Erroll Morris’ kreative dokumentarisme

Den grundlæggende, epistemiske forskel på fiktion og dokumentar er, at en dokumentar er mere direkte forbundet med og relateret til den faktiske virkelighed. Fiktionen er naturligvis også forbundet med den samme virkelighed, men den har et langt mere frit forhold til virkeligheden – også udtryksmæssigt – end dokumentarismen. Men selv i forhold til fiktion vil tilskueren også ofte – specielt i realistiske spillefilm – foretage en ret direkte form for reality-tjek. Det indgår i oplevelsen af mange typer af spillefilm, at de faktisk giver os et troværdigt billede af en virkelighed, som man kan genkende – selvom den er fiktiv.

Man kan måske udtrykke det på den måde, at mens dokumentarismen normalt lader os slutte direkte fra det fortalte til en faktisk virkelighed, så er fiktionen relation til virkeligheden indirekte. Det er en del af fiktionsoplevelsen, at man ikke uden videre sammenligner fiktionens virkelighed med en konkret faktisk virkelighed. Man må så at sige oversætte. Fiktionen bygger på en som om oplevelse, som meget vel kan være meget tæt på en genkendelig virkelighed. Men vi ved godt at den er en fiktiv version af en virkelighed. Til gengæld har man en forventning til, at lige meget hvor meget en dokumentar bruger virkemidler og iscenesætter, så handler den om en identificerbar virkelighed, om personer med postadresse og cpr-nr.

Dokumentarismens grundformer

Men det følger ikke uden videre af denne fundamentale forskel mellem fiktion og dokumentarisme, at dokumentarismen ikke består af mange forskellige undergenrer. Dokumentarismen som helhed benytter endog meget forskellige æstetiske virkemidler, når den beskriver virkeligheden. Som dokumentarist er Errol Morris et meget godt eksempel på, at man kan fortælle historier med rod i den faktiske virkelighed på meget forskellige måder. Men der ligger i alle tilfælde en konkret begivenhed og konkrete faktiske personer bag den historie hans film fortæller.

Som man kan læse om i flere af mine bøger og artikler om dokumentarisme (Bondebjerg 2008, 2014, 2018 og 2020) og hos andre teoretikere (Nichols 2001 og Plantinga 1997) er dokumentarismen ligeså mangfoldig både genremæssigt og æstetisk som spillefilmen. Genrevalget sætter forskellige perspektiver i forhold til virkeligheden, og placerer dermed også modtageren i en forskellige receptions-position. Groft sagt kan man sondre mellem fire forskellige grundtyper, som dog også ofte blandes eller bliver til specifikke undergenrer:

• den autoritative dokumentar er journalistik, kritisk undersøgende og oplysende, og den har ofte en stærk social case, som den gerne vil afdække og forklare; den bruger over autoritativ voice over og et væld af kilder og eksperter.
• den observerende dokumentar har en ligeså stærk social dagsorden, men her har den autoritative stemme trukket sig tilbage; kameraet er etnografisk observerende, og de mange stemmer og dele af virkelighed vi møder er subjektive statements, som sammenlagt afdækker en virkelighed
• den dramatiserede dokumentar blander dokumentariske billeder og udsagn med iscenesatte, dramatiserede sekvenser; den beskriver måske dele af en virkelighed, som er svær at dokumentere dokumentariske, og instruktøren kan være undercover; den kan også være en totalt dramatiseret version af faktiske begivenheder
• den poetisk-refleksive dokumentar er den mest subjektive af de dokumentariske genrer, men den leger bare æstetisk med virkeligheden, og rummer dermed dokumentarisk kerne; den giver os et nyt syn på en kendt virkelighed ved at give den en poetisk og refleksiv dimension

Morris: En mangesidig dokumentarist

Errol Morris er født i 1948 i New York, og han har studeret videnskabshistorie og filosofi på Princeton og Berkeley, men han har ingen filmuddannelse. Han arbejdede i en periode som filmarkivar på Pacific Film Archive, men først i 1975 begyndte han aktivt at arbejde med film. Hans første projekt, som aldrig blev realiseret, handlede om en seriemorder, og mens han arbejdede på det projekt mødte han den tyske filminstruktør Werner Herzog. Der er altså et personligt, direkte link mellem to af den moderne dokumentarfilms mest originale og kreative mænd.

Det var samarbejdet med Herzog, som skabte muligheden for Morris’ første film Gates of Heaven (1978) og den efterfølgende Vernon Florida (1981). Modsat Morris’ senere film er disse to film mere observerende, etnografiske studier af excentriske mennesker og kulturer. Gates of Heaven handler om mennesker omkring en dyrekirkegård. Filmens emne forekom Herzog så bizart, at han svor, at han ville spise en af sine sko, hvis den blev færdig og fik premiere. Det måtte han så gøre, hvilket er dokumenteret i Les Blanks film Werner Herzog Eats His Shoe. Vernon Florida ligger i klar forlængelse, som et studie af en lille by i Floridas sumpområde og dens mange særlinge. Selvom disse film bestemt har klart stilistiske elementer, ligger de tæt på den amerikanske direct cinema tradition. De etnografisk observerende studier i menneskelige kulturer.

Der er et markant æstetisk og også tematisk spring fra disse to tidlige film til Morris’ markante, modne mesterværker: The Thin Blue Line (1988), A Brief History of Time (1991, om Hawkins), Fast, Cheap & Out of Control (1997, om folk med et udfordrende arbejde), Mr. Death: The Rise and Fall of Fred A. Leuchter, Jr. (1999, om en holocaust-fornægter, og skaber af en henrettelsesmaskine), The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara (2003)- en af de bedste politiske dokumentarfilm om amerikansk nutidshistorie efter 1960, Standard Operating Procedure (2008, om Abu Graib skandalen) og Tabloid (2010, om en tidligere Miss Wyoming kvinde og hendes fald). Som det ses arbejder Morris tematisk set tit med portræt-formen, ofte opsigtsvækkende karakterer, men han har også taget fat på mere komplicerede politiske emner. Det er samtidig karakteristik for alle disse film er, at han har udviklet en meget refleksiv, stilistisk og narrative form, der er helt original, og som ofte kombinerer elementer fra dokumentarismens fire grundformer.

The Thin Blue Line: refleksiv-poetisk true-crime

The Thin Blue Line handler i den grad om en faktisk virkelighed, om to mænd, hvoraf den ene (Randall Adams) er dømt for et mord på en betjent i Dallas, som den anden (David Harris) har begået. Den trevler en retssag og et begivenhedsforløb op, så godt som nogen journalistisk dokumentar kunne gøre det. Og den får en effekt, som den magtkritiske dokumentar drømmer om: den fører efterfølgende til en ny retssag og til frikendelse af den uskyldige. Men Morris fortæller jo ikke denne historie som en ligefrem, journalistisk og faktuel dokumentar. Filmen er cirkulær, gentagende, langsom og dvælende. Vi vender igen og igen tilbage til de samme scener og hændelser, som iscenesættes fra forskellige perspektiver og personers synsvinkel.

Filmen benytter sig af et stærkt, ekspressivt og symbolsk formsprog, og der er masser af referencer til fænomener i amerikansk populærkultur. Det æstetiske og visuelle sprog, den særlige langsomme og cirkulære måde at fortælle på understreges af Philip Glass’ musik. Det er måske værd at huske, at filmen i dag hyldes som en af Morris’ bedste film, og som en af de bedste dokumentarfilm overhovedet. Men den blev ikke engang indstillet til en Oscar i kategorien non-fiction/documentary, fordi den ikke umiddelbart blev anset for at være en dokumentar. Det er – kan jeg sige af erfaring – ikke ualmindeligt, at forestillingen om hvad en dokumentar er, ofte er ret indskrænket.

The Thin Blue Line er hvad man i dag ville kalde ‘true crime’, dvs. den rummer en undersøgende, journalistisk dimension, hvor der graves efter sandheden i en kriminalsag – i dette tilfælde altså mordet på en betjent i Dallas Texas. Men den er ikke en traditionel, undersøgende journalistisk dokumentar. Der er ingen overordnet, autoritativ fortæller, som fører os gennem sagen. Som altid foretrækker Morris at lade virkeligheden selv tale, og at give ordene til både den dømte morder, den sandsynlige rigtige morder, og en række af de nøglepersoner, som indgik i sagen. Han bruger altså meget af sin gamle form: den observerende dokumentars mange stemmer. De taler direkte til os, eller de taler i voice over til billedforløb, der illustrerer og kommenterer deres udsagn. Men det mest påfaldende narrative og æstetiske træk i filmen er, at brugen af mange rekonstruktioner, og at han iscenesætter dem på en markant og ofte symbolsk måde. Han skaber spænding, suspense og usikkerhed hos modtageren ved at forelægge os forskellige versioner af den historie, han fortæller.

Hans metode med at lade personer tale selv, samtidig med at han bygger rekonstruerede billedforløb op omkring det, har han eksplicit forsvaret. Han mener ikke at det at krydsforhøre folk aggressivt, som man ofte ser det i journalistik og i den autoritative kritiske dokumentar, fører til at vi bliver klogere:

I don’t really believe in adversarial interviews. I don’t think you learn very much. You create a theater, a gladiatorial theater, which may be satisfying to an audience, but if the goal is to learn something that you don’t know, that’s not the way to go about doing it. In fact, it’s the way to destroy the possibility of ever hearing anything interesting or new (…) the most interesting and most revealing comments have come not as a result of a question at all, but having set up a situation where people actually want to talk to you, and want to reveal something to you.

Vi ser Morris’ mesterskab som visuel fortæller allerede i filmens optakt og i den første ca. 8. minutters etablerende sekvens. Her udlægges selve filmens titel, både visuelt ved den grafiske leg med titlens farver (hvid, blå, rød, sort), og via et citat fra en af politibetjentene som vidnede i retssagen: “The thin blue Line of police, that separates the public from anarchy.” I alt hvad filmen derefter viser bliver dette citat imidlertid kraftig anfægtet. Læg mærke til den måde byen Dallas skildres på i mange visuelle sekvenser. Her antydes det,  at byen gemmer på mange hemmeligheder, og at det snarere er dem, der står for lov og orden, der er med til at skabe anarki og modvirke lov og orden. Kennedy-mordet nævnes flere gange, men også andre problematiske sager: Dallas bruges gennemgående som en tvivlsom metafor for det amerikanske samfund – ikke bare mordet på Kennedy, men også den berømte soap-serie Dallas. Det er ikke bare en konkret sag i Dallas, Morris undersøger – det er selve den grundlæggende amerikanske myte og det amerikanske demokratis og samfunds sorte sider, der er i fokus.

Kritisk gennemlysning af USA

Der kommer dermed en dyb indre sammenhæng mellem denne true crime dokumentar og to andre film, hvor det amerikanske samfund og det amerikanske demokrati er under kritisk anklage: The Fog of War og dermed hele Amerikas udenrigspolitik siden Kennedy, og Standing Operating Procedure, om USAs måde at føre krig på og deres overtrædelse af fundamentale konventioner og menneskerettigheder. I The Thin Blue Line rummer de mange rekonstruktioner af sagen således ikke bare en narrativ montage, som gradvis afdækker et korrupt lov-og-orden system. Ind i rekonstruktionerne bygger Morris også utallige referencer til amerikansk historie, politik og populærkultur. Texas er jo mytisk frontier-land, og det ser og hører vi når betjentene fortæller deres historie, og når elementer af krimi-fortællinger eller andre typisk fiktive populær-genrer citeres. Der bruges også i udstrakt grad aviser, bøger og andre typer af dokumenter. Facts og dokumentation bygges altså ind i de mange rekonstruktioner set fra forskellige personers perspektiv.

Samme metode bruger i The Fog og War, hvor det er lange interviews med MacNamara, blandet med historiske klip, der afdækker USA’s rolle i efterkrigstiden. Og den teknik bruges også i Standing Operation Procedure, hvor interviews repeteres og vendes igen og igen, og hvor også mediebilleder og fotos af torturscener analyseres fra forskellige vinkler. Som modtagere bliver vi i den grad aktiveret både kognitivt og følelsesmæssigt, filmens stil og æstetik involverer os og får os til at reflektere. Filmene rummer et meget dybt og kritisk perspektiv på USA som nation og som kultur, men Morris bruger ikke ideologiske og moralske pegefingre. Han lader virkeligheden, dens personer og billeder tale for sig selv, men han behandler også sit stof poetisk og refleksivt.. Morris lader virkeligheden og dens personer tale, men han sætter denne virkelighed og disse personer ind i en meget større fortælling. Det kan man også læse om i, Morris’ bog Believing is Seeing: Observations on the Mysteries of Photography (2011).

Referencer

Bondebjerg, Ib (2008). Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie. Samfundslitteratur.

Bondebjerg, Ib (2014). Engaging With Reality. Documentary and Globalization. Intellect/University of Chicago Press.

Bondebjerg, Ib (2018). A documentary of the Mind: Self, Cognition and Imagination in Anders Øsgtergaards films. In Brylla and Cramer eds. Cognitive Theory and Documentary Film. PalgraveMacmillan.

Bondebjerg, Ib (2020). Documentary, Culture and the Mind. Saxo Publish.

Nichols, Bill (2001). Introduction to Documentary. Indiana University Press.

Plantinga, Carl (1997). Rhetoric and Representation in Nonfiction Film. Cambridge University Press.

Share on Facebook

Tweet

Follow us