Fra brutal til elegant modernisme

 

Tale holdt ved indvielsen af KUA 2, 20/9 2013

Ifølge den danske Wikipedia blev det gamle KUA (1973-2010) opført i det man kalder brutalistisk, modernistisk stil. Jeg har levet en stor del af mit universitetsliv i de bygninger, men det er første gang jeg hører det udtryk, som åbenbart er en anerkendt arkitektonisk stil. På en måde er det jo også en skræmmende præcis betegnelse: man lægger en rå betonblok på en flad øde mark på Amager, og derefter prøver man at rette lidt op på brutalismen ved at forsyne den med skrigende farver ude som inde. Senere lavede man noget af det bedre ved byggeriet: de indre gårdhaver. KUMUA hed det gamle KUA faktisk byggeteknisk, dvs. Københavns Universitets Midlertidige Udflytning til Amager. Det grinede vi i begyndelsen meget af den gang – indtil smilet efterhånden stivnede.

Men kunne man forestille sig, at KUA blev transformeret til noget, der indebar kultur, liv og glæde? Aldrig! Bygningen er så at sige forsikret imod dét. Det er som om alle spontane livsytringer på forhånd er umuliggjort af dette monster af en bygning, indbegrebet af discount, Nordeuropas billigste institutionsbyggeri nogensinde som det var (Jan Sonnergård, Kommunikationsforum, 8.5, 2013)

Hvis gamle KUA er et udtryk for 70’ernes brutale modernisme, kan man godt kalde det nye KUA, nu officielt Københavns Universitet, Søndre Campus, for ‘elegant modernisme. OK, der er allerede for lidt plads til et ekspanderende humaniora, og dekanen og hans stab arbejder absurd nok i disse dage på at finde egnede lokaler – et eller andet passende sted i nærheden. Men flot er det.

Jeg får hver dag et sug i maven, når jeg kommer på arbejde og går ind i den centrale hall som vi står i netop nu – hjertet i bygningerne. Den svungne hvide trappe symboliserer al den ånd og atmosfære som manglede i det gamle KUA. De elegante grønlandske marmorplader, der pryder bygningens ydre møder et arkitektonisk indre, som ligefrem løfter tanken og ånden. Hvor der før lå en betonklods på en øde mark uden noget omkring, er der nu ved at vokse en campus og en ny bydel frem. Tillykke til os allesammen.

Humaniora, brutalismen og halvfjerdserne

Nu er det jo altid nemt at se kritisk tilbage på fortiden fra en position i en meget bedre nutid. Hvad var grunden til at humaniora blev ramt af udflytning og brutalisme i halvfjerdserne? Er det nu helt rigtigt, at der ikke var ånd og liv i den gamle betonkasse – sådan som så mange har skrevet og sagt?

KUA er et sted, hvor ånd overhovedet ikke kan leve. Byggeriet er så åndsforladt som nogen bygning i kongeriget, hangarer og supermarkeder medregnet. … Enhver, der tilbagelægger en strækning igennem de uendelige gangarealer, vil: fyldes af en æstetisk ulyst, en tunghed i sjælen over en sådan monotoni og principiel grimhed. Enhver, der træder ind i et af undervisningslokalerne, der alle ligner hinanden til udmattelse, vil erfare, at disse omgivelser på samme tid er klangløse og støjende. Ikke bare er den fysiske lyd i rummene ydmygende, fordi den gør stemmer nøgne og slidte, men rummene mangler enhver overtone, som kan give undervisning, forelæsning og samtale flugt og fantasi (professor Erik A. Nielsen, Weekendavisen, 21.7, 1995)

Selv vil jeg på ingen måde beskrive mit forhold til det gamle KUA som et kærlighedsforhold. Det gamle KUA var utrolig uerotisk med sin brutale og kunstige bygningskrop. Jeg tror vi konstatere , at der var tale om et meget påtvunget, arrangeret fornuftsægteskab. Men som det vel sommetider er med fornuftsægteskaber: hvis ikke man kan få den man elsker (en flot pige i centrum af byens summende liv), så må man lære at elske den man kan få (en forstadstøs, på den bare mark)!

Gamle KUA med sin rå brutale ‘charme’.

KUA i historisk generationsperspektiv

Jeg er født i 1947 og tilhører dermed de store efterkrigstidsårgange. Vi væltede ind på uddannelsesinstitutionerne i et omfang, som sprænge alle rammer. Vi skabte kaos og behov for både plads og fornyelse i de gamle hellige og åndfulde haller på Københavns Universitet. Der var ganske simpelt ikke plads til os – og snart foregik undervisningen alle mulige steder rundt om i indre by. Jeg begyndte at studere dansk og litteraturvidenskab i 1966. Det var 2 år før Finn Ejnar Madsen indvarslede ungdomsoprøret ved at skubbe rektor til side på talerstolen i Festsalen – endda mens de kongelige var til stede!

Det var en meget gammel bygning, der måtte lægge ryg til nye tider og ideer. Jeg husker endnu med et vist gys, den første forelæsning jeg var til på litteraturvidenskab i september 1966. Den foregik nemlig i Brandes-auditoriet i KU’s hovedbygning. Her kan man tale om en studiestart og et møde med en universitetsbygning, der emmede af historie og ånd.

 

Brandes forelæser på KU

Den form for historisk sus og ånd var der ikke meget af i den gamle KUA betonbunker, som vi blev sendt ud i i 1973. Den ånd og det sus, der skulle være der, det måtte vi skabe selv, nærmest i protest mod stedets åndløshed. Men mit studiemiljø, som startede så åndfuldt i Brandes-auditoriet, udviklede sig i årene mellem 1966 og 1973 – hvor jeg blev færdig som cand.mag i dansk og litteraturvidenskab – til et akademisk flyttefirma.

Alle de mange nye studerende som kom til, og de mange nye ansatte, arbejdede på noget så moderne som et netværksfakultet med lokaler alle mulige og umulige steder rundt om i byen. Institut for nordisk filologi boede i en længere periode i en nedlagt tandlægeklinik ved Nørreport, og Institut for litteraturvidenskab i toppen af en beboelsesejendom i Dyrkøb. Da jeg i 1970 blev ansat som undervisningsassistent, blev jeg en slags cykelvikar, der underviste de mærkeligste steder, hvor man nu kunne opdrive lokaler.

Ånden i cementen – og de nye tider

Den brutale modernisme vi blev udsat for på humaniora i 1970’erne, da vi begyndte at rykke ind i det gamle KUA, var brutal ja. Men ude på den tomme mark begyndte vi sådan set at opdage det faglige fællesskab på tværs af de institutter, som havde været spredt for alle vinde i indre by. Desværre skete der i begyndelsen af indflytningen det, at folk blev syge som rotter. Det med brutaliteten viste sig nu også i et indeklima, hvor afgasninger, nålefilt, asbest, statisk elektricitet  og recirkulering af dårlig luft skabte et meget dårligt indeklima.

Humaniora ånd blev en tid mest en form for hovedpine, og det der var værre. Men der kom faktisk efterhånden  liv og ånd i det gamle KUA. Det skete ikke pga. af bygningen, men på trods af. Ja, næsten i protest mod den larmende, funktionalistiske grimhed. Det tværfaglige fællesskab på humaniora, som opstod, omfattede aldrig alle. Vi efterlod ved indflytningen visse institutter på andre adresser. Efterhånden som tiden gik, voksede studerende og ansatte faktisk også udover KUA – i undervisningsbarakker og lejede lokaler. Det gamle KUA begyndte at svare til sit tekniske navn: en midlertidig udflytning. Det blev tid til et nyt KUA.

Jeg nåede at være ansat på KU i over 45 år, inden jeg gik af og blev professor emeritus. Af disse år tilbagte jeg 35 år på det gamle KUA. Jeg begræder på ingen måde, at gravemaskinerne nu har jævnet den gamle brutale kasse med jorden. Det burde være sket langt tidligere. Men jeg lærte at leve med KUA. Jeg har undervist og forsket her med stor fornøjelse. Jeg har arrangeret store internationale konferencer og deltaget i utallige fester og receptioner. Der var faktisk liv og ånd i gamle KUA – vi humanister lader os ikke kue af brutal modernisme.

Jeg vil slutte med at citere to franske forskere fra Paris VIII (altså en del af Sorbonne). Til en stor konference i det gamle KUA engang i slut-90’erne sagde de: “sikke et flot universitet I har, bare vi boede ligeså godt!” Det havde vi så måske ikke, men alt afhænger jo af øjnene, der ser. Men det ser ud til at vi nu endelig har fået det med vores nye Søndre Campus. Tillykke til os allesammen med det ny Humaniora – som i en nær fremtid også vil rumme Jura og Teologi.

, ,

Dokumentarismen og klodens tilstand

Apollo 8. Verdens første billede af jorden fra rummet

Vores klode 1970 – fanget af NASA

I december 1968 nåede Apollo 8 til månen. Mens verden kiggede fascineret med på datidens temmelig små tv-skærme, sendte de det første betagende billede af vores blå planet. Nogle af os var gamle nok dengang til at se det og månelandingen. Aldrig har den jord vi lever på stået så klart for os. Billeder af vores klode er siden blevet dokumenteret i utallige faktaprogrammer, naturudsendelser, dokumentarfilm og fiktionsfilm.

De er blevet en del af vores globale bevidsthed og hukommelse. Billederne af den jord vi lever på har skabt både ny viden, og sat følelser i gang. Den blå planet er stadig overvejende blå. Men ny viden og nye billeder fra alle dele af verden fortæller os også at vores planet sveder og lider. Vores civilisation er truet, hvis ikke vi handler hurtigt og tager hele den måde vi lever på op til revision.

Visualiseringen af kloden

Selvom fotografiet blev opfundet i midten af 1800-tallet. De levende billeder begyndte at dokumentere vores nære og fjerne virkelighed umiddelbart før år 1900. Men det er først med naturfilmen fra 1930’erne og tv-mediets gennembrud fra 1960’erne, at klodens mangfoldighed for alvor når et stort publikum. Selv husker jeg som dreng DSB-kino i 1950’erne, Den vide verden, Lieberkind på tv og Disneys fantastiske naturfilm. Vores klode og naturen var simpelthen fascinerende.

Vi har lige haft mulighed for at se den fantastiske DR-serie Vilde, vidunderlige Danmark (2020). Grundlæggende var den en dokumentation af natur og dyr i alle dele af Danmark, fantastisk flot filmet og dramatisk iscenesat. Men gennem hele serien løber der også en undertone af bekymring for vores natur, en kritisk opmærksomhed overfor den trussel, som vores måde at leve på er for naturen – og dermed hele klodens økologiske balance. Danmark og Danmarks natur er et lille brik  det globale billede, men vi spejler de meget større problemer, når vi skalerer op til hele kloden.

Den danske naturserie ligger i klar forlængelse af den BBC-tradition, David Attenborough og hans team har skabt siden 2000: The Blue Planet (2001), Planet Earth (2006) og Planet Earth II (2016). Det er skelsættende film-serier om vores globale natur og vores klode. De er nået verden rundt, og har givetvis medvirket til at skabe en global mentalitet om vores klodes rigdom. De minder os og den rigdom vi har arvet, og om de farer der lurer, hvis ikke vi passer på den. Det er fantastiske billeder, der skabes her, som suger seeren ind i verdener, de færreste af os kender og oplever selv. Men allerede i den første serie hedder det sidste afsnit “Deep Trouble”, og i den seneste serie fra 2016 hedder sidste afsnit “The Future”.

Vores klode som integreret øko-system

Budskabet i Attenboroughs serier er lysende klart. Når han hylder vores natur og dyreverden, når han synliggør klodens uhyre rigdom og mangfoldighed, så er det ikke et æstetisk med en politisk projekt. Alt på vores klode hænger sammen, alt det vi mennesker gør ved den, ved dyr, planter, have, søer osv. kommer tilbage til os. Vi kan ikke forsætte med uhæmmet vækst og en civilisation, som breder sig på bekostning af den natur og det klima, som er grundlaget for alt. Den blå planet kan altfor let miste sin farve og dermed har vi startet en proces der hurtigt kan komme ud af kontrol.

Poster for An Inconvenient Truth

I David Guggenheims An Inconvenient Truth (2006) står Al Gore frem som frontfigur i en film med en markant klima-dagsorden. Det er en dokumentarfilm som blander en klima-forelæsning med masser af facts, men også personlige og følelsesmæssige dimensioner. Filmen starter faktisk med Apollo 8 billedet fra 1968 af vores jord, og fortsætter så med gennem filmen af dokumentere klima-problemet med dramatiske ændringer i naturen og vores civilisation. Den viser også en stribe billeder af vores klode, som tydeligt demonstrerer ændringer i klodens tilstand.

Al Gore er ikke den eneste kendte figur som har stillet sig bag klima-bevægelsen. Det gælder også et Hollywood-ikon som Leonardo di Caprio. Han er den overordnede fortæller i Leila & Nadia Connors film The 11th Hour (2007), som er endnu et eksempel den klassiske autoritative klima-dokumentar. Som det er tilfældet med David Guggenheims film (der vandt en Oscar), så bombarderes vi med data, med ekspertudsagn og med alle former for dokumentation om klodens tilstand og de fremtidige scenarier, hvis ikke vi skifter livsstil og vækststrategi.

Men begge de to film ved også, at skal man tale til et stort, globalt publikum er fornuft og argumenter alene ikke nok. Skal man få folk til ikke bare at forstå, men også mentalt og følelsesmæssigt at agere på klodens krise, så skal det både gå i kroppen og hjernen på folk. Billeder, fortællestrategier og retorik er ikke bare æstetik og form: vores hjerne er kropsligt forankret, og følelser er en vigtig del af sprog, tænkning og visuel kommunikation. Det kan vi f.eks. kan lære af George Lakoff.

Language gets its power because it is defined relative to frames, prototypes, metaphors, narratives, images, and emotions. Part of its power comes from its unconscious aspects: we are not consciously aware of all that it evokes in us, but it is there, hidden, always at work. If we hear the same language over and over, we will think more and more in terms of the frames and metaphors activated by that language. (Lakoff The Political Mind 2008: 15)

Dokumentarismens stemmer: fornuft, følelser og dramatisering

Når dokumentarister taler til os om verdens problemer, formidler de altså ikke bare fakta. De bruger billeder, retoriske elementer og de fortæller historier og iscenesætter en verden af billeder. Den objektive, uredigerede virkelighed findes ikke. Men det betyder ikke, at dokumentarismen ikke søger en sandhed. Når Al Gore træder frem som fortælleren i An Inconvenient Truth, fremfører han vægtige argumenter og videnskabelige data og modeller. De skal overbevise den globale offentlighed om alvoren i klodens krise, om nødvendigheden af handling. Men den retoriske logos-position som styrer filmens hovedspor, hviler også på den etos, han har som offentlig figur, hans moralske status. Filmen udnytter da også dette i sekvenser, hvor han ser tilbage på sin egen barndom, eller hvor han spiller på sin politiske persona. Men filmen rummer også en dramatisk, visuel katastrofefortælling, der går lige i hjertekulen eller mellemgulvet. Vi føler klimakrisen på vores krop.

Plakat for 11.th hour. Det store menneskelige fodtryk på kloden

Det er i høj grad den struktur, denne klare forbindelse mellem fakta og dramatiseret formidling, mellem fornuft og følelse, vi finder i den autoritative klima-dokumentar The 11.th Hour. Den følger i store træk de samme spor: den starter med et voldsomt, visuelt bombardement af seeren, hvor klima-krisens skurke og effekter viser i en 2 minutter lang montage. Men derefter træder en række eksperter på ind på scenen og serverer filmens hovedbudskab, som er meget enkelt: det handler om en balance mellem to komplicerede systener: det menneskelige samfund og naturen; det handler om at vores bio-sfære er syg, og hvis ikke vi gør noget drastisk, vil vi begå selvmord.

De film jeg hidtil har set på beskæftiger sig med de store strukturer i klima-krisen. De sætter hele klodens tilstand på dagsordenen, og de peger på de mange faktorer i vores moderne, højtudviklede samfund, som udgør problemet. Men der er andre dokumentarfilm, som kigger på mere konkrete og nære eksempler på klima-problematiske sammenhænge. Det er film som kommer tættere på almindelige mennesker, der rammes af klima- og miljøproblemer, eller som møder modstand når de prøver at udfolde alternativer. Film som Rober Kenners Food Inc. (2008), Hupert Saupert Darwin’s Nighmare (2004) og vores egen Phie Ambos Så meget godt i vente (2014) handler alle om vores fødevare produktion, om det vi spiser. Det samme gør Morgan Spurlocks eksperiment med sig selv og McDonalds fastfood i Supersize Me. Her kommer vi på mange måder nærmere på den subjektive dimension. Det handler om vores kyniske og livsfarlige madproduktion, om de store virksomheder som dominerer, om vores egen måde at leve på, men også om dem som forsøger at vende udviklingen.

Når vi destruerer naturen og destruerer os selv

‘Lake Victoria, the heart of Africa, said to be the birth place of mankind! (Screen text of Darwins Nightmare)

Hupert Saupers Darwins Nightmare er en østrigsk, fransk, belgisk co-production, som vandt den europæiske pris for bedste dokumentar i 2004. Det er en stærk og tragisk film om de langsomme konsekvenser af handlinger som store vestlige-russiske firmaer foretager i 1960’erne i Tanzania. Her skabte man grundlaget for en økologisk katastrofe i og omkring Lake Victoria, en af de største og vigtigste søer på det afrikanske kontinent. Ved at udsætte en ny aggressiv fiskeart for at sikre fiskeeksport til Rusland og Vesten, smadrer man ikke bare søens økologi, men også alle de samfund omkring søen, som er afhængige af den. Hvad filmen skildrer er en total og ødelæggende forandring af natur og en hel livsform, som skubber til hele balancen mellem menneske og natur. Deraf titlen: filmen en ikke bare et konkret studie i klima-ødelæggelse, den er et symbol på den ødelæggelse, som vi overalt på kloden er vidne til.

 

“A culture that regards a pig as a soulless meat structure to be manipulated by what ever creative human design they can impose on that animal will probably regard other cultures with the same kind of contempt, lack of respect, and controlling mentality.”(Udsagn fra økologisk farmer i Kenners film Food Inc.

Det er om noget også det Robert Kenner demonstrerer i Food Inc, blot med den amerikanske fødevareproduktion og madkultur som et skrækindjagende eksempel. De romantiske billeder, man finder i amerikanske supermarkeder af mad og landskaber som romantiske og naturlige, dækker over en produktion som ødelægger naturen, mishandler og forvandler dyr og planter, og gør mennesker syge. Store industrielle og kapitalistiske systemer, som kvaser alt på deres vej.

Hvis vi ikke har forstået budskabet i Kenners film, så sætter Murgan Spurlock liv og helbred på spil i Supersize Me. Her udfører instruktøren et eksperiment på sig selv ved at sætte sig selv på en ensidig McDonalds diæt i 3o dage – under konstant lægelig overvågning og kontrol. Udgangspunktet for filmen er at ca. 100 mio amerikanere, og sikkert også andre rundt om i verden, bliver både fede og får dårligt helbred af fastfood. Spurlock tager voldsomt på, og hans læge siger, at hvis han fortsætter, så vil hans helbred blive permanent forværret.

Det er ikke bare eksperimentet vi følger, det er også Spurlocks forsøg på at ændre skolemaden og amerikanske børn og familiers holdning til fastfood, det er hans forsøg på at råbe politikere og veterinærmyndigheder og butikker op. Det er en performativ dokumentar med potentielt stor erkendelseseffekt på den der ser den. Den vandt da også Sundance Festivalens pris, men man kan spørge, hvor meget den har formået at rykke den offentlige mening.

Alternative veje

Klima-politisk udgør USA måske noget af det værste på globalt plan, og kritiske amerikanske dokumentarister kæmper en kamp op ad bakke. Klimabevidstheden, bevidstheden om det nødvendige i drastiske, strukturelle indgreb er større i Europa og i Danmark. Det samme kælder kampen for en økologisk madproduktion og for det vi spiser. Men Danmark har stadig en stor industriel landbrugsproduktion, vi udvinder stadig olie, så heller ikke får træerne lov til at vokse ind i himlen.

Det viser Phie Ambos fine portrætfilm Så meget godt i vente (2014) om den økologiske landmand Niels Stokholm på Thorshøjgård i Nordsjælland. Han producerer konsekvent økologisk, og leverer en kvalitet, som de bedste restauranter og aftagere er vilde efter. Men han lever alligevel ikke op til de mange love og forordninger som pålægges landbrug i dagens Danmark, love og forandringer som tydeligvis ikke passer med den økologiske form han dyrker.

Dokumentarfilm gør det ikke alene, hvis vi skal have ændret den klima-dagsorden og den måde at leve på. som truer med at ødelægge vores klode. Men dokumentarfilmen er en vigtig genre, som måske kan flytte os mentalt og politisk. Når dokumentarfilmen rammer os med både sine argumenter og fakta, med sine eksperter og almindelige menneskers erfaringer, med sine stærke billeder og sine menneskelige historier, så formår den at flytte os og måske få os til at handle.

 

 

 

 

Læs mere

Ib Bondebjerg (2014). Engaging with Reality. Documentary and Globalization. Intellect/The Chicago University Press

George Lakoff (2008). The Political Mind. A Cognitive Scientist Guide to Your Brain and Politics. Penguin Books

 

, ,

Medialiserede kulturmøder

“At rejse er at leve” skrev vores verdensberømte danske digter H.C. Andersen i Mit livs eventyr (1855). Selv praktiserede han i den grad rejsen som livsform i en tid, hvor det var umådeligt meget mere besværligt at rejse rundt i Europa og resten af verden, end det er i vore dage. Hans eventyr og romaner bærer præg af hans mange møder med andre lande, kulturer og mennesker. H. C. Andersen sugede til sig og omsatte det hele til fiktion og kunst. Hans konkrete rejser rundt i verden er et godt eksempel på kulturmødet og dets betydning for os.

Ingen nationale kulturer kan bare leve i sig selv, de indgår på forskellig måde i et dynamisk samspil med andre nationale kulturer: vi udveksler varer, penge – men også ideer, kultur og kunst – og vi rejser, ligesom fremmede kommer til Danmark. Danmark er et lille land, men ved at kombinere vores egen kultur med andre, ved at hente inspiration mange steder fra, bliver vores kultur kun rigere og mere mangfoldig. Danskernes åbenhed er en del af vores styrke. Da DR i 2017 lavede Historien om Danmark var en af de røde tråde igennem hele vores historie: at vi har vandret rundt og hentet inspiration i den store verden, og at indvandringen til og påvirkningen fra det derude er gennem tiden i bogstaveligste forstand blevet en del af vores kultur, ja selv vores gener og DNA.

Det medialiserede kulturmøde

Vi betragter sikkert alle H. Andersens eventyr og romaner som noget utrolig dansk, og det er de jo også, set på baggrund af netop den kreative åbenhed i dansk historie og kultur. Men de er samtidig i lige så høj grad noget som verden har taget til sig, og som alle kan forstå og hente oplevelser i. H. C. Andersen som person og som forfatter er dermed i høj grad et eksempel på et medialiseret kulturmøde: på den ene side har H.C. Andersen som rejsende taget verden til sig, og den har sat sit indtryk i hans sind og hans forfatterskab; på den anden side giver han eventyr og bøger i sig selv anledning til stadigt nye kulturmøder over hele verden. H.C.Andersen er på en gang meget dansk og samtidig meget universel – faktisk er det sikkert sådan, at han netop ved at være dansk får større universel værdi. Hvis vi bare udveksler historier, som sigter mod at ramme publikum i størst mulig grad med det, vi tror de gerne vil have – så bliver verden og vores kultur mere kedelig og homogen. Det er ikke noget dårligt slogan, at man skal leve lokalt og tænke globalt.

Den kulturelle mangfoldighed i vores europæisk mediekultur, mængden af sprog er en kreativ styrke – men det er også i mange tilfælde vores svaghed. Det skyldes, at den amerikansk-engelske mediekultur står så stærkt og fylder så meget i vores film, tv-serier, musik og litteratur. Det skyldes også, at Europa – trods mange års EU-indsats, også på kulturens område – har meget svært ved at nå bredt ud i Europa. Der er en tendens til at vi ser film og tv-serier i stort omfang  fra USA, England, og fra vores egen land, men at den europæiske mediekultur står svagere. Der har siden 1945 været en tendens til at skælde ud på amerikanerne, fordi de dominerer os. Men vi er 550 millioner Europæere i EU, og vi burde måske snarere se kritisk på nationalismen i vores egen mediekultur, og på vores historisk svage evne til at få vores film og tv-serier udover de nationale grænser.

People need stories in order to grasp the inexplicable, to cope with their fate. The individual nation, with its common language and shared imagery, can always forge the personal experiences into one great, cohesive history. But Europe cannot do that (Gert Mak In Europe. Travels Through the Twentieth Century (2007: 829)

I sin fremragende bog In Europe. Travels Through the Twentieth Century (2007) rejser Gert Mak gennem det Europa, som han – med henvisning til EU – kalder den største politiske succes inden for international politik. Han ser de stærke historiske spor efter historiens kulturmøder, han møder mangfoldighed og forskellighed, men også mange af de samme grundfortællinger og forestillinger om verden. Vi er forskellige vi Europæere, men vi har også meget tilfælles, selvom vi ikke rigtig ved det. Vi mangler at blive konfronteret med de fortællinger, som kunne gøre os klogere på hinanden, som kunne bygge det forestillede fællesskab på tværs af grænserne. Vi har lettere ved at se nationale fortællinger og forestillede fællesskaber for os, end vi har ved at se europæiske. Men måske er Mak i 2007 lidt for pessimistisk hvad det sidste angår.

Kulturelle fællesskaber: nærhed og distance

Fra 2013-2016 var jeg en af de tre nationale ledere af det europæiske forskningsprojekt Mediating Cultural Encounters through European Screens (MeCETES), som bestod af en dansk, en engelsk og en belgisk forskergruppe. Formålet med projektet var at undersøge hvordan film og tv-serier og den digitale udvikling påvirkede borgere i Europa, når film og tv-serier krydsede grænserne. Hvilke processer og påvirkninger skete der i medialiserede kulturmøder på tværs af Europa. Vi ved jo, bl.a. fra den amerikanske forsker Joseph Straubhaar, World Television. From Global to Local (2007) at ‘cultural proximity’ betyder meget for vores opfattelse af verden og i vores brug af medier. Vores nationale kultur og medier er dem vi sætter højest. Paradoksalt nok kan man sige at når det drejer sig om film og tv, så har amerikansk kultur været utrolig populær hos det brede publikum. Det vil sige at for mange Europæere er amerikansk film og mediekultur kulturelt mere nært end det europæiske. I spillet mellem det nationale, som er naturligt meget nært, og det fjerne men tilvænnet nære, kommer Europæisk mediekultur ofte til kort.

Billedet af den nære danske mediekultur, som vi danskere klart forbinder os med, den populære amerikanske mediekultur og den noget marginale mediekultur bliver imidlertid delvis udfordret i den bog, som jeg -sammen med de øvrige danske forskere i MeCETES’s københavnske forskergruppe (Eva Novrup Redvall, Rasmus Helles, Signe Sophie Lai, Henrik Søndergaard og Cecilie Astrupgaard) udgav i 2017: Transnational European Television Drama. Production, Genres and Audiences.  Vi undersøgte produktion og distribution af tv-serier i Europa, og fandt et stærkt øget økonomisk og kreativt samarbejde, som bragte mere europæisk tv ud til hele Europa, og til andre dele af verden. Vi undersøgte også publikums holdning til og opfattelse af europæiske tv-serier i forhold til nationale tv-serier. Også her var der en større åbenhed, og vi fik bekræftet at medialiserede kulturmøder sætter gang i øget forståelse af andre kulturer, men også at man ved dette møde får et mere nuanceret og reflekteret forhold til sin egen kultur.

Hvad menes med økonomisk og kreativ co-produktion? Ja, det kan både betyde at man laver historier som baserer sig på et kulturmøde. Tænk på den dansk-svenske serie Broen, som både har været en stor succes i Skandinavien, Europa og resten af verden. Så stor en succes så der er lavet flere remakes på ideen: at en national grænse er mere end en fysisk grænse. Grænsen aktualiserer mere eller mindre tydelige kulturforskelle, men også at der bag dette befinder sig universelle temaer og narrative strukturer, som let forstås i andre dele af verden. Men det handler ikke om at lave kunstige, transnationale historier, for at nå et større publikum, sådan som en af de danske skribenter bag serien, Nikolaj Scherfig, tydeligt siger det:

For me […] co-productions are interesting, if they can help develop authentic stories. It is very important to create co-productions that make stories possible that build on and use cultural and national differences. The fantastic thing about The Bridge was that we did exactly that, and that people in Denmark totally accepted it as Danish and the opposite in Sweden. At the same time, it was a real, authentic, transnational story and reality we dealt with […] There are cultural borders everywhere, and the way we relate to people at the other side of a border is based on some specific local/national differences, but the way we relate is pretty universal, and people everywhere can read their own situation into it. (Scherfig 2015)

Nye kreative mønstre i europæisk mediekultur

Kulturmøder sker i europæisk kultur på flere niveauer, både på manuskriptniveau, produktionsniveau, økonomi, distribution og når publikum møder det færdige produkt. Det som vores forskning viser er, der er ved at opstå nye kraftcentre i den europæiske film og tv-kultur. Man arbejder sammen og støtter hinanden, uden at der sker indgreb i den kreative frihed, som er så vigtig for at skabe autentiske fortællinger, der er forankret i en genkendelig virkelighed. Langt de fleste af de danske serier, som de senere år har fået europæisk succes, Borgen, Forbrydelsen, 1864 og også den dansk-svenske Broen er blevet til med støtte fra flere andre lande.

Som man ser i de to modeller der sammenfattede den danske forskergruppes undersøgelse af produktions- og distributions-mønstre omkring europæiske tv-serier. så sidder England som en edderkop på det hele, hvis vi kun kigger på nationalt producerede serier (fig. 1). Men kigger vi på co-produktioner, så bliver billedet helt anderledes, her tegner der sig en tysk-skandinavisk akse (fig.2). Det skyldes bl.a. at England kun meget sjældent indgår i Europæisk co-produktion – de ser mere mod  USA. De har jo nu også forladt EU, selvom engelske serier stadigvæk er meget populære i resten af Europa.

Fig. 1. Distribution af nationale egenproduktioner

Fig. 2. Distribution af co-produktioner

Medialiserede kulturmøder: lighed og forskel

Det vigtigste ved kulturmøder er i sidste ende hvad det betyder for modtageren, dvs. hvilke nye oplevelses- og erkendelsespotentialer, der ligger i at vi ikke bare ser dansk og amerikansk tv, men også europæisk. Det er et centralt motto for EU, at det handler om ‘unity in diversity’, at Europas mange sprog og kulturer er en rigdom, når det drejer sig om medier, kunst og kultur. Vi kan berige hinanden ved at arbejde sammen, og ved at dele vores kulturelle rigdom og forskellighed. Fortællinger, kunst og kultur er en meget central del af vores identitet og måde at leve på. Det er pointen hos den kognitive narrativitetsforsker Jerome Bruner i Making Stories (2002), som tager det lange evolutionære blik på, og siger at mennesket blev menneske da vi begyndte at fortælle historier til hinanden:

For it is the conventionalization of narrative that converts individual experience into collective coin, which can be circulated, as it were, on a base wider than a merely interpersonal one. Being able to read another’s mind need depend no longer on sharing some narrow ecological or interpersonal niche but, rather, on a common fund of myth, folktale, “common sense (p. 16)

På en måde er vi hermed tilbage til H. Andersen og hans danske og universelle eventyr, som en meget stor del af verdens befolkning kan spejle sig i, og dermed måske forstå sig selv på en ny måde, samtidig med at de forstår Andersens eventyr som den anden verden og kultur den er – i forhold til deres egen verden. Det er en af pointerne i den kognitive film- og medieforskning, at vores oplevelser af film og tv-serier i en vis udstrækning baserer sig på universelle elementer, at der altså er noget vi har tilfælles som mennesker, uanset hvad vores baggrund er. Men samtidig vil alle møder med fortællinger og medier være præget af den nationale kontekst de er opstået i, og publikum vil forstå ud fra deres individuelle og kollektive historie.

I den danske del af MeCetes projektet undersøgte vi både via fokus-grupper og spørgeskemaer, hvordan danske forholdt sig til danske og europæiske tv-serier. Vi undersøgte også hvordan f.eks. danske og engelske aviser anmeldte og diskuterede danske og engelske tv-serier (krimier, samtidsdramaer og historiske serier). Hos danske seere var det f.eks. tydeligt at den engelske serie Downton Abbey fascinerede danske seere for det miljø og den kultur den skildrer, for tidsbilledet som sådan.

Men som historisk serie handlede fascinationen mindre om dens historiske konflikter. 1864 blev omvendt diskuteret heftigt for sin historiske beskrivelse og konflikter. Her kommer ‘proximity’ dimensionen ind: vi danskere kender dansk historie og kultur bedst, og det spiller ind i vores oplevelse. Men alligevel spiller oplevelsen af den engelske serie ind, både i den måde vi forholder os til engelsk kultur og historie på, og i forhold til de forskelle vi lægger mærke til mellem dem og os. Kulturmødet rummer en meta-dimension, hvor vi diskuterer vores egen kultur i forhold til andres.

Selvom det er en forenkling, kan man faktisk se forskellen mellem hvordan den britiske presse taler om den internationalt uhyre populære historiske serie Downton Abbey og den danske presse: i den engelske presse er det ikke så meget den nationale identitet, der er til debat, mens den danske i overvejende grad ligger her, altså hvad er det særligt engelske, og hvordan forholder det sig til vores danske kultur.

Man kan også demonstrere modsætningen ved at modstille citater fra den engelske og danske presses måde at tale om serien på. Det er tydeligt her, at den kulturelle tilgang i både Danmark og England tager form af en medialiseret dialog mellem egen og den anden kultur:

Hvorfor mediere kulturmøder har betydning

I disse Corona-tider er der ikke så mange danskere eller andre europæere der har kunne rejse – vi er blevet nødt til i højere grad at genopdage vores eget land. Til gengæld viser alle tal, at danskere som alle andre har øget deres mediebrug på alle mulige måder – herunder også tv-serier og film på de nationale tv-stationer eller de internationale streamingtjenester. Medialiserede kulturmøder kan ikke erstatte faktiske kulturmøder, men de to former for kulturmøde har lige stor betydning for udviklingen af en bredere og dybere forståelse af den europæiske og globale virkelighed.

Inden for kognitiv socialpsykologi taler man om otherness og outing som noget der både er helt normalt for os allesammen. Vi ser på andre udfra et perspektiv, der er skabt af erfaringer vi har med andre, både i de virkelige liv og via medierne. Vores nære relationer til dem vi kender bedst, fra familien og ud til en videre venne- og omgangskreds, er anderledes end de mere fjerne andre, som vi ikke møder så meget i det daglige eller ser så meget i medierne. Det kan man se i forsimplet form i modellen nedenfor. I yderste instans kan forholdet mellem os og de andre føre til meget negative holdning: dem vi ikke kender opleves ikke bare som andre, men som fjendtlige. Her er vi ovre i racisme, sort-hvis nationalisme osv. Kulturmøder, både dem i virkeligheden og i medierne er en vigtig faktor. Kendskab kan give venskab, som man siger.

Model: Mediated and real others

Medialiserede kulturmøder er af stigende betydning i en verden bundet sammen af globalisering og et stadig tættere medienetværk. Trods globaliseringen og det omfattende medienetværk, så lever vi allesammen stadigvæk primært i en lokal og national kultur. Den bestemmer i stor udstrækning, hvor vi føler os hjemme og hvordan vi ser på verden. Men selvom vi alle er forskellige på et individuelt og gruppemæssigt plan, så er vi på et dybere plan også meget ens som mennesker. Medialiserede kulturmøder kan være med til at vi ser hinandens forskellighed, men også at vi ser igennem forskelligheden og opdager ligheden og det menneskelige fællesskab.

Jo mere vi konkret ved om hinanden, om det liv vi lever, den historie vi udspringer, den kultur vi er en del af, jo mindre kan man håbe nationale, etniske og andre konflikter vil opstå. Kultur og kunst, hverdagslivets håb og forventninger er mindst lige så vigtige som økonomi og politik, hvis vi fortsat skal leve i fred med hinanden i Europa og verden i øvrigt. Det er derfor medialiserede kulturmøder og andre former for kulturmøder er så vigtige – det er det kunst og kultur handler om.