Jenny, veksler mellem iscenesat realisme og rekonstruerede drømmesekvenser

Men allerede med En rig mand (1979) tegner han et portræt af en mand, Hans Smith, som har kæmpet sig op fra bunden og nu lever det søde liv in den globale overhalingsbane. Filmens scoop er, at bringe hovedpersonen tilbage i sit oprindelige miljø, og også i Californien med de fattige. Det er to iscenesættere, der mødes i denne film: en hovedperson som synes at iscenesætte sit eget liv til mindste detalje og en instruktør, der som altid bevæger sig i flere planer både fortællemæssigt og visuelt.

Hvis Hans Smith repræsenterer en realiseret drøm, er mange af Jon Bang Carlsens andre portrætter med folk der stadigvæk drømmer, eller som ser tilbage på et liv, hvor drømme blev brudt eller hvor vi møder historiens mere grusomme sider. Hotel of the Stars (1981) er et af Jon Bang Carlsens mere kollektive portrætter. Vi følger en række personer på et hotel i Los Angeles, som alle drømmer om at gøre karriere i Hollywood. Men det er ikke bare en film om drømmefabrikkens indflydelse på disse mennesker, det er også et portræt af meget forskellige mennesker, hvis drøm nok aldrig bliver realiseret. Det er en kollektiv social portrætfilm, hvor drømmen er en filmkarriere. I den på mange måder meget forskellige film It’s Now or Never  (1996) er det den irske ungkarls drøm om kærlighed, der skildres.

Men livsdrømme og livsforventninger kan også rummer meget større historiske perspektiver. Det ser man f.eks. i Jon Bang Carlsens film fra Sydafrika. Addicted to Solitude (1999) handler om et land, der har været præget af had mellem sorte og hvide, om politiske og social undertrykkelse, og i filmen går Jon Bang Carlsen langt ned i og tæt på bevidstheden om, hvordan det var dengang og i dag.  Filmen som sådan er ikke en politisk film, den har ikke et bestemt ærinde og budskab. Den viser gennem en række figurer, hvordan fortiden og nutiden tager sig ud – efter en af de længste eksempler på et samfund bygget på systematisk apartheid. Men det er symptomatisk, at filmens to centrale personer er hvide kvinder. Det er gennem deres historie vi primært kommer tæt på fortid og nutid.

Jeg rejste til Sydafrika for at finde en hvid familie (..) Jeg ville filme, hvordan reagerede på ligheden mellem mennesker efter at apartheid forsvandt fra horisonten. Men jeg for hurtigt vild (..) I stedet blev filmen til en historie om to meget forskellige kvinder , som begge havde lidt et tragisk tab blandt en gruppe hvide, som ikke var alt for lykkelige for fremtiden. Begge kvinder blev stærke ved at komme over deres tab. Deres livshistorie mindede mig om en mulig skæbne for den hvide stamme i det sorte Afrika. Ved at miste deres absurde privilegier måtte de åbne deres verden for enhver og blev omsider fri for en ensomhed, som havde martret dem siden den første buskman blev dræbt af en europæisk geværkugle. “Hvis du ikke har kærlighed bliver du et grusomt menneske”, siger en kvinde i filmen. Det samme gælder kulturer. (Jon Bang Carlsen om Addicted to Solitude.

Den store og den lille historie

I Purity Beats Everything (2007) demonstrerer Jon Bang Carlsen endnu engang sin evne til at kombinere de helt store perspektiver med de menneskelige historier, der knytter sig til det, vi kender som verdenshistorie. Her er vi hos Holocaust-ofre i Sydafrika, men lyden og billeder fra 2.verdenskrig blander sig også, ligesom filmen er forankret i instruktørens egen nutid i et idyllisk Nordsjællandsk hus. Vi ser og hører filmen på computerskærmen, mens instruktøren selv vandrer hvileløst rundt. Den refleksive distance i billedet er sammen med instruktørens speak med til at skabe et erindringsrum . Genstande, dyr og mennesker i den lokale idyl bliver en kulisse for fortidens grusomme historie, men idyllen bliver også selv forvandlet, når Hitlers hadske tale eller krigens lyde blander sig, og når tørresnorens klemmer pludselig ser ud som soldater på række. Historien er altid en del af nutiden, og vi går ikke fri heroppe i vores velordnede velfærdssamfund.

Filmen er bygget op omkring en meget enkel tanke, og det er en tanke som går igen i de fleste af mine film, nemlig at du ikke kan leve dig ind i andres verden uden at projicere den ind i din egen. Det har jeg taget en visuel konsekvens af på den måde, at mens jeg lytter til mine vidners fortællinger, sidder jeg og kigger på mit eget mikrokosmos (…) Derved bliver alle disse hverdagsfænomener fyldt op med Holocaust-historierne på en måde, så jeg ikke længere bare kan skyde dem fra mig som noget, der ligger udenfor mig selv. (Jon Bang Carlsen i Lars Movin (2012: 481).

I Purity beats everything arbejder Jon Bang Carlsen på mange planer, både personligt og historisk. Han ser fiktivt sig selv i i en Hitler Jugend dreng, han lader holocaust-ofrene tale i sin stue, og han bruger ofte langsomme billedovergange der kombinerer det personlige og historiske billeder.

I filmens indledning reflekterer instruktøren off screen over sin egen fødsel fem år efter krigens slutning, og over hvordan ovnene, der udførte drabet på seks millioner jøder ganske vist holdt op med at ryge i 1945, men hvordan tendenser fra dengang synes at komme tilbage. Men han reflekterer også over hvor mange, der prøvede at lægge det bag sig. Som blond og blåøjet barn i et lille velordnet land var fortiden måske langt væk, men alligevel ser vi dag, hvordan fremmedhad og ekstrem nationalisme er vendt tilbage.

“En lille løgn vil ingen tro på, men en stor løgn, der gentages stædigt og hyppigt, vil hen ad vejen trænge dybt ind i de uinformerede massers sind.” Goebbels ord giver genlyd dybt ind i vores tid. Purity Beats Everything handler om at vokse op i et idyllisk naboland til Tyskland. En sælsom stilhed afslører sig som fraværet af sandhed om vores skandinaviske kulturs forbindelser med den ubegribelige ondskab, som fødes i forsøget på “at rengøre” andre kulturer. To overlevere fra Auschwitz leder os tilbage til en rædselsvækkende fortid, som fører direkte mod fremtiden. (Jon Bang Carlsen om Purity Beats Everything).

Ved både at kigge ind i Holocaust-ofrenes historie, og deres forståelse af sig selv i dag i det perspektiv, og ved at se ind i sin egen historie og bevidsthed før og nu bliver erindringen og historien levende. Men det bliver samtidig klart, at fortiden rummer spor, som i dag gentager sig som had mod nye fremmede, og som forsøg på at rense den kultur og det samfund vi lever i for det og de fremmede. Vi hører om det i instruktørens egen voice over, som væver hans personlige fortid sammen med hans nutid. Vi hører det i de to Holocaust-vidners grusomt detaljerede fortællinger om forfølgelse, tortur, næsten død og overlevelse. Men det kører også som et visuelt, kontrastfuldt og poetisk-symbolsk spor gennem filmen. Filmen illustrerer klart styrken i den poetisk-refleksive dokumentar.

Den poetiske dokumentarisme i Danmark

Jon Bang Carlsen er en af de markante stemmer i den moderne danske dokumentarfilm. Han har valgt sin helt egen vej, både æstetisk og tematisk. Men han er naturligvis ikke den eneste poetiske dokumentarist i Danmark, og genren har en hærskare af fremragende udenlandske instruktører som feks. Vertov, Chris Marker, Erroll Morris, Werner Herzog, Michael Grigsby, Humphrey Jennings og Ken Burns osv. Selvom dokumentarfilmen i sin meget tidlige periode blot syntes at filme virkeligheden for at dokumentere den, så begyndt instruktørerne snart at eksperimentere med montage, billede og lyd. Selv i 1930’erne, hvor dokumentarfilm i høj grad var vundet institutionelt på at levere film på bestilling, så var det livlige og eksperimentelle ting, der ofte kom ud af det (Bondebjerg 2008).

Disse mere eksperimentelle og poetiske dimensioner ved dokumentarfilmen ser man allerede hos den engelske pioner Grierson, som formede udtrykket “creative treatment of actuality”. Vores hjemlige Theodor Christensen tog hurtigt den tendens op og slog til lyd for en kreativ dokumentarfilm.

En realisme, der dramatiserer det moderne liv (…) symbolske lyde, akustisk realisme, kontraster mellem musik og billeder (…) virkelighed, bearbejdet virkelighed, virkelighed i billeder, virkelighed i ord, lyd og musik, som sammen skaber en fortælling, et drama. (Theodor Christensen, 1938, citeret fra Bondebjerg, 2008, s. 19)

Der er altså blevet eksperimenteret og lavet poetiske dokumentarfilm i Danmark siden 1930’erne, og i udlandet allerede fra 1920’erne. Men det er samtidig klart, at det store ryk først kom efter 1960, hvor dokumentarfilmen institutionelt set også blev anerkendt som filmkunst med en mangfoldighed af genrer. I generationen lige før Jon Bang Carlsen er den store skikkelse (still kicking and very much alive!) Jørgen Leth. Siden Det Perfekte menneske (1968) og Livet i Danmark (1972) har han som Jon Bang Carlsen skabt sit helt eget rum og sine egne genrer. Jytte Rex er et andet central navn i denne generation. Men der er i den grad også grund til at pege på fremragende poetiske dokumentarister som Torben Skjødt Jensen, Tomas Gislason, Kassandra Wellendorf, Jeppe Rønde, Dan Säll og Lars Johansson. Man kunne nævne mange flere, og man skal måske samtidig tage i betragtning, at mere poetiske dimensioner ofte indgår i andre af dokumentarfilmens genrer.

Sammenglidning af realplan og billedplan i Anders Østergaards Tintin og mig. trætkunsten op i en helt ny dimension. Det gælder for Troldkarlen (1999), Tintin og mig (2004) og Burma VJ (2008), hvor et meget reflekteret og mangesidigt billedsprog udvikles og skaber en stærkt emotionel og refleksiv ramme om forståelsen af den eller de personer, som skildres. Meget stærkt har også Max Kestner markeret sig både i den selvbiografiske familiehistorie Rejsen på ophavet (2004), og i en stærk fornyelsen af den traditionsrige Danmarksfilm i f.eks. Verden i Danmark (2007) og Drømme i København (2010).

Der er dog måske især to navne, som har markeret sig i den poetiske genre. Meget stærkt, både nationalt og internationalt står Anders Østergaard med film der ofte løfter portrætkunsten op til nye højder med avancerede billedmæssige og narrative strategier, som skaber den samme poetisk -refleksive effekt som hos Jon Bang Carlsen. Man ser det allerede i hans film Troldkarlen (1999) om den alt for tidligt døde jazz-musiker Jan Johansson. Man ser det også i hans fremragende og mangesidige portræt af Hergé i Tin Tin og Mig, ligesom han har udviklet teknikken i en politisk film som Burma VJ.

Men også Max Kestner står centralt i den helt nye poetiske film, både med sit underfundige og billedrige, humoristiske og surrealistiske portræt af sig selv og sin familie, Rejsen på ophavet (2004). Han har også totalt fornyet den traditionsrige Danmarksfilm. Først med Verden i Danmark (2007) der fortsætter hans stærke billedrige tradition, men som også udvider opfattelsen af Danmark og dansk kultur ud i en bredere global kontekst. Han gør det samme med den smukke og tankevækkende Drømme i København (2010), som bringer os ind i Københavns dagligliv og op i en politisk og globalt perspektiv.

Jon Bang Carlsen står stærkt og selvstændigt i den poetiske dokumentarisme i Danmark, men som det fremgår er han ikke alene, og netop den form for dokumentarisme har de seneste årtier haft en stærk fremgang i Danmark og i resten af verden. Ved sin 70-årsdag kan han således ikke bare med stolthed se tilbage på en lang og frugtbar karriere, men han kan også se sig selv som en del af en mangesidig tradition, hvor han har en helt selvfølgelig og central historisk plads.

Tillykke med de 70!

Referencer

Bondebjerg, Ib (2014). Engaging with Reality. Documentary and Globalisation. Intellect/Chigago University Press.

Bondebjerg, Ib (2008). Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie. Samfundslitteratur

Hjort, Mette og Ib Bondebjerg (2000). Instuktørens blik. En Interviewbog om dansk film. Rosinante.

Movin, Lars (2012). Jeg ville først finde sandheden. Rejser med Jon Bang Carlsen. Informations forlag.

Share on Facebook

Tweet

Follow us