First published November 26, 2015. Kommunikationsforum
|
HBO har gjort det igen – tryllebundet os foran skærmen med en sort og kompliceret fortælling, der vender vrangen ud på den amerikanske sjæl. Første – og måske sidste sæson af True Detective er til ende – den gule konge og sataniske seriemorder er fanget. Men mareridtet fortsætter derude i Louisianas subtropiske sumpe – i virkeligheden. Betjent Cohle, med Mathew McCognaugheys plagede ansigt og fortid, og makkeren Harts knudeægtemand i Woody Harrelsons skikkelse vil også hjemsøge vores indre skærm længe. Måske er denne HBO serie slut, men bare rolig, der kommer flere, og der ligger allerede et helt bibliotek online med fremragende, amerikansk tv-kunst.
Krimiens tre historiske spor
Der var måske engang vi europæere påberåbte os retten til at bære auteur-kulturens kunstneriske adelsmærke. Vi kunne i hvert fald hurtigt blive enige om, at de der amerikanere, som sad på det hele, sprøjtede forudsigelige mainstream produkter ud. Men det er længe siden, og har måske aldrig været helt sandt. I hvert fald har den amerikanske krimi-tradition præget generationer af også europæere. Nogen af os husker langt tilbage til vores barndoms og ungdoms krimihelte: de bar navne som Columbo, McCloud eller Kojak og de kunne være mere finurlige og intellektuelle eller mere actionprægede i deres måde at angribe samfundets udskud og råddenskab på. Men de fik afsnit efter afsnit gjort jobbet, og de var retlinede figurer og helte. Det var serier, med afsluttede handlingsforløb hver gang.
I Europa udviklede især engelsk tv tidligt sine egne genrer, præget af den særlige engelske forkærlighed for de mindre byer med råddenskab bag den tilsyneladende idyl. Den elskelige Miss Marble var en af de tidligste engelske figurer, men Lord Peter Wimsey, Inspector Barnaby i Midsommer Murders, Inspector Frost og Inspector Morse tegner et klart britisk krimispor. Man kunne gå videre i det europæiske spor, f.eks. med Maigret i Frankrig eller Der Alte i Tyskland.
Skandinavien har også sine egne helte på film og i tv, og i dag taler man internationalt om ’nordic noir’ som måske kan siges at udgøre et tredje spor. Wallander har gået sin sejrsgang i flere lande, og den danske Forbrydelsen har også været med til at forme en ny krimitradition, som blander amerikansk og europæisk: komplekse og visuelt stærke fortællinger, hvor tematikken breder sig fra krimiplottet og ind i dybere sociale og psykologiske lag. Det er måske værd at nævne, at True Detectives screenwriter Nic Pizzolatto var med til at lave den amerikanske version af Forbrydelsen. Selvom han i interviews har benægtet en inspiration, så er der et link.
Det narrative og æstetiske jordskred i den amerikanske tv-serie
Selvom der også var kvaliteter i den klassiske, amerikanske tv-kultur, var der alligevel noget forudsigeligt over dem. Men det var noget som ændrede sig afgørende da Hill Street Blues løb over skærmen i store dele af verden fra 1981-1987 på NBC. Pludselig blev krimihistorien til en stort udfoldet city-fortælling via en kollektiv plot-struktur, som både tacklede selve politiets arbejde og kriminalitetsbekæmpelse og til en bredt anlagt social fortælling om offentligt og privat liv i en moderne storby. Væk var de korte narrative buer i seriens enkelte afsnit, nu strækker fortællingen sig over flere spor og afsnit. Hill Street Blues ligger før det gennembrud for kabel-tv i USA i slutningen af 90’erne, som indvarsler en helt ny kvalitetsæra i amerikansk tv.
Kvalitetstraditionen er udtryk for mødet mellem en anderledes sammensætning af det amerikanske tv-publikum og et ny kreativ energi i tv-miljøet. Mellem 1960 og 1980 steg andelen af den amerikanske befolkning med high school uddannelse fra omkring 45% til omkring 78%, 60 % af kvinderne fulgte samme uddannelsesmønster og kom ud på arbejdsmarkedet. Samtidig steg indflytningen til de store byer markant. Det publikum som sad foran tv-skærmen i USA omkring 1960 var simpelthen helt forskelligt fra det der sad der i 1980, den traditionelle tv-familie, med sine traditionelle mønstre og kønsroller, var under nedbrydning.
Det er dette historiske møde mellem et forandret tv-publikum og et nyt kreativt talent som skaber serier som Hill Street Blues. Steven Bocho og Michael Kozoll som skabte Hill Street Blues fik store frihedsgrader i det kreative arbejde i forhold til normen i den traditionelle, hierarkiske og stationsstyrede amerikanske tv-kultur. Det store persongalleri, de mange plots og hele den mere pågående realistiske tematik og stil var ny. Da der først var gået hul på bylden begyndte andre netværk at følge efter med mere eksperimentelle og også ofte refleksive serier.
Fra Twin Peaks til True Detective: HBO-faktoren
Men det var David Lynch og David Frosts surrealistiske tv-serie Twin Peaks (1990-91) der for alvor rystede op i de vante forestillinger om amerikansk tv-kultur. At et tv-netværk som ABC overhovedet kunne finde på at spørge en syret filmmand som Lynch om han ville lave en serie til dem, havde været utænkeligt før. Som Mark Frost sagde om samarbejdet med ABC i 1990: ’Vi sagde til dem, at vi ville give dem en 2-timers stemningsfuld, dyster soap opera, en mord- og mystik-historie, der foregik i en fiktiv by i det nordvestlige USA (…) da vi havde afleveret pilotafsnittet, så sagde de, at vi havde givet dem nøjagtig hvad vi havde sagt vi ville, og at det vi havde givet dem var så fremmed for deres tidligere erfaringer, at de slet ikke ville prøve at fortælle dem, hvordan vi kunne gøre det bedre.’
Der går en lige linje fra Twin Peaks surreelle billedsprog og kringlede plot, fra karakter med usædvanlige dybder til HBO’s og Nic Pozzolattos True Detective,. Alene den faste intro er et studie værd: Dali møder Magritte i et visuelt orgie af musik og billeder, hvor karakternes ansigter og hjerne fyldes med steder, som bliver til mentale landskaber. Seriens indledning flyder af signaler på religion, seksualitet, ondskab, vold og smerte. Den tunge sydstatsrock driver af blues og tung rytme, som bæres videre i det fugtige, sumpede univers som fysisk præger serien, men som også fortsætter ind det sociale og psykologiske rum.
Som sine forgængere Frank Furillo, hovedkarakteren i Hill Street Blues, agent Dale Cooper og sherif Harry Truman i Twin Peaks eller for den sags skyld betejentene McNully og Rawls i HBO og David Simons spektakulære serie The Wire (2002-08) er Rust Cohle og Marty Hart sammensatte karakterer i en verden, hvor intet er sort-hvidt. De bliver suget ind i og ned af den kriminelle virkelighed de bevæger sig i, og de påvirkes ind i deres privatliv og langt ind i deres sumpede sjæl af de forbrydelser de er sat til at løse. Vi er langt væk fra den mere renskurede og målrettede betjent eller detektiv som bare løser sager og rydder op. I True Detective, som i mange andre af de nye serier fra HBO, tager karaktererne livtag med eksistensen og sig selv, de løser sager med dybtliggende og forgrenede motiver og sammenhænge. Den moderne detektiv er en Sisyfos, hvis arbejde og eksistens hele tiden rulles tilbage og afdækker en absurd og uoverskuelig virkelighed.
Mudrede vande: Kompleks narrativitet og visuel stil
HBO har været med til at sætte nye standarder for tv-fortællinger, fortællinger med en distinkt, visuel stil og komplekse tematikker og historier. HBO har ikke bare vist deres styrke indenfor krimi-grenren, men i en bred vifte af både historiske serier og samtidsdramaer. True Detective fortsætter hvor f.eks. The Sopranos, The Wire og Six Feet Under slap, alle serier med meget komplekse narrative forløb og karakterer og med en klar, visuel signatur. I True Detective er der en usædvanligt kompliceret tidsstruktur, som imidlertid fungerer godt. Serien har en rammehistorie i 2012, hvor Cohle og Hart på skift forhøres om begivenheder der går tilbage til 1995. Serien springer altså hele tiden i de forskellige tidslag, fordi vi både ser tilbage på opklaringens historie og får den udfoldet i en mere kronologisk udfoldet form.
Samtidig udnytter serien i sit visuelle sprog både de store, panoramiske billeder, de intense dyk ned i meget forskellige miljøer. Der veksles mellem melankolske eksistentielle situationer og stemninger, opklaringens detektiviske spor, privatlivets opgør og trakasserier og de mere brutale scener med mishandling og tegn og mystiske gerninger på gerningsstederne og endelig de i øvrigt relativt få actionscener. Samtidig er sam- og modspillet mellem de to karakterer et af seriens absolutte psykologiske højdepunkter. True Detective er en serie, som har åbnet endnu et kapitel i en central genres kunstneriske udvikling: det handler ikke bare om forbrydelse og opklaring, det er en eksistentiel og surrealistisk fortælling om vor tid.