, ,

TV-drama og den globale udfordring

 

 

En tidligere version af denne blog har været bragt i Kommunikationsforum

Der er dømt krise i DR-drama. En stor prestige-produktion er foreløbigt strandet, måske pga. dårlig ledelse, måske pga. manglende økonomi og tilstrækkelig prioritering af drama-produktionen. Branchen råber op, kritiserer og siger at kurven er knækket for DR, at tilliden er væk. De finder det er svært at tro, at DR kan leve op til den hidtidige nationale og internationale succes. Måske er der en kreativ krise i DR, måske er der en ledelseskrise. En markant succes kan være svært at opretholde og udbygge i en tid med langt større udfordringer end for bare 10 år siden.

Men der er også grund til at pege på langt mere dybtliggende faktorer: grundlæggende forandringer i de globale strukturer, som lægger rammen om alle nationale tv-kulturer. Og der er også grund til at pege på, at DR ved sidste medieforlig blev skamskudt af den borgerlige regering. Da DR i årene efter 2000 lagde sin profil om og sejrede stærkt både ude og hjemme, lå de store tech-giganters og streaming-tjenester endnu kun på tegnebrædtet. Nu er de her, og de skaber voldsomme dønninger i den måde, danskerne får deres tv-fiktion og filmbehov dækket.

Hvad vi er vidne til netop nu er ikke et resultat af eventuelle fejl og mangler i DR-drama og dens ledelse – i hvert fald ikke kun. Det er en følge af store forandringer i de globale strukturer, som styrer film og tv-produktion og distribution. Det er en følgende af en igangværende medierevolution, som rammer hele den danske og europæiske mediesektor.

Når Netflix laver danske kvalitetsserier

Netop som DR-drama synes at være i krise, slår Netflix til med endnu en dansk serie. Søren Sveistrup, en af de kreative kræfter, som var med til at skabe DR’s internationale brand, har bragt anmelderne i ekstase med sin nye krimiserie Kastanjemanden. Sveistrup har være med-manuskriptforfatter på markante serier som Taxa (1998), Nikolaj og Julie (2002-2003) og ikke mindst Forbrydelsen (2007-2012). Der er tale om serier som førte direkte frem til DR’s internationale gennembrud og brandet nordic noir. Det er dramaer som ikke bare fortæller krimihistorier, men som også rummer intentionen om at fortælle samtidshistorie. Der ligger en dybere historie bag de narrative spændingskurver.

Med Kastagnemanden, som er baseret på  Sveistrups roman af samme navn, har Netflix kunnet løfte denne arv, og de vil formodentligt med deres stærke distributionsarm bringe den endnu videre ud i verden end DR selv. Men også unge nye kræfter er kommet til, instruktørerne Kasper Barfoed og Mikkel Serup f.eks., ligesom Sam productions her får endnu større international eksponering.

Det er svært at beklage den succes, som Kastagnemanden allerede tegner til at få – hos danskerne og ude  verden. Men den globale udfordring råber jo nærmest til DR og den øvrige danske film- og TV-branche. Det her er kreativt kernestof skabt af danske, kreative traditioner. Det er kreative traditioner, som også for DR altid har været skabt i et internationalt samarbejde med bl.a. svenske og tyske partnere og tv-stationer. Men her bringes det til nye højder hos en af de store internationale streaming-giganter.

Der er som sådan ikke noget i vejen med internationalt samarbejde, og her er især den europæiske dimension vigtig. Men hvis de primært amerikansk baserede streaming-giganter løber med vores kreative talenter – også den yngre generation – så er den danske film- og tv-produktion udfordret helt ind i det kreative centrum.

Der er grund til at vores politikere vågner op og indser at kultur er blevet et centralt parameter i en stadig mere global verden. Men der er også brug for, at branchen udvikler et større europæisk samarbejde. Hvis DR ikke magter opgaven, bl.a. fordi de skåret ned, så står der jo ikke, lige en anden national gigant klar – TV2 kan ikke klare det hele alene. Der er ikke noget i vejen med at lave film g serier med Netflix, HBO osv. Men de skulle helst ikke sætte sig på det hele.

Globaliseringen lange historie

Globaliseringen er ikke noget nyt fænomen i den danske film- og tv-historie, den er snarere en permanent udfordring og en naturlig del, som en lille national mediekultur som den danske altid har levet med. Men den fase globaliseringen er gået ind i efter 2000 og med eftertryk fra 2012, da Netflix ramte Danmark, er en langt større udfordring, end den vi har levet med altid. Amerikansk-engelske film har altid domineret i de danske biografer, og når det drejer sig om fiktions-genren (film, tv-drama, tv-serier), så har dansk tv fra monopolbruddet til i dag været massivt domineret af det amerikansk-engelske. Sådan er det ikke bare i Danmark, sådan er det overalt i Europa.

Figur fra Transnational European Television Drama (2017: 137). Den viser den ret permanent høje andel af amerikansk tv-fiktion på dansk tv frem til 2014 (nederste sorte søjle), men også at der faktisk skete et skift fra amerikansk dominans til større Europæisk/Engelsk repræsentation. Data fra DR1, DR2 og TV2. Den lille blok øverst oppe er den danske andel.

Danskere elsker deres nationale film og tv-fiktion, ligesom andre europæiske landes befolkning elsker deres egen film- og tv-kultur. Men det er den amerikansk-engelske film- og tv-kultur, der serverer det daglige brød, uden hvilket der ville være temmelig stille på fiktionsfronten. Europæernes lyst til fiktion fra andre europæiske lande findes i visse segmenter, men den er slet ikke stærk nok til at opveje hverken den nationale andel eller den store appetit på den amerikansk-engelske film- og tv-kultur. Til gengæld er det sådan, at seeropslutningen, antallet af seere på traditionelt tv og national streaming, er langt større end den relativt lille andel, som den udgør af sendefladen.

Globaliseringens faser

Både i den meget tidlige fase fra 1930-1964, og også gennem hele den nyere danske film- og tv-historie, har globaliseringens amerikansk-engelske dominans været et grundlæggende vilkår. Indtil for ganske nyligt blev den globale udfordring håndteret af danske biografer, distributionsselskaber, produktionsselskaber og public service tv-kanaler. Det var dem der håndterede den udenlandske import og også tjente på den. Den nationale produktion af film og tv hviler på en lang og stærk kulturpolitisk tradition. Den national film og tv-politik er siden blevet udvidet med EU’s kulturpolitik.

Tilsammen har denne nationale og europæiske politik haft som sit mål ikke bare at sikre en bred national produktion, men også at stimulere samarbejdet i Europa. I virkeligheden et slags forsøg på at booste europæisk film og tv internationalt. Men det har altid været meget svært, at få en transnational europæisk film- og tv-kultur til at fungere. Mens Storbritannien og USA har en lang tradition for tæt samarbejde og en stærk distributionsarm globalt, taler Europa med mange stemmer og mange systemer.

Men kigger vi bare på udviklingen i den danske film og tv-kultur siden 1990’erne, er der faktisk tale om et ganske solidt globalt spring. Det var først Bille August, Gabriel Axel og Lars von Trier, der satte dansk film på verdenskortet. Siden er fulgt en bølge af andre instruktører, der både har lavet danske film og tv-serier i Danmark, som gav internationalt genlyd, og som har lavet film og tv i USA og andre steder. Susanne Bier, Lone Scherfig, Janus Metz, Charlotte Sieling og mange flere på instruktørsiden, men i kølvandet på den internationale succes er også skuespillere, fotografer, manuskriptforfattere osv. fulgt med. Nu klager en samlet dansk branche over, at den danske film- og tv-kultur er ved at blive drænet for arbejdskraft.

 

Susanne Bier har iflg. Netflix den instruktør, som fik flest seere med sin fremtidsserie Birdbox. Hun har samtidig for HBO lavet succes-serien The Undoing, ligesom hendes engelske thriller The Night Manager har været vist på flere kanaler og streaming-tjenester. Hun er et markant eksempel på dansk eksport og international succes i den nye globale mediekultur.

Det var imidlertid, hvis vi snakker om dansk tv-drama efter 2000, meget svært at få hænderne ned. I den danske i public service kulturs klassiske guldalder kunne vi flokkes om meget nationale tv-dramaer som f.eks. Matador, Krøniken og Bryggeren. Der var også danske variationer af den internationale krimi-genre som f.eks. Rejseholdet eller en hverdags-serie som Taxa, for slet ikke at snakke om Triers forrygende satire Riget.

Men årene efter 2000 markerer et globalt kulturskifte i dansk tv-drama. Som Eva Novrup Redvall har demonstreret i sin bog Writing and Producing Television Drama in Denmark. Form the Kingdom to the Killing (2013), brød DR to mure ned: muren til filmbranchen og den nationale mur. Man gik i gang med at skabe en ny kreativ produktionsmaskine, som skulle skabe nationalt drama for det 21. årh. Målgruppen var helt klart stadig danskerne, men man gik også efter internationalt samarbejde og dermed øgede muligheder for at nå ud til et internationalt publikum. Resten er historie, men en historie som nu er kraftigt udfordret af en ny og mere aggressiv fase i globaliseringen.

En europæisk film- og tv-kultur: det nationale og det internationale

Den fase i globaliseringen, som vi nu er på vej ud af var kendetegnet ved en stærk, national egenproduktion indenfor både film og tv-drama. Men det er værd at minde om, at det var en national egenproduktion, som også rummede en stærk international dimension. Film- og tv-dramatik har siden 2000 været afhængig af et voksende, internationalt samarbejde. Næsten al nyere tv-dramatik er lavet i et samarbejde, som omfatter skandinaviske og tyske tv-kanaler og andre internationale partnere. Både produktion og distribution er blevet mere globaliseret.

 

Figur fra Transnational European Television Drama (2017: s. 90). Figuren viser dominerende co-produktions-relationer mellem lande i Europa. Jo tykkere linje, jo mere samaarbejde. Danmark ligger centralt i et netværk hvor de skandinaviske lande og Tyskland er specielt stærke.

Som en forskergruppe fra Københavns Universitet i 2017 påviste i bogen Transnational European Television Drama, så er der opstået nye kreative netværk i den europæiske tv-kultur. Det har ikke ført til en udvanding af det nationale, lokale særpræg. Tværtimod viser undersøgelser af danske series succes i udlandet, at det er netop deres lokale særpræg, der tiltrækker. Modsat hvad mange måske tror, så vil europæerne faktisk gerne se andre europæiske tv-serier (og film). Det er bare sjældent de når frem til det potentielle publikum. Forskningen viser altså (se også Danish Television Drama. Global Lessons from a Small Nation (2020), at en større internationalisering af den Europæiske tv-kultur er mulig.

Tech-giganternes og streaming-tjenesternes indmarch

I 2012 kom NETFLIX til Danmark, og i dag vil et kort over det danske streaming-landskab vise en næsten feberagtig stigning. De amerikansk baserede omfatter pt. NETFLIX, HBO-Nordic (snart HBO-MAX), Apple+, AMAZON Prime, Disney+, Paramount+, og der er flere internationale på vej. Mere dansk-skandinaviske streaming-tjenester er f.eks. Viaplay og C-more. På den bane finder vi også DRTV, TV2 Play og Yousee-film og tv.

De skandinaviske alternativer står relativ svagt, og europæiske aktører er helt fraværende. Men som bl.a. Christian Monggaard har peget på i Information, så findes der alternative niche-tjenester med større vægt på ikke-amerikansk indhold: Filmstriben og MUBI f.eks. Til gengæld klarer de nationale streaming-tjenester DRTV og TV2 Play sig ret godt.

Men alt i alt er det altså igen en stærk amerikansk dominans vi ser, men mens DR og TV2 langsomt mister traditionelle tv-kunder, så klarer de sig sådan set ganske godt på streaming-siden. Tendensen er givetvis, at de amerikanske tjenester vil sætte sig solidt på markedet, men at de danske streaming-tjenester har en chance for at klare sig relativt godt på det marked – i hvert fald i det lange løb. Det kræver dog en øget indsats og strategisk på streaming-delen de kommende år.

 

 

Figuren ovenfor illustrerer det måske indlysende, at hvis man skal sikre dansk indhold på streaming-platforme, så er det ikke på de udenlandske tjenester man skal kigge. Det er der, men det fylder naturligvis ikke så meget som på de danske platforme.

Det nye ved den øgede globale udfordring dansk film og tv oplever netop nu er, at streaming-tjenester går uden om de etablerede, nationale produktions- og distributionssystemer. Før havde vi kabel-udbyderne til at styre vores tv-pakker, og vi kunne ikke selv vælge, hvilken kanal vi ville se, eller hvilket program. Det foregik i real-time, lineært. På samme måde var det danske opkøbere på tv eller i biografsystemet, der kanaliserede indhold ud til danskerne. Streaming-tjenesterne går direkte til den enkelte forbrugere. De inkasserer penge på abonnement, og til gengæld for det giver de den enkelte frit valg på alle hylder: se det du vil, når du vil. Ganske vist følger de også den enkeltes forbrug ret nøje, og via algoritmer kommer de med forslag til hvad man måske ville have glæde af at se. Deres kendskab til brugernes forbrugsmønster indgår også i de film og tv-produkter de så opkøber og deres egne produktioner.

Den amerikanske tv-ekspert Eric Shapiro viste på den seneste TV-Future konference i København dette diagram, som viser kampen om seerne og markedet i det hele tager i USA. Udviklingen de næste år vil sikkert skabe flere og større giganter, som også vil dominere det globale film- og tv-marked.

Det særlige er også, at streaming-tjenesterne ikke bare er en distributionskanal, de producerer også deres egne film og tv-serier, og de ligger i krig med biograferne om premiere-formen for deres film. Paradoksalt nok skaber det også i stigende grad problemer for de nationale markeder, at streaming-tjenesterne satser temmelig stærkt på at lave lokale produktioner. Dvs. de øger presset på den samlede kreative masse i f.eks. Danmark.

Egentlig har vi her at gøre med et paradoks. Det må vurderes som positivt, at udenlandske streaming-tjenester ønsker aktivt at bidrage til film- og tv-kulturen i de enkelte lande, hvor de opererer. De har forstået, at lokalt indhold er attraktivt. Kigger man på de udenlandske tjenester, så finder man da også et ganske stort udvalg af. f.eks. europæiske film og tv-serier fra mange forskellige lande. Det europæiske stof er måske ikke helt så let at finde, men det er der. NETFLIX og HBO er dybest set ikke mere amerikansk dominerede end den danske film- og tv-kultur altid har været.

Men hvis mange udenlandske aktører finansierer lokalt indhold, kan det altså også skabe et potentielt problem. De har uhyre summer til deres rådighed, og hvis deres produktion ikke som helhed øger den samlede produktion i Danmark, så kan det i stedet betyde, at de udhuler den nationale produktion. De ‘danske’ produktioner som finansieres af NETFLIX, HBO osv. øger måske ikke volumen, men flytter blot produktionen fra nationale til internationale aktører. Der opstår med andre ord et behov for at den samlede masse af kreative kræfter i Danmark øges betydeligt, de kommende år, hvis den nationale egenproduktion skal opretholdes.

De strategiske og kulturpolitiske problemer

Tech-giganters indmarch i Danmark og de øvrige europiske lande ændrer rammerne og betingelserne for den internationalisering og globalisering som dansk film og tv allerede gennem mange år har gennemgået. Men den udfordring dansk film og tv står overfor mødes også af en anden udfordring. Den viser sig ved nationalistisk tendens i kulturpolitikken under den forrige regering, og en meget langsommelig politisk proces mod et nyt medieforlig under den nuværende regering. Angrebet på og nedskæringen af DR svækker den ene af de tre centrale aktører i vores public service kultur, mens DFI og TV2 endnu står stærkt. Men DR’s meget centrale rolle på tv-drama og i det europæiske samarbejde er aldeles afgørende for fremtidens danske mediekultur.

Det var den nylige standsning af DR’s store historiske prestige-projekt Leonore Chiristine og den efterfølgende fyring af DR’s dramachef Christian Rank, der udløste den debat vi nu har, om det danske tv-dramas fremtid. Det er svært at kigge ind i DR’s ledelsesunivers og den konkrete situation i DR’s dramaafdeling, som i mange år har været et skandinavisk og internationalt fyrtårn. Men det har i hvert fald ikke hjulpet, at konkurrencen og udfordringen fra streaming-tjenester kommer samtidig med at DR er skåret kraftigt ned og har været under ganske massivt angreb fra især borgerligt politisk hold. Det virker ikke som om den fornødne opmærksomhed om og økonomiske prioritering af tv-drama har været optimal i denne kriseperiode. Flere røster fra branchen taler om en kultur i krise, og om at mange er søgt andre steder hen.

Til det må man så også sige, at en succes sjældent bare kører videre med de samme folk og den samme profil. Fornyelse og generationsskifte hører virkeligheden til. Man kan heller ikke blot pege på at seertallene til TV-drama er gået ned siden guldalderen for blot få år siden -det er en generel tendens. Vi er begyndt at få mere sikre tal på traditionel tv-sening og streaming. Men den udvikling, der allerede har fundet sted med seernes spredning på mange streaming-tjenester, er det endnu for tidligt at sige noget sikkert om. Formodentlig er vi på vej mod en situation i de kommende år, hvor traditionel tv-sening – i hvert fald for visse genrer – helt forsvinder til fordel for streaming. Fiktion er et meget stærkt parameter i den udvikling, så DR og TV2 må udvikle strategier, hvor der satses meget mere på streaming-siden, og meget mere på tv-drama.

Det nationale og det europæiske

USA med sine godt 325 millioner indbyggere og Storbritannien med sine godt 66 millioner udgør både i sig selv meget stærke, sammenhængende hjemmemarkeder, og det udgør et godt afsæt til global distribution. På mange områder er de to nationer også involveret i et ganske omfattende samarbejde. Numerisk er EU med sine 550.000 indbyggere et potentielt langt større marked, men det fungerer kun i ringe grad som sådan. I stedet har vi 27 lande som kun sommetider arbejder sammen – heldigvis i stigende grad.

Danmark er kun et meget lille land i den store globale sammenhæng, men i nyere tid har både dansk film og tv faktisk ligget i en vægtklasse internationalt, som er meget større end deres faktiske størrelse. Det vidner om en stærk branche og en stærk kulturpolitisk indsats.

Men det er mere end nogensinde nu den danske film- og tv-kultur skal stå sin prøve. Globaliseringen er rykket meget tæt på og blevet en meget større udfordring end tidligere. Der er intet der tyder på at danskerne ikke har lige så stor eller større appetit på dansk film og tv-drama, som de altid har haft. Der er heller ingen tvivl om, at vi har de kreative talenter, men lige nu er der næsten for meget bud efter dem. Vi har behov for at komme op i volumen. Måske er en del af løsningen at bede de udenlandske streaming-tjenester om at bidrage til den nationale produktion – udover det bidrag de allerede yder ved at lave lokale produktioner. Det er lovligt og muligt indenfor EU-lovgivningen, men er det realistisk?

Lige nu er der i flere europæiske lande initiativer i den retning, ligesom Margrete Vestager på EU’s vegne også forsøger at få Tech-giganterne til at betale skat efter en anden og mere fair model. Det er en benhård kamp. Man kan spørge sig selv, om Danmark ikke var tjent med at rejse et fælles krav i EU om streaming-tjenesternes bidrag til den nationale film og tv-produktion. I det hele taget ville det måske være godt, hvis Europa stod mere sammen i den globale mediekamp. Men det er sikkert utopisk at forestille sig det. Men så må man i det mindste fortsætte og udvide det konkrete europæiske samarbejde, som indtil videre har været en af grundene til vores succes. Uden internationalt samarbejde baseret på stærke, nationale institutioner og et ligeså stærkt produktionsmiljø går det slet ikke.

Det er i den sammenhæng værd at nævne Gunhild Aggers slutord i sin seneste bog om dansk tv-drama:

“Mens det grænseløse tv-drama har været forankret i en kombineret national og transnational sammenhæng, risikerer fremtidens tv-drama udelukkende at blive transnationalt, og det vil være et tab.”

Til denne advarsel tilføjer hun dog, at sådanne pessimistiske forudsigelser ofte slår fejl, fordi det værdifulde i en national mediekultur formår at overleve i en ny sammenhæng. Men lige nu er kampen stærkere end nogensinde før. Vi står i en strukturel kamp for det nationale tv- og filmmarked, som kan få meget voldsomme konsekvenser, hvis ikke det lykkes at få det nationale og det internationale til at spille sammen på vores præmisser.

 

Referencer

Eva Novrup Redvall (2013). Writing and Producing Television Drama in Denmark. From The Kingdom to The Killing. Palgrave MacMillan

Ib Bondebjerg, m.fl. (2017). Transnational European Television Drama. Production, Genres and Audiences. Palgrave MacMillan.

Gunhild Agger (2020). Det Grænseløse TV-drama. Danskhed og Transnationalitet.  Forlaget Samfundslitteratur.

Waade, Redvall og Jensen (eds. 2020). Danish Television Drama. Global Lessons from a Small Nation. Palgrave MacMillan.

 

, ,

Det globale uskyldstab. Om Afghanistan i dansk film

 

USA’s og andre vestlige landes 20 år lange krig i Afghanistan startede angiveligt som et svar på 9/11 og terror, men eskalerede efterfølgende til endnu et af vestens forsøg på demokratisering og skabelse af et nyt land. Danmark gik ind med fynd og klem, det var starten på en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik. Vi skulle stå side og side med de tunge drenge i klassen. Mere end noget andet illustrerer det globaliseringens dilemmaer og konflikter, men det går historisk tilbage til Vietnamkrigens rædsler, fejltagelser og fiaskoer. Her var Danmark ikke med. Men Afghanistan er på mange måder Danmarks Vietnam. Det er for simpelt og primitivt at bruge krigen som våben i en stadig mere globaliseret verden. Krig kan være nødvendig, men her viser den sig at være et for stumpt instrument. Bag krigsmaskinen lurer vores manglende viden om den sociale, kulturelle og menneskelige virkelighed, som vi måske med den bedste vilje forsøger at gribe ind i.

Der er kun lavet en lille håndfuld film om Afghanistan siden 2001, men de taler næsten alle det samme sprog. Vi er allesammen på godt og ondt bundet sammen i en global virkelighed, og det nytter ikke kun at ville spille Rambo eller Dirty Harry for at skabe en bedre verden. Filmene kredser meget om de danske soldater og dem derhjemme, men vi finder også – især i dokumentarfilmen-et bredere og dybere perspektiv på den afghanske kultur og virkelighed.

Bier og det globale uskyldstab

Det var Susanne Bier der med eftertryk satte Afghanistan på den filmiske dagsorden med Brødre (2004). Den blev set i biografen af ikke mindre end 442.615 tilskuere, og den har siden turet rundt på tv-kanalerne og de nye streamingtjenester, ligesom den har solgt godt i udlandet og også er blevet lavet i en amerikansk version. Filmens dramatiske konstruktion knytter direkte en dansk hverdagsvirkelighed sammen med en afghansk virkelighed, hvor terror og tortur direkte rammer filmens mandlige hovedperson, Michael (Ulrich Thomsen).

Han er i udgangspunktet den stærke, fornuftige og kontrollerede, der som soldat skal ned for at være med til at redde et land i krise – men ender med at blive taget til fange. Det er altså på den ene side en historie om en soldat, som tages til fange, tortureres og bryder sammen. Men det bliver også en historie om den danske virkelighed og den familie, han vender tilbage til, med dybe sår og traumer i sindet. Familien tror ham død, og han vender på en måde tilbage mere død end levende.

Det er her Bier selv taler om, at globaliseringen betyder et omfattende uskyldstab. Krig og terror er ikke bare derude. Vi kan ikke bare tage ud og nedkæmpe det, uden at det påvirker hele vores eget samfund, kultur, og vores bevidsthed og familieliv. Den globale verdens lidelser kommer ikke bare tilbage til os via dem, vi sender ud for at kæmpe den måske udsigtsløse kamp. Den globale verdens problemer består og påvirker os langt dybere end en krig kan rette op på. Den er dybt indbygget i den kulturelle, sociale og politiske virkelighed vi alle lever i. Som Bier selv sagde i et interview med Karen Schelin i Berlingske Tidende i 2004, så er paradokset, at “vi lever i en verden, hvor grænserne bliver mere og mere opløst, og at vi samtidig lever så forskelligt”.

Globaliseringen er et sammenstød mellem en større nærhed i vores billeder og forestillinger om hinanden. Vi er en del af en ny og tættere global virkelighed, men det bliver samtidig til en stærk udfordring i forholdet mellem vores forståelse af os selv og de andre. Forholdet til flygtninge og migranter er en anden side af den samme sag, af den langt større udfordring, som det globale uskyldstab er et udtryk for, og som krigen er et alt for primitivt svar på. Det er dette globale uskyldstab Susanne Bier fortsætter med at udforske i Efter brylluppet (2006) og Hævnen (2010). I alle tre film hænger de globale problemer tæt sammen med den hjemlige virkelighed vi lever. De to verdener kan ikke adskilles. Der er en sammenhæng vi ikke kan skubbe væk fra os og ikke bekæmpe med nok så mange krige.

Globaliseringens og krigens etiske og politiske dilemmaer

Det er ikke kun Bier der har skarpt blik for globaliseringens dilemmaer. Også Tobias Lindholms Krigen (2015) bringer os direkte ind i den Afghanske krigszone. Og hjem igen til et militærisk retssalsdrama, efter at kompagnichef Claus Petersen (Pilou Asbæk) anklages for drab på civile under en kompliceret militær operation. Det er krigens etiske lære: vi vil gerne gøre det gode, men ender tit med at gøre det onde. Med klinisk, skarp realisme bringer Lindholm os direkte ind i både den militære virkelighed, dens uoverskuelighed, dens brutale og beskidte sider, og den menneskelige virkelighed på begge sider. Det er den samme globale og etiske konflikt Lindholm beskriver i Kapringen (2012), hvor det er somaliske pirater, der er fjenden og udfordrer evnen til at træffe de rigtige beslutninger i en kompleks krise.

Forholdet mellem os og dem, mellem de to sider af globaliseringen, som. hænger meget mere sammen end vi ofte erkender, præger også Annette K. Olesens Lille Soldat (2008), hvor Trine Dyrholm vender desillusioneret hjem fra krig og må sande, at prostituerede kvinder, der flygter fra deres eget land, ikke er en del af et entydigt sort/hvidt billede – med kvinderne som ofre. Igen er filmens udsagn, at vores velmente forsøg på at gribe ind og redde verden ofte mangler erkendelse, indsigt og respekt for dem, vi vil hjælpe.

Krigens og globaliseringens mange dimensioner

Fiktionsfilm om Afghanistan-krigen er fåtallige i Danmark. Men direkte fokus på Afghanistan og krigen dernede har imidlertid afsnit et i sæson to af Borgen (2011). Det er et afsnit som udgør et højdepunkt i fremstillingen af de mange dimensioner og dagsordener, som krigen og globaliseringen rejser. Afsnittet har titlen 89.000 børn, og det referer til et fokus på hverdagslivet, som står side om side med krigsperspektivet, den politiske tematik og den militære dimension. I starten af episoden ser vi statsminister Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen) på besøg hos de danske soldater i Afghanistan. Men besøget afbrydes brat, da den patrulje hun lige har sendt afsted rammes af en vejsidebombe og flere soldater omkommer. Det gælder også en, som lige har taget en selfie med hende. Episoden rammer voldsomt ned i det politiske landskab hjemme, hvor også pressen lugter blod, herunder Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) netop flyttet fra TV til en tabloidavis.

Det er et afsnit som udgør et højdepunkt i fremstillingen af de mange dimensioner og dagsordener, som krigen og globaliseringen rejser. Afsnittet har titlen 89.000 børn, og det referer til et fokus på hverdagslivet, som står side om side med krigsperspektivet, den politiske tematik og den militære dimension. I starten af episoden ser vi statsminister Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen) på besøg hos de danske soldater i Afghanistan. Men besøget afbrydes brat, da den patrulje hun lige har sendt afsted rammes af en vejsidebombe og flere soldater omkommer. Det gælder også en, som lige har taget en selfie med hende. Episoden rammer voldsomt ned i det politiske landskab hjemme, hvor også pressen lugter blod, herunder Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) netop flyttet fra TV til en tabloidavis.

Ligesom de allerede nævnte film er det inderst inde en historie om en soldat og hans far, om dem vi sender ud, og som ikke vender hjem i live eller betaler en høj pris. Tabloid-pressen jagter en bombastisk og primitiv historie: enten om politisk fallit eller om en død soldat og hans familie. Men Katrine bringer historien om den døde soldat og hans far, om hans brev til de efterladte op på et højere, menneskeligt niveau. I hans brev begrunder den døde soldat indsatsen med henvisning til at nu er der 89.ooo børn mindre, der dør om året. Den dagsorden understøttes af Birgitte Nyborgs møde med en gruppe NGO, som også ønsker at krigen fortsætter.

Her sætter så det politiske og militære spil ind: statsministeren vil trække de danske styrker ud, oppositionen vil øge den danske indsats, og det vil militæret også. Det bliver resultatet, men processen beskrives nuanceret, således at afsnittet er en af de få danske fiktioner, hvor ikke bare soldatens og det menneskelig perspektiv står i centrum, men også det politiske og militære spil.

Dokumentarismen og krigens hverdag og politik

Janus Metz’ dokumentarfilm Armadillo (2010) er måske den danske film som kommer tættest på krigens virkelighed i Afghanistan. Det er en observerende dokumentar, hvor vi følger en gruppe soldaters vej ind til krigens helvede i Helmand-provinsen, et af de områder, hvor Taleban stod allerstærkest. Den er filmet med håndholdt, levende kamera, suppleret med indslag fra soldaternes hjem-kameraer, og suppleret med superteknologiske skud fra satellitter, droner og våben med night-vision. Teknologien og måden filmen er optaget på bringer os meget tæt på alle aspekter af krigens virkelighed. Særligt en række træfninger med Taliban viser krigens brutale realiteter.

Metz’ sigte med filmen var da også netop at bringe danskerne tæt på krigen via identifikation med forskellige typer af soldater. Filmen sætter altså soldaterne og krigen i centrum, de bliver krigens menneskelige ansigter. Ind i soldaternes rum i lejren – når de ikke er ude på patrulje eller i kamp – oplever vi deres hverdagsliv, deres kommunikation med hinanden, og også med familien derhjemme. Men filmens styrke er også, at vi ser mødet med de lokale Afghanere, den besværlige kommunikation med en lokalbefolkning, som ikke rigtig kan se soldaterne som befriere. De er fanget i krydstrykket mellem Taliban og de udenlandske styrker. Næsten synsk peger det på den nuværende situation og en tilbagetrækning, hvor det man har bekæmpet uden stort besvær vender tilbage.

Filmen som sådan forholder sig ikke eksplicit kritisk til krigen eller soldaterne. Filmen vil bringe os direkte og tæt ind på krigsvirkeligheden og hverdagen og lade publikum danne sig sin egen mening. Det afspejler sig også hos soldaterne, hvor nogen er mere motiveret til kamp end andre, og hvor nogen kun lader sig udstationere en gang, mens andre vender tilbage flere gange.

Direkte i kødet på det politiske og militære spil bag krigen i Afghanistan og terror går til gengæld Christoffer Guldbrandsens Den hemmelige krig (2006). Den slog ned som en bombe i den danske debat, netop som et politisk flertal havde defineret en ny dagsorden, hvor Danmark skulle deltage i kampen. Filmen fokuserer på brud på menneskerettigheder og krigskonventioner i Afghanistan, mest udført af engelske og amerikanske soldater, men med danske styrker som indirekte medvirkende.

Hvad filmen påviser omkring tortur er siden til fulde bevist, også når det drejer sig om dansk medvirken. Men på filmens tidspunkt lukkede det politiske og militære system helt af for informationen – i filmen vist med dokumenter, hvor næsten alt er overstreget med sort. Instruktøren må vejen om af amerikanske kilder og journalister for at dokumentere det åbenlyse. Det globale uskyldstab består her i, at Danmark som militær magt ikke er bedre end andre. Vi er selv en del af en global tendens, hvor rettigheder og konventioner krænkes i krigens og demokratiets navn.

Den afghanske hverdag og kultur – det andet blik på krigen.

I sin film, Vores lykkes fjender følger Eva Mulvad og hendes afghanske medinstruktør den første kvindelige, afghanske politiker, Malalaja Joya, og hendes livsfarlige forsøg på at blive valgt til et Afghansk parlament, som kun består af mænd med langt skæg. Vi følger hende rundt i Afghanistan til politiske møder, men også i hendes rolle som mægler i lokale familiekonflikter. Der tegnes et nuanceret billede af den afghanske hverdag, af helt almindelige mennesker og miljøer i landet. Malalaja er omgivet af livvagter og må hele tiden skifte adresse – det er farligt at være en kvinde i et så mandsdomineret samfund, som det Afghanske. Hendes hensigt med filmen, som hun har forklaret i et interview op til premieren er at bryde de mono-narrativer, der eksisterer om store dele af vores globale andre.

Hvordan påvirker den historie vi vælger at fortælle vores samfund og den verden vi lever i. De store mono-narrativer må udvides. Verden hungrer efter flere dimensioner, flere stemmer, så vi selv kan danne vores mening, vores bevidsthed om, hvad der virkelig sker i verden, f.eks. når det gælder Islam og den muslimske verden. Denne film blev lavet for at fortælle em anden slags historie fra en del af verden, Afghanistan, som medierne skriver meget om. Men de historier vi hører er altid fuld af bomber, tortur og terrorister, historier fuld af antagelser og fordomme, som skaber modsætninger mellem os og dem. Verden er andet end formodede skurke, som venter udenfor. Den er fuld af almindelige mennesker som kæmper for at få en hverdag til at hænge sammen, for deres ret til et ordentlig liv, retten til at realisere drømme og finde lykken. Muslimer er ikke bare monolitiske figurer, ligesom vi i vesten ikke er det. Vi kan faktisk godt forstå hinanden, selvom der er mange der profiterer af at sige at vi ikke kan. (Pressemeddelse, 2006).

På en måde viser Eva Mulvad med filmen skønheden i Afghanistan midt i kaos, gru og krig. Det er billeder af en hverdag og et liv, som fortsætter på trods – omend i bogstaveligste forstand med livet som indsats. Det er skønheden i det Afghanske landskab, i byerne vi tages med til. Men det er også et indgående billede af en kvindelig politiker, der kæmper for demokrati, for lighed for kvinder, og som florsøger at mægle mellem mænd og kvinder og konflikter baseret på gamle klan-strukturer. Det er en film, som viser os, hvordan Afghanistan er bag den vestlige presses overvejende krigsstyrede perspektiv. Det er små glimt af utopier og håb i en Afghansk hverdag som i et næsten halvt århundrede ikke har oplevet andet en indre krig og krig med ydre fjender.

Drømme og utopier præger også Simone Aaberg Kærn’s fanden-i-voldske film Smiling in a Warzone (2006), hvor hun ene kvinde beslutter sig for i sit lille piper-propelfly at krydse de mange grænser fra København til Kabul. Gennem mange lukkede og fjendtlige luftrum lykkes det hende at nå sit mål og opfylde en ung Afghansk kvindes drøm om at flyve. Det er et kvinde-projekt og et projekt om en åben verden. Det er måske også et utopisk udsagn om en anden verden, hvor det ikke er våben og krige der styrer verden, men samarbejde og kontakt mellem mennesker, hjælp og støtte snarere end krudt, kugler og droner.

At give Afghanistan en stemme

Flere danske filminstruktører har rødder i Afghanistan, og de benytter deres dobbelte indsigt til at skabe film, som giver afghanere en stemme i dansk film. Nagieb Khaja har en stærk række af dokumentarfilm bag sig som viser også forskellige sider af den afghanske virkelighed og dens impakt også i den danske hverdag. Han har både beskrevet terror og migrantliv, men han har også direkte givet afghanere en mulighed for at viser deres egen hverdag. Det sker i den enestående Mit Afghanistan (2012), hvor en gruppe Afghanere får en mobiltelefon i hånden, så de kan filme deres eget liv. Det er naturligvis instruktøren, som redigerer det sammen og kommenterer, men filmen er baseret på optagelser fra mange forskellige afghanere. De er lige så forskellige som borgere i andre lande er, dvs. modvirker et meget ensidigt billede af dem – de bliver individer.

Nagieb Khaja har selv sagt om sin film og journalistik, at det handler om afdæmonisering, om normalisering af dem vi opfatter som fremmede (Bondebjerg 2017: 256). Han ligger på linje med Eva Mulvad i at påpege behovet for at sprænge mono-narrativer. Om Mit Afghanistan siger han:

Jeg kunne i mere radikal forstand lave en film på befolkningen præmisser (…) deltagerne kommer også til at iscenesætte deres hverdag, fordi de jo skal filme, hvordan og hvad de filmer. Men alligevel kom vi lidt væk fra det vestlige blik, et blik, jeg jo også repræsentere, selvom jeg har afghanske rødder (Bondebjerg 2017: 256)

Andre måder at vise helt andre sider af Afghanistan på ser vi også i Andreas Dalsgaards Afghan Muscles (2006), som skildrer den uhyre populære og udbredte bodybuilderkultur i Afghanistan. Der ligger en global pointe i at vise, at afghanerne også har sport, den samme som vi også har i vores verden. Det gælder også for andre dele af kulturen. På tværs af landegrænser og nationale variationer, så er der faktisk noget vi mennesker deler. Der er både globale kulturelle træk og nationale, kulturelle variationer.

 

Afghanistan på den brede mediedagsorden

Afghanistan fylder ikke bare på film, mest i dokumentarfilm, men er naturligvis også til stede i avisjournalistikken  og i litteraturen. Men i ti-året efter invasionen i Afghanistan, sker der også noget på tv-fronten, hvor både TV2 og DR satser på film-serier og tema-aftener. Det skete med krigsreportager som f.eks. DR’s og Karsten Kjærs serie Danskere i krig (1-4, 2009), hvor vi er med de danske soldater ved fronten i Afghanistan.

I efteråret 2010 sendte DR1 en hel temauge med overskriften Danmark i krig, og i denne temauge indgik to dokumentarer på hver en time, Louise Kjeldsen og Louise Jappes De sårede og Poul-Erik Heilbuths De faldne. I disse to dokumentarer er fokus på krigens nedslag i det nationale, krigens menneskelige side. Den side, som består i den pris, soldaterne og deres familie betaler i form af lemlæstelse og død, og også i høj grad de psykiske problemer, soldater og deres familier kæmper med. Det samme gælder for TV 2 og DFI’s serie Vores krig (2010), der består af seks forskellige dokumentarfilm, som alle har til formål at fortælle en menneskelig historie bag krigen, ofte en historie om soldaternes børn og familie. Som det hedder i TV 2’s annoncering af serien på deres hjemmeside: “Hundredvis af danske soldater, professionelt trænede og udrustede til kamp, slår ihjel og bliver selv slået ihjel. Men det handler ikke blot om krudt og kugler. Det handler også om mennesker og følelser, og om at krigen rækker langt ind i de danske familier.”

Det er altså ganske tydeligt, at bortset fra de dokumentarister, som forsøger at se krigen inde fra et Afghansk perspektiv, så er det soldatens, familiens og de menneskelige omkostninger herhjemme, der dominerer.

Krigens mange ansigter og dimensioner

I de fleste af de film vi har kigget på her, spiller det nære, national perspektiv ind, og det bredere, globale perspektiv fylder langt mindre. Men hvis vi skal forstå den verden vi lever i, så er det nødvendigt at gøre det globale mere nærværende, at gå kritisk ind i beskrivelsen af den verden vi er en del af, og som vi lader vores soldater møde – med døden til følge. At være nation i den globale verden er ikke uskyldigt. Det rammer både her og derude, og det har store konsekvenser for den verden både vi og de derude lever i. Det globale uskyldstab burde være indtrådt for længst.