Den nationale kulturdebat synes de senere år at være gået grassat i danskheds-fundamentalisme. Vi har siden 2004 haft hele tre kanon-projekter: en kulturkanon, en demokratikanon og en Danmarkskanon. Vi har fået et politisk og kulturelt klima, hvor man konkurrerer om at stramme flygtninge- og indvandrerpolitikken, at bryde internationale konventioner – eller gå lige til grænsen eller over – , og om at lukke grænser. Når ordet ’Venligboer’ i visse kredse er blevet et skældsord, er humanismen truet. Vi oplever nationalistiske politikere betvivle, at man kan have anden etnisk baggrund og religion og samtidig være rigtigt dansk. Samtidig oplever vi fra det modsatte ideologiske hold, at en identitetspolitisk dagsorden, baseret på en fremhævelse af særlige etniske, religiøse, kønslige og seksuelle identiteter som undertrykte, gør krav på særbehandling. Man føler sig krænket og underrepræsenteret  af det, der defineres som majoritetskulturen.

Det kan jo ikke afvises at forskelsbehandling findes, og det må man så belyse og debattere. Men man skal ikke i identitetspolitisk frustration begynde at lave kvoter og regler. Hvis det sker, kan også den danske identitetsdebat – både i visse venstreorienterede udgaver og i den højreorienterede national-populisme – ende med at være mere en hæmsko end en hjælp for en åben, demokratisk og mangfoldig debat og kultur. Vi ser allerede herhjemme og især visse steder i udlandet, hvordan man begynder at stille absurde krav til, hvad man må og ikke må på film og tv – ifølge forskellige identitetspolitiske grupper.

Den identitetspolitiske blindgyde

At prøve at forstå kultur primært gennem etnicitet og køn og gennem en meget fundamentalistisk forestilling om nationalitet er altså efter min opfattelse en blindgyde. Alle kulturer lever bedst i en åben og dynamisk dialog med omverdenen, og med de strømninger det sender ind i den nationale kultur. Hvis man begynder at give støtte, vurdere og behandle folk efter f.eks. etnicitet og køn, så bryder man de lighedsprincipper vores samfund bygger på. Vi er alle primært mennesker på godt og ondt med hver vores baggrund og historie, men vi skal ikke bedømmes primært ud fra vores specifikke baggrund og historie. Vi skal bedømmes på vores kvalifikationer, og indenfor kunst og kultur på vores kreative evner.

Forestillingen om en kvantitativ ligelig repræsentation er dybest set autoritær og imod de ting, der styrer kunst og kreativitet. Hvis man først begynder på en sådanne kulturel lejrtænkning, er der åbnet for Pandoras boks, og i princippet er der ingen grænser for hvilke kulturelle og sociale identiteter, der kan melde sig på banen med ønsker om større repræsentation. Udover køn og etnicitet kan man pege på regionalitet, religion, seksuel orientering, ideologisk orientering osv. Støtte til produktion af film og tv ville ende i et bureaukratisk og uoverskueligt regneark. Men det betyder ikke at forestillingen om kulturel diversitet ikke er vigtig. Den kan og bør bare ikke bare få tvangsmæssig karakter.

Det må ikke føre til en lejrtænkning, sådan som vi ser tendenser til i den løbende identitetspolitiske debat: det er jo ikke kun kvinder, der kan og må beskrive kvindetemaer, og man skal ikke som nydansker med anden etnisk baggrund hænges op på kun at lave film og tv på basis af sine egne erfaringer. Faktisk viser den danske filmhistorie, at det var helt almindelige danske instruktører der først tog fat på etniske temaer og konflikter, fordi de fandt dem socialt og kulturelt vigtige. Erik Clausens Rami og Julie (1988), Nicolas Winding Refns Pusher (1996) og Ole Christian Madsens Pizza King (1999) er sådanne eksempler. Det er seriøse film der går ind i den multikulturelle danske virkelighed. Men det er ligeså klart at erfaringsgrundlaget bliver bredere når nye danske instruktører som f.eks. Omar Shargawi og Fenar Ahmad melder sig på banen (se også Monggaard 2020).

Identitetspolitikken, også som den har udspillet sig i Danmark de seneste 10-15 år rummer altså  to former for indsnævringer: på den ene side national-populismens forsøg på at definere en meget snæver dansk kultur og identitet, som er i modstrid med både historien og den aktuelle mangfoldighed i måden at være dansk på; på den anden side den venstreorienterede forsøg på at opløse det universelle lighedsbegreb i en række delkulturer, som alle mere eller mindre aggressivt gør krav en særposition i den samlede kultur.

Den socialistisk orienterede, engelske historiker Eric Hobsbawm skrev i sin store analyse af Europas historie i det tyvende århundrede, Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991 (1994) netop om, hvordan en af misererne ved dette århundrede var den rolle som nationalisme og identitetspolitik havde spillet:

What ethnic identity politics had in common with fin-de-siècle ethnic nationalism was the insistence that one’s group identity consisted in some existential, supposedly primordial, unchangeable and therefore personal characteristic shared with other members of the group, and with no one else. Exclusiveness was all the more essential to it, since the actual differences which marked human communities off from each other were attenuated (…) The tragedy of this exclusionary identity politics, whether or not it set out to establish independent states, was that it could not possibly work. It could only pretend to. (…) The pretence that there was a Black, or Hindu, or Russian or female truth incomprehensible and therefore essentially incommunicable to those outside the group, could not survive outside institutions whose function was to encourage such views (…) Identity politics and fin-de-siècle nationalism were thus not so much programmes, still less effective programmes for dealing with the problems of the late twentieth century, but rather emotional reactions to these problems (Hobsbawm 1994: 429-30).

Danskheden og den kulturelle globalisering

Der har været tiltag til at lægge DR-drama i lænker og dreje dem i retning af en mere national dagsorden og mod en større regionalisering i struktur og indhold. Forestillingen om DR som stedet for “de røde lejesvende” lever stadigvæk i bedste velgående i de mest nationalistiske, danske partier. Forsøget på at definere dansk identitet og kultur som et monokulturelt foretagende, der går tilbage til Gorm den Gamle, står imidlertid i stærk modsætning til den moderne historieskrivnings påvisning af, at Danmark altid har været et land i dynamisk kontakt med omverdenen, stærkt påvirket af globale strømninger og inspiration og indvandring udefra. Den seneste beskæring af DR og teksten i det seneste medieforlig ligner et identitetspolitisk hævntogt – med DF som pennefører.

Men undersøger man hvad almindelige danskere egentlig mener om dansk kultur og identitet, så synes en temmelig pragmatisk opfattelse af det at være dansk at gøre sig gældende – selvom der selvfølge findes markante minoriteter omkring det spørgsmål. I Peter Gundelach, Hans Iversens og Margit Warburgs store etnologiske studie af hvad danskerne oplever som det at være dansk, I Hjertet af Danmark (2008) er det ikke de aggressive, ideologiske udmeldinger der står i centrum hos flertallet. Det er i stedet mentale og hverdagslige mønstre i dagliglivet og i de institutioner, som betyder noget i vores hverdagsliv: familien, skolen, velfærdsstaten, det nære og lokale kulturliv. Der er altså en bestemt kultur og måde at leve på i Danmark, og nogle værdier af meget almen og i virkeligheden på mange måde universelle mønstre og værdier, der går igen. Det er trygheden, den sociale omsorg og velfærd, frihed og lighed, det åbne fællesskab f.eks. Det er vaner, værdier og traditioner vi lever i og med, og som helhed viser danskerne sig også åbne over for det globale, de nye danskere, som kommer udefra.

En lignende undersøgelse, lavet af en dansk udlænding, Richard Jenkins, Deing Danish. Paradoxes of Identity in Everyday Life (2011), forsøger på lignende måde at trække danskheden ned i hverdagsplanet, som et forestillet fællesskab, som hænger sammen med den konkrete og nære virkelighed, vi hver især lever i. Jenkins peger på, at variationer i måden at føle sig dansk på har at gøre med de forskellige typer boligområder, vi lever i: store byer, hovedstad, provins, små byer, landsbysamfund osv. Alene ud fra det perspektiv, allerede inden vi tager etniske parametre i betragtning, er det at være dansk på en række områder meget heterogent. Det er svært at forsvare en meget homogen opfattelse af danskhed ud fra dette perspektiv. Jenkins finder i sin analyse, at danskheden de facto har ændret sig siden 1945 og er præget af den stærke globalisering og de bølger af nye danskere vi gennem årene har fået udefra. Han peger på forskellige holdninger til dette, holdninger som vi vel også kan genkende i den politiske og kulturelle debat: en stærkt radikaliseret værdidanskhed, en meget radikal integrationspolitik, en meget radikal multikulturalisme (a la Canada), eller en pragmatisk reorientering af danskhed med accept af globalisering og hensyntagen til den faktiske forskellighed. Det er det sidste, Jenkins ser som den frugtbare løsning, men indenfor de love og rammer, som allerede nu definerer Danmark som et i princippet ganske åbent samfund.

Film, medier og globale kulturmøder

Vi kan som individer bosat i Danmark have forskellige holdninger til globaliseringen, og til at danske statsborgere allerede længe har haft rødder og baggrund i mange andre lande. Men globalisering, migration og det at være tvunget til at flygte fra det land man oprindelig kommer fra, er ikke noget nyt. Det starter allerede længe før 1900-tallet, og mange nationaliteter har gennem historien sat deres afgørende præg på politik, kultur og samfund. Som fremmed bringer man altid noget nyt med sig, men man bliver ikke – når man først falder til – en ringere dansker, selv hvis man fastholder en del af sin oprindelige kultur og identitet. Men de nye bølger af migranter og flygtninge som begyndte at komme til Danmark efter 1975 skabe ikke bare efterhånden stærke ideologisk modsætning i det politiske landskab, det skabte også en ny og mere globaliseret film- og mediekultur. Det var i første omgang herboende danske instruktører, som satte den nye virkelighed på dagsordenen, men temmelig hurtigt efter begyndte nydanske instruktører med forskellig baggrund at gøre sig gældende, først i dokumentarfilmen, men siden også i spillefilm og tv-serier.

Film og medier, ikke bare de traditionelle analoge medier, men i endnu højere grad de nye digitale medier er centrale for de kulturmøder på tværs af nationale og transnationale grænser, som globaliseringen skaber. Langt de fleste erfaringer vi danskere har med den mere komplekse virkelighed vi lever i og den store globale virkelighed sker via medier. Vi rejser ganske vist også meget mere, både som del af uddannelse, arbejde og fritid. Men den fysiske og personlige erfaring med den globale virkelighed kan i sagens natur ikke være så intens som med vores egen nationale kultur. Men den globale virkelighed er kommet meget tættere på os, både i form af de fremmede, som flytter hertil af forskellige grunde, og i form af de billeder der strømmer til os hver dag gennem nyhedsmedier og på film, tv og streamingtjenester.

Der er ingen tvivl om at vores nye digitale mediebillede med meget stærke udenlandske spillere, som bringer serier og film direkte ind i vores stuer, har skabt en bekymring om, om danske film og danske medier i det hele taget nu også kan klare sig i den konkurrence. Men i debatten om dansk film i den øgede globaliserings tidsalder, glemmer man ofte, at en internationale konkurrence altid har været meget stærk: den amerikansk-engelske kulturdominans går langt tilbage. Dansk film og tv-dramatik har altså altid levet på et marked, hvor udenlandske aktører spillede en rolle. Det er ikke blevet mindre siden 2000, men i samme periode faktisk er dansk film og tv samtidig blevet et meget stærkt brand i udlandet. Danske skuespillere og danske instruktører laver film og tv-serier i samarbejde med udlandet, og disse film kommer jo også os danskere til gode. Måske er det på tide at opgive det nationale navlepilleri og erkende, at globaliseringen er kommet for at blive, og at dansk film må indstille sig på at løsningen ikke udelukkende ligger på et nationalt plan. Dansk film og tv arbejder allerede godt sammen med vores nordiske nabolande, og vi har været dygtige til at arbejde også i europæisk regi.

Men i kampen om det store europæiske publikum både i biograferne, på tv og på streamingtjenesterne er EU en central slagmark. Nationalstaterne har slet ikke givet EU stærke muskler nok til at hjælpe i den globale konkurrence, og måske viser ikke mindst kampen mod IT-giganterne, hvad det er vi er oppe mod i de enkelte nationalstater i Europa og i EU samlet. Der er 525 millioner mennesker i EU, og sikrede man et digitalt marked og en samlet streaming-tjeneste, eller nogle stykker, så kunne vi måske taget kampen op med NETFLIX, HBO, Aple, Disney, Amazon og hvad de allesammen hedder. Men udsletter man så ikke det vi forstår som vores særlige danske filmkultur? Branchen synes at være meget bange for det og for forslaget om en åbent, digitalt europæisk marked. Mange politiske partier synes at mene, at man helst skal gå den modsatte vej, dvs. satse endnu mere på det danske i alle afskygninger.

Men det er en falsk modsætning, erfaringen viser at dansk film i forvejen er meget forskellige, det er ikke sådan uden videre at definere hvad der er særligt dansk. Men faktisk er det sådan, at de danske film, der går bedst i udlandet er dem som fastholder det nationale og lokale i temaer og locations. Man skal ikke forsøge at lave film man tror vil klare sig godt globalt, men skal lave film om det man synes er vigtigt at lave film om. En af DR’s største succeser var Borgen – en synes vi vel selv meget dansk film om dansk politik. Men det var altså også en serie som gik rent ind i det meste af verden. Susanne Bier blev verdensberømt med sin trilogi Brødre (2004), Efter brylluppet (2006) og Hævnen (2010), hvor den hjemlige virkelighed og det globale perspektiv væves tæt sammen. Bier har selv sagt om disse film, at de handler om globaliseringen og det nationale uskyldstab, og filmene blev i gennemsnit set af omkring 400.000 i danske biografer af omkring 2 millioner i udenlandske biografer. Det er længe siden vores nationale filmkultur holdt op med bare at være et nationalt anliggende.

Globaliseringen af dansk filmkultur

Den måde dansk film har forholdt sig til globaliseringen på, står i skærende kontrast til den ofte skingre politiske debat om danskhed og dansk kultur, som har præget den offentlige debat i mange år. Vi ser her en modsætning mellem en åben, kosmopolitisk danskhed og en fundamentalistisk og ofte meget normativ opfattelse af danskhed. Hvor den første opfattelse ser det som en styrke, at dansk kultur udfolder sig i et samspil med den globale, er den anden besat af at definere den essentielle danskhed, det som afgrænser os fra alle andre. I min og min kone Ullas bog Dansk film og kulturel globalisering (2017) påviser vi, at dansk film tydeligt er påvirket af globaliseringen, både via danske og nydanske instruktører.

Det er altid svært at komme udefra og gå direkte ind og få succes. Derfor er det ikke mærkeligt, at det ofte er de mere etablerede instruktører, der løber med det store publikum.  Men der er kommet langt større fokus på globalisering og den multikulturelle virkelighed i dansk film. Milad Alami har fået en pris for Charmøren ved San Sebastian Film Festivalen, og brødrene Avaz’ film Mens vi lever vakte opsigt i Cannes. På mange måder yder dansk film et kreativt modspil til den ophedede og ofte normative debat om danskhed og de fremmede. De nydanske instruktører med meget forskellig baggrund, som bryder igennem i disse år i dansk film er en styrke for dansk filmkultur, fordi de er med til at sprænge den snævre og normative opfattelse af hvad danskhed og dansk filmkultur er. Selvom kun en brøkdel af danskere så Omar Shargawis Al Medina (2015) eller Ali Abassis Shelley (2016), tilfører de en anden og ny energi til måden at tackle globaliseringen på. De tager os ind i henholdsvis en dyster arabisk virkelighed eller en gysende svensk natur – og i begge film handler det om udnyttelse af andre, om misforhold mellem idealer og virkelighed.

I en række interview vi har lavet i 2016-17 med danske og nydanske instruktører (reference) finder vi en klar holdning: de vil ikke bedømmes på etnicitet, men på kvaliteten af deres film. Ali Abassi siger det klart:

Dansk films problem med diversitet er ikke knyttet til køn eller hudfarve, det er knyttet til indhold.

De nye danske instruktører bidrager til nye perspektiver og historier om den danske og globale virkelighed, og de lader sig ikke bare definere af deres egen etniske baggrud. En af de mest succesfulde nye instruktører, Fenar Ahmad, som nåede 185.000 med sin spillefilm Underverden i 2017, er et eksempel på det. Holdningen til den politiske nationalisme og skepsis overfor det fremmede spiller ind i hans selvbevidste udtalelse:

Underverden og Ækte vare er en del af den danske kultur, ikke indvandrerkunst. Sådanne film vil få deres blivende plads i filmkulturen og gøre os, der repræsenterer noget nyt, til en integreret del af dansk kultur. Vi er ved at smadre offerkulturen.

Voja Miladinovics Gæstearbejdere (1974) var den første danske spillefilm film lavet af en nydansk instruktør, og dansk-iranske Amir Rezzadeh blev i 1987 den første nydansker, som blev optaget på Den Danske Filmskole. Men i vores bog viser vi, at de nydanske instruktører er meget stærkt repræsenteret i dokumentarfilmen, hvor de er med til at udvikle vores opfattelse af, hvad der er dansk virkelighed. Der findes f.eks. næppe et stærkere og mere personligt filmdokument end Omar Shargawis Fra Haifa til Nørrebro (2012) – en rejse tilbage til et tabt og ikke eksisterende palæstinensisk hjemland og en gennemleven af det at være dansk, men også splittet mellem to historier og identiteter. Filmen giver er et andet blik på det at være dansk, en ganske vist personlig oplevelse af tab og forandring, men også et universelt tema om, hvordan man finder sig selv og en ny identitet.

Men også indenfor dokumentarfilmen ser vi danske og nydanske instruktør arbejde side om side med at belyse, hvordan det er at være flygtning og migrant i Danmark, eller hvordan krige og kaos i den globale verden tager sig ud konkret fra vores og andres perspektiv. Vladimir Tomic giver f.eks. i Flotel Europa (2015) et stærkt realistisk billede af jugoslaviske flygtninge i Danmark. Ala’A Mohsens Barn af Irak (2011) er et meget stærkt personligt billede af en irakisk flygtnings virkelighed, ligesom Nagieb Khaja bearbejder sin Afghanske baggrund ved at bringe os meget tæt på og ind i krigszonen, hvor Afghanerne selv får stemme i Mit Afghanistan (2012).

Men mange af deres danske kollegaer gør et forskelligt, men lige så godt arbejde med at ringe den globale virkelighed derude og herhjemme ind i dansk film og tv. Janus Metz og Sine Plambech har givet os et helt nyt perspektiv på thailandske kvinder og danske mænd i Fra Thailand til Thy og Fra Thy til Thailand (2008), mens Erlend E. Mo lader os følge tre forskellige flygtningeskæbner i Velkommen til Danmark (2003). Helt tilbage til Poul Martinsens Den sagtmodige morder (1988), en dokumentar om en spektakulært æresdrab i et tyrkisk miljø i København er der en tradition for at tage åbent fat om alvorlige problemer i indvandrermiljøer, men også en bestræbelse på at forstå dem i et socialt og etnologisk perspektiv. Det gælder også f.eks. for Jørgen Flindt Petersen og Anders Riis-Hansens Drengene fra Vollsmose (2002). Der er på den ene side ikke brug for at gå på identitetspolitiske kattepoter her, men samtidig et behov for forklaring og perspektiv.

Fenar Ahmad: En dansk filminstruktør fra Irak

Fenar Ahmads filmiske karriere er på en række punkter  typisk for mange danske instruktører med en anden etnisk baggrund og livshistorie. Han er barn af irakiske forældre og kom i 1986 til Danmark. Han har boet i Sandholmlejren, været lidt af en rod i ghettoen, men fik en studentereksamen. Det var en studieophold i Texas, der vakte hans filmiske interesse, og i 2010 blev han færdig på filmuddannelsen Super 16. Som for os alle afspejles hans baggrund og erfaringer sig i hans film: dokumentarfilmen Nice to meet you (2007) er et isnende portræt af det danske asylsystem, Den perfekte muslim (2009) gør satirisk op med den danske integrations- og identitetspolitik. Men han har også lavet en prisbelønnet kortfilm, Megaheavy (2009), som vandt en Robert, og som er en hyldest til den danske ungdomsfilm tradition.

Hans gennembrud kom med spillefilmene Ækte vare (2014), som åbnede CPH:PIX det år, og senest Underverden (2017). I begge disse film løber hans baggrund og kendskab til indvandrerkulturen i Danmark sammen med en stærk amerikanske genrefilmsinspiration og også den danske tradition tilbage til N.W. Refns Pusher trilogi. Ghettodramaet er en markant genre i den del af den danske filmkultur, som har sat den multikulturelle danske virkelighed på dagsordenen. Det var Nicolas Winding Refns trilogi Pusher 1-3 (1996-2005), som brød lydmuren med en film, som viste sider af en dansk virkelighed, som mange ikke kendte, og som også kombinerede dansk realisme og amerikansk genrefilm.

Det er præcis den samme kulturelle globalisering, man finder i Omar Shargawis brutale hævndrama Gå med fred, Jamil (2008) og Fenar Ahmads Underverden. Underverden handler om den velintegrerede indvandrer og den som er blevet hængende i ghetto-kriminaliteten. Den viser også at den vej og hævnen ikke fører nogen steder. Det er også budskabet i Shargawis film og hævndrama. Shargawi giver et indblik i en arabisk-dansk kultur på Nørrebro, et drama baseret på en ældgammel konflikt, men også en konflikt som har en universel kerne, en dybt forankret slægts- og religionskonflikt. Hvad Fenar Ahmad leverer, går også langt videre end Pusher-filmene. Den er et indædt opgør både med sider af indvandrerkulturen og sociale modsætninger i det danske samfund. Selvom Refn, Shargawi og Ahmad trækker på de samme konflikter og genrekonventioner, tilfører Shargawi og Ahmad ten unik indsigt og erfaring fra deres egen baggrund, og et beslægtet men alligevel anderledes filmsprog, et filmsprog og en tematik, man ikke ofte ser i dansk filmkultur.

En mangfoldig dansk og global filmkultur

Det er ikke så tit nogen sætter det lange evolutionshistoriske blik på dansk kultur, eller på kultur i det hele taget. Det er meget mere trendy at se på det hele som en social eller kulturel konstruktion. Men det skete i 2016, da Eske Willerslew på Videnskab.dk blev interviewet om sit projekt om danskernes gener. Hans udsagn “Genetisk set er danskerne skabt af indvandring” (Jakobsen  2016), kom tilsyneladende bag på ham selv. Ikke at han ikke vidste at vores gener er vævet sammen med hele den globale genmasse tilbage til den Østafrikanske savanne, men at billedet var så stærkt og entydigt. Det burde være en vaccine for dem, som ser helt bort fra vores biologi og historiske arvemasse, nå de ser alt som kulturelle konstruktioner. Men sådan er det jo ikke kan enhver forsikre sig om ved at shoppe rundt i den identitetspolitiske debat: her hævdes det jo rask væk at både køn, seksualitet og andet er udelukkende en socio-kulturel konstruktion.

Men det holder ikke en meter, når man som her kigger på den globale udvikling i dansk filmkultur. Der er stor grund til ikke at overdramatisere forskelle i køn og etnicitet, selvom de betyder en del, og  i stedet se på det ret universelle fundament menneskeracen er bygget over – uanset hvor vi er født og kommer fra. Der er også grund til at se begrebet national kultur og identitet i det lys. Det er også noget af det som kommer til udtryk i en populariserende fremstilling for nylig i Politiken (Thorsen 2020) af menneskets egen natur. Budskabet er kort og kort, at vi som mennesker biologisk set er meget ens, selvom de forskellige kulturelle og sociale variationer også er uhyre vigtige og interessante. Her minder professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet, Henrik Høegh-Olesen os om at vi moderne mennesker ikke skal glemme, at “mennesket som alle andre dyrearter er udstyret med nedarvede artsprogrammer.”

Hvad er mennesket så for et dyr: vi er sociale, territoriale, hierarkiske og stimulationssøgende, siger vores professor, og det betyder bl.a., at vi selv i moderne og mere komplicerede samfund prøver at arbejde sammen, men også definere os i forhold til et fællesskab, som står os nærmest og som vi kender godt. Det betyder også, at vi kan være noget skeptiske og på vagt overfor fremmede. Vi føler en vis tryghed ved at arbejde sammen med og omgås med nogen som ligner os selv, og selvom vi også er samarbejdende og kollektive, så er hierarkier centrale i vores sociale adfærd. Der ligger altså nogle meget seje og gamle biologiske programmer i os, som forklarer aspekter af moderne identitetspolitik og nationalitetsforståelse. Men evolutionen er jo ikke statisk, og i moderne samfund lærer vi også a gebærde os i en meget global verden. Kendskab til og omgang med mange slags mennesker kan bryde vores tendens til at identificere os med dem der ligner os, og dermed se vores samfund i et billede, hvor det fremmede ikke hører til.

Men hvad har nu alt det med dansk film og globalisering at gøre? Ja en af pointernes, som vi også fremhæver i Dansk film og kulturel globalisering er, at nedenunder de stærkt polariserede positioner om national kultur og kulturelle identiteter er der faktisk i årtierne efter 1945 sket en ekspanderende globalisering af dansk film. Den er sket ved at både mandlige og kvindelige instruktører indenfor både dokumentarfilm, kortfilm og spillefilm har tematiseret globaliseringen og “de fremmedes ankomst” til det danske samfund på meget varieret vis. Det er i lige så høj grad sket ved at nye instruktører med baggrund i miljøer rundt omkring i verden har bragt deres historier og erfaringer ind i dansk kultur, og dermed gjort den mere mangfoldig. Når man ser på de forskelle, der er mellem de nye danske instruktører udefra, og de der er entydigt forankret i en dansk sammenhæng, så er de der, men der er også store ligheder. Globaliseringen har beriget dansk film og gjort den mere mangfoldig, men både danske og nudanske instruktører hører med i den sammenhæng.

Trods forskellene i erfaring og livshistorie, så er der også mange ligheder mellem de film der laves. De nydanske instruktører viser sig jo også at lave film, som faktisk ikke har noget med deres egen historie at gøre. Sådan bør det også være, for som jeg har prøvet at demonstrere, så er mangfoldighed helt klart godt, men det hviler altså ikke i særlig høj grad på f.eks. køn og etnicitet, bortset fra i de tilfælde hvor instruktørens erfaringer skaber basis for en særlig type film. Men det vigtige er altså ikke kønnet eller den etniske identitet: det vigtige er mangfoldigheden i temaer og måder at fortælle på.

Referencer

Bondebjerg, Ib og Ulla (2017). Dansk film og kulturel globalisering. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Kan købes direkte på ( https://samfundslitteratur.dk/dkfilmogglobalisering). Her ligger også til gratis afbenyttelse 11 interviews med danske instruktører (https://samfundslitteratur.dk/dkfilmogglobalisering#tab2).

Gundelach, Peter, Hans Iversen og Margit Warburg (ed. 2008). I Hjertet af Danmark. København: Hans Reitzels Forlag.

Hobsbawm, Eric (1994). Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991. London: Abacus.

Jakobsen, Rasmus Kragh (2016). Overrasket topforsker: Det siger genetik om danskhed. I Videnskab.dk, første uploadet 11/10.

Jenkins, Richard (2011). Being Danish. Paradoxes of Identity in Everyday Life. København: Museum Tusculanum.

Monggaard, Christian (2020). Med Pusher-trilogien og Pizza King slap dansk film sin berøringsangst for at skildre indvandrermiljøer indefra. I Information, 11/8.

Thorsen, Nils (2020). Sådan styrer dit indre menneskedyr hvad du føler og jagter i livet. Politiken, 18/7.