Uddrag fra min bog: Mimoser i januar. Erindring og historie (2021, Forlaget Spring, www.forlagetspring.dk)

Klavs var familiens Benjamin, og med en storebror og hele to større søstre fik han en særlig kærlig velkomst til livet. Vi syntes selvfølgelig, han var utrolig nuttet som barn. Han udviklede sig til at blive en flot ung, lidt hippieagtig teenager med langt hår. Som voksen var han også en utrolig flot og smuk mand. Det var ikke mærkeligt, at han havde kvindetække, og at han som lyriker indskrev sig stærkt og selvstændigt i den lange tradition af danske kærlighedsdigtere. Det var ikke noget helt nem familie, han blev født ind i, men han virkede fra starten robust og smilende. Han var et kreativt legebarn, men han var også tænksom, til tider mediterende – også når han legede. Det findes et billede af ham fra vores hus i Jægerspris, hvor han har været 6-7 år. Han ligger med ryggen til på gulvet, og leger med sin elskede bondegård og dyr. Han synes at være i sin egen kreative legeverden. Klavs vedblev livet igennem med at være rigtig god til at lege: med børn, med voksne, med virkeligheden, med ordene. Han har dog selv beskrevet, at hans omgang med de der dyr på bondegården ikke bare var idyllisk. De fik engang imellem en ordentlig tur med neglebørsten, som om ondskab og skidt skulle fjernes fra dem.

 

Billede 1. Klavs leger med sin bondegård, Kignæsbakken, Jægerspris omkring 1961. Legen vedblev at være en stor del af hans verden, både i virkeligheden og som digter.

Klavs evne til at lege karakteriserer ikke bare hans barndoms forhold til legetøj. Det omfatter også lidt senere i hans barndom og ungdom fodbold, hans elskede akvarium, og det at fiske. Selvom vi delte fascinationen af fodbold og tit spillede mod hinanden, så var det for Klavs lidt sørgeligt, at jeg ikke delte hans fascination for akvariet. Det var endnu værre, at jeg simpelthen ikke havde sans for eller evner som lystfisker. Han prøvede at tage mig ind i den verden, da han var blevet voksen. Men det eneste der skete var, at jeg forliste et par af hans allerbedste blink. Hans passion for at fiske har han beskrevet i essayet “Glæden ved at fiske” (Bondebjerg, K. 1993). Han gør det på en sådan måde, at det siger noget om hans personlighed og indstilling til livet. Det er fiskeriet poesi, han fremhæver. Glæden ved at fiske er forbundet med oplevelsen af foranderlighed, strømmens skift, farvernes spil i vandet, lyden af vandet og blinkets bevægelser i vandet. Det er en form for meditation, men også en leg med virkelighedens elementer:

Lystfiskeri er en smuk blanding af håbefuld beregning. Det er held og viden i et blandingsforhold, der ligner magi. Man griber noget, om ikke ud af den blå luft, så op af det blå vand.

Hans legende forhold til virkeligheden, fra barnets legeverden til digterens leg med ordene og virkeligheden, afspejler sig også i Klavs som rejsende.  Han søgte altid nye dimensioner både i det nære og i den verden han har beskrevet i digte, i radiomontager, og i fotokunst. Dette motiv, denne passion og længsel efter at leve sig ind i andre mennesker og kulturer kommer første gang til udtryk i et af hans stærkeste digte, allerede i debutsamlingen Uroligheder (1982). Digtet “For de rejsende”, som man også kunne opleve som 10 minutters drama på Cafe Teatret i 1987, handler både om de undere, som udspiller sig under den almindelige hverdag, inde i kroppen og når man rejser ind i en anden verden: “Under al hverdag/et under/under stilstanden/en rejse/ under gaden/en sandstrand/under skorpen af jord/vandet/Der står et orkester/på bunden/og spiller for de rejsende”/.

Denne tendens til at udfordre sig selv ved at mødes med det fremmede, har Klavs sammenfattet i sin bog Den anden luft. Rejsenotater fra Nordafrika og Mellemøsten (1998). Det er en bog, der viser hans fabelagtige sproglige evne til at fange en fremmed virkelig konkret og sanseligt. Hans evne til i glimt at skildre og møde mennesker. Lars Bukdahl anmeldte den i Weekendavisen, og fremhævede netop den pointe: “med en svalende nonchalance, helt på tværs af nogen kronologi, præsenterer han større, mindre og bittesmå fragmenter af sine rejseindtryk, flimrende (…) intet forkromet overblik (…) alt hvad det kommer til at gælde om er at præsentere det enkelte glimt med størst mulig klarhed (…) den der afgørende dirren på nethinden” (Bukdahl, 1998). Denne legen med ordene for præcist, konkret og poetisk at indfange virkeligheden, spejler barnet Klavs, og det legende men nu forvandlede voksne barn. Men det afspejler sig også i de fotos fra den afrikanske og mellemøstlige virkelighed, som han livet igennem arbejdede med, også som fotocollager. Her er det også den konkrete hverdags poesi, der indfanges: stenbelægninger, døre, farverige krydderier, eller andre uddrag af natur og byliv. Hans digte og billeder suppleres af radiomontager, min lillebror var i høj grad en kreativ multikunstner.

Et levet liv

Ved Klavs bisættelse 25/6 2004, hvor vi måtte sige farvel til vores kun 50 år gamle lillebror, talte både hans søster Bente og jeg. Bente talte om netop det, at Klavs aldrig satte legen af holdet, som hun udtrykte det – med henvisning til hans evne til at lege i alle ordets betydninger. Men hun talte også om, at han blev voksen på den gode måde: “Han blev en stor bror, varm, nærværende, åben, nysgerrig, modig, med viljen til at opdage sig selv og verden (…) han fandt sig selv som kunstner, mand, far og en udfordrende og solidarisk ven for mange.” Med andre ord, som jeg udtrykte det i min tale: “Han døde alt, alt for tidligt, men han levede sit liv på en måde, så han synes at have nået ligeså meget eller mere end mange, der får et meget længere liv.”

Som alle vi andre børn i familien blev Klavs også rykket rundt i Danmark. Født i Ålborg 1953, som helt lille flyttet til Bagsværd i 1954, så lidt skoletid i Jægerspris fra 1959 og senere Ballerup. Sine sene år som teenager i Hareskoven, som han forlod i 1973, da vi andre for længst var flyttet videre i vores eget liv. Hos min far og mor i Hareskoven boede han i et lille havehus, hvor han kunne leve sit delvist uafhængige liv – også med de første kærlighedsforhold. Ser man på hvordan vi fire søskende udviklede os, tegner der sig nok to grundlæggende spor. Jeg selv var sammen med Bente de mest “fornuftige” og målrettede, vi gik relativt lige ind i akademisk uddannelse og for mit vedkommende også et meget tidligt parforhold. Vi har også kreative sider, men vi fik ikke en kunstnerisk karriere. Hanne tog nogle afstikkere ved at lave forskellige ting efter 9. klasse, inden hun noget forsinket tog HF og blev lærer. Men hun er den, der har eksperimenteret mest med sit personlige liv og har udfoldet sig mest kreativt med sine malerier. Klavs var lige ved at forlade Ballerup Gymnasium i 2. G, men så talte min far og mor dunder, og så blev han student. Men selvom har en overgang studerede på RUC og KU, var det meget tidligt synligt, at det var den kunstneriske vej han ville gå.

Nogle af Klavs’ første publikationer rummer både eksperimenterende tekster og billeder, f.eks. i Muldvarpeskud (1975) hvor grafiske tryk veksler med digte. I Mixtur (1975), arbejder han med en sammensat billedmontage, hvori der er et håndskrevet digt. Det er tydeligt for enhver, næsten før Klavs debuterer på sit faste forlag Borgen, at hans kreative evner og arbejder trækker både mod billedkunsten og litteraturen. Kameraet som redskab fulgte ham også hele hans liv. Det var det kreative og mere frie liv han ville leve, næsten lige meget hvor mange hindringer et selv så hæderligt velfærdssamfund som det danske kan præstere af bureaukrati i forhold til forfattere og kunstnere. Klavs måtte i mange perioder af sit liv leve af tilfældigt, forefaldende arbejde, bl.a. som pædagogmedhjælper. Det var bestemt ikke nogen lige og nem vej. Det var det måske heller ikke med kærligheden, selvom erfaring kan være en god ting, når man er kærlighedens digter. Han havde en række korterevarende forhold, og også et par længerevarende, men det blev Marianne, der blev hans længste livsledsagerske.

De mødte hinanden i 1981, hvor Klavs lige var kommet ud af et andet forhold, og hvor Marianne var i et andet og ikke særlig lykkeligt forhold. De mødtes i et kollektiv i Svanemøllen, hvor min søster Bente boede i en periode. Marianne havde en lejlighed i Brumleby, og det var her de flyttede sammen, og her blev deres søn Daniel født i 1986. Det endte med at blive et langt og lykkeligt forhold, faktisk nærmest sølvbryllup, bortset fra at de først blev gift på Frederiksberg Rådhus i juni 2002. Som lovformeligt gifte fik de altså kun 2 år sammen. Forholdet til Marianne og det at blive far var stort og betydningsfuldt for Klavs.

Som det forvandlede, følsomme og reflekterede barn han var, eller havde indeni sig, blev han nu selv far. Det er nok ikke helt tilfældigt at digtsamlingen Henvendt (1986) har billeder af små børnehænder på forsiden. Det indledende digt i samlingen handler om voksnes konventioner, og det slutter med ordene: “Hvis dette er voksenstørrelse, tager jeg nummeret mindre”. Samlingen er i det hele taget præget af besyngelse af kærligheden blandet op med børne- og fødselstemaer: “Børn falder/mens hvirvler af syn/daler i dem/falder de/ud af os/falder de/og videre gennem sig selv/for at komme til verden/falder de/mens de øjner de ansigter/der svæver over deres fald/mens de øjner/ Børn falder/opmærksomt/falder de/Det var et barn/der opdagede verden.”

At rejse er at leve

Det er vores berømte digter H. C. Andersen, der siger “at leve er at rejse.” Når man tænker på hvor besværligt det var at rejse i 1800-tallet, er hans rejser imponerende. Han søgte de sydlige himmelstrøg, hvor mødet med en varmere og mere spontan kultur tydeligvis fascinerede ham. Det slår også ind i hans forfatterskab – både i romanerne og eventyrene. Som rejsende forfatter træder Klavs ind i en lang tradition for danske kunstnere og forfattere. Mødet med andre mennesker og kulturer skærper den kreative sans. Kulturmødet med det anderledes skærper ens blik for både det fjerne og det nære. Man udfordres i synet på sig selv og den kultur, man er vokset op i. Man mærker intensiteten i skildringen af den arabiske kultur i hans radiomontage Et mylder kaldet Cairo, men også i den fine montage om at gå ture, hvor den mere nære eksotiske oplevelse bl.a. inkluderer en samtale mellem Klavs og vores far.

Billede 2. Klavs i sit es som den rejsende. Det var ikke bare det at være et andet sted, i en anden kultur. Det var også det sanselige bombardement og det nærvær der opstod i mødet med det fremmede.

 

 

 

 

 

 

Klavs startede tidligt sine rejser, fordi vores far om mor tog os med på bil og teltrejser i Sydeuropa allerede i sidste halvdel af 1950’erne. Men Klavs selv startede sin store tour de force rundt i verden i 1970’er. Første stop var Tunis, som han flere gange vendte tilbage til. Klavs har også gjort de klassiske dannelsesrejser til Italien og Grækenland, ligesom han i 1977 var på en længere tur i den nye verden USA. Men det er hele tiden mest Mellemøsten og Nordafrika, der drager, og dominerer både i rejsebogen Den anden luft og i hans digte, fotos og billeder. Det er Tyrkiet, hvor han, Marianne og Daniel tilbragte 1/2 år i 1988, det er Tunesien, Marokko, Egypten, Jordan og Libanon. Hans rejsebeskrivelser fra disse lande og steder dirrer af liv, farver, varme, sociale og kulturelle modsætninger og at mennesker og møder med mennesker. Den anden luft består både af korte, skarpe og præcise lyriske iagttagelser, og af længere mere essayistiske og reflekterede tekster. Den første type ser man f.eks. i den ironiske “Route Touristique”: “Strandhotellernes faciliteter er nærmest upåklagelige. Planlæggerne har virkelig tænkt på alt. Alt, hvad man kan ønske sig. Alt, hvad man kan drømme om. Det eneste jeg savner, er det afgørende: alt det man ikke drømmer om.”

Det er ikke turistvirkeligheden Klavs søger. Når han rejser er det ofte de ydmyge steder han bor, de små lidt snuskede værelser midt i det hele. Ikke de fancy hoteller. Den slags rammes af hans ubønhørlige, ironiske stemme. Andre steder er de korte tekster små varme, lyriske perler af skønhed. Det gælder f.eks. i mødet med Petras skønhed og dybe historie. Andre gange i de længere, essayistiske tekster ser man etnografen Klavs. Hans sproglige kamera fanger virkeligheden, som ikke bare bliver beskrevet og karakteriseret, men bliver til et reflekteret kulturmøde. En sansende, erkendende europæer, der opdager en ny virkelighed og går i clinch med den, og samtidig ofte citerer lokale tænkere og digtere. Vi ser det i tekster som f.eks. “Mellem støj og sang” (s. 26f) om islam of sufi-traditionen og i “Overflod” (s. 130f) om en rejse fra Cairo til Aswan, hvor Nilen og livet om den spiller en central rolle.

I Klavs’ Menneske for en dag. Udvalgte digte og rejsenotater (2004) viser rejsens betydning for hele hans forfatterskab sig da også netop ved, at korte tekster fra Den anden luft uden videre går ind som en slags lyrisk tekster. Det ser man f.eks. i hans smukke hyldest til den legendariske, libanesiske sangerinde Fairuz (Nouhad Wadie ‘HaddaD), som Klavs elskede, og hvis sange også blev spillet ved hans bisættelse: “Tre ord forstår jeg: ja, nej elskede. Den minimale parlør. Intonationen er en indbydelse. Hun lægger sine nerier på violinernes strøg. Og synger den, der sidder og venter. Og synger den anden, der ikke er kommet. Og synger en sang, der ikke kan sove.”

At være digter i Danmark

Det er som sagt ikke let at være forfatter i Danmark, specielt ikke lyriker. Selvom vi har måske verdens bedste velfærdssamfund med kulturstøtte. Det er som om arbejdsmarkedssystemet ikke er gearet til at forstå, hvad det vil sige at være forfatter. Det meste af sit liv måtte Klavs derfor have flere “normale jobs” for at få det bare nogenlunde til at løbe rundt. Det hjalp selvfølgelig når han fik legater, ikke mindst det stor 3-årige stipendium fra Statens Kunstfond: 3 x 150.000 kroner. Selvom Klavs fik sådanne anerkendelser, og var anerkendt, kan man ikke leve af forfatterindtægterne fra 7 digtsamlinger og en rejsebog – heller ikke når biblioteksafgift og Copydan lægges oveni.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Marianne i den lange periode de fik med hinanden ikke bare var hans livs kærlighed – hun var også hans solide støtte. Det var hendes arbejde som socialrådgiver, der gjorde, at hverdagsøkonomien hang bare nogenlunde sammen. Det var også hende, der gav Klavs rum og mulighed for at tage på de rejser, som var så vitale for ham.

Billede 3. Klavs havde sans for lyd, ikke bare musik, men også ordenes poesi. Hans radiomontager forener på fornem vis sansen for musikkens, virkelighedens og sprogets lyde. Han er ikke den kritiske journalist, men den åbne poetiske iagttager.

 

Klavs arbejdede fra begyndelsen af 1970’erne i mange jobfunktioner: plejer på et hjem for sindslidende, medhjælper på en byggelegeplads, arbejdsmand på en fabrik, vikar på Bladkompagniet, på Børneradioen og mere. Hans mest permanente andet arbejde var som pædagogmedhjælper: lyrikeren med den store forståelse for børn hentede altså også praktisk erfaring på det område. Sidenhen kom et mere permanent arbejde på Danmarks Radio, hvor han faktisk kunne kombinere de to forskellige sider af sit kreative talent. Han lavede både en serie fremragende radiomontager (flere som tekst gengivet i Den anden luft), og han var også i en periode redaktør af DR’s litterære magasin Skanderborg Station.

I 1984 skrev han selv satirisk og galgenhumoristisk om sin eksistens som arbejdsløs og digter, og om systemernes besvær med at forstå hans verden, i en artikel i Demokraten Weekend. Den bar titlen “Bondebjergs digte – en lettelse i hverdagen, et forsøg på at forestille sig, at han skulle sælge sig selv og sine produkter, som om han var et firma. Og så går han ellers løs på dilemmaerne:

For undertegnede, der er arbejdsløs og digter – og dermed har større adgang til indtægtsfrit arbejde end til arbejdsfri indtægter – er det selvfølgelig en stadig kilde til ærgrelse, at et poetisk A-4 ark er et dårligt værdipapir. Til gengæld er et værdipapir dårlig poesi, så en eller anden form for højere retfærdighed gør sig altså alligevel gældende.

Han beskriver også mere konkret, hvordan han engang blev frataget sin understøttelse som deltidsforsikret, arbejdsløs pædagogmedhjælper. Da han ankede til Arbejdsdirektoratet fik han efter 10 måneder følgende ‘poetiske’ svar, og hold nu tungen lige i munden:

 

Direktoratet har ved afgørelsen om Deres ret til dagpenge lagt vægt på at ifølge praksis medfører et selvstændigt bierhverv, som efter sit indhold kan indicere, at der under ledighed kunne oparbejdes en selvstændig virksomhed af et omfang, som medfører at De får deres hovederhverv ved selvstændig virksomhed, at De udelukkes fra ret til dagpenge under arbejde som lønmodtager.

 

Det er så her legen med firmalogo og slogan sætter ind. Endnu morsommere bliver det da Klavs klager videre og de så beder ham angive præcis, hvornår og hvor meget han arbejder som digter. Kompromisset blev, at han skulle opgive hver gang han havde en forfatterindtægt, som A-kassen så rent fiktivt kunne omregne til arbejdstid. Som Klavs afsluttende bemærker: man taler hele tiden om at det offentlige holder liv i kulturen, men man kunne vel også spørge:  hvem holder kulturen liv i – i alle betydninger af ordet.

Kærlighedens og hverdagens digter

Når man gennemblader de mange anmeldelser af Klavs’ digtsamlinger er det slående, hvor ofte han karakteriseres som kærlighedens digter, endda som en af de største i dansk digtnings historie. Finn Stein Larsen peger allerede på det i sin anmeldelse af Henvendt i Weekendavisen i 1986, og Erik Skyum-Nielsen tislutter sig i sin anmeldelse i Information. Også Poul Borum, den lærer og inspirator, hvis kreds Klavs sluttede sig til i 1970’erne da han for alvor gik digtervejen, nævner især kærlighedsdigtene i sin anmeldelse i Ekstrabladet: “Han er som digter, som det hedder i bogens næstsidste digt: ‘et væsen/skabt af kærlighed, uro og rent held.” Og for at fuldende billedet i forhold til denne digtsamling, så er det også det centrale perspektiv i Jørgen Johansens anmeldelse i Berlingske Tidende, som har overskriften “Kærligheden er ikke til at komme uden om.”

Man kommer da heller ikke uden om, at en meget central og måske særlig værdifuld del af Klavs’ digte handler alle kærlighedens aspekter: kærlighedsmødet, det sanselige og erotiske, kærlighedens kriser og brud, og kærlighed i videre betydning, som den måske vigtigste grund til at vi (over)lever. Kærlighed til livet, til hverdagen, familien, børnene. I et interview med forfatterkollegaen Dy Plambeck i 2003 efter udgivelsen af Luften omkring dine læber (2002), er overskriften “Kærligheden er en skandale”, et arabisk ordsprog. Det henviser til det forhold, at kærligheden ofte er “en rystetur, der gør at vi mennesker kommer i bevægelse.” Mødet med den anden udfordrer os som vi er, kærligheden er “forvirring og foræring”. Klavs taler også her om at finde sig selv og sin stemme, og er ikke optaget af om han tilhører 80’er-generation eller ej. Han føler sig på mange måder også beslægtet med en tradition, der rækker 200 år tilbage. Han udvider også kærlighedsdimensionen til at være forbundet med selve det at digte:

Digtningen skal være en kærlighedshandling; der skal opstå en forelskelse mellem ordene – det ene ord skal tiltrække det andet og skabe et energifelt, en sammenhæng.

Man kan altså med stor ret se Klavs som en af vores store, moderne kærlighedsdigtere, fordi kærligheden føres os langt ud over blot parforholdet og erotikken. Det er noget som gennemsyrer mange sider af livet, eller i hvert fald berører mange sider af det. Det er imidlertid lige så klart, at hans enkle, præcise og mangetydige leg med ord og virkelighed rummer mange andre aspekter. Hans sans for barnets verden i meget konkret men også meget overført forstand, er en anden stærk dimension i hans digte. Det er også barnet inden i os, og det at beholde det naive, åbne forhold til verden, til andre mennesker, til andre kulturer, der gør hans digte så sprællevende. Hans langvarige arbejde som pædagogmedhjælper har givet ham stof til denne dimension. Det vedligeholdt barnet i ham, relationen til barnets spørgende og undrende tilgang til verden. Han forstår også barnets utryghed ved forældrenes tryghedsritualer: “De køber tre tøjdyr/med stjerner i øjnene/og siger/elefanten er ikke farlig/eller/gud passer på dig/hører du/du kan godt sove nu//han kan ikke/så stor en forsigtighed/gør ham bange.” (Uroligheder).

Selvom kærligheden står central i Klavs’ digte, er der altså andre stærke dimensioner. Man kunne også se ham som hverdagens digter. Hans digte er meget sjældent ude i store eksistentielle og filosofiske emner. Hvis de er det, sker det med indgang fra vores hverdag, det nære liv. Det sker med præcise iagttagelser af det liv, vi lever med hinanden i familien, på arbejde, og de sociale og politiske rammer vi er indrammet af. Hele eksistensen synes f.eks. på spil i det korte digt “Uden afsender” fra Det forvandlede barn: “I drømme/modtog barnet et brev/Den store brune konvolut/var fyldt med dyr og tal/og de krøb ud på gulvet/glinsende i morgenlyset/rundt om barnets fødder/Barnet skulle tælle dem/beskrive dem/og sende svaret/til en gud det ikke kendte.” Ofte glider flere hverdagstemaer sammen, som f.eks. i det fantastisk enkle og præcise kærlighedsdigt, som også indirekte inddrager livet i velfærdssamfundet: “Du er et større mysterium/end samfundet/og lettere at elske/Lænet op ad frysedisken/kysser du min hals, mit held/Alt er helt på sin plads/og fejlplaceret/en rosenbuket i en indkøbsvogn.” (Luften omkring dine læber).

Også hos Klavs sad hjertet til venstre – biologisk og politisk. Han er ikke nogen bastant, ideologisk samfundskritiker, men en ironisk, satirisk iagttager af det eller de samfund han levede i. Man ser det stedvis i rejseteksterne i Den anden luft, og spredt rundt i hans digte. Selv i en samling som Luften omkring dine læber finder man stærke digte om klodens tilstand og klimakrisen eller hverdagslivet i storbyen som social foreteelse. Han har også i f.eks. Socialistisk Dagblad skrevet aktuelle kommentarer til tiden, f.eks. digtet “Forlydender omkring årsskiftet” (1981). I digtet “Hold din mund og bliv voksen (Politiken 1982) går han direkte ind i debatten om den oprørske ungdom – med sin elegante og tydelige ironiske tone: bliv voksen/og la det gå lidt kvikt/få retten til at afgive stemmen/hvert fjerde år/og mist mælet/se så og bliv voksen/hold op med det pjat!” Det hører med i den sammenhæng, at de fleste unge i familien har oplevet Klavs på slap line med forrygende digte, når runde dage eller andet stod for. Han skrev ikke bare digte om hverdagen, han stillede også altid op i den.

At møde døden

Der holder en lastbil

med hvide kister

foran bedemandsforretningen

på Blegdamsvej.

Der står en blå urne i vinduet.

Og en vinrød.

Jeg griber mig selv i at vælge.

Altså er jeg.

(Klavs Bondebjerg Luften omkring dine læber (2002)

 

Hvis Klavs kan ses som kærlighedens og hverdagens digter, blev han også på en tragisk og direkte vis dødens digter. Døden er en ligeså uundgåelig del af livet som kærligheden og vores udvikling fra barn til voksen. Derfor kan det ikke undre, at døden som fænomen optræder rundt omkring i flere af hans digtsamlinger. I november 2003 fik han den kræftdiagnose, som på et halvt år tog livet af ham. En ulykke kommer sjældent alene, og jeg fik beskeden af Ulla og overlægen på Frederiksbergs psykiatriske afdeling. Jeg var indlagt med forværret depression, og jeg var simpelthen ikke i stand til at snakke med Klavs selv i telefonen. Da jeg fik beskeden brød jeg endnu mere sammen, og de gav mig noget beroligende, så jeg kunne sove. Men smerten sad som en skarp genstand i bevidstheden, da jeg vågnede op.  I løbet af foråret 2004 fik jeg det noget bedre, og jeg fik set og snakket med Klavs, som på næsten ingen tid forvandlede sig fra den bror, jeg kendte, til en skygge af sig selv rent fysisk. Men det var i mødet med døden, da det blev klart at lægerne ikke kunne stille noget op, at min bror viste sin sande styrke. Han skrev sig så at sige gennem og ind i døden.

Når man den sidste tid besøgte ham på hospitalet, sad han med sin karakteristiske lille notesbog, som altid fulgte ham. Udover stadig at prøve at opretholde en hverdag, og tale og mødes med familie og venner, arbejdede han til det sidste på Søndag efter midnat (2005), som udkom posthumt. Bjørn Bredal anmeldte over en hel side i Politiken bogen under den tilsyneladende absurde overskrift “Jeg er glad”. Det er imidlertid et citat fra et af digtene, og som Bredal fremhæver, er bogen “et requiem, et erotisk requiem, et nutidigt far verden, farvel, hvor Klavs Bondebjerg til det sidste lader digtene holde sig døden fra livet, men gør det med en diskretion og et lune, som allerede er af en anden verden.” Det sidste digt i samlingen er selvfølgelig et kærlighedsdigt, et sidste kærtegn til hans livs kærlighed, Marianne: “Jeg kunne bestille vækning/alene for at se din læbestift/udpege din mund/Kys mig, hvis og hvor du vil/men kys mig til en begyndelse/kys mig en morgen/aldrig som man sætter punktum.” Han skrev endnu dagen før han døde.

Helt ind i døden blev min lillebror altså ved med modigt, muntert og næsten ironisk at leve med den virkelighed og den hverdag, de grundlæggende eksistentielle vilkår for vores liv. Han så ikke bare døden i øjnene, den skærpede hans sans for livets skønhed og mangfoldighed. Jeg håber jeg har samme mod og ro, når jeg engang skal følge ham. Min egen tilstand betød, at bisættelsen 25. juni 2004 blev ekstra hård.  Programmet var lavet helt i Klavs’ ånd. Marianne startede med at tale og hans søn Daniel sluttede. Jeg og min søster Bente talte, og Klavs’ tætteste forfatterkollegaer Salim, Thomas Boberg og Flemming Røgilds talte. Musik-indslagene vekslede mellem rock, klassisk og arabisk: Leonard Cohen, Fairuz, Bach, David Bowie og Munir Bechir. Der var stuvende fuldt i den store Bispebjerg Krematoriums Kapelsal. Der var spontane taler, og stemningen vekslede mellem humor og vemod – også helt i min lillebrors ånd.

Min egen tale sluttede med orden: “Klavs var en person, der generøst gav plads i sit hjerte og sin hverdag. Og han vil ikke bare for altid leve i vores hjerter som det menneske, den bror og ven han var, men også i kraft af de digte og rejsebeskrivelser han efterlod til os. Her lever han stadig. Derfor vil jeg også slutte med at sætte kærligheden mod døden, sådan som Klavs enkelt og smuk gør i dette digt fra Henvendt (1986):

 

Kærligheden skal ingenting

Fortæl mig det igen.

Ingenting. Ingenting bestemt.

Det er sådan den berører alt.