,

Kelly Reichardt og den alternative Western

 

Kelly Reichardt – en stærk kvindelig instruktør på jagt efter en alternativ virkelighed

Kelly Reichardt er en amerikansk instruktør kendt for alternative film og historier, som udfolder sig i et historisk eller nutidigt univers. Blandt filmkritikere er de ord, der oftest går igen minimalisme eller realisme. En kritiker som A. O. Scott har endda sammenlignet hende med den italienske neorealisme og kaldt hende ”neo-neo-realist” (Scott 2018), en betegnelsen han formodentlig har hentet i James Latimer’s artikel om Reichardts film Meek Cutoff (2010, se Lattimer 2011; 38, se også Dawn, 2018: 97f). Selv har Reichardt sagt om sine film, at ”de handler om karakterer, som passerer forbi” (Reichardt i The Guardian 2014), eller mennesker som lever i udkanten eller bunden af samfundet. Filmkritikeren Eric Kohn har udfoldet de udsagn fra instruktøren selv (Kohn 2016, https://www.indiewire.com/2016/10/kelly-reichardt-interview-certain-women-kristen-stewart-1201732899/).

 

Reichardts film er fortryllende udsagn om hverdagslivets ulidelige ensomhed for folk fra arbejderklassen som søger noget bedre. De er fanget mellem en mytologisk forestilling om storhed og deres personlige begrænsninger, som definerer deres ensformige, triste liv. Ved at lægge mere vægt på atmosfære og holdninger end på plot har Reichardt udviklet sig til den bedste skildrer af amerikansk liv, men publikum sætter ikke altid stor nok pris på klarheden i hendes filmiske vision.

Bagom western-myten

Reichardt har været optaget af virkeligheden bag 1800-tallets Amerika, af at fortælle en anden og mere hverdagspræget historie om, hvordan vesten blev vundet, end den vi finder i Hollywoods westerns. Som i sine andre film går hun bag om myterne og ned til hverdagshistorien bag det store drama. Det skete første gang i filmen Meek’s Cutoff, som fortæller en historie fra 1845 om en gruppe pionerer der bevæger sig via Oregon-sporet vestpå. Deres fører viser sig ikke at kende vejen særlig godt, og hele turen udvikler sig til en mere og mere absurd historie og magtkamp i gruppen.

Udover at nedbryde selve genrens faste formler gør Reichardt også det, at hun putter kvinderne i centrum, både kvindernes perspektiv på hele projektet, men også deres rolle i dagligdagen bagved forsøget på at nå frem. Hun fandt materiale til denne dimension ved filmen ved at læse kvindedagbøger fra perioden (Dawn 2018: 99), og via kvinde- og hverdagsperspektivet, søger hun at dekonstruere western-genrens traditionelle handlingsmønster:

Reichardts beslutning om at kombinere et langsomt fortælletempo med en neo-realistisk stil og samtidig fokusere på kønsligt bestemte forventninger og erfaringer via især den kvindelige hovedperson Emily er en enestående og effektiv kombination. Den afdækker de vanskelige fysiske og emotionelle forhold, som kvinder måtte udholde på rejse på Oregon sporet (…). Mens historiebøgerne afdækker mændenes gerninger, deres heroiske handlinger for at overleve, siges der normalt meget lidt om de kvindelige pionereres mod, og endnu mindre om deres hverdagsliv og daglige opgaver (Dawn 2018: 99, min oversættelse).

Typisk for Reichardts film, selv når hun synes at nærme sig genrefilmen, er det, at filmen ikke følger de traditionelle narrative formler, og at den ofte ender uden nogen afklaring. Vi ved f.eks.  ikke om vogntoget og personerne går til grunde eller når frem, da filmen er forbi. Det er en realisme som næsten tangerer absurdismen. Om sin tendens til at lade filmen ende meget åbent og uafklaret har hun udtalt i et interview i The Guardian (Reichardt 2014):

Måske er jeg bare skeptisk overfor det absolutte. Der er naturligvis noget tilfredsstillende ved at se en gammel film, når musikken stiger og The End fylder lærredet. Men det ville være absurd at lade mine film ende på den måde. Det ville bare gøre det hele helt skævt. De er så korte og dækker så kort tid. Vi ved ikke hvor disse folk var før. Vi tilbragte en uge med dem, og så gik de videre.

Det er kvinderne, der tager teten i Meek’s Cutoff. De står for humanisme og mellemmenneskelig forståelse. Men de kan også gribe til våben for at forsvare disse værdier.

Det er ikke bare slutninger Reichardt excellerer i at ændre, det gælder også begyndelser, åbningen af en film. I Meek’s Cutoff er åbningen 7 minutter lang, før der overhovedet kommer en dialog og vi får et indtryk af plottet og personerne. Vi følger bare et vogntog lidt i det fjerne fra dag til aften og nat. Vi fokuserer ganske meget på kvinderne i dette forløb, men under de syv minuttet får vi også et indtryk af det mytologiske landskab i mange westerns, som her forandres og gøres mere hverdagsagtigt. Den lavmælte stil fortsætter henover morgenmaden, hvor en drengs bøn binder flere familiers aktiviteter sammen. Religionen er dermed plantet centralt i filmen.

Først derefter introduceres en af filmens centrale tematiske mønster og konflikt. Lederen af vogntoget Stephen Meek rider ved siden af en dreng, som han fodrer med rigtige cowboy- og nybyggerhistorier. Men i baggrunden ser vi allerede både nogle mænd og kvinder udtale deres kritik af hans stil og måde at lede dem mod målet på. Han er en typisk westernmyte-mand, som i virkeligheden ikke ved hvad han gør. Et oprør lurer, og det er et oprør med omfattende betydning: det er den klassiske westernmytologi, der støder sammen med en ny humanisme. Det er kvinderne, anført af Emily Tetherow (Michelle Williams), der gradvist overtager ledelsen.

I den sammenhæng spiller mødet med en lokal indianer en markant rolle. Hvor Meek og andre af mændene straks vil henrette ham som farlig, knytter Emily bånd til ham for at få hjælp til at finde vej, selvom de ikke har et fælles sprog. Hun syr hans sko, og giver ham vand og mad. Også på dette område vender filmen vrangen ud på western-mytologien. Indianeren bliver gruppens nye stifinder, og kvinderne tager i realiteten over. Men som det er karakteristisk for Reichardt, ender filmen med et spørgsmålstegn. Vi ser indianeren gå videre, mens Meek melder pas, han kender ikke vejen. Lige der slutter filmen, vi får ikke at vide, om de kommer frem ved indianerens hjælp.

Langsom hverdagsrealisme

Som amerikansk instruktør lægger Reichardt sig i sporet på en realistisk fortællestil, som har lange rødder i europæisk film, men også er repræsenteret i amerikansk film efter 1960. Hendes radikale udforskning af amerikansk historie og kultur er et forsøg på at omskrive amerikanske temaer og lægge helt nye vinkler på både fortiden og nutiden. Reichardt tager typisk temaer og samfundsgrupper op i sine film, som er underprioriteret eller fraværende i mainstreamfilmen.

Men hendes filmiske stil præges også af en alternativ tilgang til virkeligheden og måden at fortælle på. Den langsomme fortællerytme og billedstil prioriterer mennesker i hverdagssituationer og tilskueren i niveau stemninger, situationer og begivenheder, som på overfladen virker udramatiske, mens som søger en anden slags drama. Der kan sagtens findes elementer af klassiske temaer og dramaer i Reichardts film, men sådanne genremæssige aspekter nedtones helt bevidst. Allerede i hendes debutfilm, River of Grass (1994), findes sådanne traditionelle genreelementer. Men hun har selv sagt om filmen, iflg.:

”Det er en road movie uden road, en kærlighedshistorie uden kærlighed og en kriminalhistorie uden en forbrydelse”

(https://web.archive.org/web/20110927003349/http://calendar.walkerart.org/event.wac?id=5640).

Der er altså en overliggende struktur, som er nedbrudt, og i stedet trækkes der en hverdagshistorie frem bag den dramatiske overflade.

Som med den allerede omtalte, alternative western, så sker dekonstruktionen af den traditionelle fortælling og den genremæssige handlings- og spændingselementer med det formål, at fremkalde andre sider af virkeligheden og andre typer mennesker. Det er andre socialgrupper, men også i høj grad kvinder. Det ser man måske ikke mindst i en af hendes mest tilgængelige og populære film, Certain Women (2016), som forbinder 4 kvinders liv og historie i Montana. Filmen foregår i nutiden, men i et landskab, som i høj grad symboliserer det gamle westernunivers.

Filmen består af 4 historier om kvinder, og ind i den moderne historie snor sig billeder fra en fjern fortid: indianere som pludselig dukker op på en bar eller i indkøbsscene, hvor de opfører en krigsdans; heste i sneen med de majestætiske bjerge i baggrunden; en bunke gamle sandsten, som minder om dengang man byggede rigtige huse; eller bare country og western-musikken som lyder i bilradioen, når personerne kører på Montanas øde veje med storslået natur. Men de tre kvinders nutidshistorie har ikke meget storhed over sig. De er fanget midt i en virkelighed, hvor deres drømme og arbejde ikke rigtig lykkes, og som det er typisk for Reichardt står de tre historier uden anden end tilfældige forbindelser, og de slutter brat. Livet går bare videre, der er ikke den store katarsis.

En alternativ western

Western-mytologien, erobringen og opbygningen af USA i 1800-tallet præger ikke bare den allerede omtalte Meek’s Cutoff, men også First Cow (2019). Den foregår også i det historisk-mytologiske Oregon omkring 1820, hvor vi følger en gruppe pelsjægere og deres kok, Otis, og dennes tilfældige møde med kinesiske Lu, en kineser på flugt efter at have dræbt en russer, da han forsøgte at beskytte en ven. Vi er blandt immigranter i randen af nybyggersamfundet.

Men fortiden indrammes af en nutidig optakt, der understreger, at den historie vi skal se, handler om de laveste i et samfundet, et samfund, hvor lov og orden sad i enden af en seksløber. En kvinde går i starten af filmen tur langs floden i Oregon. Hendes hund begynder at grave i flodbredden, og op dukker ligene af to mænd. Det er hovedpersonerne i filmens historie, smidt i et tilfældigt hul.

Filmen følger Reichardts vanlige minimalistiske og hverdagsrealistiske form. Filmen foregår i en nærmest mytologisk, historisk tid i Amerika, men vi konfronteres kun nærmest tilfældigt med den vold og magt, som herskede i den periode. De to hovedpersoners håber at finde et nyt og bedre liv, men det ender brutalt og tragisk. Filmens slutbillede viser Otis og Lu på flugt for en brøde, som for Otis’ vedkommende kun består i at have malket egnens ledende embedsmands ko for at få mælk til deres populære kager. For Lu taler vi om selvforsvar.

Udmattede lægger de sig ved siden af hinanden, præcis på det sted, vi genkender fra filmens start. Vi ved de bliver dræbt der, men filmen viser det ikke. Hvad filmen koncentrerer sig om er i et langsomt, malende tempo at beskrive alle aspekter af et lille nybyggersamfunds liv. Der er ikke meget heroisk western-stemning over filmens billeder og handling. Filmen forsøger at bidrage til et mere realistisk billede af, hvordan det virkelig var dengang. Den dekonstruerer mainstream-Hollywoods western-fortælling.

Filmen åbner meget sigende med et citat fra William Blakes Proverbs or Hell: ”The Bird a nest, the spider a web, man friendship.” Og det tragiske er, at ikke engang venskab holder disse mennesker oppe. Venskabet mellem Otis og Lu er enestående, fordi det er et venskab mellem to mennesker i samfundets absolutte bund, og to mennesker med helt forskellig baggrund, fra to helt forskellige verdner. Det holder til døden, men det er ikke nok til at undgå deres skæbne. Som helhed er det da heller ikke venskab og menneskelighed, der præger nybyggersamfundet. Tværtimod, det er den rå overlevelseskamp og en lov og orden skabt i helvede.

Otis og Lu har forhåbninger om deres fremtid, de ser den verden de er havnet i som fuld af muligheder. På et tidspunkt taler de sammen om deres baggrund, deres liv hidtil og deres drømme, og Lu siger så: ”Det her sted er fuld af muligheder. Men historien er endnu ikke nået til dette sted. Men den kommer snart. Denne gang er vi måske klar. Vi har en mulighed for at møde historien, på vores egne betingelser.” Men deres kortvarige succes med at Otis bager kager, som bliver så populære, at de kan lægge penge til side, bliver også deres endeligt.

At sætte det tilsyneladende marginale i centrum

Reichardt gør i denne film, som i alle sine film, almindelige menneskers historier og erfaringer til selve historien. Hun placerer det marginale i centrum, og hun gør den almindelige og ikke glamourøse virkelighed til den dominerende virkelighed. Dermed skaber hun også erindringsbilleder som skal forsøge at konkurrere med den mytologiske og mere heroisk western-tradition. Hverdagsvirkeligheden i udkanten af amerikansk historie i 1820’erne er tegnet med skarphed og præcision, nøgternt og uden melankoli og heroisme. Om sådanne skarpe, minimalistiske, nådesløse billede af en fjern fortid kan konkurrere med de vidt udbredte og mere heroiske fortællinger om denne fortid, det er en anden sag. Men modtagelsen hos kritikere verden over var strålende, og den vandt prisen som bedste film i 2020 blandt New Yorks filmkritikere.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *