Et lille essay om nogle af temaerne i min nye bog, Film, historie og erindring (Forlaget Spring, https://www.forlagetspring.dk/products/film-historie-erindring?_pos=1&_sid=417ad9518&_ss=r

Vi bærer historien i os hele livet, ikke bare vores individuelle historie og erindring, vores familie- og slægtshistorie, men også den større historie, vores liv er en del af. Erindringen er en vigtig del af vores liv og identitet. Den handler ikke bare om fortiden, men også om nutiden og fremtiden, fordi den erfaring, som fortiden rummer, kan være med til guide vores handlinger og holdninger fremadrettet. I mange historiske film og tv-serier finder vi derfor også ofte et bevidst spil mellem fortid og nutid. Historien aktualiseres, fordi den rummer et perspektiv, som sætter nutiden i relief.

I Jens Smærup Sørensen netop udkomne historiske roman Evigt i Tiden, siger en af personerne: ”Alting er altid det samme, og altid anderledes.” Udsagnet svarer til den viden vi har i dag, om at vi i meget bogstavelig forstand bærer gener og en biologiske arv fra hele menneskehedens historie i os. Vi har på en vis måde en fælles menneskelig historie i os som biologiske væsner. Men som Smærup Sørensens roman så fint viser, har denne fælles menneskelige arv udfoldet sig i kulturer og samfund, som har forandret sig markant. Al oplevelse af en historisk fortid rummer på engang noget bekendt, menneskelig adfærd og livstemaer, som vi kan identificere os med, men som også er meget anderledes. Smærup Sørensen demonstrerer overbevisende dette ved at lade de samme personer leve over flere hundrede år. De har på mange måder det samme livsprojekt, men tiden og historien forandrer de betingelser, de udfolder det under.

Samfundet i dag er grundlæggende medialiseret, gennemsyret af film, litteratur og andre medier, herunder også af erindringsbilleder og historiske fortællinger. De historiske fortællinger og erindringsbilleder, vi oplever og fascineres af, er i høj grad med til at påvirke os individuelt. De etablerer en forbindelse til en større, kollektiv historie. Historiske film, tv-serier og romanfortællinger gør det muligt for os at genopleve den nære eller fjerne historie, at leve os ind i en historisk verden, som rummer noget bekendt men også er meget anderledes. Via denne indlevelse i en anskueligt, levendegjort historisk verden, sætter vi vores eget liv og nutid i perspektiv.

Historikere er tit kritiske overfor historisk fiktion på film og tv, men overfor dette står publikums store interesse for filmiske fortællinger, der ofte langt bedre end historieforskningen formår at gøre historien levende. I virkeligheden supplerer faghistorikeren og den historiske fiktionsfilm hinanden, og film skaber interesse for historien. Ole Bornedals serie 1864 er det seneste danske eksempel på en historisk tv-serie, som skabte omfattende debat, men som også havde et stort publikum. Bornedal skabte med en nutidsramme en dialog mellem krigen i 1864 og nutidens krige i Afghanistan og Irak. Det var kontroversielt og skabte debat. Men debat om historien er vigtig, både gennem fiktion og historieforskning.

Historiske filmfortællinger genskaber fortiden i kød og blod, som en konkret, sanselig oplevelse. Det er det, der fascinerer os ved film i det hele taget og især historiske film, for det minder om den måde vores erindring fungerer på. Nobelprisvinderen Eric R. Kandel har karakteriseret erindringens væsen og funktion i sin bog In Search of Memory (2006). Vores evne til at huske kan være meget varieret, ligesom vi måske husker den samme begivenhed forskelligt. Men alligevel har erindringen nogle fundamentale fælles træk: ” Når vi genoplever noget, er det ikke bare en abstrakt genkendelse af en begivenhed. Du kan også opleve og føle den atmosfære, der var over den oprindelige oplevelse: synet, lydene, duftene, den sociale ramme, tidspunktet på dagen, hvad der blev sagt, den emotionelle stemning. At huske fortiden er som en form for mental tidsrejse; den befrier os fra den modstand og de besværligheder, som tid og rum ellers giver”. De visuelle mediers måde at fungere på kan altså karakteriseres som en forlængelse af vores erindring.

Den amerikanske filmforsker Alison Landsberg har, bl.a. i sin bog Engaging the Past (2015) kaldt film og andre moderne medier for en art ”prostethic memory”, altså en slags krykke, som hjælper os til at huske og opleve fortiden bedre. Man kunne også kalde det medialiseret erindring. Hendes pointe er ydermere, at de moderne medier har været med til at demokratisere adgangen til viden og oplevelser, herunder om fortiden. Foran den lille eller store skærm mødes folk med forskellig kulturel og social baggrund, og der skabes et mere tværgående fællesskab, både national og internationalt. DR’s tv-serie Matador er vel det klassiske eksempel på en historie serie, der er gået ind i den nationale erindring og bevidsthed, som et billede på det moderne Danmarks fødsel.

Men vi møder på film og tv ikke bare vores egen nationale historie, men også andre nationale historier i en bredere og mere global mediekultur, samtidig med at danske historisk film er slået igennem især i Europa. Der foregår altså en global udveksling af historiske fortællinger, hvor også dansk film og tv er med. Det gælder f.eks. Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012) eller hans nye Bastarden (2023), to film som ser dansk historie fra to helt forskellige perspektiver, så at sige oppefra og nedefra. Ole Bornedals 1864 nåede også ganske vidt ud i Europa. Danskerne er stærkt optaget af danske film og tv-serier, de taler direkte ind i vores forståelse af vores historie og samtid. Men danskernes appetit på amerikanske og europæiske film eller tv-serier med historisk emne også ganske stor. Det gælder både i biografen, men også i lænestolen derhjemme i kraft af de nye streamingtjenester.

En del af styrken ved historiske film og tv-serier er, at de ofte netop formår at kombinere et personperspektiv og et hverdagsperspektiv med et perspektiv, som knytter sig til større historiske begivenheder, eller at kendte og almindelige mennesker indgår i den historiske fortælling og giver forskellig adgang til en historisk virkelighed. Serien om det engelske kongehus’ historie The Crown har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Det skyldes naturligvis den glamour, som står om royale personer, og det at man her kommer ekstremt tæt på dem, så tæt at de næsten ligner os. Men det er også fordi serien formår at forbinde centrale aspekter af engelsk socialhistorie og politiske historie, fordi den gør den store historie mindre og mere forståelig ved at knytte den til den lille historie, den hverdagshistorie, som de fleste af os lever i.

De filmiske fortællinger om den store historie, de centrale historiske konflikter og forandringer, er centrale for os som individer, og de placerer os midt i den dynamik, som altid omgiver vores liv. Men barndommen, familielivet og hverdagshistorien er også et meget centralt arsenal for minder og begivenheder, som har skabt og påvirket os som mennesker. Derfor spiller den lille historie, hverdagshistorien også en markant rolle i historiske film og tv-serier. To af de helt store nordiske filminstruktører, som igen og igen har fremkaldt barndommen og familien historie på film og tv, er svenske Ingmar Bergman og danske Nils Malmros.

Bergman har skrevet ikke mindre end 5 erindringsbøger om sig selv og sin familie, og allerede i disse erindringsbøger er hans evne til at fremkalde situationer, følelser og billeder imponerende. Bergman er en eminent billedskaber, og via de intense situationer, hans film består af, konfronteres vi med meget basale, emotionelle lag i en barndom og ungdom, som de fleste kan genkende. I filmen Ved Vejs ende (1957) sker det ved at den gamle professor Isak Borg (spillet af Victor Sjöström) meget mod sin vilje tvinges til at se tilbage i sit liv. Det sker i næsten surrealistiske og symbolske scener, i drømmesekvenser og i vemodige scener om kærlighed og tab, hvor han rent filmisk bringes tilbage i tid. I mesterværket Fanny og Alexander (1982) ser vi til gengæld verden primært via barnets perspektiv, et perspektiv af vekslende tragiske og komiske situationer, og en skarp opdeling i en lys og en meget mørk verden. Også i Fanny og Alexander bryder Bergman ofte tid og rum, virkelighed og fantasi. Men tidsbilleder og erindringsbilleder skyller indover tilskueren, som hensættes i en anden tid og verden: den ligner på nogle punkter vores, men er også ganske anderledes.

I Nils Malmros højt skattede livsværk står barndommen og ungdommen også centralt og stærkt, med detaljerede, realistiske tidsbilleder fra Århus i perioden fra 1950 og frem. ”Mine film skal ikke være dybsindige” har Malmros selv sagt, men ved at skabe et meget tidstypiske realistisk og psykologisk rum genskaber han en erindring om sin egen barndom og ungdom. Men den har også almen karakter, for situationerne og karaktererne er på mange måder arketypiske. Hans film er på engang tids- og stedstypisk, universel og almen. I f.eks. Lars Ole, 5.c (1973) står den århusianske skole- og familievirkelighed skarp, præcis, og erindret, men også følt og sanset. Det samme gælder hans måske mest centrale værk om ungdommen, Kundskabens træ (1981) om pubertetens uskyldstab, opvågningen til drifterne og kampen for at finde en plads i gruppen og verden. Filmens præcist tegnede virkelighedsrum, de følelsesmæssige op- og nedturen tænder for tilskuerens oplevelse af sin egen ungdom og skoletid.

Som allerede nævnt skaber film og tv-serier om store historiske begivenheder ofte debat, bl.a. fordi perspektivet på historien rummer modsætninger, og fordi vores blik på fortiden gradvist ændrer sig. Man kan sige at vores nutidsblik på fortiden spiller afgørende ind. Det ser vi meget tydeligt i de mere end 35 danske spillefilm, som handler om besættelsestiden og de endnu flere dokumentarfilm om samme emne. Her bliver historien til en fortolkningskamp, en historie som bliver ved med at fascinere og udfordre. I de to første danske besættelsesfilm fra efteråret 1945, De røde enge (Bodil Ipsen og Lau Lauritzen) og Den usynlige hær (Johan Jacobsen), er det naturligt nok modstandsbevægelsens ”helte”, der er i centrum. Men allerede i de to første film antydes andre og mere komplekse temaer: f.eks. stikkerne, samarbejdspolitikken og de mange danskere, som ikke ydede modstand. En film som Ole Christian Madsens Flammen og citronen (2008) fortæller en markant anden historie med udgangspunkt i to af de mest berømte modstandsfolk i perioden. Her er volden og omkostningerne ved f.eks. likvideringer trådt i front, sammen med stærke modsætninger i den militære og civile ledelse. Det er modstandsbevægelsens mørke sider og menneskelige omkostninger, der er i centrum

Et endnu stærkere perspektivskift ser vi i to ret nye film, Under sandet (2015, Martin Zandvliet) og Når befrielsen kommer (2023, Anders Walther). Begge film piller den heroiske glorie af både det danske militær, modstandsfolkene og den danske befolkning som helhed, og de handler om skandaløse begivenheder, som aldrig rigtig er kommet frem på film eller den offentlige debat. I den første film handler det om den danske holdning til og misbrug af unge, tyske soldater efter krigen. De blev brugt til at rydde miner ved den jyske vestkyst under kummerlige og farlige vilkår, og et meget stort antal af dem døde. Hvordan forholder man sig til en slagen fjende, og til tyske flygtninge? Det sidste fokuseres der på i den anden film, som udstiller en hån og hævngerrighed mod tyske flygtninge, hvor al menneskelighed og humanisme synes væk. Igen taler filmene her ikke bare om fortiden, de trækker også indirekte en parallel til vore dages flygtningepolitik og befolkningen holdning til fremmede i nød.

Den historiske fiktion har som al anden fiktion en kreativ frihed i forhold til den virkelighed, den beskriver, og måden den beskriver den på. Historisk fiktion er ikke faktuel historieskrivning, men langt de fleste historiske film og tv-serier bygger på grundig research og lægger sig ofte ganske tæt op af den historiske virkelighed de beskriver. Den kan ikke erstatte historieskrivningen, men den tilbyder en langt stærkere både følelsesmæssig og erkendelsesmæssig oplevelse af en historisk virkelighed. Du kan læse historiske bøger om livet på landet i 1800-tallet, der giver dig viden og indsigt. Men den oplevelse af den virkelighed, du får ved at se Tea Lindeburgs film Du som er i himlen (2021), får dig næsten til at opleve det indefra gennem en ung piges øjne.

Fiktionens styrke i forhold til at vække historien til live som levet liv ser vi også i den moderne, historiske dokumentarisme. DR’s stort anlagte serie Historien om Danmark (2017) kombinerer bred brug af historisk og arkæologisk forskning, en alvidende fortæller og mange eksperter, som øser af deres viden. Men den rummer også dramatiske rekonstruktioner af fortidige miljøer og hændelser, hvor vi på samme måde som ved historisk fiktion kommer ind i en historisk verden.  Netop de mange perspektiver her, skærper vores evne til at se historien fra flere sider.

Der er ikke så langt mellem oplevelse og erkendelse, og i hvert fald skal man ikke underkende publikums evne til at tænke selv, selvom vi taler om historisk fiktion eller komplekse former for historisk dokumentarisme. Det kan godt være, at man ikke får alt at vide om dansk søfartskultur ved at se Simon Bangs Kaptajnens hjerte (2022), men dens blanding af animation, erindring, familiehistorie, faktuelle billeder, breve og dokumenter og visuel, dramatisk skildring af søfartsliv skærper både indsigten og oplevelsen på en enestående måde. Når det drejer sig om historisk film er der nok brug for kritisk bevidsthed, men ikke for restriktioner og firkantede regler og fordomme. Samspillet mellem kreativ fiktion, dokumentarisme, historieforskning og den historiske viden som helhed, er bedst tjent med frie rammer og gensidig respekt.