Fortiden kommer til os i mange skikkelser. Billedet ovenfor viser en side i kirkebogen fra Tårnborg Sogn 5/1 1822, hvor Niels “Bondebjerg” Rasmussen bliver gift med Ane Poulsdatter Billedet til venstre viser arbejdere på Lunghøj Piskefabrik omkring 1880, en fabrik min tip-tip oldefar Rasmus Nielsen, søn af Niels Bondebjerg opbyggede. Niels Bondebjergs familie røg i en periode ned i fattigdom og kom på fattiggården. Men Rasmus og andre af hans søskende rejste sig langsomt igen.

 

 

 

Vi ved godt at vores erindring om vores eget liv og vores familie kan være fuld af fejl og digt. Det er ikke nødvendigvis fordi vi redigerer fortiden efter bevidste motiver. Men det vi husker og vores erindringer er præget af, at vores hjerne har så mange data om fortiden, at det ofte er svært at klippe de rette sekvenser sammen – og selvfølgelig fordi vi ikke kan gå at huske på alt. Erindringer består at sansninger og data lagret i mange dele af hjernen. Det er ikke bare sådan lige at kalde det hele frem. Når man skriver sine erindringer, således som jeg netop har gjort, kan man i dag både trække på moderne, digital slægtsforskning, og billeder, breve, familieoptegnelser m.m. Man er i vores dage ikke bare henvist til sine egne og den nærmeste families erindringer.  Men specielt når man kommer tilbage i tiden til personer, som har levet for flere hundrede år siden, så er de fyldige kilder ofte fulde af huller. Man havner ofte i situationer, hvor selv omfattende slægtsforskning ikke helt slår til. Man må bruge sin fantasi for at forbinde de tynde data og gøre historien levende. Men sommetider viser veletablerede familiehistorier sig at være skrøner, og forholdet mellem slægtsforskning og familieskrøner bliver et tema.

Om at skrive erindringer

Da jeg i det meget tidlige forår 2020 begyndte på mine erindringer, Mimoser i januar. Erindring og historie, som udkom 2/9 2021, havde jeg i årene inden jeg begyndte skrivningen sorteret og organiseret et stort slægtsarkiv. Det ligger  i depotrummet i vores lejlighed på Christianshavn. Og som mine kone, børn og børnebørn tit sagde, hvis de stak næsen derind, eller hvis noget af det blev hevet ind i lejligheden til nærmere undersøgelse, så lugtede det af mug og historisk fortid. Men det var et temmelig rigt og interessant arkiv, som især er blevet samlet gennem årene af min nu afdøde morbror, Mogens Bondebjerg Hansen, men også med bidrag fra min stadig levende morbror Uffe Bondebjerg Hansen.

Arkivet bestod bl.a. af fotografier, som gik helt tilbage til 1800-tallet, og som dækkede en stor del af livet i min mors og min fars slægt. Absolut mest fra min mors slægt, som var mere velstående end min fars familie. Det er også helt tydeligt, at min mors familie har været mere optaget af slægtshistorien. Mange af fotografierne var sat op på papir og kommenteret med slægtshistoriske detaljer af min morbror Mogens. Tilsammen dannede de nærmest et kommenteret slægtstræ. Men der var også en omfattende brevsamling, familiedokumenter om uddannelse, økonomi, dagligdag osv. Samtidig var der flere i min mors familie, som skrev dagbøger, rejseberetninger og historiske beretninger om forskellige dele af familien.

Historien og historier

Jeg er ikke en garvet slægtsforsker, selvom jeg i 2020 blev medlem af den glimrende forening Danske Slægtsforskere, som bl.a. rummer ressourcer til online-søgning i masser af arkiver. Men mit primære formål med at skrive mine erindringer var ikke at bedrive ny slægtsforskning, men at fortælle en historie om mig selv, min familie og slægt, som byggede på de kilder, jeg allerede havde. Men jeg var og er naturligvis interesseret i, at den historie, jeg fortalte, er baseret på så mange facts og data som muligt.

Men især når man er nede i den ældre del af slægtshistorien, dvs. 1700-tallet og det tidlige 1800-tal, så kan data være meget tørre og få, især i de lavere lag i samfundet. De efterlader sig måske billeder, hvis man er heldig, men ofte slet ikke noget skriftligt. Det kan være svært at sætte kød på deres historie. Her må man ty til fiktion og digt eller bare hypoteser om, hvad de ældste i slægtshistorien har levet. Til tider kan man ty til publicerede historiske beretninger om livet i Danmark, om forholdene for mænd og kvinder i de forskellige klasser. Man kan også inddrage film, tv-serier, romaner osv. Men at skrive slægtshistorie rummer valg og styres også at fortællestrategier.

I mit tilfælde valgte jeg at koble den lille og den store historie sammen, og at lade slægtshistorien spejle sig i Danmarks- og medie-historien. Det betyder, at jeg har forsøgt at trække viden ud af historiske fremstillinger, af filmiske fremstillinger af folks levevilkår og hverdag, som så kan anskueliggøre, hvordan konkrete personer har levet og tænkt. Man kan sige, at her prøver jeg at få den konkrete slægtshistorie ned på personniveau. Jeg prøver at give de begrænsede slægtsdata liv via socialhistorie og historisk film og tv-materiale. Historien møder historierne.

 

Meget nemmere bliver det naturligvis, hvis man har dagbøger og breve, eller hvis slægtsforskerne i familien, som er tættere på fortiden, har skrevet om nogle af de ældre personer i familien. Det gælder f.eks. min morfar, Jens Ejnar Hansen (12/4 1890 – 9/8 1941). Han var meget skrivende, meget historisk interesseret, og det var ham, der lod navnet Bondebjerg genopstå hos sine børn. Det var en cadeau til den første Bondebjerg, Niels “Bondebjerg” Rasmussen (1794-1860?). Familiens navnefar på min mors side var ikke døbt Bondebjerg, men blev kaldt det, fordi han i en kort periode var fæster på Bondebjergstedet på Fyn i en periode mellem 1836-39.

En familie-vandrehistorie om Niels Bondebjerg

I mine kilder om den første Bondebjerg står der næsten den samme, korte historie. Så vidt jeg har kunnet regne ud, må historien stamme fra Julius Hansen (1854-1938). Han er søn af Niels “Bondebjerg” Rasmussens datter Else Jørgine Jakoba Vilhelmine Nielsdatter (kaldet Gine, 1824-1907) og Lars Hansen (1808-1884). Julius og Gine emigrerede begge til USA omkring 1890. Gine kom til USA med sin datter Sophie. Julius var interesseret i slægtshistorie, og ovre fra USA kom der breve og beretninger fra ham til familien i Danmark, bl.a. til min morfar Ejnar Hansen.

I et Julius Hansen notat om Bondebjerg-slægten fra begyndelsen af 1930’erne står der følgende om Niels “Bondebjerg” Rasmussen:

Niels Rasmussen var musiker, deklaratør og tjener på Dallund Slot hos Baron Blixen Finneke. Blev gift med en mejerske og boede på Bondebjergstedet, vistnok i Bellinge eller Brændekilde. Derfor kaldtes han Niels Bondebjerg. Han fandtes død i en snedrive, han havde været beruset. Børnene, sånær som datteren, blev liciteret ud til dem i sognet, der ville tage dem billigst (retskrivning moderniseret).

Historien nævner mærkeligt nok ikke noget om Niels Bondebjergs kone, som hed Ane Sofie Poulsdatter. Hvad andre slægtsforskere i min egen familie siden nævner om hende, viser sig at være forkert, ligesom historien om Niels Bondebjerg er det på et væsentligt punkt. Det ved jeg nu, takket været to meget skarpsindige slægtsforskere, Erik Nordahl Svendsen, som kom med de første brikker, og Jan Tuxen, som lagde yderligere til.

Historien om Niels Bondebjerg er altså en familiehistorie, som vandrer videre fra Julius beretning til andre både eksterne og familieinterne kilder. Et andet udateret notat om Bondebjergstedet, matrikel 8B i Højme (som må være lavet af en professionel arkivar), anfører, at Niels Bondebjerg og hans kone Ane boede på Bondebjergstedet fra 1836-1839. Men derefter bliver mine familiekilder relativt tavse omkring de to, bortset fra historien om at Niels dør i en snedrive i 1839.

Så sent som i 1982 udgiver lokalhistorikeren Hans Jensen en gedigen, velresearchet bog om Niels Bondebjergs ældste søn, Rasmus Nielsen (1827-1899), som arbejdede sig op fra fattiggården til at blive fabrikant og ejer af R. Nielsens Piske- og stokkefabrik i Lunghøj pr. Gelsted. Heri finder man næsten samme historie – lidt mere udbygget – om Niels Bondebjerg:

Faderen Niels Bondebjerg var mere end almindelig livlig. I sin ungdom havde han mange gøremål, var bl.a. musiker, deklaratør og tjener på Dallund slot, hvor han fandt sin senere kone, Ane Sofie, der arbejdede på slottet som mejerske. Sammen overtog de Bondebjergstedet efter Niels’ far, men de mange udskejelser resulterede i, at han ikke kunne forsørge familien, og konen og børnene endte på fattiggården. Niels Bondebjerg drog rundt med sin violin og ernærede sig ved at spille til fester og baller, men hans trang til flasken gjorde, at han hver anden måned slog et smut forbi fattiggården for at se, om familien havde tigget et par skillinger sammen til brændevin. Drukkenskaben skulle vise sig at blive hans trofaste og sidste følgesvend. En morgen fandtes han død i en snedrive, død af beruselse.

Kigger man nærmere efter i Hans Jensens noter til dette afsnit, som jo er mere detaljeret end Julius’ version, så kan man se, at kilderne er personer i slægten, ikke offentlige dokumenter. Disse kilder har efter al sandsynlighed bare gentaget den historie, som startede med Julius i 1930’erne. Det som startede som en kortfattet men præcis familiehistorie er nu blevet en mere detaljeret offentlig historie. En lokalhistoriker har givet den yderligere troværdighed. Det var den historie jeg byggede videre på, efter at jeg faktisk havde prøvet at få af- eller bekræftet historien med eventuelle nye papirer og oplysninger i de mange slægtsregistre man efterhånden kan grave i.

En noget anden historie om Niels Bondebjerg

Det var som sagt Erik Nordahl Svendsen og Jan Tuxen, som er garvede slægtsforskere, som begyndte at finde brikker til et noget anden historie om Niels Bondebjerg og hans familie og skæbne.  Folketællingen fra Sønder Nærå på Fyn viser, at Niels er søn af bonde og gårdbeboer Rasmus Kristensen (f. 1756) og hustru Anne Pedersdatter (f. 1761). Familien er stor: Niels Rasmussen er på det tidspunkt 7 år (f. 1794), og der er hele 5 børn udover Niels i alderen fra 2-11. Derudover bor der en tjenestepige og en tjenestekarl.

Niels Rasmussen i Sdr Nærå, FT 1801:

Odense, Aasum, Sønder Næraa, Sønder Næraae Bye, 30, 33, FT-1801, B5069

Navn:	Alder:	Status:	Stilling i familien:	Erhverv:	Fødested:
Rasmus Kristensen	45	Gift	Husbonde	Bonde og gaardbeboer
Anne Pedersdatter	40	Gift	Hans kone
Peder Rasmusen	11	Ugift	Deres barn
Kristen Rasmusen	9	Ugift	Deres barn
Niels Rasmusen	7	Ugift	Deres barn
Anne Marie Rasmusdatter	6	Ugift	Deres barn
Lars Rasmusen	4	Ugift	Deres barn
Johanne Rasmusdatter	2	Ugift	Deres barn
Johanne Friderichsdatter	13	Ugift	Tienestepige
Niels Pedersen	32	Ugift	Tienestekarl

Folketællingen 1801 i Sønder Næraa giver et detaljeret øjebliksbillede af Niels Bondebjergs far og mor og søskende

Omfangsmæssigt er der tale om en tidstypisk mindre bondegård. Det havde været fint, hvis man så kunne følge Niels de følgende år i folketællingerne, men Frederik 6 stoppede dem helt frem til 1834, hvilket naturligvis gør det noget vanskeligere at følge folk i den periode.

Men så er der kirkebøgerne, og i kirkebogen for Taarnborg Sogn nær Korsør 5. januar 1822 finder vi en registrering af Niels Bondebjerg og Ane Poulsdatters vielse. Niels er her beskrevet som ungkarl og tjener, 28 år gammel og fra Søndre Næraa Sogn på Fyn. Ane er 30 år gammel og omtales som mejerske ansat på Bonderup Gods ved Korsør. Forlovere er skovfoged Knud Rasmussen og husmand Peder Hansen. Hvad der ikke står er, at bruden er højgravid, og vi ved at deres ældste søn Poul Sigvardt blev født på Bonderup Gods, 1. april 1822. De starter altså deres ægteskab på det gods, Bonderup, som Ane er ansat på. Kirkebogsnotatet bekræfter at Niels er født 1794 og Ane i 1792.

Oplysningerne tyder ikke umiddelbart på, at de mødte hinanden på Dallund, hvor Niels efter familiehistorien slog sine folder. Måske har de mødt hinanden, mens Niels var soldat i Korsør, men det ved vi ikke. Andre optegnelser viser parrets flytninger. Niels Rasmussen (32 år) og hustru (34 år) kommer til Sanderum sogn 11. november 1824. De kommer som ”husfolk” (dvs. ikke tyende) fra Ejbye, Vor frue sogn. 26 november. Det er bare to uger efter at deres næste barn, kaldet Gine fødes, så hun født i Sanderum sogn. Herefter kender vi familien fra folketællingen i 1834, hvor de stadig bor i Sanderum, og hvor de formodentlig er flyttet ind på Bondebjergstedet.

I følge KB’s afgangslister flytter  Niels og Ane Sophie 15/7 bort fra Sanderum til nabosognet Brylle til et sted, der hedder Lille Abbe (eller Abbe). Vi ved fra Matrikel-oplysninger om Bondebjergstedet, at stedet i 1839 blev overtaget af en anden. Men Niels og Ane har formodentlig forladt stedet inden da. De optræder ikke i senere folketællinger i området, hverken den i 1840, 1845 eller 1850. Det er som om de forsvinder fra alle offentlige optegnelser og arkiver.  Vi kan ikke via kilderne følge alle detaljer i hvad der skete med den ikke særligt velhavende og velfungerende “Bondebjerg”-familien før og efter Bondebjergstedet. Men vi ved at Niels’ kone døde 22/2 1839 i Orte, som ligger i samme område på Fyn. Det har givet været et hårdt slag for familien, som i forvejen var ramt af fattigdom og sociale udfordringer.

Niels Bondebjergs familie: en historie om fattigdom og social opstigning

Niels Bondebjerg kan godt have været en svirebror, og dermed have bidraget til familiens fattigdom og nød og elendighed. Han kan også meget vel have været det kreative menneske, der ville noget andet end at være tjener eller fæster, jeg beskriver ham som og som familiekilderne understøtter. Det ene udelukker ikke det andet. Men han døde ikke i en snedrive. Allerede før hans kone Anes alt for tidlige død var familien på vej mod fattighuset. Niels var efter al sandsynlighed i en periode selv på fattiggården, og hans børn blev udliciteret af sognet i flere omgange. Det har ikke været noget lykkeligt og let liv. Men flere af hans børn, især Rasmus og Gine klarede sig senere godt i livet, og selv Niels viser sig at leve længe efter konens død.

Niels Bondebjerg synes at forsvinde fra radaren omkring det tidspunkt (1839), hvor han ifølge mine familiekilder formodes død. Men ved Folketællingen i Gelsted i 1860 dukker, der sandelig en Niels Rasmussen op, 66 år gammel, enkemand og aftægtsmand fra Sønder Næraa. Han bor hos sin yngste søn Lars Nielsen. Kilderne fortæller ikke, hvornår Niels Bondebjerg dør, men i forhold til normen i den periode, blev han en relativt gammel mand, og vi må formode, at han boede hos sin søn til sin død. Børnene har altså ikke båret nag til faderen.

De nye data viser lidt mere detaljeret, hvordan det gik Niels og Anes børn. Niels og Ane fik 5 børn, udover Povl Sigvart, Gine og Rasmus også Hans Christian Wilhelm og Lars, de sidste to født i henholdsvis 1829 og 1830. Når man følger disse børns spor, så får man en del af familiens historie. Børn af relativt fattige forældre kom tidligt ud at tjene. Den ældste, Poul Sigvardt kom ud at tjene i 1837 i Brylle Sogn, ikke så langt fra Sanderum Sogn hvor Bondebjergstedet ligger. Som Hans Jensen har redegjort for, synes det ikke at gå så godt for familien, hverken i tiden før eller lige efter at Niels Bondebjerg blev fæster på Bondebjergstedet. Niels’ søn Rasmus Nielsen, den senere så driftige fabrikant var allerede som 7-årig på fattiggården og blev i 1934 udliciteret til lavestbydende. Han blev senere udliciteret til boelsmand Hans Pedersen i 1840, 13 år gammel. Ironisk nok var det den samme person som overtog Bondebjergstedet efter Niels Bondebjerg.

Alt peger altså i retning af, at Niels Bondebjerg og hans familie tidligt begyndte at falde nedenud af sociale stige, og at børnene har oplevet det ydmygende ved at blive udliciteret af datidens rimeligt nådesløse fattigvæsen. Men var det primært fordi Niels var en svirebror og dybest set hellere ville spille violin og optræde end passe sit arbejde, og fra 1836 Bondebjergstedet? Det er meget muligt, men vi ved det ikke med sikkerhed, for han døde ikke af druk i en snedrive i 1839/40, sådan som den overleverede historie fortæller – hos ikke mindre end fire forskellige kilder siden 1930’erne. Som barn af en bonde gik det tilbage for ham i livet. Vi kan ikke vide, hvor meget han selv bidrog til det, eller hvor meget der skyldes uheld og hans kones tidlige død. Men familien røg i hvert fald på fattiggården engang i 1830’erne, og for børnene må det have været en meget ydmygende oplevelse.

Men alligevel klarede børnene sig meget bedre end deres forældre. I min erindringsbog bruger jeg især Rasmus Nielsens historie som bevis på dette. Han kom vidt omkring og startede som sagt sin egen fabrik. Jeg gør også en del ud af hans søster Gine. På sine egne betingelser viser hendes historie kvindernes langsomme march mod større selvstændighed. Om hende ved vi, at hun 1. november 1839 ankom til Vissenbjerg fra den nærliggende landsby Orte, hvor hun også 7. april 1839 var blevet konfirmeret.

Hvis vi følger Gines spor efter moderens død, så kan vi se at hun først er tjenestepige på en gård i Kaadekilde, Vissenbjerg, i 1845 stuepige i Dreslette Præstegård, så tjenestepige i Assens i 1850. Herefter lander hun på herregården Lundsgård, hvor hun møder sin mand Lars Hansen. Sammen starter de to en rejse mod bedre sociale vilkår og et liv i Kerteminde. Og efter mandens død får hun et sent, nyt liv i USA. Historien om Niels Bondebjerg handler om nød og elendighed i de fattigste almuelag i 1800-tallets begyndelse. Men den handler også om rejsen mod et bedre samfund.

Erindring og historie: konklusion

Den historie jeg fortalte i min erindringsbog om Niels Bondebjerg Rasmussen var altså på visse punkter ikke historisk korrekt. Den hvilede ganske vist på 4 familiekilder, en Matrikel-fortegnelse og en publiceret bog af den fynske lokalhistoriker Hans Jensen. Jeg forsøgte også at få hjælp til at verificere historien yderligere. Jeg skrev derfor også i en lidt fiktiv form, og jeg pegede på, at det kunne være det ikke var rigtigt, men en familieskrøne. Det ved vi nu, at det var.

Men selvom historien på i hvert fald et vigtigt punkt ikke er faktisk korrekt, så er der en historisk sandhed i den alligevel. Den handler om en typisk fattig familie med mange børn på Fyn, som har lignet tusind andre fra den periode. Den kunne have været sand også i de historiske detaljer, men der ligger alligevel en historisk fortælling i den, som er typisk og væsentlig. Fattigdom, druk, mange børn, omskiftelige arbejdsforhold karakteriserede den landlige almue i 1800-tallets første halvdel. En historie om pludselig død, om i en periode at ende på fattiggården, om børn der nærmest blev udliciteret som slaver er tidstypisk.

Men det er altså moren der dør tidligt, og dermed forstærker den krise familie ender i. Det er den ene væsentlige historie bag den første Bondebjerg og hans familie. At Niels selv overlevede til i hvert fald 1860, at hans børn tog sig af ham, vidner om en anden side af denne klasse af mennesker i 1800-tallet. Der var en solidaritet, som bar dem igennem. Historien om Niels Bondebjergs børn viser også, at de formåede at rejse sig fra familiens fattigdom og krise og blive mere selvstændige individer med ressourcer. Niels Bondebjergs børn fører også længere frem mod det velfærdssamfund, som dog først blev en udfoldet realitet langt senere.

Der er stadig mange huller i Niels Bondebjergs historie. Hvad lavede han f.eks. mellem sin fødsel i 1794 og sit ægteskab med Ane i 1822. Hvorfor gik det gradvist helt galt i perioden mellem 1834-1940, og hvordan kom børnene ud af fattiggården mere præcist. Det ved vi ikke, men vi kan se, at det er en familie, der ligesom andre i samme situation flytter meget rundt i et større område på Fyn for at finde et nyt og bedre liv.

Med de nye data om Niels Bondebjerg og hans families liv er de rykket ud af familie-skrønen og ind i historien. Men der er stadig meget i deres liv fra fattigdom til et bedre liv, som er svært at give kød og blod. Vi ved simpelthen stadig for lidt om de meget fattige lag mellem 1750-1875. Hvis den historie skal fortælles, så må man bruge fantasien og kombinere den med så meget konkret historisk viden, som man kan samle sammen.

Slægtsforskningen afgiver data om folks liv, død, giftermål, bosteder osv., men sjældent om indholdet i det liv de faktisk levede. Det er svært ikke at tillægge de familiehistorier, som fortæller om Niels Bondebjerg som også værende et meget livligt, kreativt menneske. Han kunne spille violin, han kunne deklamere, optræde og spille teater, og han har sikkert været glad for at kvinder og for at drikke. I historien om Niels Bondebjerg ligger der ikke bare en historie om fattigdom og elendighed, men også om drømmen om et andet liv. Og det ser man i høj grad i den slægtslinie, som han er forfaderen til. Han havde selv ikke mange muligheder for at realisere et andet liv, men det har hans efterkommere frem til i dag haft. Hårde data er nødvendige for at forstå historien, men de er ikke altid nok.

 

Ib Bondebjerg: Mimoser i januar. Erindring og historie. Forlaget Spring. Udkom 2/9 2021. Se: www.forlagetspring.dk