Danske filmbilleder 1. Nationale og globale dimensioner i dansk film efter 2000

 

Vi siger ofte, at vi lever i en verden, der bliver mere og mere globaliseret. Det gør vi også, for vi er blevet mere og mere sammenvævet økonomisk, politisk og kulturelt. Vi rejser mere, vores dagligvarer og andre produkter er i høj grad lavet via en global arbejdsdeling, og siden 1972 har EU været en del af vores danske hverdag og politiske og kulturelle virkelighed. Det betyder bestemt ikke, at nationalstaten er død. Den er stadig rammen om vores nære liv, og som danskere føler vi os også stærkt bundet til det, vi oplever som dansk kultur.

Alle danskere har en form for kulturel identitet, som afspejler dette tilhørsforhold, men den kommer i forskellige former og farver. For nogle er denne identitet meget stærk, måske ligefrem lukket mod andre, for andre er tilhørsforholdet mere åbent og præget af andet og mere end det nationale. Vi udsættes alle dagligt for et kulturmøde mellem det nationale og det globale, men vores holdning til dette kulturmøde kan være meget forskelligt.

Danske filmbilleder, er en serie af blogs om dansk films udviklingstendenser siden 2020. I den første blog tegnes det store billede op, mens de følgende blogs vil dykke ned i temaer og genrer i dansk film. Pointen i hele serien af blogs er at pege på, at dansk films nuværende mangfoldighed og styrke er et produkt af en lang udvikling, hvor den danske filmpolitik har været åben overfor samspillet mellem det lokale, det nationale, det europæiske og det globale.

Styrken i en national filmkultur viser sig ikke, ved at den lukker sig om det nationale rum, men ved at den åbner sig mod det globale, ved at filmkulturen slår igennem udadtil og inspireres globalt, samtidig med at den dyrker det lokale og nationale. Det nationale kulturrum er en naturlig spilleplads for instruktører i Danmark. Men vi oplever også at en stribe danske instruktører slår igennem i udlandet, og at nye danske instruktører bringer mange kulturelle inspirationer med sig til den nationale filmkultur.

Filmpolitikken og definitionen af en dansk film

I den første danske filmlov fra 1964 tales der om støtte til dansk filmkunst, og selvom ordet dansk film nævnes flere gange er det ikke nærmere defineret. I filmkulturen i denne periode synes det at være indlysende, hvad en dansk film er: en film med dansk instruktør, indspillet på dansk, forankret i Danmark, og med et dansk cast. Den første egentlige danske filmlov fra 1972, som skabte Film instituttet og gav direkte støtte til produktion af dansk film, er den første som definerer hvad en dansk film er, nemlig en ”film indspillet på dansk og med en overvejede dansk kunstnerisk og teknisk personale” (Filmloven 1972, St. 21).

I denne lovparagraf følger nærmere specifikation af at den person eller det selskab som modtager støtte skal være dansk Men som følge af bl.a. Danmarks indtræden i EU samme år, bliver denne definition også blødgjort, således at en dansk film også kan få støtte hvis den er ko-produceret med en eller flere internationale partnere. Men samtidig præciseres det, at der skal være ”et rimeligt forhold mellem den danske og den udenlandske producents indflydelse på produktionen og mellem indsatsen af arbejder i såvel kunstnerisk som teknisk henseende” (Filmloven 1972, stk. 22.4). Man aner her en vis bekymring for fremmed indflydelse på dansk film, og det er stadig et hovedkrav, at filmen skal være på dansk, selvom loven åbner mulighed for at ministeren kan dispensere.

I 1972 er vi i skæringspunktet mellem en meget national opfattelse af hvad en dansk film er og en mere international. Men i den følgende periode blev bl.a. Lars von Triers film og Zentropas ekspansion til et af de mest dominerende danske filmselskaber årsagen til en mere global drejning af dansk film. I 1984 vandt Lars von Trier sin første af mange internationale priser med The Element of Crime (Prix technique i Cannes). Men filmen kunne ikke få støtte fra DFI, fordi den var på engelsk og med et meget internationalt cast.

I de følgende årtier blev støtte til danske film på andre sprog end dansk og med betydelig international finansiering gradvist mere og mere almindeligt. Det satte sig også spor i filmloven, selvom også de seneste love fra 1989 og 1997 slår fast at en dansk film primært er en film med en dansk producent og med en overvejende kreativ dansk dominans. I 1989-loven står der således, at en film skulle være ”indspillet på dansk eller rumme en særlig kunstnerisk eller teknisk indsats, som medvirker til fremme af filmkunst og filmkultur i Danmark” (1989-loven, §21).

I perioden efter 1990 sker der også det, at den gradvist stærkt forøgede international koproduktion gør at selve koproduktionsbegrebet differentieret meget mere. I 1997-loven er der et helt særligt kapitel (4, §17, stk. 2) om danske og koproducerede film, hvor begrebet en dansk producent udvides, og hvor koproduktion mellem danske og udenlandske producenter også beskrives mere udførligt men også mindre rigidt (§17 stk. 3-4). Man kan sige, at man altså i perioden efter 1984 gradvist bevæger sig væk fra en essentiel, national definition af dansk film mod en mere globaliseret opfattelse af dansk film plads i og samspil med verden omkring os. Det skyldes både en realisme i dansk filmpolitik og en større indflydelser fra især EU’s stigende rolle på film- og medieområdet.

Både for de danske spillefilm og dokumentarfilm, som bliver lavet i perioden efter 2000, har co-producerede, internationale danske film fået større plads. Det afspejler en nødvendig udvikling som følge af en øget international konkurrence, som bl.a. formuleres i DFI’s strategiplan fra 1999, hvor der tales meget direkte om at øge de skandinaviske og europæiske samarbejde og placere dansk film stærkere globalt. Som det er vis empirisk ovenfor, så er det lykkedes. Men det ser ikke ud til at have svækket den nationale filmkultur og publikums smag for danske film.

Ud af de i alt 616 film i perioden efter 2000 er der 100 dokumentarfilm, dvs. 516 film er spillefilm i alle genrer. Af disse 516 film er der 105 som har en eller anden form for international finansiering ved siden af de danske. Men det er meget få af dem som ikke er danske film i betydningen på dansk, med dansk cast og med direkte handlingsmæssig rod i Danmark. Internationalisering og koproduktion er altså ikke i særlig høj noget som griber ind i filmenes nationale karakter. Hvor man en kort overgang måske forestillede sig at man skulle prøve at lave europæiske film som konkurrenter til de amerikanske, har man indset at det handler om at støtte hinanden i vores nationale forskellighed. ’Unity in diversity’ som EU’s motto længe har været.

I langt de fleste tilfælde er co-finansieringen altså en støtte til en dansk film, men samtidig en styrke for filmene, når vi taler om en bredere, international distribution. At der er tale om en co-produktion er som oftest helt usynligt for filmens publikum, bortset fra filmens sluttekster og credits. Hella Joofs film En kort en lang (2000) har f.eks. tysk medfinansiering, og Per Flys Arven (2003) har norsk, svensk og engelsk medfinansiering, og det gælder også Drabet (2005). Det er ikke så mærkeligt at Ole Christian Madsens Prag (2006) har svensk og tjekkisk medfinansiering, fordi en stor del af filmen foregår i Prag. Men som de øvrige eksempler viser har medfinansieringen ofte ikke nogen sammenhæng med filmens historie. Det er heller ikke så mærkeligt at Lars von Triers film har medfinansiering fra en lang række lande. Hans film og Zentropas strategi er simpelthen international, ikke dansk.

Det er ikke nogen garanti for hverken dansk eller international succes, at en film har international medfinansiering. Thomas Vinterberg slog stærkt igennem med sine danske film fra begyndelsen, mens hans internationale film klarede sig dårligt både i Danmark og udlandet. Det gælder f.eks. den æstetisk eksperimentelle It’s all about love (2003), som i Danmark kun blev set af 50.700, og som trods italiensk, fransk, canadisk, spansk, amerikansk og japansk medfinansiering, ikke fik noget strålende international succes. Til gengæld blev den rent danske film Druk (2020) både Oskar- og Bafta-vinder, så det og den internationale medfinansiering skal nok sikre den international succes. I Danmark blev den rets mest sete film med over 800.000 solgte billetter.

Forestillede og reelle fællesskaber

Følelsen af at høre til i en nationalstat med en bestemt kultur er måske på den ene side det, som en forsker har kaldt ”et forestillet fællesskab” (Anderson 1983), en anden for ”banal nationalisme” (Billig 1995). Med disse to begreber peges der på at det nationale er noget vi lever i, som kommer af fælles erfaringer og institutioner, fra de medier og den kunst og kultur i bred forstand, som vi oplever som en hverdag. De to begreber står dermed i modsætning til en mere eksplicit eller afgrænsende nationalfølelse, der bliver ideologisk.

En pragmatisk, åben nationalfølelse kan rumme modsætninger og forskelle. Det er en kollektiv følelse, som dybest set accepterer, at en kollektiv identitet ikke findes i en fast og afgrænset form. Vi er alle primært individer, som lever indenfor en nationalstat, som giver os frihed til at være forskellige, men også til kollektivt at give udtryk for det vi står for, herunder også en kulturel fællesskabsfølelse. Det så vi i sommeren 1992, hvor det danske landshold vandt EM i fodbold, og hvor glæden gik kollektivt amok, og det gentog sig i 2022, da Jonas Vingegaard vandt Tour de France. Den første begivenhed skildrede Kasper Barfoed i filmen Sommeren ’92, som blev set af over 300.000 alene i biografen.

 

En national, global mediekultur

Danske filmbilleder hedder denne blog, fordi netop filmiske billeder og fortællinger – både fiktive og dokumentariske, ligesom tv-serier, er med til at give det forestillede og banale national fællesskab kød og blod.  Danske spillefilm har altid ligesom tv-fiktionen været med til, at vi som danskere mødes foran det store og lille lærred. Her oplever vi den mangfoldige og modsætningsfulde danske virkelighed. Det er et kulturmøde med andre danskere i forskellige sociale og kulturelle sammenhænge, et møde som konstant tester og udvider vores forståelse af hvad det vil sige at være dansk. Det er også et møde med en national virkelighed, hvor det lokale og det nationale foldes ud i al sin forskellighed.

I et langt historisk perspektiv er det globale nedfældet i vores gener, ligesom mennesker fra andre lande altid har rejst til og har påvirket vores kultur og vores samfund. Det var et af budskaberne i DR’s historiske serie Historien om Danmark (2017). Siden 1970’erne er grupper af indvandrere og flygtninge kommet til Danmark, og de har påvirket vores samfund og kultur – og også skabt modsætninger. Men kigger vi på dansk film og tv i nyere tid, finder vi også et rigt bidrag til dansk kultur. Netop nu er dansk-iranske Ali Abassi’s film Holy Spider, Danmarks bud på en Oscar kandidat.

 

Dansk film og tv er altså på mange måder et samspil mellem det nationale og det globale, hvor den lille hverdag og historie pludselig viser sig at indgå i en meget større kontekst. Danskerne elsker dansk spillefilm og tv-fiktion, men som helhed ser de meget mere amerikansk og engelsk film og tv. Sådan har det været nærmest siden filmens start. Vores nationale filmkultur er altså også meget global. Vi kan ikke selv producere nok film og tv til at dække vores behov. Vi har brug for alle de andre lande som omgiver os. Det peger på, at filmiske fortællinger både kan have universelle og nationale dimensioner. Danskere forstår som helhed glimrende film fra andre dele af verden, ligesom både dansk film og tv de sidste 20-30 år har manifesteret sig stærkt internationalt. Som mennesker har vi alle utroligt meget tilfælles, selvom vi også kan være meget forskellige.

Det filmiske kulturmøde

I juni 2022 udgav Det Danske Filminstitut (DFI) undersøgelsen Publikums vurdering af dansk spillefilms betydning og kvalitet (DFI 2022). Den bekræfter ikke overraskende, at hele 86% af danskerne finder det vigtigt, at der produceres danske film, og at der gives støtte til det. Film bliver set som en vigtig, kulturbærende faktor, og som en form for fælles fortællinger, som synliggør,  hvad et forestillet fællesskab egentlig er. Undersøgelsen peger også på, at filmiske fortællinger har betydning både følelsesmæssigt, intellektuelt, kreativt og socialt. Ikke overraskende spiller underholdning og rørende historier en central rolle for de fleste, man ser film for at blive grebet og underholdt. Men næsten ligeså højt ligger det at sætte tanker i gang, at give indsigt og inspiration, som kan give anledning til samtaler og til udvidelsen af ens horisont. Det emotionelle, intellektuelle og sociale spiller altså tydeligt sammen. Men undersøgelsen forholder sig også mere direkte til forholdet mellem det individuelle, det kollektivt samfundsmæssige og den sociale brobygning mellem individer og samfund, mellem den enkelte og andre grupper.

Tabel 1. Dimensioner i danske tilskueres vurdering af dansk film. (DFI, 2022:4)

Undersøgelsen bekræfter filmens rolle som del af et kulturmøde, som noget der både afspejler en kendt dansk virkelighed, og som også åbner folks øjne for forskelligheder i vores samfund, for andre grupper og typer af individer, eller f.eks. forholdet mellem det regionale, nationale og globale. De forskellige dimensioner i filmen som social brobygger og som skaber af kulturmøder, ser vi i ovenstående tabel (Tabel 1). Undersøgelsen viser også at biografoplevelsen stadig har en særlig plads i folks bevidsthed. Det harmonerer dog ikke helt godt med det faktum, at langt den største del af det samlede filmforbrug i dag ligger på tv og streamingtjenester. Men der er ingen tvivl om at biografen stadig spiller en vigtig rolle, både oplevelsesmæssigt og økonomisk. Teknologihistorien viser da også, at ny teknologi meget sjældent knockouter den gamle.

Samlet set understreger dansk films succes både i biograferne, på tv og på streamingtjenesterne, at danskerne oplever dansk film som en vedkommende afspejling og bearbejdning af det at være dansk, af Danmark, som det tager sig ud fra provins til hovedstad og i forhold til den verden, som omgiver os. Dansk film rummer et vitalt kulturmøde med det at være dansk i krydsfeltet mellem det regionale, det nationale og det globale.

Ser vi nærmere på tallene for dansk film i biografen, understøtter det da også dansk films unikke position og popularitet. Det gælder generelt for alle lande i verden, at den nationale film har en særlig status. Men i Danmark har andelen af og tilskuertallet til dansk film været meget højt sammenlignet med andre europæiske lande. Siden 2000 har antallet af solgte billetter i danske biografer været mellem 20-40% – langt over det europæiske gennemsnit. Danmark er et ganske lille land, så en så stor en succes peger på en høj kvalitet i det kreative miljø og på en stærk politisk-økonomisk indsats.

Tabel 2. Antal solgte billetter i danske biografer siden 2000 efter region (DK, USA, Europa, Resten af verden. Kilde: Danmarks Statistik.

Den danske andel af solgte billetter siden 2000 overgår den samlede europæiske andel, og overgås kun af den amerikanske (se tabel 2). Set på baggrund af disse tal kan man vel karakterisere den danske filmkultur som dansk-amerikansk. Den nationale andel overgår i hvert fald klart den europæiske, og resten af verden er nærmest ikke repræsenteret. Det er kun det danske og det amerikanske der rigtig er til at få øje på kvantitativt og publikumsmæssigt. Men det betyder naturligvis ikke, at europæisk filmkunst er uden betydning eller indflydelse. Hvis man lægger samtlige europæiske film sammen, ser det da også bedre ud, men at skabe et fælles europæisk filmmarked har end ikke EU formået.

Tallene her indikerer altså, at danske film klarer sig særdeles godt i konkurrencen, og faktisk er dansk film andel af de solgte billetter som sagt en af de højeste i Europa. Danske film særdeles populære hos danskerne. Men hvad er det så for typer af danske film, som lægger sig øverst på biograflisterne? Det giver en liste over de mest populære danske film mellem 2000-2021 et godt overblik over (Tabel 3), men måske overraskende er danskernes filmsmag ganske sammensat. Komik, satire, farce ligger højt, og blandt den slags film, også film som appellerer til hele familien. Listen toppes af animationsfilmen Ternet Ninja (2018) og Ternet ninja 2 (2021) med over 900.000 solgte billetter. De to film overgås på listen over alle film i perioden kun af den amerikanske filmserie Ringenes herre 1-3 (2000-2003), Avatar (2002) og den svenske Mænd der hader kvinder (2009).

 

Titel	Instruktør	År	Genre 1	Biotal
Ternet ninja	Anders Matthesen	2018	Børnefilm/Familie	929.137
Ternet ninja 2	Anders Matthesen	2021	Børnefilm/Familie	910.004
Klovn – the movie	Mikkel Nørgaard	2010	Komedie	838.881
Italiensk for begyndere	Lone Scherfig	2000	Komedie	828.730
Druk	Thomas Vinterberg	2020	Socialt drama	823.396
Journal 64	Christoffer Boe	2018	Krimi	755.808
Hvidsten gruppen	Bjarup-Riis	2012	Historisk film	754.966
Fasandræberne	Mikkel Nørgaard	2014	Krimi	753.837
Kvinden i buret	Mikkel Nørgaard	2013	Krimi	694.807
Flaskepost fra p	Hans Petter Moland	2016	Thriller/Krimi	687.890
Flammen & citronen	Ole Christian Madsen	2008	Historisk film	673.764
Jagten	Thomas Vinterberg	2013	Socialt drama	652.555
Den skaldede frisør	Susanne Bier	2012	Romantisk komedie	631.953
Klassefesten 2 – begravelsen	Mikkel Serup	2014	Komedie	596.774
Retfærdighedens ryttere	Jesper W. Nielsen	2020	Børne/Ungdomsfilm	589.979
En kort en lang	Hella Joof	2001	Romantisk komedie	584.067
Anja & Viktor	Charlotte Sachs Bostrup	2001	Romantisk komedie	572.052
Kongekabale	Nikola Arcel	2004	Politisk drama	552.251
Min søsters børn i sneen	Tomas Villum Jensen	2002	Børn/familie	525.951
Klassefesten 3: dåben	Birger Larsen	2016	Komedie	524.853
En kongelig affære	Nikolaj Arcel	2012	Historisk film	515.921
Far til fire gir aldrig op	Claus Bjerre	2005	Børnefilm/familie	506.770
Elsker dig for evigt	Susanne Bier	2002	Romantisk drama	506.493
Klassefesten	Niels Nørløv Hansen	2011	Social komedie	505.635
Klovn forever	Mikkel Nørgaard	2015	Komedie	499.996
Dirch	Martin Zandvliet	2011	Historisk film	473.042

Tabel 3. Danske film i biografen sorteret efter antal solgte billetter: Top 25 (2000-2021)

Som film for hele familie er Ternet ninja bestemt ikke bare harmløs humor. Den rummer faktisk en stedvis ganske skarp satire. Det samme gælder den umådeligt populære serie af Klovn-film, der også har en tv-serie som baggrund. Selvom filmene bygger på en ganske plat mandehumor, har Informations chefredaktør Rune Lykkeberg i sin bog Alle har ret (2012) viet serien og filmene en omfattende analyse. Han ser Klovn som en radikal, satirisk beskrivelse af kønsroller, familieliv og demokratiets forskellige sociale roller, et radikalt tab af roller, kontrol, normer, som får os til at se mere kritisk på vores liv. Klovn er beslægtet med andre af de komedier, der finder vej til listens top, ikke mindst serien med Klassefesten (1-3), som dog nok må siges at læne sig mere op ad den meget platte mandehumor, men som også tematisk berører arketypiske livssituationer: den klassiske genforening med skolekammeraterne fra 25 år siden, fødsel, dåb og begravelse.

Men top-25-listen over danske film fra denne periode rummer også helt andre typer komedier, bl.a. romantiske komedier, som f.eks. Lone Scherfigs dogmefilm Italiensk for begyndere (2000) eller Susanne Biers dogmefilm Elsker dig for evigt og den lidt mere internationalt anlagte Den skaldede frisør (2012). Det er film som hver især faktisk berører sociale problemer som ensomhed, kræft, død og ulykke, men altså med den romantiske komedies forsonende tendens til integration. De kan ses som en noget mere radikal, kunstnerisk version af en klassisk bred og populær genre. Den findes da også i en lidt mindre udfordrende form i den populære serie om Anja og Viktor, og endnu mindre nyskabende i nye versioner af gamle familieklassikere som Min søsters børn og Far til fire. Det er familiekomedier, som går helt tilbage til 1950’erne, men som publikum altså elsker at se i stadig nye versioner.

Listen over de 25 mest populære film i denne serie rummer også krimi- og spændingsgenrer, noget som traditionelt fylder på alle landes filmlister. Her er det serien af filmatisering af Jussi Adler-Olsens i forvejen meget populære bøger, der fører an (Journal 64, Fasandræberne, Kvinden i buret, Flaskepost fra p (2013-2018). Krimien rummer, udover spændingen, også et markant socialt tema. Ved at beskrive både loven og forbrydelsen rammer den direkte ned i centrale sider af vores samfund, og den skildrer ofte yderpolerne i det menneskelige og sociale liv. Men krimiens popularitet er ikke de eneste film på top-25, som tager centrale sociale temaer op. Det sker også i en række af de sociale dramaer, som har givet Danmark et stærkt kunstnerisk ry, og det sker i historiske film, som tager livtag med vores fortid og dens rolle i nutiden. Det gælder naturligvis først og fremmest for Thomas Vinterbergs Oscar-vinder Druk (2021), som lægger sig på en 5.plads på listen med hele 823.396 solgte billetter, mens hans drama Jagten (2013) om social udelukkelse og forfølgelse kommer ind som nr. 12 med 652.555 billetter.

Den placering vidner om det danske publikums sans for andre kvaliteter end dem som kommer til udtryk i komedien og krimien. Og den succes understøttes af ikke bare af et politisk drama som Kongekabale (2004), men også af den succes som tilfalder hele tre historiske film. Film om 2. verdenskrig står stærkt i hele perioden, og det manifesterer sig her på listen med Anne-Grethe Bjarup Riis’ Hvidstengruppen 1 (2012) og Ole Christian Madsens action prægede Flammen og Citronen (2008), og måske mest kritisk overfor vores nationale selvfølelse i Martin Zandvliets Under sandet – med danske soldater i rollen som hævngerrige sadister. Men også den ældre danske historie tematiseres i Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), som bringes os tilbage til det gryende danske demokratis historie, eller Charlotte Sielings Margrethe den første (2o21) som  går endnu længere ned i vores historie. Det historiske drama rummer også stærk hverdagshistorie, f.eks. i Tea Lindeburgs Du som er i himlen (2021).

 

Hvis man lider af den fordom, at det danske filmpublikum fortrinsvis svælger i platte komedier og familiefilm, garneret med lidt krimispænding og letbenet romantik, viser denne liste over de mest sete danske film, at publikum også går i biografen for at lære noget om historien og det samfund de lever i. Den viser også at nogle af de mest populære genrer godt kan rumme samfundsmæssige pointer og indsigter. Den filmiske popularitetsliste synes at vise, at danske film på mange måder medvirker til et kulturmøde, hvor man møder andre typer danskere end sig selv, og hvor man får filmiske billeder og fortællinger, der udvider ens sociale horisont og viden om det samfund man lever i – både i nutiden og historisk. Som det vil fremgå af de følgende kapitler og analyser, så ser man også i danske film mellem 2000-2021 to markante dimensioner, som åbner det moderne danmarksbillede i to forskellige retninger: den regionale og den globale.

Hvad der er usynligt i den ovenstående top-25 er, at en del danske instruktører har etableret sig som internationale navne, og det betyder at de har fået et større billetsalg i udlandet. Det gælder for f.eks. Lars von Trier, Susanne Bier, Bille August, Thomas Vinterberg og Lone Scherfig, men der er flere, og effekten påvirker dansk film og tv i det hele taget. Nogle af disse instruktører laver film som også i form og indhold er internationale, f.eks. de fleste af Triers film og enkelte Vinterbergs, Biers, Augusts og Scherfigs. Globaliseringen slår også igennem på den måde, at danske film fokuserer på emner som tematiserer det nationale og det globale. Her kan man nævne f.eks. Susanne Biers Brødre (2004), som skildrer den indflydelse krigen i Afghanistan får i en dansk familie, og som blev set af 424.542 danskere i biografen.

Det danske publikum viger altså ikke tilbage fra globale temaer. Til gengæld er Lars von Trier en instruktør som har et stærkere publikum i udlandet end i Danmark, selvom hans film ikke ligefrem er danske fiaskoer. Hans mest sete film i Danmark er Dancer in the Dark (2000) som solgte 202.782 billetter i danske biografer, men i alt 4.5 millioner i hele verden (Bondebjerg 2016: 27). Globaliseringen har altså to ansigter: dansk films større og større succes i udlandet og dermed også en øget udenlandsk medfinansiering i dansk film; en stærkere global tematik i dansk film, hvor den nationale og globale virkelighed bliver til et centralt tema i dansk film.

Som en slags kontrapunktisk effekt står, at den danske filmkultur siden 2000 har fået flere regionale filmfonde (f.eks. Film Fyn og Den Vestdanske Filmpulje), samtidig med at DFI i noget højere grad har haft en regional mangfoldighed som en del af sin opgave. Ser man historisk på det, har provinsen og de forskellige dele af Danmark haft en stærk profil i dansk film med Korch-filmene, Far til Fire filmene og senere Olsen-banden filmene. Man kan altså ikke hævde at dansk film er koncentreret om hovedstaden. Til gengæld kan man måske sige, at regionaliseringen har fået en mere varieret, moderne form. En film som Niels Arden Oplevs meget populære Drømmen (2006), som blev set af over 400.000, ser ungdomsoprørets temaer i en dansk provinsby, altså et typisk regionalt-nationalt kulturmøde.

Vi har desuden fået en veritabel regional revival af hverdagsrealisme, f.eks. med Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor (2007), Henrik Ruben Genz Frygtelig lykkelig (2008) (begge baseret på roman af Erling Jepsen), Niels Arden Oplevs To Verdener (2008). Senest har Frelle Petersen markeret sig med filmene Hundeliv (2016), Onkel (2019) og Resten af livet (2022). En central instruktør som Nils Malmros, hvis film altid foregår i Århus-området, hører med i denne filmtendens. Man kan sige, at den regionale dimension i dansk film har flyttet sig fra de komiske familiegenrer til en stærkere social og psykologisk hverdagsrealisme.

Hvor dansk er dansk film? Det transnationale kulturmøde.

Danskerne er, som allerede påpeget, indlejret i en både national og international filmkultur. Det forhold kan man søge at forklare fra i hvert fald to forskellige synsvinkler: den ene vinkel handler om det økonomiske og kreative samarbejde internationalt, herunder specielt Skandinavien og Europa; den anden vinkel er mere teoretisk og drejer sig nationale filmkulturers særpræg i forhold mere basale fælles træk på tværs af kulturer, herunder påvirkning og inspiration.

Om den første dimension kan man slå fast, at mens dansk film indtil 1972 stort set kun var finansieret nationalt og endda via private midler, blev dansk film efter 1972 i stigende grad international og fra 1990’erne i høj grad finansieret af samarbejde med andre lande. Samarbejdet omfatter både tv-stationer, filmproduktionsselskaber og forskellige internationale fonde. Herunder også EU’s programmer og Nordisk Film og TV-fond.

Hvad angår den anden dimension, er det ganske tydeligt, at langt de fleste basale filmgenrer findes i alle lande. Der er altså universelle dimensioner i filmgenrer, som gør, at vi både kognitivt og følelsesmæssigt kan relatere os til film fra andre lande. Men det er ligeså klart, at film og genrer har nationale variationer, og at visse genrer i f.eks. Danmark står meget stærkt, mens andre nærmest ikke findes. Vi har f.eks. ikke mange westerns i Danmark. I perioden efter 2000 f.eks. kun 2, nemlig Thomas Vinterbergs Dear Wendy (2005) – måske nærmest en anti-western, og kun set af 14.500 – og Kristian Levrings The Salvation (2014) – som trods alt blev set af over 50.000. Begge film er  finansieret internationalt, men uden rigtig at slå rod hos et dansk publikum.

 

Tabel 4 og 5. Udenlandske penge i danske film. Kilde: Danmarks statistik.

Den første dimension om det internationale samarbejdes betydning fremgår tydeligt af Danmarks statistiks undersøgelse af forholdet mellem dansk og udenlandsk finansiering i perioden 2010-18 (se tabel 4). I gennemsnit har 60 procent af alle danske spillefilm i denne periode udenlandsk finansiering, en ganske høj procent. Kigger vi på finansieringens omfang, så er vægten af den udenlandske finansiering dog kun på 16-29% (se tabel 5). Dvs. det er stadig den nationale grundfinansiering som er størst og vigtigst. Det er et gennemsnitstal for alle film, så for en lang række film er den udenlandske andel meget højere og har mere afgørende betydning. Men stadigvæk er dansk film efter 2000 altså i betydelig grad blevet international, når det kommer til støtte og produktionsmæssigt samarbejde. Af de omkring 600 spillefilm fra perioden 2000-2020 er da også 110 film med udenlandsk finansiering. Finansieringen omfatter i hovedsagen Skandinavien og Europa, men også USA og Canada.

Ser vi nærmere på to af de største, internationale navne, Susanne Bier og Lars von Trier ser man tydeligt betydningen af transnational finansiering og udbredelse. Internationaliseringen af dansk film har udviklet sig løbende, og det har ført til, at definitionen af hvad der er en dansk film har ændret sig i filmloven. Det har også gjort, at hele det danske produktionsmiljø er blevet meget mere aktivt i forhold til at hente støtte i udlandet og til at promovere dansk film internationalt. Fra 1984 – med Triers indtræden på scenen , og med Bille August og Gabriel Axels Oscar – har dansk film ikke bare vundet priser på internationale festivaler i et ganske imponerende omfang, men vi ser også danske instruktører lave store internationale film, ligesom flere danske skuespillere er blevet internationale navne.

Lars von Trier er uden tvivl dansk films mest markante internationale navn, men der er mange andre, der er ved at følge trop. Samlet er Triers film frem til 2011 på verdensplan set af næsten 16 mio. tilskuere, heraf kun ca. 2 mio. i Danmark og resten af Skandinavien (Bondebjerg 2016: 33). Næsten ingen af hans film er rent danske (undtagelserne er Idioterne (1998) og Direktøren for det hele, 2006), de er engelsksprogede med en i det væsentlige udenlandsk cast. Han er på mange måder prototypen på en europæisk art cinema instruktør. Susanne Bier laver mere danske dramaer, om end ofte med en national-global problemstilling.

Biers film har i samme periode solgt næsten 7 mio. billetter i hele verden, men til forskel fra Trier har hun et solidt tag i det dansk-skandinaviske publikum: i Danmark har hendes film. Solgt ca. 3.5 mio. i Danmark alene, og ca. 1 mio. i resten af Skandinavien (Bondebjerg 2016: 35). De to forskellige profiler for to af de mest international profilere instruktører, siger dels noget om forskellige filmgenrers appel til publikum, men de viser også at Biers danske film rammer et dansk publikum bedst. Der er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi forholder os til det nationale i dansk film. Selvom danskerne med stor fornøjelse ser amerikanske og engelske film, har de danske film en særlig kulturel, følelsesmæssig og social nærhed, som vi i høj grad kan spejle os i.

Filmgenrer: kultur, æstetik og kognition

Forholdet mellem det nationale og det internationale i dansk film er altså et langt mere komplekst fænomen end man måske umiddelbart skulle tro. På den ene side har dansk film altid været indlejret i en global film- og mediekultur. Som helhed ser vi danskere langt flere udenlandske film og tv-serier end danske. Den nationale kultur er konstant under pres af konkurrencen fra især amerikansk-engelske film, og hvis ikke dansk film kunne hente national støtte og i stigende omfang også europæisk og anden transnational støtte, ville dansk film ikke kunne overleve. Men fordi vi har udviklet et robust og differentieret nationalt støttesystem, og fordi vi både er placeret højt på det nationale publikums popularitetsbarometer og i stigende grad også er slået igennem internationalt, er dansk film en succes. Den nationale film og kultur er basis, men det europæiske og internationale er blevet en stadig stærkere faktor.

Filmen som visuel og fortællende medie er som al anden kunst og kommunikation mere eller mindre stærkt forankret i de enkelte nationale kulturer, som den udspringer af. Den suger næring og sociale og kulturelle billeder og miljøer fra den nationale kontekst, som filmen opstår i. Måske er filmen samtidig mere transnational end f.eks. romanen. Sproget spiller naturligvis en central rolle i begge, men filmens visuelle side, det at vi oplever mennesker i miljøer og handlinger direkte, gør at man kan forstå noget, selvom man ikke umiddelbart forstår sproget.

Filmens visuelle sprog, dens handlinger, kropssproget, de følelser som den menneskelige krop og det menneskelige ansigt filmisk udsender, taler til noget universelt i os som mennesker. Helt konkret er den filmiske oplevelse en meget visuel, emotionel og kognitiv genkendelse af noget menneskeligt, som er delvis universelt, men med kulturelle og nationale variationer. Hvis vi kan læse en roman på originalsproget eller i en oversættelse er det jo dybest set det samme der sker. Vi oplever en konkret virkelighed, men vi genkender også noget i os selv. Kunsten er i sig selv et kulturmøde, og filmen er et ganske særligt kulturmøde, fordi tilskueren oplever den fiktive verden som et ganske intenst, nærværende møde mellem fiktive karakterer og en fiktiv verden, der udspilles via en direkte visuel identifikation.

Filmen er naturligvis ikke i sine virkemidler identisk med, hvordan vi oplever og sanser verden udenfor biografen. Filmens univers er skabt af kameraets indstillinger, de dele af det filmiske rum, som instruktøren lader os se, af lyseffekter, lydeffekter, musik, klipning og montage osv. Filmen er en fiktionsmaskine, som bare i mange tilfælde minder os om den virkelighed vi ser udenfor biografen, og hvor vi gennemgår en række af de samme mentale og følelsesmæssige tilstande som i virkeligheden (se også Grodal 2007:17f). Film er ofte ganske realistisk i sin måde at skildre verden på, men selv i den ofte ganske fredsommelige danske filmkultur bevæger vi os også langt ind i fantasiens verden, og også i tegnefilm og animation udfordres den umiddelbare identifikation med en realistisk, menneskeligt univers.

Forskellige filmiske genrer leger altså både med virkeligheden og vores sanser. Den filmiske oplevelse er et slags møde mellem den måde vi normalt oplever virkeligheden og siden af virkeligheden, som vi måske ikke ofte oplever. Og af og til udfordrer og overskrider filmen helt vores normale virkelighedsopfattelse. En populær filminstruktør som Erik Clausen laver dramaer med en poetisk tvist, og det gør han ved ofte at søge ind i randmiljøer, både kulturelt og socialt, f.eks. i en af hans mest sete film i perioden, Ledsaget udgang (2007), hvor vaneforbryderen John under udgang til sin datters bryllup fanges mellem fortid og nutid. Thomas Vinterberg formår til gengæld ofte at skabe dramaer, hvor virkelighedskonflikter bliver skarpe og voldelige, som f.eks. i Jagten (2013), hvor et indspist provinsielt samfund går amok på en enkelt person. Endelig kunne man også nævne Frelle Petersens gennembrud som instruktør som kortlægger den danske provinsvirkelighed i en langsom form for hverdagsrealisme. Til gengæld kan man sige, at Mogens H. Christiansen i den grad udfordrer vores virkelighedsopfattelse, når han i Vølvens forbandelse (2009) lader to søskende opleve en tidsrejse tilbage til vikingetiden. Filmen er en ypperlig virkelighedsskildrer, men den er i lige så høj grad i stand til at visualisere store spring mellem tid og sted.

Måler vi dansk films succes i forhold til amerikanske og engelske film i perioden, synes der at være en tendens til at det er de spektakulære fantasy- og action-film der lægger sig i spidsen (se tab. 6 ). Det er filmserier som f.eks. Ringenes herre eller Harry Potter med et produktionsbudget som ligger milevidt over dansk film. Men trods forskellen i økonomisk power og filmisk kreativitet, så er dansk film forbavsende godt med, både med de mere mainstream-prægede krimier, med enkelte romantiske komedier og også med sociale dramaer og historiske film. Amerikanske og engelske film fylder et behov, som dansk film ikke kan honorere, men publikum går også tydeligt efter de nationale filmgenrer. Det er mødet mellem det internationale, eksotiske andet, og den nære og genkendelige danske virkelighed.

 

Tabel 6. Alle film i danske biografer siden 2000, Top-25.

RINGENES HERRE: EVENTYRET OM RINGEN		USA	2001	1.33.1669
RINGENES HERRE – KONGEN VENDER TILBAGE		USA	2003	1.167.677
AVATAR		USA	2009	1.158.592
RINGENES HERRE – DE TO TÅRNE		USA	2002	1.123.412
MÆND DER HADER KVINDER		SVERIGE	2009	959.369
TERNET NINJA		DANMARK	2018	928.987
SPECTRE		STORBRITANNIEN	2015	915.332
CASINO ROYALE		STORBRITANNIEN	2006	879.561
SKYFALL		STORBRITANNIEN	2012	869.999
HARRY POTTER OG DE VISES STEN		STORBRITANNIEN	2001	859.027
KLOVN – THE MOVIE		DANMARK	2010	838.881
ITALIENSK FOR BEGYNDERE		DANMARK	2000	828.730
PIGEN DER LEGEDE MED ILDEN		SVERIGE	2009	786.683
DRUK (2020)		DANMARK	2020	784.444
HARRY POTTER OG HEMMELIGHEDERNES KAMMER		STORBRITANNIEN	2002	766.122
JOURNAL 64		DANMARK	2018	755.808
HVIDSTEN GRUPPEN		DANMARK	2012	754.921
FASANDRÆBERNE		DANMARK	2014	753.837
STAR WARS: THE FORCE AWAKENS		USA	2015	723.439
FROST 2		USA	2019	705.866
KVINDEN I BURET		DANMARK	2013	694.807
FLASKEPOST FRA P		DANMARK	2016	687.890
HARRY POTTER OG FLAMMERNES POKAL		STORBRITANNIEN	2005	683232
FLAMMEN & CITRONEN		DANMARK	2008	673.764
JAGTEN		DANMARK	2013	652.555

I de følgende blogs i serien Danske filmbilleder, vil jeg gå mere i dybden med filmens genrer og temaer. Så, stay tuned de næste par måneder.

Referencer

Anderson, Benedict (1983). Imagined Communities.

Billig, Michael (1995). Banal Nationalism.

Bondebjerg, Ib og Ulla (2017). Dansk film og kulturel globalisering.

DFI (2022). Publikums vurdering af dansk spillefilms betydning og kvalitet.

Grodal, Torben (2007). Filmoplevelse – en indføring i audiovisuel teori og analyse.

Lykkeberg, Rune (2022). artikel i Information 18/7.